Jeg har nettopp lest ut “Saras nøkkel“, skrevet av Tatiana de Rosnay. Jeg fikk ikke sove i natt, og leste de 200 siste sidene i ett. For en utrolig gripende og rørende historie!

“Paris, 16. juli 1942. Sara er en ti år gammel jødisk jente som er tvunget til å låse inn lillebroren sin i et skap, for å gjemme han fra det franske politiet. Resten av familien blir arrestert. I 2002 kommer journalisten Julia Jarmond tilfeldigvis over historien om Sara og familien i forbindelse med at hun skal skrive en artikkel i anledning 60-årsmarkeringen av Vichy-aksjonen. Oppdagelsen tvinger etter hvert Julia til å stille en rekke spørsmål ved sitt eget liv.”

Boken handler om det som skjedde i Frankrike i 1942. Over 7000 jøder, i alle aldre, ble hentet fra hjemmene sine og de aller fleste ble drept. Barna ble skilt fra foreldrene sine, og tilslutt ble de sendt vekk for å dø. Den skildrer en del av Europas tragiske historie jeg faktisk aldri hadde hørt om før.

Les den, du kommer ikke til å angre!!

Herregud, jeg fatter det ikke! Hvorfor klarer jeg ikke gå å legge meg? Det skjer hver kveld. Jeg sitter oppe til langt på natt.. Jeg vet at jeg skal opp halv åtte i morgen tidlig, men hjelper det? Nei.

Jeg er nødt å lære meg å legge meg tidlig. Men det er bare det at alt er så mye kjekkere om kvelden. Det er så koselig å sitte på dataen, lese bok, se på tv (eller ok da, Grey´s Anatomy).

Dessuten har jeg funnet en veldig spennende bok! Jeg fant den i bokhyllen til en kompis (Patrick). Den heter “26. oktober 1942 – Da pappa ble arrestert”. Den er skrevet av Terje Lie som er lærer. Den handler om en jødisk familie som levde under krigen. Og gjennom dem får man vite hva som skjer. Han har skrevet den på en sånn måte at man kan bruke den i undervisning i skolen, og det er jo perfekt for meg! Og så er jeg veldig intressert i 2. verdenskrig også da..

Utenpå boken står det så fint “Den som glemmer sin historie er dømt til å gjenoppleve den.”
Akkurat det er jeg veldig enig i egentlig. Det er viktig at vi som lever i dag, lærer om hva som har skjedd, altså historie. Om man ikke gjør det, risikerer man at de samme tingene skjer om igjen. Folk må ikke bli passiv og likegyldig – det er så viktig å bry seg om samfunnet og hva som skjer!

Gleder meg til å fortsette å lese..

“I himlens forgård.

Det var bare åtte dager senere.

Igjen hadde tre nordmenn fått stadfestet sin dødsdom. Det var de tre fra Sandefjord: Johan Midttun, Øivind Ask og Andreas Bertnes. De hadde fått i stand en sender og søkt forbindelse med England. Lenger var de ikke kommet før en angiver sørget for at de ble stanset.

Vi satt i samme celle som de fem uken før. Dommen var falt for 10 dager siden, men stadfestelsen pleide å ta lenger tid, så denne kvelden kom helt uventet.

De var så forskjellige som de kunne være de tre, alder, lynne og utseende. Men allikevel så like i sin iver etter å tjene Norge.

Midttun var vokset opp i vindharde skjærgården vestpå, og den staute skikkelsen bar preg av det. Fåmælt var han, men det som ble sagt, kom med stille styrke. En tillitsfull barnetro hadde han tatt med seg fra heimen, og ingenting hadde rokket den. I kveld mer en noensinne var det hans beste styrke.

Ask var mer følsom og meddelsom. Alt han sa og gjorde var preget av hans varme hjertelag.

Bertnes var bare unggutten, men det var noe viljefast og bestemt i det åpne, ærlige ansiktet. Ikke en mine bar bud om uro og angst.

Vi setter oss ved et langbord. Midttun på den ene siden, vi tre på den andre. Det er helst Ask som fører ordet til å begynne med. “Hvordan er det etter døden, Hauge?” Det kom så alvorsfullt og intrengende. Hele mannen spurte.”

