Hej.
Mit seneste indlæg på bloggen før dette er pt. knap 8 måneder gammelt og det skyldes mange ting. Dels gider jeg ikke rigtig længere, dels er jeg jo også gået over til at mikroblogge på Twitter, som jeg lige for tiden synes er genialt.

Twitter
Jeg oprettede mig som bruger i Januar og har allerede haft mange gode oplevelser forårsaget af Twitter. Blandt de mest bemærkelsesværdige må nævnes, at jeg blev kontaktet af Corey Brown som er ophavsmand til og tovholder for Notreble.com, som er en side jeg var faldet over flere gange før, fordi jeg synes den havde en højere standard af indlæg end mange andre bas-blogs, som ofte skriver om nogle lidt mere random og ubrugelige ting, og som ofte ikke er så professionelt lavet som Notreble er. Corey sendte mig så en besked på Twitter, hvor der stod noget i retningen af “Hej, jeg synes du skriver nogle fede indlæg og tænkte på om du kunne have lyst til at blive contributor (som vel ca. er ’skribent’ på dansk) for Notreble?” Vi skrev så lidt frem og tilbage og jeg spurgte ind til hvad det indebar (jeg synes ikke jeg ville binde mig til mere end hvad jeg kunne overholde) og det endte med at jeg nu officielt er blevet contributor på en blog som lige for tiden læses af 3000 månedligt, Corey regner dog med at den når op på minimum 30.000 før eller siden, hvilket er et ambitiøst mål, men ikke urealistisk tror jeg. Der er en del kendte bassister der læser bloggen har jeg lagt mærke til, og der er kommet tre faste contributors (deriblandt mig selv). Her kan man se min contributor-side.
Derudover er jeg af Linda Mills blevet tilbudt en guidet tur hvis jeg nogensinde skulle komme til Philadelphia i løbet af min tid i USA (hvilket jeg nok gør).
Generelt kunne jeg godt snakke mere om Twitter, men jeg vil ikke holde en lang salgstale. Dog er der en bred misopfattelse om, at det er en erstatning for en blog og derfor ikke andet end en begrænsningsøvelse. Det er det slet ikke. Twitter handler ikke om én selv, men 70% om de andre mennesker man er i kontakt med (tallet 70 er bare noget jeg løst anslår, for der findes jo også et blogging-aspekt, men det er ikke størstedelen). Med mindre man er en celebrity og holder sig til at skrive informative tweets, er Twitter jo en form for social media, som går ud på interaktion pr. definition. Selvfølgelig skal man skrive noget i starten for at få læsere, men hvis man ikke er påtaget eller kun skriver reklamerende/selv-promoverende tweets, og derimod responsiv og venlig over for dem man “følger” (læser) skal de nok komme. Og det er der, at Twitter begynder at blive sjovt, ikke som et udløb for ens egne kortfattede holdninger til ting (det kan man jo lige så godt bare gøre på sin blog), men som en kommunikationsform med mennesker af interesse/med samme interesser som en selv.
De mennesker jeg er i jævnlig kontakt med er fx næsten alle sammen bassister/musikere og/eller kristne.
Jeg har fx spurgt om råd til hvordan man bedst tager en bas med i et fly fra British Airways og om nogen har erfaringer med elektrisk kontrabas uden krop og blev i begge tilfælde hurtigt klogere via. forskellige inputs og samtaler. Jeg har en fornuftig idé om hvordan jeg vil gribe det an med bassen i flyet og har faktisk næsten bestemt mig for hvilken kontrabas jeg skal købe når jeg er derovre.
Ens oplevelse af Twitter bestemmes i høj grad af hvem man interagerer med.

