The primary motivation behind my desire to take part in the Kiva fellowship program is naturally an interest in development and in particular microfinance, as a driver of same. In the following I will endeavor to describe that interest. A secondary motive for applying is the opportunity to live and experience another culture. It will, I suspect, become clear from the “cross cultural experience” part of this application, that this is something I enjoy greatly.

I have for some time been, as has many others, intrigued by the promise that microfinancing seems to offer, in terms of poverty alleviation. Until recently though I have been reluctant to getting personally involved, beyond making a small sum available to businesses in certain developing countries through a website similar to kiva.org . In essence two points of skepticism were holding me back.

Firstly, I was reluctant to have owners of small businesses, who often depend on the income generated to care for their families, incur debt. Even though microfinance loans can work on the basis of social collateral, I saw the risk involved in running the businesses on an unfamiliar scale as problematic. What I have come to realize during my ongoing volunteer stint in a Kenyan IDP camp, is that local entrepreneurs have an excellent insight into their business environments, not least the areas where further investment would yield the most benefits. As an added bonus, the alternative to microfinance, – assuming that one is aiming to help communities such as the one I currently find myself involved with, would be direct aid which in my experience has several significant flaws stemming from the mentality of dependence it can induce among certain members of a community.

My other reservation with regards to the effectiveness of microfinancing had to do with the nature of the economic structures that arise as a result of microfinancing, i.e. what types of enterprises are being created. I was concerned that adding, for example more retail links would only create underemployment as a consequence of having an unnaturally high number of entrepreneurs chasing the same coin. Although I still find that there is some validity to my concern, I have found that there is so much unexploited market opportunity to be found, once one ventures a few kilometers from a main road that my concerns lose all relevance in the existing context.

Thus having left my skepticism behind, I am now ready to commit myself to working for and with microfinance. I find that doing so “on the ground” where the capital is actually being put to work, represents the most rewarding and, given my current level of experience in the field, the most formative place to do so.

Dannebrog

Bei diesem Foto handelt es sich um eine Art Allrounder: Es hätte sowohl unter „H“ als auch „P“ und „D“ erscheinen können. Aber „R“ stimmt ebenfalls, denn die offizielle Bezeichnung dieser Rasse lautet „Rotbunte Husumer Protestschweine, ebenso wie „Dänische Protestschweine“. Kurz genannt betitelt man sie aber einfach gern als Protestschweine.

Der dafür relevante Hintergrund ist nicht, dass die Viecher permanent laut am Motzen sind, sondern vielmehr, dass es sich um eine Züchtung handelt, die das Missfallen der im 20. Jahrhundert in Nordfriesland lebenden Dänen darüber zum Ausdruck bringen sollte, dass sie ihre „Dannebrog“, die dänische Flagge, nicht hissen durften. Also züchteten sie Schweine, die ihre Flagge darstellten. Und es gab eine Menge davon. Die Flagge wäre also vermutlich unauffälliger gewesen.

Nachdem 1968 die letzten dieser Tiere geboren wurden, wäre diese Rasse fast ausgestorben. Mittlerweile gibt es weltweit wieder ca. 200 Tiere. Unter anderem Dank der erfolgreichen Zuchtbemühungen im Zoo Hannover. Deshalb dieses Mal auch zwei Fotos; vor einigen Monaten gab es nämlich Nachwuchs:

Was die Bezeichnung „Rotbunt“ soll, verstehe ich nicht. Das hieße nämlich, dass Weiß = bunt ist. Da es sich bei Weiß, ebenso wie bei Schwarz und Grau, aber nicht um Farben, sondern um Kontraste handelt, ist der Name eigentlich falsch. Macht aber nix. Hauptsache niedlich, nöch?!

Und jaaa: „Rollbraten-Gymnastik“ ist fies. Diese Kerlchen sind eigentlich viel zu schade, um sie irgendwann in den Ofen zu schieben. Aber so entspannt, wie die drei da oben zum Brutzeln in der Sonne schmoren … Manchmal habe ich eben etwas putzwunderliche Gedanken. Das macht doch nix, oder? ;o)

© skriptum

Kjeld var ude af sengen meget tidligt, som sædvanligt. Han lavede kaffe, og var i et gevaldigt godt humør. – solen er lige stået op, og den skinner fra en skyfri himmel. – Der er varmt, så du kan godt se at kommer ud af telte, – råbte han der ude fra. Men det havde jeg overhovedet ikke lyst til, for det var blevet min tur til at have dårlig mave. Han er så træls og dum, sidder der, så overfrisk. Lidt træls var det for os begge, da vi havde planer om at køre rundt i Howard County, for at udforske de danske ”settlements” i området. Men hvor om alt er, så fik jeg det bedre langt op af formiddagen, og vi kunne endelig komme afsted til Dannebrog, Nysted og Farwell.

