Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 29. januar 1988 / 16. årgang

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider på de uduelige politikere, eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget – men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er sammen med voksenkriminaliteten stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet, er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat, og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden, er der nu i mange danskes hverdag lige fra vugge til grav kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte-, friheds- og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform, der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer, vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

www.frp.dk

Læs også: Sporene er skræmmende:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 9 / 6 marts 1981 / 9. årgang

Ritt Bjerregaards socialpolitik

Ritt Bjerregaards udtalelse dels ved socialchefernes årsmøde i Aalborg i efteråret og dels i forbindelse med møder i udlandet, hvor hun klart og utvetydigt angriber hele systemet i socialsektoren har vakt opmærksomhed og givet anledning til livlig debat i pressen.

Ikke blot ministerens egne partifæller med Kjeld Olesen i spidsen, men også politiske modstandere har nærmest overfaldet den stakkels socialminister for hendes udtalelser og meninger.

Hvorfor? – Og med rette?

Det er jo en kendsgerning, at Socialdemokratiets politik i udbygningen af social- og sundhedssektoren siden Steinckes socialreform i 1930`erne er gået i den retning, at alle socialopgaver – skulle gennemføres og varetages af det offentlige på bekostning af alt, hvad der nærmede sig private initiativer.

Institutionerne skød op som paddehatte – ikke mindst da socialministeren hed Eva Gredal. Hertil 1970`ernes bistandslove, hvis økonomiske og menneskelige konsekvenser har skabt uoverskuelige problemer for det danske samfund – ikke blot fordi de i sig selv er en serviceforanstaltning for befolkningen, samfundet ikke har råd til, men tillige kimen til et misbrug, som er kommet bag på selv socialdemokratiske politikere og samtidig har vakt forståelig forargelse i de arbejdende befolkningsgrupper. Dette sociale udstyr, som årligt koster de danske skatteydere et trecifret milliardbeløb, har afgørende, har afgørende været med til at tvinge vor økonomi ud af balance, gjort vort erhvervsliv ukonkurrencedygtigt og forvandlet vort såkaldte og berømmelige ”velfærdssamfund” til et formyndersamfund, hvor betingelserne for en nogenlunde anstændig overleven kræver fuld beskæftigelse af begge ægtefæller i en typisk dansk familie.

Fremskridtspartiet hare siden 1972 skarpt advaret mod denne skandaløse udvikling, hvis resultater nu klart tegner sig økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, men vor kritik og advarsler blev desværre blot arrogant overhørt og stemplet som asociale.

Pludselig vågner Ritt Bjerregaard, den ansvarlige socialminister, op og fremsætter en sønderlemmende kritik af socialsektoren – af det institutionssystem og dets professionelle behandlere – som hun selv og hendes parti gennem årerne har opbygget. Et apparat, der er så indviklet og firkantet, som Ritt Bjerregaard udtrykker det, at det er umuligt at arbejde med…

Det er en sensationel erkendelse, og også interessant set i relation til hele socialindkomstbegrebet, som ministeren så standhaftigt gør sig til talsmand for i et desperat forsøg på ad den vej at bremse op for accelerationen i socialsektoren. Overskrifter som ”Har Ritt Bjerregaard begået politisk selvmord”? ”Kan Socialdemokratiet stadig have socialministeren i sine rækker”? ”Er hun virkelig til at stole på”? Viser tydeligt reaktionerne.

Fremskridtspartiet skal ikke klandre socialministeren for hendes nye tanker – tværtimod, måske har vore advarsler ikke været forgæves.

Leder

www.frp.dk

Læs også: Velfærd frem for vanvid:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

————-

Læs også: Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/velf%c3%a6rdsstaten-er-en-af-historiens-st%c3%b8rste-politiske-fiaskoer/

————-

Læs også: Fremskridtspartiet´s  s o c i a l p o l i t i k:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-o-c-i-a-l-p-o-l-i-t-i-k/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 2. september 1983 / 11. årgang

Har vi verdens bedste sociallov?

Vi har hørt flere ledende politikere sige, at vi har verdens bedste sociallov. Socialministeren (Palle Simonsen, C, red.) sagde for nylig, at bistandsloven kostede samfundet 80 mia. kr. Vi ved, at underskuddet på finansloven i 1983 er omkring 63,5 mia. kr.

Sammenholder man disse beløb, kunne man sige, at vi låner i udlandet til at opretholde det sociale system herhjemme.

Foruden at bistandsloven er en dyr lov, er den uhyre administrationskrævende. Der kunne spares mange penge, såfremt man i stedet for skønsprincippet i bistandsloven fik faste ydelser indført. Der kunne spares meget personale, og de mange personer, der i dag føler sig snydt ved skønsprincippet, ville føle sig mere tilfredse, såfremt de vidste, at der var tale om faste ydelser, således at surheden og misundelsen ikke ville blive så udtalt.

