Boligmarkedet i Spanien udvikler sig ikke så hurtigt

På Costa del Sol i Spanien er de mest spændende boliger købt som ferieboliger, dvs. ikke som primære hjem. For ca. 20 år siden havde vi alvorlig krise, og selvom man kunne se nogen omsætning i markedet, var sommerhusene ekstra hårdt ramt.

Billig feriebolig i Spanien – nu eller om 20 år?

Det er ikke til at vide, om bunden er nået, og i givet fald hvor længe vi skal forblive på bunden.

Det er afgjort billigere at købe bolig nu, end det har været længe, og set i bakspejlet har sommerhuspriserne udviklet sig særdeles gunstigt efter sidste krise.

I Danmark kunne man ikke komme af med et sommerhus, uden at der var tale om foræringspriser. I 2006 – 2007 blev sommerhuse revet væk for priser 3 gange højere.

Sommerhusmarkedet i Danmark var noget sløjt i flere år. Derfor kunne man jo argumentere for, at det nok heller ikke retter sig denne gang så hurtigt.

Vil du købe nu?

Som køber betyder det, at man kan tage den med ro, og finde den helt rigtige bolig. Køb af feriebolig i Spanien er nu med 30% rabat, finansiering er mulig via fx Nykredit og der er intet hastværk med mindre man falder over et af de gode tilbud – boliger til stærkt reducerede priser i Spanien sælges fortsat hurtigt.

Fra gratismegler.no, oversikt over antall boliger til leie på finn.no:

Bolig ser ut til å være like hot som ålveis.

Jeg har forresten snakket med en rekke folk som mener det er idiotisk å betale ned studielånet raskt, fordi man da får mindre egenkapital når man skal ta opp huslån. Egenkapital… eller var det likviditet?

I går, 5. oktober, var FNs bosettingsdag. Rapporter fra FN og Verdensbanken viser at over 1 milliard mennesker bor i slum, med dårlig eller ingen tilgang til vann og dårlige sanitærforhold, i følge Romerikes Blad.

“I Norge er utfordringene små sammenlignet med andre steder i verden, men så lenge ikke alle har et bosted, er vi ennå ikke i mål. (…) Regjeringen har blant annet utvidet bostøtten” sier statsråd Magnhild Meltveit Kleppa (Sp) til ANB.

Kleppa har rett i at utfordringene i Norge er små sammenlikna med andre steder i verden. Men utviklinga i Norge går i gal retning. Antall boligløse i Norge øker. Og du må ha veldig dårlig råd før du får bostøtte. Jeg er for bostøtte. Men det som virkelig trengs er reguleringer av boligmarkedet.

Bolig er en menneskerett. Det er på høy tid å gjenreise den sosiale boligpolitikken i Norge.

Husbanken må gjenreises. Staten må tilby fordelaktige boliglån med lav, fast rente og lang avdragstid. Det må komme på plass en nasjonal husleiereguleringslov med et pristak som presser prisnivået på husleiene i Norge ned. Staten må sette i gang med massiv bygging av ikke-kommersielle utleieboliger med leiepriser som ligger langt under dagens markedspris.

Sentralbanksjef Svein Gjedrem ber om økt boligskatt og får i følge E24 ‘unison støtte fra’landets ledende økonomer’:

–Empirien er krystallklar her. Det man taper etter en bolig- eller bankkrise får man aldri igjen. Man sitter igjen med varig lavere produksjon, sysselsetting og produktivitet. Derfor er det ekstremt viktig å unngå slike kriser.

Det er fristende å minne om at det økonomiske sammenbruddet som i dag har fått samtlige vestlige lands regjeringer til å spytte inn milliardbeløp i bank- og finansnæringen først og fremst er et resultat av manglende regulering av en bransje gjennomsyret av svært godt utdannede økonomer. Ironisk nok er det ‘folk flest’ som nå blør for denne systematiske megatabben.

Gjerdrems utspill – og støtten fra ‘landets ledende økonomer’ er et forsøk på å beskytte folk fra overinvestering i egen bolig:

Lav skattemessig verdi på boligen i tillegg til skattefradrag på renteutgiftene gjør at folk overinvesterer i bolig. Det liker ikke økonomene, både fordi det fører til større vekst i boligprisene og i gjeldsbyrden til husholdningene, og fordi det blir mindre penger igjen til produktive investeringer.

Tanken er god. Putter vi mindre penger i egen bolig, burde det være mer penger til å investere i små firmaer eller kanskje kjøpe noen bankaksjer – og på den måten skaffe kapital til økt verdiskapning i samfunnet.

Det som gjør meg urolig med hele denne debatten er ikke omsorgen for folk flest og deres privatøkonomi, men at kombinasjonen av velvillige økonomer og ivrige politikere skal øke beskatningen på bolig samtidig som de skal lette skattetrykket andre steder. Erfaringsmessig er finansdepartementet svært flinke til det første og tradisjonelt svært glemsomme når det kommer til det andre. Det virker som om det er systematisk umulig for departementene å lette det generelle skattetrykket i Norge – uavhengig av hva slags regjeringskonstellasjon vi har.

Veien til helvete er brolagt med gode intensjoner.

Les også: Hvorfor godtar vi det? – med en svært utfyllende diskusjon i bakkant

Det ivres for å friskmelde Norge fra finanskrisen. Det finnes minst to grunner til at det er trist.

