DEN SPANSKE BORGERKRIG (1936 -1939)

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse 2
Indledning, problemformulering og metodeovervejelser 3
Indledning 3
Problemformulering 4
Metodeovervejelser 4
Ad 1: Forholdene i Spanien 1931 – 1936 4
Ad 2: Forskellene mellem republikkens tilhængere (Folkefronten), og grupperingerne bag oprørsbevægelsen under general Franco. Hvorfor kunne oprørene vinde krigen? 6
Ad 3: Vurder hvordan omverden stillede sig til den spanske borgerkrig? Hvem greb ind og hvorfor? 8
Konklusion 10
Afslutning 11
Litteratur liste 11
Hjemmesider 12

Indledning, problemformulering og metodeovervejelser

Indledning
Siden 1400-tallet har Spanien været et monarki, styret i en tæt alliance mellem kirken, godsejerne og kongen.
Christoffer Columbus blev i 1492 udsendt af det daværende spansk-katolske kongepar prinsesse Isabella og kong Fernando på en opdagelsesrejse, hvor han (gen)opdagede Sydamerika. Columbus’ opdagelse af Sydamerika gjorde bl.a. at Spanien blev en politisk og økonomisk stormagt. I disse år fik landet mange kolonier, bl.a. en stor del af Sydamerika. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet tabte Spanien dog mange af sine kolonier, hvilket i begyndelsen af 1900-tallet førte til økonomiske problemer i Spanien med stor arbejdsløshed som følge. I 1902 opstod den første general strejke og den medførte hårde gadekampe, som blev slået ned med hård hånd af militæret.
I årene kort før år 1931 var Spanien et stærkt monarki, og fra den 17. maj 1886 til den 14. april 1931 blev Spanien styret af kong Alfonso XIII. Men da kongen var under stort pres på grund af den økonomiske situation, gav han efter over for et ultimatum, som blev stillet af general Miguel Primo de Rivera. General Rivera kuppede sig til magten i 1920’erne og indførte diktatur med sig selv som regeringsleder. Da kong Alfonso i april 1931 gik af som konge af Spanien, bl.a. på grund af dårligt helbred, havde hæren, godsejerne og kirken mistet tilliden til kongen og uden støtte fra disse tre magtfulde grupper, havde han svært ved at regere, da de udgjorde den stærkeste del af Spanien. Kongens afgang skete helt overvejende på baggrund af, at han fremlagde et reformforslag, som ikke gavnede magteliten (godsejerne, hæren og kirken).
Dette var optakten til en hård tid for Spanien, som blev præget af stor arbejdsløshed og senere borgerkrig. Også resten af Europa blev påvirket af Spaniens problemer, bl.a. involverede en del danskere sig i kampen for arbejdernes rettigheder og senere borgerkrigen. 500 danskere rejste til Spanien for at kæmpe på republikkens side. Dette gør både perioden lige før borgerkrigen og selve borgerkrigen meget interessant både i den spanske nyere historie og i den fælles europæiske historie.

Problemformulering
• Redegør for forholdene i Spanien 1931 – 1936.
• Forklar forskellene mellem republikkens tilhængere (Folkefronten), og grupperingerne bag oprørsbevægelsen under general Franco samt hvorfor oprørene kunne vinde krigen.
• Vurder hvordan omverden stillede sig til den spanske borgerkrig. Hvem greb ind og hvorfor?
Metodeovervejelser
For at belyse ovennævnte problemstillinger har jeg søgt information på nettet og i litteraturen, med henblik på at belyse perioden før og under borgerkrigen.
Efterfølgende analyserer og fortolker jeg historiens data på baggrund af materialet.
Ad 1: Forholdene i Spanien 1931 – 1936
Kong Alfonso XIII gik af i april 1931 og Spanien blev derefter til en republik. General og diktator Rivera var gået af året før, da han havde mistet opbakningen fra både kongen og hæren. En foreløbig regering blev sat ind med den andalusiske advokat Niceto Alcalá-Zamora y Torres, som tidligere havde været minister i 1923, som præsident. Han blev udråbt til den 6. præsident af Spanien, men som den 1. præsident af den anden republik, da Spanien havde været en republik i 1873-1874. Regeringen bestod, udover Zamora, af republikanske politikere.
I sommeren 1931 var der valg, som afgjorde hvilke partier regeringen skulle bestå af. Vinderen af valget blev de såkaldte republikanske partier og socialisterne. Den nye centrum-venstreorienterede regering lagde hårdt ud med nye politiske og økonomiske reformer. Disse reformer påvirkede i høj grad hæren, kirken og landbruget. Reformen omhandlede 3 hovedpunkter, henholdsvis: Ændring af kirkens position i forhold til skolen, fordeling af landjorden, og det sidste var en imødekommelse overfor Cataloniens krav om autonome rettigheder.

Den nye regering stillede de tre hovedpunkter op, da der i årene forud havde været store problemer indenfor disse områder. Kirken havde fx en meget stærk magt og indflydelse i forhold til undervisningen. Folkeskolen var blevet gratis, men det var et stort problem, at der langt fra var nok skoler til Spaniens børn. I 1930 var der 80.000 børn som ikke gik i skole på grund af manglende plads i skolerne.
De dårlige forhold i skolerne medførte en meget udbredt analfabetisme, som på landsplan var 25 % og op til 50 % nogle steder på landet. Gymnasier og universiteter var også udelukkende blevet styret af kirken. Det var endvidere en hård skole som, under diktaturet frem til 1931, havde indført censur overfor bøger, teaterstykker og film, som styret ikke syntes om.
Alt i alt havde kirken rigtig meget magt og det betød, at da reformforslaget kom på bordet fra den nye republikkens side, skabte det stor frustration og had til republikken fra kirken.
I starten af maj 1931 sendte ærkebiskoppen Kardinal Segura et brev til regeringen, som en krigserklæring til regeringen, med budskabet om, at kirken ville bekæmpe demokratiet. Ærkebiskoppen blev derefter, uden varsel, tvangsudsendt af Spanien. Kort efter denne episode samledes godsejere, tilhængere af monarkiet og officerer fra hæren, for at stifte det monarkistiske parti, Renovación Española. Det parti gik på lovlig vis ind i kampen mod regeringen igennem politisk arbejde.
Reformforslaget om kirkens indflydelse gik også ud på at ordner, som byggede på særlige løfter ved indtræden, skulle forbydes, religiøse skoler skulle nedlægges og hele undervisningssystemet omlægges.
Udover undervisningsområdet vedtog regeringen også en landbrugsreform som gik ud på at alle ikke-dyrkede jordejendomme over 22 hektarer skulle overtages af jordlovsudvalget, hvorefter at udvalget skulle fordele jorden ud. Denne reform blev ingen succes, fordi reformen kun kom til at gælde for Andalusien, Extremadura og nogle provinser i Castilien og Albacete i Murcia og fordi økonomien var ikke på plads, da man gik i gang.
Det 3. hovedpunkt fra den nye regering drejede sig om Cataloniens ønske om selvstyre. I slutningen af 1931 kom Catalonien på banen med et opråb, som omhandlede deres ønske om at blive selvstændige og om at få eget styre. Det blev i december 1931 en realitet. Catalonien fik selvstyre med egen regering ved navn Generalitat. Andre dele af Spanien ønskede også selvstyre fx Galicien, Valencia og Castilien. Spanien var nu lige så stille ved at gå i opløsning.

