Jeg skal i biffen. Snart i hvert fald. Den nyankommne katastrofefilm “2012″ lyder simpelthen som den største gang opblæste og oppustede Hollywood-produktion (med slet skjulte politiske motiver) siden “The Day After Tomorrow” – som jo var helt eminent ringe og ubetydeligt. Eller, det ved jeg faktisk ikke, for jeg var svært optaget af andre langt vigtigere ting end filmens handling da jeg så den, så jeg vælger egentlig bare at mene at den er dårlig. Og jeg ved jeg har ret.

Den der “2012″ er jeg dog nødt til at se, så jeg efterfølgende kan brokke mig over hvor stor en gang uvirkeligt opspind det er. For fanden, jeg behøver jo ikke engang se den! Mayaernes kalender udløber i år 2012, og derfor går verden jo selvfølgelig under. Uigennemtrængelig logik! Er der nogen der har spurgt mayaerne? Hvis ikke, så tillad mig: “Hej mayaindianer, jeg har hørt at jorden går under når jeres kalender udløber. Er det sandt?” “Hej Kong Finland. Sikke dog et tosset spørgsmål! Selvfølgelig går verden ikke under den 21. december 2012. Tværtimod markerer det en ny begyndelse, hvorfor vi vil fejre dagen med en storslået fest.” “Tak for svaret, mayaindianer. Det var bare det jeg ville høre.” “Det var så lidt, Kong Finland. Skulle det være en anden gang.”

Man skulle jo tro vi var kommet længere end som så, her et helt årti inde i det 21. århundrede, men tilsyneladende er der stadig mennesker som lader sig påvirke af den slags skræmmekampagner. Nibiru, mayaernes kalender og et eller andet med solaktivitet – jamen for helvede, vi er jo dødsdømt! Faktisk er vi så tæt på udslettelsens rand at NASA er nødt til at komme med udtalelser om filmens fiktive grundlag for at berolige den panikkende verdensbefolkning. Vi tager den lige igen: folk skal have påpeget at filmen er fiktiv. En Hollywood-film…

Jeg har en ide:
Skal vi ikke prøve at lade være med at fortælle dem hvordan man trækker vejret? Fordi så tror jeg altså at en stor del af verdens problemer vil blive løst i løbet af ganske kort tid.

Jeg kan huske at jeg havde den da jeg kom hjem omkring kl 01.35 i nat og at den næsten var løbet tør for støm. Men nu kan jeg simpelthen finde den og nu har jeg ellers fundet min oplader. Måske det er et tegn på, at jeg faktisk lige skal få lidt styr på mit hjem – der kommer vidst også snart håndværkere på besøg..hmm

Det værste er næsten at den både er lydløs og uden strøm, så jeg kan ikke rigtig ringe til den. Argh. Jeg vil virkelig gerne se min mobil ligenu – især fordi jeg gerne vil tage et billede af noget jeg har gang i nu. Typisk.

Nu forvandler indlægget lige sig til en omgang brok. Jeg strandede på Amagerstrand metro st. kl 1 i nat. Jeps. Så kunne jeg så stå der og glo i 30 min. Det er jo også en helt vildt spændende station, masser af varme og hygge. Eller noget. Jeg gad dog ikke stå der og glo, så jeg traf en hurtig beslutning – jeg går hjem! Her må jeg så sige, at diverse døde vilakvartere samt industrikvartere ikke er de sjoveste områder at rende alene rundt i på den tid af døgnet. Så jeg var lettet, da jeg endelig kom frem til mit område…jeg hader at jeg er så godt til at psyke mig selv og kan se voldsmænd alle steder…..men det positive var, at der ikke engang var koldt på det tidspunkt.

Nå det var den mobil – findes skal den.

Så skete det!!

Jeg sidder ligeså fedeligt og kigger på facebook, mens Boogie kører på DR1, og jeg hører noget der er forfærdeligt… Jeg vender mig om og dette er hvad jeg ser;

Jeg har slet ikke ord for hvor forfærdeligt det er!!

Siden det sociale netværksfænomen Facebook invaderede det danske marked i 2007, har forbrugerne haft en altid tilgængelig platform at udgyde evindelig ligegyldigt ævl på; en mulighed som langt størstedelen af befolkningen ivrigt har benyttet sig af. Fænomenet har nu imidlertid taget en ny drejning, og efter at mobiltelefoner med internetadgang har givet forbrugerne ubegrænset adgang til netværket, er der ikke længere noget tidspunkt hvor man kan slippe for den linde strøm af uengagerede statusopdateringer der udspys konstant.

