Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6-7 / juni-juli 1993 / 21. årgang

I uddrag bringes:

Landsformanden har ordet 

Folkeafstemningen den 18. maj 1993 medførte et ja til Unionen. Stemmeprocenten var høj selvom befolkningen var ved at være træt af mediernes Unions-fokusering. Nu må vi så håbe på og arbejde for en demokratisk udvikling af Unions-samarbejdet, så vore demokratiske traditioner kan overleve. Den positive udvikling med rentefald kan forhåbentlig give erhvervslivet ny optimisme til gavn for eksport og beskæftigelse.

Rødkløveregeringens (A, B, CD og KrF, red.) skattereform bliver tilsyneladende til et kludetæppeforlig og desværre tegner de 23 lovforslag til en skattereform ikke til at være meget andet end blålys og skatteomlægning. Beregninger i dag viser, at den danske industri og det øvrige danske erhvervsliv får en ekstraregning på over 3 milliarder kroner årligt efter 1998. Yderligere kan erhvervslivet forvente ekstra miljøafgifter m.v. Konklusionen for erhvervslivet er derfor, at skattereformen stik imod, hvad der er brug for, vil bremse erhvervslivets udvikling og belaste konkurrenceevnen. I øvrigt mangler forslagene til skattereformen et kraftigt islæt af Z-skatteidéer. En virkelig skattereform skal først og fremmest medføre skattelettelser ved hævelse af den skattefri bundgrænse, samt give en ganske betydelig forenkling af hele vort tåbelige skattesystem.

Det er simpelthen på tide, at Fremskridtspartiet tages alvorligt med i omlægningen og forenklingen af hele vort skattesystem. Kun et forenklet skattesystem efter Fremskridtspartiets idéer og tanker giver den fornyelse og lettelse, der er afgørende nødvendig, hvis det danske erhvervsliv skal have muligheder for at skabe produktionsfremgang, eksportfremgang og mere beskæftigelse. Før eller senere må fornuften da vel sejre!

Johannes Sørensen

Landsformand

www.frp.dk

Læs også: Lær af Delaware:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/07/l%c3%a6r-af-delaware/

Debatoplæg 1980

Det vil Fremskridtspartiet

Miljøforbedring og forurenings bekæmpelse

Fremskridtspartiet har lige fra starten klart givet udtryk for, at partiet gik ind for at bekæmpe den tiltagende forurening på alle områder, hvor der er menneskeskabt forurening for således at få et godt miljø at færdes i.

Den erfaring, vi har haft med industrisamfundets hastige vækst og påvirkning af miljøet og naturen, luft, vand og jord, har ikke mindst i 60´ernes hastige udvikling gjort det klart, at vi skal værne om os selv og naturen.

Det er derfor en naturlig ting, at vi arbejder for at forbedre arbejdsklimaet, at vi sætter krav til industrien om at kontrollere og begrænse den forurening, der er i forbindelse med produktionen.

Efter partiets opfattelse er vi nået langt i de sidste 5 år. Industrien har investeret milliardbeløb i nedsættelse af generne fra røg, møg og støj.

På arbejdspladserne har vi taget en række tekniske hjælpemidler i brug til at lette det daglige slid for de medarbejdere, der er beskæftiget med produktionen.

Forureningsbekæmpelse i videste forstand er på en måde noget grundlæggende i hele tankegangen bag Fremskridtspartiet, hvis det også anvendes på begreber og områder, som at landet er forurenet med bureaukratisk papirnusseri, eller at landet er forurenet med en uigennemtrængelig lovjungle for ikke at glemme den forurening af politisk art, der finder sted indenfor både kunst og kultur.

I Fremskridtspartiets programpunkt under ”Forurening” hedder det: ”Principielt må den, der forurener, selv bære de fulde omkostninger ved at rydde op efter sig, men i praksis kommer man i lang tid fremover ikke uden om, at forureningsbekæmpelse vil koste mere offentlig administration og flere skatteyderpenge, når miljøredningen skal gennemføres med påkrævet hurtighed. Især må der sættes ind mod, at giftstoffer og langsomt nedbrydelige kemiske forbindelser spredes i naturen”.

Når Fremskridtspartiet gerne vil forbedre miljøet for alle borgere, kan nogle måske fristes til at tro, at Fremskridtspartiet er tilhænger af gældende miljølovgivning. Men dette er langt fra tilfældet!