Der kom ikke ligefrem mere styr på landet efter at militærreformationen blev lanceret. Den gik ud på at hærens egen domstol skulle afskaffes samt at officererne skulle sværge troskab mod republikken. Det resulterede i at mange officerer og militærfolk trådte af.
Alle reformerne blev midlertidigt standset, pga. manglende opbakning for forslagene i denne periode.
I løbet af 1933 var der indført andre nye love så som en ny straffelov, skilsmisselov, borgerligt ægteskab, minimums lønninger, arbejdskontakter og generelle forbedringer af kvinders rettigheder.
I februar 1936 var der endnu engang valg og denne gang stod kampen mellem 3 valgsamarbejder: Venstrefløjen og det republikanske parti gik sammen i valgsamarbejdet også kaldet Folkefronten. Højrefløjen var repræsenteret som Den Nationale Front. Centrum bestod af Centrumspartiet Lliga Catalana, Radikale mf.
Valgresultatet endte med at Folkefronten fik 251 ud af 475 mandater. Mens Den Nationale Front fik 139 og de resterende 64 gik til Centrum.
Den nye regering var en svag regering som ikke fik nogen støtte fra højre og centrum. En af de første ting som blev vedtaget i regeringen var igangsættelse af de tidligere standsede reformer.
Manuel Azaña Díaz blev udnævnt til præsident af Spanien, med tiltrædelse den 11. maj 1936.
Ad 2: Forskellene mellem republikkens tilhængere (Folkefronten), og grupperingerne bag oprørsbevægelsen under general Franco. Hvorfor kunne oprørene vinde krigen?

Den 20. juli 1936 modtager den danske regering følgende telegram:
”Militærbevægelse dominerer tilsyneladende store dele af Spanien endelig resultat endnu usikkert stop fraraader skibe at anløbe spanske havne foreløbig da arbejdsstandsninger næppe er uundgåeligt
Konsulatet i Cádiz”

Men startskuddet til en lang borgerkrig var blevet sendt af det spanske militær allerede den 17. juli 1936.
Generalernes oprør blev indledt i Spansk Marokko , hvorfra det bredte sig til resten af Spanien de kommende par dage. Udover Spanien var De Kanariske Øer også et mål for overtagelse. Denne kamp blev ført af hærens yngste general, Francisco Paulino Hermenegildo Teódulo Franco y Bahamonde Salgado Pardo – bedre kendt som generalísimo Francisco Franco . Hvad man ikke vidste på det tidspunkt var, at denne general ville udvikle sig til at blive den spanske borgerkrigs omdrejningspunkt samt til en undertrykkende leder af Spanien de mange efterfølgende år.
Fransisco Francos ideologi blev kaldt franksisme og var ultrakonservativ og katolsk.
General Franco var placeret på De Kanariske Øre, og som så mange andre generaler var han blevet forflyttet, så de kunne lave mindst mulig ballade. Det var ikke nogen succes, at placere ham der for at få ham til at forholde sig i ro. Franco fik tværtimod mulighed for at opruste oprøret. Nu skulle general Franco lede oprøret i Spansk Marokko. Og kl. 5:15 den 18. juli 1936 blev De Kanariske Øer erklæret i undtagelsestilstand af general Franco.
Efter at have indtaget De Kanariske Øer kunne general Franco nu flyve til Spansk Marokko for at forsætte kampene i Nordafrika. Nu var der rigtig sat gang i borgerkrigen.
De første par dage i Nordafrika var langt mere blodige end det havde været på De Kanariske Øer. Fra dag ét lignede det den krig, som man så i resten af krigsperioden. Et stort antal af dræbte, massevis af ammunition blev brugt og frygt blev hverdag for flere og flere.
På general Francos side stod oprørsbevægelsen med den spanske Fremmedlegion og mauriske regulares, som var de indfødte marokkanske tropper, som var uddannet til at opretholde lov og orden i Spansk Marokko. De blev støttet af politiet og højrefløjen. Denne højrefløj samlede sig i Nationalisterne og bestod både af fascister, godsejere, monarkister og kirkens tilhængere.
På regeringens side befandt sig arbejderklassen og de resterende regeringstro soldater som samlede sig i Folkefronten. Politisk var Folkefronten sammensat af borgerlige liberale, socialdemokrater, kommunister, venstresocialister og anarkister.