Med ankomsten af disse ’smarte’ mobiltelefoner (især et velkendt produkt der bærer en frugt som kendetegn), er folk nemlig begyndt at skrive statusopdateringer selv når de befinder sig i baren på den lokale, pubben eller klubben – lokaliteter der ellers tidligere er blevet betragtet som hellige i visse kredse (eller i hvert fald uden for internettets rækkevidde). Ja, kære læser, der er folk der synes de skal bruge tiden i baren på at skrive ligegyldigt ævl på Facebook i stedet for at gøre det som det altid har været meningen man gør i en bar: drikker (ja, sgu da) og lukker ligegyldigt ævl ud til de omkringværende personer!

Jeg er dybt forarget over at der findes mennesker der på så blasfemisk vis bryder de til alle tider gældende regler for korrekt opførsel på lurvede barer, brune værtshuse og andre lignende steder hvor godtfolk holder til. Og forundret. For hvad er det der gør at visse personer føler et behov for at informere andre mennesker om at de nu er at finde på det og det diskotek? Som selvproklameret forsker i forbrugeradfærd og antropologi er det mit fornemste ærinde at studere og analysere nye fænomener i samfundet i håbet om at kunne klarlægge en større årsagssammenhæng der forklarer det nye fænomen på en simpel og logisk måde.

Jeg besluttede mig derfor for at foretage en undersøgelse blandt disse sørgelige individer for at belyse bevæggrundene for den særprægede opførsel, og jeg vil her præsentere resultatet af mit studie. Undersøgelsen bygger på videnskabelige metoder der er blevet afprøvet og testet gennem adskillige år, og der kan derfor umuligt være fejlslutninger i resultaterne. Det empiriske grundlag er bredt og velfunderet, 2381 personer deltog i undersøgelsen, og man kan derfor sagtens overføre resultaterne til en bredere samfundsmæssig sammenhæng.

Mine studier har vist at der er fire personlighedstyper der benytter sig af ovennævnte opførsel. De fire karakterer kan beskrives således:

Don Juan-typen – gerne solbrun og lækker (jf. sine egne skønhedsidealer), typen der går i byen for at vise sine pumpede overarme og den smarte, nyindkøbte skjorte frem for de villige damer. Han mener at han virker ‘lidt mystisk’ (og det kan damerne jo godt lide) hvis han står og skriver på sin mobil oppe i baren. I virkeligheden er han pigefornærmet over at de ikke giver ham nok opmærksomhed, og han forsøger derfor at lokke andre piger til ved at fortælle om sin placering på Facebook.

Århus-typen – den intellektuelle debattør, typen der konstant leder efter åndelig stimulering. Klientellet i baren er ikke godt nok til ham, og han føler sig på én gang malplaceret og overlegen ved at være i samme lokale som disse undermålere. Han ser sig nødsaget til at fortælle sine bebrillede Århus-type-venner om hvor kedelig der er i byen og hvor barnlige og dumme ‘de andre’ er. I virkeligheden er hans største ønske at være som dem – men det ville jo obstruere hele hans raison d’etre, oh ve!

WoW-typen – en asocial computerfreak, typen der lever sit liv på nettet og sjældent bevæger sig uden for hjemmets fire vægge – så ville man jo være nødt til at kommunikere ansigt-til-ansigt med andre mennesker, skræk og rædsel! Typisk er han de fleste andre mennesker intelligent overlegen, men desværre er hans sociale evner tilsvarende underudviklede (en teori jeg vil uddybe på et senere tidspunkt), hvilket dog ikke afholder ham fra at prale med at han som en anden opdagelsesrejsende har bevæget sig ind på et hidtil ukendt territorium for at studere ‘de lokale’. I virkeligheden er statusopdateringen et nødvendigt bevis for at udløse den virtuelle pengesum der venter i World of Warcraft efter operationens fuldførelse.

Taber-typen – en uheldig skabning der ikke rigtigt hører hjemme nogle steder, og aldrig har gjort det. Da han er uhyre sky, vides der meget lidt om denne type særling, og det er endnu ikke blevet klarlagt hvad han egentlig laver i baren. Faktisk er eksistensen af denne type aldrig blevet endeligt bevist, men forskning fra det nordlige Tyskland, samt visse områder på Sjælland og i Midtjylland, tyder dog på at han i ekstremt sjældne tilfælde kan forefindes i en afsidesliggende mørk krog af baren. Han må formodes at være ekstremt farlig, hvorfor al kontakt bør frarådes på det kraftigste.

