Gejala ke arah masturbasi intelektual tampak nyata pada dirimu, Kawan. Engkau yang tak hendak kusebut namamu dalam catatan ringkasku ini. Celoteh-celoteh yang seakan hendak membungkam rasa gelisah yang tak kutau pasti pangkal maupun ujungnya itu. Seakan tengah mencari-cari argumen untuk menguat-nguatkan diri yang tampak lapuk dipermainkan cuaca, tampak rapuh didera palu kehidupan.

Aku pernah sepertimu. Lari dari pokok persoalan. Ke rimba raya celoteh. Bermasturbasi dengan keliaran pikiran. Keluar masuk lorong-lorong kumuh, sebelum terbirit-birit ke rimba raya. Lalu disitu, bak seorang begawan bijak, engkau bertapa. Mengasing dari keriuhan hidup. Bahkan mengasing dari dirimu sendiri. Mencocok-cocokkan keliaran pikiran ke dalam hakikat, mencocok-cocokkan celoteh ke dalam hikmah. Aku memakluminya, Kawan.

Ketenangan semu yang diperoleh dari masturbasi pemikiran, dan celoteh-celoteh liar, mulai memerangkapmu dalam sunyi. Kurasakan rambatan sensasi yang tengah kau cicipi. Seperti tarian darshan ataupun emanasi jiwa. Atau istilah manapun yang kau inginkan. Itu ketenangan semu.

Terus terang, kawan. Aku mulai khawatir pada keadaanmu. Ya, engkau yang kukenal dari diary kehidupan. Agar tak sampai pada ujung “ketidakwarasan”, surutlah ke belakang. Jalan pencarian ketenangan tidak mesti ke rimba raya keliaran pemikiran, atau ke alam maya fantasi. Iqra’ bismi robbika al-ladzii kholaq. Kholaqo al-insaana min ‘alaq. Iqra’ wa robbuka al-akrom. Alladzii ‘allama bi al-qolam. ‘Allama al-insaana maa lam ya’lam.

Kecewa pada realitas? Tentu bukan mangkir solusinya. Bukan begitu, Kawan?

Kisaran, 24 Nopember 2009

IKHWAN MUSLIM NASUTION

Kommentarfeltet på nrk.no krever at du skriver inn en CAPTCHA-kode, altså en tilfeldig kode som vises i form av et bilde, for å få poste. På nrk.no består denne koden av tre tilfeldige bokstaver, som f.eks. “tsp”, “pqm” eller “kke”.

Grunnen til at websider krever sånt er at de vil unngå automatiske spam-programmer som legger inn masse reklame i kommentarene og sånt. Spam-programmer er nemlig ikke så gode til å tyde bilder…

Nå drev jeg akkurat og skulle skrive en kommentar til denne artikkelen her. Den handler om at partikkel-akseleratoren LHC er reparert, og skal startes opp igjen:

Trykk her hvis du vil hoppe over beskrivelsen av selve nyhetssaken.

Big Bang-maskinen har startet igjen

Etter 14 måneders utsettelse har forskerne ved CERN satt i gang igjen maskinen som skal løse gåten om universets opprinnelse.

En eller annen journalist har forsøkt å skjønne hva det er snakk om. Morsomt nok har han skrevet at maskinen skal “gjenskape «The Big Bang»”, og litt lenger ned i artikkelen har han til og med skrevet at den skal gjenskape forholdene som var “like før” Big Bang ^_^.

Big Bang er, for de som ikke vet det, det fysikerne regner med at var slik hele universet – som vi kjenner det – oppsto. En slik eksplosjon ville krevd at hele universet (det er MYE mer enn jorda) var samlet i ett eneste punkt, resten av universet (all energi og materie) måtte med andre ord vært samlet sammen på forhånd og selve verdensrommet måtte blitt krympet. Om det i det hele tatt gir mening å snakke om tid før Big Bang er et åpent spørsmål, og fysikerne driver ihvertfall ikke og eksperimenterer med hva som fantes før universet ble skapt.

Journalisten har tydeligvis både snakket med Røed Ødegaard og funnet noen kilder om dette her da, så han har nok prøvd å skjønne hva det er snakk om.

Men kommentarfeltet er en historie for seg. Folk er redd for dommedag og sorte hull, enda det er ganske opplagt at ingen av dem skjønner essensen av hva fysikerne holder på med med denne maskinen.

Jeg vet at fysikerne faktisk har tatt disse bekymringene på alvor. De har laget detaljerte rapporter for folk, hvor de prøver å forklare temaet på en måte som folk kan forstå, og samtidig gjør grundige utregninger om hvor sannsynelig det er at hver foreslåtte katastrofe skal inntreffe.

Det er litt som å lage en bok om sannsyneligheten for at Obama blir drept av at du heller kaffe i kaffekoppen din.

Den samme vitenskapen som forteller forskerne at det skal skje noe spesielt hvis de bygger denne digre maskinen, forteller oss nemlig at en hel masse enda kraftigere elementærpartikkel-kollisjoner skjer helt tilfeldig i universet rundt oss hver dag, og til og med når elementærpartikler fra verdensrommet treffer atmosfæren vår. Det er bare at vi ikke har kontroll på det til vanlig, og ikke har montert digre apparater for å kikke akkurat der det tilfeldigvis skjer. Hvis dette var så farlig som noen tror, ville universet ha kollapset for lenge, lenge siden.

