Morsomt. Det aller morsomste er å se de stramme snurpetrutene blant publikum.

Vi tar med del to også:

Og hvis noen går inn på youtube og ser kommentarene under snuttene, er det interessant å se hvor forbløffet amerikanerne er over svenske “open minded” kristne. Kult.

Første Mosebok er blitt tegneserie (igjen), nå er det den amerikanske tegneserieskaperen R. Crumb som har tatt oppdraget. Han har brukt fire år, fulgt bibelteksten ganske slavisk og ikke hatt latterliggjøring som mål. Det er action nok i seg selv i teksten, og Crumb er sier han ble slått i bakken av ondskapen, massemordene, volden, incesten etc etc.

Her er saken i Dagbladet.no (Kommentar fra Meland Gruppen: Vi er ikke stolte over denne saken, men vi velger å nevne den likevel, på grunn av de fine tegneseriestripene).

Vanvittig mye synd av denne typen førte til syndefloden:

Sett bort fra sexen, akkurat denne lille stripen er min favoritt. Dette skjer når Babels tårn ryker:

Er mute eit ord som er kjent og forståeleg på moderne norsk? Eg tvilar på det, sjølv om ordboka fortel at dette er eit ord som finst både på nynorsk og bokmål, og det både som verb og substantiv.

I kveld har eg sett på nokre tekstar i 5. Mosebok. Eg har blant anna samanlikna nokre tekstar i Bibelen min (1978/85-utgåva) og i prøveteksten til den nye bibelomsetjinga på bibel.no.

Her er eit avsnitt henta frå prøveteksten til den nye omsetjinga:

I alle dei byane Herren din Gud gjev deg, skal du setja inn dommarar og tilsynsmenn for stammane dine, og dei skal dømma folket med rettferdige dommar. Du skal ikkje vrengja retten og ikkje gjera skilnad på folk. Du skal ikkje ta imot muter, for mutene gjer vise menn blinde og øydelegg saka for den som har rett. Rettferd, ja, rettferd skal du jaga etter. Då skal du få leva og ta i eige det landet som Herren din Gud gjev deg. (5. Mos 16,18-20)

Ordet mute er ei omsetjing av det hebraiske shokhad. På bokmål nytter ein her ordet bestikkelser som er eit godt og forståeleg ord. På nynorsk held altså bibelomsetjarane på ordet mute. Eg syns ikkje me skal gå inn i framtida med eit så konservativt nynorsk bibelspråk. Kan me ikkje omskriva det med så enkle og forståelege ord som hemmelege gåver?

Mitt forslag til omsetjing av den aktuelle setninga i 5. Mos 16,19 blir då:

Du skal ikkje ta imot hemmelege gåver, for slike gåver gjer vise menn blinde og øydelegg saka for den som har rett.

Kva seier du, Anders?

Oppdatering 19.11.2009:

Eg har i dag testa ordet på venner og familie. Eg har ikkje truffe nokon som veit kva muter betyr. I lunchen avslørte eg tydinga av ordet og testa ut forslaget om å omsetja det med hemmelege gåver. “Men dette har ikkje nødvendigvis den same negative klangen som bestikkelser“, var reaksjonen eg fekk. Me prøvde oss fram med ulike uttrykk, – og det beste (og mest folkelege) forslaget var nok “du skal ikkje ta imot smøring”. Konklusjonen rundt lunchbordet var at det må vera mogleg å finna ei god omskriving av setninga. Her har Bibelselskapet ein jobb å gjera!

Jeg har vært så smart å lånt vekk boken jeg skulle skrive om av Anthony Flew, så mens vi dere venter kan dere jo ta et titt på mitt innlegg om Noas Ark – republisert fra Kristendomsbloggen med et par justeringer.

Bibelens fortelling om Noa og den store flommen Gud lot slippe løs over menneskene, har betydelige likheter med flere andre mytologiske fortellinger. Det viser seg at det sentrale i mytene også kan ha rot i virkeligheten, i følge vitenskapelige funn.

Mytologi

Svært mange kjenner til den bibelske fortellingen om Noas ark og syndefloden. Ikke like mange er klar over at urovekkende lignende historier blir skildret i mytologiske sagn fra ulike deler i verden.

I det omtrent 4000 år gamle mesopotamiske Gilgamesj-eposet fortelles det om Utnapishtim. En av gudene, Ea, advarte Utnapishtim om at de ville la menneskene drukne i en stor flom, men Utnapishtim skulle få tid på seg til å bygge en båt. I den kunne han og hans familie unnslippe vannmassene.

Skriftspråket ble, etter hva vi kjenner til, introdusert i Sumer (Mesopotamia) for drøye 5000 år siden. Rundt 1000 år senere ble så altså den versjonen vi kjenner av Gilgamesj-eposet skrevet ned.

Basisen i historien er derfor sannsynligvis av svært gammelt opphav. Ifølge Bibelen landet Noa til slutt på fjellet Ararat i Kaukasus. Om vi ser på regionen, er det kort vei til Svartehavet. Dette passer bra med det Gilgamesj-eposet forteller.

I tillegg finner vi flere andre lignende fortellinger:

- Det finnes en sumerisk versjon av historien som er eldre enn Gilgamesj-eposet. Arkeologene har kun funnet fragmenter av fortellingen, ganske enkelt kalt “Flommen”. Her bærer helten navnet Ziusudra.

- I de indiske Rigvedaskriftene fortelles det om en mann kallt Manu. Også han blir advart om at en flom skal sluke alle skapninger, og at han må bygge et skip som skal føre ham til “det nordlige fjellet”.

- Den aller eldste versjonen av dette scenariet er Atrahasis-eposet, som er minst 300 år eldre enn fortellingen om Gilgamesj.

Alle disse historiene deler følgende momenter:

- En urhelt som overlever en gigantisk katastrofe fordi han har fått varsel.

- En flom iverksatt av gudene (eller Gud i Bibelen).

- Flommen utgjør startpunktet for den eksisterende verdens historie.

- Urhelten finner land og blir stamfar for nåtidens menneskeslekt.

Forskning

To amerikanske oseanografer, William Ryan og Walter Pitman, er seniorforskere ved Columbia University i New York, og har begge mottatt the Shepard Medal for eksemplarisk virke innen maringeologi. Ryan og Pitman har i samarbeid med europeiske forskere fra flere fagdisipliner, funnet bevis for at det faktisk har funnet sted en gigantisk flom. Stedet er Svartehavet, og tidspunktet for katastrofen passer treffende godt i tid med de gamle mytene.

I følge Ryan og Pitman har man kommet frem til følgende resultater:

- Cirka 5600 f.Kr. brøt Middelhavet gjennom den naturlige demningen ved Bosporusstredet. Med hele Atlanterhavet i ryggen, flommet gigantiske mengder vann gjennom åpningen. Antall kubikkmeter vann må ha vært i størrelsesorden 200 ganger Niagaras vannføring.