Yderligere forskning er påkrævet for at fastslå hvordan vi mest effektivt får ændret de fire typers uhensigtsmæssige adfærd, og indtil denne foreligger, må det anbefales at man tager afstand fra dem, skulle man være så uheldig at støde ind i dem på ens lokale bar.

Såfremt der blandt læserne skulle være ulykkelige repræsentanter for typerne der er klar over deres upassende opførsel og ønsker at forbedre sig (ikke at jeg tror det er sandsynligt), har jeg følgende råd.

Til Don Juan-typen:
Hvis du er lækker, har du ikke brug for Facebook for at score. Ud og mød damerne, min ven! Og hvis de ikke kontakter dig, så drik dig fuld – så kommer resten af sig selv.

Til Århus-typen:
Hvis du keder dig, så drik dig fuld. Det virker. Promise.

Til WoW-typen:
Hvis du ikke har nogen venner og ikke kan finde ud af at socialisere med fremmede, så drik dig fuld. Alle ved at det er meget nemmere (og sjovere, og bedre, og intelligentere) at snakke med folk når man er fuld. Jeg er sikker på at det også er sjovere at spille World of Warcraft når man er fuld.

Til Taber-typen:
Æhm… Drik dig fuld?

]]> http://aprikots.com/2009/11/12/her-er-en-laneans%c3%b8gning-til-julen/ Thu, 12 Nov 2009 19:53:38 +0000 Aprikots http://aprikots.com/2009/11/12/her-er-en-laneans%c3%b8gning-til-julen/

Her er en låneansøgning til julen

torsdag 12. november 2009 19.44 Fra: “Jesper” <jesper@laanebanken.dk> Føj afsender til Kontakter Til: minispejder@yahoo.dk

Hej

Jeg skriver til dig for at informere dig om, at du har muligheden for at låne fra 5.000 kr. og op til 15.000 kr. hos D:E:R.

Udfyld en gratis og uforpligtende ansøgning hos dem, via dette link, og du vil hurtigt få svar, om det kan lade sig gøre eller ej.

Eksempelvis kan du låne 5.000 kr. for 157 kr./mdr.

Jeg håber du får det, du har brug for!

Mange hilsner

Jesper

Dette er en reklame og kan ikke besvares. Klik her for at gå til afmeldingssiden.

Jeg er så træt af pis, og nu fik jeg sådan en mail her…

Hvorfor er det lige de tror at jeg vil låne penge?? Og så står der at man kan gå til afmeldingssiden!!

Hvem dælen har meldt mig til?!?! Forbandede idioter siger jeg bare!!

Jeg nægter at stemme på dig, hvis du putter valgcrap i min postkasse!!

http://www.facebook.com/home.php?ref=logo#/group.php?gid=175760958250&ref=mf

Hvem gider at bøvle med matematiske formler, tyde uforståelige hieroglyffer eller manipulere genetisk arvemateriale når man kan forske i tepotter?

I hvert fald ikke en tåbelig franskmand der har set det som sin mission at løse problemet med dryppende tepotter. Det skyldes, som vi alle ved, den hydro-kapilære effekt, der jo har stået i vejen for menneskehedens succes og været en torn i øjet på den øvre middelklasse i århundreder.

Selvom jeg udmærket kan forstå frustrationen over en tepotte der drypper, synes jeg personligt der er langt vigtigere problemer vi bør fokusere videnskabelig forskning på. Et godt bud kunne være mysteriet om hvorfor de sidste cornflakes der er tilbage i pakken, ALTID kun er nok til en halv portion. Dét vil jeg gerne se en teknologisk løsning på, så kom i gang, din opfinder-skidespræller!

Hvis ham den Lyon-baserede Georg Gearløs er så skide genial, hvorfor opfinder han så ikke noget der er brugbart for en lidt større skare af mennesker end dem der drikker te? Jeg kunne nævne forskningsprojekter i flæng: Hvorfor er det komplet umuligt at få ketchuppen til at løbe ud af en nyåbnet bøtte? Hvorfor er nøglerne altid det sidste sted man kigger? Hvorfor er der mennesker der er født uden nogen form for intimsfære? Hvorfor findes der small talk (Ingen pølsesnak, tak)? Hvorfor hører mongoler Lars Lilholt? Hvorfor drikker nogle ”mænd” cider og små fadøl?