1. Rent personlig (og med full medfølelse for de som har mistet jobben på grunn av krisen) betyr det lave rentenivået at familien kan betale ned boliglånet raskere enn forventet. Jeg er sikker på at mine barn en gang i fremtiden blir glade for det, til tross for at de kommer til å ha hendene fulle av klimakrisen.
2. Et lite sekund der, så vi anelsen av en ørliten eksistensiell orientering. Som om de norske olje-airbaggene i et glimt ikke lenger fjernet en hver angst og ydmykhet. Som om det faktisk fantes et potensielt annet livsinnhold enn materialisme. Det forsvant fort, selvfølgelig. Audi slapp en ny SUV. Ikea slapp en ny katalog. Valgkampen begynte og alle ivret for å gi akkurat deg det lille ekstra.

Her er dagens undertøysreklame:

Because I deserve it

]]> http://jenskristian777.wordpress.com/2009/03/24/ny-pulje-penge-til-boligrenovering/ Tue, 24 Mar 2009 23:59:44 +0000 jenskristian777 http://jenskristian777.wordpress.com/2009/03/24/ny-pulje-penge-til-boligrenovering/

I løbet af foråret 2009 vil regeringen afsætte 1.5 milliarder kroner til renovering af boliger, eksempelvis til at udføre murerarbejde.

Disse penge er nogle som danskerne kan få fingre i – efter først til mølle princippet.

2 fluer med 1 slag
Ved at sende disse penge ud til borgerne sikrer man flere ting. Man får stimuleret håndværkerbranchen, som lige nu mærker en nedgang i ordrerne, og man får samtidig giver borgerne en mulighed for at få renoveret deres huse således at energiforbruget og dermed udslippet af CO2 mindskes.

På alle måder en smart ordning alle har glæde af.

Tagrenovering
Man ældre huse har stadig det originale tag og det trænger enten til tagrenovering eller udskiftning. Mange af disse er slet ikke isoleret og man kan derfor som borger slå mindst 3 fluer med et smæk:
1 – tilskud til renovering
2 – få skiftet tag der alligevel skulle skiftes
3- lavere varmeregning fremover

Loft over tilskud
For at ordninger kan komme flest til gode er der loft over hvor mange penge man kan få. Hver bolig kan derfor maksimalt støttes med op til 25.000 kroner. Lidt hurtigt hovedregning fortæller os derfor at der mindst vil blive igangsat hele  60.000 individuelle projekter.

Nu er det tid til at spå. Det er gratis at spå. Men det er ikke let at spå om fremtiden.

CASA:UNA er en dansk ejendomsmægler på Costa del Sol, og det er klart at vi som sådan også mærker den økonomiske afmatning som følge af den internationale kreditkrise.

I 2008 oplevede boligmarkedet i Spanien en total opbremsning. Der er stort set ikke solgt boliger siden, og de få boliger der sælges i dag i Spanien, sælges for ca. halv pris, når man ser i forhold til 3 år siden.

Eneste boliger, der sælges nu, er relativt uattraktive boliger, hvor ejerne er desperate for at sælge.

2009 vil nok medføre yderligere fald i markedet, således flere boliger vil kunne handles til 50% af hvad det kostede i de “gode dage”.

Nå er ferske tall fra Norges Eiendomsmeglerforbund, Eiendomsmeglerforetakenes forening, (EFF) og Econ kommet. Boligprisene har steget med 4,8% på landsbasis fra desember til januar. I følge dagbladet.no har Oslo økt minst med 3%, mens Telemark har økt mest med 10%. Rapporten kan også fortelle at boligprisene øker mest på steder der kvardratmeterprisen er lav i utgangspunktet.

Denne økningen burde tas med en klype salt. Sammenligner man januar 08 med januar 09, har fortsatt boiligprisene synket med 6,9%. Dette er der i mot med på å gi en viss optimisme for oss som eier bolig. Mye av denne oppgangen kan vi takke lavere rente for. Det rapporteres om at flere møter opp på visninger og eventuelt kjøper boliger. Dette er på sett og vis en godt ting som mest sannsynlivis vil vedvare siden renten er spådd ytterligere ned. Vi får satse på at boligprisene stagnerer for høyere priser er ingen tjent med.  

Link: Dagbladet.no
Link: VG.no
Link: TV2.no

Peter Schiff (videoen over er fra radioprogrammet hans, med bilder fra opptøyene i Hellas) var en av de som spådde krakket. Han sier at dersom han eide et hus, ville han ha gjort det følgende:

* Lån så mye penger noen er dumme nok til å gi deg
* Sett disse pengene i aksjer og verdier utenfor USA
* Alt for å unngå dollar, som vil kollapse og bli null verdt i løpet av kort tid.

Riktignok tar han en del forbehold og ber andre tenke over risikoen selv, men dette setter virkelig motsetningene mellom de som spår hyperinflasjon og de som spår deflasjon på spissen! Rådene er nøyaktig det motsatte av det to andre orakler mener, Mish og vår hjemlige blogg KRAKK!. Disse to vil typisk prøve å overbevise deg om:

* Selg huset. Spar penger, betal tilbake lån
* Hold deg inntil videre unna aksjemarkedet
* Mish mener dessuten at dollaren vil stige kraftig i tiden fremover.

For å sitere en av Mishs egne kommentarer til denne posten på bloggen hans:

If you think Schiff is correct you should be buying all the houses you can get your hands on.

There has never been a hyperinflation in history where home prices fell. And since you only have to put down 10% to buy a house, housing is a no brainer investment for hyperinflation.

Housing remains the NUT to crack for all the nuts that think hypperinflation is at hand.