- Da vannmassene fra Middelhavet flommet inn i sjøen steg nivået raskt; 15,2 centimeter om dagen. Konsekvensen for de fastboende bøndene langs bredden av New Euxine Lake ble at de måtte rømme opptil 1,6 kilometer hver dag, mens de samtidig skulle skaffe seg mat. I nesten 2 år fortsatte vannet å stige i dette tempoet.

- Vannet ble salt, fisk døde, avlingene lå under vann og folk hadde plutselig dårlig tilgang på drikkevann. Folk kunne aldri mer vende tilbake til sine gamle bosettinger. Deres verden var druknet.

- Overlevende spredte seg deretter vestover til Europa, nordover til Russland, østover inn i Sentral-Asia og sørover til Lilleasia og Midt-Østen. Med seg brakte de datidens mest utviklede redskaper og avanserte ferdigheter, og kunnskapen om hvordan man driver intensivt jordbruk. I løpet av kort tid erstattet deres levesett steinalderkulturene som hadde vært der før dem.

Grunnen til at det nettopp var sumererne som best klarte å ta vare på fortellingen, kan ha med klimatiske forhold å gjøre. De uregulære, men hyppige flommene i Mesopotamia må jevnlig ha minnet folket om Den Store Flommen, og når elvene gikk over sine bredder var det den perfekte anledningen til å innvie den oppvoksende generasjonen i myten.

Jordbrukssamfunnet

En av bivirkningene av floden, var det europeiske jordbrukssamfunnet slik vi kjenner det idag, i følge professor ved Execeter University, Chris Turney, som har gitt ut boken “Bones, rocks and stars: The Science of when things happened”.

- Det må ha fortont seg som om hele verden ble oversvømt. Katastrofen de opplevde passer svært godt inn i fortellingen om syndfloden og Noas ark, sier Turney.

- I takt med at Svartehavet ble fylt, har vi anslått at rundt 4.500 mennesker årlig måtte flykte. Det betyr at til sammen rundt 145.000 mennesker kan ha blitt fordrevet før oversvømmelsen var ferdig, hevder han.

Turney peker på at disse menneskene vandret vestover inn i Europa, som frem til da stort sett bare hadde bestått av jeger- og sankersamfunn. I Perioden etter at katastrofen traff svartehavet, finnes det arkeologiske bevis for en plutselig oppblomstring av jordbrukssamfunn, blant annet i dagens Hellas og i landområdene videre vestover.

Dermed kan “klimaflyktningene” fra Svartehavet ha startet overgangen fra den neolitiske tid (bondesteinalder/tidlig steinalder) til den mesolitiske tid (middelsteinalderen) i Europa.

- Vi tror at samfunnene helt øst i Europa, som hadde lært seg å dyrke jorden og å lage potter, tok med seg kulturen sin inn i Europa da de flyttet fra vannmassene, sier Turney.

Kilder: Historisk og Forskning.no

Det første slag udkæmpet af Profeten(sa) og hans ledsagere var en forsvarskrig. Det er kendt som slaget ved Badr, et sted “nær” byen Medina (for at være mere præcis, ligger det ca. 128 km. fra Medina). Dette var et slag hvor Profeten med sine ledsagere stod over for fjenden, der var kommet helt fra Mekka som stadig blev kontrolleret af de vantro.
De første vers om den lille jihad, den væbnede kamp, som tydeligt bliver forklaret:

“Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem […]“ – [Koranen: 22:39]

Og:

“(Tilladelse gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette[…]“ – [Koranen:22:40]

Altså bliver der her henvist til de vantro i Mekka, der førte krig mod Profeten(sa) og hans ledsagere i Medina. Koranen siger endvidere:

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne.” – [Koranen: 2:190]

I dette vers er der tale om at reagere på en krig således, at du må forsvare dig selv; der er overhovedet ikke tale om at indlede kamp. Selv i den defensive tilstand af kamp, advarer Gud den Almægtige muslimerne, at de ikke må ‘overgå’ de rigtige og forsvarlige grænser.
Islam lærer os, at muslimer bør være stærke for at forsvare dem selv, men dette betyder ikke at de skal være aggressive og uretfærdige. Gud har fastsat denne generelle vejledning meget tydeligt, når Han tiltaler muslimerne på følgende måde:

“Og gør rede for dem (der kæmper mod jer) hvad I formår af (krigs-)magt og af beredne grænsevagter, hvormed I kan skræmme Allahs fjende og jeres fjende og andre foruden dem. I kender dem ikke, (men) Allah kender dem. Og hvad I end giver ud for Allahs sag skal gengældes jer, og der skal ikke gøres jer uret.” – [Koranen: 8:60]

Efter at have givet denne generelle vejledning for at være stærk og parat til at forsvare os selv, fortsætter verset:

“Men hvis de viser tilbøjelighed til fred, så vær du også tilbøjelig dertil, og sæt din lid til Allah, thi Han er den Althørende, den Alvidende.” – [Koranen: 8:61]

Kort fortalt, ønsker Islam at muslimer skal være stærke, for derved ikke at blive hundset rundt med og behandlet skidt af andre. De er dog nødsaget til at slutte fred selv mod deres fjender, hvis der tilbøjelighed til fred fra fjendens side.

Tekst og kontekst

Nogle forfattere og talere citerer de koraniske vers ud af kontekst og forsøger at klandre Islam for at fremme vold og terrorisme. De tager en ‘tekst’ og bruger den uden sin ‘kontekst’; med andre ord, begår de citatfusk.
Det er ligesom når nogle mennesker “undersøger” Bibelen og vælger de følgende ord eller sætninger, for at bevise at Bibelen opfordrer til vold:

“Take all the leader of these people, kill them.” (Numbers 25:7)

“Now kill all the boys. And kill every woman who has slept with a man, but save for yourselves every girl who has never slept with a man.” (Numbers 31:17-18)

“Kill every male and every woman who is not a virgin.” (Judges 21:11)

Ingen retsindig person ville acceptere sådan en “ude af kontekst”-præsentation af de Bibelske vers. Alligevel ser vi dog kristne evangelister og missionærer gøre nøjagtigt det samme med Koranen uden tøven.
Så lad os tage et kig på nogle eksempler af Koranens tekst taget ud af dens kontekst.

Første eksempel:

“Og dræb dem, hvor I end finder dem[…]“ – [Koranen: 2:191]

For at forstå den fulde kontekst af verset, læs da hele vers 190 til og med 193 tilsammen:

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne. [2:190] Og dræb dem, hvor I end finder dem, og driv dem ud fra (den by), hvorfra de fordrev jer, thi forfølgelse er værre end krig. Men bekæmp dem ikke ved den Hellige Moské, førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper mod jer, så bekæmp dem. Således (er) de vantros belønning. [2:191] Men hvis de afstår (fra kamp), så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig. [2:192] Og bekæmp dem, indtil der ikke er mere forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men hvis de afstår (fra kamp), så (skal de vide), at der kun er fjendskab mod de uretfærdige.” [Koranen: 2:193]

(NB: den ‘Hellige Moské’ er Kabba’en i Mekka)
Konteksten klargør altså at vers 191 tillader muslimerne i Medina at forsvare sig mod overfaldene og angrebene fra de vantro i Mekka. Den siger absolut ikke, at muslimer bør gå hen og dræbe vantro i verdenen hvor end de finder dem!