ALLE de ovennævnte problemer er langt vigtigere at få løst for menneskehedens overlevelse end tilfældet er med opfindelsen af den aldrig dryppende tepotte, og samtidig vil nytteværdien være betydelig større. Det kan der ikke være tvivl om.

Kun arrogante franskmænd kan få tiden til at gå med noget så ligegyldigt og uinteressant som tepotter der drypper! Jeg håber fjolset bliver kvalt i sin baguette, den lede frøspisende kvaksalver! Eller endnu bedre – jeg er trods alt ikke en barbar – kan han få lov at betale verdenssamfundet tilbage for at spilde tiden med så latterligt et forskningsprojekt ved at løse nogle af de rigtige problemer som jeg har nævnt ovenfor.

Tilbage til tegnebrættet, Jean-Pierre. Og du kommer først ud når du har løst nogle relevante problemer. Comprenez-vous?

Jeg mødte verdens mest irriterende menneske i sidste weekend. Okay, ud af mere end seks milliarder mennesker på denne klode, hvoraf jeg kun har mødt et par stykker, er det ikke sikkert at vedkommende er det mest irriterende, på trods af et ellers ihærdigt forsøg, men personen er helt sikkert i top 10, og det siger ikke så lidt. Da risikoen for at jeg skulle møde andre personer fra den liste er forsvindende lille (heldigvis), vil jeg herefter referere til vedkommende som Verdens Mest Irriterende Menneske.

Nedenfor vil jeg gennemgå hvorfor jeg mener at Verdens Mest Irriterende Menneske er Verdens Mest Irriterende Menneske – jeg er ikke i tvivl om at du vil give mig ret når du har læst det – og for nemhedens skyld, vælger jeg at gøre det på listeform i 10 overskuelige punkter. Umiddelbart, kære læser, synes hver enkelt del måske ikke at være særlig irriterende i sig selv, men tag ikke fejl; når man lægger alle delene sammen, har vi opskriften på Verdens Mest Irriterende Menneske. Derudover er dette et af de sjældne tilfælde hvor summen er større end de enkelte dele. Der er simpelthen bare noget uforklarligt irriterende ved Verdens Mest Irriterende Menneske, som en aura der omgiver ham; ikke synlig med det blotte øje, men helt sikkert tilstede. Man kan fornemme det. Man bliver arrig bare af hans tilstedeværelse.

Inden jeg vil præsentere de 10 punkter, bør jeg nok forklare situationen, så alle er med. Jeg skulle på en dagtur til Mt. Pinatubo, en aktiv vulkan nord for Manila, og mødte altså på denne tur Verdens Mest Irriterende Menneske.

1.
Allerede den allerførste sætning han siger til mig er irriterende. Vi skal stoppes 14-15 mennesker ind i en minibus der på ingen måde er lavet til lange mennesker, og da tourguiden Ann ser mig og noterer sig at jeg er to hoveder højere end alle de andre, foreslår hun at jeg sidder på forsædet, så der er plads til mine ben. Fint, siger jeg, og så står vi ellers og venter på at folk langsomt slæber sig ind i bussen. Folk kender ikke hinanden, og der opstår lidt forvirring om hvem der skal være hvor, og så foreslår Verdens Mest Irriterende Menneske at jeg sætter mig ind på bagsædet. Jeg tænker ‘neeeeej, der kan jeg jo ikke være,’ men hører mig selv sige ’sure’ og kravler derind.
Jeg kunne på ingen måde sidde ordentligt på det lille uduelige betonsæde og fik ingen søvn på den første del af turen. Jeg grinede dog af det, og jokede indvendigt om at Verdens Mest Irriterende Menneskes kommentar blot var begyndelsen, og at han ville vise sig at være et forfærdeligt menneske senere. Jeg var tættere på sandheden end jeg anede. Det var vel karma der besluttede at når jeg tænkte den slags, skulle jeg fanme også få det at føle.

2.
Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg ender i samme jeep der skal tage os op til det punkt hvor vores trek skal starte, og på denne tur lærer jeg at Verdens Mest Irriterende Menneske synger. Ikke som i ’synger i band’, nej, som i ’synger hele fucking tiden’! Beatles-numre, Bee Gees-numre, alt muligt gammelt crap synger han, og det er ikke sådan en stilfærdig nynnen – det er højt og tydeligt. Og han synger godt. Fuck, det er irriterende.