Fra: Dagfinn Hauge, Slik dør menn, Oslo, Lutherstiftelsens Forlag, 1945 (side 35).

Boken er ikke lenger å få kjøpt, må lånes eller kjøpes i antikvariat.

((klikk her for å komme på forsiden av “t e r s k l e r”))

Knut Hamsun er blitt en mørk plett på Norges snøhvite krigs-samvittighet. Alle gode nordmenn vet at Max Manus’ og Kjakans overveldende heltegjerninger var hovedårsaken til at nazi-Tyskland falt og at Hitler selv falt død om, men ute i den store verden holder dette bare ikke lenger. 150-årsfeiringen for Knut Hamsuns fødsel gjør oss særdeles upopulære, det skrives et utall artikler, og det er på tide for Irils lille røde å kaste seg med i debatten.

Først: jeg er imponert over alle disse barnerumpene som åpenbart, selv om verken de selv eller deres foreldre var påtenkte under 2. verdenskrig, har svært lett for å rette moralske dommer i et etterpåklokt svart-hvitt-lys. Selvsagt er det enkelt for oss å avgjøre hva som var rett og galt under 2.verdenskrig – i 60 år har vi jo jobbet med å skrive en krigshistorie vi kan leve med, hvor det er superenkelt å skille de gode (oss) fra de onde (nazistene). Det er kanskje vanskelig å se for seg, men situasjonen kan ha opplevdes mer kompleks og uoversiktlig mens det hele sto på.

Når det er sagt, det er ingen tvil om at Hamsun var nazist (om han i tillegg var antisemitt er ikke godt å si, Ingar Sletten Kolloen mener at han ikke har funnet noe i sin forskning som tyder på dette, men de lærde strides, selvsagt). Jeg liker verken nazister eller antisemitter. Hadde jeg møtt Knut Hamsun som person ville jeg mest sannsynlig avskydd ham, det er antagelig et lykketreff for oss begge to (mest for ham selvsagt ) at vi aldri vil treffes. Men her kommer vi til mitt poeng: jeg elsker de uberegnelig gale, lidenskapelige, tragisk ulykkelige og euforisk ville unge menn han har skapt. De rører meg med sin intense nærhet til verden og fascinerer meg med sin galskap og ustyrlige humor, jeg kommer alltid tilbake til dem. Hamsuns språk er intenst vakkert og gjennomarbeidet, bare les de første 2 setninger i ‘Pan’:

“I de siste dager har jeg tænkt og tænkt på Nordlandsommerens evige dag. Jeg sitter her og tænker på den og på en hytte som jeg bodde i og på skogen bak hytten og jeg gir meg til å skrive noget ned for å forkorte tiden og for min fornøielses skyld”

Det er dette vi feirer! Vi feirer en av våre største forfattere, ikke en av våre mest markerte nazister. Det er helt, absolutt nødvendig å kunne skille forfatter fra person i dette tilfellet. Vi støtter ikke Hamsuns politiske meninger ved å juble over hans fantastiske forfatterskap! Med dette vil jeg oppfordre til å feire jubileet med god samvittighet, til å ta norsk krigshistorie med en klype salt, og til å lese for eksempel ‘Pan’, en unikt vakker roman.

Kusinen min Marita stakk innom i dag og vi bestemte oss for å smile kjempepent til kamera. Noen cm unna linsen satt også Chris (Maritas kjæreste), men han var ikke heldignok til å bli med i dagens innlegg siden jeg var så dum å slette snik-bildene av han.

Etter photoshooten stakk vi på kino hvor vi så en film jeg har glemt navnet på. Den fra 2 verdens krig med Brad Pitt i hovedrollen. Kjempebra film, og overraskende nok var den morsom(?)

Ellers har jeg igjen bedrevet ufattelig mye tid som koma-pasient på sofan igjen, og med X antall politiserier innabors tror jeg muligens jeg dropper ArtDirector yrket å satser på å bli kriminaletterforsker eller noe i stedet. NOT!

