Borgerrettighetsbloggen har med stor irritasjon observert at myndighetene prøver å temme forskjellige aktivister, og gjøre dem til en del av det “offisielle Norge”. Det som er rufsete og anarkistisk, skal inkluderes og bli snillt og “sunt”. Anarkistiske Henrik Ibsen får sine ord festet til fortauet i Oslo, og de fremstår således som noe staten kan smykke seg med i stedet for noe som kritiserer den (som er hva han i realiteten gjorde). Ordet “tigerstaden” har mistet sin mening, og vi har fått en tannløs, smilende tiger! Oslo Sporveier arrangerer rapkonkurranse “mot tagging”, selv om graffiti er en essensiell del av hiphop-kulturen. Vi har fått en egen café for gamle avvepnede kunstnere, hvor røykeloven står i høysetet og en høstutstilling der kunsten er innefor statens rammer. Kunstnerne har blitt lydige, og er godt betalt av staten.

Og nå har altså Blitzhuset blitt satt i forskriftsmessig stand. Det er vel og bra, men å fjerne den verneverdige graffitien på utsiden? Hvis vi lar dette passere vil Norge til slutt være en steril institusjon der alle er lydige, uten et eneste fristed. Borgerrettighetsbloggen oppfordrer Blitzerne til å være ennå mer ulydige enn før, og male veggene igjen, snarest! Vi trenger ikke konforme kunstnere, men ekte artister og politiske aktivister som er fiendtlig innstillt til det offisielt aksepterte.

…som vi i västvärlden har levt i väldigt länge nu, är inte längre moraliskt accepterad i några kretsar – och då har det gått långt!

Jag anser att det inte finns några ‘renläriga’ politiska partier längre,
utan alla är oppurtunister som inte har längre framförhållning än sin mandatperiod, fyra år.

Visst, någon slags grundfärg har man på sitt partiprogram, men med åren verkar det som om alla partier tvättar all sin argumentering i samma 90-gradiga vittvätt, med mjukmedel förstås.

Sedan toppar de med att köra hela byket i torktumlaren, för att med säkerhet rensa bort allt vad ryggrad och ståndaktighet heter!

Slutresultatet blir en missfärgad, sladdrig, lilagrön svetthandduk, som har förlorat allt vad absorbtionsförmåga heter…

Å andra sidan är det folket, vi väljare, som skapar denna kortsiktighet, för vi förväntar oss mirakel på fyra år. Vilket är absurt, för verklig förändring tar många år att genomföra och kräver folkets långsiktiga förtroende. Vilket saknas.

Inte konstigt att världen ser ut som den gör, med enorma inkomstklyftor, global uppvärmning och nu senast, finanskrisen.
Jag är övertygad om att mycket går att förändra, bara viljan och moralen finns…
Men…, ja du förstår problematiken va?

Frågan är, vad krävs för att få till verklig förändring?
Tanken snuddar blixtsnabbt vid global anarki, men nackdelen med anarkister är att de är lika moraliskt dekadenta som dem de gör uppror mot. Med skillnaden att anarkisterna anser att de är på de godas sida, när de i verkligheten bara skapar kaos och oreda och kostnader för samhället. Kostnader som samhället, ironiskt nog, bättre kunnat utnyttja till att hjälpa de mindre lyckosamma att få stöd till ett tryggare liv…. Oops! Trygghet… Nu var vi där igen. Vad är det, egentligen? …Replik?

Bloggar att läsa: Vardagspussel Kim Müller och sist den testosteronstinna The Street

Tips till demo-kläder som den lite mer fåfänga aktivisten kan ha. Det är viktigt att se bra ut på aktioner.
Huvudet så har den fåfänga aktivisten inget eftersom frisyren är så bra att den är värd att åka fast för.

För att dölja ögonen så är Tom Fords eyewear det rätta.

Dölja ansiktet så blir det bästa en LV-bandana.

Sen en väldigt snygg men effektiv blå jacka från Thomas Burberry. Blått smälter in bra båda i demos och bland vanligt folk.

Sen ett par mörka jeans från Gucci.

Sist så ett par snygga skor från YSL

Tips på kläder för den som vill köra en taktisk stil rakt igenom på demonstrationer och aktioner.

Huvudet: Damascus kevlar balaclava för att skydda mot knivhugg och identifiering.

En jacka som är vind och vattentät. Även mycket fickor och en gömd luva. Blackhawks Element Shell Outer Layer 3 Jacket

Händerna är också viktiga att skydda så “Sealskinz Ultra Tough Glove” handskar som förutom kevlar förstärkning även är vattentäta.

Byxorna är ganska valfri, man kan välja lite vad man vill. Det enda att tänkte på är att inte överdriva militärstuket.

Sista Adidas GSG9.2 skor är det rätta.

Inköpsställen:
http://www.sofmilitary.co.uk/
http://www.tactical.com/
http://www.uscav.com/

Klasskamp är insikten om att hur mycket du än sliter och gnor kommer du aldrig att ha råd med en 42″ platt-teve, såvida man inte gaddar ihop sig med sina kära arbetskamrater och pungslår chefen att hosta upp mer kulor åt oss alla

Dom tidigare nämnda terroristerna använda också kläder i sin kamp, både som maskering men också som propaganda medel. Man klädde sig i tex officerskläder eller gatuförsäljare för att lyckas komma nära målet. Officersuniformen blir en kontrast till blodet och förstörelsen som kommer av dådet. 

Bild på resterna av inrikesminister Plehves vagn.

Alla terrorister var också utrustade med en replik dom skulle säga vid gripandet för att öka effekten. För att lura polisen innan dåden så klädde dom ofta ut sig till utlänningar eller variteartister. Gentlemannaterrorism eller taktiskterrorism är namn som kan användas för att definiera terrorismen i Ryssland runt sekelskiftet.

För klassisk gentlemannastil så välj Turnbull & Asser

Ryska terroriströrelsen på slutet av 1800-talet och början av 1900-talet är väldigt intressant. Rörelsen var extremt stort och blev populärare hos arbetarklassen ju mer dom gjorde. Dom kom i två omgångar eller generationer.

Generation ett lyckades döda tsar Alexander den andre. Detta dåd visade för hela Ryssland att tsaren inte var odödlig. Väldigt intressant är att Alexander den andre verkade också tro att han var odödlig. När första bomben smällde så klev han ur vagnen och skulle inspektera vad som hade hänt. Då kom nästa bomb.

Generation två. Dom döda flera tusen statstjänstemän (säkerhetspoliser, poliser, inrikesministrar etc) Terroristerna var inga galningar, även med tanke på hur många dom dödade.  En av terroristerna slänger inte sin bomb mot vagnen med ministern i pga av att hans barn är i vagnen. Kvinnor också en stor del av rörelsen, både som bombkastare, bombmakare och alla andra saker som terroristerna gjorde

Snyggaste hemsidan är lugnt Brionis. Ett av dom bästa märkena när du vill kostymer. Men sidan är så minimalistisk och vacker. Hoppas den fortsätter vara så bedårande.

brioni.it

Opprørspoliti bruker tåregass mot demonstrantene, som kaster brannbomber og steiner tilbake. FOTO: LOUISA GOULIAMAKI / AFP (Bildet er lånt fra Aftenposten)

Anarkister og studenter gjør opprør i Hellas etter at politiet lørdag skjøt og drepte en 15 år gammel gutt. Hva var det som skjedde? Politiet og øyenvitner kommer med heller ulike forklaringer på episoden som i løpet av helgen førte til stadig mer brutale opptøyer i hovedstaden og  flere andre byer i landet.
Det hele begynte lørdag i bydelen Exarchia i Athen. En politibil på patrulje kjørte gjennom den mer eller mindre autonome bydelen og ble konfrontert av en gjeng ungdommer. Denne bydelen har i mange år vært et urolig område hvor politiet jevnlig møtes med negative tilrop og lignende. Lørdag gikk det altså galt.
Etter politiets forklaring ble patruljebilen angrepet av et 30talls ungdommer som kastet stein og brannbomber mot bilen. En av politimennene skal ha gått ut av bilen og avfyrt tre varselskudd, hvorpå en rikosjett rammet femtenåringen i brystet, noe som førte til at han døde på vei til sykehuset.
Øyenvitner mener å ha sett noe annet. Ifølge dem var det ikke snakk om noe storstilt angrep men en verbal konflikt. Tjenestemannen skal ha siktet og skutt gutten i brystet med overlegg, etter kraftig munnhuggeri mellom politiet og ungdommene på stedet. Øyenvitnene mener helt klart det er snakk om et regelrett drap.

Opptøyene startet kort tid etter skyteepisoden da demonstranter samlet seg og gikk til angrep på banker, luksusbutikker og biler utover byen. Spesielt hardt gikk det for seg i og rundt handlegaten Ermou, midt i sentrum. Politiet svarte med  batonger, sjokkgranater og tåregass.

Søndag fortsatte opptøyene da over 2000 demonstranter samlet seg og gikk i en protestmarsj mot politihovedkvarteret i Athen. Episoden uttartet seg til et to timer langt gateslag mellom demonstranter og politi, hvorpå den rasende folkemenged splittet seg i flere små grupper og fortsatte demonstrasjonene flere steder i byen. Blandt annet i byen Thessaloniki blusset motstanden opp.

Den Greske innenriksministeren Prokopis Pavlopoulos har beskrevet skytingen som en tragisk feil fra myndighetenes side og har arrestert de involverte politimennene som et første trinn i etterforskningen av hendelsen. I et desperat forsøk på å roe gemyttene har han lovt strenge straffer om det skulle vise seg at polititjenestemennene handlet ut over nødvendig selvforsvar.

Årsakene til opptøyene er komplekse. Det kan se ut som drapet (eventuelt ulykken) på 15åringen ble en gnist til flammen som nå fortærer Athen. BBCs reporter på stedet sa søndag: “A passer-by, Maria Stamatoulis, told me that most of the people went on to the streets to protest about the government’s failure to curb corruption, and in “revenge for killing the boy”.  Den konservative regjeringen i Hellas har i mange år vært plaget av korrupsjon, og har ikke i noen særlig grad vist seg å være i stand til å gjøre noe med det. Dette er en av faktorene som har skapt spenning i befolkningen. En lignende hendelse i 1985 førte også til kraftige opptøyer. Dengang ble en 15 åring skutt av politiet, og opptøyene varte i månedsvis.

Anarkistbevegelsen i Hellas sies å ha sine røtter i motstandsbevegelsen fra miltærdiktaturet, som varte fra 1967 til 1974. I etterkant av en massakre hvor militæret gikk inn på Athens universitet og drepte et tyvetalls streikende studenter gikk befolkningen til opprør, og regimet falt. Dette militærregimet har altså historisk lagt grunnlaget for en sterk motstandskultur i den Greske befolkningen, langt ut over de gruppene som kaller seg Anarkister.

” Greeks have a very skeptical view of authority says Brady Kiesling, a former US diplomat who is researching a book on the Greek Marxist group “November 17.” “They think it’s in society’s best interest that there are little groups out there that are constantly challenging the state.”

” This is a culture of protest explained Petros Constantinou, a man I met up with at another recent student march. In the aftermath of the country’s oppressive 1967-74 military dictatorship, he said, Greeks won’t accept any limits on the right to protest. “We will defend it very seriously, with our blood.”

I dag fortsetter opptøyene, og det er forventet at spenningen stiger ut over dagen. Studenter har i dag okkupert universitetene, og  et tusentalls demonstranter sloss mot politiet i flere greske byer. Polititjenestemannen er siktet for forsettelig drap og distriktssjefen for området Exarchia er tatt ut av tjeneste etter denne episoden.
NRK alltid nyheter melder i dag at opposisjonspartiet (den pan Hellenske bevegelsen) i Hellas nå oppfordrer til fordømmelse av den høyreorienterte regjeringen, sosialistisk ungdom på sin side oppfordrer til demonstrasjoner, men legger vekt på at de bør foregå fredelige.
“Dermed ser det ut til at situasjonen kan utvikle seg til en storpolitisk strid mellom høyre og venstre”, melder NRK.

Athen er en by hvor det avholdes demonstrasjoner daglig, av en eller annen interessegruppe. Befolkningen som sådan er vant til å legge press på myndighetene i forhold til saker de måtte mene noe om, det kan se ut som tiltroen til den representative formen for nesten-demokrati står svakt i Hellas. Demokratiets vugge kaller man gjerne Athen.  Det var her man fikk idéen i utgangspunktet, om at folk bør styre seg selv, både fordi det er rettferdig, og fullt mulig å gjennomføre. Dermed er det på en måte passende at Athenerne så sterkt viser sin misnøye når ordensmakten går over streken.

Så langt har opptøyene ikke krevd menneskeliv, bortsett fra en 15åring som var for tøff i kjeften.

Vi har i ett tidigare inlägg skrivit om riktiga liberaler, folk som kämpar för fina och höga principer om människovärde, rätten att röka på, fri sexualitet, konstitutionen och republiken. Som tycker att stora företags härjningar är nästan lika farliga som staters. Vi har nu hittat ett exempel på sådana, och det är inte i positiv mening. Det är nämligen gänget bakom Yelah.net.