Skal jeg ta parti, ser det ut til at

* Peter Schiff ser ut til å undervurdere problemene andre steder. Dersom alle land har like store gjeldsproblemer og devaluerer/trykker penger like mye som USA, vil vel ikke dollaren kollapse, i alle fall ikke mot andre store valutaer? Se her for liste over Wikipedias liste over offentlig gjeld i forhold til BNP i ulike land – USA er langt fra på toppen av listen – til og med Norge ligger dårligere an. (Merk at OECD-tallene for Norges offentlige gjeld avviker meget kraftig fra de amerikanske tallene som jeg tidligere har nevnt her på bloggen – merkelig). Riktignok er dette bruttogjeld, ikke nettogjeld, så ikke sett to streker under noe basert på tabellen.

* Peter Schiff har vel rett i at det kan bli fallende priser (deflasjon) målt i gull, men stigende priser målt i dollar? Når det gjelder gullprisen, er den jo allerede skyhøy i forhold til historiske forhold – så kanskje det er en boble på gang der også, nettopp på grunn av den nå velkjente teorien om dollarkollaps?

* Peter Schiff har rett i at sentralbanken låner ut vanvittige summer til bankene. Men Mish har flere ganger påpekt at bankene ikke låner disse videre ut til bedrifter og enkeltpersoner. I alle fall ikke inntil videre. De lånte pengene blir stående i bankene som sårt tiltrengte reserver.

* Nobelprisvinner Krugman har sagt at USA tross statsgjelden har et visst økonomisk handlingsrom i den nåværende krisen. Dette tar jeg fra hukommelsen, så ingen referanse her. I tillegg regner jeg med at Obama er fullt informert om hvor stort dette eventuelle handlingsrommet er. Det skumle er at vi altfor ofte ser ut til å ende opp med det scenariet som passer de rike og mektigste best – og er ikke nasjonal eller global valutakollaps og gjeninnføring av gull som valuta en katastrofe for alle andre enn nettopp de få som sitter på enorme mengder gull? Det som taler mot dette er at det er tydeligvis høyst uklart om hyperinflasjon faktisk vil bli utfallet av dette, i tillegg til at lave renter og billige penger alltid er en god løsning på kort sikt. Og det skumle er at vi altfor ofte ser ut til å ende opp med det scenariet som er bra på kort sikt men elendig på lang sikt. Så utviklingen vi ser kan forklares uten at man trenger å trekke inn hypotetiske, enorme konspirasjoner blant de mektigste. Men husk også at flere store økonomiske interesser ofte kan trekke utviklingen i samme retning uten at det trenger å være samarbeid mellom dem involvert.

* Både Den store depresjonen og Japans boligboble på 80-tallet endte opp i deflasjon. Ifølge Mish prøvde Japan nøyaktig på 90-tallet den samme politikken som man nå ser, med nullrente og enorme “krisepakker”.

Jeg konkluderer at det er lav sannsynlighet for at Peter Schiff får rett, men du vet jaggu aldri. Vi får virkelig håpe at gull-elite-interessene som jeg nevner over ikke finnes. Når det gjelder Norge, så aner jeg ikke hvordan vi ligger an. Kravmentaliteten blant velgerne, skapt gjennom årevis med indoktrinering om at Norge går så det griner, at Norge er verdens rikeste land og at statskassen dermed er bunnløs, er i alle fall et jævlig dårlig tegn.

Uansett, skulle det være mulig krise på gang, vil jeg minne om det følgende diagrammet som jeg knabbet til posten Sovjetunionen og USA – samme skjebne?:

(…)
Og nå, to flere Peter Schiff-videoer som også ble lagt ut i forgårs:

Del 1

Del 2

Som jeg har nevnt før en gang: Pass litt på når så til de grader karismatiske folk snakker. Det er alltid gøy å la seg rive med av dem, men husk at de også kan ta feil.

Eller kanskje ikke.

Fra Calculated Risk. Klikk her for større diagram.

Norge: Kronen kollapser, sparerenten kollapser, bankene kan gå konk, boligmarkedet kollapser, aksjemarkedet kollapser, næringslivet går elendig, gull og sølv er momsbelagt og vanskelig å få tak i. Elendige tider for de som har sparepenger?

Nei. Følg med i avisene, det vil bli store mengder konkurssalg fremover. De med litt kapital kan skaffe varer enormt billig. Kjøp for eksempel maskiner til en slikk og ingenting, lei et lokale for nada (kommer!), skaff et kunnskapsfundament, og start opp en industribedrift. Uten de enorme lånene og dekadente sløsevanene som antakelig tynger konkurrentene dine, kan dette bli riktig fett. I tillegg ser det ut til at globaliseringen i øyeblikket går i revers – lokal produksjon kan bli alfa og omega i fremtiden.

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 6-7  / Juni-juli 1998 / 26. årgang

Nyrup piner med pinsepakken

Forhåbentlig er der mange af de vælgere, som i sidste øjeblik besluttede sig for at stemme på Socialdemokratiet ved folketingsvalget den 11. marts 1998, der i dag ville ønske de kunne gøre valget om.

Aldrig så snart havde Nyrup tvunget et “Ja” ud af befolkningen den 28. maj før en hel lavine af skattestigninger er blevet væltet ned over befolkningen. Regeringen (A og B, red.) har fremsat 600 sider kompliceret lovforslag, som folketingsmedlemmerne skulle gennemgå på under 24 timer og derefter behandle “seriøst”.

Fuldstændig i lighed med regeringens politik siden 1993, så vil pinsepakken betyde, at der pines endnu flere skattekroner ud af befolkningen. Under dække af navne som: “skatteomlægninger”, “bredere skattegrundlag”, “forbrugsbegrænsninger” og “miljøfremme” har regeringen tænkt sig at opkræve mange ekstra milliarder kr. i skat i de kommende år.