Andet eksempel:
Kapitel 4 (Sura Al-Nisa’), vers 74, der angiveligt opfordrer til at udgyde blod:

“Lad dem da kæmpe for Allahs sag – de, der vil sælge det nærværende liv for det kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag – om han så falder eller sejrer – ham vil vi give en stor belønning.” – [Koranen: 4:74]

De der citerer ovenstående vers, undlader næste vers(som det passer dem), nr. 75, der forklarer formålet og retfærdiggørelsen af den lille/mindre jihad:

“Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene – dem, der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk og en beskytter fra Dig Selv, og skænk os en hjælper fra Dig Selv.” – [Koranen: 4:75]

Dette vers opfordrer tydeligt muslimerne til at forsvare de undertrykte mænd, kvinder, og børn. Bør en guddommelig religion da ikke forsvare de undertrykte mænd, kvinder og børn? Hvor er rimeligheden henne, hvis man finder sig i undertrykkelse?

Tredje eksempel:

“[…]Bekæmp så vantroens ledere[…]“ – [Koranen: 9:12]

Dette er kun en den af den passage, hvor Gud taler om muslimerne i Medina og deres aftale om våbenhvile med de ikke-troende i Mekka. Læs da fra vers 12 til og med 15:

“Og hvis de bryder deres eder, efter at de har sluttet pagt, og begår overgreb mod jeres religion, bekæmp så vantroens ledere, thi for dem betyder eder intet, for at de må afholde sig (fra angreb). [9:12] Vil I ikke kæmpe mod et folk, som har brudt deres eder, og som planlagde at uddrive Sendebuddet, når de begyndte (fjendtlighederne) mod jer i første omgang? Mon I frygter dem? Men Allah har større krav på at I frygter Ham, hvis I er troende. [9:13] Kæmp (da) mod dem. Allah vil straffe dem ved jeres hænder og beskæmme dem og hjælpe jer mod dem og rense hjerterne på et folk, som tror. [9:14] Og Han vil fjerne vreden fra deres hjerter. Og Allah vender Sig (nådigt) til hvem Han vil, og Allah er alvidende, Alvis.[9:15]“

Konteksten giver klart retten til forsvar for den enkelte muslim, men den fremmer på ingen måde aggression. Igen, skal man som muslim ikke finde sig i undertrykkelse og angreb uden videre. Man skal ikke stå som en kujon og opleve undertrykkelse, uden at gøre noget ved dette. Allah(swt) er retfærdig, og giver derfor retten til forsvar. Gjorde Han(swt) ikke dette, kunne man lige så godt ligge sig ned og se sig besejret, og i værste fald, endda miste livet(eksempelvis i kamp).

Fjerde eksempel:

“[…]og bekæmp afgudsdyrkerne alle til hobe.” – [Koranen: 9:36]

I virkeligheden er denne sætning en del af et helt vers, hvor Gud taler om helligheden af fire af de tolv måneder, hvor man ikke må gøre sig selv uret. Efterfølgende fortsætter verset:

“[…] og bekæmp afgudsdyrkerne alle til hobe, ligesom de bekæmper jer alle til hobe, og vid, at Allah er med de retfærdige.” – [Koranen: 9:36]

De, der gerne tager dette koraniske vers ud af dets kontekst, udelader “pudsigt nok” delen med: “ligesom de bekæmper jer alle til hobe.” Som man kan se, svarer dette vers også på aggression påbegyndt af polyteisterne mod muslimerne; verset snakker ikke om selv at indlede krig.

Konklusion
Fra disse eksempler, er det temmelig klart, at Islam ikke snakker om den mindre/lille jihad for at man skal angribe hinanden, eller indlede en krig; den tillader snarere muslimer at fysisk forsvare deres liv, ejendomme og lande imod ethvert angreb, og også at bekæmpe tyranni mod de undertrykte mænd, kvinder og børn.
Versene omhandlende afgudsdyrkerne i Mekka er meget specifikke og relateret til den pågældende periode. Lad os igen se på kapitel 22, vers 39-40:

“Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem.[22:39] (Tilladelsen gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene). Og hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker[dvs. ved krig], så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. Og Allah vil visselig den, der hjælper Ham, thi Allah er Stærk, Almægtig.[22:40]“

Islam behandler det realistiske, menneskelige samfund, og ikke det idealistiske samfund. Det kan godt være, at kristendommen siger, at man skal vende den anden kind til, men hvor realistisk er dette, hvis man er under angreb og undertrykkelse? Skal man blot sidde i sit hjem og byde fjenderne velkomne og fortælle dem, at de snildt kan gøre hvad de har lyst til, og blot se på deres grusomme handlinger? Uden retten til forsvar ville vi være hjælpeløse, besejrede, og uduelige.
Man skulle tro, at man ikke behøvede at forklare det følgende, men, nu gør jeg det alligevel, da nogle mennesker åbenbart stadig har svært ved at skelne mellem den korrekte jihad i Koranen, og sindssyg-Osama-bin-Laden-jihad: Der er intet jihad over det, at man slår uskyldige mennesker ihjel, og siger, at det er for Allahs(swt) skyld og jeg ved ikke hvad. Allah(swt) kræver ikke angreb af os, men forsvar. Om så hele verdens muslimer begik Bin Laden-jihad, ville dette ikke gøre det mere korrekt. Det ville stadig gå imod selve religionen Islam, og hvad den står for. Om så “muslimer” har gjort dette gennem århundreder, er det stadig ikke rigtigt af den grund. Som Imam Ali(as) sagde, er sandheden ikke nødvendigvis med flertallet- og det er sådan set samme princip her: at mange mennesker udfører/har udført en bestemt ting, betyder det ikke automatisk, at det er sådan tingene bør være og foregå. Vi har Koranen og den bør vi følge som retningslinje, og gør vi dette, ville den mindre jihad aldrig have foregået som den desværre tidligere har gjort. Dog ved almene muslimer dog stort set godt nu, at den mindre jihad altså ikke betyder, at man skal slå alle ihjel, der ikke kalder sig muslimer.
Man bør huske på, at selv en fredsfyldt kærlighedsroman, kan man få til at blive en negativ, hadefuld roman, hvis man piller i teksten som man ønsker. Alt bør læses og forstås i dets kontekst, for ikke at blive ødelagt og misforstås.