Tidningen som av någon konstig anledning kallar sig för vänster men är inte mer vänster än Camilla Lindberg i Folkpartiet, som röstade mot FRA-lagen, har gång på gång i olika artiklar, debattsvar mm attackerat marxismen och dess vetenskap. Det konstiga med Yelahs argument är att man refererar till religion om att det skulle vara ngn slags vetenskap ifall marxismen klassades som vetenskap.
De skriver följande: Om det där vore sant, om marxismen vore en vetenskap, så skulle den nog tyvärr ha testats på några olyckligt lottade råttor, hundar eller apor, innan den testades på människor.
Samt: Samma resonemang skulle kunna tillämpas på Bibelns uppenbarelsebok. Den säger oss också att något kommer att ske, någon gång i framtiden, oklart när. Att Jesus kommer att återvända till jorden och leda massorna till evig frälsning.
Marx säger att det kommunistiska partiet kommer att leda massorna till evig frigörelse.

Låt oss bara skrapa på ytan på dessa grundlösa och ogenomtänkta argument: Biblen till skillnad från tex Kapitalet är ju skriven av ngt så abstrakt som Gud. Där det mesta hänger på hopp, tro och rädsla för nåt som inte kan bevisas. Bibeln säger att man ska leva på ett visst sätt och behandla sina närmaste på ett visst och vara rädd för ett och anant så kommer man så småningom till himlen. Efter döden. Eller, inte ens då, på domedagen ska det avgöras.
Marx säger något så enkelt som att det enda som behöver göras är att arbetarklassen organiserar sig, enas och tillsammans tar över produktionsmedlen. Jävligt konkret. Dessutom finns det otaliga exempel där man testat marxismen som vetenskap med bra resultat.
Men jag kan förstå att Yelahs redaktion mer lutar åt bibelhållet då all deras politik går ut på känslor, privata upplevelser, och annat tjafs som hamnar långt bort från allt som har med klasskampen att göra. Det känns nästan som att Yelahs redaktion består av hippies som odlar egen mat och bor i några hyddor ute i skogen och tror att på så vis kommer världen bli bra. Bara man är snäll och har sina mårundor på morgonen så blir allt prima för alla resten av dagen. Allt som inte har med vetenskaplig socialism att göra helt enkelt.
De verkar dock glömma bort att det då fortsätter vara arbetare som utnyttjas dagligen på sina arbetsplatser, folk som fortfarande dör dagligen i arbetsplatsolyckor, folk som fortfarande tvingas ut i arbete trots att de är okapabla till det osv osv. Men vad fan, en mårunda så är saken biff.

Senaste nytt från Yelah var deras mail om Tema: Machovänster där man vill starta någon slags debatt om attityden inom vänstern. Att den är patriarkal och mansdominerad. Vilket de påstår är anledningen till att kvinnor väljer att organisera sig separatistiskt. Utan att gå in djupare på det, jag tycker en sån diskussion faktiskt kan behövas ibland, så är det en sak jag undrar: Vem fan ger Yelah rätten att prata om vilka vänstern är och vad de har för sig. Yelah är inte en del av vänstern. Yelah kan som mest klassas som anarkoliberaler. Eller medelklassanarkister. Deras argument är ju inte bättre än nazisternas eller borgarnas när man kritisrar vänstern. Man använder sig av samma typ av argumentation. i mina ögon är de lika mkt villebråd nu som en nazist som står och fotograferar en demonstration. De ska jagas bort.

Så, nu har vi två värdelösa medieforum, (kultur)Arbetaren och Yelah.net

Kan bli en spännande höst från Badmouth-redaktionen. Håll utkik för framtida artiklar.

Länge leve den vetenskapliga socialismen!

Da ser det ut til å være slutt på okkupasjonen for denne gang. I nyhetsbildet idag, 28 oktober, så ser vi at okkupantene blir kastet ut av huset de har okkupert på Olaf Ryes Plass 2.

Politiet jager dem vekk fra Grünerløkka – Dagbladet
Politiet til aksjon mot husokkupanter -  Aftenposten

————————————————————————–

Under ser du den opprinnelige saken jeg skrev om okkupasjonen:

Lørdag ettermiddag okkuperte rundt 30 personer Olav Ryes plass 2 på Grünerløkka, i kjølvannet av det de sier er en demonstrasjon mot boligpolitikken. Bygningen er imidlertid helsefarlig og ikke beboelig, ifølge kulturdirektør Gro Balas i Oslo kommune. Balas opplyser til Aftenposten.no at det er helsefarlig å være i bygningen over lang tid.
I dag tok aksjonistene frem malingspann og pensler og begynte å pusse opp fasaden til det verneverdige bygget, mens proviant ble heist inn i bygget via tauverk.

Bilde fra Østkantavisa. Foto: Svein Gustav Wilhelmsen

Ikke alle er begeistret for de nye naboene. Søndag sendte fastboende i området ut en pressemelding der de sier at de reagerer på at et anarkistmiljø som ikke kommer fra bydelen, kan gå inn og torpedere beboernes arbeid for å ta vare på bygårdene.
«Som naboer setter vi veldig lite pris på at aktivister kommer utenbydels fra og forsøker å kapre en sak vi har jobbet lenge og hardt med», skriver de i en pressemelding. Lørdag sa en beboer at han var lite begeistret for å få bakgården full av maskerte ungdommer som ignorerer naboene og ikke oppfører seg.

Guds blogg har i skrivende stund ingen mer informasjon om denne saken enn det Aftenposten og Dagbladet har kommet med…

Nyhetssaker om okkupasjonen:

http://ostkantavisa.no/apps/pbcs.dll/article?AID=/20081023/NYHETER/155131588/1050
http://www.aftenposten.no/nyheter/oslo/article2721276.ece
http://www.dagbladet.no/nyheter/2008/10/18/550724.html
http://www.aftenposten.no/nyheter/oslo/article2720347.ece
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article2726503.ece

Nyhetssaker om boligprisene:
http://www.dagbladet.no/dinside/2008/10/21/551022.html
http://www.dagbladet.no/nyheter/2008/10/21/551032.html

“Nu har det varit kravaller i natt…” är det första mamma säger till mig när jag vaknade i morse. Rösten är lite trött, beviken men inte så förvånad. Det är väl ungefär hur jag också känner. Varför gör dom så här? Vem hjälper dom? Säg en som får det bättre av att det krossas skyltfönster? Vad är det man vill uppnå? Dagen innan var det manifestation utanför imigrationsverket, det har jag inget emot men tror ni att flyktingpolitiken blir bättre för att ni kastar gatsten? För helvete! Nu får de blåa vatten på sin kvarn, jag kan ju höra kommentarerna jag kan får av vissa vänner “ÖÖhh, Elly, du som är nejsägare, vad du inte ute och slogs med polisen igår. Hö  hö hö…”

Ingen tycker ni är duktiga, ingen ser upp till er som vandaliserar “det allmänna rummet”. Ni är en grupp självälskare som ryggdunkare som tror ni kan förändra världen. Den enda som kanske tycker ni gör något bra och blir inspirerad är fjortisen i palestinasjal och anarkist a:n ritade på sin Fjällrävenryggsäck hon fick av pappa i julklapp förra året.

Ta plats! Dansa på gatan! Jag bryr mig inte. När jag var liten och hängde på demos och reclaimade, det var ingen som bråkade. Man behövde inte vara rädd. För det ger ingenting! Varför måste man förstöra? Idiotmänniskor, vem bjöd in dom? De bryr dig inte om ESF eller flyktingar, de vill bara bråka och skryta om hur många poliser de slog/blev slagna av.

Är  det såhär man vill att alla som är rödare än en sosse ska framställas, för det är bilden man får nu. Tack så myccket. Kul, verkligen. Jag känner mig stolt och glad över de fina politskt aktiva ungdomarna vi har. Vem är detta som gör så här? Suf? Afa? Förklara för mig! Säg emot mig! Jag förstår inte. Jag blir arg och får ont i magen, jag blir till och med ledsen av att läsa om det. Fan!

Jag hör på radio att en forskare och en journalist har grävt i gamla arkiv och upptäckt att Sverige hade koncentrationsläger under andra världskriget. Att Sverige slickade Hitlers stövlar under kriget visste vi ju redan, tillät tyskarna att köra tåg igenom landet osv, men det här är något nytt.

Journalisten själv liknar de läger som existerade med Guantanamo-basen: folk som hade bott flera år i Sverige kunde utan förvarning hämtas från sina hem eller jobb för att föras till läger. Detta sker helt godtyckligt, utan rättegång. Inte ens när fångarna efter obestämd tid släpps ut från lägret får de veta varför de ens blev inspärrade.

Från det att andra världskriget började fylldes svenska läger med i huvudsak invandrade anti-rasister, kommunister, socialister, anarkister och motståndsmän. Detta var i alla fall måltavlan, hur många som gjort sig skyldiga till att vara tex anti-rasist (hemska människor!) går osagt. Ingen rättegång föregick frihetsberövandet.

I radioinslaget är man noga med att berätta att Sverige under andra världskriget inte hade någon stark militär och att man därför var tvungen att stryka medhårs för att undvika att bli indragen i kriget. Dock så säger man vidare att man även i krigets slutskeende, då Tysklands nederlag var självklart, fortsatte att driva och fylla dessa läger. Någon inrikes politisk funktion måste de alltså ha fyllt.

På frågan om dessa nya rön bör debatteras och få sin plats i skolans läroböcker svarar en av de tillfrågade ett villkorligt kanske. Beroende på debattens följder och på lärarnas egna utbildning.

Självklart måste läroböckerna beskriva Sveriges handlande under WW2 ordentligt. Det är dags att man berättar om nazitågens omfattning, om lägren för oliktänkande, om rasbiologiska institutet, om tvångssterilisering och internering av “bråkiga kvinnor”, fattiga och kriminella, om de motiv som drev många av de svenskar som for till Finland för att slåss mot Sovjet (och för Nazityskland) och om att Svenska högerpolitiker i krigets början ville att Sverige skulle slås på Tysklands sida. Det finns många lik i garderoben, det här är bara ett fåtal. Givetvis gav man efter för Sovjet också, skickade hem baltiska flyktingar på sovjetiska order, flyktingar som sedan försvan till Gulag eller för gott.

Radion brusar vidare, senare pratar en reporter med Gorm från Sverigedemokraterna. Han erkänner att de ekonomiska frågorna, dvs hur mycket invandrare kostar samhället (enligt SDs egen statistik), bara är ett politiskt slagträ. Om invandringen var ett ekonomiskt tillskott för Sverige så skulle han ändå inte vilja ha dem här och han tror att flertalet av hans partikamrater är av samma åsikt. Rasister alltså.

Man kan lätt tro att historien om Sverige är linjär, att man på 1900-talet har genomgått en enbart positiv utveckling. Förutom då nazitågen som tilläts tuffa igenom landet. Flera upptäckter i stil med de svenska koncentrationslägrerna kan bidra till att problematisera den bilden. Jag hoppas att det kan hjälpa oss att förstå att demokratin måste återerövras av varje generation och att Svenska staten inte är på invånarnas sida alla gånger. Snarare tvärt om, beroende på vem man är.

Jag hoppas också att dessa upptäckter ska få oss att ifrågasätta och förstå att det vi lär oss i skolan inte är hela sanningen. Att det är överslätat i ett försök att glorifiera Sverige, Socialdemokratisk samhällsbygge och senare storföretagen och kapitalismen. Är det därför vi aldrig får läsa om de motsättningar som fanns i arbetarrörelsen i 1900-talets början? Att man på vissa håll inom rörelsen inte alls var nöjd över Saltsjöbadsavtalen. Att det inte var en fantastisk seger även om det beskrivs som grunden för den svenska modellen. Eller hur Arbetarrörelsen en gång började, hur man kämpade innan parlamentarismen. Den civila olydnaden, dåden, våldet, registren, hoten. Och statens så represalier.

Amalthea-dådet, att jag inte får höra talas om det förrens jag är 21 år fyllda. Då som en informationskampanj från SUF. Vem har bestämt att det inte var viktigt nog att berätta i skolans historieböcker? Jag läser om en ung kvinna som klagar på hennes universitetsutbildnings studielitteratur. Den ger gott om plats och sidor till vissa förtryck, rasismen, patriarkatet, diktaturen osv. Men klassförtrycket nämns bara som en anekdot.

Historia skrivs av segraren. I ett samhälle där staten tillåts existera oemotsagd och där pengar är det samma som makt så kommer samma parter skriva historien gång på gång. Jag önskar att jag gick på gymnasiet igen, då skulle jag vid varje tillfälle som ges gräva i andra historieböcker bortom läroplanen och göra arbeten om det som svenska skolan inte vill prata om.

Man behöver inte gå tillbaka till andra världskriget heller för att hitta hemskheter. Det räcker med att läsa dagstidningar. Här är några uppslag som berättar om det Sverige som vi lever i idag.

Migrationsminister Tomas Billström, rasistretoriker
Sjukhus för rika byggs
Polisen använder våld mot fackliga
Svenska folket, skyldiga till motsatsen bevisats
Storföretag utnyttjar desperata människor
Sverige skickar människor till säker död
Sverige skickar människor till tortyr

Det är en bild av det land vi lever i idag. Världens modernaste land.

Boken om svenska läger heter “Svenska koncentrationsläger i tredje rikets skugga” och är skriven av Tobias Berglund och Niclas Sennerteg.

Andra bloggar om: koncentrationsläger, andra världskriget, guantanamo, internering, antirasister, anti-rasister, anti-rasism, kommunister, anarkister, motståndsmän, tyskland, nazi-tyskland, nazityskland, storsien, skolan, skolpolitik, historia, historielektion, arbetarrörelsen, saltsjöbadsavtalet, svenska modellen, suf, amalthea, tobias berglund, niclas sennerteg, Svenska koncentrationsläger i tredje rikets skugga

Om någon till äventyrs följer den här bloggen så kanske ni undrar varför jag inte uppdaterat på några dagar. Det beror på att jag varit på syndikalistiskt sommarläger. I omväxlande sol och regn har jag solat, umgåtts med kamrater, ätit gott, lyssnat på föredrag och själv hållit ett avslutande föredrag.