Første stop på turen var Grand Island. Gik lidt rundt i byens centrum. Byen virkede lidt kedelig og ”vil gerne være storbyagtig” uden at være det. Centrum minder om en moderne storby i miniformat. Der var nu heller ikke mange mennesker i gaderne, men der var middagshedt, så de opholdte sig sikkert indendørs i et køligere klima. Som Kjeld siger, – så er det kun turister, der er dumme nok til at vade rundt i 45 graders varme. Herovre er det nemt at skille turister fra de lokale – turister vader rundt under den bagende sol, de lokale finder ind under skyggen. Han er så observant ham Kjeld!

Ud at køre igen, nedrullede siderude, vind i håret, retning den danske hovedstad på prærien, Dannebrog. Ankommet til Dannebrog, kørte vi til Oak Ridge Cemetery, for at finde og se Lars Hannibals gravsted. Vi fandt hurtigt gravstedet, da kirkegården ikke er særlig stor. Hannibal familiens gravsteder ligger oppe bagerste. Kirkegården er en smuk grøn og kølig oase i udkanten af en knas tør prærieby.

Lars Hannibal oprettede i 1871 det “Danske Land- og Hjemsted-Kompagni”. Meningen med selskabet var at opkøbe jord til en dansk koloni. Det blev til byen Dannebrog. Lars Hannibal og hans kone, Karen, der blev kaldt Dannebrog‘s fader og moder, har spillet centrale roller i byens historie. 

Efter vores besøg på kirkegården kørte ind til centrum af Dannebrog, lige rundt om næste gadehjørne. Parkerede bilen og gik en tur rundt for at se på den lokale kolorit. Fra byens største vejkryds er der udsigt til hele centrum. Her ved krydset er der en mindeplade, hvor byens historie er beskrevet og lige overfor ligger Harriet’s Spisehus. Desværre var der lukket, så ingen frikadeller eller leverpostej denne gang. Vi spadserede op af hovedgaden – det var hurtigt overset. Midt på hovedgaden ligger et ydmygt etablissement, byens eneste, så der gik vi ind for at holde fri fra den bagende sol. Vi fald i snak med nogle af de lokale og fandt herved ud af, at Dannebrog udtales Da-Né-Bråg.

Nysted skulle vi lede efter, da den ikke har været at finde på vejkortene siden sidst i 70′erne. Dog er den ikke så svær at finde. Den ligger nogle få kilomter nord for Dannebrog, ud af en støvet grusvej retning vest. Nysted er ikke mere end et vejkryds, nogle få huse, en højskole og en lutheransk kirke, lukket for publikum. Det var højskolen der drev os til denne udørk.
Højskolen hvor der blev undervist på dansk af danske lærere indtil midten af 1960’erne, så meget forkommende ud. Bygningerne er siden solgt til en religiøs meninghed, som afholder bibellejr en gang årligt på stedet. Måske de skulle bruge tiden på at sætte istand og male.

Fra Nysted gik turen til Farwell. Endnu en af de mange danske ”settlements” i Howard County, trods det engelsk klingende navn. Byen havde oprindelig det polske navn Posen, men ved en folkeafstemning fik byen navnet Farwell. En amerikasering af det danske ”farvel” – farvel til Posen. Denne lille flække er meget hurtig overset. Når man drejer væk fra hovedvejen er der kun en halv kilometer hen til midtbyen. Vejen slutter for enden af to rækker huse, der udgør hele hovedgaden i Farwell. Halvdelen af husene i ”centrum” er små værksteder og et enkelt spisested er der såmænd også. Til trods for byens lidenhed, var der en del aktivitet og flere biler end i Dannebrog.

Nu vel, dagen gik på hæld, så vi begyndte at søge mod Grand Island og campingpladsen. Vi kørte til St Paul, den største by i området. Herfra direkte til Wal-Mart ved Grand Island for at købe til aftenens indtag af kalorier, og ikke mindst den is vi ikke kan undvære til cooleren.

Sent bænkede vi os til den daglige grønsagssuppe og fælles nydelse af den milde aften. Langt ude i det fjerne kunne vi høre torden, men ikke noget der bekymrede os lige her og nu. Ildfluerne dansede så smukt i den stille aften. 