Glem desuden ej Den Store Jihad, som jo er den allervigtigste, og som enhver muslim bør udføre.
(NB: Artiklen her er en blanding af en oversættelse fra en artikel af Sayyid Muhammad Rizvi, og noget jeg selv har skrevet)

Oprindeligt postet på TV2-blog 9/6-09

Jeg tror ikke at der er en beretning i Bibelen, der har været så omdiskuteret som Skabelseseretningen.. Uanset om man er pro- eller imod en fundamentalistisk læsning af beretningen, så er det en ret interessant beretning, der reelt lægger op til både megen fordybelse, men nok også megen forvirring (og modstand, for dem der mener at det i det hele taget er noget vrøvl:o)..

Anyway, jeg vil da gerne give mit bud på en tolkning af beretningen:o).. Som nogle af jer derude muligvis ved, så er der “to” skabelsesberetninger eller i hvert fald to dele.. Jeg vil starte med den første her og så følge op med den anden, samt en redegørelse for forholdet mellem de to, som jeg læser det, i et følgende indlæg..

Først og fremmest må jeg nok lave en kortere redegørelse for en tolknings”teknik”, som man bruger inden for jødedommen: PaRDeS.. Det er, sjovt nok, det persiske ord for “paradis”, men her går det dog mere på en forkortelse for de fire tolkningsredskaber: Pshat (ligetil), Remez (antydning), Drash (at søge) og Sod (det skjulte)..

Pshat er den umiddelbare læsning, f.eks. at jorden blev skabt på seks dage, bum, færdig.. Remez, hvor du finder antydninger af, at det muligvis ikke er så ligetil (Ha’Aretz haytah tohu v’vohu – der sker et eller andet her).. Drash, hvor du forsøger at finde en dybere mening, ved at holde verset op mod andre steder i Torah.. Og endelig Sod, den “mystiske” indgang til tolkningen, Kabbalah:o)..

Jeg tror at allerede nu, har læseren fået en fornemmelse af, at jeg kommer til at præsentere noget lidt alternativt til den “almindelige” fundamentalistiske præsentation af jorden værende skabt på seks 24-timers døgn:o)..

Ok, Pshat:

Bereshit bara Eloqim et hashamayim v’et haAretz.. I begyndelsen skabte G-D himlene og jorden.. Sådan begynder den og gennemgår så de seks dage med skabelse, frem til den syvende dag, der blev helliggjort..

Umiddelbart virker det ikke helt indlysende, ikke engang for den der acceptere det som stående (og forholder sig strikt til Pshat):

Først blev lyset skabt og skilt fra mørket, dermed har vi dag og nat, men solen, månen og stjernerne blev først skabt på fjerdedagen? Hvad søren skulle så kunne give lys før det?

Anyway, De seks dages skabelselse forløber som følgende:

Dag 1: Himlene og jorden, samt lyset der skilles fra mørket..
Dag 2: Himmelvælvingen, der skiller “vandene” foroven fra vandene forneden..
Dag 3: Vandene forneden bliver samlet et sted og der fremstår tør land, hvorefter plantelivet skabes..
Dag 4: Solen, månen og stjernerne..
Dag 5: Livet i havet og fuglene..
Dag 6: Dyrene på landjorden og mennesket..
Dag 7: G-D stopper med at skabe og helliggør den syvende dag, der skal være en hviledag..

Ok, sababa, så har vi ligesom det på plads.. Folk vil naturligvis stoppe op og sige: “Hallo, jorden skabt før solen? Right.. Og hvordan kan man overhovedet tro på at jorden blev skabt på seks dage?”

Mja, gode spørgsmål.. For det første, spørgsmålet om tid (og nu begynder vi at komme til Remez;o):

På hebraisk er “dag” yom.. Det interessante ved dette ord er, at meningen af det dækker en tidsperiode, der har en defineret begyndelse og en defineret endelse, altså en periode som skiller sig ud [fra andre perioder].. Det kan være 24 timer, det kan være nogle millioner af år.. Så allerede nu ved vi, at det med de seks dage ikke er så ligetil..

“Jamen, der står: Og det blev aften og det blev morgen, den tredje dag, så det er et døgn vi taler!”, vil den kristne kreationist så bryde.. Javel, muligvis, men hvad søren sker der i tidsrummet mellem himlene og jorden blev skabt og så frem til slutningen på den første dag? Og hvad med det der gik forud?

Det interessante ved begyndelsen på Skabelsesberetningen er det første ord: Bereyshit.. I begyndelsen.. Det interessante er, at dette er starten af dette der efterfølgene omtales, altså himlenes og jordens begyndelse, ikke begyndelsen af den første dag.. Hvis det skulle have været altings begyndelse, så skulle der have stået: Barishonah, “Som det første”.. Så noget er der sket forud for dette..

At der ikke kan være tale om 24-timers døgn, baserer de Lærde videre på Pshat: Solen og månen blev først skabt senere, altså kan der ikke have været tale om 24-timers døgn, da de blev skabt så vi kunne fastsætte tider efter dem, OGSÅ 24-timers døgn, altså har der ikke været 24-timers døgn før dag fire..

Endvidere henviser de til (Drash) at en dag for G-D er som tusind år og tusind år er som en dag, altså kan vi ikke vælge at definere tiden for G-D..

Ok, men hvad så med rækkefølgen?

Se, det der fascinerer mig ved Torahen, er måden den åbnes for den der ønsker at afsøge dens hemmeligheder.. Den er som en væv, der sætter tråde sammen og danner et nyt mønster, PaRDeS er værktøjet vi bruger:o)..

Hvis vi tager de seks dage og stiller dem op i to rækker:

Dag 1 – Dag 4
Dag 2 – Dag 5
Dag 3 – Dag 6

Og derfra læser først linje, dernæst anden linje og så tredje linje, så kommer vi frem til en lidt anderledes rækkefølge:

Lys – Sol, måne og stjerner
Hvælving, landjord og vegetation – Liv i hav, fugle og landdyr

Det giver jo en helt anden version af Skabelsesberetningen, end den umiddelbare læsning (Pshat) lægger op til:

“I begyndelsen af Himlenes og jordens skabelse, skabte G-D lyset og skilte det fra mørket, ved fremkomsten af solen, månen og stjernerne, der skulle være tegn for mennesket, til fastsættelse af tider.. Derefter lod en hvælving opstå, der skulle skille vandene foroven, fra vandene forneden, og lod vandene forneden samle sig, så det tørre land kunne fremstå og skabe forudsætning for planteliv, liv i havet, liv der herskede i himlen og alle former for dyr på land.. Endeligt skabte G-D mennesket, der skulle herske over hele jorden.. Dette lod Han fremstå over seks “dage”, som et tegn for mennesket, at i seks dage skulle mennesket være aktiv, men den syvende dag, som G-D helliggjorde, skulle mennesket hvile og hellige G-D..”

Mja, det var så mit bud på første del af Skabelsesberetningen:o)

En længere artikel, der er inde på samme emner og har lidt af de samme tanker, kan læses her:

http://chaver.com/Torah-New/English/Articles/The%20Creation%20Weave.htm

Jeg må tilstå, at jeg har ladet mig inspirere lidt af den:o)..