Föredragen var varierande och väckte många tankar och diskussioner. Några jag var på handlade om:

SUFs kampanj Arbetarungdomar slår tillbaka.

Den fackliga reorganiseringen som pågår inom SACs olika lokala samorganisationer, i syfte att öka självorganiseringen ute på arbetsplatserna.

Ett historiskt föredrag om syndikalister och andra radikala fackliga aktivister i Västervikstrakten under tidigt 1900-tal.

Anatole Dolgoff pratade om hur det var att växa upp under samma tid i New York med anarkistiska föräldrar aktiva i IWW. IWW var en slagkraftig revolutionärt sinnad organisation. Till skillnad från övriga amerikanska fackföreningar organiserade man i första hand den oskolade, lägst betalda arbetskraften. Wobblies som dom kallades var inte sällan imigrantarbetare eller deras barn, man struntade i dom rasbarriärer som annars helt definierade landet vid denna tid. Och man hade många aktiva och stridbara kvinnor som talare, organisatörer och aktivister. Således tillhör IWW den syndikalistiska tradition som inte bara i ord, utan genom organisation och handling, hävdar att arbetarklassen klarar sig bäst utan gränser. Nationalitet, så kallad ras och kön är alla kategorier som i bästa fall är ointressanta och i sämsta fall splittrar oss. One Big Union var istället IWWs motto.

En representant från Autonoma Kärnan pratade om händelserna under det Italienska 70-talet. Ett kunnigt och intressant föredrag om en ytterst spännande, viktig, men ganska bortglömd tid. Detta ämne har jag skrivit ett tjockt specialarbete om när jag gick på komvux, och många gånger känt mig lockad att skriva en bok eller novellsamling om (men inser att förarbetet skulle bli för massivt). Så om du också tycker det är intressant med den militanta arbetarkampen i de italienska fabrikerna där arbetarna började bestämma sin egen arbetstid och uppfann en mängd nya kreativa kampformer, den nya kvinnorörelse som föddes där, dom jättelika så kallade självreduktionskampanjer genom vilka folk tillsammans sänkte priserna på allt från elräkningar till kollektivtrafiksbiljetter, BZ-rörelsens födelse eller den ungdomliga autonomiarörelsen. Då tycker jag att du ska kontakta Autonoma Kärnan och fråga efter deras föredrag.

Sist men inte minst kom två kvinnor från Malmö LS och berättade om den konflikt med en arbetsköpare som misshandlade sin anställde, som nu resulterat i att 26 strejkvakter blivit åtalade i en brottsmålsprocess. Om denna konflikt och framförallt dom absurda konsekvenserna -att strejkvakter i en varslad konflikt angrips fysiskt av polis, häktas och anmäls till tingsrätten. En situation unik i modern tid. Om Malmöpolisens kampanj mot syndikalistiska strejker under senare tid, där man med våld lagt sig i fackliga konflikter och ställt sig på arbetsköparnas sida. Om den speciella Malmöanda som möjliggjort händelseutvecklingen: en närmast korporativistisk socialdemokrati som känner sig mer än hotad av att ett självständigt fack utanför deras kontroll tillåter sig att ställa krav, och en högerradikalt färgad poliskår med en tradition av att hata vänstern och se det kommunistiska spöket överallt. Om en arbetsmarknad där servicessektorn, och inte minst restaurangbranchen, idag 2008 präglas av maktfullkomliga arbetsköpare, som tycker att de har rätt att hota och misshandla arbetarna, använda slavarbetskraft, och många gånger också har försänkningar i maffia eller annan organiserad brottslighet. Om kampanjen Malmö 26. Själv ska jag inte skriva mer om detta här och nu. Istället planerar jag att skriva en artikel om det, för dessa händelser förtjänar verkligen att föras fram i ljuset.

Slutligen gjorde jag det jag var där för, och höll själv ett föredrag. Titeln var Anti-fascistisk hisoria. Men det rörde sig om något mer begränsat, modern svensk anti-fascistisk historia från 1980-talet och framåt.

Jag berättade bland annat om det ökade behovet av självförsvar för en social och anarkistisk vänstermiljö som vid slutet av 80-talet utsattes för allt fler och grövre fysiska attacker från den nyvaknade fascist-miljön. Om tidsandan med en smygande kris som officiellt inte fanns, invandrarna som blev syndabock, ett ökande våld mot enskilda, brinnande flyktingförläggningar och rena mord från fasciströrelsens aktivister och sympatisörer. Fast ord som fascist eller nazist vågade inte tv-reportrarna säga. På 30 november stod därför konflikten officiellt mellan “karl den tolfte fans” och “anti-demonstranter”. Jag berättade om dom små lokalgrupper som föddes ur nödvändigheten överallt i landet och kom samman som nätverk när dom upptäcte att dom fanns överallt. Om stora konfrontationer kring 30 november, Hessmarcherna, SDs valturné men också om skolpresentationer, basarbete och kampanjerna mot dom lokaler nazisterna hade, tidningsförsäljningen och den fascistiska rörelsens kassako, musikproduktionen.

Man kan se många intressanta mönster när man betraktar 90-talet i ett historiskt ljus. Ett är en fascist-rörelse på flykt under hela årtiondet: inställda, avbrutna eller flyttade tidningsutdelningar, demonstrationer och manifestationer, stängda lokaler. Ett annat är en stark folklig mobilisering till den militanta anti-fascismen. Gång på gång; i Malmö, Lund, Växjö, Stockholm, Roskilde, Greve och på många andra platser, fick vi se lokalbefolkningen strömma till och genom sitt antal möjliggöra dom anti-fascistiska framgångarna. Och gång på gång fick vi höra samma märkliga budskap i media: lokalbefolkningen är rädda, nyfikna ur allmänheten tittar på eller flyr. Konflikten beskrevs som en helt opolitisk intern uppgörelse mellan två kriminella extremistgäng, utan socialt sammanhang.

För mig verkar denna desinformation och demonisering i media tillsammans med den fysiska och rättsliga repressionen mot anti-fascister, som var som allra starkast under andra halvan av 90-talet, ha ett klart samband med våra framgångar. Genom inte minst 30 novenber 91, och den stora organiseringsvåg som följde i dess kölvatten, vände vi faktiskt trenden för den fascistiska rörelsen i Sverige. Innan detta datum surfade den på en framgångsvåg, efter detta datum var den i praktiken på flykt. Men det innebar också att vi mobiliserade/uppviglade människor att ta sina problem i egna händer och att gå ut på gatorna och visa att det var nog. Detta uppfattades säkerligen uppifrån som ett hot. Vi skulle kunna få med oss folk även i andra frågor eller, ännu hemskare tanke, inspirera dom att agera självständigt även i andra frågor.

De som idag säger att det är dom militanta anti-fascisternas fel att den folkliga mobiliseringen har minskat i samband med fascistdemonstrationer, är samma personer som på den tiden försökte stoppa den folkliga mobiliseringen. Genom att uppmana folk att “reagera” endast genom att tiga och vända ryggen till. Att agera eller ens yttra sig emot fasciströrelsen fick man absolut inte.

Mitt föredrag med efterföljande debatt pågick i en och en halv timme. Sen var jag tvungen att dra med bussen, men diskussionen fortsatte. Det var jättekul att märka intresset för dessa frågor.

Slutligen vill jag tacka arrangörerna för ett otroligt välplanerat arrangemang med god mat, tid för fritid, och stimulerande föredrag att ta med sig tillbaka i vardagen igen. Tack också alla trevliga kamrater, både er jag kände innan och er jag nu lärt känna. Hoppas ni alla får en fortsatt fin sommar!

_______________________________________________________________________________

________________________________________________________________________________

Udgivet af en Kooperation Ansvarshavende: Johs. Mortensen

Anarkismen forvandler Patrioter til medmennesker.
Af “Lucifer”.
______________________________________________

Castrum doloris

Latterligere hæslighed skal man lede om. Eklalantere bevis på folkeidiotien end denne psykose findes næppe. Udsat for kulde, forkølelse og deraf følgende sygdomme har folk i skarevis ventet nætter og dage, for i et øjeblik at beskue et kirketableau, et panoptikonbillede med stive, ubevægelige marionetfigurer. Og i den grad har vanviddet grebet sindene, at formelige slagsmål har været den værdige indledning til det højtidelige skue. Penge er ofret, pladser betalt med langt højere priser end teatrets sædvanlige, for, fra et mageligt stade, at kunne betragte forestillingen: Sørgetoget i al sin pragt og med sin kolosale – skuffelse.
Men alt dette giver befolkningens reformatoriske elementer nok at tænke på; det viser, hvilket uhyre arbejde, der endnu må gøres, før den slaviske autoritetstro er overvunden, og før løgnens og hykleriets magt er brudt. Thi netop her findes det værste fakta: Folket var sig idiotien bevidst. Hvor ofte har man ikke hørt den enkeltes bemærkning: Ja, jeg var jo lige så tosset som de andre! Netop denne nedværdigende uselvstændighed og dyriske efterlignelsesdrift er den sørgelige psykoses menneskeuværdige kilde.
Men, dette til trods, vil man dog med fuld føje kunne sige – billedlig talt – at vor opgave er frembringelsen af det største, betydeligste og sandeste Castrum doloris (smertensleje), nemlig det nuværende kræftsyge, blområdne samfundslegemes aflivning. Når dette hæslige kadaver, arret og dækket af de utalte og utallige mærker af tusindårige blodige og ublodige autoritære forbrydelser, stilles blot i historisk belysning, vil ingen tilstrømning finde sted. Menneskeheden er nået så vidt, at den i virkelig sorg med afsky vender sig fra mindet om forfædres grufulde vildfarelser. Ingen militæreskorte vil danne ledsagelse eller vagt om monstrummet, fordi al udvendig og indvendig uniformering hører en skændig fortid til. Ikke heller ses den civile, sorte, hykleriske tvangsdragt, fordi begrebet: Skik og brug, grundet på sand, individuel selvstændighed, ingen magt ejer mere, og fordi følelsen er for dyb og ægte til profan skiltning. Og ingen “nådes” bevisninger uddeles ved autoritetens båre, fordi nåde hverken bydes eller nydes mere. Ingen fængsler åbnes, de er nemlig sløjfede i erkendelse af menneskers ligeberettigelse og deraf følgende ophør af den enes magt til at berøve den anden friheden. Og ingen kirkeklokker vil med dræbende, monoton klang lyde til den dødes pris, da fundamentet, kirken, forlængst er borte. Med kirken, som er al fordummelses arnested og fæstning imod al sund udvikling og virkeligt fremskridt, er sjælen i det gamle, uværdigt hæslige samfundsliv forsvunden. Menneskefrygten er udsprunget af gudsfrygten og begge ophører samtidigt. De forskellige religiøse forestillingers sygelighed afgiver kun bevis på nærværende og foregående slægtleds lave intelligens og åndelige umyndighed og danner grundlaget for al fornedrelse.
Ved at arbejde på dette grundlags bortryddelse, bygges samtidig det nævnte, mægtige Castrum doloris, som bliver det store skel i menneskets historie: Overgangen fra kulturelt barbari til naturlig kultur. Enhver, som i sin længsel, i sit ord eller i sin gerning modarbejder vor tids nedværdigende, kulturelle slaveri, er – bevidst eller ubevidst – anarkist.

Fri opdragelse

Denne artikel, der er udkommet i 20.000 eksemplarer på Les temps nouveaux’s forlag i 1898, er udgivet af Initiativkomiteen, hvis medlemmer er: Elisée Reclus, Louise Michel, J. Grave, J. Ardouin, Ch. Malato, E. Jauvion, L. Matha, J. Degalvés, Tolstoj, A. Girard, P. Krapotkin, J. Ferriére og L. Malquin.

* *
*

Gennem opdragelse og undervisning tilsigter staten at kue mennesket i barnet på et tidspunkt, hvor dets dømmekraft er overfladisk, hvor det endnu ikke har gjort erfaringer, og det tænker naivt og uden at fatte mistillid.
For at udøve tryk på forstanden og der igennem komme friheden til livs har den gjort sig til herre over barnets dømmekraft og vilje; den vil umærkeligt lænkebinde disse egenskaber ved en daglig tilvanthed, ved talløse fordomme, ved pedanteri og hæmmende bånd.
Staten har – næst efter kirken – haft den bedste forståelse af, at den indflydelse, et menneske i sin skoletid er underkastet, sætter spor for hele livet, og derfor har den tiltaget sig ret til at udstrække sin despotiske hånd over hjernerne og hjerterne for at mærke dem med et uudsletteligt stempel.
Den giver undervisning i moral, dvs. i sin egen moral. Den underviser i historie, i sin egen historie. Den giver undervisning i samfundskundskab, lærer børnene begyndelsesgrundene i retslære, politisk økonomi osv. Og det er evig og altid den samme begejstrede lovprisning af det bestående, af magten, der går for ret.
En skolelærer, der oftest er ubehagelig, tvær og knarvoren, og som synes at lægge an på at gøre sine elever til en samling aber, har det hverv at indskærpe barnet en masse ting, der egentlig slet ikke interesserer det, men som det dog må lære på den ubehageligste og vanskeligste måde. Time efter time skal eleven sidde uden at røre sig ved sit bord med en bog eller stil og tvinge sig til aldeles at kue og kvæle, hvad det unge sind lidenskabeligt gør krav på. Ethvert ufrivilligt udslag af hans overstrømmende livlighed blev revset strengt. I den alder trænger man til et frit og muntert liv, og dog forlanger man, at han skal være lige så alvorlig og adstadig som den kolde lærer, der er ansat til at undervise ham.
Er denne læreren vejleder, rådgiver og ven af barnet; er han lærer, fordi han føler kald?
Nej, det er han ikke. Lærervirksomheden er for ham kun et levebrød. Han er tvunget til at gøre, hvad der bliver ham befalet, uden at han selv frimodigt kan fremsætte, hvad han anser for sandt.
I det nuværende samfund er skolen kun en forberedelse til soldatertvangen, hvor den slaviske underkastelse fuldbyrdes helt.