Roman på nordsamisk om flyttsamejenta Áne som ideologisk, sosialt og geografisk stadig forflytter seg. Fra et liv som tjenestejente på en gård i Alta havner hun i Skånland under evakueringa av Finnmark og Nord-Troms. Hun velger bort sin samiske identitet for seg og sitt utenomekteskapelige barn og begynner å forakte samene i markebygdene. Etterhvert ender hun opp i nettopp markebygdene.

Romána davvisámegillii Sis-Finnmárkulaš badjenieida Áne birra. Áne šaddá sihke sosiálalaččat, ideologalaččat ja geográfalaččat sirddolažžan. Son gártá biigán muhtun dállodoallái Áltái, ja evakuerejuvvui Skániid viervágággái. Áne válljii eret su ja su luovus máná sámi identitehta, ja álggi badjelgeahččat márkosápmelaččaid. Loahpas son šaddái orrut márkosámis.    

ISBN: 978-82-91973-37-1. Skániid girjie, 2009. Pris/Háddi: 250.-

The Founder of Style er de ord jeg forbinder med navnet Gabrielle Chanel, og hvis man kigger på hvor mange biografier der er skrevet om Moderen til Mode, finder man ud af at jeg ikke er den eneste, for der er nemlig skrevet over 40.

Dette er dog helt forståeligt når man kigger tilbage på hvad for et spændende liv, fyldt med mod, kærlighed, opstand, og mystik, denne interressante kvinde levede, kan man med det samme se at hun var alt andet end ordinær.

Født d. 19. August, 1883, ind i en ydmyg og fattig familie, var Gabrielles liv med det samme alt andet end almindeligt, da hun blev bortadopteret i en meget ung alder, fordi hendes mor døde af tuberkulosis, og hendes far derfor blev nødt til at rejse fra familien for at tjene nok penge til at kunne forsørge dem. Gabrielle voksede derfor op på et kloster hvor hun blev uddannet som syerske, og hendes sommerferie blev brugt med familien, der lærte hende at sy mere raffineret end nonnerne på klosteret.

Da Gabrielle blev 18 år, forlod hun klosteret og startede sin karriere med at arbejde som assistent i en undertøjsforretning. I mens hun arbejde i forretningen mødte hun den franske rigmand og playboy Etienne Balsan, der førte Gabrielle ind i et luksus-liv med pelse, diamante og perler. Gabrielle begyndte samtidigt, i sin fritid, at designe hatte, hvilket dog hurtigt blev en større interresse, end bare hobby.

Efter at have fået en åbenbaring, forlod Coco Balsan og overtog hans lejlighed i Paris, hvor hun i 1923 åbnede sin første forretning der solgte fantastiske jakker og regnfrakker, men da forretningen lå i hjertet af byen, gik der ikke længe før Chanel gik konkurs, og blev nødt til at overdrage alle sine værdier. Dette fik hende dog ikke til at miste modet.

I før-krigs tiden mødtes Coco med Etienne Balsan’s tidligere bedste ven, Arthur Capel, og forelskede sig hurtigt.
Med Capel i ryggen, gik der ikke længe før Coco igen havde ejendom og finans til at starte en ny forretning, i den nord-vestlige franske region Bretagne. Hendes hatte blev hurtigt populære blandt de unge kendisser i det tidlige 20. århundrede, og efter kendisserne fulgte aristokratiet.  Hun åbnede en ny butik i byen Deauville, og introducerede sportstøj til kvinder ved samme lejlighed. Denne forretning var efterfølger til hendes største forretning, og udbredte Coco’s budskab om at kvinder skulle klæde sig på for sig selv og ikke for deres mænd.

