Ingen adgang til medicin og læger

Der er fortsat ingen adgang for læger samt medicin til de mange sårede i Camp Ashraf. De irakiske sikkerhedsstyrker, med det iranske præstestyre i spidsen, nægter al form for hjælp i at komme ind til Camp Ashraf i forsøget på at presse oppositionen ud af lejren. Der er mange sårede og syge i lejren, der fortsat træner til behandling efter angrebet i slutningen af juli, men de får ingen form for behandling udefra og har behov der medicin, som de ikke har adgang til.

Jeg har ikke skrivd noe på noen dager, nettopp fordi jeg ikke har turt eller klart. Følelsene har vært altfor vonde til at jeg har villet kjenne på de. Tankene har vært altfor tunge og vanskelige, til at jeg har turt å fortelle noen om det. Har hatt det tungt, og det er ikke så mye bedre ennå. Litt bedre, men der et problem slipper taket, kommer et nytt et. Jeg vil ikke gå så mye inn på hvorfor ting har vært så vanskelig, annet enn at jeg kan si at jeg var redd. Veldig redd. Jeg sprakk på ss etter over 3 mnd’er uten, men ikke så mye. Jeg er glad for at Line vennen var hos meg og passet på meg. Hadde hun ikke det, vet jeg ikke om jeg hadde sittet her i dag. Ja, sånn er det. Reallity bites! Nå skal ikke jeg sitte her å syte over hvor vondt å vanskelig det var, jeg var ikke alene. Vi var to om å ha det vondt å vanskelig, men jeg har lovt at jeg skal skjerpe meg. Jeg skal prøve å være flinkere. Alt for deg, gutten min <3

Jeg har vært i samtale på Dps’en i dag, klokka 10 faktisk. Var jo helt kake da jeg kom opp, trøtt og sliten. Hadde samtale med H og P, det var vanskelig. Tungt. Klarte ikke å fokusere helt, men jeg var hvertfall der. På slutten av timen spurte jeg litt ang den PTSD-diagnosen jeg visstnok fikk da jeg var innlagt. Og de ble veldig overrasket over at jeg ikke visste om det, og at det visstnok var en diagnose jeg fikk før jeg ble lagt inn. P skrev ut diagnose-kortet mitt (en liste over diagnosene), og jeg ble veldig overrasket. 3 diagnoser jeg ikke visste om, og de ble fortsatt like overrasket over at jeg ikke visste om de. Depresjons diagnosen er borte. Bra, for jeg er ikke deprimert, føler ikke at det passa, så det er bra. Hallusinatorisk Psykose stod ikke der, men H sa den skulle være med. Så lista ser sånn ut (klikk for å lese mer) ::

• Posttraumatisk Stresslidelse (PSTD)
• Emosjonell Ustabil Personlighetsforstyrrelse
• Hallusinatorisk Psykose
• ADHD
• Bulimia Nervosa (Bulimi)

Jadda! Det holer nå eller? Det sto mellom PTSD og Dissosiativ Lidelse, men de mente at PTSD passet best til mine symptomer. Noen som har kjennskap til noen av de diagnosene? Har forresten økt dagsdosen på Seroquel fra 200 til 300 mg om dagen. 100 mg om morgenen, og 200 mg om kvelden.

Ellers, i dag har jeg vært å tatt sol! Digg!!

Vet ikke helt hva mer jeg skal skrive, er egentlig ganske tom for ord og tanker for tida. Men jeg følte at jeg bare måtte fortelle litt, og få det litt ut av systemet. I morgen skal jeg først på skolen, deretter møte Line, så skal vi til Post 5 og besøke vår kjære Mari! <3 Ellers så vil jeg beklage at jeg er så dårlig til å kommentere for tida, og håper at dere har det bra, alle sammen! <3

I dag har det hendt mye.