USA
En anden stor ting der er sket (og vel grunden til at jeg opvækker bloggen fra de døde) er, at jeg skal til USA fra. d. 24. juni og indtil udgangen af 2009 i første omgang, men med mulighed for igen fra ca. april til engang i sommeren 2010. Jeg skal arbejde som au pair i Cresskill, New Jersey hos en mand med Parkinsons og hans danske kone, som er på arbejde mange timer om dagen.
Inspireret af Twitter, tror jeg jeg vil prøve at blogge nogle korte indlæg, men muligvis med mange billeder. Jeg er dog stadig ikke sikker på, hvordan det bliver, måske opretter jeg en separat blog til formålet, men så skal der nok komme besked herinde. I så fald vil denne blog sandsynligvis blive endeligt aflivet.
Jeg fik i øvrigt jobbet via. Facebook oprindeligt… en ven fra efterskolen, som har været au pair det samme sted i starten af 2008, skrev i sin Facebook-status at han var blevet bedt om at finde nogen til at skulle derover. Jeg spurgte så lidt ind til hvad det gik ud på og ping-pong, så var der en aftale på plads. Så det bliver spændende.

Youtube
Jeg er nu også at finde på youtube, hvor jeg i skrivende stund spiller bas i 4 videoer, og der er flere på vej. Min channel kan ses her: Youtube.
Youtube-baslegenden MarloweDK blev jo suspenderet til stor kontrovers, for et stykke tid siden, pga. playalongs med copyright-issues, så jeg tøver med at lave for mange af dem, og vil ikke lave playalongs med musiknumre, jeg ikke selv lovligt ejer, og kun med numre/bands jeg ikke synes er repræsenteret på youtube, deriblandt et par danske.

I torsdags var jeg til en af de sjældne koncerter, jeg tager til. Sidst jeg var til koncert, var i 2004, hvor jeg så Maceo Parker på Train i Århus (som en slags lille gave til mig selv, da det faktisk var på min fødselsdag), da jeg generelt ikke er typen, der går til koncerter med mindre det er helt store navne inden for my kind of music (eller bands med kendte bassister, men kommer ofte ud på ét), og så kan det være forholdsvis ligemeget hvad det koster. Til gengæld har jeg så også rimelig høje krav Jeg ville også vildt gerne have været til denne her koncert, men jeg var ude at cykle en lille tur på det tidspunkt. Jeg mødtes med et par gamle venner i Århus i timerne op til koncerten startede, hvoraf den ene sagde, at han max ville give 40,- for en koncert, men til gengæld går til langt langt flere end jeg. Det er naturligvis også anderledes når man bor i en storby, der er så koncertvenlig, som Århus fx er det.
Jeg har ventet til idag med at skrive om koncerten, da jeg tog et billede med min telefon af, hvor godt mit sæde rent faktisk var, men den infarøde forbindelse på min computer vil åbenbart ikke modtage nogle bestemte billeder. Men man kan tage dette billede fra anmeldelsen på Århus Jazz Festivals egen side og gå 6-8 sæder til venstre for fotografen, altså sædet præcis foran Michel Camilo selv, og så ét mere til venstre, så sad jeg dér.

Jeg kan ikke påstå, at jeg vidste hvad en Hang drum var før jeg så følgende video med Manu Delago, men det virker til at være et ret fedt instrument. Konceptet minder lidt om steel drums/steel pans, bare med en lidt blødere lyd. Det er kun et spørgsmål om tid før verdens mest eklektiske (på den gode måde) band, Bela Fleck & The Flecktones, inkorporerer instrumentet i en sang.

Her er Manu Delago i en duet med Christoph Pepe Auer på basklarinet og sangen “Hidden Track”:

Sikke dog en skør mand…

For en uge siden sluttede NAMM 2008 (National Association of Music Merchants), som er verdens førende udstillingsvindue indenfor nye musikinstrumenter. Det afholdes hvert år til januar i Anaheim, California og sidste år var der over 84.000 besøgende – og det er endda kun åbent for medlemmer. Så det er pænt stort og anerkendes også som en nærmest komplet update på, hvad der sker rundt omkring i musikinstrumentbygnings-branchen (eller hvad det hedder…)
Hvis man er interesseret i at se lidt med på, hvad der sker på bas-fronten kan jeg anbefale denne tråd fra Talkbass.
Og her er i øvrigt den officielle youtube-channel: TheNAMMshowchannel

