I sidste uge havde en af mine kolleger arrangeret, at avisen fik besøg af Jacqui Banaszynski, der blandt andet er en stor kanon inden for fortællende journalistik, ligesom hun underviser på Poynter.

Og jeg blev ganske forbløffet over, hvor spot on-relevant, den af hendes tre seancer, jeg kunne deltage i, var: nemlig den om den nye tids journalistik.

Her handlede det lige præcis om at udvide sine virkemidler med billedfortællinger på nettet. Billeder med lyd på som i de eksempler, vi har ”haft for” siden sidste kursusforløb, og billedserier brugt på en mere undervisningspræget måde – og som også bliver brugt som materiale i skoler i dag – samt serier kombineret med forskellige grader af bonus-info.

Herunder følger nogle af de eksempler, hun præsenterede for os:

En af dem findes under Mediastorm og handler om endnu en soldat. Kan hænde, at hverken krigen i Irak eller Afghanistan står så klart i tekst for os, men de er emner, fotograferne får gode billeder og fortællinger ud af. Hovedpersonen i ”The Marlboro Marine” af Los Angeles Times-fotografen Luis Sinco er ligefrem blevet et ikon på Irak-krigen og de udsendte amerikanske soldater.

Serien er desuden speciel i og med, at fotografen har fulgt den samme soldat i flere år og dermed skabt en reportage, den varer over 16 minutter. Læs hans beretning om, hvordan serien blev til, her.

På den måde bliver den samtidig et bidrag til diskussionen om, hvorvidt det er bedst at fortælle sin historie i én lang uafbrudt fortælling, som i ”The Marlboro Marine”, eller om det er mere læser-/bruger-venligt at dele den op i mindre og mere overskuelige bidder.

Et eksempel på det sidste er ”Final Salute” hos Rocky Mountain News, hvor man kan gå ind på enkelte kapitler. Hvis ellers ens programmer virker, kan man også se siderne fra det særlige tillæg, avisen udgav om sagen om den døde mariner, der vender hjem i en kiste.

Problemet med at opdele i kapitler er, at man giver læseren en undskyldning for at springe fra. Omvendt er det måske en anden undskyldning, at det tager for lang tid, hvis man ikke klipper den op. Interessant overvejelse! Det kan være, at sammenhængen også betyder en del her.

En tredje type med kapitler havde Jacqui Banaszynski med fra Seattle Times, hvor hun selv gennem en årrække har stået for de mere specielle projekter. Her er udgangspunktet en arkæologisk udgravning, der afslørede, hvordan beboerne på en gammel indianerboplads døde som fluer, efter den hvide mand kom til, og det udviklede sig til både en serie, “Unearthing Tse-whit-zen“, i avisen, på nettet med både billeder og tegninger og ’levende’ kort, og undervisningsmateriale. Det har lidt museumsplanche over sig, men en flot udnyttelse af mediets muligheder, synes jeg.

Et andet eksempel er ”Life on the Waiting List” fra samme avis. Her har vi den syge Jack Slaters stemme som ledsager, mens han venter på først en levertransplantation, siden på at dø. På avisens netside kan man også finde de enkelte artikler, der blev bragt løbende, for eksempel denne.

Alle er de forskellige bud på hvordan, og alt sammen meget inspirerende. Især synes jeg, det med at sætte lyd til billederne virker tillokkende – og som et virkemiddel, der skal bruges med omtanke, for her leger vi med klart manipulerende muligheder, fordi lyden går direkte i følelserne.

Men netop når vi på nettet har muligheden for at vise langt flere af de billeder, vores ofte meget dygtige fotografer kommer hjem med, er det så oplagt at udnytte nettet til dem – gerne tilsat lyd.

Hvor meget jeg selv kommer til at sidde med poterne i lydmaskineriet, har jeg svært ved at sige. I løbet af nogle få år sandsynligvis mere, end jeg kan forestille mig lige nu. At tage billederne selv virker dog meget langt ude – så længe jeg er ansat, hvor jeg er. Til gengæld kunne jeg godt forestille mig, at jeg kommer til at arbejde sammen med fotografer om billede-lyd-serier.

Ligesom jeg sagtens kan se forskellige former for interaktion med læserne udvikle sig temmelig hurtigt, blandt andet i kraft af nogle af de redskaber, vi har mødt på kurset, især i blog-universet eller former, der ligner – altså fora med dialog.

Det giver nogle nye udfordringer. Også for journalistikken, for hvilke led skal holde styr på den gennemstrømning af bidrag, man kan forestille sig vil opstå? Hvem har retten til hvad? Hvem sætter dagsordenen? Og hvordan skal læserne kunne gennemskue tyngden i de udgivne indlæg? Hvordan sikres mediets oprindelige troværdighed, samtidig med at det udvikler sig?

Apropos fænomenet blogs refererede Jacqui Banaszynski, at undersøgelser viser, at blogs oftest fungerer bedst, når udgangspunktet er journalister, der blogger om deres erfaringer og metode med at skrive deres historier. Her er nemlig en vis gennemskuelighed, mens mange, mange andre blogs er forvirrende og ligegyldige.

Imens forventes journalisterne og andre medieansatte at have modet og evnerne til at gå videre, samtidig med at stadig færre skal fylde de samme produkter med mere og helst i bedre kvalitet …

Hvordan kommer det lige til at hænge sammen?

For Jacqui Banaszynski er svaret enkelt: Den enkelte journalist må prøve sig frem og dygtiggøre sig uden for arbejdstid – af lyst og af nysgerrighed. Sådan har de gjort i USA, fordi de syntes, det var sjovt at gå på opdagelse i og med de nye muligheder. At forvente, at initiativet skal komme fra cheferne, er den rene illusion, mener hun.

Så må man bare sørge for at sælge sine kundskaber dyrt

Se i øvrigt mere om Jacqui Banaszynski her.