Men, det nytter såklart ikke å vise en flue veien ut med en pil. Muligens har noen lest disse dokumentene, men flertallet av de som er redd for katastrofe nå, er vel ikke helt “der”, på hverken den ene eller andre måten:
Partikkelfysikk er LANGT over hodene deres pr. idag, og de vet det. Pluss at de er opptatt med å stange hodet i vinduet, og antagelig er en del av dem for redde til å ta seg tid til å lære seg noe grundig nå uansett.

Så kommentarfeltet inneholdt masse dommedagsprofetier, og religion som tema ligger litt i bakgrunnen.

Noen skrev at vitenskapsmenn godt kunne være kristne, og at det ikke var noe irrasjonelt ved det. Og jeg tok litt arrogant til motmæle.

Da jeg hadde skrevet kommentaren min, og skulle skrive inn CAPTCHA-koden for å trykke “Send inn”, så jeg dette:

Trykk på bildet for å se hva det står

Et tegn fra Gud?

Det er 26 bokstaver i det engelske alfabetet (som CAPTCHA-kodene bruker her). Så antallet mulige kombinasjoner av 3 bokstaver i rekkefølge er:

26^3 = 26*26*26 = 17576

Sjansen for å få én bestemt av disse, f.eks. “gud”, er altså:

1/17576

Eller ca. 0,0057%, for de som liker å se sannsynelighet på den måten.

Og jeg kommer ikke på noen andre tre-bokstavers ord som kunne passa SÅ bra til denne saken her. Så dersom dette var den eneste artikkelen jeg hadde kommentert med CAPTCHA noe sted, ville dette vært et ganske utrolig sammentreff. Det er mye mer sannsynelig å få “gud” som CAPTCHA i den første saken man kommenterer på nrk.no, enn det er å vinne førstepremien i Lotto, men allikevel…

Nå er ikke dette den første kommentaren jeg skriver der da. Faktisk har jeg nok skrevet et sted mellom 500 og 1000 kommentarer der. I så fall var sjansen nå et sted mellom (17575/17576)^500 og (17575/17576)^1000 for at jeg skulle unngå ordet “gud” denne gangen også.
(Sannsyneligheten for å unngå “gud” var nemlig 17575 av 17576 mulige, hver gang).

Trykk her hvis du vil hoppe over selve utregningen, og se hva dette innebærer.

En 1000-potens er et jævlig stort tall å regne ut. Men jeg kan prøve meg på litt logaritme-mikkmakk:

(17575/17576)^1000
= e^( ln( (17575/17576 )^1000 ) )
= e^( 1000 * ln(17575/17576) )

Det siste igjen er lik e^( 1000 * ( ln(17575) - ln(17576) ), men på grunn av hvordan datamaskiner regner ut desimaltall, lønner deg seg neppe å gjøre det siste skrittet hvis jeg skal ha mest mulig presisjon. Så jeg plugger rett inn i en kalkulator og får:

e^(-0,056897385580482833516919698809538) = ...
Hvorfor i all verden har Windows XP sin kalkulator ln() men ikke e?

= 0.944691003312 , ifølge denne kalkulatoren.

Her er det avrunding inne i bildet, men det er altså ca. 94,47% sjanse for at jeg fortsatt ikke kom til å støte på “gud”, selv om dette var den tusende kommentaren min på nrk.no.

Det er altså fortsatt usannsynelig, men da er det tross alt ca. 5,53% sjanse for alt mulig annet. Altså for at jeg KOM til å få “gud” minst én gang, enten denne gangen eller en av de 999 tidligere gangene.

Dermed er det omtrendt like stor sjangs for at “gud” ville dukke opp i kommentarskrivinga mi, som det er for å bli valgt tilfeldig i en gruppe på 18 personer.

Det finnes nok flere personer som er i liknende situasjon som meg på nrk.no og andre steder, så at en av oss skal få “gud” er ikke så innmari overraskende. Flaks at det var meg bare .

Dette virket først som et soleklart “tegn fra gud”, men det er altså ikke så ekstraordinært rart som det kan virke som.

Noe som er litt snodig, er at jeg skulle få “gud” akkurat når jeg skrev en kommentar som forkastet kristendommen. For det er ikke så ofte jeg tar rollen som arrogant ateist på NRK.no.

Men på den annen side finnes det veldig mange ord og forkortelser på tre bokstaver, som kunne gitt meg “gud”-aktige opplevelser. Og sjansen for å støte på hver av dem er akkurat like høy som for å støte på “gud”. Istad fikk jeg f.eks. “usb”. Tenk om det hadde vært en data-artikkel jeg kommenterte da? Mange av de 17576 mulighetene er ordentlige ord, som kan gi merkelige sammentreff. Så det er mange muligheter for “fulltreff” her, og tilsammen blir det ganske sannsynelig at jeg får noen fulltreffere.

“Lus”, “kuk”, “fin”, “sur”, “gal”, “opp”, “ned”, “rar”, “lei”, “pul”, “rip”, “ion”, “rom”, “uro”, “vei”, “ull”, “mat”, “lys”, “hef”, “let”, “eva”, “xxx”, “god”, “tro” osv.. Du kan sikkert finne ti ord til selv, og mange fler enn det også, uten problemer.