Boligejerne får et ordentligt smæk, som særligt nye boligejere og unge familier vil lide under. Dertil kommer, at hele boligmarkedet går i stå. Byggeriets organisationer skønner, at mindst 10.000 håndværkere bliver arbejdsløse, når byggeriet går i stå. Det er selvfølgelig godt, at lejeværdien afskaffes, men den erstattes af en ny ejendomsskat, som vil koste boligejerne mellem 2 og 3 mia. kr. ekstra i skat om året.

Det er ganske skrækkeligt, at regeringen vil være disse forslag bekendt.

Den “midlertidige” 1 pct. skat til ATP gøres nu permanent; hvilket betyder, at vi fremover hvert år skal tvinges til at opspare 1 pct. af vores løn til ATP.

Den er også helt gal med omlægningen af selskabsskatten og de andre belastninger af erhvervslivet. Dansk erhvervsliv mister konkurrenceevne og det koster arbejdspladser.

Bilerne bliver dyrere, benzinen stiger, kørselsfradraget ødelægges og vores udgifter til forbrug af vand, varme og strøm stiger. Alle får pisken at mærke, ikke mindst pensionister med egen bolig. Der er grund til at rejse sig i protest.

Fremskridtspartiet stemmer selvfølgelig imod alle de omfattende skitsetegninger og de mange forhøjelser og afgifter. Men det hjælper så lidt, hvis regeringen får flertal med andre partier. Budskabet til vælgerne må nu være: Husk pinsepakken næste gang der er valg og flyt så din stemme fra A til Z.

Kim Behnke, MF

www.frp.dk

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Læs også: En højt skattet medborger – Carsten Skattenkoch:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-h%c3%b8jt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/

Læs også: De kunne jo ikke: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/24/de-kunne-jo-ikke/

Billig bolig i Spanien?

Ligesom med aktierne, sidder de pengestærke købere og venter på de gode tilbud. Det svære er at slå til på det rigtige tidspunkt, men hvornår er det?

.

Som dansk mægler i Spanien dannes et interessant billede af markedet. Og det er ikke som forventet.

.

Hvem køber i Spanien?

For det første er markedet på Costa del Sol mere præget af det engelske marked, end af udviklingen i Danmark. Danskerne er ikke så dominerende i markedet på Costa del Sol, og det kan udnyttes fordi det engelske pund er så lavet, at englænderne ikke vil købe i udlandet. Måske i USA, men ikke i lande med stærk valuta.

.

Tvangssalg i Spanien

Generelt er boligmarkedet under pres, præcis som i resten af den vestlige verden. Konsekvensen er at enkelte købere skal af med deres boliger “her og nu”. Vi får boliger ind, der er nedsat til halv pris, men der er ikke mange af dem. For nyligt fik vi en billig lejlighed ind i La Herradura til halv pris. Den blev solgt på to dage! Opsnappet af en investor, der stor klar med pengene. Ikke noget med at skulle vente på et lån.

Er du klar til det?

- også en tillidskrise i forhold til

beslutningstagerne og rådgiverne.

Illustration © per-olof johansson

Uden at have specialistforstand på nationaløkonomi kan man få den tanke, at det der først og fremmest har forårsaget krisen er mangel på mod og mandshjerte hos dem, der burde have vidst det, have fortalt det og taget nogle konsekvenser af det – måske endog personlige? I Politiken kan man i dag læse et portræt af Nationalbankdirektøren Nils Bernstein. Her står at læse – som noget positivt: ”Da han for to år siden på Realkreditrådets årsmøde omtalte de begyndende vanskeligheder på det amerikanske boligmarked, der siden har ført til den verdensomspændende kreditkrise, var det hans vurdering, at det nok ikke var noget, der ville få de store konsekvenser. Da han på samme årsmøde i år måtte sande, at hans vurdering ikke havde holdt stik, skete det med bemærkningen og et for Nils Bernstein karakteristisk skævt smil: ”Jeg tager det som en påmindelse om, at økonomiske forudsigelser skal tages med et gran salt.” ”

Jeg kan ikke se, at han på omtalte møde i 2006 kom ind på problemerne på det amerikanske boligmarked, men nok 26. april 2007: ”Den lavere vækst i USA afspejler bl.a., at boligmarkedet er ved at tilpasse sig efter en årrække med stærke prisstigninger, men tilpasningen ser ud til at blive moderat og gradvis. Det ser heller ikke ud til, at de problemer, der er i selskaber, der har specialiseret sig i boliglån til mindre kreditværdige husholdninger, vil brede sig til andre dele af kapitalmarkederne.”

Selvfølgelig er forudsigelser svære – men for mig er det heller ikke kernen i den kritik, jeg her føler anledning til. Nej – det er erkendelsen af, at der i USA gives lån til mindre kreditværdige husholdninger. Det måtte da være en erkendelse, som hos nationalbankdirektøren skulle give anledning til handling: 1. Advarsel mod at engagere sig med de pågældende amerikanske institutioner. 2 Opfordring til regering og Folketing om tage initiativer i forhold til USA for at gøre opmærksom på, at vi anser dem for at være i gang med at hive bundproppen op i hele det internationale finansmarked.

Man kan ved at læse Bernsteins tale fra Realkredirådets årsmøde 2008 blive oplyst om, at der i hvert fald fra efteråret 2007 internationalt og i EU-regi er arbejdet med at stille et værn op mod den situation, som nu er opstået. Det virker som om det der er behov for er et overbevisende signalsystem. Der er blevet argumenteret – men der er ingen af alle de kloge folk, som har sat noget som helst på spil for at budskabet skulle nå igennem. Der er da ingen som helst tvivl om, at den hast, hvormed USA skulle fastlægge en hjælpepakke, ikke har været befordrende for at få en fornuftig løsning. Men man kan også høre på debatten, hvad der har stillet sig hindrende i vejen, nemlig den nærmest religiøse tro på markedets selvregulerende kræfter.