* *
*

Foruden den legemlige tvang, der udøves, beflitter man sig også på at fordærve barnets moralske sans ved en mængde tåbeligt valgte eksempler fra historien, ved et stadigt forsvar af forbrydelser, der er kronede med held og en giftig riven ned på uegennyttige opofrelser.
Man ophidser barnets indbildningskraft ved detaljerede beskrivelser af blodige og voldsomme optrin, som forsætlig omgives med en nimbus, og man forherliger den rå kraft, tyveri, plyndring og mord.
Man indpoder barnet respekt for autoritet og dem, der opretholder den; beundring for de store erobrere, men foragt for oprørere, der er bukkede under i kampen for friheden; man indprenter det kærlighed til falsk hæder og til fanen, begærlighed efter uniformer og flitterstads.
Man indgiver det er blindt og forbryderisk had til det ludfattige proletariat; man vækker i det en dum og ugrundet forgabelse i dets eget folk og foragt for ethvert andet.
Man indpuster det foragt for de ulykkelige; man opmuntrer det til at krybe for de rige, til at forbande alle dem, der i fortid og nutid er bukkede under for regeingens tyranni, ufordragelighed, tvetungethed eller fejhed.
Lutter gift, kyndig tilberedt, som opløser manddomskraften, svækker energien og fordærver hjerterne.

* *
*

Lad os i opdragelsen komme bort fra disciplinen, undervisningsplanen og klasseinddeligen, disse tre grove uretfærdigheder ved den nuværende skoleordning, hvorved al den sociale uretfærdighed fremkommer.
Disciplinen avler forsillelse, falskhed og løgn.
Undervisningsplanen udvisker det for de enkelte individer særligt ejendommelige og dræber foretagsomheden og ansvarsfølelsen.
Klasseinddelingen er ophav til modsætninger, skinsyge og had.
Vor undervisningsmetode skal fuldstændig, rationel, fælles og fri.
Fuldstændig. – Det skal den være, fordi dens mål er fra barndommen af at give alle menneskets evner en harmonisk udvikling, og fordi den skal skabe et helt menneske, hvis forskellige evner skal udvikles ligeligt, side om side, både de åndelige, de legemlige og de mere specielle.
Rationel. – Fordi fornuften og ikke troen skal være dens grundlag, og den skal være i overensstemmelse med de gængse videnskabelige principper. Fordi dens mål skal være udviklingen af en ædel karakter og den enkeltes selvstændighed, ikke autoritetstro og lydighed. Fordi den skal stræbe at omstyrte forestillingen, Gud, der altid vil medføre en tvingende trældom.
Fælles. - Fordi den skal fremme den fælles opdragelse af kønnene ved et stadigt broderligt samvær mellem drengene og pigerne, noget, der tillige vil skabe et rent og smukt forhold imellem dem. Langt fra at frembyde en fare vil samværet fjerne usund nysgerrighed fra barnesindet, og det vil under den forstandige måde, på hvilken det skal udvikle sig, skabe sikkerhed for en høj udvikling af moralen.
Fri. – Fordi den vil betyde omstyrtningen af autoritet til fordel for friheden – og det er jo netop opdragelsens endelige mål, at skabe frie mennesker, der holder enhvers frihedsret højt i ære.

* *
*

Således er i store træk programmet for vor opdragelse og læremåde.
Vi tror, at opdragelsen er et mægtigt middel til at indplante og indpode i de unges sind de store ideer. Den er mere end noget andet et udmærket middel til at højne ungdommens moralske standpunkt. Og da barnet er så modtageligt og let at påvirke, er opdragelsens virkning umådelig stor. Den kan få afgørende indflydelse på menneskets fremtid, thi den kan åbne det hidtil uanede fremtidsvidder. Den kan blive den virksomste drivfjeder til fremskridt ved den direkte indflydelse, den udøver på tankernes opståen og deres videre retning. Den kan blive den løftestang, der skal hæve verden og for bestandig styrte vildfarelserne, løgnen og uretten. Dens rækkevidde kan være umådelig; dens opgave er ædel og ophøjet, thi dens mål skal være at bringe menneskeheden opad.
Er i virkeligheden ikke den største tjeneste, man kan gøre menneskene, den, at sønderflænge det slør, man hårdnakket holder dem for øjnene, at vise dem, hvad det er for nogle ynkelige afgudsbilleder, man lærer dem at tilbede, og hvor tarvelige de beviser er, i kraft af hvilke man uden videre indgiver dem autoritetstro?
I denne ligegyldighedens, fladhedens og middelmådighedens er det ikke let at danne en fri skole og kækt og åbent bryde med de gamle vildfarelser.
Idet vi tager fat på arbejdet, er vi os vanskelighederne ved forehavendet fuldt bevidst. Forsøget bliver møjsommeligt og trangt, vejen besået med hindringer. Men jo større de bliver, des mere kraft skal vi lægge i.
Dette arbejde skal ikke være et værk af nogle få. Det bør være – og skal også blive – alles værk. Alle de skal virke med, som vil gøre deres for de store reformer, som er ivrige for at prøve det nye, og som higer efter retfærdighed og sund samfundsmoral.

________________________________________________________________________________

Der er kun et, der er værre end at ønske at befale
– og det er viljen til at adlyde.
Professor Clifford.
_______________________________________________________________

Reptilier.

Med stort besvær han blev da dømt,
den anarkist,
mens mængden er en smule flov,
og nogle sukker ad den lov:
“Hvor er det trist.”

Men ved den stængte løves bur,
der står en flok
med gadedrenges hån og spot,
skønt pjalte selv, – de kendes godt
som – pressepjok.

I, slyngler, med et vigtigt fjæs
og frakke fin,
den tifold mere er min ven,
som har et ideal, om end
ej skjorte sin.

Du litterære havarist!
For en diner
man køber jo din skidne pen,
og frækt du rakker ned din ven
for en souper.

Ja, troløst bruger du din magt
helt uforknyt;
Respekt dog vises, hvor du kom,
selv jeg går altid uden om -
tuberkelspyt.

Men pressen er, som folket vil,
det være sagt:
Er skamløs end din hånd og mund,
i korruptionen står du kun
som dens ekstrakt.

D. 21. januar 1906.
Li-ping.

Reformhyklere

Den demokratiske presse lige ned til Berlin har haft en sand lækkerbidsken i denne Askov-affære, hvor en tjenestekarl sad 13 måneder i fængsel for en ildspåsættelse, som han var uskyldig i. Efter den megen vægt, man har lagt på dette tilfælde, skulle man næsten tro, det var enestående. For folket, som vil have noget at læse i dets aviser, med navn og nøjagtig adresse, kan det måske nok være underholdende. Folket, – denne store tragikomiske sørgeskare, som står der endnu på vejen og glor, og som af en stump sandhed, der puttes det lige i øjnene, ikke engang ser det halve. Det kan forstå, at en uskyldig mand ikke må dømmes og straffes, særlig når det er bagefter. Men meget mindre derimod, at den stakkel, der tager et stykke brød, når sulten nager ham, i grunden er lige så uskyldig som den anden. Og dog bliver denne dømt hver evige dag, og af den samme demokratiske presse indrangeret med navn blandt de skyldige.
Således som også vor forride redaktør blev det. Han, der fuldt ud brød med alle vanemæssige betragtninger og som med opofrelse for og sikkerhed på sin sag stampede frakken for at få ideen ud. Også han blev kendt skyldig. Og da han kom ind for år og dag, da så man den samme presse kun have mod til at håne ham, som nu sidder derinde, men alligevel være forretningsmæssige nok til at fortælle, at de selv skrev “meget værre ting”.
Nej, I skal have tak, I gode demokrater! I er ikke mere konsekvente, end at I netop lige tør angribe, hvad I på forhånd ved offentligheden vil dømme.
Og hvad var så denne Askov-affære? En uvidende tjenestekarl, der var faldet i kløerne på den af “Gud udvalgte øvrighed”, som ifølge Askovs egne ord i “Social-Demokraten” “lever af” at få folk til at tilstå og dømme dem. Men er en dommer dog ikke et menneske, selv om han er “udvalgt af Gud”? Kan ethvert menneske ikke begå en fejl? Og er det ikke et menneske også, som stedes for denne dommer? Er og bliver det da ikke i forholdet mellem den stærkeste af disse og af menneskelig følelse, opfattelse og indtryk, at der til alle tider vil kunne begås vilkårligheder? Jo, sikkert.
Reform! – hyler den demokratiske presse, retsreform!
Oh, I hellige illusioner, som fødes i kravet om reform for brandstifterne, men intet for retten til brødet. Som overhovedet venter retfærdighed så længe nogen drømmer! Nej, vel vil vi nok engang tage brødet allesammen, og ingen dommer bliver mere nødvendig. Men guldgalonerne må blive revet af disse, den sociale elendigheds vampyrer, og der må af fængslerne ikke blive sten på sten.

Anarkismen i Rusland

For at give “Skorpionen”s læsere et lille begreb om anarkismen i Rusland aftrykker vi følgende opåb:

Opråb til alle anarkister!

Vi, Eders russiske brødre og kammerater, vender os til Eder om understøttelse i den svære kamp, vi har at føre.
Det spørgsmål, som så længe har optaget sindene, om man i Rusland skal drive anarkistisk propaganda, eksisterer ikke mere for dem, som har stået midt i den anarkistiske bevægelse siden dens begyndelse. Enten vore modstandere vil godkende det eller ej – vor propaganda har allerede før den sidste revolutionære bevægelse haft en stor udbredelse, og i øjeblikket gør en hensynsløs forfølgelse lyst i vore rækker.
Talrige er de anarkister, som mener, at man i disse revolutionære tider må hjælpe alle revolutionære uden hensyn til den retning, de tilhører. Derfor vil vi her berette lidt om den nuværende tilstand.
På grund af det store mandefald af revolutionære i årene 1870-80 og den terroristiske bevægelses nederlag, har Socialdemokratiet udviklet deres antiterroristiske teori – enhver kraftig handling, den mindste opstand bliver strengt fordømt.
Ve de uforsigtige, som vovede at tale om oprør og voldsom modstand. Man fremstillede dem som arbejdernes værste fjender, som folk, der ville forny den frygtelige periode i årene 1870-80.
Disse bestræbelser fra Socialdemokraternes side fik i kort tid oprørsånden til at sove, den største vægt blev lagt på en “videnskabelig” socialisme, i hvilken små grupper blev undervist. Da disse “videnskabelige” socialdemokrater fik nogle tilhængere blandt arbejderne, faldt de heftigere og heftigere over dem, der søgte at rejse folket til revolutionær kamp. Men da revolutionen rejste sig i det ganske land, da arbejderne, ophidsede ved regeringens brutalitet, åbent gjorde oprør for ikke at blive udryddet af deres blodtørstige herrer; og da der ud af oprørernes række fremstod mænd, som besvarede brutaliteten med terroristiske gerninger, har Socialdemokratiets ledere, videnskabelige eller ikke videnskabelige, forsøgt at “disciplinere” disse dristige sjæle, og for at berolige dem, manede de de mishandlede indespærrede nihilisters blodige skygger frem.
Fra denne tid daterer sig begyndelsen til den anarkistiske propaganda. Vi begyndte at fortælle arbejderne, at de lod sig bedrage af politikernes falske løfter; Politikerne, for hvem den politiske frihed er resultatet af alle befrielsesforsøg. Vi sagde til folket, at de måtte besvare vold med modstand og med propaganda og generalstrejke.
Nu begynder en vild jagt på anarkisterne og en systematisk bekæmpelse af generalstrejken. De revolutionære midler blev opgivet og fordømt. Vi blev i deres øjne til reaktionære, og de anvendte alle midler for at drage arbejderne bort fra vor lære og vor taktik. Som over alt stillede de socialdemokratiske politikere sig selv op som de eneste repræsentanter for arbejderklassen. Da kom den 22. januar 1905 og dermed en stor forandring i forholdene.
Medens politikerne var beskæftiget med at bibringe arbejderne den “videnskabelige” socialisme, så disse ved sult og elendighed sig tvungen til at gå ud på gaderne; de havde ikke tålmodighed mere og håbede intet mer i deres huler, og deres utilfredshed, den oprørsånd, som besjæler de sultne, – søgte sig et afløb. Men Socialdemokratiet vedblev at være døv for deres længsel og blind for deres sår. Derfor fulgte de præsten Gapon, som slæbte dem ud på gaden med helgenbilleder og zarportrætter. Det var de politiske partiers indflydelse på proletariatet. De havde præket til ro og orden, resultatet var frygteligt; tusinder af arbejdere sank blødende til jorden, de døde med en forbandelse på læberne imod dem, som havde lært dem “fredelig kamp” og som stod ligegyldig overfor folkets bevæbning.
D. 22. januar var det logiske resultat af den såkaldte videnskabelig-socialpolitiske propaganda.
Efter d. 22. januar begyndte en ny kamp. De revolutionære strømninger tilintetgjorde videnskabelighedens sofismer og skabte en ny kampmetode for den russiske arbejderklasse. Blodet, som flød d. 22. januar, skyllede alle de løgne bort, som var udtalt mod dem, der agiterede for den væbnede modstand; det, der var draget i snavset, blev nu den eneste revolutionære måde at udøve proletarisk aktion på. Overalt rejste folket sig mod tyrannerne og blodsugerne. Bønderne, som efter socialdemokratisk ord, endnu ikke er proletariserede, jog godsejerne bort og bemægtigede sig jorden. Og der skete noget usædvanligt – den ufornuftige, fordømte generalstrejke triumferede over de frygtelige væbnede modstandere, som resolutioner og proklamationer i tusindvis havde vist sig uvirksom overfor.
Det er hvad der er sket i Rusland. Et hav af blod er flydt til ingen nytte, masser af menneskeliv har været prisen for den frygtelige lære. Som før må vi også nu sætte al vor kraft og energi ind på at hindre, at proletariatet bedrages af politikerne. Det er ikke noget teoretisk spørgsmål, det er et menneskeligt livsspørgsmål. Vi må forklare arbejderne, hvilke deres interesser er og hvilke midler er, som de skal anvende. Politikerne må hindres i at ødelægge revolutionen i det øjeblik, de har nået tilfredsstillelse af deres interesser. Det må være anarkisternes værk, deres historiske betydning for vort land. Derfor retter vi nu til alle internationale kammerater den bøn, at hjælpe os i vor svære kamp mod zarismen og imod al tyranni; da først vil sejren være vor.
Med broderlig hilsen
gruppen “Anarki”.