Mvh

KAPITEL 3

1 Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde:

2 omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.

3 Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

4 Men Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning.

5 Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen.

6 Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder.

7 Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste eder at flye fra den kommende Vrede?

8 Bærer da Omvendelsens værdige Frugter,

9 og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.

10 Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden.

11 Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild.

12 Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

13 Da kom Jesus fra Galilæa til Jordanen til Johannes at døbes af ham.

14 Men Johannes formeente ham det og sagde: Jeg har behov at døbes af dig, og du kommer til mig!

15 Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham.

16 Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.

17 Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

KAPITEL 2

1 Men der Jesus var født i Bethlehem i Judæa, udi Kong Herodes’ Dage, see, da kom Vise af Østerland til Jerusalem og sagde:

2 hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham.

3 Men der Kong Herodes det hørte, blev han forfærdet, og al Jerusalem med ham;

4 og der han havde forsalmet alle de Ypperstepræster og Skriftkloge iblandt Folket, adspurgte ham dem, hvor Christus skulde fødes.

5 Men de sagde til ham: i Bethlehem i Judæa; thi der er saa skrevet ved Profeten:

6 og du, Bethlehem i Juda’ Land! er ingenlunde den mindste iblandt Juda’ Fyrster; thi af dig skal udgaae en Fyrste, som skal være mit Folks Israels Hyrde.

7 Da kaldte Herodes de Vise hemmelig og udspurgte nøie Tiden af dem, naar Stjernen havde ladet sig tilsyne.

8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: gaaer hen og udspørger flittelig om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, og jeg og kan komme og tilbede det.

9 Men der de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde seet i Øster, gik hen for dem, indtil den kom og stod ovenover, hvor Barnet var.

10 Men der de saae Stjernen, bleve de saare meget glade.

11 Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefæ og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha.

12 Og der de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de skulde ikke vende tilbage til Herodes, fore de ad en anden Vei bort til deres Land.

13 Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det.

14 Men han stod op, tog barnet og dets Moder om Natten, og veg hen til Ægypten.

15 Og han blev der, indtil Herodes var død, at det skulle fuldkommes, som var talet af Herren ved Propheten, som siger: fra Ægypten kaldte jeg min Søn.

16 Der Herodes da saae, at han var skuffet af de Vise, blev han saare vred og sendte hen og lod ihjelslaae alle Børn som vare i Betlehem og i al dens Egn, fra to Aar og derunder, efter den Tid som han havde udspurgt af de Vise.

17 Da blev det fuldkommet, som talet er af den Profet Jeremias, som siger:

18 en røst blev hørt udi Rama, Graad og Skrig og megen Hylen; Rachel begræd sine Børn og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke mere.

19 Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Ægypten, sigende:

20 staa op, og tag barnet og dets Moder, og drag hen til Israels Land; thi de ere, døde, som søgte efter barnets liv.

21 Men han stod op og tog Barnet og dets Moder og kom til Israels Land.

22 Men der han hørte, at Archelaus regjerede i Judæa i sin Faders Herodes’ Sted, frygtede han at komme derhen; men han blev advaret af Gud i en Drøm og veg hen til Galilæas Egne.

23 Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

KAPITEL 1

1 Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog.

2 Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre

3 og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram;

4 og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon;

5 Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai;

6 og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias’ Hustru;

7 og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa;

8 og Asa avlede Josaphat; og Josaphat avlede Joram; og Joram avlede Ozias;

9 og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Achas; og Achas avlede Ezechias;

10 og Ezechias; avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias;

11 og Josias avlede Jechonias og hans Brødre ved den babylonske Udlændigheds Tid.

12 Men efter den babyloniske Udlændighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;

13 og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim; og Eliakim avlede Azor;

14 og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Achim; og Achim avlede Eliud;

15 og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob;

16 og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus.

17 Altsaa ere alle led fra Abraham indtil David fjorten Led, og fra David indtil den babyloniske Udlændighed fjorten Led, og fra den babyloniske Udlændighed indtil Christus fjorten Led.

18 Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand.

19 Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende.

20 Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand.

21 Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.

22 Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger:

23 see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

24 Men der Joseph vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru.

25 Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

Oprindeligt postet på TV2-blog 24/12-08

Her er så tredje og sidste del af “HELE Bibelen”..

Hvorfor skulle jøder ”mangle noget”, når NT ikke er en del af deres Bibel? Det kristne udgangspunkt er, at alt fokuseres omkring Jesus og da NT også er fokuseret omkring Jesus, må NT naturligvis være omdrejningspunktet for en eventuel bibel.. Spørger du en kristen, vil du få at vide, at du ikke kan læse GT uden at læse den ud fra NT, altså skal GT tolkes i lyset af NT..

Dette er ret interessant, for det gør jo at uanset hvad der står i GT, så skal det passe med NT.. Men hvad nu hvis det ikke gør dette? Så må det, set fra et kristent perspektiv, nødvendigvis være fordi der er en dybere mening med det pågældene, noget der skal tolkes af ”ånden”.. Tag f.eks. profetien om jomfruen der skal blive med barn, som er omtalt i Matthæus.. Det er netop dette der ligger til grund for at jomfru Maria er potræteret som jomfru i evangelierne.. Når man læser den reelle profeti (Esajas 7,14), er der nogle ting der springer den hebraisk-kyndige og årvågne læser i øjnene:

1: Det hebraiske ord der er oversat med ”jomfru” er ’alma, hvilket reelt betyder ”ung kvinde om hvem vi ikke ved noget”.. Det afviser naturligvis ikke at denne kvinde er jomfru, men det er ikke givet.. Skulle dette være en profeti om en jomfru-fødsel, måtte det – at kvinden skal være jomfru – vel være centralt? I så tilfælde ville det konkret ord for ”jomfru”, b’tulah, være brugt i stedet.. Forvirringen omkring dette, er nok opstået fordi at forfatteren af Matthæus ikke kunne hebraisk, men græsk, og derfor har benyttet Septuaginta, der er en græsk (og omstridt) oversættelse af  TaNaCh*.. Da der ikke noget græsk ord der modsvarer ’alma, har man benyttet ordet pathenos der netop betyder ”jomfru”.. Aha.. Så langt så godt..

2: Læser man konteksten af hele kapitlet, er der tale om følgende personer:

1.    Esaja, som er profet
2.    Ahaz, der er konge af Yehuda (Judæa)
3.    Rezin, der er konge af Syrien
4.    Pekah, der er konge af Israel
5.    Den omtalte unge kvinde
6.    Barnet, der skal hedde Imanuel

Ud af konteksten kan vi læse følgende: Ahaz frygter de to andre konger, som han tilsyneladene ikke er på god fod med.. G-D vil beskytte Ahaz mod de to og sender Esajas for at meddele det til Ahaz.. Esajas fortæller Ahaz, som absolut ikke tror på at G-D skulle støtte ham, da han er en skidt fyr (selvindsigt er en god ting), at Ahaz må vælge et hvilket som helst tegn som overbevisning om at det passer.. Da Ahaz bliver ved med at afvise, siger Esajas at G-D så selv vælger et tegn: At en ung kvinde skal blive med barn som skal kaldes Imanuel og FØR! (det er her vi skal være opmærksomme) dette barn vokser op og kan kende forskel på ret og uret, vil Ahaz’ to fjender (Rezin og Pekah) være udslettede..  Aha, så vi lærer altså de to følgende ting her:

Hvem tegnet er beregnet for (Ahaz) og hvad tegnet er (at Rezin og Perah skal være udslettede før barnet bliver 13)..