3.
Udover Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg, var der i jeepen to filippinere og en russisk pige som Verdens Mest Irriterende Menneske fulgtes med. Jeg kunne i starten ikke lure om de var kærester (hahaha, Verdens Mest Irriterende Menneske og damer, yeah right!) for han snakkede hele tiden med hende om alle de ting de skulle opleve, sagde at hun så sød ud og så videre, men der var ingen fysisk kontakt mellem dem. Senere på dagen kildede han hende dog på maven i en gestus der var en tredjeklasses folkeskoleelev værdig. Det var helt tydeligt at han forsøgte at score hende, og lige så tydeligt for den opmærksomme observatør at hun på ingen måde var interesseret i ham. Men føj, hvor var hans tilnærmelser irriterende at se på.

4.
Cirka hvert tredje sekund blinker Verdens Mest Irriterende Menneske. Ikke sådan et normalt blink som man knap lægger mærke til, men et meget kraftigt et hvor begge øjnes lukkes hårdt i og brynene rynkes. Og lige så tit rynker han på næsen (dog uafhængigt af blinkene). Når først man bemærker den meget ivrige og kraftige blinken og rynken på næse, er det fuldstændigt umuligt at koncentrere sig om hvad manden siger, og man undrer sig i stedet over om hans motorisk udfordrede ansigtsmuskulatur er et tegn på at manden bør søge psykiatrisk hjælp omgående. Jeg blev aldrig færdig med min analyse.

5.
Flere gange i løbet af turen op af vulkanen måtte vi krydse små vandløb ved at gå på sten hen over, og ved det allerførste vandløb faldt Verdens Mest Irriterende Menneske i vandet, ned til låret, på trods af advarsler om at der var dybere end der så ud til, og at stenene var glatte. En historie der åbenbart var så morsom at Verdens Mest Irriterende Menneske synes den skulle genfortælles en 30-40 gange i løbet af dagen. Jeg grinte hver gang.

6.
På et tidspunkt mens vi vandrer, kigger Verdens Mest Irriterende Menneske på mine fødder og siger: ”Wrong shoes for trekking.” Jeg svarede: ”No, perfect shoes for trekking,” hvortil han lo og sagde ”No, no, no, no…”
Fortæl mig så, hr. jeg-ved-alt-om-trekking-og-især-det-udstyr-man-skal-bruge-undervejs-på-trods-af-at-jeg-tydeligvis-aldrig-har-vandret-nogen-som-helst-steder-hen-og-at-det-er-min-første-trek-på-Mount-Pinatubo-selvom-jeg-har-boet-et-par-timers-kørsel-derfra-det-meste-af-mit-liv-og-blinke-ikke-magter-at-manøvrere-over-et-ét-meter-bredt-vandløb-blinkeblinke-uden-at-falde-i-vandet-som-en-anden-mongol, din narhat, hvorfor var det dig der sidst på dagen havde vabler på fødderne og en storetå-negl der var helt fucked up og blå, mens mine fødder havde det fucking perfekt!? ”Oh, I never said MY shoes were perfect.” Nej, det gjorde du fanme ikke. Og luk så røven.

7.
Efter turen op og ned af vulkanen sidder vi og skal have noget at spise på en lille spartansk udseende restaurant. Russisk pige, Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg. De finder tallerkener frem til russisk pige og jeg – Verdens Mest Irriterende Menneske er tilsyneladende ikke sulten, og vil ikke have en tallerken – og vi spiser løs af de forskellige retter der står på små tallerkener på bordet. Lidt efter vi er færdige, spørger Verdens Mest Irriterende Menneske om vi skal have mere at spise, og da vi svarer nej, udbryder han: ”Mmm, leftovers for me!” Han tager en af tallerkenerne fra bordet, skraber maden over på en anden tallerken med mad på og begynder at spise med en gaffel og ske fra en af de andre tallerkener. Alt imens står der rene tallerkener og bestik på bordet lige bag ham. Jeg spørger, forundret og en anelse forurettet, hvorfor han ikke spiste sammen med os, hvortil han svarer: ”No no, it’s okay.” Nej, det er fandenstejleme overhovedet ikke okay, hvad snakker du om!? Jeg er åbenbart ikke fin nok til at spise med Verdens Mest Irriterende Menneske.