Kristoffer Hansteen

Endelig har den snigende sygdom, tuberkulosen, gjort det af med vor kammerat. Han døde d. 2. marts stille og roligt, og blev begravet i torsdags d. 8. marts. Kisten var dækket af blomster og kranse, bl.a. fra “Den typografiske Forening”, fra “Norges socialdemokratiske Ungdomsforbund”, fra “Kristiania socialdemokratiske Ungdomslag” og fra en af studenter dannet klub “Fjörtoftlaget”, ved en student, der holdt en kort tale på landsmålet, hvori han takkede Hansteen for hans fastholden ved idealerne. Ved graven talte redaktør Neverdahl, som fremhævede Hansteens store ensomhed, idet han kæmpede for tanker og ideer, som samtiden ikke havde anerkendt. Der var et stort og meget repræsentativt følge, og begravelsen gjorde et mægtigt indtryk, da ingen præst medvirkede; Hansteen ønskede det ikke. Ungdomsforeningen var mødt med sin røde fanem der vajede over graven.

_________

Hansteen blev 40 år gammel. Han blev student, men afbrød studeringerne for at blive typograf. Tidlig nærede han radikale anskuelser, og fik snart øjet op for det forlorne både ved Venstrepartiets og socialdemokraternes politik. Han måtte slutte sig til anarkismen, den eneste livsanskuelse, som fører til fremtidens fri samfund. Han stiftede en anarkistisk-kommunistisk gruppe i Kristiania, oversatte og udgave flere brochurer, således “Til Proletariatet” og “Det fri Samfund”. Ved 1. maj-demonstrationen 1893 ville han og hans meningsfæller udfolde deres røde fane. Politiet ville forhindre dette, og under denne kamp slog Hansteen politiinspektøren i ansigtet. Han blev dømt til 4 måneders fængsel. I 1897 og i 1898 udgav han bladet “Anarkisten”, og for nogle udtalelser heri måtte han, for at undgå fængsel, flygte til England. Opholdet i London har sikkert forværret den sygdom, som han var begyndt at lide af. Da han kom tilbage fra England udgav han bladet “Til Frihet” under mange afbrydelser på grund af sygdom og savn. Det sidste nummer udkom i december 1904.

_________

Hansteens liv er her fortalt i korte træk. Han hørte til den ny menneskerace, som er ifærd med at vokse frem; dem, der sætter alt, selv livet, ind på det, de anser for ret og retfærdighed; der foretrækker et liv i fattigdom og nød, fremfor at gå på akkord med uretten, som i al deres færd søger at være tro mod sig selv, ikke at gøre uret mod nogen, ikke at ville herske over nogen, men på den anden side lige til det sidste åndedræt bekæmper al løgn og al uretfærdighed, al herredømme, al tyranni fra statens, fra lovens, fra den enkeltes side.
Stilfærdig og beskeden, sanddru og oprigtig i al sin færd, glødende begejstret for anarkismen, harmfuld over al lavhed og uretfærdighed. Sådan var vor kammerat.
Han havde ikke levet sit liv forgæves.

Indsendt

Det er en indvending, man ofte hører fremsat mod anarkismen, at man ikke kan gå ind på dens fremtidsteorier eller, som man snarere kalder dem, utopier. I og for sig er man enig med anarkisterne i deres hævdelse af individualiteten, men når de forkaster regering, stat, love, al autoritet, så kan man ikke længere følge dem, menneskene er ikke engle, de bliver det næppe hellere den dag i dag eller i morgen.
Denne indvending mod anarkismen gælder imidlertid kun for så vidt den rettes mod de anarkister, der hævder, at anarkismen skal gennemføres så snart det ved en revolution er muligt at gøre det.
Men anarkismen sætter ikke et program op, som enhver, der vil kalde sig anarkist, er pligtig at følge; og vel er det utvivlsomt, at de allerfleste anarkister sætter deres lid til en snarlig revolution – mænd som Krapotkin forsikrer altid, at revolutionen vil begynde i morgen – men på den anden side erklærer Tolstoj f.eks., at al revolution er unyttig, ja utilladelig; og dog må man være meget snæversynet, om man nægter, at Tolstoj er anarkist.
Men hvad ville i virkeligheden en anarkistisk revolution i morgen eller overmorgen betyde? Vi ved jo alle, at anarkisterne iblandt Europas millioner kun er et forsvindende mindretal, og hvis disse ved en revolution ville påtvinge det store flertal anarkismen, da ville det stride aldeles mod grundtanken i denne: Individualismen, hvilket ikke blot betyder hævdelse af egen personlighed, men i lige så høj grad agtelse for andres.
Og hvad ville man også opnå ved en sådan revolution? Hvis man ikke overfor det fremtidige er optimist i allerhøjeste grad, må man indrømme, at alt taler for, at det anarkistiske samfund ville gå til grunde efter kort tids forløb. Men sagen er, at man ikke ved vold eller ydre magt bringer en idé fremtil sejr; det gør man kun ved at overbevise folk om dens rigtighed. Idéen må selv sejre.
Med andre ord: Man kan være anarkist uden hverken at vente eller ønske en revolution i morgen eller overhovedet førend de, der gør revolution – masserne – ved, hvad de vil opnå med revolutionen, førend de er anarkister. Men anarkismen får derfor ikke ringere værd, thi er et menneske anarkist, føler han sig oprørt, når han ser staten med al dens verdslige og kirkelige autoriteter kue og trykke dem, der ikke vil lade sig kue og trykke: Så lad ham gøre revolutionen, lad ham følge sin overbevisning og samvittighed. Forlanger staten, at han i et år skal øve sig i at slå sine medmennesker ihjel, så kan han sige nej, vægre sig ved at gøre krigstjeneste; og således kan han gøre på alle punkter, hvor staten forlanger noget af ham, der strider imod hans samvittighed, eller hvor han overhovedet føler sin individualitet krænket.
Og det vil tillige virke som den bedste propaganda. Er anarkismen en følelsessag, en følelse af individualitet, af oprørsånd, så er der sikkert intet, der i den grad kan fremkalde den følelse hos mennesket, som det, at de ser anarkisterne følge dere overbevisning, hvad det end bringer over deres hoveder. De kristne martyrer vandt jo kristendommen tilhængere i mængde, hvorfor skulle det samme ikke kunne ske i vor tid?
Den slags handlingens propaganda virker ganske anderledes end den slags, der består i bomber eller i at lære folk at stjæle.
Betragter man anarkismen på den måde, da er den ingenlunde en fremtidsutopi, men den er det bevidste mål, et menneske kan finde lykke ved at stræbe efter.

Reaktionen i Norge

(Af et brev fra Kristoffer Hansteen.)

Den norske kongevalgrus er et bedrøveligt fænomen. Der er gået en stor reaktionær bølge over Norge i de sidste 10 år. Den har først og fremmest givet sig udslag i en mængde reaktionære love.
Der er for det første en lov om, at man skal melde til myndighederne, når man flytter fra en kommune til en anden; og fra nytår 1906 er en ny lov trådt i kraft, som påbyder at melde enhver flytning indenfor kommunen til politiet, dvs. fuldstændig politikontrol med befolkningen efter preussisk mønster.
Der er også vedtaget en såkaldt “løsgængerlov”, hvorefter alle kan fængsles, der er uden arbejde og fast bopæl. Denne lov har man i 2 år måtte vente med at sætte i kraft, da den ville føre til, at så mange mennesker blev fængslet, at man ikke havde fængsler nok til dem alle, og staten med det nuværende spændte budget heller ikke råd til at bygge så mange fængsler.
Endnu en reaktionær lov, som trådte i kraft for få år siden, giver politiet ret til at udvise eksistensløse udlændinge, og denne lov anvendes i temmelig stor udstrækning.
Endvidere er der kommen en ny straffelov, som, ved siden af enkelte reformer, indeholder mange bestemmelser, der er hårdere end de tidligere. Således er der indført straf for at “opfordre militæret til opsætsighed”.
Om udmeldelse af statskirken er givet en ny lov. Før kunne msn udmelde sig af statskirken blot ved at henvende sig til sognepræsten. Nu er der i hver kommune oprettet et udvalg, der på inkvisitorisk måde skal undersøge, om udmeldelsen sker af religiøse bevæggrunde.
Disse og flere reaktionære love, hvormed den besiddende klasse kuer og knebler de besiddelsesløse, er alle kommen i løbet af de sidste 10 år.
Denne stærke reaktion er kommen i stand ved en forening af de reaktionære kræfter. Medens for 25 år siden bønderne var i opposition mod det reaktionære bourgeoisi, og dette foragtede og hånede bønderne, har Bondepartiets sejr i 1884 ført til, at begge de borgerlige partier frier til bøndernes stemmer; begge partier anerkender bønderne som den klasse, der har magten i landet, og smigrer den stadig. Bønderne tager imod de reaktionæres frieri. Disse kristendomsredne, traditionsbundne, for størstedelen temmelig eller fuldstændig kundskabsløse bønder, har nemlig en lige så reaktionær tankegang som det reaktionære bourgeoisi.
Både Højre og Venstre har stemt for alle disse reaktionære love, kun løsgængerloven, loven om udmeldelse af statskirken og enkelte paragraffer i straffeloven, fik nogle få stemmer imod sig i Stortinget. De fleste af disse love var vedtagne, forinden Socialdemokratiet blev repræsenteret i det norske Storting. Men en af de 5 repræsentanter, som det nu har, stemte for om kontrol med udmeldelsen af statskirken.
Af denne reaktionære strømning er også den norske stemmegivning for kongedømmets fornyelse et udslag.

Løven

Fabel om folket og militarismen.
Af Theodor Etzel.

En løveunge, hvis forældre, da de gik på rov, var blevne skudte, lå vansmægtende i ørkensandet. En hottentot fandt det hjælpeløse dyr og bar det til sin hytte, hvor han igen bragte det til kræfter med mælk og kød.
Den unge løve voksede og blev stærk. Og mod sin redningsmand viste den sig taknemlig og hengiven som en tam hund.
En gang gennemstrejfede hottentotten ørkenen med sin løve. Han gjorde fejl regning og fandt i to dage intet jagtudbytte, og sammen med ham sultede og tørstede hans tro ledsager.
Om aftenen lagde hottentotten sig ned for at styrke sig ved søvn. Da slog den sultne løve kløerne i sin herre og åd ham op.
“Den gode mand”, sagde den taknemlige løve, medens den slikkede blodet af sin næse, “to gange har han nu reddet mit liv – det vil jeg aldrig glemme ham.”

“Nåde”. Vor pjaltede og usle presse fandt det også for godt at benåde redaktør Rasmussen i anledning af, at kongen var gået ind til sin herres glæde. Det er løgn det hele.

“Flæsk”. Det er glædeligt, at det nu lakker mod forår og sommer, da proletariatets børn bedre kan gå barbenet. Men hvorfor fanden vil så “Social-Demokraten” give 5000 kroner til fattige børns fodbeklædning netop nu og ikke i begyndelsen af vinteren? Mon det skulle være fordi borgerrepræsentantvalgene står for døren? – Selvfølgelig!

En kokkepige. J. P. Brochmann, den bekendte fattigkorrespondent, har været ude på Ladegården og smagt på maden. I modsætning til hans øvrige artikler i “Social-Demokraten”, der ellers handler om skidt og spindelvæv, gustne og blege børn og pjaltede mennesker, blev hans Ladegårdsartikel en ovenud begejstret for den gode mad derinde. Vi komplimenterer hr. Brochmann, der selv lever på hvedebrød i denne tid, for resultatet og for den gode smag, for hvad der passer til de fattige.