Oprørsstyrkerne begyndte at indtage byerne én efter én. Alle som var i vejen for oprørerne blev elimineret på den ene eller den anden måde.
Fra starten havde oprørsbevægelsen under general Franco våben og ammunition nok til at indtage hele Spanien, mens at Folkefronten med regeringen i spidsen, ikke fik nogen våben, da regeringen afslog kravet fra civilbefolkningen om at få udleveret våben. Regeringen frygtede, at dette ville føre til en arbejderopstand og revolution. Derfor prøvede regeringen, med loyale tropper, at nedkæmpe oprørerne med ordren: ”Gør modstand med alle midler”.
Dette betød, at general Franco havde et godt forspring i krigen. Folkefronten stod helt uden mulighed for at bekæmpe Franco, da arbejderne ikke havde fået udleveret våben. Dog gik oprøret i stå ved Ny Castilien, La Mancha og Asturien, da de regeringstro soldater fik hjælp af arbejderne. Det var første bevis på at oprørsstyrkerne ikke kunne holde stand mod både de regeringstro soldater og arbejderne.
Den 19. juli 1936 blev der kæmpet i storbyerne Madrid, Barcelona og Valencia. I Madrid tilbød 3000 taxichauffører deres taxier til at forsvare hovedstaden mod general Franco. Fagforeningen UGT (Unión General de Trabajadores – Arbejdernes fagforening) uddelte 8000 geværer til dets medlemmer. Dog var dette ikke nok. Oprørsstyrerne var for stærke.
Rundt omkring i Spanien, hvor der blev udkæmpet kampe, stod arbejderne mere eller mindre forsvarsløse overfor Franco og hans regime. Kun i Madrid var det muligt for Folkefronten at gøre modstand. Om eftermiddagen den 19. juli gik oprørene ind i Madrid, hvor de blev mødt af arbejdere, som var blevet udrustet med godt og vel 55.000 geværer. Det kunne oprørene ikke holde til og Madrid blev ikke indtaget.
Den 21. juli 1936 var Spanien delt i 2 dele. General Francos Nationalister havde godt og vel overtaget en tredjedel af Spanien. Franco nåede i juli måned at overtage en stor del af Andalusien og en meget stod del af nordvest og central Spanien. Nationalisterne stod stærkt efter en uges krig.
På det tidspunkt begyndte omverdenen at blande sig i borgerkrigen.

Ad 3: Vurder hvordan omverden stillede sig til den spanske borgerkrig? Hvem greb ind og hvorfor?
Spanien var nu et delt land. General Franco og Nationalisterne mod republikken og Folkefronten. Landet var blevet meget ustabilt og ukontrollabelt. Republikkens ledere anede ikke hvad de kunne gøre. Omverdenen havde set til, og forskellige lande greb nu ind og hjalp til på forskellig vis. Nogle hjalp Folkefronten, mens andre hjalp oprørene. Primært var det general Franco som bad om hjælp, først fra Italien og derefter fra Tyskland, mens republikken bad om hjælp i Frankrig.
Francos primære hjælp kom fra Italien og specielt fra den daværende italienske fascistleder Mussolini. Franco fik ca. 20.000 rifler, 200 maskingeværer og han fik også støtte til sit oprør med fly fra Mussolini, hvilket muligvis har været en meget afgørende faktor for general Francos sejr i sidste ende, da de havde en så stor effekt.
Mussolinis formål med at støtte general Franco var hans sympati for hans fascistlignende ideologi, og derfor følte han det som sin pligt til at støtte Franco og hans nye søsterparti i Spanien. Samtidig var det også et forsøg på at gøre Italien endnu stærkere end det allerede var. Det ville styrke fascismen, hvis et så stort land som Spanien fik fascistisk styre. Set med fascistiske øjne ville det også være en fordel, at et land som Frankrig fik et fascistisk land som nabo. Mussolini havde også hørt rygter om at Frankrig muligvis ville sende støtte til Folkefronten og samtidig frygtede Mussolini Spanien som et kommunistisk styre.
Ud over hjælp fra Mussolini fik Franco også hjælp fra Tyskland, hvor Hitler havde fået magten. Hitler sendte krigsmaterialer, hjalp med rekruttering af det nødvendige personel og sendte 30 såkaldte Junkers transportmaskiner af sted til Franco.
Hitler havde, som Mussolini, sine grunde til at gå ind og hjælpe Franco. Hitler var også stor modstander af kommunisme og ønskede heller ikke et samarbejde mellem Frankrig og Spanien.
Begge de regerende ledere havde også økonomiske interesser i Spanien. Det var primært muligheden for at få en del af Spaniens eksport af jernmalm.
Sidst men ikke mindst var Franco støttet af Portugal, som hjalp med hele 20.000 mand, hvilket var en stor hjælp for general Franco.
Hvis republikken og Folkefronten skulle kunne holde nogen form for stand mod general Franco, så blev de også nød til at søge hjælp ude fra. Regeringen sendte derfor et telegram til Frankrig, hvori de bad om våben og flyvemaskiner. Mere præcis efterspurgte de 20 bombefly, lette våben, 2 millioner geværpatroner og 20.000 bomber til fly, som de fik. England blev også involveret, men det endte ud i, at landet ikke havde ressourcer nok at kunne gøre noget på det tidspunkt. Når alt kommer til alt, så var England heller ikke, meget interesseret i at gå i krig. Dog ønskede hverken Frankrig eller England, at fascisterne skulle overtage Spanien eller udrydde kommunisterne.
Resten af verden valgte at forholde sig passivt. Fx var både USA og Sovjetunionen passive, på trods af deres viden om borgerkrigen i Spanien. USA ønskede ikke at blande sig, da den Amerikanske ledelse ikke ønskede at blande sig i europæiske affærer samt at USA befandt sig i en valgperiode. Sovjetunionen ville heller ikke blande sig, da Stalin (Sovjetunionens diktator) var bange for at en socialistisk udvikling i Spanien ville øge den vestlige mistro til det sovjetiske styre.
Konklusion
I starten af 1939 blev Barcelona indtaget af general Francos styrker og det var dét, som i sidste ende, væltede republikken. Indbyggere flygtede til de franske grænser. Den 9. februar gik præsident Azaña i eksil. Den 27. februar anerkendte Frankrig og England general Francos regering. Og til slut overtog chefen for centralhæren, Oberst Casado, magten i Madrid, den 4. marts 1939.
Det var afslutningen på en lang og blodig borgerkrig og dermed havde Spanien endnu engang været underlagt et militærkup. Borgerkrigen kostede godt og vel 500.000 mennesker livet.
Det er helt åbenlyst, at årene 1931 – 1939, har været en meget hård periode for Spanien. Ikke nok med at de har haft mange politiske stridigheder, så har de også haft en borgerkrig, som har ødelagt landet fuldstændigt i den periode. Den folkevalgte regering var op imod at skulle slå en hel oprørsbevægelse samtidig med at de skulle klare de interne stridigheder, der var i regeringen og som gav Franco en fordel. Befolkningen har ikke kunne komme til enighed, da de var været delt af to forskellige politiske opfattelser. Størstedelen af befolkningen støttede den republikanske regering, men de var fattige og uden våben. Oprørerne derimod, var få men rige og indflydelsesrige, som gav dem større mulighed for at vinde borgerkrigen. Derfor har spanierne, groft sagt, stået i to forskellige grupperinger, som ikke kunne enes om hvordan landet skulle regeres og goderne fordeles. Det har været det som har skabt uroligheder. Kort sagt, så har forholdene i Spanien 1931-1936 været meget vanskelige.
Udover den vanskelige periode inden den spanske borgerkrig, var selve krigen også en hård tid for republikkens tilhængere. Kampen har stod imellem en entusiastisk og stærkt rustet oprørsbevægelse, ledet af den passionerede general Francisco Franco og på den anden side den folkevalgte regering, hvis eneste