Ok, så langt så godt.. Men hvorfor skulle dette ikke kunne være Jesus der er tale om? Af den simple grund, at dette sker flere hundrede år før almindelig tidsregning (Jesu fødsel er udgangspunktet for den vestlige tidsregning).. Og hvis denne profeti skulle være centreret omkring Jesus, så havde Ahaz godt nok lange udsigter..

Læser man dette som det står, så kan man have svært ved at acceptere dette som en profeti om Jesus.. Men så kommer det fantastiske: Det skal læses på to nivauer, siger den kristne.. Det umiddelbare og så det som ”ånden” åbenbarer, nemlig at der er en dybere mening med profetien.. Og den er åbenbart at Jesus skal fødes af en jomfru.. Alt SKAL centreres omkring Jesus..

Dette var dog et langt sidespring, som dog (forhåbentligt) illustrerede en pointe..

Når jøden læser sin Bibel, savner han ikke Jesus i den.. Han ser slet ikke hvorfor han skulle tænke på Jesus, når han læser Bibelen, for Jesus er ingen steder i den jødiske Bibel.. Når jøden bliver præsenteret for kristne udlægninger af diverse profetier i TaNaCh/GT (endda ofte profetier som slet ikke eksisterer, men som nærmest er skabt til lejligheden) får han ofte samme tanke om den kristne trang til at få tingene til at passe sammen, som man får når man ser et spædbarn få en trekantet klods til at passe i det firkantede hul.. Noget som bare ikke passer sammen..

Derfor er den jødiske Bibel hel uden NT.. NT er noget konsekvent anderledes end hvad TaNaCh taler om og Markion gjorde ret i at ville adskille de to, omend jeg ikke er enig i hans syn på hvorfor:o)..

Mvh

Oprindeligt postet på TV2-blog 24/12-08

På’en igen:o)
Dette er så del 2 af ”HELE Bibelen”, hvor jeg vil forsøge at forklare, hvorfor jøder ikke ”mangler noget”, når vi ikke har Ny Testamente (NT) som en del af vores Bibel..

I det sidste indlæg var jeg inde på forskellene på opbygningen af den kristne bibel og den jødiske TaNaCh..

Læs del 1 for uddybningen af denne forskel..

I dette indlæg vil jeg komme ind på udvælgningen og grunden for opdelingen..

Som sagt er den jødiske fremstilling grundet i vigtigheden af de forskellige ”bøger”, hvor Torahen er det vigtigste (jeg vil forresten i nær fremtid skrive en tilbundsgående forklaring af præcist hvad ”Torah” er i jødedommen, noget der godt kan give lidt andledning til forvirring for nogle)..

I følge Talmud blev TaNaCh samlet i år 450 før almindelig tidsregning, hvilket ikke har været muligt i fuld udstrækning, omend dele af TaNaCh har været set som kanoniseret på det tidspunkt. Der er en del diskussioner om præcist hvornår TaNaCh har foreligget som den kendes i dag, men det er sikkert at det har været senest i år 200 almindelig tidsregning.. Det har også været i flere omgange, der hen af vejen har inkluderet forskellige bøger.. Kanoniseringen af bøgerne som er kommet til senere, har dog primært været blandt ”festskrifterne” (Ketuvim), specielt Esters bog og Prædikeren har været senere tilføjelser..

Den kristne bibels kanonisering ser anderledes ud.. De første disciple af Jesus, har naturligvis forholdt sig til de jødiske Skrifter, eftersom de var jøder og der på daværende tidspunkt slet ikke var nogen kristen bibel.. Der er diskussion om hvornår de forskellige dele af NT blev nedskrevet, men de første er brevene, især Paulus og der nævnes år 50 som det tidligste af hans breve.. Hvad angår evangelierne, går årstallene fra år 60 og frem.. Jeg vil dog ikke her gå dybere i årstallene omkring frembringelsen af de forskellige dele af NT, men i stedet fokusere på kanoniseringen af denne..

NT har også været igennem en gradvis proces, fra de første breve blev skrevet (og generelt accepteret af kristne) til den endelige kanonisering i 397, hvilket dog ikke betyder at det var dér den endelige udformning fandt sted, blot at dér fastslog man at sådan var bibelen (den kristne — GT var indbefattet i denne kanonisering)..
Den første reelle kanon af NT-tekster, er fastsat af Markion, en gnostiker som blev erklæret kætter af den kristne kirke.. Han tog udgangspunkt i en komplet opdeling af GT og NT, og mente at de slet ikke kunne forenes.. Hans kanon bestod af 11 skrifter, primært Paulus breve og så hans egen omskrivning af Lukas-evangeliet.. Markion levede fra år 85 til år 160..
I de tidlige år af 200-tallet, var der en samling der inkluderede de 27 skrifter som NT består af i dag, omend der dog har været nogle diskussioner om visse af bøgerne, bl.a. Hebræer-brevet og Åbenbaringen..

Hvad angår GT, så er der, underligt nok, forskellige kanoner af denne, alt afhængigt hvilken kirke man tilhører.. Som fortalt så består den protestantiske af de samme bøger som TaNaCh (dog i anden form), men den katolske kanon har Makkabæerne med ..
Så der har altså været en løbende proces af udformningen af de forskellige samlinger, som jo så heller ikke er ens.. Hvordan kan man så mene, at NT er en del af TaNaCh (eller bør være det)? Man skal nok være kristen for at være af den mening:o).. Jeg vil argumentere mod det i del 3..

Oprindeligt postet på TV2-blog 24/12-08

Hej alle og glædelig jul/vintersolhverv til de af jer, der fejrer det:o)

I mit andet indlæg “Et forsøg på forklaring..” skriver Farang16:

“At bruge HELE bibelen, er nødvendigt for at forstå helheden…..”

Netop dette “hele bibelen”, har jeg fået præsenteret fra flere kristne, der mener at bibelen tilsyneladende udgør en fast enhed, på samme måde som f.eks. Koranen gør det..

Det er nu ikke helt sandt.. Bibelen består af en lang række forskellige “bøger”, som beskriver forskellige ting, det kan være historiske begivenheder, trossætninger eller desideret lovstof.. Jeg vil forsøge at belyse emnet i det følgende, som jeg desværre er blevet nødt til at dele op i flere dele, pga. omfang..