Chanel 2.55 Bag

I 1923 blev Coco Chanel citeret i Harper’s Bazar, hvor hun sagde at “simpelhed er essensen af elegance”, hun blev også citeret sigende at hun gav kvindernes deres kroppe tilbage; kroppe der tidligere var søbet i sved, og gemt under korsetter og foring i tøjet, og med dette mente hun, at hun i stedet for at tænke på tøjet, tænkte på kvinden inden under tøjet, og samtidigt var hendes designs altid lette, enkle og afslørende.
Chanel’s design’s bliver ofte sat i forbindelse med en ny kvindebevægelse der kom frem i 1920′ernes Europa, kaldt Flapperne. Disse kvinder havde kort hår, gik i korte kjoler og store perlehalskæder, og pressede samfundets opfattelse af acceptabel opførsel i sociale sammenhænge, og drak og røg gerne, hvilket var et big no go for kvinder at gøre i tyverne.  Chanel var derfor med tid at frigøre kvinden mere, og kvinderne begyndte at køre deres egne biler, gå på natklubber, og dyrke sport.

Chanel No 5

I 1921 udgav Chanel sin første parfume kaldet “Chanel No 5″, og den har lige siden dagen den blev udgivet været kendt for sin duft af maj-blomst, jasmin og aldehyd. Der er aldrig en parfume der har haft så stor succes som den “Chanel No 5″ har, og kendisser verdenen over sværger den dag idag til parfumen, der blandt andet var kendt som deet eneste Marilyn Monroe havde på i seng.

Marilyn Monroe & Chanel No 5

I 1925 mødte Chanel Vera Bate Lombardi, der var uægte barn af Markisen af Cambridge, Adolphus Cambridge, og Vera blev derved indgangsvinklen til aristokratiet og kongehusene i hele Europa. Vera blev samtidigt Chanels muse, og Chanel skabte “The English Look” som en hyldest til sin pr-chef, ven og muse.

Coco Chanel besluttede sig i 1939, ved starten af 2. Verdenskrig, for at lukke sine forretninger, fordi hun ikke syntes det var tid til mode, og boede i 30 år, on og off på Hotel Ritz Paris, hvor hun gjorde hotellet til sit hjem selv under besættelsen. I den tid blev hun også kritiseret for at have en affære med den tyske officer Gunther von Dincklage, der var nazi-spion, og arrangerede at hun kunne blive på hotellet. Udover hotellet havde hun også en lejlighed over sin couture-forretning på Rue Chambon, der er der den dag i dag, og hun byggede også et hus, kaldet Villa La Puissa, i byen Roquebrune, på den Franske Riviera.

Coco Chanel

I 1943, efter 4 års adskillelse, opsøgte Chanel Lombardi i Rom, for at få adgang til at snakke med Winston Churchill, under dække af at ville have Lombardi med tilbage til Paris og arbejde for hende. Lombardi sagde imidlertid nej tak til tilbuddet og blev arresteret af Gestapo som værende en Engelsk spion. Chanel blev senere anholdt som krigsforbryder, men undgik rettergang på grund af indgriben fra det Engelske Kongehus.

Hun flyttede i 1945 til Schweiz, men flyttede tilbage til Paris i 1954, hvor hun åbnede sine forretninger igen. Hendes kollektion blev ikke godt modtaget af Parisianerne, men blev elsket i England og USA.

Den 10. Januar 1971 døde Gabrielle Bonheur “Coco” Chanel af et hjerteanfald i sin private suite på Hotel Ritz Paris, i en alder af 87 år, og blev begravet i Lausanne, Schweiz, hvor der er 2 løvehoveder hugget ud i stenen fordi hun er førdt i stjernetegnet Løven.

Er du ligesom jeg forelsket i det spændende liv den legendariske Coco Chanel levede? Så kan jeg fortælle at der snart kommer en biograffilm ved navn “Coco Before Chanel” som du kan se trailer til HER!

OG HUSK! Du kan skrive dig op til at få en mail, hver gang der kommer et nyt indlæg på bloggen, ved at sende en mail mærket “Mailingliste” til BOOHYOUWHORE@GMAIL.COM .

Folk hævder gang på gang, at religion er drivkraften bag krig. Eller den mildere udgave; at religion er afgørende,  i den verdensomspændende vold vi er vidner til. Altså er det en kendt, og til tider anerkendt teori, at der er en nøje sammenhæng mellem religion og krig. Men hvad er egentlig baggrunden for påstanden, kan man blive fristet til at spørge..