Og hvert ordentlige ord kan også passe til flere ting. Selv om jeg ikke pleier å disse kristendommen så ofte, kunne jeg jo f.eks. skrevet en kommentar om konspirasjonsteorier, eller om alternativ-messen, eller om engleskolen til Märtha Luise, eller om religiøse fundamentalister i Israel, eller om nakenhet-er-synd -folka på Vestlandet… Om “gud” hadde dukket opp en gang som CAPTCHA når jeg skulle skrive en hvilken som helst av disse kommentarene, kunne det virket akkurat like treffende.

Så samme i hvilken av de 1000 artiklene jeg har skrevet, den 5.53% sannsyneligheten for å få “gud” slo til på, er det god sjangs for at det ville virket oppsiktsvekkende. Det hadde ikke trengt å skje i akkurat denne, selv om det passet bra her også. Og det finnes mange andre ord som også har “gud”-liknende potensiale til å gi meg «åpenbaringer», og tilsammen er sannsyneligheten ganske høy for at det dukker opp ett eller annet ord som gir meg bakoversveis, sammen med en kjempepassende artikkel, en eller annen gang. Det virker faktisk veldig sannsynelig. Selv om det usannsynelige kunne skjedd også selvfølgelig. Det går an å ha dritflaks .

Jeg tror forresten jeg fikk “fis” en gang jeg kritiserte en jeg mente var prippen .

Ja, også er det jo denne her da:

Dette var etter at Israel invaderte Libanon i år, og Israels invasjon er anledningen til at dette var en nyhetssak

Et lite addendum, kveld 21. november:

På byen idag tror jeg jeg gikk rett forbi han som drev den gamle taekwondoklubben min. Han løp forbi meg, på vei til t-banen. Fyren har bil, og pleier så vidt jeg vet ikke å ta t-banen. Og det er over 580 000 mennesker som bor i Oslo, som jeg _kunne_ støtt på. Hva er sjansen for et sånt sammentreff!

Vel, jeg har gått forbi mennesker i byen maaange ganger idag.

Det er mange folk jeg har et forhold til som jeg kunne støtt på der.

Og situasjonen kunne vært vel så rar om jeg så ham på universitetet, i en uventet butikk, eller et av mange andre rare steder.

Det blir litt samme greia .

Avui matí, al tren, he llegit aquest article de John Gray, en el qual l’autor parla dels llibres que s’han publicat aquests darrers anys, en el món anglosaxó, en favor de l’ateisme. Gray analitza el discurs dels autors d’aquests llibres, entre els que hi ha Dawkins. La posició de Gray, que comparteixo en gran mesura, és que aquest ateisme evangèlic– empro les paraules de Gray– és hereu dels fonaments del cristianisme i, per tant, no deixa de ser una altra forma de religió, amb els seus propis mites. L’ateisme de Dawkins comparteix amb el cristianisme una visió monoteista del món, en la qual, hi ha una sola font de veritat, en aquest cas la ciència, la qual fa avançar la història en el sentit del progrés (la salvació). Considerar que la història avança i que la ciència és la sola font de veritat és un acte de fe.

No entraré més en detalls, ja que Gray ho fa molt millor que jo i, a més, aquest és un debat molt anglosaxó. Només, a mode d’anècdota, apuntaré que el subtítol de la web de Dawkins és: “A clear-thinking oasis”. Decididament, està més convençut de la seva veritat que molts religiosos.

Aquesta lectura matinal m’ha fet pensar en el nacionalisme. Aquesta ideologia també és monoteista en essència. També creu que hi ha un valor suprem, la nació, la qual ha de configurar la relació entre les persones i, també, assigna una fletxa d’avançament de la història, la qual avança cap a l’alliberació total de la nació en qüestió. El cas del nacionalisme català no és diferent. De fet, em fa molta gràcia l’acte de fe que fan tots aquests independentistes, que tant de soroll fan ara amb les seves consultes sobiranistes de costellada. Els dogmes de la religió independentista catalana són simples. 1) El pas a la independència no serà traumàtic, és a dir, no tindrà efectes secundaris negatius i es farà en pau, 2) la Unió europea, per acte de màgia, acceptarà immediatament el nou estat, 3) Espanya s’ho mirarà tot com qui mira un show a la tele, és a dir, passivament, 4) un cop s’hagi accedit a la independència, entrarem en una fase de salvació en la qual, la llengua, la cultura, l’economia, les seleccions esportives i la democràcia catalanes brillaran com un estel més del firmament, amb llum pròpia i nítida.

A mi no em sembla malament que es parli d’independència, al cap i a la fi, Espanya ha d’existir només si és útil.  Però si això es fa, s’ha de fer deixant de banda mites i dogmes i posant sobre la taula dades i estudis que reforcin cadascuna de les posicions. S’haurien de pensar els mecanismes, els costos i els beneficis i dibuixar un pla de transició creïble. I si els estudis demostren que la independència no val la pena, doncs no passa res, el Sol seguirà sortint cada dia per llevant. Malauradament això no succeirà i continuarem escoltant dogmes de fe quadribarrats, els quals ignoren la composició de la societat catalana, enfrontats a dogmes de fe rojigualdas, els quals també ignoren la composició de la societat espanyola, i tots hi perdrem. Sigui com sigui, jo no participaré en aquest absurd debat de fanàtics.