Miljølovgivning

Miljølovgivningen er et meget stort lovkompleks, som berører næsten alle lovområder på en eller anden måde indenfor hele den øvrige lovgivning.

Dette ses måske tydeligst af, at Miljøministeriet består af selve ministeriet, departementet og dertil hører med ministeren som øverste person Miljøstyrelsen, Planstyrelsen, Fredningsstyrelsen, Skovstyrelse og Levnedsmiddelinstituttet. Hele denne lovgivning og deraf følgende bureaukrati har på mange områder været til skade for det miljø, som store dele af befolkningen gerne vil leve i og med. At det forholder sig sådan, fremgår måske bedst ved at pege på de forskellige styrelser og deres indflydelse. Fremskridtspartiet er imod den meget centralistiske styring, som lovgivningen er resulteret i, da det er helt i modstrid med det kommunale demokrati, som skal styrkes ved en betydelig udvidelse af mulighederne for at foretage folkeafstemninger, der jo er et vigtigt punkt på partiprogrammet.

Især har planstyrelsen beføjelser med hensyn til at dirigere planlægningen berørt mange befolkningsgrupper på en for dem helt urimelig og uretfærdig vis i forhold til tidligere lovgivning. Der er bl.a. derfor Fremskridtspartiet om planlægningen i sit program siger, at: ”By- og landzoneloven kvæler langsomt livet i landzonen. Loven skal derfor mildnes og helst ophæves, således at en naturlig udvikling og udskiftning igen kan finde sted i landboområderne. Det samme gælder for lovene om lands- og regionsplanlægning og kommuneplanlægning”.

Det er efter Fremskridtspartiets opfattelse ganske sikkert, at en meget stor del af planlægningen er skyld i, at erhvervslivet i de mindre bysamfund er stagneret eller helt forsvundet til stor skade for hele samfundet.

Derudover er det klart, at store dele af planlægningen lige fra dispositionsplanerne over kommuneplanerne til regionsplaner, som skal slutte med en landsplan, ikke er det papir værd, det er skrevet på, selvom skatteyderne har betalt millionbeløb dertil.

Heller ikke inden for Fredningsstyrelsens områder er Fremskridtspartiet tilfreds med lovgivningen. Selvom Fremskridtspartiet vil være med til at sikre nationale klenodier såsom landskaber eller bygninger for efterkommere, så er det er helt urimeligt stort apparat, der er oprettet til det formål. Fremskridtspartiet mener tillige, at fredninger, der gennemføres for en lille gruppe særinteresser, ikke kan være i befolkningens interesse.

Levnedsmiddellovgivningen er Fremskridtspartiet utilfreds med, selvom det er en fælles opgave at sikre befolkningens sundhed, men det skal ikke være med en lov, som stiller urimelige krav til småhandlende m.h.t. butiksindregning og meget andet, eller som for eksempel forbyder en landbrugsskole at drikke mælk fra skolens sunde besætning, så også her vil Fremskridtspartiet ændre lovgivningen.

Sluttelig skal det omtales, at Fremskridtspartiet også på mange felter indenfor Miljøstyrelsens område vil ændre lovgivningen, ikke mindst administrationen omkring det man forstår ved forureningsbekæmpelse. For eksempel vil Fremskridtspartiet sikre grundvandet uden at der skal ofres unødigt meget på separate spildevandssystemer, der på landsplan koster milliardbeløb. Her vil Fremskridtspartiet også spare, uden at det går ud over forureningsbekæmpelsen.

Fremskridtspartiet vil kort sagt effektivisere forureningsbekæmpelsen ved at ændre dele af miljølovgivningen, så hver en nødvendig skattekrone kun anvendes til ren bekæmpelse!

Miljøhensyn

Der er ingen grund til at vi skal nedsætte hensynet til miljøet, fordi vi er i en krise. Alle former for krig, også krigen mod forureningen, skaber teknologiske fremskridt. Det samme gælder kravet om højere lønninger og bedre arbejdsmiljø.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er nået langt i dag, men der er en række faktorer, der kan forplumre billedet af den udvikling, vi er nået til:

1.    I den aktuelle debat er det tilsyneladende fortidens syndere, der interesserer massemedier mest.

2.    Bekæmpelsen af forureningen bliver brugt til at så mistillid til dansk erhvervsliv generelt.

3.    Arbejdsmiljøloven og miljøloven er bemyndigelseslove, der kan misbruges til politiske formål.

4.    Da det er bemyndigelseslove, stilles der ikke krav til myndighederne om hjælp og vejledning til at løse de opståede problemer.