Der sker også andet end den førnævnte instrument-showcasing. Her er fra Fender Frontline’s Live-show:
Marcus Miller – What is Hip

Lidt forskellige sager, jeg er faldet over. Men jeg er uskadt, bare rolig…

Ukulele orchestra of Great Britain – Fly me on the Händel

Ukulele orchestra of Great Britain – The good, the bad, the ugly

Paul McCartney – Chaos and Creation

Beats of boredom

Jim Henson (fra The Muppets) – Time Piece

Yanni – Instrumental solos

Bach on glass

Nintendo acapella

Dream Theater’s Dance of Eternity – Ben Guerrero — Originalen

StSanders er en finne ukendt navn, som kun har lavet 17 videoer men af høj kvalitet. Overskriften på hans channel er “MOCK ‘N’ ROLL !!” og det er også, hvad hans videoer går ud på; at parodiere på kendte rockmusikere. Guitarister nærmere betegnet. Og ligesom med Adam02’s videoer (og ligesom med alle parodier) er det sjovest, hvis man har set det originale. Men i StSanders’ tilfælde kan de originale videoer findes på youtube stort set alle sammen.

Jake E. Lee shreds

Steve Vai shreds

-Ja, det er Ozzy der klapper i takt.
Den originale med Steve Vai hedder Tender Surrender og er faktisk ret god…

Alle tælle-øvelser burde være funky som denne:

I bedste Danske Bank-stil med at blande sager, der ikke umiddelbart er oplagte blandingsmaterialer:

Ikke dårligt.

De her situationer forekommer i virkeligheden alt for sjældent i hverdagen…
Mortal Combat!

I min serie om youtubere man bør kende, vil jeg dedikere en hel post til de youtubere, jeg indtil videre har fundet som er/virker til at være officielle:

Helmut Hattler – Bassist, kendt fra Kraan.

Steve Lawson – En af englands mest anderkendte solo-bassister.

Matt Garrison – Bassist, kendt fra bl.a. Pat Metheny og John McLaughlin foruden som solo-artist. En pioner indenfor en nyere højre hånds 4-finger teknik sammen med Janek Gwizdala, Damian Erskine og Gary Willis.

Janek Gwizdala – En relativt ny, men interessant, bassist, kendt fra bl.a. Jojo Mayer. En pioner indenfor en nyere højre hånds 4-finger teknik sammen med Matt Garrison, Damian Erskine og Gary Willis.

Damian Erskine – Peter Erskines nevø og bassist. En pioner indenfor en nyere højre hånds 4-finger teknik sammen med Matt Garrison, Janek Gwizdala og Gary Willis.

Mew – Det danske indierock-band.

Bill Clements – Den famøse bassist med kun én hånd. (Venstre)

Jonathan Herrera – Senior editor på Bass Player Magazine.

Jamie Oliver – Kendt TV-kok.

Tina Dickow – Dansk singer/songwriter

Lasserimmer – Standup-komiker.

Jonathan Spang – Standup-komiker.

Bunny Brunel – Bassist, kendt fra Herbie Hancock, Chick Corea og CAB.

Dave Marks – Undervisnings og session-bassist.

Adam Nitti – Bassist, kendt fra Steven Curtis Chapman og som solo-artist.

Real Madrid – Spansk fodboldklub.

Red Hot Chili Peppers – Band med verdens bedst kendte bassist.

Hillsong church Sydney – Kæmpe kirke.
Hillsong United TV -||-

National Geographic

Dream Theater – Verdenskendt prog. rock-band.