I et interview i Politiken 5.10.08 med en økonomiprofessor på Københavns Universitet, Jean-Robert Tyran viser han netop hen til, at forståelsen af markedet går over psykologien. Der er psykologiske årsager til at fornuftige argumenter ikke bliver hørt og fulgt. Den såkaldte økonomiske videnskab tager udgangspunkt i et rationelt menneske, som ikke kan genfindes i den virkelige verden. Det stiller også krav til os, som måske ikke har den store tekniske viden om nationaløkonomien. Noget i retning af, at man kan godt være uden større kendskab til komposition og nodeskrivning og dog godt høre, når der spilles falsk. Jeg mener, man kan høre, at alle de kloge hoveder ikke har levet op til de forventninger, vi underdogs med rette burde kunne have til dem.

Nils Bernsteins taler på  Realkreditrådets møder kan genfindes på nettet.

Jeg kan anbefale at man følger Joseph E. Stieglitz kritiske kommentarer på nettet.

De nævnte Politikens artikler kan jeg ikke finde på nettet,

men seneste med Bernstein i centrum om de danske banker:

Nils Bernstein vil skille fårene fra bukkene

Politiken: To millioner husejere i knibe

Politiken: Også dansk redningsplan

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 03
18. februar 1980
Årgang 08

Boligpolitikdumhederne

Da de særlige krigsforhold var overstået, stod Folketinget overfor at gøre boligforsyningen ligeså fornuftig og billig, som det konkurrencebetonede private erhvervsliv gør andre forbrugsgoder (Mallorcarejser, køleskabe, biler o.s.v.).

Ved frigørelse af boligmarkedet, efter nogle års restriktioner ville der selvsagt komme nogle overgangsproblemer. Folketinget frygtede, at de ville blive skreget ud i sensationspressen, og derfor skubbede man det åbenbart rigtige skridt – overgangen til frit boligmarked – nogle år ud i fremtiden.

Fejgheden og ømskindetheden overfor øjeblikkelig kritik har fortsat lige siden i de 30 år. Den tidligere vismand, professor Søren Gammelgård, Århus, gør udviklingen sådan op: “Boligsektoren har været politisk reguleret med forbud, påbud, støtteordninger og afgifter. Det er sørgeligt, at skulle konstatere, at det hidtidige resultat af alle disse anstrengelser er blevet en desorganisation og et virvar, som overgår al forstand. Og som via afsmitning over lønudvikling og renteudvikling har haft skadevirkninger langt ind i andre erhverv, først og fremmest betalingsbalanceerhvervene”.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Det er efterhånden ikke let at søge lejlighed på de mange boligsider på nettet. Man skal være målbevidst og vide, hvad man går efter, så man ikke ender med at købe en andelslejlighed, hvor renten pludselig stiger.

Undersøg forening inden du køber
Det er vigtigt at undersøge andelsboligforeningen, inden du køber, da der kan være lange udsigter til at tjene det ind på dem, som du selv har lagt ud. På andelsportal.dk kan du få mere information om, hvad en andelsboligforening skal indeholde, og hvordan vedtægterne kan se ud i en forening.

Det er ikke engang fordi, der ikke er hurtige boliger på andelsboligmarkedet, men de er bare så svære at få fat i pga. prisen. Så i stedet for en let gazelle, ender man med en tung flodhest af en lejlighed, som man ikke tjener eller sparer noget på.

Købe i stedet for andel
Som nyuddannet er det ikke let at finde en andelsbolig i København, og det var ikke meget lettere, da jeg var studerende. Jeg tror, jeg har set de første ti andelsboliger, hvor udgifterne simpelthen var for høje i forhold til, at det ikke er penge jeg ser igen. Overvejer derfor at købe noget i stedet men det virker også bare latterligt, at der ikke skal være billigere lejligheder til os, der ikke har tjent en kvart million på en lejlighed, inden valuarvurderingerne gjorde deres indtog på boligmarkedet. Men via andelsportal.dk er det muligt at følge med i, hvad der sker på andelsmarkedet, så det tror jeg bare, at jeg gør, indtil der dukker en frisk gazelle op. Der står trods alt, at andelspriserne er steget med 37 procent i Kbh. og Århus, så det varer nok lidt inden jeg jagter en andelsbolig igen. 

Søren Pinds kontroversielle forslag om at åbne op for, at andelshavere kan sælge deres andelslejlighed som ejerlejlighed, og herved skaffe statskassen et engangsbeløb på kr. 50 milliarder, falder ikke i god jord hos Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam, fortæller de begge til Andelsportal.dk.

I forlængelse af Søren Pinds forslag har Andelsportal.dk taget temperaturen hos et udsnit af landets andelshavere og undersøgelsen viste, at 73% ville sælge deres andel, hvis de fik mulighed for det, mens 27% svarede klart nej. Undersøgelsen er ikke empiri, men giver en indikation af hvordan andelstanken har det i dagens Danmark, hvilket Andelsportal.dk har forelagt de to overborgmesteren;

Klaus Bondam udtaler ”Ud fra Andelsportal.dk’s undersøgelse kunne man umiddelbart være hurtig og konkludere at andelstanken er afgået ved en pludselig død – men det tror jeg nu ikke. De her procent-satser betyder ikke, at vi skal skrotte andelsboliger, men tallene viser derimod at andelshaverne er nogle af dem, der føler sig pressede på boligmarkedet og de er villige til at give køb på de oprindelige noble tanker om andele.” og Bondam fortsætter ” København skal være en by for alle, ikke bare for den pengestærke del af befolkningen. Derfor er Andelsboligformen vigtig for København. Der skal være boliger i København, der kan betales med en lav – og mellemindkomst. Og det sikrer andelsboligen. Jeg mener, at vi skal gå en anden vej end Søren Pind og hans idéer om at kunne sælge andele” slutter Klaus Bondam.