De kristne har valgt at lave to hoveddele i deres bibel; det Gamle Testamente (GT) og det Ny Testamente (NT).. De fokuserer på de to som værende enten af den “gamle pagt” eller den “nye pagt”, hvor GT naturligvis udgør den “gamle pagt”..

GT er samtidigt en kristen oversættelse af den jødiske Bibel, som kaldes “TaNaCh”, hvor T, N og C udgør forbogstaverne på de tre grupper: Torah (lære/vejledning/lov), Nevi’im (profeterne) og Ketuvim (Skrifterne)..

GT består af en række bøger, som er sat i en (tilsyneladende) kronologisk rækkefølge:

De fem Mosebøger
Josvabogen
Dommerbogen
Ruths bog
1-2. Samuelsbog
1-2. Kongebog
1-2. Krønikebog
Ezras Bog
Nehemias’ Bog
Esters Bog
Jobs Bog
Salmernes Bog
Ordsprogenes Bog
Prædikerens Bog
Højsangen
Esajas’ Bog
Jeremias’ Bog
Klagesangene
Ezekiels Bog
Daniels Bog
Hoseas’ Bog
Joels Bog
Amos’ Bog
Obadias’ Bog
Jonas’ Bog
Mikas Bog
Nahums Bog
Habakkuks Bog
Sefanias’ Bog
Haggajs Bog
Zakarias’ Bog
Malakias’ Bog

De beskriver forskellige perioder i det jødiske folks antikke historie, fra jordens skabelse i første Mosebog, til jødernes udgang fra Egypten i anden Mosebog, ørkenvandringen (2. Mosebog til 4. Mosebog), en opsummering i femte Mosebog, indgangen til det lovede land i Josvabogen, den første tid i landet i Dommerbogen, overgangen til monarki i Samuelsbøgerne, tiden som monarki i Konge- og Krønikebøgerne og så fremdeles..

NT består af de fire evangelier; Matthæus, Markus, Lukas (som kaldes de synoptiske evangelier, da de skildrer øjenvidneberetninger) og Johannesevangeliet, efterfulgt af en lang række breve fra forskellige disciple, startende med Paulus’ breve, endeligt sluttende af med Johannes’ Åbenbaring, der skildrer Jesus tilbagevenden (some day)..

TaNaCh er opdelt anderledes.. Her fokuserer man på vigtigheden af bøgerne, hvor man starter med Torahen (også kaldet “Chumash” efter det hebraiske ord for fem: “chemesh”).. Torahen er de fem Mosebøger, omend man kalder dem for Bereyshit, Sh’mot, Vayiqra, Bamidbar og Devarim.. Derefter kommer Nevi’im, som er delt op i de “store” profetbøger; Yehoshua (Josva), Shoftim (Dommerne), Sh’muel (Samuel), M’lachim (Kongerne), Yeshayahu (Esajas), Yirmeyahu (Jeremias) og Yehizkiel (Ezekiel), og de tolv “mindre” profeter: Hosea, Yoel, ‘Amos, Ovadyah (Obadia), Yonah (Jonas), Micha (Mika), Nachum (Nahum), Chavquq (Habbakuk), Tzefanyah (Sefania), Chagay (Haggai), Z’charya (Zakaria) og Malachi (Malaki).. Endeligt kommer Ketuvim, som er delt op i; T’hilim (Salmerne), Mishley (Ordsprogene), Iyov (Job), Shir haShirim (Højsangen), Rut, Eycha (Klagesangene), Qohelet (Prædikeren), Ester, Daniel, Ezra-Nachmiah (Ezra og Nehemiah), Divrey hayamim (Krønikerne).. En opdeling der ser ud som følger:

Torah:
Bereyshit
Sh’mot
Vayiqra
Bamidbar
Devarim

Nevi’im:
Yehoshua (Josva)
Shoftim (Dommerne)
Sh’muel (Samuel)
M’lachim (Kongerne)
Yeshayahu (Esajas)
Yirmeyahu (Jeremias)
Yehizkiel (Ezekiel)
Hosea
Yoel
‘Amos
Ovadyah (Obadia)
Yonah (Jonas)
Micha (Mika)
Nachum (Nahum)
Chavquq (Habbakuk)
Tzefanyah (Sefania)
Chagay (Haggai)
Z’charya (Zakaria)
Malachi (Malaki)

Ketuvim:
T’hilim (Salmerne)
Mishley (Ordsprogene)
Iyov (Job)
Shir haShirim (Højsangen)
Rut
Eycha (Klagesangene)
Qohelet (Prædikeren)
Ester
Daniel
Ezra-Nachmiah (Ezra og Nehemiah)
Divrey hayamim (Krønikerne)

Hvilket jo unægteligt giver to forskellige udgangspunkter for de to samlinger.. Hvad der er også er interessant er, at i jødedommen er Ketuvim ikke som sådan bestemmende for trosindholdet, ligesom de ikke som udgangspunkt bliver set som profetier.. Ketuvim er primært “festskrifter”, som bliver oplæst på de forskellige højtider eller bliver set som historiske skrifter, der primært lærer om en periode..

Dette slutter så del 1, der forklarer forskellen på indholdet af den jødiske TaNaCh og den kristne bibel.. Del 2 vil komme i løbet af dagen:o)..

Mvh

Må Herren bønnhøre deg,
og Hans Navn opphøyes.
Må Han sende deg hjelp,
å gi den støtte du trenger.

Må Han se dine gaver,
og alt godt du har gjort.
Må Han mette ditt hjertes lengsel,
og la dine planer lykkes.

Jeg fryder meg over frelsen,
løfter seiersbanneret høyt.
Herren gjør frelsende storverk,
under ved Sin høyre hånd.

Noen priser idoler,
andre store menn,
men jeg priser Herren,
og Hans store Navn.

De vil synke og falle,
jeg stå stødig og trygt.
Når jeg roper til Herren,
hører Han det minste sukk.

© Ingvill Åshammer Sandbye

Herrens Ord er fullkomment,
det gir styrke når sjelen er svak.
Trofast er Hans vitnesbyrd,
gir oss visdom der vi står fast.

Herrens rettledninger er rette,
de skaper glede når vi følger dem.
Hans bud gir lys til vårt øye,
så vi ser hvor veien fører hen.

Gudsfrykt holder hjertet rent,
mer verd enn gull er Herrens Ord.
De er søtere enn honning,
og gir sødme til vårt liv her på jord.

© Ingvill Åshammer Sandbye

Jeg har et religionsspørsmål som også er et ped-spørsmål på en måte. Vi er jo pliktige til å oppdra elevene etter kristne tradisjoner. Den nye formålsparagrafen er vel litt mere ullen enn den gamle, men det er de kristne tradisjonene som blir nevnt.