Jeg kan lige starte med at slå et slag for Drummerworld, som er en gigantisk artist-approved side med alskens trommen. Man kan både se en masse masse videoer og også hente mp3-filer fra nogle af trommeslagernes profiler. Der er profiler for praktisk talt alle trommeslagere, der er værd at nævne, men jeg vil til en start anbefale at studere disse: Dennis Chambers, Bill Bruford, Horacio Hernandez, Dave Weckl, Steve Smith, Carter Beauford, Joe Morello, Mike Portnoy, Steve Gadd og Vinnie Colaiuta – og nu brainer jeg bare… (Jeg har i øvrigt prøvet at teste mig selv i at se hvor mange trommeslagere jeg kunne nævne og sætte band/medsvorne på… jeg nåede næsten 70 så vidt jeg husker)
Men én af dem, jeg godt kan lide er Ray Luzier. Her er han med Billy Sheehan (som jeg også godt kan lide) på bas og Toshi Hiketa på guitar:
Taj

Her er det danske Latin-fusion band Buki-Yamaz, med Aske Bentzon i forgrunden. Ikke specielt en trommevideo, men én nævner i kommentarerne, at Jeppe Reipurth var en af de bedste danske trommeslagere nogensinde (Alex Riel spiser dog Reipurths slags som forret til sin morgenmad… i EN bid!)
Sweet Summer

Akira Jimbo spillede med i Casiopea som vel var Asiens/en fattig mands svar på Level 42 tilbage i 80erne engang, selvom de vist godt nok fandtes først. Jeg favoriserer bare Level 42 fordi de var større… Her spiller Jimbo en trommesolo med både normale trommer og elektroniske. Resultatet er ganske interessant.
Bond/MI

Her kommer en omgang verdensmusik, eller i hvert fald en form for fusion. Det er Zakir Hussein på tabla og Karsh Kale på trommer under ledelse af gamle Bill Laswell på bassen.

Dave Weckl er et groove-monster… men youtube havde ikke rigtig nogen video, der retfærdiggør hans skills. Denne kommer dog i nærheden:

Jeg er (kæmpe) fans med Bill Bruford….
Strom Boli kicks

Lærketunger i gele? Rimelig syret, men efter 3 minutter er Bruford fed.

Jeg kan godt lide Rush.
Numre som YYZ holder og bliver ved med at holde, selvom det er en af de sange, samtlige bassister i verden (inklusive mig selv) har spillet 200 gange. Geddy Lee har sin egen stil på bassen i sin tilgang til Rush’s brede repetoire, som spænder fra pop til prog-rock. Numre som YYZ, The Big Money, Leave that thing alone og La Villa Strangiato (og mange flere) har interessante bas-perspektiver og er sjove og udfordrende at spille. I La Villa Strangiato er der i løbet af sangen et sted, hvor guitaristen Alex Lifeson får lov til at improvisere en lille tale, og det har altid underfundige udfald.
På youtube ligger en del af disse Rants.
Her er et par stykker:

Han langer tit lidt ud efter jazz, fordi han synes jazz-akkorder er for random(me) som i denne video:

Ofte smider han den også over til sine to bandmates, når han introducerer dem.


Men generelt er han bare rimelig mærkelig, men på en påtaget og derfor komisk måde…

Jeg kunne sagtens have postet videoer af alle mulige gode sange de har lavet, men det ville blive en kæmpe post. Det udelukker dog intet…

Jeg skal i virkeligheden ikke påstå at jeg ved noget som helst om Pink Floyd, men man har vel trods alt hørt om dem. (Og skrevet)
På video.google.com kan man nu se filmen The Wall, som de lavede i 1982 med Bob Geldof i hovedrollen som Pink.

Denne mand er ung:
Für Elise (Funky)

men han er ikke funky.

Det har denne mand fattet:
Re: Für Elise (Funky)

men han er heller ikke funky.

Det har denne mand fattet:
Re: Re: Für Elise (Funky)

Jep. Han har fattet det.

Fænomenet synch-movies er ganske interessant. Det handler om plader og film, der virker som om, de er synkroniseret oveni hinanden. Det utvivlsomt mest kendte eksempel er Pink Floyds album Dark Side of The Moon vs. filmen The Wizard of Oz, som bestemt er et kig værdigt. Det anbefales at hente alle .flv-filerne af synkroniseringen fra youtube og se dem alle i rap i fx VLC-player. Jeg har lagt dem op i en .zip-fil her men ellers ligger de på youtube her.
Noget andet der skal prøves er Nirvanas album Nevermind vs. filmen Memento. Jeg har ikke noget som helst Nirvana, men det kan man vel låne på biblioteket.