Men AB gruppens undersøgelse har helt klart givet stof til eftertanke.
PressPort 29.09.05

Technorati tags: AB Gruppen, andelsportal

I flere tilfælde har sælgere af andelsboliger og ejerboliger måtte gå mange hundrede tusinde kroner ned i den oprindelige priskalkule for at komme af med deres lejligheder – det kan i sidste ende skabe et vakuum og dermed et kæmpeproblem for ejerne, skriver Andelsportal.dk.

Muligt prisfald men ingen decideret garanti

En økonom i Forbrugerrådet har tidligere sagt til Andelsportal.dk, at man ikke umiddelbart har grund til at tro at der kommer et prisfald, men det er nærliggende at have bekymringen, på grund af de nuværende priser. Der kan dog ikke stilles nogle garantier for ligesom prisfaldet er kommet på sin vis pludseligt – så kan det modsatte også være tilfældet.

At eje en andelsbolig er på ingen måde lige så sikkert som det var for nogle år tilbage, hvor man næsten var garanteret en gevinst ved salg af andel. Hvorvidt der sker et pres højere op i systemet er svært at påvise men tanken kan nemt komme – ganske simpelt for at få en højere vækst og udskiftning på boligmarkedet.

Jeg skulle have en ny medicin. Lægen havde stillet  mig i udsigt, at den i hvert fald ikke var  dyr – ca. 50,- kr. Apotekets pris var: 381,- kr. fordi det andet mærke var udsolgt! Heldigvis kan jeg vente nogle dage, så er de andre leveringsdygtige igen – men kun måske. Havde det nu være blodtrykket der skulle op – så havde jeg sikkert ikke behøvet medicinen!Det er jo fuldstændigt rablende sindsygt med sådanne prisspring. Apoteket kan jo rimeligvis bare forklare situationen og synes det er lige så vanvittigt, som alle vi andre. Hvad gør regeringen ved dette problem, som nu har varet i flere år! Hvad gør medierne, for det er åbenbart dem, som skal på banen, før der sker noget!Vågn dog op!

Abekogens post om Boligmangel i København mindede mig om en lille korrespondance, jeg for præcis et år siden havde med overborgmester Ritt Bjerregaard i månedsbladet Citadel. Bladet kørte en “spørg overborgmesteren”-klumme, og jeg stillede et spørgsmål om prisreguleringen på boligmarkedet – og fik svar! Her er hele diskussionen, kommenter gerne:

Mit spørgsmål:

“Boligproblemet er enormt. Der er for få boliger, fordi det ikke kan betale sig at leje ud på grund af huslejereguleringen. Hvad vil du gøre for at liberalisere lejeboligområdet, så man kan leje og udleje boliger til det, de faktisk koster, og ikke må gå på det sorte eller grå marked, fordi prisreguleringen sætter markedet ud af kraft? Der skal mere dynamik i markedet – og ikke 5.000 nye ‘billige’ boliger til de heldige med forbindelser, som vi andre skal betale. Som udlejer har det irriteret mig enormt, at man skal operere ‘under lovens radar’, dvs. illegalt, for at kunne udleje til det, lejligheden er værd.
Vh Lars, Kbh. V”

Ritts svar kom promte, dvs. blev trykt i samme nummer:

“Jeg er helt enig med dig i, at boligproblemet er stort i København. Det hænger bl.a. sammen med, at vi over de sidste ti år er blevet ca. 35.000 flere københavnere. Fra midten af 90′erne har boligbyggeriet slet ikke kunnet følge med befolkningsudviklingen. I 2001 kom der mere skub i sagerne som følge af en ny boligplan. Sidste år blev der færdiggjort 2.700 boliger i København. I de kommende år forventer jeg, at byggeriet vil ligge på 3.000 – 4.000 boliger årligt. Aldrig er der i nyere tid bygget så mange boliger i København, som der bliver i disse år, men der er også brug for dem.

For yderligere at få sat gang i boligbyggeriet og ikke mindst boliger, som familier med almindelige indkomster har råd til at bo i, har jeg sammen med min borgmesterkollega Klaus Bondam præsenteret en plan for 5.000 billige boliger. Boligerne skal opføres dels af en fond, dels af almene boligorganisationer, dels af private bygherrer. Jeg er glad for den meget positive modtagelse, planen har fået fra københavnerne og byens bygherrer. Det lover rigtig godt for realiseringen.

Jeg er derimod helt uenig med dig i at ophæve huslejereguleringen. Filosofien om, at vi bare giver markedskræfterne los, og jeg så som politiker kan læne mig tilbage og se på, at udbud og efterspørgsel regulerer det hele, holder ikke. Konsekvenserne af et frit boligmarked i København vil ganske enkelt være katastrofale. Vi vil se voldsomme huslejestigninger i stort set alle vores private og almene lejeboliger samt i de mange andelsboliger. Disse boliger udgør 80% af københavnernes boliger! Vil man nærmere studere de sociale effekter af sådan et eksperiment, kan man bare tage til udlandet – og se på andre storbyer. Der bor de fattigste ikke længere i byens boliger, men på gaderne. Dette må ikke ske i København. Vi skal bevare storbyens mangfoldighed ved at kunne tilbyde boliger for alle.