Litteratur:
Danskerne på Prærien af Karsten Kjer Michaelsen
Dannebrog på den amerikanske prærie af Torben Grøngaard Jeppesen

Så har vi fået kongeligt besøg – næsten da. Dronningen har nemlig parkeret sin lille lystbåd mindre end 200 meter fra vores kontor.

Det er i anledning af at hun og prinsen påbegynder sin sommerferie her i Århus.

Skulle lige snuppe et lille stemningsbillede….

Dannebrog es el nombre con el que se conoce a la bandera de Dinamarca.

La señera danesa es considerada la bandera oficial en uso más antigua del mundo. Dannebrog está formada por una cruz nórdica blanca sobre fondo rojo, siendo la base desde la que se crearon las banderas de los otros países nórdicos: Suecia, Noruega, Finlandia e Islandia.

Existen dos acepciones sobre el signficado de Dannebrog:

• La bandera de los daneses
• La bandera roja

El origen de Dannebrog aparece en crónicas del siglo XVI. Cuenta la leyenda que durante la Batalla de Lyndanisse, también conocida como la Batalla de Valdemar, cerca de Lyndanisse –hoy conocido como Tallin, la capital de Estonia–, el 15 de junio de 1219, la bandera cayó del cielo en un momento crucial de la batalla, dando la victoria a los daneses.

  
Onsdag den 19. december  2007
   
Her er Radio Holger Internet 

Uddrag af  ”Om at være dansker “:
 
“Der synes i den danske offentlighed at herske en fuldstændig forvirring om, hvilke personer der med rette kan karakteriseres som værende danske og hvilke ikke, og udgangspunktet for denne forvirring er de danske journalisters manglende vilje til at skelne mellem de danske statsborgere og de egentlige danskere, skønt denne skelnen burde være indlysende. Men da der bestandigt synes at være store problemer med denne skelnen, skal jeg her begrunde den.
 
Danske statsborgere kan være både danskere og fremmede med danske papirer. Et statsborgerskab er intet andet end en rent juridisk formalitet, der helt vilkårligt kan ændres, dog kun for de fremmedes vedkommende. Mens danskerne fødes med et dansk statsborgerskab, og det derfor ikke kan ophæves, da det ikke er givet af nogen instans men er en arvet ret, så kan fremmede tildeles et dansk statsborgerskab af de danske myndigheder, og de fremmedes statsborgerskab kan følgelig ophæves vilkårligt igen, netop fordi det er givet af en instans. Princippet er her, at hvad der kan gives med et pennestrøg, kan også ophæves igen med et pennestrøg.
 
Danske statsborgere er ikke nødvendigvis danskere, for med begrebet ”dansker” henviser man til en nationalitet og ikke til et juridisk forhold. Og nationaliteten angives alene af fødsels- og livsomstændigheder, der ikke kan ændres men følger personen hele livet. Det er således ikke regeringen, og det ikke er folketinget, der bestemmer om en person er dansker, for regeringen og Folketinget kan kun bestemme om en person skal være dansk statsborger, og det er altså noget helt andet end dette at være dansker. Det er en persons fødsel, kultur og religion, der definerer en person som værende dansker.
 
Den første betingelse for at være dansker er, at man er af nordisk afstamning, og fødes man ikke af nordiske forældre, så kan man aldrig blive dansker. Det er noget forrykt sludder, når indvandrere med anden etnisk baggrund end dansk kaldes danskere for alene dette, at de netop har en anden etnisk baggrund gør dem til fremmede. Mens man kan skifte statsborgerskab, som man skifter skjorte, så kan man naturligvis ikke ændre på de omstændigheder man er født under, og fødes man med anden etnisk baggrund end dansk, så kan man aldrig blive dansker, simpelthen fordi man jo er noget andet.
 
Den anden betingelse for at være dansker er, at man lever i den danske kultur og taler dansk. Det er således fuldstændigt meningsløst at påstå, at en person med en asiatisk kulturel baggrund, der ikke taler dansk, skulle have noget med det danske at gøre, blot fordi denne person tilfældigvis lever i Danmark. Det drejer sig således ikke om, hvor man lever men om, hvordan man lever. Det danske sprog og den danske kultur er en uomgængelig forudsætning for dette at være dansk, og her er ikke tale et gebrokkent dansk eller en underlødig kultur, men om det rene danske sprog og om den traditionelle danske kultur. Alt det urene og kosmopolitiske kan kun karakterisere den fremmede og ikke danskeren.
 