Bistandsloven er opbygget således, at det er de yngre og unge familier, der får den største del af “kagen”. Det er den yngre generation, der er mest krævende og derfor opnår de største ydelser. Pensionisterne er de dårligst stillede. Vi kan også sige, at pensionisterne ikke har været vant til så megen luksus, og de nøjes gerne med lidt, mens de unge er vokset op under andre vilkår og således er vant til mere luksus.

Nu er vi nået til en tid, hvor vi må skære ned, og hvad er mere naturligt, end at de yngre må skære ned, og samfundskagen bør uddeles til fordel for den ældre generation, som har lagt grunden til de bedre levevilkår.

Mennesker fra andre folkeslag ser med væmmelse på, hvordan vi her i Danmark behandler vore børn og ældre, de undres over, at vi i et oplyst land sender vore børn og ældre på institution i stedet for at de var i familien og hjalp med i husholdningen.

Det er såre let at få bistandshjælp

Bistandsloven har tilsyneladende ikke gjort folk lykkeligere eller mere tilfredse. Vi oplever mange selvmord endog blandt den ældre generation. De unge bruger alkohol og narkotika for at glemme dagligdagens kedsomhed, der er mange ulykkelige familieforhold og mange børn anbringes udenfor hjemmet. Så der er meget der indikerer, at vi ikke har verdens bedste sociallov, men den kostbareste sociallov er altså næppe den bedste.

Mange opdager, at det er såre let at få bistandshjælp, og de udbetalte beløb kan for en bistandsmodtager være større end for en person, som har en arbejdsindtægt. Dette er ikke særligt befordrende for at søge arbejde.

For den ældre generation er bistandslovens bestemmelser om sociale ydelser et sandt uforståeligt mareridt. Det er en håbløs opgave for en kommende pensionist at tilrettelægge sin alderdom, idet bestemmelserne i den sociale lov og skattelovene er så indviklede, at der tales om samspilsproblemer, som bør løses, men som ingen socialminister endnu har haft mod til at løse. På det seneste er der dog blevet lovgivet om, at laveste invalidepension skal bortfalde, og at en del af de sociale ydelser til pensionister skal indgå i en samlet ydelse.

Som pensionslovene fungerer i dag, kan en pensionist uden indtægt opnå store fordele ved flere sociale ydelser i forhold til den pensionist, der har sparet lidt op.

Reglerne for indkomstbeskatning og regler om indkomstaftrapning for sociale ydelser, kan i visse situationer bevirke, at en lille stigning i pensionisternes bruttoindkomst ved modtagelse af en eller flere sociale ydelser, når der er indtægt udover pensionen, giver til slutresultat, at pensionistens disponible indkomst er faldet i forhold til tidligere. F.eks. kan en folkepensionist med flere sociale ydelser, såsom pensionstillæg, boligydelse, hjemmehjælp og diverse personlige tillæg få op til 50.000 kr. mere om året. Det vil sige, at ydelserne kan opnås, når pensionisten ingen anden indtægt har, mens den pensionist, der har lidt ekstra ikke kan opnå alle disse gratisydelser. (Oplysningen stammer fra en betænkning om samspilsproblemer fra 1982).

Foruden at der er tale om forskellig sammensætning af sociale ydelser for den enkelte pensionist, tages der også hensyn til forskellige former for beregning i skattemæssig henseende. Der regnes i nogles tilfælde efter socialindkomst, når betalingen for ydelsen beregnes.

I andre tilfælde ser man på husstandsindkomsten, og i flere tilfælde tales der om skattepligtig indkomst.

Når de ældre kommer på plejehjem

Ikke blot pensionisten, men også lovgiverne kan have vanskeligt ved at overskue problemstillingen for den enkelte pensionist. Der er også tale om, at nogle af de sociale ydelser er skattefrie, mens andre indgår i den skattepligtige indkomst.

Nogle ydelser aftrappes jævnt, mens andre aftrappes i spring. Det værste sker, hvis den 67-årige pensionist har erhvervsindtægt, eller hustruen har arbejdsindtægt ved siden af mandens pension. Det kan også hænde, at pensionisten med deltidsarbejde ikke opmuntres til at beholde dette, hvis det slutresultat, som han opnår i kroner, er mindre end resultatet ville være uden ekstra indtægt, når pensionisten har behov for en eller flere omtalte ydelser udover pensionen.

Beboere på plejehjem kan komme til at betale 60 % af deres evt. renteindtægt (efter skatten er trukket), foruden at deres pension inddrages, når de tager ophold på plejehjem. Beboeren får så et mindre beløb til personlige fornødenheder.

En pensionist kan få lån til betaling af ejendomsskatter, såfremt der ikke er likvid formue, lånet optages som en prioritet i huset. Pensionisten kan få varmehjælp og andre ydelser til medicin, bustransport og andet, men for dem alle gælder det, at den ældre skal oplyse om sine økonomiske forhold til en sagsbehandler, hvilket er ubehageligt for mange ældre. Derfor undlader mange ældre at anmode om hjælp, det er også en af årsagerne til at mange gamle har dårlige levevilkår.

