Jeg fik lige en mail fra en redaktør på et online guide-magasin. Et verdensomspændende magasin – øhm… jeg tror man kan kalde det en slags city-guide, som man kan bruge på sin mobil, med gadgets/widgets eller hvad man kun kan definere det.

Kort, lille billede, beskrivelse og adresse i lommeformat og dermed fordelagtig for mobiltelefoner og andre små enheder.

Billederne, som er små thumbnails linkes til originalbilledet på flickr. Og et billede jeg tog i foråret i London, som viser British Library er sørme udvalgt til 2009-udgaven. Efter fredag d. 4. december får jeg at vide om billedet rent faktisk kommer med. Nu har jeg sagt at det er ok, og så får vi at se.

Hvad JEG får ud af det? Eksponeringen….

Det synlige bevis på samfundets anerkendelse er penge. Men det sygeplejersker i virkeligheden efterspørger er anerkendelsen. Ikke ros og klap på skulderen, men dybtfølt anerkendelse af, at vi er værdifulde for samfundet og den enkelte patient. Den form for anerkendelse er et almenmenneskeligt behov. Alle mennesker på denne jord higer efter at blive anerkendt – at blive mødt som værdifulde mennesker med lige ret til verdensanskuelser, holdninger osv. Det vi som sygeplejeprofession søger er altså en anerkendelse – ikke af det vi kan, men af det vi er.

Tidligere var der status i at være sygeplejerske. Vi har alle hørt historier om hvordan afdelingssygeplejersken regerede på en given afdeling, og hvorledes alle omkring hende nærmest stod ret. Det var et prestigefyldt erhverv. Efterhånden har faget dog mistet sin status, vi er blevet degrederet i samfundsordenen. Vi er fuldstændigt usynlige og uklare i vores fremtræden udadtil – at være sygeplejerske idag er nærmest en husmoders bibeskæftigelse. Og her kommer så min anke mod os selv ind. Hvordan kan vi forestille os at vi kan få ligeløn når de signaler vi udsender er, at vores sygeplejehverv kommer i anden række?

Hvad er en sygeplejerske egentlig?

Det er netop denne ikke-enighed, der medfører, at vi som sygeplejersker har mulighed for at definere os selv som profession. Ved både at tale om hvad vi ikke kan og om hvad vi er rigtig gode til, får vi sat rammerne for, hvad en moderne sygeplejerske står for. Vi får vist omverdenen hvem vi er, og den får således forhåbentlig øjnene op for hvilke fantastiske, omsorgsfulde selvstændige mennesker vi er. Dernæst kommer der nok lidt mere anerkendelse vores vej. Så mit råd er: Råb op om hvem i er og definer sygeplejen for samfundet!

Skøn solnedgang

fik jeg en besked på flickr fra en administrator fra en gruppe, der har fokus på billeder der har med solen eller månen at gøre.

Mit billede fra igår taget fra et flysæde med skue til solnedgangen blev inviteret ind i gruppen.

Cool!!

Jeg har netop lyttet til den sidste del af lydbogen “The One Minute Manager”, der er en slags fortælling om – surprise, surprise – The One Minute Manager.

Denne fiktive person er en leder, der forsøger på at finde balance mellem at autokratisk leder, der benhårdt går efter resultater og en demokratisk leder, der bekymrer sig som menneskerne bag den enkelte medarbejder.

I følge The One Minute Manager drejer ledelse sig i bund og grund kun om tre ting:

1. Fastlæg såkaldte “1 minut målsætninger” således, at dine medarbejdere forstår, hvad deres individuelle målsætninger er, hvad der forventes af dem og at der ikke er nogen former for overraskelser.
2. Giv ét minuts anerkendelser, d.v.s. fortæl medarbejderne i løbet af ét minut, at de gør det helt rigtige eller at de gør noget rigtigt.
3. Giv ét minuts reprimander, d.v.s. giv øjeblikkelig feedback på ukorrekt opførsel i løbet af ét minut, men gå kun efter bolden og ikke personen!

Om denne ledelsesmodel også holder vand i forhold til dansk tradition for ledelse, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men der er i hvert fald inspiration at hente i filosofien bag “The One Minute Manager” og jeg kan derfor ikke lade være med at anbefale denne bog til alle personer, der har en eller anden form for ledelsesansvar.

Og til den overskuelige pris af 89 kroner på iTunes, gælder det bare som at få denne lydbog downloadet og komme i gang med at lytte til den.

Så har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at give “The Brillante Weblog Premio 2008 Award” til fem bloggere, som jeg synes er så interessante, at de får mig til at kigge forbi deres blog stort set hver eneste dag for at se, om der er postet nye indlæg.