Noen elever har en uvane med å legge skylda på andre hele tida, men jeg sier som Louis Armstrong, It takes two to tango / It takes two to tango. Og i denne forbindelse kom jeg til å tenke på historien om den som er uten synd kan kaste den første sten fra Det Nye Testamentet. Jeg tenkte historien kunne brukes som en inspirasjon eller formaning om å tenke på hva en selv har gjort i situasjonen. Men så kom jeg på at det er vel ingen etnisk kristne i klasen, og de er som tidligere beskrevet ikke godt bevandret i kristne høytider. At de da skal ha referanser til en obskur fortelling fra Johannesevangeliet er vel å forlange litt mye. Derfor tenkte jeg at det må da vel finnes en parallell historie i Koranen(i andre hellige skrifter også for den sakens skyld)? Heretter kom spørsmålene på rekke og rad.

1. Kan noen hjelpe meg med den Islamske versjonen av historien?
2. Er det greit å bruke slike religiøse fortellinger i oppdragelsen av elevene?
3. Hvis ja, skal jeg helst bruke kristne historier?
4. Forsvinner ikke poenget med historien litt hvis ikke elevene har kjennskap til historien rundt?

Jeg er ikke sikker på noen av svarene. Men på spørsmål 3 må jeg nok melde at jeg mener vi må bruke barnas referanser, ikke våre egne.

Jeg er ikke partisk i dette spørsmålet. Jeg mener at historier som Jesu lignelser og Æsops fabler kan brukes til å belyse sider ved livet. Jeg kjenner for dårlig til Koranen for å si om den har slike kvaliteter, men det er vel slike tng religiøse skrifter skal drive med, så jeg ville blitt forundret om det ikke finnes muligheter til å bruke Koranen slik man bruker Det Nye Testamentet.

Så kan dere hjelpe?

At Gud vil at alle mennesker skal bli frelst, er en udiskutabel kjennsgjerning i Bibelen. Ord som:
“For så har Gud elsket verden at han gav sin Sønn, den enbårne, for at hver den som tror på ham, ikke skal fortapes, men ha evig liv.”(Joh 3:16) og
“han som vil at alle mennesker skal bli frelst og komme til sannhets erkjennelse.”(1Tim 2:4) – vitner om det.

Likevel er det ingenting som er så vanskelig for et menneske som å bli frelst. Jesus har et sted sammenlignet det med en trang dør og en smal vei som få vil gå inn gjennom og følge – et annet sted med en kamel som prøver å komme gjennom et nåløye. Ja han sier at  ”For mennesker er det umulig” . Så føyer han til: “men ikke for Gud. For alt er mulig for Gud!” (Mark 10:27)

Skal et menneske bli frelst, så må altså Gud gjøre det. Og Han bruker så mange ting for å få oss i tale. Går det ikke med det gode, så prøver Han noen ganger med det onde. Han kaller på oss i samvittigheten. Og svarer vi med å søke Han, så har Han lovet: “Be, så skal dere få. Let, så skal dere finne. Bank på, så skal det bli lukket opp for dere.” (Matt 7:7)
I Esek 18:23 sier Gud gjennom profeten:
“Skulle jeg ha behag i den ugudeliges død? sier Herren Herren. – Mon ikke heller i at han vender om fra sin vei og lever?” Så ser du at Gud vil at du skal leve, ja, leve evig. Vil du det? Jesus har gjort det mulig ved at Han har tatt straffen for våre synder. Det gjelder også for deg!

Men Gud tvinger ingen. Vil ikke et menneske tro på Jesus til frelse, så får det lov til å la være. Et menneske har i sin natur som et uomvendt menneske, en fra Adam nedarvet  mistillit til Gud og en frykt for Gud som gjør at det vil holde Gud på avstand. I tillegg har Satan en forbundsfelle i menneskets natur (også nedarvet fra Adam). Men ikke bare det. Han har bindinger på mennesket som er så sterke at bare Jesus, som er sterkere, kan sette i frihet. Det ser vi tydelig der hvor besettelse av onde ånder forekommer.

Satan, slangen i Edens hage, ondskapens fyrste, “løgnens far”, djevelen, han som er kommet “for å myrde og stjele og ødelegge” – er mye sterkere enn oss mennesker. Han infiltrerer tankene og “puster liv” i de syndige lystene og er fullt i stand til å forføre også kristne, om de ikke tar til seg næring for sitt Gudsliv. Derfor har Jesus i evangeliene og gjennom sine apostler advart om forførelser: “Ve verden for forførelser! For forførelser må komme, men ve det menneske som forførelsen kommer ved!” (Matt 18:7) Likeledes har han sagt: “For falske messiaser og falske profeter skal stå fram og gjøre store tegn og under, for å føre også de utvalgte vill, om det var mulig.” (Matt 24:24)

I 2Tess 2:9-10 sier Paulus om endetiden: “Den lovløse kommer etter Satans virksomhet med all løgnens makt og tegn og under. Det skjer med all urettferdighetens forførelse blant dem som går fortapt, fordi de ikke tok imot kjærlighet til sannheten, så de kunne bli frelst.”

Forførelsene er sterke i dag, sterkere enn de fleste av oss er klar over. De kommer i fra “verden”, dvs. den Gud-fremmede verden med sine fristelser 
som vårt syndige kjød er svak for. Men de kommer faktisk også fra “kristne” som ønsker å tjene Gud, men ikke er gjenfødt til liv i Ham. Disse tror at bare de får mennesker til å ta en beslutning for Jesus, så er de frelst og skal da settes i tjeneste for å vinne andre. En prøver da å bli frelst ved sine egne gjerninger (noe som er umulig), fordi en ikke blir ført til tro på Gud som rettferdiggjør syndere uforskyldt av nåde. (Se Ef.2)

En av de bevegelser som gir seg ut for å være kristen, som har sterk fremgang i Norge, og som mener seg å ha potensiale i seg til virkelig å kunne nå moderne mennesker med evangeliet, er det som går under navnet kirkevekstbevegelsen.  Den er mangslungen og har flere forgreninger, men har røtter også i New Age. Det begynte med Robert Sculler og hans Crystal Cathedral, men noen som ble påvirket derfra startet sine egne  kirkevekstbevegelser. To av disse er kjent i Norden under navnene Willow Creek (grunnlegger: Bill Hybels) og Saddleback (grunnlegger: Rick Warren) og har stor innflytelse langt inn i mange kirker, menigheter og forsamlinger i Norge.

Det vil føre for langt å gi noen utførlig beskrivelse av disse. Men en grundig, informativ og lettlest redegjørelse kan fås ved å gå inn på “Nyt i natten” av den danske legen og hjertekirurgen Poul Erik Haahr. Se link i margen. Anbefales sterkt!

Den beste måten å bli bevart på som en kristen, er å gjøre seg godt kjent med Guds ord, Bibelen. Lese sammenhengende ikke for lange stykker. Slå opp henvisninger under versene. Meditere, prøve å forstå hva som sies i det en ber Gud om å forklare det. “For hver den som ber, han får, den som leter, han finner, og den som banker på, skal det bli lukket opp for.” (Matt 7:8)