8.
Under middagen (hans middag, altså) snakker han om at han er ved at vise russisk pige alle de pæne steder i Manila. Han spørger om jeg kender Fort Bonafacio, og da jeg svarer nej og fortæller at jeg ikke ved hvad det er, siger han: ”Really? It’s so nice there, you should go.” Jeg spørger hvor det er, og han siger at det er i Makati, at det er virkelig flot, at han troede jeg boede i Makati, om jeg så heller ikke kendte Greenbelt, at jeg skulle tage derhen, ogsåvidereogsåvidere. Jeg spørger ham, efterhånden mere end en anelse ophidset, HVAD Fort Bonafacio er, om det er et mall, en vej, en park, hvad helvede er det, så svar mig dog, menneske? ”Oh, well, it’s like a mall, but not really. It’s really nice.” Tak, den har jeg fanget. Jeg er nu ved at være rødglødende af raseri og hiver demonstrativt min bog med kort over Manila op af tasken, og med det samme siger han: ”You probably won’t find it in there, it’s an old map.” Jeg måber – hvad fanden i helvede ved han om det kort som jeg har købt for mindre end tre måneder siden, den klaphat! Jeg slår op på første side og læser højt: ”Copyright 2009,” og tilføjer: ”What the fuck is your point?” Russisk pige griner nu, synes tydeligvis det er morsomt at nogen giver ham igen, og jeg gætter på at hun er mindst lige så træt af ham som jeg på dette tidspunkt. Forståeligt. Jeg kan ikke finde noget Fort Bonafacio i Makati, så han overtager kortet og leder videre, mens han mumler noget med at det måske ligger i Taguig City, og ikke i Makati. Han peger ud i luften og siger at det ville ligge ca. dér i forhold til kortet. Okay. Så bladr dog over på den side, din jubelidiot! Der er fine dertil indrettede trekanter ude i siden af kortet der markerer hvilken side du skal gå til! Han finder det til sidst. Taguig City, ikke Makati. Flot.

9.
Dette punkt er ikke så meget irriterende, som det er direkte usmageligt. Og det er en sand historie.
Grunden til han ville besøge Mt. Pinatubo var at det er et ulykkessted. Flere hundrede mennesker døde, da vulkanen var i udbrud i 1991. Uden nogen form for anger fortalte han at han besøgte lokaliteter hvor der var sket ulykker med dødsofre – naturkatastrofer, drukneulykker, brande og den slags. Og tog billeder. Han fortalte om en sønderknust mand som kun kunne kende sin forkullede kone (eller søster, jeg husker det ikke) på bæltespændet. Alt andet var brændt til ukendelighed. Og han tog billeder af denne knuste mand. Ligeledes fortalte han at brændt menneskekød lugter af barbecue, og faktisk ret godt. Jo vist, skulle han vælge mellem fisk og menneskekød, ville han nok foretrække sidstnævnte. Måske er jeg sart, men jeg synes det er en syg form for hobby. Desværre fik jeg aldrig spurgt ham hvad han brugte billederne til. Der er trods alt en vis forskel på om de bliver solgt til aviser og tidsskrifter eller de hænger på væggen derhjemme.

10.
Han gik rundt med en trøje på hovedet. Behøver jeg sige mere?

“Let love be love” er faktisk en af de eneste julesange jeg ikke hader!

I hvertfald indtil nu!

For efter at min overbo har spillet den i ca 2 timer, så kan jeg ikke klare lyden af sangen! Og faktisk kan jeg heller ikke lide min overbo ligenu. Han plejer nemlig at være meget stille og rolig, men åbenbart synes han i aften er en fest aften – eller nat er det vel?!

Jeg vil bare gerne sove. Øv!

Jeg brugte lige lidt tid på at lege med min 50mm linse. Kameraet jeg bruger er et EOS450D som jeg har fået i julegave af min mormor… TAK skønne mormor!

Til det har jeg en 17-85mm linse, en 50mm linse og en 100-300mm linse.

Jeg prøvede at tage nogle ansigtsbilleder, men det er svært at ramme med en 50mm linse

Kan især godt lide det nederste hvor jeg har prøvet at fange min frisure, som er en halv fransk fletning i pandehåret… Og på det mellemste har jeg virkelig bare de lækreste øjne, og på det øverste min naturlige skønhed… er egentlig ret pæn (hvem sagde egocentreret??)