Det har for øvrigt ikke været nogen nem opgave at finde frem til de fem blogs, for der findes rigtig mange gode og interessante blogs derude. Og da jeg jo skal give denne pris til fem specifikke blogs, kan jeg heller ikke nøjes med den klassiske kommentar om “ingen nævnt, ingen glemt” )

De fem blogs er som følger:

• Catarina
• Et Øjeblik…
• Madames Huskeblog
• Moccapigen
• Qvinde.dk

Jeg vil også gerne komme med en generel motivation for, hvorfor at jeg har valgt lige netop disse fem blogs: Først og fremmest er de alle kendetegnet ved at være “plain and simple” i ordets mest positive forstand. Alle skriver om livet omkring dem på en dejlig ligefrem og ærlig måde – også selvom det drejer sig om de sider af livet, der ikke er lutter lagkage. Samtidigt er disse blogs kendetegnet ved stor variation i indlæg, emner og holdninger, hvilket blandt andet er medvirkende til, at jeg kigger forbi dem stort set hver eneste dag. Dermed siger jeg også, at blogs, som har eksempelvis 10 indlæg i træk om strikkeopskrifter eller biltuning, ikke bliver beæret så ofte med mit besøg )

Jeg bemærker for øvrigt, at alle fem valgte blogs er skrevet og drevet af kvinder. Med risiko for at blive beskyldt for at generalisere eller fedte for det andet køn, synes jeg, der er større variation og mere “regularitet” på blogs skrevet af kvinder. Til bloggere af samme køn som mig, så kan I jo tage denne kommentar som et velment forslag om at bruge fantasien lidt mere og skrive lidt oftere på jeres blog )

Norsk tegnsprog er på vej til at blive anerkendt 

Hjertelig tillykke

I kan læse mere på

http://www.deafnet.no/nor/forsiden/nyheter/nyhetsarkiv/hva_sier_spraakmeldingen

Idag skete der noget som jeg ikke har forventet, jeg er kommet på top 100 over de mest populære danske blogs. Helt præcist er jeg på en Tolvte-Plads. At tænke på at bloggen kun er 32 dage gammel, og den “popularitet” jeg har fået gør mig glad, da det er en form for anerkendelse af mit tilstedeværelse her i bloggens verden.

http://www.wordpressmagazine.se/danmark-topp-100-popularaste-wordpress-bloggar-v12/

Jeg vil først og fremmest, som en selvfølge, takke enhver der har gjort det muligt for mig at nå så langt, på så kort tid.

 jeg vil takke Islamdk.dk for at have hjulpet mig,  på den rette vej, samt at have linket til min blog. Samt et stort tak Til Søster Helen Latifi(der er min søster i islam)der ligeledes har linket hertil, både fra hendes blog, og for at have givet mig et plads i muslim.blogbot.dk.

Og endnu engang tak til alle jer der har siddet og som stadig sidder og læser med herinde….

I dag havde jeg en ret fed oplevelse – jeg var inde i Servicestyrelsen, Udsatteenheden, sammen med en af mine specialemakkere og tale om web 2.0 og om det patientnetværk vi konceptudviklede i forbindelse med specialet. Mere herom en anden gang.

Men besøget bragte mig på sporet af et ord, jeg siden jeg åbnede denne blog, har tænkt var et vigtigt ord at tage under behandling: nemlig Anerkendelse.

Nu er det jo ikke hver dag, men læser et stykke teori, som i den grad sætter tingene på plads i hele ens liv. Men det var faktisk, uden at overdrive, hvad der skete en efterårsdag i S-toget på vej med Frederikssund. Jeg læste til specialet, kæmpede med Axel Honneth og bandede lidt over hvorfor kritisk teori altid skal være så ….. svært at forstå. Jeg læste om sfærer og om kampen og ikke mindst behovet for anerkendelse, da det gik op for mig at det jo lige er dét, det hele handler om: for at blive et helt og lykkeligt menneske, har vi alle brug for anerkendelse. Og ikke bare anerkendelse på fx arbejdspladsen, men i hele tre forskellige sfærer:

• Den private sfære, dvs. mellem mor/far og barn, i parforhold eller blandt nære venner
• Den solidariske sfære, dvs. som del af et værdifællesskab, eksempelvis på en arbejdsplads eller i andre gruppetilhørsforhold
• Den retslige sfære, som borger i samfundet.

Honneth betoner, at anerkendelse i hver sfære ikke alene kan være et parameter for et fuldt realiseret liv, de skal hver især gennemleves for at erhverve de tre former for forhold til sig selv: selvtillid (i den private sfære), selvværdsættelse (i den solidariske sfære) og selvagtelse (i den retslige sfære). Det handler altså om at man kan være nok så elsket derhjemme – men hvis man ikke bliver værdsat på sin arbejdsplads, eller hvis man føler man løber panden mod en mur i systemet, bliver man ikke et helt og lykkeligt menneske. Og omvendt selvfølgelig.

Fantastisk teori, som du kan læse meget mere om i mit speciale. Den er meget brugbar, hvis man prøver at identificere et kommunikationsbehov, fordi den netop kan slå ned på – hvis behovet altså drejer sig om anerkendelse – i hvilken sfære behovet opstår.

I relation til sociale medier, synes jeg i øvrigt det er interessant at sammen holde med diverse karma-point systemer i fx sociale netværkstjenester, og jeg er helt overbevist om, at der er en motivationsfaktor der, bundet op på et behov for anerkendelse i den solidariske sfære. Lidt langhåret, men altså super interessant.