AV: KARINE ØSTTVEIT  Aftenposten

Det finnes private aktører som henter bortførte barn hjem til Norge. Noen ganger med bruk av våpen.

14 UENDELIG LANGE måneder er gått siden Anne sist så sønnen sin. Denne septemberdagen får hun ham overlevert på en travel flyplass. Den lille toåringen er blek og tynn, men likevel stor i forhold til babyen hun husker. Han har lært å gå, og det som før bare var babling, er blitt til ord på et fremmed språk. Men da moren tar ham i armene, gråter han redd. Hun er blitt en fremmed. I noen øyeblikk blir moren stående, fortvilet. Så forsøker hun det eneste hun kommer på: Holder den lille kroppen tett inntil venstre side av brystet, og håper at lyden av mammas hjerteslag er noe som aldri helt blir glemt.Hvert år blir mellom 35 og 50 barn bortført fra Norge, tilsammen nesten 300 barn de siste åtte årene. Disse barna blir ikke lokket inn i en bil, ingen av dem er blitt plukket opp av en fremmed. De er rett og slett blitt bortført til utlandet av en som står dem nær – nesten alltid en mor eller far. Det er ingen tvil om at slike barnebortføringer er ulovlige. Likevel møter den av foreldrene som står tilbake, ofte en mur av vanskeligheter. I flere tilfeller vil ikke engang det norske politiet ta imot en anmeldelse. Og fra foreldrenes desperasjon har det vokst frem en helt ny bransje: Private, profesjonelle aktører med erfaring fra krig og etterretning som mot betaling henter barna deres hjem igjen – iblant gjennom velregisserte, nærmest militære aksjoner.

Mange oppdrag.

– Bransjen er i ferd med å eksplodere. Jeg fant et barn i København i forrige uke, over helgen må jeg kanskje til Algerie og lete. Det er utrolig travelt for tiden.Martin Waage snakker uten fakter. Han er en av lederne i sikkerhetsselskapet ABP World Group, som blant annet tar oppdrag som går ut på å hente hjem bortførte barn. Opprinnelig jobbet firmaet med livvakttjenester, med etterretning i forbindelse med utpresningssaker og en og annen skygging av en utro ektefelle. Og så, for to år siden, kom den første henvendelsen fra en fortvilt mor. Kort tid senere kom enda en, og så en til. Alle sto med kjennelsen fra en norsk rettssal i hånden, oppgitt over at myndighetene ikke hjalp dem med å hente hjem barn som alle rettsinstanser var enige om var blitt ulovlig bortført til utlandet. Siden den gang har Waage vært involvert i mer enn 15 barnebortføringssaker. Han har vært i land som Brasil, Ukraina, Libya, Iran, Taiwan og Algerie for å hente hjem norske og svenske barn. Operasjonene kan innebære alt fra måneder med spaning, gjennomgåelse av alle slags elektroniske spor, diplomati, forskjellige former for overtalelse – og altså væpnede aksjoner. Prislappen for et barn ligger på mellom noen hundre tusen og opp til over en million.– Vi prøver alltid med diplomati først. Vi vil helst løse det på den måten. Men du kan jo prøve å dra ned til Algerie eller Libya og løse en konflikt med diplomati. Det hender at vi må gå til aksjon. Jeg ønsker ikke å gå så veldig mye inn på det.– Hvorfor ikke?– Når du gjør et sånt overtramp i et fremmed land, er det ikke noe å sitte og skryte av i etterkant. Men i noen tilfeller utfører vi nærmest kirurgiske operasjoner der spesial-operatører går inn og henter ut barnet. Vi bruker folk som tidligere har hatt som jobb å utføre antiterroraksjoner og antikidnappingsaksjoner. Dette er folk som har bakgrunn fra spesialstyrker verden over.– Så i praksis blir det litt som når vi ser SWAT-team på TV?– Ja, det kan du godt si.– Bevæpnet?Martin Waage blir stille i fem sekunder. Ti sekunder. Femten sekunder.– Vi er i utgangspunktet ikke bevæpnet. Det skaper mye ekstra problemer for oss hvis vi blir tatt med våpen.– Men dere utfører vel ikke slike aksjoner ubevæpnet i land der det finnes våpen i hvert hus?– Vi har våpen i unntakstilfellene, i de ekstra vanskelige situasjonene i kompliserte land. Dessverre er disse landene overrepresentert.

Begynte med kjærlighet.