Jeg kan jo lige så godt køre den full throttle eller hvad det hedder. Altså lige så godt fyre alle favoritterne af. Så nu er turen kommet til guitar:

Andy McKee er en mand, jeg sikkert aldrig havde hørt om, havde det ikke været for youtube.
Drifting

Ligeledes med Don Ross
Jesse Helm’s Night in Havana

Her er de begge i en trio med Michael Manring (som jeg jo som bekendt er fans med):

Når man siger Eric Mongrain, kommer man ikke uden om hans Air Tap, som har 1,5 mio. views, men jeg synes følgende sang er lige så god:
PercusienFa

Dog for en god ordens skyld:

Michael Hedges, som desværre er død i et biluheld, var en af pionererne for harpeguitaren og at generelt også for at tappe og gøre utraditionelle ting på guitaren.
Because it’s there

Stephen Bennett på harpeguitar:

En mand, der ikke alene er én pioner, men også pioner i bestemt ental og har gjort det til sit varemærke, at tappe på guitaren er naturligvis fantastiske Stanley Jordan.
Stairway to heaven

og med en spøjst udseende (Uncle) Will Lee på bas:
Live hos Letterman

Jazzguitman har lavet dette fine arrangement:
Regnbuesangen

Denne her kan man ikke undgå at have set, der er i hvert fald 21,9 mio. der har gjort det
(plus:
#6 – Most Viewed (All Time) – All
#1 – Most Discussed (All Time) – All
#1 – Most Discussed (All Time) – Music – All
#1 – Most Discussed (All Time) – English
#1 – Most Discussed (All Time) – Music – English
#2 – Top Favorites (All Time) – All
#1 – Top Favorites (All Time) – Music – All
#2 – Top Favorites (All Time) – English
#1 – Top Favorites (All Time) – Music – English:)
Pachelbels canon

og heller ikke den her
While my guitar gently weeps

Et stort talent på youtube-scenen er MattRach. Han var 15 da han lavede denne sang:
My life

Yes.
Jeg vil benytte lejligheden, mens det er apropos, til at poste om Yes.
Den oprindelige line-up bestod af Bill Bruford (trommer), Jon Anderson (vokal), Chris Squire (bas), Rick Wakeman (keys) og Steve Howe (guitar), siden blev der skiftet lidt ud og der kom nye folk til i form af Alan White (trommer), Tony Kaye (keys) og Trevor Rabin (guitar), men ingen af dem nåede op på deres forgængeres niveau efter min mening. Individuelt set er alle medlemmer af det originale ensemble store musikalske begavelser, især er jeg helt pjattet med Bill Bruford, som også har været med i King Crimson, Genesis og UK foruden hans egne Bruford og Earthworks.

Fra Bruford:

Beelzebub

Beelzebub, kun trommer

Forever until Sunday

5g

Fra King Crimson:

Three of a perfect pair

Frame by Frame

Elephant Talk

Fra Earthworks:

Stromboli kicks

Det var en ordentlig omgang… Men Bruford var også den fedeste.
Derudover er der jo Rick Wakeman:
Help+Eleanor Rigby

Hans kendte (og ret så vilderen) solo

Chris Squire er en af få, der kan forsvare at spille med plekter på bas, hans tone var meget rå og revolutionerende, især på albummene Yes og Fragile, men overall er han “kun” en over middel-bassist IMO, så der er ikke store mængder af nævneværdigt materiale som det er tilfældet med fx Jaco (eller Bill Bruford) Dog:
Heart of the sunrise

42 strenge? Jep.
Det er hans Pikassoguitar. Det er jo nærmest en elektrisk harpe. Bare underligere. Ved første øjekast mindede den mig også lidt om en harpeguitar, som jo fx Andy McKee og afdøde Michael Hedges bruger/brugte.