Krig i nyere tid

Hvis vi tager et hurtigt kig på det 20. århundredes mest huskede krige, er det tydeligvis ikke religion, som ligger til baggrund for krigene. Var religion årsagen til 1. og 2. verdenskrig ? Udspringer nazismen fra en religion? Var Korea-krigen og vietnamkrigen et resultatet på en religion? Havde Zedong og Stalin underlagt sig en religion, eller var de som bekendt kommunister og ateister? Var Lenin ikke også  ligeledes ateist? Hvad med besættelsen af Palæstina. – Beordrer det gamle testamente, til at udgyde palæstinensernes blod, for at vende tilbage til det forjættede land? Var krigen i Iraq, et spørgsmål om ressource-interesser, eller udsprang den af religion? Svarene er tydelige. Men alligevel bliver religionen stillet til regnskab. Det er komisk, at tænke på, hvordan religion får skylden i et århundrede, som nok er mere sekulariseret end noget tidligere århundrede..

Hvilken faktor spiller religionen?

Vi er nødt til at undersøge, hvilke redskaber, der bruges i håb om at opnå forskellige mål. – Det er her religion kommer ind i billedet. Det er dog altafgørende, at kunne skelne mellem religion som visse folk udøver den, og religion som den i teorien er. Altså mellem teori og praksis. At en kristen, muslim, hinduist, jøde eller buddhist udfører en grotesk handling, og tilskriver den sin religion, ændrer ikke på teorien af denne. Og når denne person, nu engang går imod teorien af religionen, og hermed Guds ord, er det derfor ikke på grund af religionen, at handlingen udføres, men derimod på trods af religionen. Når en person bliver taget til fange, og halshugget i islams navn, eller en abort praktiserende læge får bombet sin praksis, er det så religionens skyld? Nej, for igen: Det ændrer ikke på teorien, at en mand udfører en handling, og tilskriver den en given religion. 

Religion (som bliver fordrejet og misfortolket) bruges som redskab, til at legitimere, overbevise og manipulere. Ovenstående eksempler viser, hvordan religion bliver brugt som understøttelse, af en vis handlingen. Det er dog kun et effektivt middel, pga. den ignorance og uvidenhed, som skygger de mennesker, der sluger den vanvittige udgave, af den pågældende religion. Det er et faktum, at der findes folk, som bliver påvirket og overbevist. – Ellers ville denne form for legitimation ikke virke, og hermed ikke udøves. Den anden gruppe, som heldigvis er den største, tager afstand fra sådanne handlinger. Men mange fra denne gruppe, begynder desværre snart at tro, at det er religionen som har ført til disse handlinger, når det nu engang forekommer således på overfladen. Men denne udledning er ukorrekt. At man på overfladen synes, at kunne nikke genkendelse til en sammenhæng mellem to vidt forskellige størrelser, burde ikke være nok til at optage denne opfattelse uden videre. De forfærdelige handliner udført i religioners navn, er grundet manglen på fornuft og rationalitet. – Og på trods af religionen, som tidligere redegjort for.

Religionskrige?

Religionskrig er også et ofte brugt begreb, for sammenhæng mellem religion og krig. Selvom man ofte støder på begrebet, hører det simpelthen ikke hjemme i nyere tid. Det er et misvisende og firkantet begreb. Verden er ikke så sort og hvid, som man somme tider får på fornemmelsen af. Hvor har vi set religionskrige i de seneste århundrede? Interne konflikter i forskellige religioner, er det, som bliver omtalt som “religionskrige”. Det er ukorrekt. Det er ikke krig religioner imellem, men konflikter i en og samme religion.

Religiøse fredskæmpere   

Man kan ret firkantet stile påstanden om at religion er skyld i krig, op mod påstanden om at mangel på samme er skyld i krig. Ligesom terrorisme, krig og vold bliver tillagt forskellige religioner, kan kampen for fred og retfærdig tillægges religioner. (Uden at definitionen på terrorisme, krig og vold ædres!)