Æhm ja, sådan ser jeg så ud når jeg smiler, men det nu ikke det,
mit pandehår er fucker langt! Ser frem til at blive klippet, om en uges tid, argh.

… Eller hvad i vil vælge at kalde det. Valgte simpelthen at tage afsted igår for pigernes skyld – herunder specielt Lotte som var hende vi ville fejre fødselsdag, kinda surprise party agtigt noget.. Så jeg tog med. Og det gik okay fordi jeg var dopet med strepsiler og pænodiler, men idag er straffen så kommet – har det om end endnu værre end jeg havde det igår inden jeg tog afsted… nedtur
Men kunne allerede mærke jeg ikke havde det for godt sidst på middagen(eller hvad man skal kalde det), men tog med i biografen hvor vi skulle se Fame – er jeg den eneste der synes den film mangler et eller andet? Den var da okay. Men synes virkelig der mangler noget handling af en art. Synes ikke den var værd at give 80 kr. for at komme ind og se – hvis vi lader være med at tælle sodavanden og slikket med. (som btw jeg kun spiste en meget lille brøkdel af) … da aftenen var omme skulle jeg ha’ Chelle med hjem og sove – og vi snakkede jo så og så lidt Thomas Hatmann osv. så kl. blev alligevel forholdsvis sent – selvom jeg allerede var smadret da vi kom hjem. Men har det pisse dårligt med at udstille mig selv som svag og så bede en anden person om at ligge sig til at sove, lige så snart vi kommer ind af døren – og nu ville jeg jo også gerne snakke lidt for det er lang tid siden vi har set hinanden … Men det har taget hårdt på mig. Idag har jeg ikke lavet ret meget andet end at sove – efter vi havde kørt Chelle til stationen. Nu er jeg så nogenlunde “frisk” hvis du tænker på det søvnmæssigt… men min krop har det sgu ikke for godt. suk.. Tror jeg bliver hjemme imorgen og får det her overstået, eller skal til øjenlæge 15.00, men bare det jeg kan få min søvn osv. tage den med ro og ikke stresse tror jeg vil hjælpe en del. Selvom der er en del jeg rent faktisk gerne ville i skolen imorgen – men ville nok ikke kunne sidde oprejst i længere tid alligevel, ville falde i søvn og kommer til at gå i Idræt pga. øjenlægen alligevel… øv bøv.

Igen brænder vores underboere bål. Jeg er så træt af det, for det betyder at det er umuligt for kaninerne at komme ud, og det siver ind i alle sprækker og revner…

Jeg overvejer at købe en vandslange med stråler på, så man kan slukke det i al hemmelighed…

Det værste er at man ikke kan melde det til politiet… ØV!!

Så er min arm begyndt at skalle af også, og jeg tænker straks på de stakler der er mere forbrændt end jeg blev, det må da være helt forfærdeligt at gå igennem for alle mennesker…

I onsdags smuttede jeg en tur til København sammen med Anna & Lotte (en hver der er vokset op med disse fantastiske dukker vil trække på smilebåndet nu) på trods af jeg vidste at mange penge var der ikke til rådighed – men 500 burde der da gerne stå og med en hals der drillede allerede trodsigt fra morgenstunden. Men vi skulle jo handle ind til Halloween! Hvilket så endte med en masse makeup – i dag handler det (i vores alder) om en fantastisk makeup og derefter tøjet – specielt når du skal være varmpyr! Men denne ellers hyggelige tur endte med et stort minus på kontoen … -800 kr. står der nu. Jeg er glad for der står 550 på boligopsparingen (valgte at bruge det jeg ellers havde sparet sammen til et videokamera!) så de skal overføres, og evt. andre kontanter jeg kan komme til. Ser helst der står 0 kr. eller lidt i + … er meget dårlig til at tackle at den er gået i minus :/ det værste er jeg rent faktisk har brugt over 3000 kr. i denne her måned – på hvad? Ingen ting. Det er utroligt så hurtigt pengene ryger; ja, til ingen ting.