Den tredje betingelse for at være dansk er, at man er kristen eller i det mindste har et vist kendskab til kristendommen, der opstået gennem dette at leve i et grundlæggende kristent samfund. Ved at leve i et kristent samfund indoptager man de kristne værdier, uanset om i øvrigt skulle opfatte sig selv som værende ateist. Og de fremmedes afgudsdyrkelse karakteriserer dem også som værende netop fremmede. At også danskere lejlighedsvis kan eksperimentere med forskellige former for fremmed gudsdyrkelse er sandt, men det bliver aldrig andet end netop eksperimenter, og det er kun et udtryk for personlig umodenhed, hvilket f.eks. tydeligt har vist sig gennem 68-generationens  latterlige dyrkelse af nogle tilfældige indiske knægte, der ved at fremsætte de rene banaliteter har fået titlen guruer hos de enfoldige 68ere. Men eksperimenter blandt forvirrede hoveder kan aldrig lægges til grund for noget, og 68ernes guru-dyrkelse er kun latterlig og bør ikke tages alvorligt. I forbindelse med forholdet til det religiøse må også den vidt udbredte misforståelse om trosfriheden fjernes, for når Grundloven tilsiger danskerne trosfrihed, så er det alene for danskerne dette gælder, idet Grundloven er skrevet for det danske folk. Fremmede kan ikke påberåbe sig en ret, der er givet det danske folk, og de fremmedes gudsdyrkelse er således ikke beskyttet af Grundloven.
 
At være dansker er således noget helt andet og mere end bare dette at være en dansk statsborger, hvad en hvilken som helst fremmed jo desværre kan være i vore dage. I stedet for at stræbe efter den lykkelige situation, hvor alle danske statsborgere skal være rigtige danskere, dvs. hvor der er overensstemmelse mellem statsborgerskab og nationalitet, så stræber man nu efter den modsatte situation, hvor statsborgerskabet intet siger om, hvilken nationalitet man er af. Det er en ulykke, som indvandringen har påført os, og man må håbe, at vi en dag når frem til en situation, hvor der kan rettes op på dette.
 
Den 13. december vedtog og udsendte Europa-Parlamentet et voldsomt angreb mod de europæiske patrioter, og Europa-Parlamentet har dermed utvetydigt placeret sig på de såkaldte anti-racisters side. Europa-Parlamentet har følgelig også stemplet sig selv som en forsamling af fædrelandsløse slyngler, der ikke kan tillægges nogen som helst positiv betydning. Nogle få retfærdige i Europa-Parlamentet stemte imod eller undlod at stemme for den forbryderiske vedtagelse, men hovedparten af medlemmerne tillod sig at udtale en fordømmelse af de europæiske patrioter, og dette vil blive husket. Man skal dog ikke bilde sig ind, at europæerne står og bukker for Europa-parlamentet, for Europa-parlamentet er og bliver kun et skin-parlament, en parlamentarisk sandkasse, og parlamentets fordømmelse af de europæiske patrioter får nok større betydning for parlamentets egne medlemmer end for de europæiske patrioter. At Europa-Parlamentet direkte truer de europæiske patrioter og opfordrer til officiel chikane mod patrioterne i medlemslandene, det er ikke alene direkte forbryderisk men også meget uklogt af medlemmerne af parlamentet, for medlemmerne af Europa-Parlamentet har vist intet at vinde i en sådan konfrontation.
 
I medierne finder man den 18. december den følgende mærkelige og også morsomme notits: »Måske mener en tyrkisk advokat, at korset er et stærkere symbol end den muslimske halvmåne. I hvert fald har Baris Kaska, der har specialiseret sig i europæisk ret og bor i den tyrkiske by Izmir, lagt sag an mod det italienske fodboldhold Inter. Holdets brøde består, ifølge advokaten, i, at Inter ved en kamp i Champions League mod det tyrkiske hold Fenerbahce bar trøjer med røde kors på en hvid baggrund. – Det kors minder kun om en ting, korsridderne, siger Baris Kaska til den britiske avis The Times. – Mens jeg så kampen, følte jeg stor sorg. For korset på hvid baggrund symboliserer racistisk, vestlig overlegenhed, tilføjer han. Baris Kaska søger ikke blot erstatning for en tabt fodboldkamp – Inter vandt 3-0 – men også at få det europæiske fodboldforbund, UEFA, til helt at annullere kampen. Kaska mener, at både UEFA og det internationale fodboldforbund FIFA bør idømme Inter en betragtelig bøde for at spille med et forkætret symbol på trøjerne. Inters talsmand har en anden forklaring på trøjerne. Korset på trøjerne er byvåben for Milano, hvor klubben har hjemme, og holdet har fået de nye trøjer i anledning af klubbens 100-års jubilæum.« Ja, med tyrkerne og korset er det ligesom med fanden selv, for når han ser et kors, så farer han ned i fortabelsen med et skrækkeligt hyl! Men hvis det røde kors på hvid baggrund virkelig skulle symbolisere racistisk vestlig overlegenhed, så må vi sandelig til at bruge det mere…”

Sonia

Mi hanno scambiato per una danese, che già.
Mi hanno chiesto indicazioni stradali. A me. A Copenhagen.