De unge, som har levet med behandlersamfundets indgriben i personlige forhold, vil næppe være utrygge, når de i alderdommen skal bede om hjælp, hvis der da til den tid er penge i landet til dem. Vi husker alle, hvorledes en Venstreminister for nogle år siden lovede bedre forhold for landets pensionister, idet de skulle få en større pension, når de indbetalte et beløb hver måned til den sociale pensionsfond, men alle de pensionister er blevet snydt af staten, idet pengene ikke blev udbetalt, men en ændret lov bestemte at restrenten skulle tildeles pensionisterne til varmehjælp m.m., men først efter en ansøgning om behov. Det store beløb, der står i den sociale pensionsfond, som i virkeligheden tilhører landets pensionister, er aldrig kommet til udbetaling. Det er utroligt, at pensionisterne ikke for længst har gjort oprør.

Vedr. samordningsfradrag

Hvad har man gjort ved tjenestemandspensionen? Jo, man har ladet tjenestemændene betale deres fulde bidrag til deres pension i deres tjenestetid. De har også måtte høre på, at de var bedre stillede i alderdommen i kraft af deres pension, og derfor har de ofte måttet nøjes med ringere lønstigninger end andre grupper. Omkring 1970 fandt man så på, at tjenestemandspensionister skulle bidrage med det fulde beløb til folkepensionen, således at de ved deres fyldte 67 år kunne få del i den sociale pension, og de ydelser, der gives udover pensionen. Tjenestemændene får en andel af folkepensionens grundbeløb, når de fylder 67 år. Det vil sige, at grundbeløbet reduceres med 2 % for hvert år, tjenestemanden har været ansat, dog højst 37 år, således at 74 % af grundbeløbet fra folkepensionen højest kan fratrækkes, og resten udbetales oveni tjenestemandspensionen. Det er dét, man kalder et samordningsfradrag. Tjenestemanden har så andel i de sociale ydelser, som folkepensionisten kan få, dog med de betalingsregler, der gælder. Det vil i de fleste tilfælde betyde, at tjenestemanden med den højere pension kommer til at betale fuldt ud for de ydelser, han har brug for, og slutresultatet for en tjenestemand kan nemt blive, at han er langt dårligere stillet i økonomisk henseende end den folkepensionist, der uden indtægt kan få diverse sociale ydelser gratis.

Problemerne er således store for landets pensionister, og løsningen må for det første være, at hele pensionen er skattefri, og at der opnås en pension, for alle personer i landet, en pension som er ens ved det fyldte 67. år. De sociale ydelser, der har tilknytning til pensionistens helbredstilstand bør være gratis for alle, mens alle andre tilskud til forhøjelser selv betales af pensionisten.

I dag ofres der utrolig mange penge på fornøjelser for pensionisterne. Alt for få tager del i dette, og mange flere får meget lidt at leve af, derfor højere pension og pensionisten kan selv bestemme over sine levevilkår.

N. Pedersen

www.frp.dk

Læs også: 35.000 kr til vore egne pensionister – 120.000 kr. til muslimske flygtninge:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/35000-kr-til-vore-egne-pensionister-120000-kr-til-muslimske-flygtninge/

Resultatet af feminismen og moderbeskyttelsen i vores samfund har efterhånden udviklet sig til det groteske.

Først var det alkoholismen, altså sygdomsbetegnelsen for mennesker der overdrev deres forbrug af alkohol. Så var det narkomanerne og rygerne, siden da har det udviklet sig til en grim glidebane der sygeliggør enhver og fratager folk ansvaret for sig selv: Bulimi, anoreksi, fedme, ludomani, internetafhængighed, sexafhængighed, afhængighed af computerspil, og nyest på stammen: Shopping mani. Det er som enhver der ikke kan kontrollere deres forbrug af det ene eller det andet, skal have påklistret en eller anden sygdom.

Afhængighed er ikke en sygdom, det er en trang til mere end man kan tåle og den eneste løsning er at skære ned eller eventuelt stoppe forbruget helt. Men det er jo meget lettere at bilde sig selv og hinanden ind at man fejler noget, for så slipper man for at tage et personligt ansvar, det kan man overlade til behandlersamfundet og så ellers skyde skylden på læger og psykologer og på sit eget uheld, hvis man ikke er i stand til at tage sig sammen og ændre sine egne vaner. Denne konstante sygeliggørelse er ikke alene med til at fastholde folk i deres misbrug, det er også dybt respektløst overfor de mennesker som faktisk fejler noget alvorligt som de ikke selv kan gøre meget ved. Det er sgu på tide at de mange tudeprinser og -prinsesser får fingeren ud og tager ansvaret for det de selv kan forandre, og kun beder om hjælp når noget er helt uden for deres indflydelse. Spørgsmålet er om der overhoved er nogen som kan kende forskel længere.

I forbindelse heraf, vil jeg i den grad anbefale enhver at se South Park episode 914 (7, dec. 2007) “Bloody Mary“, hvori Stans far bliver tvunget til et AA møde og efterfølgende overbevist om, at han er syg og skal have hjælp. Her er det lykkedes for SP-holdet af ramme lige plet i hele problematikken med behandlersamfundet.