Først var jeg hos legen som ringte i går ja. Han så at jeg levde og var glad for det. Men han kunne ikke gjøre mye mer enn å ringe dps og be om å få snakke med noen som hadde noe med meg og gjøre. Han fikk snakke litt med en som har med meg og gjøre for øyeblikket siden min vanlige psykolog bare ikke har tid til meg. Han kunne ikke snakke nå så han skulle ringe senere til legen min også skulle legen min ringe meg igjen. Men etter han hadde snakket med legen min ringte han bare direkte til meg og vi snakket litt om hvordan ting var og etter med å ha snakket med psykologen som har hovedansvaret for meg så tilbydde han meg innleggelse i dag, men jeg visste ikke om jeg ville siden meg og kjæresten min hadde jubileum i dag og jeg ikke klarte å bestemme om jeg ville ødelegge dagen helt for han også så vi fant ut at vi skulle bestemme det i morgen og at jeg skulle ha en time hos henne klokken åtte i morgen tidlig *snakk om å stå opp tidlig* Så i morgen tidlig så skal jeg til han da for å snakke om innleggelse og antipsykotika. Sånn helt ærlig så tror jeg at jeg trenger en innleggelse, spesielt om jeg skal begynne på antipskotika for jeg tror ikke jeg klarer det alene. Kanskje jeg hadde klart det, men jeg er så redd for det og føler meg ikke helt stabil og klar for det alene.

Ellers så kom jeg i snakk med en mann i dag. Jeg kjenner mannen fra før da og han vet at ting ikke alltid er helt bra og han har møtt meg i perioder som ikke er helt bra, men han ser alltid så positivt på meg likevel og ser gleden i meg og jeg ikke selv kan kjenne i det hele tatt. Men han lurte i alle fall på om jeg kanskje ville snakke med hans kone siden han syns hun var en så bra kvinne. Kanskje jeg skal det. Kanskje.

Ellers så har jeg kommet meg litt etter gårsdagen Litt.

Og i dag så skulle meg og kjæresten min ut og spise på fin resturant, men jeg hadde allerede spist to ganger denne dagen, men måtte likevel bestille noe. Det var hardt og jeg måtte spise det. Vi var jo på byens beste resturant. Jeg hater å måtte spise. Skulle ønske jeg slapp det.

På Spotify nå: Beautiful Disaster av Kelly Clarkson (youtube-link)

Jeg kan se, der er mange der søger på hælspore.

Desværre kan jeg kun give gode råd, jeg er ikke læge, fysioterapeut, eller på anden måde uddannet i at helbrede fødder. Men jeg har selv det som kaldes “Nedsunken forfod”. Men – og det er jo et stort men, det er jo ikke sikkert du er ligeså heldig med nedenstående ting, som jeg er og har været.

Jeg har prøvet følgende ting med lægens hjælp. Det var første gang, jeg havde hælspore:

1. Pause hvor jeg dyrkede spinning.
2. Akupunktur – nåle ind i begge sidder af foden, dreje lidt på den. Det gav en fornemmelse af ‘uro’ i foden.
3. Speciallavede indlæg fra en bandagist
4. Lavede 90 øvelser 2-3 gange dagligt – hvor man med foden ‘kniber sammen’
5. Kiropraktik

Ad 1) Jeg var desperat – kunne ikke løbe, ikke spille volley, kunne ikke gå lange ture når vi var ude at rejse osv. Spinning var fantastisk sjovt, og det gav et kick, at sidde der på cyklen sammen med de andre. Indlæggene kunne bruges i mine spinning sko

Ad 2)Akupunkturen ved jeg ikke om hjalp, men det var gratis, og det gav en slags uro i foden, så det virkede som om musklerne fik det bedre.

Ad 3) Jeg kunne mærke tydeligt forskel – kunne gå længere med indlæg uden at blive ‘træt’ i mellem- og forfoden, men det var dyrt ca. 1000 kroner for at par såler.

Ad 4) Jeg kunne (og kan) mærke forskel, når jeg laver den øvelse med det samme. Ømheden forsvinder, mellemfoden har synligt større afstand fra gulvet.

Ad 5) Kiropraktik – Altså det kan da godt være det ‘rystede’ knoglerne op på plads, men musklerne skal jo også trænes for at de bliver deroppe.