Hæderligt. “Social-Demokraten”, der nægtede “Skorpion”s annoncer optagelse i sine spalter, har nu optaget store tiggerannoncer in gave til kongen af Norge og nu sidst til en rytterstature. Da der i den anledning er bleven en del vrøvl indenfor partiet, klarer bladet sig med at sige, at det optager disse indbringende annoncer for så vidt som deres formål er hæderligt. Nu ved vi altså, hvad vi og vort er. Men det mærkelige ved “Social-Demokraten” er, at den for at få plads måtte give tillæg og på den måde smed arbejdernes penge med ud til disse galskaber.

En ændring til forliget. Typograferne har nu forkastet og gennemført 8-timers-dagen – om fire år, og en tarif på otte år. For at nu forbundet skal kunne holde så længe og dermed tariffen, forlyder det, at man omgås med tanken om at give Lockout-forliget en tilføjelse om, at kun de kunne tagesi arbejde, som medlem af deres forening og Socialdemokratisk Vælgerforening. Dem, der ikke er med på den, anbefales at tage plads som tjenestepiger, hos hvem der findes betydelig kortere tidsfrister end otte år.

Ny afsløring. I denne sindssyge spiritistvrøvls periode kan vi meddele en ny begivenhed. Mediet “Social-Demokraten” har med brask og bram “materialiseret” masser af forklarede skikkelser, lysende af eftergivet fattighjælp.
Hele skaren bestod ved afsløringen af kæmpemæssigt og særdeles vellykket – valgflæsk.

_______________________________________________________________________________

Fra redaktionen. Vi beder vore venner støtte os med at få bladet ud ved at agitere for det blandt bekendte. Det lange ophold denne gang skyldes økonomiske vanskeligheder. Alle henvendelser bladet vedrørende må vi endnu bede om at lade ske skriftligt til ekspeditionen: Samuelsen, Fiolstræde 36, 3. sal.

________________________________________________________________________________

Agitér for bladet!

_____________________________________________________________

______________________________________________________________________________________

___________________________________________________________________________

Jorden og alle dens Goder er fælles ejendom
for menneskene ligesom lyset og luften.
Bossuet.
________________________________________

Førere

Vil man forstå forskellen mellem de to yderfløje af socialismen, nemlig det borgerlige socialdemokrati på den højre side og det revolutionære og oprørske anarki på den venstre, kan man med fordel iagttage de mennesker, der, hver på sin måde, henholdsvis fører et parti og en sag frem.
For at få modsætningerne så iøjnefaldende som muligt, vil vi søge ned til Frankrig, hvor de socialdemokratiske førere er langt større, mægtigere og indflydelsesrigere mænd, end selv de fedeste blandt vore egne små magtstræbere, og hvor på den anden fløj også anarkisten er af et andet stof end vi mere blødagtige nordboere.
Som et værdigt udtryk for den første retning kan vi tage de to mest kendte, nemlig: Den dekorerede eksminister Millerand og den nuværende hovedfører for Socialdemokratiet – helten Jaurés, der af frygt for de tyske myndigheder ikke turde holde sit foredrag i Berlin. Denne mand, som foruden at være rigsdagsmand og lønnet partifører, tillige udgiver et socialdemokratisk blad og skriver til en mængde tidsskrifter, har en årlig indtægt af henved 150.000 francs. Behøves der mere talende vidnesbyrd om denne mands socialistiske sindelag? Forstår man ikke, når man hører dette tal, straks mandens karakter? Bred og fed, har han forstået at skubbe sig frem, dels ved fiffige manøvrer, dels ved sine mægtige talegaver. Han “elsker” arbejderne – hvorledes kan han andet? Han kæmper for retfærdighed og for økonomisk lighed, og lønnes rigelig derfor. Men han er ikke revolutionær, lige så lidt som vore hjemlige, blegrøde generaler er det. Nej, man bliver ikke revolutionær, når man i Frankrig har 150.000 francs årlig, lige så lidt som når man i en ravnekrog som vor har 10.000. Disse folk nyder livet. Kampen, som jo er temmelig farefri, da den foregår på lovens grund, er for dem en sport. Magten og indflydelsen, de får gennem deres stilling, gør dem frygtede. Og de kan rolig indkassere frygten uden at risikere noget. Folket ser op til dem og hædrer dem. De lever et lykkeligt privatliv; thi deres glimmerhylster skaffer dem både venner og veninder – menneskene er jo som ravnene, der flyver efter, hvad der glimrer. Og når de mætte af dage, magt og hæder bliver hentet af knokkelmanden, så bliver de indlemmet i historien blandt de andre glorieomkransede berømtheder.
Sådan er deres skæbne.
Men nu de andre – anarkisterne? Ikke de videnskabelige stuelærde, der er anerkendte af modstanderne, men selve de proletariske agitatorer, dem, der, som Louise Michel, Ravachol, Henry, Vaillant og andre, ikke alene er det i ord, men også i gerning, hvorledes er deres skæbne?
Vante til fattigdommen fra barndommen af lærer de tidlig at kende livets skyggesider. En kort tid måske drager ungdomsglæderne dem bort fra livets alvor; men snart lærer fattigdommen dem, at lykken ikke erobres uden kamp. Og kamplystne, som disse frihedsstræbende naturer er, tager de imod udfordringen. De rejser, drager ud på eventyr for at opsøge og erobre lykkens og livets drømmeslotte; men skuffes. Thi overalt møder de kun det samme, som de fandt derhjemme, nøgne, kolde, ubarmhjertige mure, hvor panden stødes til blods, hver gang de løber den imod.
Trætte af den leg vender de tilbage og tager fat på ny. Men aldrig har de forstået at underkaste sig de regler, som er nødvendige for at albue sig frem til ære, rigdom og værdighed. Hensynsløsheden, det smålige kævl og magtstræberi, hykleriet og omvejene har ligget for fjernt fra deres karakterer, til at de har kunnet gøre sig gældende blandt den flok af stræbere, for hvem intet middel var for lavt, når det galdt deres eget vel. Derfor tvinges de til at blive ved jorden – i slaveriet. Men slaveri passer ikke til deres natur, før kan de give afkald på alle nydelser, familieliv, ægteskab, nogenlunde økonomisk velvære etc., end de kan underkaste sig tvangsarbejdet. Den mangel på respekt, som de, med deres selvstændige karakter og sunde syn på deres værdighed som mennesker, har overfor “pengenes adel”, bevirker også, at de har vanskelig ved at skaffe sig arbejde under forhold, der passer til deres karakter. Deres intelligens og frihedsfølelse har gjort dem til oprørere mod alt slaveri og enhver autoritet. Udrustede med mod og lyst humør kaster de sig ind i kampen, men over alt ser de, at småligheden sejrer over mod og vilje.
Nogle år vedbliver de at kæmpe. De ser kampfælle efter kampfælle blive trætte af striden og opgive den, for enten at bygge sig en rede og slå sig til ro i slaveriet, eller moderere og opgive deres anskuelser og modtage de ben, der fra moderat side gives dem i bytte for deres radikalisme.
Livet går imidlertid hen uden at kaste en eneste solstråle ind i deres mørke tilværelse. Stadig lever de i en fortvivlet opslidende kamp for eksistensen. Og efterhånden udvikles hadet. De forstår, at således behøver det ikke være, når blot alle de små var enige om at kæmpe, og de søger stadig at mande disse op, at vække dem af søvnen og kæmpe for liv. Men til sidst lærer de at indse, at det kun er yderst få mennesker, der er af samme stof som de selv. De opdager, at de fleste af deres lidelsesfæller er en flok sløve, vankelmodige pjalte – slavesjæle, der ikke engang fortjener den elendige stilling, de indtager i samfundet. De forstår, at disse folk ikke er værd at kæmpe for, og nøjes derfor med at kæmpe for sig selv. De forbryder sig mod samfundets love, straffes med fængsel, og kommer ud igen opfyldte af had mod samfundet og med hævntanker mod dets bærende mænd. Begår forbrydelser på ny. Bliver forfulgte som jagede dyr, indtil de endelig beslutter sig til at lade bomben, revolveren eller dolken give udtryk for deres mægtige had til det samfund, der ranede al lys og lykke fra deres liv og gjorde tilværelsen til et helvede for dem. Men når hævnen er fuldbragt, så kommer samfundets hævn over dem i form af galge, guillotine eller livsvarigt tugthus. Forglemte og ukendte forsvinder de, og mindet lever kun i den lille kreds af ligesindede, der forstod deres kamp, tanker og deres handling.
Sådan er skæbnen i det bestående samfund. Hæder, rigdom, lys og lykke for dem, der er småligsindede og hensynsløse nok til at forstå at albue sig frem. 150.000 francs om året for en portion velklingende fraser, ære, værdighed og rigdom for intet at udrette. Fattigdom, ulykke, fængsel, død, hån og foragt for de andre – anarkisterne -, der handlede på den eneste måde, de kunne handle, hvis de ville foretrække agtelsen, og som ofrede livet for deres had til uretten i samfundet.
Man forstår, at der er så mange, der søger den første vej, så få den sidste.

Elisée Reclus

Af Peter Krapotkin.

(Sluttet.)
1872 begyndte han i Clarens på sit hovedværk “la Géografie Universelle” (“Jordens Geografi”), af hvilket første bind udkom 1876 og sidste bind, nittende, 18 år senere, 1894. Man forstår dette værks umådelige omfang, når jeg nævner, at til hvert af bindene, som omtrent indeholder 800 sider, efterså Reclus omtrent 1000 skrifter og artikler. Han læste undertiden en artikel, et skrift, kun for hist og her i sit første manuskript at fjerne et adjektiv og i dets sted sætte et andet, der bedre karakteriserede et folk eller en dal eller en slette. Man kan næsten ikke forstå, hvordan det kunne lykkes Elisée samtidig at give så storslåede oversigtsbilleder og en så uendelig mængde virkningsfulde enkeltheder – smilende, dystre eller ophøjede, altid poetiske – hvormed hvert bind er så opfyldt, at man ikke kunne anbefale en rejsende en bedre rejseledsager. Når man samtidig betænker, at der hvert år udkom et nyt bind, og at hele værket udkom i leveringer uden nogensinde at udeblive en uge, kan man slet ikke gøre sig klart, hvordan et menneske nogensinde har kunnet blive færdig med et så umådeligt arbejde. Og dog, der er ikke en linie i det umådelige værk, som han ikke egenhændigt har skrevet, hvad enten det nu er i det første manuskript, som drog værkets store linier, eller i de utallige tilføjelser, som blev gjort, når det første manuskript var blevet trykt i korrekturaftryk. Elisée var især fremragende, når han beskrev de store nationer såvel som de tusinder af små folkeslag. Man skulle tro, at disse beskrivelser måtte gentage sig – aldeles ikke! Og når han talte om det mindste folkeslag, fandt han nogle ord hvormed han indgav læseren dene tanke, at alle mennesker har deres værd, at der ikke er højere og lavere racer.
– – – –
I Clarens gjorde vi hans bekendtskab, og snart havde vi alle lært at holde af ham, når vi mødte ham på møderne, kongresserne og i Juraforbundets snævrere sammenkomster. Ved siden af “Bulletin”, forbundets organ, havde Reclus tilligemed Lefrancais*) og Joukovsky grundlagt et månedsskrift “Le Travailleur” (“Arbejderen”). Da så “Le révolte”**) begyndte at udkomme i Genéve. Sluttede han sig til os, og snart gik han ganske op i vort tidsskrift. Han ringeagtede ikke noget arbejde, hvor lille det end var, når han ved det kunne hjælpe os. Og da senere den anarkistiske bevægelse antog voldsommere former, standsede han ikke på halvvejen; han fulgte den i dens konsekvenser; han forstod at hade, som han forstod at elske, og han hadede den nuværende samfundsorden. Derfor havde også den bevægelse, der rejste sig i egnen om Lyon, hans fulde bifald. Han, der ikke ville tilføje et menneske vold, forstod at arbejderbefolkningens frigørelse, ikke kunne gå for sig uden voldsomheder, der vakte masserne, eller under heftige kampe mellem udbyttede og udbyttere. Derfor støttede Elisée også, da “Le révolte” blev truet med forfølgelser, af al kraft vennerne i Genéve, der vedblev at udgive avisen. På den tid skrev han ofte i “Le révolte” og holdt i Genéve foredraget “Evolution et Revolution”, hvis anarkistiske tendens forargede hans talrige venner og beundrere blandt de lærde. Han vedblev hele sit liv at være “en kommunard”. Og senere, i halvfemserne, da så mange andre blev afskrækkede ved bomberne i Paris og blev stødt tilbage ved de hos os opstående teorier, der ikke anerkender den borgerlige moral, og skyndte sig at trække sig ud af det – da blev Elisée Reclus stående, hvor han var. Han stillede sig mellem dem, som de styrende, ja, socialisterne i regeringen satte udenfor al lov og ret; og han gjorde det så grundigt, åbent og ærligt, at de styrende, som i dette øjeblik udbyttede republikken – hvilken retning de så end tilhørte – fattede et uforsonligt had til hele familien Reclus, i det mindste hele dens revolutionære gren.

*) Lefrancais deltog i Kommunen og blev efter denne dømt til døden, men levede i udlandet og deltog i 1872 i kongressen i Haag, på hvilken Bakunin og anarkisterne af Karl Marx blev udelukket af det socialistiske parti.

**) Le révolte skiftede siden navn og kladtes “la Revolte” og fortsættes nu under navnet “les temps nouveaux”.
(Alle anmærkninger er oversætterens).