I en krisetid er det nødvendigt, at der skabes så mange arbejdspladser som muligt, og at de eksisterende arbejdspladser fastholdes. Denne holdning skal myndighederne have, når de skal administrere miljølovene.

Det kan ikke være rigtigt, at viser bort fra, at vi i dag er nået langt med hensyn til forureningsbekæmpelsen og arbejdsmiljøet, og at det er de sidste procenter for at opnå 100 % tilfredshed med vore virksomheder, der bliver de dyreste. Vi kan ikke se bort fra, at hvis vi skærper kravene til vore virksomheder i forhold til, hvad andre lande gør, vil vi øge arbejdsløsheden og eksportere vore arbejdspladser til lande, hvor udviklingen på disse områder foregår i et langsommere tempo.

Danmark har desuden et særligt problem, da vort erhvervsliv består af få store virksomheder og mange små og mellemstore.

De små og mellemstore virksomheder har ikke de tekniske og økonomiske muligheder for at løse alle forurenings- og arbejdsmiljøproblemer så hurtigt som store virksomheder. Der er derfor farligt, hvis myndighederne farer hårdt frem imod disse virksomheder, uden at konsekvenserne af en hårdhændet fremfærd bliver klarlagt.

Efter Fremskridtspartiet mening kører myndighederne på frihjul, når de kun stiller krav. De burde være pålagt til at anvise den økonomisk mest forsvarlige løsning af de problemer, myndighederne kræver løst. Myndighedernes sagsbehandling af miljøproblemer af den ene eller den anden art er ofte for langsommelig og useriøs.

Dette problem hænger givet sammen med den politiske udnyttelse af denne lovgivning, der bygger på en hetz imod dansk erhvervsliv og vort økonomiske system. Hvis ikke miljølovene administreres med omtanke, men man derimod farer frem med ild og sværd, som det ser ud til for øjeblikket, vil vi i 1980´erne undre os over, at vi i 1970´erne havde råd til at nedlægge en væsentlig del af vort produktionsapparat, samtidig med at vi kunne se, at arbejdsløsheden og vore økonomiske problemer ville vokse i 1980´erne. I 1980´erne vil vi undre os over, at nogen i 1970´erne kunne tro på, at vi fremover kunne leve af uden de nødvendige antal arbejdspladser.

Ole Maisted og Ernst Schmidt

www.frp.dk  

Læs også: Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/16/svageste-minister-sat-til-at-lede-det-farligste-ministerium/

Det vil Fremskridtspartiet

E R H V E R V S Z O N E R

- Et frit marked 

Erhvervszoner er noget ganske nyt i dansk lovgivning og i dansk politik. I udlandet er erhvervszoner imidlertid en velgennemprøvet metode til at skaffe flere i arbejde og oprette mange nye virksomheder.

Nærværende forslag er derfor også et udtryk for et af Fremskridtspartiets bud på, hvordan dansk erhvervsliv opnår bedre konkurrenceforhold end konkurrenterne.

Erhvervszoner – 90´ernes løsning:

Idéen med erhvervszoner er ikke ny. Der har i udlandet været erhvervszoner lige siden 1958. Der er derfor tale om et velfungerende, internationalt afprøvet system. Alle steder har resultatet været etablering af mange tusinde nye virksomheder og millioner af arbejdspladser.

I 1958 oplevede den irske by Shannon en krise. Ud af en arbejdsstyrke på 2.000 mistede 300 deres arbejde som følge af lukning af en større virksomhed. Byrådet indstillede, at området blev udlagt til skatte-fri-zone. Regeringen gav tilladelse. Dertil kom en garanti fra alle myndigheder om, at alle ansøgninger ville blive besvaret inden for 24 timer. Dermed var det 20. århundredes første industri-zone etableret under navnet Shannon Free Zone. 27 år efter var der i området etableret 23.000 jobs. Der produceres/omsættes for ca. 400 millioner irske pund i Zonen. Midwestern regionen har oplevet, at yderligere ca. 10.000 nye jobs er blevet etableret i nye udenlandske virksomheder som følge af afledt effekt fra Zonen. Zonen har betydet, at 300 irske arbejdere har etableret egen virksomhed uden for Zonen. Deres virksomheder beskæftiger i alt 3.000 personer.