For at støtte ovenstående, gik jeg i sko/støvler, som sad godt fast på foden, snøret, eller spændt fast – Det ser ikke særlig elegant ud med kjole og flade snøresko, men et par smarte støvler kan gå and med flad fod, og ECCO sko laver faktisk nogen, der kan gå an. I disse sko/støvler passer sålen også – man kan jo også bare tage den med og prøve de nye sko/støvler med sålerne i. Der skal være en god sål i – ikke fuldstændig flad.

Anden gang jeg fik nedensunken forfod, eller hælspore, var jeg grædefærdig. Jeg tænkte, nu går jeg ned og får den hydrocortison insprøjtning i foden. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg hørte om en fysioterapeut der var løbespecialist, og han havde jo øvelser som også er omtalt under ‘hælspore behandling’

1. Øvelser fra fysioterapeuten (pris bolde vist nok 270 + øvelser 18 stk)
2. Fysioterapeuten lavede samme kiropraktiske ‘rysten’ med fødderne, som kiropraktoren fra første gang
3. Nye Såler, der både støtter under mellemfoden og i svangen – pris 1000 kroner. Leveret og formet af fysioterapeuten.
4. Igen – nul stiletter, flade sko der sidder fast, i starten flade sko der kan snøres.

Ad 1) De hjælper og de er meget sjovere end 90 gange 3 gange om dagen af fodknibeøvelsen..!!! Ligenu laver jeg dem 2-3 gange ugentligt, og det er skønt. Jeg kan mærke og se forskel – tydeligt på svangen, som er højere hævet over gulvet efter øvelserne. Jeg laver alle 18 øvelser, og gentager alle øvelser 10 gange undtagen ‘knibe’ styrke øvelserne, som jeg laver 30 gange hver.

Ad 2) som første gang

Ad 3) De er endnu bedre end første gang, jeg føler i den grad de støtter, og jeg bruger dem i alle mine sko.

Ad 4) Øv Øv Øv – Jeg elsker stiletter og højhælede sko, men jeg elsker at løbe, og bevæge mig højere! Så de står pænt i skabet. Fysioterapeuten siger: 1 time i stilletter kan ødelægge AL træningen…!

Hvis du har nogle ting, du har prøvet via en fysioterapeut, læge, idrætsspecialist så kommenter endelig her, og skriv det på. Husk også at skrive hvis du ikke er uddannet, men bare videregiver noget du har prøvet.

Jeg håber dette kan bruges af alle jer, der søger information om hælspore og behandling af dette.  Min fysioterapeut sagde at folk med en rigtig hælspore ikke altid har gener af det, og omvendt, folk uden en rigtig hælspore godt kan have gener som om de har en.

Jeg fikk, endelig, journalen min fra oppholdet på Post 5, og da jeg leste igjennom den, fikk jeg meg noen små overraskelser. Men den største er at de ga meg en ny diagnose da jeg ble lagt inn. Jeg visste om ‘Ikke-organisk Psykose’ (som er gjort om til Hallusinatorisk Psykose), men de ga meg diagnosen ‘PTSD’ itillegg. Det stemmer kanskje med fortiden min, at jeg burde ha den diagnosen, men jeg er ikke så jævlig traumatisert at jeg sliter med det hver dag og har mareritt og flashbacks og alt det som må til for å få en sånn diagnose. De trodde kanskje stemmene jeg hører er stemmer fra barndommen min, og at det også har noe med ‘PTSD‘ å gjøre, men nei. Det er ikke det. Odin er og blir Odin. Og samme med de andre. De er ikke fortrengte tanker, de er ikke ‘ekko’ fra barndommen, de er der. That’s it! Jeg har ikke mareritt fra misbruket eller fra volden. Jeg har nesten ikke flashbacks eller minner heller. Det eneste jeg sliter med fra barndommen er å gå ut alene, i frykt for å møte noen av dem. Det er helt andre ting jeg sliter med. Stemmene, hallusinasjoner, depresjoner, ustabilt følelsesmessig, angst, selvmordstanker, ambivalens, selvskading, mm. Er det sånn at de problemene skygger for traumene mine? Jeg føler ikke at diagnosen passer til meg en gang, og det irriterer meg grønn at de ikke fortalte meg noe. Arrg! Er det dumt av meg å reagere sånn? Gaah..nå føler jeg meg bare teit..!