ønske var fred og lighed mellem Spaniens indbyggere. General Franco var en mand med et godt netværk, stærke samarbejdspartnere og et stort regime af soldater og andre tilhængere under sig. Han var klog og allierede sig med den tids andre store diktatorer, som var henholdsvis Hitler og Mussolini, som sendte Franco en masse våben, ammunition, mænd og fly m.m. Franco har stået meget stærkt, da han har haft mange rige godsejere mf. med sig, som har kunnet give ham hvad han pegede på, samt størstedelen af den spanske hær. Regeringen, derimod, har været meget dårlig rustet hvad angår krigsmidler. Hæren fulgte med Franco, mens regeringen havde svært ved at få udenlands støtte, faktisk kun Frankrig. Arbejderne som udgjorde størstedelen af Folkefronten fik ikke udleveret våben af regeringen, og det gjorde at de var forsvarsløse overfor Franco og hans regime. Franco har haft alle fordelene på hans side, hvilket gjorde at han vandt borgerkrigen.
Franco vandt formenligt kun pga. militærstøtten fra Hitler og Mussolini. Hvis det ikke havde været for dem så, havde han muligvis ikke haft ressourcerne til at vinde borgerkrigen. Den aktive del af omverdenen stillede sig med ryggen til Folkefronten, men hjalp Franco. Resten af verden valgte at forholde sig passivt. Man må også konkludere at de lande, som har involveret sig i den spanske borgerkrig, har gjort det var for egen vindings skyld. Landene ønskede at gavnede dem selv. Men Frankrig, som støttede Folkefronten, de gjorde det i sympati med Spanien da Frankrig selv havde en Folkefrontsregering. Den spanske regering og den franske regering havde i 1934 lavet en aftale om køb af våben.
Afslutning
Perioden omkring 1931 -1939 var en hård tid for Spanien. Landet er plaget af krig, intern uro, militærkup og godt og vel en halv million døde. Efter krigen blev Franco udnævnt som leder af fascistpartiet, Falange. Der er ingen tvivl om, at dette også var en hård tid for de spanske indbyggere. Efter borgerkrigen sad op imod 200.000 i fangelejer, mange var flygtet til Frankrig og var blevet placeret i interneringslejre. Perioden har påvirket Spanien og har bl.a. givet os det Spanien som vi ser i dag. I de efterfølgende år var Franco ved magten i Spanien som diktator helt indtil 1975, hvor han døde.
Litteratur liste
• Den spanske borgerkrig 1936-39 – Revolution og fascisme (Acta-serien 13) af Sven Brodersen og Svend Åge Karup.
• Den Spanske Borgerkrig – Mellem stormagtpolitik og idealisme af Stig Pedersen.
• Det brogede Spanien af Jabob Buhl Jensen
• Konflikter og politik i verden – før af Niels Lysholm og Karsten Møller
Hjemmesider
• http://da.wikipedia.org/wiki/Spanske_borgerkrig
• http://www.zapin.net/spanien_540/1931+-+1936+Politisk+ustabilitet.html
• http://da.wikipedia.org/wiki/Francisco_Franco
• http://en.wikipedia.org/wiki/Alfonso_XIII_of_Spain
• http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Spanien,_Portugal_og_Andorra/Spanien_efter_1918/Francisco_Franco_Bahamonde
• http://www.leksikon.org/art.php?n=2408

Ingenting er bedre enn tjukke bøker som strekker de lange ordarmene sine rundt meg og drar meg inn mellom permene og inn i en annen virkelighet. Der kan jeg være lenge. Men jeg er ikke alltid forberedt på hva jeg skal være med på den tida jeg er der inne.

Noen ganger er det nådeløst. Jeg er ikke forberedt på hva som skal skje, jeg er prisgitt forfatteren som leder meg gjennom et fremmed landskap og hendelser som igangsettes uten at jeg kan gripe inn.

Noen ganger velger forfatteren å gjøre store valg med små pennestrøk. Skal denne personen få leve eller dø? En setning avgjør.

 Han dør.

Videre i handlingen. Fortelle fortelle. Men jeg står lamslått tilbake. Bla tilbake! Bla tilbake! Han døde! Hallo Herr Forfatter! Du drepte ham! Kan du la være? Skrive om? Det er bare én  setning om å gjøre. Det er vel ikke så nøye for deg, kom igjen. Vær grei! La han leve.

Den følelsen hadde jeg flere ganger gjennom Kjell Westö sin mesterlige roman Der vi engang gikk (på norsk 2007). Han dveler ikke, den godeste Westö; han forteller. Han går raskt videre, han trekker i trådene, igangsetter begivenheter og lar personene i boka leve, oppleve, elske og dø. Boka er blottet for språklig sentimentalitet, men berører likevel langt inn i sjela.

Men la oss starte et annet sted; det var ikke her jeg hadde planlagt å begynne blogginnlegget om Der vi engang gikk.