Med den store efterspørgsel, vi har på boliger, er der brug for alle i København. Og det kan sagtens lade sig gøre for private at leje boliger ud inden for lovens rammer med en rimelig indkomst. Der er intet som tvinger private til hverken “grå” eller “sort” udlejning, og jeg kan kun på det allerskarpeste tage afstand fra en sådan måde at udnytte en mangelsituation på.”

Svaret var efter min mening lige så useriøst, som det var forudsigeligt (men hvad havde jeg i grunden regnet med? At hun skulle give mig ret?). Så jeg farede i blækhuset igen

“Det var meget interessant at læse Ritt Bjerregaards svar på mit indlæg i sidste Citadel om den skadelige huslejeregulering i København. Udover de sædvanlige angreb på ‘markedskræfterne’ som ansvarlige for at ‘de fattige bor på gaden’ (ved Ritt Bjerregaard ikke, at mange af verdens storbyer – fra USA til Afrika og Indien – har lige så tåbelig huslejeregulering som København?), når hun alligevel ind til kernen af problemet: At Ritt Bjerregaard gerne vil tilbyde ‘boliger til alle’. Det må være klart for enhver – selv Ritt Bjerregaard – at det ikke kan lade sig gøre. Ikke alle der ønsker det, kan bo i København, fordi København er en attraktiv storby med en begrænset boligmasse. Spørgsmålet er udelukkende, hvordan man regulerer adgangen til boligerne og mængden af boliger: politisk kontrol eller frie markedskræfter? Sagt på en anden måde: Valget står mellem kødannelser og boligmangel – eller højere priser.

Problemet er, at de grundlæggende økonomiske love ikke er på Ritt Bjerregaards side. Når man fastsætter lave priser af politisk vej – og det er det, man gør med lejeboliger i København – så holder producenterne op med at producere. Politikerne kunne også vedtage, at sushi maksimalt måtte koste 5 kroner for en gang rå laks med ris, så ‘alle’ kunne få råd til at spise sushi – selv de fattige. Ville det rent faktisk føre til, at alle kunne spise sushi? Nej, i stedet ville sushi-restauranterne lukke, fordi ingen sushi-kok gider at arbejde, hvis han taber penge på det. Det er præcist det samme, som er sket med boligerne i København: Det er simpelthen ‘for billigt’ at bo i København i forhold til, hvor attraktiv byen er, og derfor bliver der ikke bygget nok nye boliger, da entreprenørerne ikke kan tage det for boligerne, som de koster at bygge og vedligeholde (bortset fra liebhaverbyggeri, som der er specielle regler for). Konsekvensen er bl.a. himmelflugten i priserne på ejerboliger, hvor markedskræfterne som bekendt endnu virker. Huslejereguleringen løser overhovedet ikke boligproblemet, tværtimod: den skaber det.

Ritt Bjerregaards svar er at bygge boligerne på skatteborgernes regning, så man kan holde prisen kunstigt nede. Udover, at de 5.000 nye boliger overhovedet ikke forslår, når der p.t. er brug for 35.000 boliger, så vil det heller ikke hjælpe på det grundlæggende problem: De nye boliger vil jo være lige så attraktive, som dem der allerede findes, fordi de er for billige. Endnu flere mennesker vil ønske at flytte til København, og boligproblemet vil forblive det samme, med tilhørende kødannelse og nepotisme.

I stedet for at pukke på de ‘grå’ udlejere som en del af problemet, bør Ritt Bjerregaard og de andre politikere i stedet prise sig lykkelig for, at nogle gider at tage risikoen og leje ud til markedspris, så vi kan få nogle boliger i omløb (mange flytter fx sammen med kæresten for at tjene lidt ekstra på at leje egen lejlighed ud. Det gør de kun så længe det kan løbe rundt). Desuden er alle de studerende og unge mennesker, der i dag gerne vil bo i København og står uden tag over hovedet, villige til at gå med til de ‘grå’ (dvs. frie) priser – de har nemlig forstået, hvad det hele handler om: hvis du vil bo i København, så må du betale, hvad det koster.”

Det er efterhånden blevet en standard-bemærkning, at “det er for dårligt, at familier med to gode indtægter ikke har råd til at bo i København”, og det bliver f.eks. brugt som argument til fordel for Ritt Bjerregaards valgløfte om 5000 nye, billige boliger. Sandheden er imidlertid en helt anden, nemlig at der er rigtig, rigtig mange billige boliger i København. De er bare allerede optaget – netop fordi de er billige. F.eks. bor jeg selv i en andelslejlighed til en værdi på et sted mellem 1/5 og 1/4 af en tilsvarende på ejermarkedet – en værdi, som jeg ikke engang selv har måttet bøde for, da den er steget sådan ca. 180%, siden jeg flyttede ind. Og jeg er selvfølgelig langt fra den eneste, der er så heldig. Ja, der er endda en del, der har været endnu heldigere, nemlig dem der har kunnet slå boliger sammen, så de har fået en endnu mere attraktiv lejlighed, der stadig er tilsvarende billig.

Så hvad er egentlig problemet? Det er i hvert fald ikke, at der ikke bor skolelærere og politifolk og studerende og alt muligt blandet i København, sådan som den nævnte standard-bemærkning ellers kan give indtryk af (min studerende-enlig-mor-ekskæreste flytter snart til en stor 4-værelsers andel med to altaner midt på Vesterbro). Og det er heller ikke, at de ikke har råd til at blive boende, for det gør de helt fint. Sandheden er snarere, at det kun er dem, som ikke allerede har en bolig, der har det svært – dvs. først og fremmest tilflyttere, som ikke har været skrevet op til en lejelejlighed i 30 år, eller til en andelsbolig i 5+ år. Fordi der er kommet flere af dem, og fordi folk ikke har det med at flytte fra byen helt så ivrigt som tidligere (og når de gør, skal det helst være inden for cykelrækkevidde af Rådhuspladsen), er priserne på den tilbageværende rest af ledige ejerlejligheder bare steget og steget og steget – helt i overensstemmelse med, hvordan et marked nu engang reagerer, når efterspørgslen stiger, og udbuddet falder.