Cada vegada em fa més mandra anar al cinema. No sé si és perquè les sales que hi ha ara (els multicines, els hi diuen) em resulten carregants per la gent i de pantalla petita o perquè cada cop em costa més quedar amb un grup d’amics per anar-hi i poder xerrar després, davant d’un refresc, del que hem vist.

De totes formes no podia deixar passar, sense veure el darrer film d’Amenábar: Àgora. Bàsicament perquè fa referència a una matemàtica il·lustre; no per les seves obres o els seus descobriments, que desconeixem totalment, sinó perquè va ser la primera dona que es va dedicar al conreu d’aquesta disciplina.

Com apassionat de la història de les matemàtiques, em van sobtar dues coses de la pel·lícula. La primera, i més important, va ser veure Hipatia suposant que les òrbites planetàries podien ser el·lipses. La descripció que fa Hipatia de l’el·lipse com a lloc geomètric dels punts del pla, tals que la suma de les seves distàncies a dos altres punts és una constant positiva, és totalment exacte i coincideix amb la que ja havien fet Menenc, Euclides i, sobre tot, Apoloni de Pèrgam (també Pappus, probable mestre de Teó, pare d’Hipatia). Hipatia devia ser una bona coneixedora de l’obra d’aquest darrer, ja que, segons algunes cròniques, va escriure un comentari al llibre “Les còniques” d’Apoloni.

Però d’aquí a convertir a Hipatia en predecessora de Kepler hi ha un salt en el vuit considerable. De fet, alguns historiadors de la ciència consideren que la revolució copernicana s’hauria d’anomenar, més pròpiament, revolució kepleriana, perquè l’autèntica audàcia científica la va proposar Kepler i no pas Copèrnic. Aristarc de Samos, que també és citat a la pel·lícula, ja havia proposat en el segle III aC un model heliocèntric; tractat que Copèrnic coneixia i que, per tant, no resultava ser una novetat. El propi Copèrnic, en no quadrar-li les dades de les observacions astronòmiques amb el seu model, va començar a proposar sistemes excèntrics i epicicles, tal com havia fet Ptolomeu al segle II dC i, per això, diuen, no se l’hauria de considerar un revolucionari, sinó un continuador. L’autentic canvi de paradigma resultaria ser el del model el·líptic de Kepler, que no apareix en cap tradició astronòmica, ni grega ni àrab.

Llevat d’aquesta agosarada anècdota, la segona cosa que m’ha sobtat ha estat l’aparició de Sinesi de Cirene a la pel·lícula. Alexandria havia estat, des de la seva fundació al segle III aC, una capital cultural de primer ordre i, per tant, i això no és gaire diferent avui en dia, un pol d’atracció de joves estudiants brillants de bones famílies (aquí cal llegir: famílies riques). Aquest era el cas de Sinesi, fill d’una rica família comerciant de Cirene (avui en dia a Líbia, uns 800 km. a l’oest d’Alexandria). El jove Sinesi, quan tenia una vintena d’anys, va ser deixeble d’Hipatia, però això va ser l’any 393, quan el Serapió (i el Museo, encara que no se l’esmenta al film) ja havien estat destruïts i clausurats l’any 391. Per tant és fortament improbable que Sinesi fos ni tan sol espectador dels avalots que van conduir a la fi, quasi definitiva, de la tradició grega a Alexandria.

Més sorprenent encara és l’aparició de Sinesi a Alexandria, vint-i-cinc anys més tard, quan es va assassinar a Hipatia. Entre d’altres coses perquè Sinesi ja era mort! Sinesi va morir l’any 413, dos o tres anys abans de l’assassinat d’Hipatia que va ser el març de l’any 415 o 416 (la cronologia no és prou clara en l’any). És més, es conserva la darrera carta que li va escriure a Hipatia abans de morir:

Per a la filòsofa (Hipatia):

Estic dictant aquesta carta des del meu llit, però espero que vostè la rebi en bon estat de salut, mare, germana, mestra i, sobre tot, benefactora, a la que honoro en nom i en obra.

La meva debilitat corporal ha seguit l’estela del meu sofriment mental. El record dels meus difunts nens (els seus tres fills havien mort) consumeix les meves forces, a poc a poc. Només hauria viscut com Sinesi si no hagués experimentat els mals de la vida. És com si un torrent llargament reprimit hagi caigut sobre mi, i com si la dolçor de la vida s’hagués esfumat. Només puc, o bé deixar de viure, o bé deixar de pensar en la tomba dels meus fills!

Espero, no obstant, que vostè conservi la seva salut i voldria donar les meves salutacions als seus feliços companys, començant per Teotecne i el seu germà Atanasi, i així a tots els demés! I si algú s’ha afegit a aquests, que ja sé que que és molt important per a vostè, també li dec gratitud, perquè és molt important per a vostè, i per a que aquest home doni les meves salutacions al meu propi amic més estimat. Si algun dels meus assumptes li interessen, vostè pot disposar-ne, i si d’altres no son tan interessants, tampoc per a mi.

(Carta 16, escrita el 413, poc abans de morir)

De Sinesi de Cirene es conserven moltes obres, entre les quals es troba la seva correspondència que abarca unes 160 cartes escrites entre els anys 394 i 413, que demostren la seva extensa cultura (escrivia les cartes i llibres en un excel·lent grec àtic, però els himnes i poemes els escrivia en un molt bon grec dòric), la seva llibertat de pensament (quan el nomenen bisbe de Ptolemais l’any 409 posa com a condició poder continuar estant casat amb la seva dona) i la seva fidelitat incondicional a Hipatia.