Så en gang til:

Kjell Westö (f. 1961) fikk Finlandiaprisen (Finlands mest prestisjetunge litteraturpris) for boka Der vi engang gikk. Westö er finlandssvensk med flere prisbelønte utgivelser bak seg.

Der vi en gang gikk tar utgangspunkt i det som skjedde Finland vinteren 1918.

Westö sitter på en enorm historiekunnskap om Europa og Finland. Vi får være med til Finland i en svært betent politisk tid; Finland står på randen til borgerkrig, og det er det som skjer disse få månedene i 1918 som forfølger bokas personer til siste brutale side.

De hvite. Kilde: Wikipedia.

I borgerkrigen sto de røde mot de hvite. Og persongalleriet i boka gjenspeiler begge sidene; noen er røde; sosialister, arbeiderklasse og fattigfolk – og noen er hvite; overklasse, borgerskap og selveierbønder. I løpet av fem måneder mister 37 000 finner livet i den svært brutale krigen. Jeg leser på nettet at det som skjedde vinteren 1918 da unge gutter fra samme land sto på hver sin side av skyttergravene, har vært fortiet og “glemt” i Finland. Det er på en måte for dystert,  skamfullt og forvirrende for ettertiden å forholde seg til. Westö sin roman har blitt sett på som et forsøk på å fylle dette tomrommet i finsk historie.

De røde. Kilde: Wikipedia.

Westö sier selv i et intervju med Aftenposten at “De som tviholdt på å være upartiske, måtte nøye seg med å kalle det “hendelsene i 1918″. Først i de siste årene har vi kunnet snakke og skrive om dette uten vondt blod.”

I dette landskapet ruller forfatteren opp et enormt persongalleri, nesten på Tolstojsk vis, her er ikke bare én hovedperson. Det gjelder å holde tunga rett i munnen i starten, forfatteren hopper fra den ene til den andre uten å dvele – det kan føles litt vel raskt, men pust med magen, og så vil herligheten brette seg ut for deg. Jeg leste med stigende glede.

Personene griper godt tak i meg. Lucy, Eccu og ikke minst Allu. Han er min favoritt hele veien – Allu Allu Allu.

Det er utrolig imponerende hvordan forfatteren klarer å håndtere det store persongalleriet som han fletter inn i sentrale historiske begivenheter i Finland. Han nøler ikke, han er et grunnfjell i stil og innhold gjennom bokas 550 sider. Episk kan det nok kalles.  

Boka handler om kjærlighet, vennskap, om å feile, om å forsøke å reise seg, om fortrenging, fortielse, hjelpesløshet ovenfor de som står deg nær. Men boka handler også om en hel nasjon; å leve sammen i et samfunn, tilsynelatende vellykket, men med mørke hemmeligheter som stinker. Både på individplan og på nasjonsplan. Her står gladjazz og sportsprestasjoner side om side med unge gutter som graver sin egen grav før de henrettes. Boka er svært realistisk i sine skildringer, men lite dvelende. Den er ofte vond. Og like ofte glad. Noen ganger morsom. Den sier noe om at det finnes en grense for et menneske; en grense for hvorvidt det er mulig å reise seg og gå videre når du har vært i krigens midte.

Boka er en kjærlighetserklæring til Finland og ikke minst byen Helsingfors. Jeg har aldri vært opptatt av Finland kan jeg ærlig innrømme, men nå kjenner jeg at Finland er mye nærmere og jeg er takknemlig for å ha lært og sett et land på en ny måte.

Å, dette var bra lesning! Anbefales! Og takk til Gøril som anbefalte meg å lese boka.

Man skal være yderst tykhovedet eller utroligt stædig, hvis man tvivler på at Danmark er i startfasen af en borgerkrig, og med nyheden om at “Idrætshal, kulturhus og bibliotek lukker, mens skoler og instutioner lærer børnene at gå i dækning for kugler på Nørrebro” er den sidste rest af tvivl forsvundet.

Jamen for fanden, det virkelig gået så gradvist, at mange stadig ikke kan se hvad der er sket? Danmark, det en gang så fredelige lille land, hvor skyderi og vold var noget man læste om i aviserne og som foregik langt væk i de uciviliserede lande, er blevet smadret til ukendelighed af politikernes åbne grænser og import af kulturberigere. Hvis en dansker rejste i tidsmaskine fra 1970′erne til 2009 ville han ikke kunne genkende sit eget land og han ville sandsynligvis ønske at komme væk hurtigst muligt.

Danmark er blevet udsat for et hidtil uset forrædderi, og det endda af vores egne folkevalgte politikere og af de medier som skulle holde statsmagten i snor.

Som en lille sidebemærkning ønsker Danmarks “liberale” parti, at indføre endnu hårdere straffe for besiddelse af skydevåben. Er det et krav at være dum i nakken, for at blive politiker? Straffen for våbenbesiddelse er blevet skærpet konstant siden starten af forrige århundrede, især de sidste 10 år er det gået rigtig stærkt. Men er der blevet færre skudepisoder? Nej, tværtimod.

Definitionen af galskab er at gøre det samme igen og igen, men forvente et andet resultat, og det er netop hvad politikerne gør, også på våbenområdet. Giv dog lovlydige borgere deres basale rettigheder tilbage, giv dem chancen for at forsvare sig!

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3/4

September/oktober 2006

34. årgang

Fortsat intifada i de franske forstæder

Franske muslimer i forstæderne fører fortsat krig mod politiet. Fransk presse skriver næsten ikke om volden, der vækker minder om oprøret sidste år, hvor 9.000 biler blev brændt af og 126 politifolk blev såret. Men engelske Daily Telegraph rapporterer 05. oktober om voldsomme sammenstød med i gennemsnit 14 sårede politifolk hver dag. Da Indenrigsministeriet konstaterede, at antallet af sårede politifolk nåede 2.500 for året 2006, erklærede et politiforbund, at man var i en tilstand af borgerkrig i forstæderne, de såkaldte “banliecues”.

Politiet risikerer at blive angrebet, hvis man forsøger at arrestere lokale beboere. Man ser unge, fra en hel boligblok, gå på gaden for at befri arresterede kammerater. For nylig angreb dusinvis af unge muslimer 7 politifolk i en aktion, hvor man standsede en bilist uden spændt sikkerhedssele. Han kørte videre og endte med at torpedere en politibil.