Rådgivningsfirmaet Institutum Europaeum, Bruxelles, har medvirket til etablering af ikke mindre end 226 Zoner i 39 lande og med over 1 million beskæftigede. Det amerikanske rådgivningsfirma International Parks Inc., Arizona har etableret 37 Zoner i 20 forskellige lande.

I EF er der industrizoner i Irland, Sorbritanien, Belgien, Grækenland og Spanien. Dertil kommer at Frankrig, Belgien og Luxembourg arbejder med etablering af meget store multinationale frizoner.

Storbritannien har hele 24 Zoner og 6 frihavne. Erfaringen fra den engelske Corb. Enterprise Zone er, at der på bare fem år blev etableret 5.000 jobs ved etablering af 200 små virksomheder. Så længe en Erhvervszone tillader etablering af virksomheder fra alle lande (alle EF lande) har EF ingen indvendinger mod disse zoner.

Fælles for de mange Erhvervszoner er, at der inden for et geografisk areal er blevet givet særlige begunstigelser til nyetablerede virksomheder. Begunstigelserne er ikke i form af tilskud, men i form af fritagelse for afgifter og skatter samt hurtig offentlig godkendelsesprocedure. Den typiske frizone i udlandet har karakter af at være et område udlagt til industri. Myndighederne kan derfor med få dages varsel give godkendelse til etablering. Virksomhederne har en meget høj frihedsgrad i forhold til produktion, udvidelse, produktvalg o.s.v. Som ekstra gulerod er der også lavere skat eller skattefrihed for virksomhederne i Zonen. Skattefriheden kan være åremålsbestemt, afgrænset til særlige afskrivninger eller lignende begunstigelse.

Det er vigtigt at fastslå, at der ikke er tale om tilskud til virksomhederne. Altid frihed, frihed for skat og frihed til erhverv.

Finansielle konsekvenser:

Indførelsen af Erhvervszoner adskiller sig fra andre politiske forsøg på at nedbringe ledigheden og andre politiske indgreb på flere væsentlige områder.

For det første er der ikke tale om øgede offentlige udgifter. Der er tale om færre offentlige indtægter. Det er værd at bemærke, at hver gang det offentlige betaler tilskud til erhvervslivet, betyder det, at der i gennemsnit skal opkræves tilsvarende beløb plus 30 pct. fra andre skatteydere, eftersom det koster at administrere pengestrømmen.

Færre indtægter koster derimod alene det reducerede provenu og ikke et “velfærdsøkonomisk tab”. Denne mekanisme er velargumenteret beskrevet i Skattepolitisk Redegørelse fra maj 1990.

For det andet vil etableringen af Erhvervszoner give sig udslag i etableringen af mange nye arbejdspladser. Derved sparer det offentlige udgifter til dagpenge og bistandshjælp, lige som der opnås større skatte- og afgiftsindtægter til det offentlige.

For det tredje er der nøje parallelitet mellem det provenue det offentlige mister som følge af mange virksomheder, der benytter Erhvervszone-tilbuddet og det provenue det offentlige opnår gennem sparede udgifter og øget skat og øgede afgifter. Jo flere nye virksomheder – jo flere arbejdspladser.

Der er med andre ord ingen ubehagelige overraskelser i dette forslags økonomiske virkninger.

De Erhvervszoner, der er etableret i andre lande, har alle opnået en betydelig tilgang af udenlandske virksomheder. Fremskridtspartiet er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at indførelse af Erhvervszoner i Danmark vil betyde en betydelig interesse fra udlandet – og nyetablering her i landet.

Anslår vi forsigtigt, at f.eks. 5 Erhvervszoner vil give 25.000 nye arbejdspladser på 5 år, giver det en betydelig besparelser på de offentlige budgetter. Sparede dagpenge og bistandshjælp vil akkumulerende over de fem år nå op på en årsværdi, det femte år, svarende til en besparelse på mindst 2,5 milliarder kroner. I tilgift kommer der så yderligere skatte- og afgiftsindtægter fra de 25.000 personer, der går fra offentlig hjælp til beskæftigelse og egen-indtjening.