E io glielo ho date. Corrette, per giunta.

Ho avuto culo, diciamocelo, ché la bionda passeggino-dotata cercava la via in cui abito io, ed eravamo a due traverse di distanza.
Matte, io se fossi in te penserei seriamente ad un futuro nella cartomanzia: pure il giorno hai azzeccato!

Ho capito come è girato il sistema dei trasporti della città, e devo riconoscere che, fosse più economico, sarebbe praticamente perfetto. Oggi mi sono pure presa la libertà di cambiare il percorso per andare e tornare dal DTU, e non mi sono persa. Mi stupisco di me stessa, lo ammetto.

Comunque, già che ci sono vorrei sfatare un mito, giusto per rovinarvi un po’ il sonno (assì?!): in Danimarca, quella che noi chiamiamo danish pastry, non esiste. La cosa che ci assomiglia di più si chiama wienerbrød, paradossalmente (come se stessimo tutti giocando a scaricabarile), ed è fatta con un sacco di burro (e fin qui), noci, creme, mele cotte, cioccolato o cannella. Non l’ho ancora provato, poi vi saprò dire.

In the US and Canada, Danish pastries are typically given a fruit or sweet bakers cheese[1] topping prior to baking. Danish pastries with nut fillings are also popular.

The Danish as consumed in Denmark can be topped with chocolate, sugar or icing, and may be stuffed with either jam, marzipan or custard. Shapes are numerous, including circles with filling in the middle (known as “Spandauer’s”), figure-eights, spirals (known as snails), and the pretzel-like kringles.

Danish pastry is, like the croissant, said to originate from Vienna and is called wienerbrød (IPA: [ʋenɐ̥b̥ʁœð̥], lit, “Viennese bread” (corresponding to the French Viennoiserie) in Denmark as well as Iceland, Norway and Sweden. In Vienna, however, the pastry is known as “Kopenhagener Gebäck” or “Dänischer Plunder”[1], and its origin may well be the Turkish baklava.

[wikipedia >> danish pastry]

Poi ho scoperto quanto sia importante, per i danesi, la loro bandiera (il dannebrog): la mettono anche sull’albero di Natale, e ognuno ne ha una in casa, da appendere fuori in corrispondenza di un compleanno, di un anniversario o di un qualche avvenimento particolare. Ora capisco perché, quando ci fu la storia delle vignette su Maometto e gli islamici bruciarono il dannebrog, i danesi la presero così male. Per loro anche solo calpestarla, sarebbe stato un affronto indicibile.
C’è anche una leggenda piuttosto curiosa, riguardante la nascita della bandiera danese: pare infatti che sia caduta dal cielo, nel 1219, sulle truppe danesi impegnate in Estonia. La versione più credibile, invece, vuole che sia stato il Papa a dare ai danesi il dannebrog, affinché la croce ricordasse il carattere di crociata della missione contro gli “infedeli” estoni (e infatti, fateci caso, tutte le nazioni scandinave – che una volta facevano più o meno tutte quante parte dello stesso impero – hanno la croce nella bandiera).

Detto questo, immaginate il seguente scambio di battute, ahimé realmente verificatosi (ma perché non sono capace di zitta, io?), tra la sottoscritta e il direttore del mio dipartimento, che ha voluto darmi il benvenuto di persona:

- it is important to work hard because ideas never fall down from the sky
- just the Denmark flag fell down from the sky
- yes, i think that is the last thing that fell down upon us

Però l’ha detto ridendo di gusto. Forse non ho fatto una figura proprio becera del tutto. Forse.

Poi, beh, avrei milioni di altre cose curiose da raccontarvi, tipo che ho trovato un posto dove vendono del pane che sembra vero, o che nei treni qui esiste la quiet zone, ovvero un vagone in cui non si può parlare al cellulare o con chi ti siede accanto.
Ma non è che posso scrivere un romanzo.