Però Sinesi, no va saber mai la sort de la seva mestre… va morir abans.

És una llàstima que els tres personatges històrics principals de la pel·lícula, Hipatia, Orestes i Sinesi, apareguin pràcticament iguals en la primera part del film, en la que es narra la destrucció del Serapeu (any 391) que en la segona, en la que es narra el fi d’Hipatia (any 415 o 416). Després de vint-i-cinc anys, hom esperaria que Hipatia fos una anciana i que Orestes i Sinesi ja no tinguessin l’aspecte de joves inexperts. Però bé… això ja ho podem acceptar per raons comercials.

Pel demés, res a dir. Una bona pel·lícula que val la pena veure, sobre tot perquè posa damunt la taula el paper que la intransigència religiosa dels cristians va tenir en la destrucció de la cultura occidental.

Ok, jeg har i længere tid undgået alt hvad der hedder debat mellem ateister og religiøse, simpelthen fordi jeg synes at hele diskussionen om hvem der har ret, er tåbelig.. Det her er jo ikke et spørgsmål om hvad man kan bevise, uanset om man vil bevise eller modbevise eksistensen af noget guddommeligt.. Det er et spørgsmål om overbevisning, kort og godt..

Naturligvis bygger den overbevisning på erfaring og viden (eller mangel af samme), sådan er det og det kan man nok ikke gøre så meget ved..

Jeg kan ikke få en ikke-religiøs person til at forstå, hvorfor det er så fantastisk at være religiøs og “underlægge” sig et sæt G-Dsgivne regler, simpelthen fordi det er noget der skal udleves for at forstå det.. Jeg kan måske forklare det, så den ikke-religiøse kan have en fornemmelse af hvad der går sig på i mit hoved (blandt alle mulige andre ting), men jeg kan ikke give den dybe inderlige forståelse af det.. Bevares, en psykolog kan muligvis teorisere over det, men forstå det? Nej.. Ikke med mindre han selv oplever det..

Det er det samme når man skal forklare en samfundsstruktur eller en kultur.. Man kan teorisere og anskue den udefra, men for fuldt ud at forstå hvad der sker, skal man være en del af det..

Når man følger hele debatten om religion og religionens/ernes rolle her i Danmark, så bliver man – i hvert fald som religiøs – til tider lidt paff.. Udsagn som “religion skal væk fra det offentlige rum”, “religion skal kun tillades bag hjemmest fire vække” og andre lignende udsagn, vidner om et religionsforskrækket samfund, som vitterligt ikke har megen indsigt i det at være religiøs (og muligvis heller ikke et ønske om det?)..

Man vil forbyde religiøse symboler som f.eks. tørklædet, først og fremmest i offentlige hverv (noget jeg tilslutter mig til en hvis grad, i hvert fald for visse offentlige embeder, som f.eks. politi, dommerstanden og lignende), men sidenhen helt i det offentlige forum?

Nogle ateister har udtalt, at de ikke vil have trukket religion/er ned over hovedet, som argument for at forbyde religiøse symboler fuldstændigt.. Der undrer jeg mig, for hvordan søren får det trukket noget som helst ned over hovedet, ved at se en muslimsk kvinde med tørklæde, en jødisk mand med kippah (kalotten) eller en hvilken som helst person med kors? Ved at forbyde den slags, gør de jo netop det mod andre, som de ikke vil have at religiøse gør mod dem, nemlig at trække deres egen overbevisning ned over hovedet på os..

Men det stopper ikke der.. Nogle ateister argumenterer for at det skal være ulovligt at pådutte børn ens religiøse overbevisning, børn må simpelthen ikke opdrages religiøst.. Vi taler ikke bare om omskæring her (som er en diskussion for sig), men simpelthen det, at du ikke må opdrage barnet til at I, i jeres familie, er troende, uagtet om det så er kristent, muslimsk, jødisk eller noget helt fjerde..

Men hvad så? Ja, hvad er det eneste alternativ? At du opdrager barnet til at være ateist.. Disse ateister, der argumenterer for dette, vil altså gå så langt, at de vil have deres overbevisning helt ind i religiøses/troendes hjem.. Hvem tvinger lige hvis overbevisning ned over hovedet på andre her?

Ingen holdninger eller overbevisninger er neutrale, uanset om du er religiøs eller ej.. Det er altid subjektive holdninger, der bygger på din viden, din erfaring og din indsigt i den eksisterende verden.. Nogle tror på noget guddommeligt, andre ikke.. Nogle tror på at det guddommelige er noget spirituelt og at du ikke er bundet af regler, men af relationen til dette guddommelige, nogle ikke og nogle tror på mere end det..

Det er ikke om vi opdrager vore børn til at tro/ikke tro, men accept af at andre tænker anderledes end os, der skaber et bedre og mere tolerant samfund.. Disse ateister – og jeg tænker absolut ikke på alle ateister her, mange er fantastiske mennesker – er ikke med til at skabe et bedre og mere tolerant samfund, tværtimod, de går nøjagtig i den fælde, som de anklager religion for at have skabt..

Og så lige et angreb på påstanden “religion er roden til alt ondt”.. Nej, gu’ er den ej.. Mennesket bliver ikke bedre af at give alt muligt andet skylden.. Hvis jeg laver noget lort, så er det fordi jeg er en idiot, ikke fordi jeg er religiøs.. Gad vide hvad man vil finde på af undskyldning, for en ateistisk idiot?