Regeringen taler meget om begrebet krone-til-krone-finansiering. Det betyder, at man ikke vil give f.eks. en skattelettelse, med mindre der er fuld dækning i form af offentlige besparelser (eller oftere nye indtægter). Dette princip er selvfølgelig prisværdigt i det omfang, der er politisk mod og flertal bag offentlige besparelser. Er der ikke det, betyder en ultimativ krone-til-krone holdning, at alt går i stå.

Dette forslag lægger ikke op til at gennemføre kamikaze ændringer i den offentlige økonomi. Forslaget lægger op til, at man dels erkender sammenhængen i bedre forhold for erhvervslivet og reducerede dagpengeudgifter, og dels tager et politisk hop ud af den onde cirkel som økonomien i øjeblikket befinder sig i. Den onde cirkel er udgifter til ledige, højere skatter, flere ledige, flere udgifter til ledige…o.s.v.

Konkurrenceforvridning:

Det er selvfølgelig relevant at spørge, hvorvidt disse Erhvervszoner vil udgøre en konkurrenceforvridende faktor? Svaret er ja!

Det forholder sig nemlig sådan, at et hvert politisk initiativ, enhver lov, et hvert tilskud, enhver skat o.s.v. er konkurrenceforvridning. Selv, hvis hele Danmark blev omgjort til en Erhvervszone på en gang vil det give konkurrenceforvridning. Titusinder af virksomheder er jo etableret under de nuværende højskatteforhold. De vil opleve forskelsbehandling i forhold til nyetablerede virksomheder under nye lavere skattebetingelser.

Erhvervszonernes succes vil få kommuner til at konkurrere om, hvem, der kan tilbyde virksomhederne de bedste forhold i retning af færre byrder og hurtigere sagsbehandling.

Erhvervszonerne vil give dynamik og fremgang for såvel det område, hvor de er placeret, som for hele samfundet. Den byrde, som hele landet lider under som følge af arbejdsløsheden og stagnationen, vil blive lettet betydeligt, når Erhvervszonerne kommer til at udgøre en art “Industri Lokomotiver”.

Erhvervszoner skal etableres ud fra følgende 6 forudsætninger:

1)

Erhvervszoner etableres, i første omgang som et forsøg, i fem amtskommuner. De fem amtskommuner udvælges som de amtskommuner, hvor ledigheden er størst. Fremskridtspartiet mener, at man sagtens kan gøre hele Danmark til een Erhvervszone. Det er imidlertid vigtigt at få startet, derfor vil en forsøgsordning med fem amter være bedre end ingenting.

2)

Erhvervszoner etableres som et geografisk afgrænset område inden for en enkelt amtskommune, men gerne således, at arealet overskrider flere kommunegrænser.

Det skal forstås således, at der kan være tale om et helt ubebygget område, der udlægges til Zone. Der kan også være tale om et område, der allerede er bebygget eller delvist bebygget (f.eks. Københavns havn).

Uanset arealets eksisterende bebygningsgrad kan arealet overskride kommunegrænser.

Arealets geografiske størrelse er ikke afgørende.

3)

Erhvervszoner tildeles forlods samtlige de myndighedsgodkendelser, der er behov for til brug for hurtig og fri etableringsret for virksomheder inden for Erhvervszonen.

Virksomheder, der ønsker at starte, skal ikke først afvente en stribe myndigheders godkendelser af deres etablering. Godkendelserne skal gennemføres forlods. De skal gennemføres i en form, som også gør det muligt for virksomhederne at udvide o.s.v. efter den egentlige etablering.

Denne godkendelsesprocedure udgør den offentlige sektors direkte bidrag til at få dette projekt til at lykkedes. For administrationen vil det også være en betydelig administrativ besparelse, at hver enkelt virksomhed ikke skal have særskilt godkendelsesprocedure.

Netop problemerne med den besværlige og langsommelige opnåelse af ret til etablering er i mange tilfælde den direkte årsag til, at virksomhederne opgiver deres planer. Det vil derfor være en meget betydelig lettelse for virksomhederne, at de har en egentlig etableringsret i disse Zoner.