Via. Madsenblog

Nu begynder det at tynde ud i mine store mængder af youtube-favoritter!

Vi starter med Jeff Schmidt, som jeg har fundet ud af, at jeg lyder en del som, når jeg spiller på min piccolo.

her med Freddie Hubbards gamle Little Sunflower

Jean Baudin (som jeg har nævnt før) med Super Mario:

Marco Rodi fra et eller andet talentshow han vandt

og hans version af My Girl

Billy Sheehans gennemgang af Steve Vai’s sang Incantation

Michael Manring (som jeg er helt pjattet med), her med Morning Star

og med Excuse me Mr. Manring

og med Enormous Room (hvor han virkelig får det maksimale ud af sin hyperbass)

og med en jam over bla. Joe Zawinul’s Mercy Mercy Mercy

Tim Mallillin, en fillipiner på min alder

Malla fra Jarle H. Olsen Band

Nathan Hughes fra youtubes underground contest

Les July med et weird, men ok mix

Mike Hill med A new beginning

og med Someday you’ll find me

William Lemuel med sin specielle teknik der lyder som en blanding af Mark King og Victor Wooten

og En youtuber der kalder sig CDBoyer

Jeg har i årenes løb hørt en del Dream Theater, som er et band, der laver progressivt rock og består af teknisk usandsynligt dygtige musikere. Det er god træning i fingermuskulatur og -udholdenhed samt skæve takter at prøve at spille nogle af deres syge sange selv. Et udmærket eksempel på en sådan sange er fx The dance of eternity som på et tidspunkt skifter takt i følgende rækkefølge: 4/4 – 7/8 – 3/4 – 7/8 – 13/16 – 15/16 – 17/16 – 14/16, hvilket er udfordrende men sjovt at prøve at spille med til på den 6strengede.
Men hvorom alting kører i vilderen takter, har guitaristen John Petrucci lavet undervisningsvideoen Rock Discipline som jeg har set et par gange.
En knægt ved navn Adam02 har lavet en serie parodier på selvsamme video på youtube og det er rent faktisk det sjoveste jeg nogensinde har set. Men der er helt sikkert også den faktor, at jeg er stærkt bekendt med manden og hans teknik osv. så for den uindviede vil det ikke være lige så sjovt. Sjovt dog, tror jeg. Sølvbryllupshumor er jo heller ikke sjovt, hvis man ikke kender parret…
Her kommer Adam02’s parodi (nummer 4 og den med Rig og Tech er nok sjovest) samt én med den tykke svenske guitarist Yngwie Malmsteen og en grineren tribute-video til Adam02 af KainXiorcal:
John Petrucci Phycho Execises 1

John Petrucci Psycho Execises 2

John Petrucci Psycho Execises 3

John Petrucci Psycho Execises 4

John Petrucci Phycho Rig and guitar Tech

Allstar-Tribute

Fede Yngwie (over 1 mio. views btw…)

Crazy
Jeg ved ikke helt hvorfor det er grineren, men det er det. Lidt.

Vi kender jo allesammen Jake Shimabukorus arrangement af While my guitar gently weeps på ukulele. Den her live-performance er lidt bedre end det klassiske klip, der er blevet postet 50 gange:


Derudover er Jazzguitmans arrangement af Somewhere over the rainbow fed:

En gammel Deep Purple klassiker (ikke at jeg havde hørt om den før denne coverversion) er Burn som Mr. Big har lavet en god udgave af. Der er i hvert fald knald på og så er det jo i øvrigt nærmest absurd, at Billy Sheehan vælger at spille den oprindelige piano-solo på bas, men Billy Sheehan er jo også på mange punkter absurd og med knald på…

Apropos knald på er her Tumeni Notes af Steve Morse, men på bas i stedet for guitar.

Så er der jo også manden der kalder sig Chilledfish. Han arrangerer ballader til bas. Her er Yesterday:

og her er Love me tender:

Til sidst Mike Hill der spiller Charlie Parkers Confirmation