Det er ikke slike statistikker man tenker på når man er forelsket. For Anne (40) begynte historien om en bortført baby som en vanlig kjærlighetshistorie. En hyggelig ferie, en kjekk mann. Vi kan kalle ham Adrian. Hun ble sjarmert av manerene, av komplimentene, av hvordan han fikk henne til å føle seg som den viktigste kvinnen i hele verden. Så Anne dro tilbake, igjen og igjen. Etter et års tid giftet de seg. Adrian ble med tilbake til Vestlandet og Norge.Snart var Anne gravid. Da kom problemene med kulturforskjeller. Hun begynte å snakke om skilsmisse omtrent samtidig med at sønnen Thomas ble født. Men skilsmisse var ikke enkelt. Det var imot Adrians religion, kanskje ville det også gå ut over oppholdstillatelsen hans i Norge. Derfor gikk Anne med på en midlertidig ordning der de skulle bo sammen i noen måneder, alle tre. Hun forklarer at hun, i bytte mot at Adrian signerte separasjonspapirene, gikk med på at han skulle stå oppført i offentlige registre med hovedomsorgen for Thomas.– Jeg skjønte ikke helt hva jeg gikk med på. Jeg tenkte bare at vi jo skulle bo sammen inntil videre, så hvis det gjorde det enklere å få ham til å skrive under på skilsmissepapirene, så kunne jeg godt skrive under på papirene om omsorgen. Men avtalen var at det bare skulle gjelde i en overgangsperiode mens vi bodde sammen alle tre, sier hun i dag.

Prøvde å anmelde.

Men papirene skulle snart få en helt annen betydning. Da Thomas var ti måneder, ville Adrian ta ham med til Balkan for å vise ham frem til familien. Anne var innom tanken på at det kunne bli problemer, men skjøv det fra seg. Adrian hadde jo jobb i Norge, han hadde hus og oppholdstillatelse, og han signaliserte på alle måter at målet hans var å komme seg ut av det krigsherjede området. Hvorfor skulle han da kidnappe sønnen deres? Så hun lot ham dra. Det ble starten på et 14 måneders mareritt.– En kveld ringte han. Han sa at sønnen vår skulle bo der nede. At han ville få det bra der.Anne blir stille, spoler mentalt gjennom minnene. Snart kom Adrian tilbake til Norge, uten sønnen. Thomas ble boende hos Adrians slektninger på Balkan. Anne kontaktet umiddelbart advokat for å få en midlertidig avgjørelse på at sønnen skulle hjem til Norge.– Dagen etter dro jeg på politistasjonen for å anmelde ham. Men de ville ikke snakke med meg.Anne sukker. Mannen bak skranken kalte bortføringen av sønnen hennes «bare en familiesak». Anne gikk gråtende ut igjen. Vel hjemme ringte hun Justisdepartementet, familie, venner. Hun søkte på nettet etter informasjon. Etter noen dager fikk hun bekreftet fra departementet at det eksmannen hadde gjort, var ulovlig. Og at hun tenkte helt riktig; for å sette i gang en prosess trengtes en anmeldelse om barnebortføring på den lokale politistasjonen. Anne tørket tårene og dro tilbake til stasjonen. På nytt ble det bomtur. «Ingenting å anmelde – du vet jo hvor ungen er,» sa mannen bak skranken, en annen denne gang. Da hun kom for tredje gang en uke senere, fikk hun beskjed om å komme tilbake om 14 dager. Det var ingen som hadde kapasitet til å se på saken ennå uansett.– Det gikk mange måneder før jeg fikk anmeldt saken. Det ble stadig mer nedverdigende. Jeg fikk ikke komme forbi skranken engang, jeg sto der og gråt etter barnet mitt mens alle som var inne for å rapportere sykkeltyverier, sto rundt og hørte på.

– En skam.

– Dette rammer de aller fleste som får barna sine bortført. Det er en skam, smeller det fra Kjell Schevig. Han leder nettverket Bortført, der foreldre med bortførte barn får hjelp og støtte i kampen. Ifølge Schevig er det svært mange som ikke lykkes med politianmeldelse av de ulovlige bortføringene. Selv måtte han kjempe i et helt år før bortføringen av datteren Caroline til Tyskland i det hele tatt ble registrert .– Folk flest stoler jo på myndighetene. De gjør som myndighetene sier. De venter, håper og tror at den norske staten skal ordne opp. Ofte tar det flere år før de skjønner at norske myndigheter hverken har vilje eller handlekraft til å få barna deres hjem igjen. Det er forhåpningene som tar knekken på dem. Etter år med skuffelser er de både skakkjørte økonomisk og psykisk utmattet, og har ikke lenger råd til å leie inn profesjonell hjelp som kan hente barna hjem igjen, sier Schevig. Han har denne høsten tatt initiativet til et nytt fond. Bortført-fondet gir økonomisk støtte til foreldre med bortførte barn. Støtten gis for å sette foreldrene som Anne i stand til å leie inn hjelp fra private selskaper som ABP World Group. – Jeg synes det er trist at dette er nødvendig. Disse sakene kunne ha vært løst av myndighetene, mener Schevig.