Politiet kører en strategi med at tage territorier tilbage fra de muslimske bander. Men Michel Thoomis fra politiforbundet Action Police har skrevet til indenrigsminister Sarkozy, at man har brug for bedre udstyr. Man skal bruge pansrede køretøjer og vandkanoner. Han siger: “Vi er i en tilstand af borgerkrig iværksat af radikale islamister. Dette er ikke blot optøjer. Det er en intifada med sten og molotovcocktails”.

Kilde: http.//www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2006/10/05/wmuslims05.xml

Ole Gerstrøm

WWW.FRP.DK

Læs også: Nyrup lyver:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/17/nyrup-lyver/

Læs også: Ubetinget fængsel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-f%c3%a6ngsel/

Læs også: Den franske intifada:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/22/den-franske-intifada/

Jeg var i bokhandelen her om dagen. Jeg gikk og kikket i hyllen med biografier, historier og beretninger, det er som regel der jeg finner noe interessant. Der fant jeg denne lille saken her som jeg syntes så interessant ut. Jeg bladde litt i den og fant ut at den handlet om en barnesoldat under borgerkrigen i Sierra Leone. Jeg var solgt.

Ishmael Beah forteller om sine to år som barnesoldat i Sierra Leone under borgerkrigen som varte fra 1991 til 2002. Borgerkrigen gikk ut på at en liten ekstremistgruppe som kalte seg RUF (Revolutionary United Front) begynte å vokse. Etter å ha blitt stor nok begynte gruppen i 1991 å angripe landsbyer helt øst i Sierra Leone. I 1993 hadde opprørene kommet seg forholdsvis langt øst i landet, til landsbyen hvor forfatteren av boken bodde. De hadde nå fått kontroll over mesteparten av landets diamantgruver, og de er det mange av.

Boken forteller om hvordan Beah var borte fra foreldrene sine da landsbyen ble angrepet, han var da 13 år. Foreldrene og familien skulle han aldri se igjen. Sammen med noen venner flykter han til en større by hvor de tjener til livets opphold inntil opprørene kommer der også. De flykter videre og etter flere måneder i skogen, etter å ha overlevd på frukter og bær i skogen kommer de til en bananfarm utenfor en landsby. Der møter de en mann som gjennkjenner Beah og forteller at foreldrene hans bor i landsbyen rett bortenfor. Mannen tar dem med til landsbyen, men akkuratt i det øyeblikket de er oppå åsen som leder ned til landsbyen og kan se den blusser den opp i flammer. Opprørerne har tatt den og de hører skyting fra landsbyen. Når opprørene har stukket av og de beveger seg ned, finner de alle landsbyens innbyggere liggende i gatene, skutt i hodet og så brent. Kvinner og barn like fullt som menn. Det har dannet seg en liten bekk av blod som renner ned mot elva. Ingen av likene lar seg gjenkjenne men man regner med at Beahs foreldre er døde. Guttene flykter videre og ender opp i landsby hvor de blir rekruttert til hæren som kjemper mot RUF.

Her forteller han om hvordan de ble trent opp til å bli kyniske drapsmaskiner. Barn, under 15 år skjøt og drepte mennesker mange ganger om dagen. De fikk piller som ga dem energi og gjorde dem likegyldige slik at de mistet alt som kan kalles samvittighet. De var også aktive misbrukere av kokain og “brownbrown” i tillegg til at de støtt røykte marihuana. Det er spesielt en gang han beskriver hvor gruppen hans hadde tatt noen opprørere til fange. Ungguttene fikk i oppdrag av løytnanten å snitte dem opp med bajonett. Dette gjorde de velvillig og koste seg etterpå. Han forteller også om hvordan de raidet landsbyer når de begynte å slippe opp for mat og krutt. Beah beskriver hvordan de kuttet opp magen på gravide kvinner for så å ta ut barnet og drepe det. Hvordan de skjøt alle landsbyens menn i beina for å la dem ligge å pines en dag og deretter drepe dem når de var lei av jamringen.

Krigføringen Beah beskriver har ingenting med politiske motivasjoner og gjøre. Det er ren og skjær ondskap, ondskap av verste sort. Ti tusener av mennesker ble brutalt drept under denne krigen og over 2 millioner flyktet fra landet. FN tok ikke affære før i 1999, og det skulle fortsatt gå tre år før freden var på plass.

Ishmael Beah bor nå i New York etter å ha blitt rehabilitert. Han skriver at han fortsatt sliter med minnene fra sine to år i krigen. Flere hundre barnesoldater er har ikke fått liknende behandling og er fotsatt livsfarlige både for seg selv og sine omgivelser. Mange er så traumatiserte at de aldri vil kunne fungere normalt igjen. Ishmael Beah greide å beholde forstanden og det er en bragd av de større. Han presterte å skrive denne boken og at han greier å beskrive minnene sine etter det han har vært gjennom er veldig imponerende. Boken anbefales på det sterkeste. Ved ettertanke og ikke bare lesing kan den gi bedre forståelse for hvorfor mennesker dreper andre mennesker (ikke at det noen gang skal aksepteres). Boken gir bedre forståelse av det Afrikanske kontinent, noe som er høyst nødvendig her i den Vestlige verden. Les den!

Jeg vil gi den terningkast 5. Den er lett å forstå og de grusomme hendelsene er godt beskrevet uten noen store fakter og adjektiver. Dette er bra for da er det lettere å forstå alvoret enn hvis man blir druknet i beskrivende setninger. Grunnen til at jeg ikke gir boken 6 er at jeg synes språket er litt enkelt. Det kunne med fordel vært mer avansert uten at boken på noen måte hadde blitt tung. Ellers er boken veldig spennende. man leser alltid litt mer enn man hadde planlagt og det går ikke lang tid før man plukker den opp igjen. Den anbefales for ca. 13 år og oppover.