Er så sliten….så sliten. Jeg har syke bilder i hode. Syke idéer. Syke drømmer. Det er ikke til å sette ord på. Det går ikke…jeg tørr ikke. Jeg er bare helt tom for ord for tida. Vet ikke hva jeg skal skrive om, for jeg tror jeg har gitt opp å kjempe om å være tilstede. Gitt opp. Jeg er som en robot, bare eksisterer. Klarer ikke å tenke. Orker ingenting. Jeg vet ikke hvem jeg er lenger. Eller hva jeg gjør her. Eller hva noe av dette er godt for. Det er godt jeg skal til H i morgen. Nå trenger jeg det virkelig. Jeg må bare få sagt ting som de er. Jeg har sitti altfor lenge og bare nikket i de timene. Jeg har en del ting som må ut før jeg sprekker…

Where does hope goes, when I’m losing it…..?

För en gångs skull så gick jag upp tidigt, anledningen till det var att vi har haft ledarskapsmöte hemma hos mig idag Det är inte så skönt att gå upp kl 08, men jag ska inte klaga, det finns dom som måste gå upp ännu tidigare. Jag är nog lite bortskämd vad det gäller att få sova så länge man vill på morgnarna. Du kanske har varit inne på min blogg tidigare idag och sett att jag inte skrivit något. Nu vet ni anledningen. Jag har också bestämt mig för att inte skriva på förmiddagen utan på eftermiddagen/kvällen istället. Idag tänkte jag göra er uppmärksamma på en av mina favorit sing and song Writers, han heter Shawn McDonald. Jag tycker om att lyssna på olika människors berättelser, speciellt dom som handlar om hur dom har mött Jesus. Jag ska försöka lägga upp lite olika vittnesbörd i videoform om hur Jesus förvandlar människor . Jag börjar med Shawn, han har en riktigt intressant story att berätta och jag vill att du tar dig lite tid att lyssnar på hans berättelse om hur Jesus hjälpte honom ur missbruk av olika typer av droger.

Shawn McDonald: A Hippie Reborn

.

Shawn McDonald Music Video – “Free”

.

Ha en härlig dag!

Det fant liksom jeg ut i dag. Veldig idiotisk egentlig for det var et helsikke å få meg selv til å bare begynne på dem. Og jeg vet jeg bare har tatt dem i tre uker, men jeg føler meg så jævlig alene i det for jeg har ingen fuckings folk jeg kan snakke om det med for det er så umulig å forstå. Jeg fatter det ikke selv, hvordan i huleste kan andre fatte det da? Heldigvis så hadde jeg tatt medisinene mine for i dag (altså i går, siden klokka har passert midnatt) før jeg fant ut dette da, så vi får bare hva som skjer i dag (siden klokken har passert midnatt)
Men sånn egentlig så er jeg jo ikke i stand til å klare å gå på medisiner når jeg bare vil slutte på dem hele tiden, og da burde jeg jo ikke gå på dem, og da burde jeg jo slutte på dem og nå prøver jeg bare å lure meg selv til å finne en grunn til å slutte med dem.
Men jeg skal prøve å ta dem i morgen(som om klokken ikke var over midnatt), og om jeg ikke tar dem i morgen så blir det nok iallefall til at jeg tar dem på tirsdag. Men jeg vil ikke ta dem, jeg vil klare dette helvetet uten å måtte fucke hjernen opp med en haug med piller. (Ja, jeg vet det bare er en pille om dagen, men hvis man plusser alle dagene sammen blir det mange piller.)
Jeg blir faktisk lei meg-lei meg, som i helt vanlig normalt lei meg av tanken på dem. Ikke sånn deprimert-lei meg, bare vanlig lei meg-lei meg, og det gjør faktisk litt vondt.
Jeg syns synd på dere der ute som ikke har deprimert-lei seg-smerten hele tiden for da tror jeg man må kjenne på lei seg-lei seg-smerten og den tror jeg nok er vond på en helt annen måte, for da vet man ofte grunnen på hvorfor man er lei seg og den grunnen kan nok gjøre man ennå mer lei seg.