Ikke imot aksjoner.

Hos Justisdepartementet har ikke statssekretær Astri Aas-Hansen noen direkte innvendinger mot at foreldre leier inn hjelp fra private selskaper for å hente hjem barna sine.– Vi er glad for alle saker som løser seg, og det er opp til den enkelte å avgjøre hvem som skal involveres, sier hun. Aas-Hansen understreker imidlertid at norske myndigheter ikke stiller seg bak ulovlige aksjoner i andre land.– Hvorfor kan ikke norske myndigheter løse saker som dette på egen hånd?– Norske myndigheter bruker de offentlige kanaler som er til rådighet i det internasjonale samfunn for å løse disse sakene. I endel saker kan det ta lang tid, og i noen saker ser vi manglende vilje hos andre lands myndigheter til å etterleve konvensjonen og få til løsninger, innrømmer Aas-Hansen. Hun kan ikke kommentere enkeltsaker, men sier generelt at politiet skal motta anmeldelser i bortføringssaker som i andre saker. Politidirektoratet selv sier at de fokuserer sterkt på barnebortføringssaker, og jobber med problemet i forskjellige kanaler. Direktoratet understreker imidlertid at dette ofte er vanskelige saker for politiet, fordi barnet som regel er sammen med en omsorgssperson.Annes historie er likevel en av dem som endte godt. I sommer lokaliserte ABP World Group sønnen i en liten by på Balkan. Gjennom firmaet leide Anne inn to menn til å overvåke sønnen sin. I fire uker ble Adrian og Thomas konstant overvåket, for å sikre at de ikke flyttet. Imens hadde Martin Waage i ABP møter på ambassaden, hos det lokale politiet og hos Justisdepartementet. I september ga en lokal rett Anne foreldreretten til den lille gutten. Fire dager senere hentet hun ham på flyplassen.

Doper ned barn.

Da hadde han altså glemt moren. Det er en av årsakene til at både Bortført-nettverket og Martin Waage understreker at tiden er en viktig faktor i barnebortføringssaker. De færreste kan leve i årevis med diplomatisk tautrekking. Når et barn allerede har bodd et år eller to i utlandet, er det vanskeligere å få lokale myndigheter til å sende det hjem igjen selv om bortføringen var ulovlig i utgangspunktet – for da vil hjemsendelsen være traumatisk for barnet. For også eldre barn glemmer – eller venner seg til sin nye tilværelse. Martin Waage har flere ganger vært i situasjoner der barnet slett ikke ville være med sine redningsmenn.– Du kan tenke deg en syvåring som er påvirket av faren gjennom to år. Etter så lang tid snakker barnet kanskje mer russisk enn norsk. Et sånt barn blir ikke frivillig med oss.– Hva gjør dere da?– Vi må roe ned barnet.– Roe ned? Medisinsk, mener du?– Det er dessverre nødvendig i en del tilfeller.Det var heldigvis ikke nødvendig i Annes tilfelle. Hun har brukt de siste to månedene til å bli kjent med sønnen sin på nytt. Nylig tilkjente tingretten henne eneansvaret for sønnen. Faren har ikke lenger foreldreansvar, bare rett til samvær seks timer hver tredje helg – under profesjonelt tilsyn. Retten la vekt på at hjemføringen kan beskrives som «dramatisk» og at bortføringen hadde gitt Thomas «alvorlige traumer» som fortsatt preger ham i dag.– Men nå går det mye bedre, mener Anne. – Vi har vært sammen hvert eneste minutt i to måneder. Han er fortsatt skeptisk til nye mennesker, men han er trygg på meg. Og så er han så flink! Stemmen blir et øyeblikk tykk av morsstolthet.– Han har lært seg så mange norske ord at du vil ikke tro det! Alle slags husdyr, middag og nese og armer og ben og mye annet!Anne sukker fornøyd. A-magasinet kan ikke si hvor hun bor, ikke beskrive gaten eller huset. Adrian bor fortsatt i Norge, og Anne er livredd for en gjentagelse av de 14 månedene sønnen var borte fra henne. Hun har flyttet til en ny landsdel, mange mil unna eksmannen. Hun og Thomas lever på hemmelig adresse og med hemmelig telefonnummer. Bare de aller nærmeste vet hvor de oppholder seg.– Jeg slipper ham ikke av syne igjen. Jeg tar ikke sjansen, smiler hun. Til tross for lykken kjenner kroppen hennes fortsatt påkjenningene. Anne er ennå ikke klar for å begynne å jobbe igjen etter sykmeldingene.– Og etter hvert må jeg kanskje ta ulønnet permisjon, for jeg tør ikke sende ham i barnehage ennå. Akkurat nå er ingenting viktigere enn at vi er sammen. Han har traumer som skal bearbeides, jeg har en sorg jeg må bli ferdig med. Og så må vi bli ordentlig kjent igjen.