Ismael Beah

Sierra Leone

Videre lesning:

http://en.wikipedia.org/wiki/Sierra_Leone

http://en.wikipedia.org/wiki/Sierra_Leone_Civil_War

Her er et lite videoklipp om barnesoldater verden rundt hvor Ishmael Beah blir intervjuet:

http://hrw.org/campaigns/crp/child_soldiers/index.htm

Her er et eget intervju med forfatteren:

JP skriver:

I tre ransagninger i Nordsjælland er der fundet våben indsmuglet fra det tidligere Jugoslavien samt andre effekter, heriblandt store mængder militærtøj, skriver Helsingør Dagblad.

Hvad skal alle de våben og militærtøj bruges til? Er der mon en større paramillitær aktion under opsejling? Vi har vist god grund til at være nervøse for andet end bandeskyderi.

Gud skabte mennesket med en forstand der har gjort at vi er nået så langt at  man skulle tro det er løgn…tror man ikke på den historie så har naturen givet os et hjerne som har fået os Homo Sapiens til at være i toppen af fødekæden! men et eller andet sted er det gået galt! for visse mennesker i hvert fald! Endda er det gået meget galt i Hodjas blog da jeg læste idiotiske svar på et blog indlæg!

Den første idiotiske svar kommer her

Var det ikke klogt at forberede den væbnede konflikt, som vil være uundgåelig?

falkeøje

Kommentar af falkeøje — 2 juli 2008 @ 12:49 pm

 

efterfulgt af et mere idiotisk svar som hellere må uddybes af vedkommende

#3 Jo for vores børn og børnebørns skyld.

Kommentar af M16 — 2 juli 2008 @ 1:43 pm

Så træder et admin frem og besvarer Falkeøjes indlæg med følgende

#4 Dem må du ikke sige et ondt ord om og slet ikke opfordre til kamp imod. Det er ulovligt!

At Islam opfordre til krig, er en helt anden sag. At Islam vil afskaffe demokratiet, er en helt anden sag. At Islam direkte siger at manden bestemmer og kvinden er mindre værd, er en helt anden sag.

At det ikke er ulovligt at praktiserer denne religion i et land som Danmark, er mig en gåde.

Jeg tror først vi kan vinde slaget, når vi ikke længere vil accepterer, at de kalder deres ideologi for en religion og derefter gør den ulovlig præcis som nazismen i Tyskland.

Kommentar af ManInBurka© — 2 juli 2008 @ 2:02 pm

Sidste Idiotiske svar

Helt enig med Falkeøje. Hvis vi vil overleve må vi gribe til forsvar af os selv, meget snart.

Kommentar af rettentilselvforsvar — 2 juli 2008 @ 5:33 pm

Det hele kan læses på:  http://hodja.wordpress.com/2008/07/02/islam-ambizioni-di-un-partito-musulmano-in-danimarca/#comment-152858

Jeg må indrømme at min hjerne i få øjeblikke slog KLIK! for noget er at have anti-islamiske holdninger, som man gerne vil fører ud i livet ved brug af ytringsfrihed! Noget andet er at bekæmpe Ideologier/religioner man siger er krigeriske og opfordre til had og drab, med brug af våben! dette er som Maninburka, skriver direkte Ulovligt!

Jeg undrer mig bare over hvorfor de ikke sletter disse indlægs eller sætter folk på moderation, da disse mennesker skader både bloggen, og opfordre til ulovlige handlinger!

Men det kan også være at bloggenslæser er den skare af mennesker som keder sig enormt meget og kun ønsker at opfordre til had og splittelse i et samfund som det danske! til dem må der kun siges få ord: YOU ARE BORED, GET A LIFE….og det skal råbes så højt at kineserne kan høre det!  

Tim Sandefur svinger pisken over Ludwig von Mises’ påstand, at uden den amerikanske borgerkrig, ville slaveri være blevet udkonkurreret på det frie marked.

Jason Kuznicki om “carbon belch day”: “If carbon emissions represent a genuine externality problem, then upping emissions is, in the final analysis, an assault on the market economy, which ought ideally to be as free from externalities as we can make it. The carbon belch is therefore a step in the wrong direction. But if carbon emissions are not a genuine externality problem, then the belchers are behaving in an economically inefficient manner by choosing goods and services that they don’t really value – in the name of ideology. Which sounds suspiciously like their opponents, too.”

Hvad er værst? At skrive af efter nogen, der lyver? Eller at skrive af efter nogen, der siger sandheden? 180Grader.dk dækker kærlighedstrekanten mellem Naomi Klein, Johan Norberg og Christopher Arzrouni.

Der er mange anmeldere der giver den nye Rambo film dårlige anbefalinger. Det skyldes jo nok at alt for mange anmeldere tilhører denne hersens gruppe af snobbede overklasseløg der mener at en film ikke er god, med mindre den er så underlig og højtsvævende at ingen fatter pointen og alle kan tolke hvad de har lyst til.

Som stor fan af de tidligere Rambo film måtte jeg naturligvis også se Rambo 4, så i weekenden tog jeg i biografen for at se den sammen med kæresten, og jeg må sige at det var de bedste 50 kroner jeg har givet ud i meget lang tid (ikke inkluderet nogle ret så gode måltider som jeg også har fået fra tid til anden). Plottet er klart: Der er borgerkrig i Burma. Krigen foregår mellem to grupper: De Gode™ og de Onde™ De onde er rigtig onde og slår børn og voksne ihjel på diverse grufulde måder.

John Rambo lever et fredeligt liv i den thailandske jungle indtil nogle selvmordsgale kristne idealister beslutter at tage til Burma for at “gøre en forskel”. Filmens fedeste monolog lyder nogenlunde således:

Kristen tosse: We want to make a difference!

Rambo: Do you bring weapons?

Kristen tosse: Of course not!

Rambo: Then you ain’t changing nothing!

NB: Husk at tildele Rambo den hårdeste killer-voice mens du læser ovenstående

Efter megen plageri lykkedes det for gruppens eneste kvindefolk, at overtale Rambo til at sejle dem ind i Burma. Hefter går det naturligvis slag i slag mens volden optrappes – Her får Rambo lidt hjælp fra nogle lejesoldater, han er jo ikke helt ung længere. Det er desuden en stor glæde at se både en undetrykt befolkning tage sig sammen, og en ynkelig kristen skygge af en mand udvikle sig til et rigtigt mandfolk der næsten er værdig til at kysse Rambos fødder.