Tag vare på jer selv derude.. Og forsøg at se medmennesket i din næste, næste gang du render ind i en fremmed, uanset hvem han er og hvordan han klæder sig.. I har helt sikkert et eller andet til fældes, om ikke andet, så fokusér på det.. Ik’?

Mvh

Les religions i les deïtats van néixer per donar resposta els fenòmens que els homes no entenien (com la fertilitat o la sortida del sol). Com més avança la ciència i es va donant una resposta científica a tots aquests enigmes, les religions cada cop tenen menys sentit, i això fa que cada dia el número d’aquells que es consideren ateus vagi creixent. Fins aquí, creguis o no en Déu, és respectable i comprensible.

Ara bé, una cosa és no creure en Déu i una altra molt diferent és fer una croada per eliminar tot allò que tingui una remota relació amb el cristianisme. I és que la última proposta de l’ateisme extremista, per surrealista que sembli, és la de canviar el nom de les “Vacances de Nadal” per “Vacances d’Hivern” i de les “Vacances de Setmana Santa” per “Vacances de Primavera”.

Catalunya és i ha estat una terra de pas durant la seva història, i les seves tradicions i costums són el conglomerat que tota aquesta gent diferent ens ha deixat al llarg dels segles. Naturalment, els darrers 1000 anys la religió dominant ha estat el cristianisme, de manera que molt probablement és la que ha exercit més influència en les tradicions de la Catalunya d’avui. Som el que som com a poble gràcies a aquelles tradicions, i faríem bé de mantenir-les d’ara en endavant, independentment de quin fos el seu origen.

A mi m’agrada poder saltar per sobre una immensa foguera la nit de Sant Joan, tot i que per l’església pugui semblar una tradició pagana. Durant les festes de Nadal espero seguir menjant torrons molts anys més, malgrat haguessin estat introduïts per aquells que van ser expulsats de nou a l’Àfrica. I com cada any, aniré a veure com mig poble volca esforç i dedicació per a fer uns Pastorets fantàstics, tot i representar un naixement al desembre que segurament va ser a la primavera.

El que vull dir amb tot això és que hem de celebrar les nostres tradicions, independentment de quin fos el seu origen. Ara no són tradicions cristianes, ni islàmiques ni paganes, sinó que són tradicions catalanes, doncs formen part de la nostra cultura.

La cultura catalana té una sèrie de costums, de tradicions, que si ens desprenem d’ells, acabarem per a no ser ningú en aquest món tan globalitzat. Si nosaltres mateixos els hi donem l’esquena, acabarem esdevenint espectres que celebrarem Halloween i que ens visitarà el Pare Noel.

Cap de les tradicions de les diferents cultures del món és millor que les altres, però cadascú ha d’estimar les seves pròpies. És aquesta diferència envers les altres la que ens fa únics com a poble, i l’hem de guardar com si fos el nostre més preuat tresor.

For noget tid siden havde jeg fornøjelsen af at slendre gennem Berlin Naturhistoriche Museum. De har en fantastisk samling fossiler derinde, og det kan nærmest tage vejret fra een, når man kommer så tæt på historien og de forfædre, på hvis støv vi nu vandrer. Desto beskere var den dårlige smag i munden, jeg fik, da jeg kom til det sidste rum i udstillingen. Det var tomt på nær en bænk i midten af rummet, og en projektor i loftet, som kastede følgende citat op på væggen.

Science without religion is lame, religion without science is blind

Jeg bliver så træt. Citatet er naturligvis fra Albert Einstein og blev fremsat i 1941. Det bruges igen og igen af de religiøse, som et bevis på, at man blot er indskrænket, når man stiller spørgsmål ved deres overtro. Med bedrevidende nedladenhed bruger de dette geni som stråmand, for deres irrationelle forestillinger. “Altså når sådan et intelligent menneske var religiøst, kan du nok forstå, at det er fordi du ikke er lige så klog, at du er ateist” .

Det er pinligt for Berlin naturhistoriske museum, at de synes, de skal ligge på ryggen for de religiøse på den måde, og det er ekstra uheldigt, fordi det ikke er udtryk for Einsteins holdninger.

For nyligt dukkede et brev frem, som Einstein skrev til Erik Gutkind i 1954, altså 13 år efter at have fremsat det citat, som nu tilsmudser en væg i Berlin. Det er en ældre og mere afklaret Einstein, som her uddyber sin holdning til religion i almindelighed og jødedom i særdeleshed

The word God is for me nothing more than the expression and product of human weakness, the Bible a collection of honorable, but still purely primitive, legends which are nevertheless pretty childish. No interpretation no matter how subtle can (for me) change this. … For me the Jewish religion like all other religions is an incarnation of the most childish superstition.

Se det er jo rene ord for pengene, om jeg så må sige. Einstein var ikke religiøs og han er faktisk så tilpas nedladende, at man jo ikke kan andet end holde af ham. Og til jer kristne derude; I må ud og finde en anden videnskabsmand, som I kan spænde forean jeres idiotiske korstog.

Is dit werklik die kerk wat mense by die duisende vermoor? Of is dit politieke magshebbers wat die kerk misbruik om hulle eie doelwitte te bereik? En is dit ongelowiges en/of ateïste wat vermoor is?