Kilde: Bortført.no / Nyheter

Da Evas sønn ble bortført nektet politiet å motta anmeldelsen. Hun fikk ingen hjelp. Verdifull tid gikk tapt og hun bestemte seg for å leie inn eksperthjelp fra ABP World Group.

Gutten hadde blitt bortført til Mitrovica i Kosovo av barnefar og Eva ønsket hjelp med å lokalisere og bringe ham hjem.

Det ble sendt et 3 manns team ifra ABP til Kosovo. Byrået har kontaktnettverk i de fleste land i verden, og det gjelder også Balkan. De har og taktiske team som ved behov kan hente ut barnet fysisk fra bortførers oppholdssted.

Huset der barnet befant seg ble lokalisert, samt møter med lokale maktpersoner med beslutningsansvar ble avholdt, slik som politisjefer, ministre, Department of Justice i Pristina med flere.

Martin Waage fra ABP hadde via kontakter ordnet seg med en høyerestående polititjenestemann som guide og “døråpner”. Ambassadøren, Sverre Johan Kvaale, og hans medarbeidere forklarte om hva de kunne assistere med og hva som var deres begrensninger, men påpekte at de var mer enn velvillige til å gjøre hva som kunne gjøres fra deres side.

For å gjøre en lang historie kort: Evas sønn ble returnert to måneder etter at Waage hadde fått oppdraget. Saken løste seg med fredlige midler.

Hvert år blir om lag 50 norske barn bortført til utlandet. Myndighetene viser liten vilje og handlekraft til å få returnert norske barn. Norske myndigheter klarer ikke å få til samme resultat som Martin Waage fra ABP – ganske enkelt fordi de ikke prioriterer disse barna.

Vi ser gang på gang at myndighetene gir foreldre urealistiske forventninger om sjansene til å få tilbake barna med rettslige midler. Foreldre henvises til lange, kostbare, og som oftest, håpløse rettsprosser i utlandet. Vi ønsker å gjøre noe aktivt slik at flere bortførte barn returneres til Norge og at det blir mindre attraktivt å bortføre norske barn.

Bortført-fondet skal gjøre foreldre i stand til å kjøpe inn tjenester fra spesialister i sikkerhetsoppdrag, som skal lokalisere og tilbakeføre bortførte barn til Norge.

Vil du hjelpe? Besøk Bortført.no

I går var jeg i Oslo for å demonstrere. Jeg deltok i demonstrasjonen for et fritt Palestina. Det begynte i Spikersuppa, hvor det ble holdt flere appeller.

Etter appellene gikk vi i samla flokk til Israels ambassade. Jeg var en av to som bar fanen ‘Opphev blokaden av Gaza’. Foran Israels ambassade ble det holdt en appell og ropt slagord.

Her er NRK Østlandssendingens nettartikkel om demonstrasjonen:

http://www.nrk.no/nyheter/distrikt/ostlandssendingen/1.6866083

Un convoi humanitaire à destination de Gaza est bloqué par les autorités égyptiennes à Port-Saïd depuis plusieurs semaines. Cette aide humanitaire a largement été fournie par des donateurs belges.

Hier l’Iran fêtait les 30 ans de la prise de l’ambassade américaine.

Une manifestation à suivi pour blâmer le régime en place.

La police à répondu par la violence et les balles.

 

Plusieurs milliers de partisans de l’opposition démocratique et réformiste, profitant d’un rassemblement officiel pour le 30e anniversaire de la prise de l’ambassade des États-Unis, ont manifesté hier à Téhéran et dans d’autres villes iraniennes. Les forces de l’ordre et les miliciens islamiques ont utilisé la force et la violence pour les réprimer.

Le Parti socialiste condamne avec la plus grande fermeté les agissements des autorités iraniennes, l’emprisonnement des opposants et la répression des manifestants. Il rend hommage à la détermination et au courage de tous ceux qui, bravant la menace des autorités et de ses milices, se sont une nouvelle fois mobilisés pour la démocratie et le changement, démontrant que le mouvement de protestation, lancé après la réélection controversée du président Ahmadinejad, est désormais enraciné dans la société, notamment chez les jeunes.