Udover det har jeg vidst fået fanget mig en ordentlig omgang influenza – om aftenen fik jeg det simpelthen så dårligt. Og måtte bare i seng. Med krydsende fingre om at det så ville gå bedre Torsdag morgen – ikke just, men blev jo nød til at tage afsted til Køreteknisk Anlæg. Heldigvis var min bil forholdsvis varm og kunne jo også selv regulere varmen osv. – og kom da nogenlunde igennem dagen … Klarede den okay på trods af et meget ørt hoved og øm hals. Glatbane var sjovere end jeg regnede med og har da kunnet få en del med mig derfra, som gerne skulle kunne hjælpe mig videre hen …

Idag har det ikke just været bedre – og sådan set heller ikke hvis du kigger på igår (torsdag) har fået sindsygt ondt i min nakke, ben og skulde – men det er dog gået værst udover nakken jeg håber virkelig jeg kommer nogenlunde igennem det her ret så hurtigt. Det var dog irriterende. Hader at være syg =.=

Imorgen skal jeg ud og spise sammen med veninder – og derefter skal vi ind og se Fame … regner med jeg godt kan klare den. Eller jeg skal. For vi skal lave en lille overraskelses fødselsdag for min veninde Lotte og så skal jeg have Kris og Chelle med hjem og sove bagefter. Så synes ihvertfald selv det er ret så vigtigt. Men vi må se – hvis det går helt galt må jeg se om jeg evt. kan hooke dem på Anna og så droppe biffen… men tror jeg får det bedre i deres selvskab – sådan helt ubevidst

Det pinligt der her, meget pinligt endda!
Klokken er ca. 23:24, har tændt lys for hyggens skyld,
skriver lidt på min mini roman, tåger fjæsbog, og
hygger mig egentlig.. Og alt jeg tænker lige nu er;
“Kan jeg mon ikke godt gå tideligt i seng, for like 5. gang i den her uge?”
- Indrømmet, søvnen har besejret mig, eller også har min manglende
fysiske aktivitet gjort mig kronisk træt. Jeg ved det ikke….
…. Men hvor er min seng tiltrækkende!

Min arm er nu blevet helt mørkerød der hvor den er blevet brændt… Nice

Jeg er halvt færdig med den ene halvdel af billedet…

De sidste detaljer skal laves…

• Græsset skal laves mere livagtigt…
• Giraffen skal have man, horn og pletter…
• Løven skal have et “rigtigt” ansigt…
• Elefanten skal have flere detaljer…
• Himlen skal have flere detaljer…

Det bliver nok rigtig dejligt når det endeligt bliver færdigt…

Jeg er vist syg i dag… Jeg har ondt i halsen, så jeg har taget tørklæde på, og spiser lakrids og Werthers Original…

Jeg fik også taget, omend lidt uskarpt, et billede af min stretch… Den er efterhånden oppe på 8 mm, og jeg tror ikke den skal være større…

Nu vil jeg lave en kop the, og hoppe under dynen, mens jeg ser dårlige amerikanske serier

Min arm er ved at have det bedre…

Men det er stadig et flot mærke jeg har

Der er få ting i livet, der ødelægger starten på en arbejdsdag mere, end når man træder ind i elevatoren på kontoret og netop som dørene lukker opdager at én eller anden har løssluppet en ordentlig æggert i det mikroskopiske metalfængsel.

Nu er det omkring 30 min siden jeg stod op, og jeg kan godt sige jer at det var det kolde gys!!

Jeg skulle lige have et elastik i håret, og så afsted med Michael… Så jeg gik fra den meget varme seng til den meget kolde morgen udenfor i løbet af 5 min BRRR

Fandt lige det her gamle billede… Det er fra dec 2004, men det er ca. sådan jeg ser ud når jeg vågner… Jeg er meget ynkelig

Nu er kaninerne ude på altanen, så jeg sidder og småfryser mine tæer…

Jeg vil have noget morgenmad (jordbæryogurt med et-eller-andet ovenpå), og så vil jeg igang med at lave rønnebærmarmelade, og jeg forsøge mig med at lave multifrugtsaft i saftkogeren… Det kan vel ikke være så svært!

… Når folk vitterlig ikke tænker før de taler og derefter forsøger at forsvare sig selv selvom de kan se man er blevet meget såret over det de sagde. Hvad skal det til for?

Jeg danser ikke, men i dag fik et eller andet komplet røvhul alligevel – i fuld offentlighed – lokket mig ud i den officielle Min-Cykel-Er-Blevet-Stjålet-Hokey-Pokey, hvor jeg kom ned på gaden, drejede til venstre, stoppede op, drejede omkring, tog et skridt frem, to tilbage, drejede om mig selv igen, trådte tilbage, kiggede op ad gaden og ned igen og afsluttede med endnu et par rotationer om egen akse.

Asshole.
Nu som cykel-løs dansemus.