As mens mooi kyk word dit duidelik dat dit gewoonlik mense is wat ander gelowe aanhang wat uitgewis word. Christen teen Mohammedaan, Christen teen Christen teen Jood teen hekse/duiwelsaanbidders, Mohammedane teen alle gelowe wat nie Mohammedaan is nie. Die ongelowige word uitgeskel maar nie uitgemoor nie!

Maar hoe lyk die teenkant, die gewaande bloedlose ateïstiese aanslag teen gelowiges?

 Ons weet in Rusland, daardie modelstaat van die ateïsme, is ongeveer tien miljoen mense vermoor om die land te suiwer van teenstanders van die ateïstiese staat (wat die kerk en sy mense ingesluit het). Nog omtrent tien miljoen is later van honger dood in die proses. Pol Pot het meer as drie miljoen mense vermoor om sy land te suiwer van afvalliges waarvan gelowige mense `n groot persentasie uitgemaak het want die kerke en kloosters het geletterdheid onder die volk bevorder.

Ook in China het keiser Qin, die bouer van die beroemde muur en die bewerker van unifikasie van China 400,000 mense laat vermoor (460 lewend laat begrawe) omdat hulle filosowe was of aanhangers van Buddhisme en Cofuscius. Hulle het die volk glo verwar met hulle boeke en skrifgeleerdheid. Mao, daardie aards ateïs het glo in 1957 gespog dat hy nie bang is vir `n atoom oorlog nie want om 300 miljoen van sy eie mense te verloor is nie vir hom `n probleem nie. Dit was nou nadat hy 30 miljoen mense se dood veroorsaak het deur sy suiweringsveldtog om sy ateïstiese staat te stig. Dit is natuurlik die soort etiek waarop `n ware ateïs kan trots wees?

Waarom dan die kerk alleen uitsonder as massamoordenaar as ateïste vir net soveel of meer moorde verantwoordelik was?

Ek het vriende wat ateïste is en hulle is goeie mense, maar ek het ook vriende wat kerkmense is en hulle is goeie mense. Aan die ander kant ken ek wetenskaplike ateïste met `n ego so groot soos Tafelberg en hulle is `n pyn in die gat, en ek ken kerkmense wat dieselfde anatomiese ongerief by my veroorsaak. Ek is egter objektief genoeg om nie goedsmoeds die mens te veroordeel as oneties of immoreel bloot op grond van sy alliansies met bepaalde denksisteme nie.

Kata “agama” berasal dari bahasa Sansekerta agama, yang berarti “tradisi”. Kata lain untuk menyatakan konsep ini adalah religi yang berasal dari bahasa Latin religio dan berakar dari kata kerja re-ligare yang berarti mengikat kembali. Maksudnya dengan bereligi, seseorang mengikat kembali kepada Tuhan.

Agama menurut Kamus Besar Bahasa Indonesia adalah sistem atau prinsip kepercayaan pada Tuhan, atau juga disebut dengan nama dewa atau nama lainnya dengan ajaran kebaktian dan kewajiban-kewajiban yang bertalian dengan kepercayaan tersebut.

Agama secara umum dipahami sebagai kepercayaan kepada Tuhan, atau sesuatu kuasa yang transendens (jauh di atas pemikiran kita) dan diungkapkan melalui system ajaran, hukum, keumatan dan ibadah. Jadi agama merupakan sistim kepercayaan. Kepercayaan yang hanya melibatkan seorang individu lazimnya tidak dianggap sebagai sebuah agama. Sebaliknya, agama haruslah melibatkan sebuah komunitas manusia.

Secara sosiologis, Agama merupakan suatu sistem sosial yang dibuat oleh penganut-penganutnya yang berpusat kepada sesuatu yang transendens yang dipercayai dan didayagunakan untuk mencapai keselamatan.

Sebenarnya persoalan kerukunan hidup umat beragama bukanlah sesuatu yang baru sama sekali. Ia adalah sesuatu yang didambakan, tetapi sekaligus juga membutuhkan perjuangan berat untuk mewujudkannya. Hal ini tidak terlalu mengherankan, karena gama-agama dapat menimbulkan ketegangan bahkan konflik.
Di Indonesia kita pernah mengalami berbagai pemberontakan yang kelihatannya dimotivasi agama tertentu dan tujuannya seakan memperjuangkan kepentingan agama tersebut. Belakangan ternyata tujuan mereka bukan saja bertentangan dengan tujuan pembentukan Negara Kesatuan Republik Indonesia, melainkan juga dengan agama itu sendiri. Syukurlah konflik tersebut telah dapat diselesaikan. Namun demikian, kita harus tetap waspada karena terdapat potensi ynag besar untuk tejatuh kedalam konflik-konflik diantara para penganut agama berbeda.

Indonesia adalah sebuah bangsa yang mayarakatnya sangat majemuk, demikian pula agamanya. Maka Indonesia sangat potensial untuk terpecah belah. Pancasila sebagai ideology Negara dan sekaligus sebagai “paying” mengabsahkan bahwa benarlah bangsa ini sebuah KELUARGA BESAR.