Le Parti socialiste, fidèle à sa position de solidarité avec les mouvements démocratiques et progressistes dans le monde, réaffirme son soutien à tous ceux qui en Iran luttent pacifiquement pour la liberté, la démocratie et le progrès. Il demande à l’Union européenne et à toutes les forces démocratiques en Europe et dans le monde de rester mobilisées pour soutenir le peuple iranien face à la répression et à l’arbitraire.

Communiqué de Jean Christophe CAMBADELIS

Secrétaire national aux Relations internationales

 

Reportage Enquête Radio-Canada

Les vidéos de Nathalie et les enfants ont été enregistrées en juillet 2009 par sa mère et son frêre qui lui ont rendu visite.

Lien de la vidéo et de l’article: le choix de Nathalie…

Hjemlengsel er vel egentlig ikke en ny foelelse for meg. Den kommer og gaar, noen ganger kan jeg se en potet aa tenke ‘AKK SOM JEG ONSKER JEG KUNNE SPISE BAKT POTET PAA LOERDAGSKVELDEN MED MAMMA, PAPPA OG ELLEN’, andre ganger ser jeg prisene paa en middag og tenker ‘Jammen bra jeg ikke er i Norge, da hadde jeg garantert ikke hatt raad til aa spise ute tre-fire ganger i uka’
Somregel holder jeg ut dagen, leser litt i en bok, tar en dusj og legger med tidlig, saaer alt ved det normale naar jeg drar meg opp om morgenen.
Jeg tror ikke i dag kommer til aa vaere noe unntak, men jeg har ikke skrevet om dette enda, saa da gjoer jeg det naa.
.. Egentlig saa har jeg ikke skrevet om noenting..
Huff, og egentlig egentlig, saa skal jeg skrive 10 linjer om det aa vaere utvekslingselev i Korea til YFU-Norge, ettersom jeg dypt og hellig lovet aa gi det til dem i gaar.. Men dengang ei.
Jeg skal faa gjoert det etterpa~ (.. haaper jeg.. Jeg har null inspirasjon i dag)

Men hjemlengsel er vel egentlig et viktig tema, og det er et viktig tema for de som naa opplever det som ‘ferskings-utvekslere’ og de som tenker paa aa reise.
Det er nemlig ikke til aa unngaa at tankene vender hjemover, og at det gjoer litt vondt.
Og jeg skal innroemme, at jeg flere ganger har tenkt ‘Dette er det dummeste jeg noengang har funnet paa! Jeg skulle blitt i Norge!’, og i Juni var jeg velidig fristet til aa faktisk bare reise hjem.
Men jeg gjorde det ikke, og jeg lar heller ikke de negative tankene sette skikkelig rot. Jeg leker meg litt med dem, og klager hoylytt for meg sel paa norsk foer jeg gaar inn og sier jeg er troett og kommer til aa legge meg tidlig.

Saa hjemlengselen kommer og gaar, men den blir ikke ved mindre du lar den feste seg skikkelig. Det gjelder aa ta en dag om gangen aa nye den mens man proever aa faa mest mulig ut av den~

Hva gjoer man saa, naa man rett og slett ikke oensker aa vaere utvekslingselev lengre?
Det som snudde meg, var at jeg leste tingjeg skrev foer jeg dro hit. eJeg leste de tidlige innleggene i bloggen, dagbokinnlegg til meg selv og minnet meg selv paa alt jeg gledet meg til foer jeg dro.
NAar jeg leste om hvor sta jeg var paa aa ha det bra her, foelte jeg at jeg hadde skuffa meg selv litt, og for aa gjoere opp for det, bestemte jeg meg for aa gi Korea en sjanse til.
Og det er vel ogsaa litt av trikset – gi alltid alt en sjanse til!
For selv om ting ser svart ut den ene uka, saa kan det vaere greit igjen den neste, om man fokuserer paa aa utnytte tiden.