Av og til så føler jeg meg så sykt lite viktig. For egentlig, sånn helt innerst inne i maegregionen vil jeg vel egentlig at alt skal bli bra, jeg bare sliter med å vite hvordan, og jeg vet at alt går til helvetet nå og. Og jeg vet og at det hjelper ikke at den helvetets psykologen min aldri gir meg noen timer. Når det går sånn en månedstid mellom hver time, da syns jeg det går litt for lang tid.

Okey, var hos psykologen min for ca tre uker siden og skal i starten av desember igjen. Det er alt for lenge. Heldigvis har jeg time hos legen i mellomtiden da. Om to og en halv uke eller så. Og det er ganske lenge. Hun sa jeg skulle få time igjen om en uke, hun skulle sende brev i posten, men tror du ikke jeg fikk time nesten tre uker senere. Jeg kjenner at jeg faktisk blir litt lei meg.

Det er ikke det at jeg ikke får time som er et problem, det som er et problem er at jeg føler meg så sykt usikker på meg selv at jeg ikke vet hva jeg skal gjøre når det er så lang tid mellom for jeg trenger noe jeg kan komme til hvis alt går helt feil vei, og det føles det som om det gjør nå.

Flere og flere bedrifter i dag er blitt veldig bevisst på å ha ett massasje- og behandlingstilbud til sine ansatte for å forebygge, og redusere lengden på sykemeldinger. Omtrent en tredel av langtidssykefraværet og uførepansjon antas å være arbeidsrelatert. Muskel- og skjelettlidelser er den hyppigste årsaken til sykefravær og uføretrygd i Norge!

1) Virker smertelindrenede; løser opp spente og ømme muskler, og mykgjør stive ledd.
2) Øker blodsirkulasjonen kraftig , øker utskillelselsen av avfallstoffer og bedrer næringstilførselen til muskler, sener og ledd.
3) Virker drenerende. Fint for deg med vannansamlinger i kroppen.
4) Senker stressnivå og er med på å senke blodtrykket.
5) Forbedrer søvn.
6) Øker fleksibilitet og bevegelsesutslag.
7) Øker kroppsbevissthet.

En behandling tar fra 15- 30 min og en beholder klærne på, noe som gjør det lettvint å bruke tilbudet. 15 min Aquamassage tilsvarer 1 time vanlig massasje!

Følge oss på Twitter http://twitter.myaquamassage.com
Besøk vår hjemmeside: http://www.aquamassage.no

398M5DW525Q8

Den nye adressen til bloggen min er: www.camilladesire.com

Har endelig skaffet meg eget domene

Sliten i dag. Det er så vanskelig og vondt å aldri vite hva jeg vil eller hva jeg mener om ting. Det er litt deilig å ha Odin da, for han bestemmer som regel for meg. Men jeg blir så sliten av det. Fikk mld av H forrige uka, hvor han sa at han måtte avlyse timen min i dag, og jeg må vente helt til neste tirsdag. Men jeg tror kanskje det skal gå bra. Tørr uansett ikke å ta kontakt om jeg trenger det. Klarer ikke å si ifra. Jeg er oppe i den dosen med Seroquel jeg skal gå på, men ingen forandring ennå. Bare bivirkninger – trøtthet og dårlig mage! :S

Har ikke så mye mer å si, men husk den nye adressa til bloggen www.camilladesire.com

Den behandling som erbjuds för icke-fysiska åkommor domineras så gott som fullständigt av olika slags indi- vidualterapier. Frågan är om det är det enda individen behöver i ett samhälle som sedan länge präglas av ökad individualisering och därmed isolering?