Lad os bare se på den store legende, den politiske og spirituelle leder Mahatma Ghandi. Han har fået titlen som frihedkæmper, idet han uden tvivl kæmpede for fred, frihed og retfærdighed. Og han var Hinduist. Meget religiøs endda. Ghandi levede efter de hinduistiske budskaber. – Og selv når han gik ud over hinduismen, tog han til lærer af andre religioner og historiske religiøse personligheder. Et smukt citat af Ghandi: “I learnd from Hussein how to achieve victory while being oppressed.” Her henviser Ghandi til den muslimske profet Mohammeds(sa) barnebarn Hussain(as), som på trods af undertrykkelse og vold, formår at reformere et samfund. – Og overvinder uretfærdighed med retfærdighed, på trods af at det kostede ham og hans familie livet. Hvis vi går ud fra, teorien som siger, at religion er årsag til krig og vold, kan vi herudfra konkludere, at religiøse personer hermed, også er voldelige personer. Og igen at meget religiøse, må være meget voldelige. Ghandi anses ikke blot som religiøs, men som meget religiøse. Og det kommer i hvert fald ikke i forlængelse af at han er meget voldelig!

Sandt eller bekvemt?

Det virker måske for nogle, som en befriende tanke, at kunne sætte et konkret ord på, hvis skyld det er, at det seneste århundrede har været præget af krig og død i en måske højere grad, end noget andet århundrede nogen sinde. Spørgsmålet er, om det er sandt, at religionen er årsag til krig, eller om religionen blot er blevet den bekvemme syndebuk for alle de dårlige gerninger?

 Peace. Doa. 

Her på folkehøgskolen henger det mange bilder av elevene som gikk her før krigen. Jeg synes det er ganske interessant, faktisk. Antakeligvis hadde de ingen aning om at landet skulle bli innvadert året etter. Samtidig lurer jeg litt på om noen av de kjempet mot tyskerne, og hva de tenkte når det skjedde. Det er litt rart egentlig. Man fanger en person i et bilde, og det lever selv om personen etterhvert forsvinner. Jeg har ikke noe godt bilde på hva som skjer med mennesker når de dør. Greier ikke å se for meg at personen aldri kommer tilbake. Jeg synes død er veldig vanskelig å takle, for jeg vet ikke hva jeg skal si for at hun/han som har mistet en som stod en nær skal føle det lindrer smerten litt.

Dette er en perle av en bok som handler om gutten Bruno som er 8 år.  Det skjer mye i Brunos liv, og vi som leser ser alt som skjer gjennom Brunos øyne. Dette betyr at vi innimellom skjønner mer enn Bruno gjør, og det gjør det vondt å være leser. I boka møter Bruno ett gjerde , og dette gjerde skulle han aldri ha møtt. Jeg kan røpe at handlingen i boka er fra 2. verdenskrig. Boka ble filmatisert i 2008.

Dette er ei bok for både ungdom og voksne – anbefales uten tvil!

Pr. i dag er det ca. 6.77 milliarder mennesker på denne kula som svever rundt i verdensrommet. Relativt mange vil man jo si. Eller, for å si det sånn; flere er vi ikke pr. i dag. Noen steder er det dønn trangt, feks. Tokyo, andre steder har man litt mer albuerom, som på Tundraen. Men hvordan hadde det vært? Det er den store svinesinnsyken som har fått meg til å tenke på dette… Men det dør jo nesten ingen i forhold. Jeg tar for meg 4 “eventer” det har “gått med” noen folk i, så får vi se.

Svartedauen:

Vet du hvor mange som døde under Svartedauen? Og vet du når det var? Nei, der kan du se! Tipp noe inni hodet ditt da… !

I 1347 kom byllepesten til Europa. (Norge 1349) ”Byllepest” høres rimelig grusomt ut? Ser du for deg ett svart offer fylt av boblende byller som sprekker og renner utover? ÆÆÆSJ…! Det var omtrent sånn. De som døde var svarte. Denne voldsomme pandemien varte i 4 år. Den kom til Norge og Bergen via handelsveien. Ett skip kom fra Englad, og der var rubb og stubb var døde. Mulig kilde var lopper på rotter, men derom strides forskerne noe. Men i løpet av 4 år, altså 1460 dager, døde 75 millioner mennesker!!!