Saa, hva kan man gjeore naar man har hjemlengsel for aa ‘holde ut?’
Det som er med hjemlengsel er at den somregel ligger halvgjemt i bakhodet ditt, mest som en paaminner om at du ikke er hjemme. Det kan man lett leve med, men naar man setter seg ned, tar den fatt i alt du har i huet og kaster det bort, saann at hjemlengselen selv kan breie seg saa mye den vill i sinnet ditt.
Saa trikset er aa holde hodet fult av andre ting!
Alstaa, hold deg aktiv. Det vaerste du kan gjoere naar du har hjemlengsel er aa sitte for deg selv paa rommet mens du foeler deg ensom.
Skriv noe, tegn noe, les noe, finn noen aa vaere med, ta bilder av nabolaget ditt, snakk med vertsfamilien din om vaeret og ditt syn paa oternes rettigheter, hva som helst, saa lenge du er aktiv.
Det kan ofte vaere litt vannskelig aa sove naar man har hjemlengsel, saa jeg kan anbefale lydboeker for aa ta det bort.
Da trenger du ikke slaa av lyst for aa lese, og du kan sovne mens du horer paa en mann/dame lage merkelige stemmer til forskjellige figurer i boka.

Hjemlengsel suger, men det er ikke doedelig – du overlever fint aa foele deg litt nedfor.
Som Dagrun saa klokt siterte sin mor: Det er bare bra aa faa kjenne litt pa livet i blandt (eller noe i den duren).
MAn kommer ut sterkere av alt man holder ut, hjemlengsel er intet unntak.

Da tenker jeg vi har dekket den biten~

Neste er broedspising, og det har vaert dagens aktivitet.
For det har vaert valg i Norge!
Roedgroent som en halvmoden jordbaer er fargen paa regjeringen naa – altsaa ingen endring.
Jeg har ingen politiske utsagn aa komme med, saa dere faar gaa et annet sted for det.
Men jeg saa paa valget! Eller i allefall slutten..
I dag sto jeg opp klokka 4.30, drog meg selv ut av leiligheten og paa en buss. Bussen tok meg til t-banen som tok meg til en annen buss, som tok meg i feil retning, som tok meg til en taxi som kjoerte meg til den norske ambassadoerens residens, hvor jeg og et kneppe andre nordmenn tilbragte morgentimene med norsk mat og politikere paa storskjerm.
Naa trodde jeg at alle nordmenn spiste broed med handa, og flirte med smuler mellom tenna, men det viste seg aa ikke vaere saken.
Neida, vi spiste broed med kniv og gaffel..
Jeg vet ikke om det var meningen, men de andre gjorde det, saa jeg fulgte etter.
Det viste seg dog aa vaere en dum ting. Naar man skjaerer i brunost lager det sprekker, og den faller ned paa gulvet – eller paa teppet i mitt tilfelle..
Saa dersom du leser dette, kjaere Ambassadoer, saa beklager jeg at noen maatte rydde brunost ut av teppet ditt fordi jeg var for flau til aa gjoere det.
Men det var hyggelig nok, egentlig. JEg moette noen norske ungdommer fra NTNU som hadde vaert her rundt en maaned.
.. Jeg ble vel egentlig litt snurt naar de klaget paa aa ikke ha smakt norsk mat paa tre uker, og ikke ha snakka norsk paa tre uker, naar jeg selv har hatt det saann i snart 7 maaneder.. Men jeg smilte da med.
Mobilen min er forresten doed, saa jeg kunne ikke utveksle telefonnummer med dem, men jeg ga hu ene mailen min… Selv om jeg ikke er sikker paa om jeg skrev den rett..
Jaja, blir det for ille saa finner jeg vel en maate aa kontakte dem paa.

Naa sitter jeg i stua helt alene, forresten.. Litt smaaskummelt er det,egentlig. Dere skjoenne, for noen dager siden hadde jeg og Min-a Onni en saann nattesamtale (vi deler rom). Hu n spurte meg om jeg noengang hadde sett et spoekelse. Jeg er en heller aerlig sjel, saa jeg svarte som sant var at ‘nei, men jeg vil!’. Hun sa hun trodde hun hadde sett et – men at det ikke var i dette huset.
Vi snakket litt til, foer vi bestemte oss for aa sove.
fem minutter senere sier hun ‘Linn… Jeg tror jeg har sett et spoekelse i dette huset.. I stua’
Joda, jeg vet jeg sa jeg ville se ett, men kanskje ikke i mitt hus.. jeg bor jo trossalt her…
Men om jeg ser et kan jeg si det har gaatt troll i ord! Det er et fantastisk morsomt uttrykk, og jeg bruker det ofte paa engelsk, bare for aa understreke at jeg liker det.