Jag inleder härmed en ny serie av blogginlägg som handlar om hur sjukvården behandlar, eller undlåter att behandla, så kallade mentala sjukdomar. Men det handlar inte endast om sjukvården, utan i minst lika stor utsträckning om samhället vi lever i och dominerande föreställningar om friskhet, sjukdom, människan och samhället. Mitt mål är dels att utifrån serien småningom formulera debattartiklar till ledande morgon- och kvällstidningar, dels att i dem lyfta fram socialpsykologiska perspektiv som mycket väl kan komplettera dagens terapimetoder. Artiklarna kommer att, liksom inläggen, främst skjuta in sig på behandlingen av utbrändhet.

I detta inledande inlägg i serien skissar jag grovt på några huvudsakliga tankegångar, vilka jag i kommande inlägg hoppas kunna utveckla och fördjupa. Tankegångarna kan sammanfattas på följande vis:

• Några brister i dagens behandling av utbrändhet
• Förslag på socialpsykologiska perspektiv i behandling av utbrändhet
• Hur socialpsykologiska perspektiv kan komplettera och utveckla dagens metoder i behandling av utbrändhet
• Implikationer av att ha socialpsykologiska perspektiv med i behandling: hur blir reaktionen bland akademiker, terapeuter, politiker och andra professionella, samt inte minst bland de utbrända själva?

Målsättningen för serien är att så konkret som möjligt visa hur socialpsykologiska teorier kan bidra till människors rehabilitering vid diagnoser som utmattningssyndrom och utmattningsdepression. Därför utgår jag till stor del från mina egna erfarenheter och kunskaper, både som utbränd och som socialpsykologiskt intresserad. Snart fem år efter “väggen” och nio år sedan mitt intresse för socialpsykologi väcktes.

]]> http://pysan.wordpress.com/2009/10/21/man-med-brostcancer-och-gladje-for-annette/ Wed, 21 Oct 2009 08:33:50 +0000 pysan http://pysan.wordpress.com/2009/10/21/man-med-brostcancer-och-gladje-for-annette/

För det första så går gamla Kizz trummisen, Peter Criss ut och talar om att han har haft bröstcancer.. och att han tyckte att det var lite skämigt.. för han visste inte att män kunde få bröst cancer…
Detta betyder mina manliga läsare.. att ni också ska klämma och känna eller så ska ni be er partner att göra detta…
Risken för att en man ska drabbas är liten.. men den finns där… och mellan 40-50 män i Sverige drabbas av bröstcancer varje år.. det kan vara din tur nästa gång…
Trist bara att inte media lär sig… man är inte frisk efter 2 år… efter 5 år så kan man säga att risken för återfall är liten… och efter 10 år kan man säga att den som drabbats av bröstcancer är frisk… men risken för att sjukdomen ändå ska komma tillbaka kommer alltid att finnas.. för det är de som har fått metastaser eller en ny knöljävel efter 15 år.. så ingenting är säkert.. blir så arg när media kommer med felaktiga uppgifter… hela tiden…
Han var glad att slippa strålningen… jag tyckte att strålningen.. förutom tröttheten.. gick som en dans.. i förhållade till cytostatika behandlingen…

Så är det glädje för Annette såg jag.. jag har ännu inte hunnit in på din blogg.. men du får ett glädje tjut här..

Jippie-kajj-eij..!!!!!!

Läs även andra bloggares åsikter om pysan, Peter Criss, Kizz, trummis, strålbehandling, man, media, lära sig, fem år, återfall, knöljävel, felaktiga, uppgifter, cytostatika, behandling, glädje, blogg, Annette, tjut

I dag har vi fått besøk av schøningen vår, Charlotte! Og jeg fikk rose!  Kjempe koslig!

Skal kose oss masse i kveld hvertfall <3

Var i møte med legen og H i dag, og begynner på Seroquel/Qentiapin i kveld. Begynner på 25 mg og skal trappe opp til 150 mg. Så blir spennende å se om det hjelper noe.

Ha en fin kveld alle sammen <3