Paul Reclus blev indviklet i de tredives proces. Hans gamle fader Elie blev arresteret, ført til vagten, klædt af og målet ved det, disse hallunker af foregivne lærde i deres jargon kalder “Tauthrpométrie” (“Menneskemåling”, f.eks. Bertillons bekendte system). Elisée undgik kun arrestation ved at han dengang ikke opholdt sig i Paris; men “les amis de l’ordre” (“ordensforsvarerne”) skånede ham ikke for deres had og lumpne beskyldninger. – Frankrig var for øjeblikket i en sørgelig håbløs stilling. Hvad Elisée led ikke blot ved at se “la haute pégre” (de fine, høje tyve), men det franske folk, ja endog pariserarbejderen for Alexander d. Tredjes fødder, ved at se dem slikke sig om munden, blot kejseren smilte – hvad han led ved senere at se de kongeligsindede og boulanger så nær ved at komme til magten, at den eneste grund til at eneherredømmet ikke blev indført, var mangel på kraft hos den, der efterstræbte det*) – hvad han led ved at se dette skønne Frankrig, som han elskede så højt, så dybt sunket – det nævnede han vel aldrig for nogen, men vi kunne forstå det af et ord i et brev, eller af en ytring, der undslap ham under hans korte besøg i London**). Han forlod Frankrig for ramme alvor og bosatte sig i Bruxelles. Først da det franske folks samvittighed begyndte at vågne under Dreyfus-affæren, besluttede han sig til atter at sætte foden på den fædrende jord.
I mellem tiden grundede han i Bruxelles et virkelig frit universitet – sådanne universiteter, som man engang vil få at se, når Europa er genfødt af den sociale revolution. Ved dette universitet holdt Elie Reclus sin betydningsfulde forelæsningsrække – omtrent 100 forelæsninger – om oprindelsen af de religiøse ideer og religionerne, her holdt Elisée i flere år forelæsninger om det menneskelige samfunds udvikling under indflydelse af forskellige geografiske forhold. Disse forelæsninger, af hvilke anarkiet fremgår som en videnskabelig, uundgåelig følgeslutning, udgør hovedparten af det smukke arbejde i tre tykke bind, “La terre et l’Homme” (“Jorden og Mennesket”), som nylig er begyndt at udkomme i Paris.
Elisée blev færdig med dette værk forrige forår. Den energi, han hidtil havde været i besiddelse af, trods hans hjertesygdom, som første gang angreb ham i året 1880, svækkedes synligt. Hans broder Elies død gjorde også et stærkt indtryk på ham. Vi frygtede dengang, at vi skulle miste ham. Hjertestandsninger gentog sig næsten hver nat. og dog, hver gang der var en ung ven til stede, vendte han altid – når han mellem de smertefulde anfald kom en smule til kræfter – tilbage til den store tanke, der havde givet hans liv indhold, anarkiet. De første tegn på, at Rusland vågnede, somv iste sig dengang, fyldte ham med glæde. Han så deri begyndelsen til den sociale revolution, som – det vidste han vel – ikke ville holde sig indenfor Ruslands grænser, men til sidst omfatte hele Europa. Efter myrderierne i Petersborg sidste januar, samlede han endnu engang sin kraft og tog til Paris og talte der i nogle minutter og hilste det første skær af folkerevolutionen i Rusland. Men man så allerede, at om end hans ånd bevarede sin fulde klarhed og energi, formåede hans hjerte dog ikke længere at udføre sine livsfunktioner. Det ophørte at slå natten mellem den tredje og fjerde juli.

*) Boulanger: G. E. J. M. Boulanger, fransk general og politiker, født 29. april 1873 i Rennes, død 30. september 1891 i Bruxelles. Kæmpede mod Kommunen og var den eneste officer, som forlangte udmærkelse derfor. Senere krigsminister, stræbte efter at lave omvæltninger, for selv at kunne fiske i rørt vande. Dømt for landsforræderi til deportation, boede på øen jersey, skød tilsidst sig selv.

**) Hvor Krapotkin bor.

– – – –
Anarkiet kan allerede fremvise en række overordentlig skønne skikkelser. Elisée var en af de mest udtryksfulde og fremtrædende blandt dem. Alt bidrog dertil. Man ser mennesker, der er meget revolutionære i deres tanker, men man må spørge sig selv: Hvordan vil de engang kunne finde sig i den sociale revolution, når den begynder, når det bliver nødvendigt at give afkald på så mange vaner fra et liv, hvor man vel må arbejde men dog lever som udbytter – thi det er alle de, der er i begunstigede stillinger? Hvordan vil de kunne finde sig i lighedsprincippet, uden hvilket ingen social revolution er mulig? Hvor vil de med deres herskelyst kunne vise denne agtelse for andres tanker i forbindelse med lidenskabelig kærlighed til deres egne grundsætninger – denne åndelige ligevægt, som danner grundlaget for anarkismen? Hvor vil de nedelig kunne finde forståelse endog for de tankespring, som bidrager deres til fremskridtet, når “de gamle guder styrter”, når herskermagten har overlevet sig selv og går under?
I den henseende var der ikke den mindste tvivl mulig med hensyn til Elisée Reclus. Han var anarkist i bund og grund, hans hele væsen var gennemtrængt af anarkismen. Det tørre brød ville for ham have været tilstrækkeligt, når det galdt om en revolutionær krise, når det galdt om at arbejde med på at opbygge en fremtid, fuld af rigdomme for alle. Han forstod at vedblive med at være fattig, aldeles fattig, til trods for den lykke, hans bøger gjorde. Den tanke at herske, ligegyldigt over hvem, synes aldrig at være opstået i hans hjerne. Han hadede blot det mindste grad af herskerlyst. For ham, der så godt kendte alle de folk, der spredte over hele jordkloden – viser os de forskellige trin i menneskeslægtens udvikling, for ham, der med et øjekast i sin tanke kunne følge hele menneskehedens lange lidelseshistorie, for ham var anarkiet ikke en dejlig drøm. Det var den nødvendige følge, slutstenen i historiens og videnskabens bygning, vort mål, fastsat lige så sikkert som den stjerne, vort solsystem i dag styrer henimod. Og da naturen, den smukke natur, som han elskede, som Goethe, som Shelley*) elskede den, for ham var en lov, lod han sig aldrig drive ud af kurs ved sådan overtro, som indgives én af frygt for et indbildt hinsidigt.

*) Shelley, engelsk digter, født 4. august 1792, død 8. juli 1822. Studerende, men blev på grund af atheisme forvist fra universitetet. Ven med digteren Byron. Omkom ved et ulykkestilfælde i Italien.

Og desuden, han måtte stræbe efter idealet endnu i dag. Han har aldrig kendt et sådant hykleri, som bringer despoten til at sige: “Det vil passe for den dag i morgen, foreløbig bliver jeg ved at herske.” Da studiet af naturen, historien og mennesket i alle zoner og i alle tider havde bragt ham til i mennesket – racen og det enkelte individ – at se et produkt af forholdene; da han havde opfattet anarkismen som en fremadskridende magt gennem tiderne, så var det ikke for ham et tomt ord, noget attråværdigt, men fjerntliggende. Han betragtede det altid som en bedre måde at leve på for menneskene, når de ikke søgte at herske over hinanden. Han levede altid på den måde, og hvis han på ny var kommet i en kommune, der gjorde oprør, ville hans valgsprog have været: Det frie, gennemførte, dristige og netop derfor sejrrige anarki.

“Vækkelse”

De unge socialister, som indtager en højst mærkelig stilling, idet de på en gang er både modstandere og tilhængere af generalstaben i Rømers- og Farigmagsgade, og som var nægtet lokale i “Folkets Hus” på Jagtvejen, fordi de ikke drak nok, har fundet det både uretfærdigt og forargeligt, at samme lokale blev udlejet til deres mere fordrukne modstandere – overklassens håndlangere og folkets fordummere – Indremission. For at protestere derimod har de grebet til det radikale middel ligefrem at drive præsterne og deres sindssvage tilhængere ud ved at forstyrre møderne for dem. At de fører kampen på denne måde, forstår vi så godt, derimod fatter vi ikke, at de helliges almægtige Gud vil finde sig i denne formastelighed. Hvorfor lod han, som jo dog må være tilhænger af sin egen sag, ikke ligesom i gamle dage, ild og svovl regne ned over disse ugudelige, eller hvorfor lod han, hvis dette middel måske var for radikalt, dem ikke i det mindste slå ned med stumhed? Man skulle dog synes, det var rimeligt, at han beskyttede sine får mod ulvenes angreb. Det er ikke godt at vide grunden. Måske er det, fordi denne Gud slet ikke eksisterer, og måske er det, fordi han i sin forudseenhed ved, at disse unge radikalere nok med tiden, når engang de ivrigste talemagere får stoppet nogle bidder flæsk i munden, ender som gode, loyale, lovlydige, gudhengivne og kongeligsindede socialdemokrater.

Alvor

Det er virkelig sandt – der begynder at komme mere alvor i folk.
Københavnerne, som for nogle år tilbage kun tænkte på al slags pjank og pjat og kun levede for at kunne gå på værtshuse, variétéer og revyteatre, har i de senere år begyndt at få øjnene op for, at menneskene bør have større og ædlere opgaver end at drikke øl og gå på tøsesjov.
Hvad der har bevirket omslaget er ikke vanskelig at sige.
Der er nu først forbilledet, som virker så stærkt karrikerende, at man væmmes ved at efterligne det. Den unge slægt, som vokser op, får foragt for de gamle, som blev sløvede på grund af spiritusdrikning og mangel på tænkning. De så, hvorledes det misklædte med alt det pjank. Dernæst har oplysningen sin store indflydelse. Skoleundervisningen, som de unge fik, afveg jo en del fra den de gamle havde fået, mere fordi lærermes syn, påvirket af litteraturen, havde ændret sig, end fordi lovgivningsmagten havde grebet ind, populære, videnskabelige bøger og blade kastes ud på markedet, og let tilgængelige og let forståelig, som denne litteratur er, bibringer den folk forståelse af tilværelsen og højner derved deres livssyn, og romanlitteraturen går fra at være naiv og pjattet over til at blive realistisk med en alvorlig og moraliserende tendens. Ja, selv dagbladene, hvis medarbejdere ellers væsentligst rekruteres blandt tanketomhedens og pjankehovedernes rækker, begynder så småt at ændre kurs. Men først og fremmest skyldes denne ændring sikkert den stedse alvorligere karakter, den økonomiske elendighed antager, kampen for tilværelsen bliver mere og mere bitter og tvinger folk til eftertanke.
Man mærker særlig denne interesseændring blandt de indfødte københavnere. Landboerne, som kommer hertil, og som tidligere udgjorde det alvorlige element, har nu for det meste overtaget københavnernes rolle som byens klovner, og dem er det nu, der væsentlig holder vore beværtninger, snasker og gøgleranstalter oppe, medens københavnerne i større og større grad får alvorligere interesser. Tager man sig for for en aften at gå fra beværtning til beværtning, vil man få bekræftelse derpå. Fysiognomi og mål på de fleste af de skrog, der tilbringer aftenerne her med at tylle spiritus i sig, spille kort og billard eller skændes og slås, vil røbe den forhenværende bondekarl – mærkværdig nok mest sjællændere og fynboer, sjældnere jyder. De københavnere, som af nødvendighed eller lyst går på værtshus, ser man derimod kun sjældent på disse snasker, de foretrækker for det meste de pænere og fredeligere automater og antiautomater eller andre caféer, hvor de i fred og ro kan sidde og læse dere avis.
Hvad der ligeledes afgiver et godt vidnesbyrd om denne ændring, er den mangel på interesse, der er ved at udvikle sig for det, hvorom tidligere næsten alle tankerne drejede sig, nemlig: Revyteatrene. De forvrøvlede vittigheder, som før så stærkt fangede sindene og optog tankerne, bliver nu knapt ænsede. Slagsangene, som gamle og unge tidligere i skøn forening tudede fra morgen til aften, er nu kun kurs hos gadens og småvariétéernes ungdom, trods al den reklame, der gøres derfor.
Midt i al denne alvor blandt det store folk virker det på en gang både humoristisk og sørgeligt at se, hvorledes samme folks repræsentanter i Rigsdagen mere og mere lader det sted, hvor folkets tanker og vilje skulle give sig udslag i handling, udarte til at blive et nyt revyteater, hvor medlemmerne har overtaget rollerne som klovner. Man kan se det her hjemme såvel som i udlandet, den stivhed og forlorne værdighed, hvormed disse rigsdagsmænd i bevidstheden om deres egen betydning tidligere førte sig med, er bleven afløst af det pjankede humør, som kendetegner folk, der intet alvorligt har at tænke på. Som hos en flok konkurrerende skuespillere laves der mellem kulisserne alle slags intriger mellem de optrædende og striden, der føres om de spørgsmål, der foregives at skulle tjene til folkets bedste, er nu nærmest at sammenligne med en sport, hvor hele opgaven bliver at vise sine intrigante færdigheder og desuden putte vælgerne blår i øjnene for at kapre deres stemmer til næste valg. Ja, som vi jo ofte har set, går man mange steder endog så vidt, at rigsdagsmændene indbyrdes ligefrem foranstalte hele slag, hvor næsetyvere og stokkeslag uddeles, og hvor blækhusene benyttes til at bombardere hverandre med.
Social-Demokraten, hvis egne ledere jo for resten selv deltager i komedien, endda ikke som de mindst aktive, har da også med sædvanlig selverkendelse begyndt at inddele rigsdagsreferaterne i scener – første, anden, tredje osv. , og vittighedsbladene har alt længe hentet sine mest humoristiske emner fra denne sportsscene. Noget alvorligt arbejde bliver der da heller ikke udrettet på Rigsdagen. Der bliver ikke engang gjort forsøg derpå. De fleste forhandlinger drejer sig om betydningsløse lapperier, og sker det undertiden, at der fremkommer forslag om virkelig betydningsfulde reformer, kan man være sikker på, at de bliver gennemførte, fordi der mangler enighed. Disse politiske sportsmænd lader nemlig hellere folket lide under de gamle forældede institutioner og love, end de opgiver så meget som en tøddel af deres indbildte mening. Det er noget, der ligger i partipolitikkens natur, og som aldrig vil blive anderledes så længe vi skal trækkes med en folkerepræsentation med modstridende økonomiske interesser.
For de folk, der har deres på det tørre, og som derfor kan betragte disse rigsdagsskuespilleres arbejde og kævlerier med et overlegent smil, kan det hele måske synes ganske humoristisk; men for alle de andre, for dem, der lider under de bestående forhold og derfor med længsel imødeser den stund, hvor også de skal få del i livet, må det derimod synes mindre lysteligt, thi når man lider nød og fattigdom, har man kun ringe sans for det humoristiske.
Det er disse folk, anarkismen særlig har bud til, fordi det er dem, der af pligt mod sig selv må slutte sig til den. Anarkismen er antiparlamentarisk, netop fordi den forstår, at enhver rigsdagsforsamling, trods det, den i teori kan forsvares som hjælpemiddel til befordring af socialismen, i praksis altid har vist sig at være unyttig, ja, endog skadelig; thi ikke alene skaber den stilstand i den sociale udvikling, men den bevirker, at folket undlader at udrette det, det burde og ville udrette, i fald det forstod, at det ikke er igennem Rigsdagens gøgl, men gennem deres egen private indgriben i forholdene, at vejen til frigørelsen går.
Om de alvorlige tendenser, der nu begynder at vise sig i folket, ville føre til at abne øjnene i den retning, da ville sikkert livet snart kunne begynde at forme sig lysere for alle dem, som nu lever og lider i mørket.