Vold er der naturligvis rigeligt af, faktisk en noget grimmere og mere brutal vold end i de tidligere film, og det elsker enhver mand jo (især når Rambo afstraffer dem). Men jeg så som sagt filmen sammen med kæresten og selvom hun hader voldsfilm så syntes hun faktisk den var god – om det så skyldes at hun sammenlignede Rambo 4 med Hostel som vi så for nylig, er det naturligvis ikke til at sige

Eneste anke er, at der er en dame med i filmen. Det er svært at nyde volden i helt samme grad når man hele tiden skal bekymre sig om hvad der sker med det tilfangetagne kvindfolk. Kærlighed er der heldigvis kun meget lidt af, og slet ikke i forbindelse med John Rambo (næsten da).

Min anbefaling: Gå ind og se den! Det er god gedign vold hvor Rambo banker fornuft (og bly) ind i hovedet på nogle gale lystmordere, men tag nogle venner med, for det er normalt ikke en film man inviterer sin date med til – hvis man er en heteroseksuel mand vel og mærke.

Anker, Nyrup, Jelved og alle I andre landsforrædere og jeres mange nyttige idioter – jeg håber inderligt, at I kommer til at stå til ansvar for den katastrofe, i har påtvunget danskerne, samtidig med, at I har høvlet al kritik ned som “racisme” og det, der er værre.

Why the Bishop of Rochester is right about ‘no-go’ areas for non-muslims in Britain

By MANZOOR MOGHAL, chairman of the Muslim Forum

Daily Mail

Bishop Michael Nazir-Ali’s warning that Islamic extremism is creating ‘no-go’ areas in parts of Britain has provoked a predictable barrage of outrage.He has been condemned for making ‘inflammatory’ remarks, distorting the truth about our inner cities and ’scaremongering’ against the Muslim population.

But, paradoxically, this reaction from the politically-correct establishment is an indicator of the weight of his case. If our ruling elite were not so worried that his views would strike a chord with the public, it would not have been so anxious to condemn him.
His statement about the dangers of the rise of radical Islam matches the reality of what people see in our cities and towns, where the influence of hardliners is undermining harmony and promoting segregation.

As a Muslim community representative myself, I have often been concerned in the past about some of the comments of Bishop Nazir-Ali, who has built a reputation as one of the Anglican Church’s few outspoken critics of Islam.
Yet in this case, I feel he is correct in highlighting the problem of cultural apartheid that is developing in some of our urban areas.
It is not good enough just to dismiss his opinions and hope that the whole issue will go away, for the failure to achieve real integration in our society is far too serious an issue to be ignored.

As he says, a key element of this failure is the sense of separatism that now grips too many Muslim communities.
However much his critics may sneer at his accusations, the fact is that the determination of some of my fellow Muslims to cling to certain lifestyles, customs, languages and practices has helped to create neighbourhoods where non-Muslims may feel uncomfortable, even intimidated.

Such anxieties can only be reinforced by the dominant influence of the mosques, which are often in the hands of fundamentalists and thereby promote a conscious rejection of Western values.
pervasive is this radicalism that in some mosques worshippers feel uncomfortable if they enter wearing a suit rather than the more traditional Islamic dress.

As the bishop says, this can only be a recipe for more social exclusion. Anyone who lives in British society should be grateful for the freedom and tolerance they enjoy. They should not seek to exploit this by demanding the universal acceptance of fundamentalism in their own neighbourhoods.

The heavy Islamic influence in parts of Britain amounts to a severe indictment of the dogma of multi-culturalism, which held sway in our public institutions since the early eighties.

Instead of promoting a sense of mutual belonging and shared understanding, this doctrine has sown the seeds of division and suspicion by discouraging allegiance to a unified British identity.

Instead, people from ethnic minorities and non-Christian faiths were urged to cling to their own cultures. The differences between creeds and races were to be celebrated rather than bridged.

But, as the Bishop of Rochester has pointed out, the malign consequences of this ideology can now be seen not only in the spirit of separateness that hangs over some Muslim-dominated areas, but also in the more devastating arrival of home-grown terrorism, which feeds on an aggressive rejection of western values.

Multi-culturalism was meant to build a unified society. “Together in diversity” was one its slogans. But instead it has achieved the opposite-promoting division and distrust-which has been exacerbated by Islamic extremism.
The horrors of the London Tube bombings in 2005 and the attacks at Glasgow airport and a West End nightclub can be blamed directly on this perverted version of violent radicalism.

After all, France and Germany have just as large Muslim populations as Britain but have not had the same problems with terrorism, and that is because their governments have never pretended that tolerating extremism is a social virtue.
Yet still, even after all the lessons of recent years, the Labour government has refused to abandon multi-culturalism. Instead it has merely presented this outlook under a new name, describing it as “multi-faithism”.

Again, this is supposed to be the ideology that will bring us all together and combat extremism. So the Government is now pouring money into ‘multi-faith’ schemes, promoting Muslim schools, projects and community centres.
Only yesterday, it was revealed that Communities Secretary Hazel Blears is planning to spend part of her £70million budget for antiextremism on “assertiveness training courses” for Muslim women, the idea being that women inculcated with western feminist values will be in a stronger position to challenge the young male zealots.

Well, there is no evidence to support this idea. And in reality, it will only promote the feeling that Muslims receive special treatment, with the Government doling out cash because it is terrified of Islamic violence. Home-grown terrorism seems to have its rewards.

It is particularly depressing is that the Church of England has gone along with this fashion-for multi-faithism, partly as a way of shoring up its own position, partly as a vehicle for compelling Islam into accepting the embrace of the British state machine.
But it did not work with multi-culturalism, which has proved a battering ram against Britain’s Christian heritage, and this new version will be no more successful, not least because there is no monolithic Muslim establishment to be dragooned into service for the Government.

Multi-culturalism has backfired spectacularly. The disturbing rise of the political far Right has been a direct result and I predict that the new incarnation, multi-faithism, will be just as damaging.

What we really need is not special treatment for Muslims and endless appeasement, but genuine equality. That is supposed to be the bedrock of our modern democratic society.

We should turn it into a reality before our society fractures even more.