Salah satu ciri agama ialah ia berkaitan dengan tatasusila masyarakat. Ini berarti agama bukan saja merupakan soal perhubungan antara manusia dengan Tuhan, tetapi juga merupakan soal hubungan manusia dengan manusia. Ciri-ciri ini lebih menonjol di dalam agama universal, daripada agama folk / agama suku.
Manusia yang tidak mempercayai adanya Tuhan dan menolak semua kepercayaan beragama pula dipanggil ateisme.

Berdasarkan Penyebarannya Agama Dibagi Dalam Dua Golongan :

1. Agama Universal

Merupakan agama-agama yang “besar” dan mempunyai minat untuk menyebarkan ajaran untuk keseluruhan umat manusia. Sasaran agama jenis ini adalah ke semua manusia, Contohnya : Agama Islam, Kristen, Hindhu dan Buddha.

2. Agama Folk : Agama Suku

Merupakan agama yang ada khusus pada suatu tempat dan suku tertentu dan tidak mempunyai sifat dakwah seperti agama universal. Amalannya hanya terhadap kepada etnik tertentu. Contohnya : agama rakyat China / Taoisme, Kaharingan di Kalimantan.

Dari Segi Rujukan

Semua agama menganggap ajarannya kudus. Kekudusan itu berpuncak pada satu sumber yang kudus juga. Dari segi sumber, agama-agama di dunia dibagi dua jenis :
1. Agama bersumberkan Wahyu
Merujuk agama yang menuntut dirinya sebagai agama yang diturunkan dari Tuhan sendiri. Penurunan ini biasanya melalui seorang Rasul. Contohnya : agama Islam, Yahudi, Kristen.
2. Agama Budaya
Merujuk kepada agama yang tidak menuntut kepada sumber Wahyu. Agama ini merujuk kepada pelbagai sumber seperti pembuktian, tradisi, falsafah dan sebagainya. Contohnya : agama Buddha, Hindhu.

Sedikit yang bisa saya sampaikan tentang konsep suatu agama dan macam-macamnya.

Terima kasih telah membaca artikel ini, semoga bermanfaat….

As ‘n ateis wil ek graag sê dat ek die gevoel van bevryding van die kerk soos wat Vlam hier beskryf ook ervaar het.  Tog respekteer ek die kerk want die Christelike kerk het die grondslag van die Westerse beskawing gelê, of ons dit nou wil erken of nie.  Ek dink dat feitlik elke morele vordering wat in die Weste gemaak is, se wortels in die Christendom lê.
Dinge soos eerlikheid en integriteit in die openbare en besigheidslewe, en dinge soos die beindiging van slawerny.  Die Kerk het verder ook die universiteite waar van die grootste wetenskaplike ondekkings gemaak is, begin, en sommige van die mooiste musiek en kuns wat bestaan, kom uit die Christelike tradisie.
So ek kan nie anders as om die kerk te respekteer nie.

Die een ding wat ek sukkel om te respekteer  (jammer hoor), is die “persoonlike verhouding met God” – mode.  Ek dink dit behels die volgende:
Jy (en ek bedoel nou nie enige iemand spesifiek nie) wil ‘n moderne verbruikerslewe ly, jy wil doen wat jy wil, geen pligte jeens die samelewing hê nie, en net   emosie-belaaide gesprekke met God in jou binnekamer hê, hoofsaaklik oor jou persoonlike behoeftes.
Of, as jy wel vrywillige aksies in die samelewing opneem, byvoorbeeld sendingwerk, gaan dit net oor hoe daardie aktiwiteite jou laat voel.   Die oomblik dat hierdie dinge jou nie meer goed laat voel nie, gaan jy dit los soos ‘n warm patat.
En op grond van die feit dat jy hierdie persoonlike gevoelsverhouding met God het, voel jy dat eendag wanneer jou moderne verbruikerslewe tot ‘n einde kom, jy probleemloos die hemel sal inseil want jy het mos geglo.  Ek dink hierdie soort Godsdiens se diepste aard en wese is ‘n ontkenning daarvan dat dit ‘n moerse probleem is om ‘n krasse verbruikerslewe te lewe ten aanskoue van mense wat nie eers ‘n dak oor hulle koppe het nie.

Wel, ek dink jou kinders gaan die oorbodigheid van jou persoonlike verhouding met God insien.  Jy is dalk die laaste Christen van jou familie – die een wat ‘n tradisie van ‘n duisend of meer jaar beindig, ten gunste van ‘n lewe in diens van die Mall.  Jou kinders gaan net die selfsug en selfbeheptheid van die moderne verbruikerslewe aanneem, en wegdoen met jou lui binnekamer-vroomheid.  En stadig gaan die selfsug van die verbruikerslewe alles wat standhoudend in die samelewing is, wegkalwe, tot mense mekaar oor besittings om die lewe bring.  (Of wag, in Suid-Afrika gebeur dit mos alreeds).

So ek wil jou graag uitdaag.  Kies die Christenskap van die kerk, of as dit nie jou ding is nie, word eerder ‘n eerlike ateis wat nadink oor die dilemmas van ons tyd.  Wat moet die  Christendom se plek neem in mense se morele raamwerk?   Daar moet wraggies iets beter wees as net  Englishness en ‘n verbruikerslewe.

—

Nota:  My standpunt is baie beinvloed deur Johann Rossouw se boek ‘n Rooi Z4 en ‘n Renaissance-kasteel - seker die insiggewendste Afrikaanse boek van ons tyd.   Hy is egter nie ‘n ateis nie, hy skryf uit ‘n  Christelike perspektief.