Teori og praksis

Der stod tre læredrenge og røg
og harked’ og spytted’, som det sig nu sømmer
for raske drenge af rette tømmer.
“Tja!” udbrød den ældste, “den er fan’eme drøj
sådan at “slæve” hele dagen,
fra måren te aften, og det værste ved sagen
er nu med lønnen, for den er s’gu sløj.
Nu fyldte jeg dog de “sytten” i fjor
- alt hvad jeg af “slavepiskeren” får
er halvanden “forhjul” om dagen.”
- “Hm!” svarede den anden, “ja, gu’ er den fæl;
men er de’ i grunden inte os sæl’,
der er skyld i det hele; thi hvis vi nu tog
- vi tre kammerater, og sammen os slog
og lavede en fagforening – ?”
“Ja, Peter,”
udbrød den første, “du siger s’gu noget.
Når mestrene selv gør os det så broget
og inte ve’ gi’ os godt med moneter,
vi truer med strejke, og slår han ej til,
min sæl om vi oftere arbejde vil.
- “Næ!” samtykte Peter, “så gu’ om vi gør,
men tror du nu osse, at Kresjan der tør?”
- “Om han tør?” for hvem? For mester måske?”
Når jæ siger han skal, ska’ det fanemæ ske.
Går du inte mæ, du Kresjan, hva?
Nå ikke, er du skruebrækker da?”
- “Nej!” svared’ Kristian lidt frygtsomt, “men
hvorfor skal vi egentlig gå på den?”
-”Hvorfor? Men dreng er du tosset da.
Ved du fjols da slet ikke a’,
at en mester, sådan en vigtig fyr,
kun er, hva’ man kalder et skadedyr.
Til føden, han spiser, jeg siger, min sjæl,
han tjener s’gu inte en reje sæl.
Han får den af os socialdemokrater;
men det vil jæ sige jer, kammerater
- at det er der slet ingen mening i.
- Højere løn og lidt mere fri,
klø vil vi slet ikke finde os i.
- Sådan er parolen, efter den ska’ vi gå.
- Jæ er nu af dem, der nødig vil slå,
Men de’ vil jæ sige dig, Kresjan – dit snøvl,
går du inte med, får du fanemæ høvl.
- Først laver vi nu i forbundets navn
en afdeling her for København.
Så vælger vi en formand – bi lad mig nu se
- den post kan jæ jo sæl passe storartet te.
Så sætter vi kontingentet, min far
- det er “femogtyve” om ugen – dem la’r
I formanden få som honorar.”
“Næ!” indvender Peter. -
“Hold kæft dog lidt.
Du må s’gu ikke forstyr’ mig så så tit.
Dig kan vi nok som næstformand bruge
- Næstformanden slipper med “ti” pr. uge.
Og Kresjan der kan s’gu medlemmer være.
Husk på, hvad det er for en rædsom ære
at stå i en fagforening – du,
jæ tror, det er bedst, I betaler nu.
Men hva’ – gør I vrøvl – er I da gale?
Vil I ikke jert kontingent betale?
Nu op mæ mønten og ingen vrøvl,
ellers ska’ I fanmæ få en drag høvl.
- Disciplin ska’ der til i vorses rækker,
ellers ku’ s’gu enhver af jer bli’ “brækker”.
- For frihed og lighed vi åbner vor kamp.
Nu op med moneten, ellers vanker der tamp.”

* * *

M o r a l e n_ det bliver, om du vil dig
til talsmand for idealer gøre,
så følg dem selv, thi ellers ej
din kamp du fremad til sejr vil føre.
S-s.

Dansk retspraksis

Det er en historisk kendsgerning, at gamle, forældede love først ændres, efter at folk ligefrem har gjort sig til regel ikke mere at respektere dem. Nu tror imidlertid de fleste mennesker, at det er enkelte forhærdede personer, som f.eks. tyve og røvere eller “fanatiske” anarkister og oprørere, der lægger for med at bryde loven. Dette er imidlertid en ganske fejlagtig antagelse, tværtimod er det som regel fra den stik modsatte kant, nemlig politimyndighederne selv, at de første stormløb mod lovene begynder. Dog er der den forskel, at medens de første bliver straffede derfor, går de sidste fri. For at imidlertid ikke folk skal forarges over denne uretfærdighed, vil vi forslå at ændre lovene således, at der bl. a. kommer til at stå:
1. Det er under dødsstraf forbudt at opfordre til revolution, kongemord eller lignende. Forbudet gælder dog ikke for Venstreblade ved sådanne lejligheder, hvor f.eks. en kronprins har udtalt, at vi må regne med et højreministerium i en overskuelig fremtid.
2. Det er forbudt at tale eller skrive nedsættende om en fremmed monark, som tilhører en venskabelig sindet nation. Forbudet gælder dog ikke den indflydelsesrige del af pressen.
3. Da der er forsamlingsfrihed og meningsfrihed, er det tilladt at afholde offentlige møder. Dog er det, når anarkisterne afholder sådanne, opdagelsespolitiet tilladt at søge at forstyrre disse møder ved:
a. At overtale eller true vedkommende vært til at nægte at udleje sit lokale eller til at slukke gassen for dem eller bortvise dem midt under mødet. Dog skal dette ske efter højere ordre.
b. Ved alle slags tilråb at søge at forstyrre mødet, og hvis de ikke alene er i stand dertil da at opfordre de tilstedeværende “bisser” til at “holde sjov”.
4. Det er tilladt opdagelsespolitiet at søge at bevæge anarkister til at afholde møder på sådanne steder, hvor dette er forbudt (f.eks. Kongens Have) for derved at få lejlighed til at skride ind og opløse mødet.
5. Der skal være pressefrihed. Udkommer der anarkistiske blade er det dog politimyndighederne tilladt, ved indirekte trusler om mulkter og lign. at skræmme vedkommende blads bogtrykker til at nægte at trykke bladet.
6. Det er forbudt at bruge skældsord om andre, selv om vedkommende ikke er til stede. Dog er det tilladt politiet at omtale anarkister med udtryk som f.eks.: “skeløjede rad”, selv om vedkommende slet ikke er skeløjet, “næbbet kvæg” og “snottet dreng”.
7. Når et menneske indstævnes til at møde som vidne for “retten”, kan han gøre fordring på 1. kr. i godtgørelse for den spildte tid. For anarkister gælder dette kun for så vidt vedkommendes vidneudsagn er i overensstemmelse med assessorens opfattelse af sagen. Fastholder man desuagtet sin fordring, er assessoren berettiget til at lade vedkommende smide ud.
8. Det er tilladt en assessor at true et vidne med arrest og forbedringshus, i fald vedkommende ikke er i stand til imod sin samvittighed at sige ja til at have hørt noget, han ikke erindrer at have hørt.
9. Tortur som tilståelsesmiddel skal være afskaffet i dansk retspleje. Dog skal det være tilladt at lade fangerne sulte fra 6 morgen til 5 aften, når det menes hensigtsmæssig for at fremtvinge tilståelse. Ligeledes skal det være tilladt at holde dem fangne indtil 1 år, i fald de nægter sig skyldig i noget, som vedkommende assessor mener de alligevel er skyldig i.
Hvis disse ændringer bliver gennemførte, vil det afhjælpe et af politimyndighederne længe følt savn.

___________________________________________________________________________

Meningsfæller

indbydes til møde førstkommende onsdag (d. 1. november) aften kl. 8.30, i “Hotel du Prop”, Fuglevangsvej 14, ved Ørstedsvej. Foredrag om Anarkismen. Medlemmer af Socialistisk Ungdsomsklub har adgang mod forevisning af medlemskort.

Sandhed. “Social-Demokraten” bringer d. 15. oktober i en artikel betitlet “Vor presse” følgende grinagtighed til torvs: “- det nytter kun lidt, at hvert ord, der står i den (“Social-Demokraten”) er sandhed – - -”. Dermed er bladet nået op i rang med Bibelen, som jo ellers har været det eneste skrift, der har gjort fordring på at være ubetinget sandhed. De, der skriver “Social-Demokraten”, må vel så stilles side om side med de mere eller mindre guddommelige væsener, der har Bibelen på samvittigheden, og om en gang socialdemokratgeneralerne kommer til roret, vil vi så rimeligvis nok blive velsignet med en lov, der påbyder, at man skal tro lige så blidt på “Socialen”, som man nu skal gøre det på Bibelen, og at al driven spot med “Social-Demokraten” vil blive strengt straffet med død på Bålet eller under formidlende omstændigheder livsvarigt tugthus. Hvis da ikke forinden hele herligheden er endt i muddergrøften.

Løgn. “Social-Demokraten” fortalte, at “Skorpionen”s redaktørs arrestation skyldtes et billede, han havde malet af Alberti og som skulle have været udstillet i en butik på østerbro. Det hele er selvfølgelig løgn, billedet har ikke spor med dette blad redaktør at gøre.

De mest fordrukne. Socialdemokraterne har, efter forlængst at have allieret sig med kapitalistsamfundets overhoved – kongemagten -, nu også forsonet sig med deres tidligere fjende: Indremission. I alt fald giver de dem gladelig husly i deres forsamlingsbygninger til deres religiøse fordummelsesmøder. For nogle år tilbage blev der nægtet anarkisterne lokale i samme forsamlingsbygning og for nylig har “Socialistisk Ungdomsforening” måtte lide samme skæbne, med den motivering at de i k k e d r a k n o k.

Sorg. Der hersker stor sorg hos vore socialdemokratiske rigsdagsmænd over, at prins Carl skal eksporteres til Norge, og Borgbjerg har da også foreslået Rigsdagen at forbyde det. Vi synes dog ikke, de har grund til at være så forfærdelig kede deraf; thi vi har jo nok endda af prinser, de kan gnide sig op af, og de må da også kunne unde deres norske kolleger lidt skin fra nådens sol.

Et sikkert middel. De halvvilde folkeslag på Madagaskar skal nu velsignes med en socialdemokratisk guvenør. Man må lade den franske regering, at den forstår at tage kampen op mod Socialdemokratiet.
Her hjemme har det forøvrigt været på tale i regeringen at følge eksemplet og lade P. Knudsen blive guvenør på vore vestindiske øer. Da man imidlertid frygtede, at niggerne derovre endnu ikke helt havde svedt deres menneskeædende tilbøjeligheder ud, turde man ikke udsætte dem for denf ristelse, det unægteligt måtte blive at se så meget lækkert fedt.

Disciplin. Vi har ofte, når vi har hørt socialdemokratgeneralerne tale om disciplinen, der var nødvendig inden for partiet, spekuleret over, hvad de egentlig forstod ved disciplin. Nu har Martin Olsen i Folketinget forklaret, at discplin betyder – K l ø.

En frygtelig hævn. Hoffet har, efter hvad “Social-Demokraten” melder, opsagt sit abonnement på “Adresseavisen”, fordi der i denne havde stået en fornuftig artikel om kongemagten. Hvis bladet blot bliver ved i samme ånd, overvinder det forhåbentlig nok det frygtelige tab.
Det forlyder forøvrigt, at hoffet i stedet for “Adresseavisen” vil tage endnu et eksemplar af “Social-Demokraten”. Det er Sabro’s husagitation, der virker.

___________________________________________________________________________

Efter i 51 dage at have siddet arresteret, fordi jeg havde tilladt mig at have en anden mening end Eugen Petersen og hans “intelligente” håndlangere, har jeg atter overtaget redaktørposten. Antagelig vil det dog næppe vare længe, førend de herrer atter vil føle sig forargede.
Sophus Rasmussen.
Alle meddelelser til redaktionen bedes foreløbig sendt til ekspeditionen.

___________________________________________________________________________