Bortsett fra det er det ikke mye nytt.
Det blir kaldere (hurra!), saa i morgen planlegger jeg aa bruke vinteruniformen. …jeg hater den…
Neste uke er det midterms og chuseok ferie, saa jeg har over en uke uten noe aa gjoere.
.. Det vil si at dersom jeg hadde vaert flink og fordelt skolearbeidet mitt utover aaret saa ville jeg hatt en ferie, men det har jeg ikke vaert, saa jeg planlegger aa gjoere et par kapitler i matte, engelsk, historie og norsk.
Sosiologi hadde vaert morsomt om det ikke var for alle dusteteroiene og de haaploese uttrykkene. I seg selv kan du besvare alle spoesmaalene med vanlig folkevett, men de krever at du brukeruttrykk som gir null mening, saa da maa man lese.
Men jeg overlever vel!

Jeg skal ikke love noen oppdatering denne gangen.. Jeg har laert..

-Linn/린

In English

Dette er vel måske det bedst kendte sted i København for Nordmænd og Svensker. Og med god grund. Det er et meget hyggelig sted hvor historien sidder i væggene.

Dette er København ældste vinstue, og er grundlagt i 1723.  Du går ned i kælderen. Ind til højre er det en hyggelig ”stue” med gamle møbler.  I hovedrummet er det en lille bar, og smårudete vinduer, og med bænke langs væggene. Du går videre – ind til højre er der du kan nyde din smøg.
Videre ind kan du finde en bar mere, køkkenet ligger bag her, og en lille scene.

De som kommer hit er, udover Nordmænds som skal på deres Øl Ambassade, Svensker og andre turister. Det er vel en og anden fra Nationalteatret som kommer hid. Det kan i hvert fald se slik ud når man ser på tegningerne og autograferne på væggene.

Som andre danske vinstuer er det ikke det stor udvalg af vin. Når det gælder øl har de et godt udvalg.  De er også kendt for deres Gløgg i førjulstiden.

Et hyggelig sted som skal opleves i hvert fald en gang i livet! Du finder Hviids her, og deres hjemmeside er her. Om sommeren er det dejligt at sidde ude her.

Dagens Beer Quote:
“Give me a woman who loves beer and I will conquer the world.”

-Kaiser Welhelm

Dialogue de sourds avec l’Ambassadeur de France à Libreville ( Gabon )

7 Septembre 2009, à 16 heures de Libreville, Bruno Ben MOUBAMBA s’est présenté à l’Ambassade de France pour rencontrer M. Jean-Didier Roisin, Ambassadeur de France au Gabon depuis moins d’un an. Je l’avais déjà rencontré en Juillet à mon retour de France devant témoins pour le prévenir des risques pour tous d’un coup de force électoral au Gabon.

Dialogue de sourds avec l’Ambassadeur de France à Libreville ( Gabon )

7 Septembre 2009, à 16 heures de Libreville, Bruno Ben MOUBAMBA s’est présenté à l’Ambassade de France pour rencontrer M. Jean-Didier Roisin, Ambassadeur de France au Gabon depuis moins d’un an. Je l’avais déjà rencontré en Juillet à mon retour de France devant témoins pour le prévenir des risques pour tous d’un coup de force électoral au Gabon.

Le Ministère des Affaires étrangères et européennes souhaite mieux connaître les profils et les attentes des ressortissants français résidant à l’étranger ainsi que des Français qui ont un projet d’expatriation.

Pour pouvoir mieux répondre à leurs besoins, il a été décidé de mener une enquête sous la forme d’un questionnaire qui est mis en ligne sur le site Internet de la Maison des Français de l’étranger (MFE).

Les Français intéressés par cette enquête sont invités à remplir le questionnaire. Les résultats de l’étude seront présentés à l’automne.

source: Ambassade de France au Nicaragua

Libnanews

La polémique entre les autorités égyptiennes et le député druze Walid Joumblatt s’est envenimée après que le porte-parole du ministère des affaires étrangères égyptien Houssam Zaki eut rappelé le soutien du Caire à la coalition du 14 mars, avant de poursuivre en rejetant « toute spéculation sur les positions égyptiennes ou sur l’histoire de l’Égypte ».

Houssam Zaki a poursuivi, dans les colonnes du quotidien panarabe Al Hayat, accusant le député libanais d’avoir des objectifs cachés dans ses propos.

Pour rappel, Walid Joumblatt s’en était pris aux autorités égyptiennes suite à l’invitation de dirigeants Israéliens dont le président de l’État hébreu Shimon Peres et le premier ministre Benjamin Nétanyahou pour les cérémonies de la fête nationale du 23 juillet, date anniversaire de la révolution.

Le premier ministre israélien Benjamin Netanyahou avait, à l’occasion, prononcé un discours sur le portrait de l’ancien président égyptien Gamal Nasser dans les jardins de l’ambassade égyptienne à Tel-Aviv, provoquant de vifs remous au Liban.