Måske er det i virkeligheden dét, den nævnte bemærkning henviser til? Hvis det er tilfældet, og hvis man virkelig mener, at det er “for dårligt”, så er spørgsmålet, hvad man kan gøre ved det. Man kan bygge 5000 nye boliger og bestemme at de skal være billige. Det er også en rigtig god idé – men desværre kun for dem, der når at få fat i sådan en bolig. For når gildet er overstået, er situation stadig den samme: helt almindelige tilflyttere har ikke råd til at købe en bolig i København. Man kan så bygge endnu 5000 nye boliger, og så fremdeles. Men her støder man på et tidspunkt ind i et andet problem: de billige boliger er desværre ikke helt så billige, men ser kun sådan ud, fordi staten eller kommunen faktisk betaler en stor del af prisen. Og selv om det måske overrasker nogen, så er statens og kommunernes økonomiske formåen altså ikke uendelig, og på et tidspunkt er der ikke længere råd til mere billigt byggeri. Og hvad gør man så?

Hvis man tænker lidt over det, er det eksisterende billige byggeri (dvs. andelsboliger og lejeforeninger) allerede finansieret på samme måde, og vi er derfor for længst inde i processen med, at staten og kommunen betaler. Det kan så være et argument for, at når det endnu ikke er gået helt galt, så er det nok også ok at fortsætte denne udvikling. For hvorfor skal kun nogle være heldige, og endda på alle de andres regning? Men svaret er jo allerede givet ovenfor: på et tidspunkt er der bare ikke længere råd. Man kan så sætte skatten op. Men det byder jo egentlig bare, at de uheldige kommer til at betale endnu mere af vi andres gilde og får endnu sværere ved at finde penge til egen bolig – hvorefter uligheden og uretfærdigheden vokser yderligere. Måske er løsningen ganske simpelt at fortsætte med at bygge løs, indtil der er billige boliger nok til alle? Så er ingen uheldige, og alle tilfredse.

Jeg talte tilfældigvis i dag med en ejendomsmægler på Nørrebro, og hun sagde, at boligmarkedet er gået helt i stå, og at hun og hendes kollegaer råder boligsælgere til at sætte salgsprisen meget længere ned for at undgå yderligere tab. Jeg har selv forudsagt denne udvikling i længere tid (bl.a. pga. artikler i The Economist) og er ikke overrasket. Men jeg er dog alligevel lidt overrasket over, at der er så stor forskel på realiteterne og debatten i pressen/offentligheden. For selv om der er meget snak om boligmarkedet, er denne snak stadig præget af forsigtige udtalelser om, at nu vil det ikke stige helt så meget længere, og at det i øvrigt nok er meget godt for den overophedede økonomi, hvis der sker en opbremsning. Det er kun udtalelser fra bl.a. Nationalbanken, som er mere dystre; men de bliver hurtigt fejet væk som pessimistiske og ødelæggende.

Så hvad er det, der sker i øjeblikket? Er boligmarkedet virkelig stoppet op? Og hvis det er, står vi så over for en blød landing eller en periode med stort fald? Hvis man vil finde et svar, må man kigge på årsagerne bag de store stigninger, der i mange år har præget området. De er:

1. Højkonjukturen
2. Den lave rente
3. Nye låneformer
4. Det er blevet mere attraktivt at bo i byen (København har oplevet en gennemgribende renovering i hele perioden)
5. Det er blevet både trendy og acceptabelt at bruge mange penge på bolig
6. Mange aktørers interesser i stigninger (ejendomsmæglere, kreditforeninger m.v.)
7. Forventninger om, at det vil stige yderligere
8. Boligkøberes naive forestilling om, at boligmarkedet fungerer på særlige præmisser (og derfor ikke kan sammenlignes med f.eks. “det usikre aktiemarked”)

Det er mange årsager, og de er faldet over hinanden i en længere periode, og netop derfor har den positive udvikling været så lang og sejlivet. Men jo mere det er steget, jo mere er grænsen nået for, at det kan stige yderligere, og herefter skal der ske noget andet. Og dét punkt er måske nået nu. Og det vil blive forstærket af, at en eller flere af de nævnte årsager bortfalder. I den offentlige debat er det især 1 og 2, der fokuseres på, og disse områder ser da også ud til at ændre sig til det værre fremover. Men herefter vil 7 og 8 også bortfalde helt naturligt, da vil gå op for alle, at det aldrig har været en naturlov, at boliger bare stiger og stiger. Herefter vil 4 og 5 måske også følge med, da man måske vil omlægge sine præferencer efter, hvad der giver mening og er fornuftigt (nemlig ikke at investere sin formue i en bolig, som tydeligvis taber meget værdi) – og fordi trends nu engang bliver afløst af modtrends med jævne mellemrum (måske skal vi fremover ud og leve frit og ustresset på landet og frigøre os økonomisk – dvs. frigøre os fra bl.a. store boligudgifter?). Tilbage er 3 og 6, og 3 bliver allerede fremlagt som en mulighed af bl.a. regeringen. Og måske kan det også hjælpe til at “redde” boligmarkedet i en periode. Men for mig at se vil det kun være på lånt tid og gøre tingene værre: grænsen vil nemlig igen blive nået før eller siden, og da vil der være endnu mere pres på de andre årsager, som så meget desto hurtigere bortfalder.