Spanskesyken:

Dette var også en pandemi. Forskjellen på pandemi og epedemi har jeg ikke fått tak i.. Men dukker det opp en så løp andre veien. Spanskesyken kom lenge etter svartedauen. I 1917 og tre år fremover. Influensa, som ikke fikk dyrenavn, men landsnavn! Den kom i tre bølger i løpet av den tiden og tok med seg menneskeliv over en lav sko. På den tiden var verdensbefolkningen 1,8 milliarder. Og en tredjedel ble smittet og 25 millioner av disse måtte takke for seg. Det er anslått at det kan ha vært flere, men vi går ut i fra 25 mill-tallet. Også sinnsykt mye folk da??!!

1.verdenskrig.

Jeg tenker “verdenskrig” og død, det må ha gått med masse folk.. Men denne er ikke så “ille” hvis man kan si det om krig. Når det gjelder tallene vedr. antall døde under 1.verdenskrig er det veldig vanskelig å finne noe eksakt. Enda så heldige vi er med internett i dag. (Hvem eier forresten internett???) Grunnen kan ikke være at det var vanskelig å telle så langt på den tiden for de klarte det i 1347 (Svartedauen).  Det anslåes dog at det var rundt ti millioner mennesker som dessverre ikke overlevde 1.verdenskrig da grunnet sverd, pistoler eller hungersnød.

2.verdenskrig.

Siden det bare (takkogpris) har vært 2 verdenskriger klarer vi å få med oss tallet for den andre og. Her er det litt sikrerer tall å slå i bordet med. (“Slå i bordet???”) Med rubb og stubb altså sivile, sult, sykdom, bomber og andre grusomheter er det omlag 72 millioner mennesker som dessverre forlot denne verden i årene 1939-1945.

Så kommer det jeg ikke liker, addere: 72+10+25-75= 182 millioner mennesker!!! På bare 4 hendelser. Jeg skal ikke si de er tilfeldig valgt, men mer det huet mitt huska i farta.

Tenk om 182 millioner mennesker hadde fått leve, reprodusere seg, og sette spor etter seg på denne kloden som alle de andre?  Nå har det seg nok sånn at sikkert noen av de døde allerede hadde fått de barna de skulle ha, men likevel? Hvis la oss si 100 millioner mennekser skulle hatt 2,4 barn hver seg og jobber og andre gode ideer? Fant forresten til slutt forskjellene da: En epedemi er et sykdomsangrep som rammer deler av et enkelt land, og en pandemi er et sykdomsangrep som rammer store deler av verden, men uansett, fly hvis du ser en!

Hvordan hadde verden sett ut i dag? Er det mulig å anslå hvor mange planeten ville huset dersom ikke det dør en jafs med innbyggere fra tid til annen? I dag er hygiene og kunnskap om helse kommet så langt at jeg tror ikke vi vil se en byllepest som svartedauen igjen.

Rydder Moder Jord opp sjøl innimellom? Med tsunamier, jordskjelv, orkaner og andre naturkatastrofer?

Den første bokanmeldelsen jeg skriver, er om en krigshistoriebok som jeg fikk for noen år tilbake og har lest et par ganger nå. Tungtvannssabotasjen er skrevet av krigsveteran Jens-Anton Poulsson, som selv deltok i disse aksjonene og var svært aktiv i sabotasjen og antisabotasjen mot tyskerne under andre verdenskrig. Det er hans beretning om hans opplevelser under krigen, helt i fra han som soldat for den norske hæren rømmer til Sverige, gjennom hans aksjoner som medlem av Norwegian Independent Company No. 1 (populært kalt Kompani Linge), og til siste tysker har overgitt seg i Norge.