Selon des sources proches du Caire citées par le quotidien Al Hayat, les autorités égyptiennes ne seraient pas surprises par les déclarations de Walid Joumblatt, dues selon elle, à son repositionnement politique vis-à-vis du Hezbollah et de Damas. Ces mêmes sources accusent le député libanais d’être un dirigeant sectaire sans réelle convictions politiques.

Je dois admettre que j’attendais avec apprehension les discours du 14 juillet 2009 au Palais Buquoy, surtout du cote tcheque, apres les envolees lyriques sur le theme de la liberte par l’ancien Premier Ministre Mr. Topolanek le 14 juillet 2008, ou encore le recent discours du President tcheque Mr. Vaclav Klaus qui citait Jan Hus, seul et contre tous, mais en particulier contre les critiques francaises (voir note precedente). 

Et bien finalement le discours de Mr. l’Ambassadeur mais egalement celui de Mr. Klaus furent parfaits pour l’occasion, courtois et poli, un peu d’humour, des surprises avec par exemple Mr. Fries traduisant lui-meme son introduction en tcheque; un peu de langue de bois aussi, quand meme, en evitant de mentionner les incidents lies aux presidences tcheque et francaise et en se concentrant sur ce qui nous rassemble, la fete nationale, l’importance de la Revolution francaise.

“Nos présidences respectives ont suscité beaucoup de commentaires de part et d’autre, parfois de façon un peu excessive et passionnée, mais ce sont là les charmes du débat démocratique et de la liberté d’expression et la preuve aussi que nous ne sommes pas indifférents l’un à l’autre.”

Mais apres tout, on etait la pour ca, alors je m’en rejouis. Pas de silences genes donc, mais pas sur que la hache de guerre soit enterree pour autant.

Ce fut donc un 14 juillet plutot reussi: le soleil qui perce les nuages a exactement 17 heures, les hymnes chantes a cappella par Mme Alzbeta Polackova, les discours amenes donc, l’ambiance bal populaire avec  le groupe de varietes d’Yves Chelala “The Piano-man singer“, quelques people – plutot de la sphere politique il est vrai, dont Mr. Schwarzenberg (noeud-papillon et pipe de rigueur) avec qui j’ai pu discuter brievement, ou encore l’actuel Premier Ministre Mr. Fischer, tres discret mais reconnaissable a sa coupe “tendance” (j’hesite toujours entre Rod Blagojevich et Anton Chigurh). Les jeunes filles Danone etaient elles aussi de retour, tentant en vain de me donner un yaourt, mieux vetues que l’annee passee il est vrai – mais je ne suis pas convaincu du concept pour autant… Le stand de glaces Algida a eu a mon avis plus de succes. Par contre j’ai ete un peu decu par le buffet et surtout par le vin cette annee; il me semblait aussi y avoir un probleme de logistique (plus de verres?).

Finalement, comme l’annee derniere, il fut tres agreable de finir la soiree en passant par le marche francais a Kampa, et traverser le pont Charles en ecoutant Edith Piaf, un verre de (bon) vin a la main.

AFP

Deux des plus hauts responsables de la présidence française ont rencontré mardi à Damas le président syrien Bachar al-Assad, pour des entretiens qualifiés mercredi de réguliers par le ministère français des Affaires étrangères.

“Claude Guéant, secrétaire général de l’Elysée, et Jean-David Levitte, conseiller diplomatique du président de la République” Nicolas Sarkozy, “étaient hier (mardi) à Damas”, a déclaré le porte-parole du Quai d’Orsay, Eric Chevallier. Il était interrogé pour savoir si cette visite avait permis d’améliorer les relations entre la Syrie et le Liban.

Les deux responsables “ont été reçus par le président Bachar al-Assad et ont également eu un entretien avec le ministre des Affaires étrangères, Walid El Mouallem”, a ajouté Eric Chevallier. “Ces entretiens, qui se sont déroulés dans un esprit très constructif, s’inscrivent dans le cadre des contacts politiques que nous avons régulièrement avec les autorités syriennes et ils ont été l’occasion d’échanges sur les problématiques bilatérales et régionales”, a fait valoir le porte-parole, sans autre détail. Cette visite survient peu avant un déplacement du chef de la diplomatie française, Bernard Kouchner, à Beyrouth et à Damas, annoncé pour la mi-juillet.
|
“Il est prévu bien sûr que Bernard Kouchner rencontre les autorités syriennes. Son programme définitif n’est pas encore totalement finalisé”, a indiqué Eric Chevallier, sans donner de dates précises. Lundi, il avait déclaré que Bernard Kouchner présiderait en Syrie une “conférence régionale des ambassadeurs français”.