Jens-Anton Poulsson er født i 1918 på Tinn i Telemark. Han var nylig startet på befalsskolen i Fredrikstad da tyskerne invaderte Norge, og var med på felttoget i Østfold, men ble beordret over til Sverige uten å ha kommet i kamp. Han deltok senere i krigen og fikk gjøre sine store bragder som du kan lese om i boka. Etter krigen fortsatte han i forsvaret, og var blant annet sjef for DANFOR, den dansk-norske styrken i Gaza, i 1960. Han har også vært sjef for H. M. Kongens Garde fra 1961-1965, sjef for Infanteriregiment Nr. 3 fra 1980-82 og mange andre militære posisjoner. Han er i dag pensjonert oberst fra Forsvaret og bor på Kongsberg.

Hovedtemaet i boka er Tungtvannssabotasjen på Rjukan, der Kompani Linge-gutta sprengte tungtvannsanlegget på Hydros fabrikk på Vemork ved Rjukan, Telemark. Den forklarer i detalj hvordan den første gruppa (Grouse) med blant andre Jens-Anton Poulsson og andre nordmenn flyr til Hardanger-vidda i oktober 1942 og forbereder og planlegger sabotasjen på Vemork mens de venter på Freshman-gruppa med kun britiske ingeniørsoldater som skal sprenge fabrikken. Freshman-gruppa kommer imidlertid ikke, den styrter ved kysten, og de overlevende blir fanget og skutt av tyskerne.

Engelskmennene gir seg ikke, og planlegger en ny aksjon, denne gangen bestående av bare nordmenn. Grouse-gruppa overvintrer på Hardangervidda, og overlever ved hjelp av motstandsfolk fra Rjukan-området. I februar 1943 blir den nye gruppa fløyet innover fra England, slår seg sammen med Grouse og danner Gunnerside som sammen skal ødelegge tungtvannscellene (som er den viktigste delen i produksjonen av tungtvann) inne i Vemork-anlegget. De forserer de tyske soldatene og minefeltene som tyskerne har lagt ut etter den oppdagede Freshman-aksjonen, og kommer inn i selve fabrikken. Der plasserer de høyeksplosiver og ødelegger tungtvannscellene. Etter aksjonen drar seks i aksjonsgruppa til Sverige, mens resten blir igjen og hjelper til med motstandsarbeidet.

Jens-Anton Poulsson er blant dem som drar tilbake til Storbritannia, får tildelt Krigskorset av Kong Haakon, og reiser i oktober, 1944 tilbake til Telemark for å være blant lederne i antisabotasjen som nå ble satt i gang for å hindre at tyskerne ødela alt av kraftverk og fabrikker i Norge, nå når de innså at slaget kunne være tapt og at krigen ville ende om litt. Det ble organisert et enormt nettverk av grupper som bare ventet på å slå til i tilfelle tyskerne skulle begynne rasering av Norge (blant annet slik som de gjorde i Finnmark når russerne angrep fra øst). Heldigvis skjedde aldri dette, men hadde tyskerne bare visst om den massive styrken som gjemte seg i hytter og skur rundt i fjellene i Telemark hadde de garantert flyktet raskt.

Boka er en av de beste krigshistoriebøker jeg har lest, og det at Poulsson går så detaljert inn i hver eneste hendelse i hans opplevelse av krigen gjør boka svært spennende. Dette er ei bok som jeg på det sterkeste anbefaler til de som ønsker å få vite om en av de mest spennende hendelser og mest suksessfulle sabotasjeaksjoner i den andre verdenskrig.

Russisk-finsk-samisk forviklingskomedie. TIFF publikumsvinner .

September 1944. På nordøstfronten er de finsk/tyske styrkene i ferd med å klappe sammen, og russerne stormer frem. En finsk soldat straffes ved å bli lenket fast til en bergknatt inntil russerne kommer. I området driver en enslig samekvinne og begraver døde soldater. Hun finner en skadet russisk desertør og tar han med seg til gammen sin og pleier ham. Her havner også den finske soldaten etter at han har kommet seg løs. Ingen skjønner et kvidder av hva de andre sier, og det hele utvikler seg til en absurd forviklingskomedie. Skuespillere: Anni-Kristiina Juuso, Viktor Bysjkov og Ville Haapasalo.

Fidalgo 2005.  Orginaltittel: Kukushka. 1 t. , 39 min.  Pris DVD: 69.- (Platekompaniet)