4)

Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at kommunalt, amtskommunalt og/eller statsligt pålagte afgifter, skatter og/eller gebyrer for erhvervsvirksomheder kan nedsættes eller helt bortfalde for virksomheder, der etableres inden for Erhvervszonerne.

Etableringsomkostningerne omfatter f.eks. udgifter til grundkøb, byggeudgifter, el-tilslutning, kloak-tilslutning, vand-tilslutning og byggesagsbehandling. I f.eks. Roskilde kommune må en nystartet entreprenør påregne 13 millioner kroner i udgift til kommunen, mens Skovbo kommune “kun” forlanger 7,5 millioner kroner for tilsvarende ydelser. Som et andet eksempel kan nævnes, at det koster næsten 3 millioner kroner mere at starte en bilforretning i Greve end i Skovbo.

Efter etableringen er der løbende udgifter til kommunen. En maskinfabrik vil i Roskilde skulle betale 325.000 kroner årligt mod 140.000 kr. i Skovbo! – Kilde: Jyllands-Posten 02.05.1991.

Der kan være tale om permanent eller periodisk bortfald af de skatter og afgifter som virksomheder betaler til stat, amt eller kommune. Jo mere omfattende “lempelses-pakken” bliver, jo mere attraktivt bliver det for virksomhederne at starte i Erhvervszonen.

Af statslige skatter og afgifter, der kan indgå i lempelses-pakken kan nævnes følgende, hvor det for alle gælder, at de kan nedsættes, udgå helt – permanent eller være årmålsbestemt:

- Selskabsskatten og virksomhedsskatten på 34 pct.

- Stempelafgifter

- Energiafgifter

- Forskellige arbejdsmarkedsbidrag

- Kapitaltilførselsafgift

Også indkomstskatten kan bringes i overvejelse. I forbindelse med etableringen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) bortfaldt sømandsskatten. Forudsætningen er, at sømænd ikke længere skal betale sømandsskat af deres indkomst og nettolønnen forbliver uændret, idet nye overenskomster betyder, at skattelettelsen kom rederierne til fordel i form af lavere bruttoløn. Der kan i forbindelse med Erhvervszonerne etableres et DIE (Dansk Internationalt Erhvervsregister), hvor forudsætningen er, at alle eller en del af de beskæftigede på virksomheder i Zonen opnår en særlig personskattelettelse (f.eks. forhøjet personfradrag) mod, at der indgås særlige overenskomster, hvorved virksomhedernes bruttolønudgift reduceres samtidig med, at nettolønnen for de ansatte fastholdes (eller forbedres). For at have faste rammer omkring denne del af skattelettelsen, vil det være hensigtsmæssigt om der sker en særlig registrering af virksomhederne i f.eks. et DIE.

I kommuner og amter kan følgende skatter og afgifter bl.a. indgå i Zonelettelserne:

- Amts- og primærkommunale grundskatter

- Amts- og primærkommunale ejendomsskatter

- Amts- og primærkommunal dækningsafgift

- Kommunale koncessionsafgifter

5)

Erhvervszoner tildeles særstatus ved, at afskrivningsreglerne for erhvervsvirksomheder etableret i Erhvervszonerne forbedres.

En række af de udenlandske Zoner har særlige regler om at virksomhederne opnår hurtige eller bedre afskrivningsregler, når de etableres i Zonen. Vi kender i Danmark reglen om 125 pct. afskrivning for særlige forskningsinvesteringer.

For at tilskynde virksomhederne til at etablere sig i Erhvervszonerne kan der også laves særlige gunstige afskrivningsregler for de etableringsudgifter, som virksomhederne har.

Det kan ske i form af mulighed for hurtigere afskrivning og/eller bedre afskrivning – f.eks. gøre 125 pct. afskrivnings ordningen gældende for alle investeringer inden for Zonen.

6)

Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at virksomheder etableret i Zoner opnår mulighed for at søge dispensation fra lovgivning vedrørende ferieforhold, arbejdstid fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov.

De nævnte forhold vil i stedet blive aftalt lokalt mellem arbejdsgiver og -aftager eller disses repræsentanter.

For mange virksomheder er de snævre regler vedrørende f.eks. ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov med til at forhindre en dynamisk udvikling. Regler fastsat i lovgivning har det meget store problem, at virkelighedens mangfoldighed aldrig kan presses ned i en firkantet lovbestemmelse uden, at det giver problemer for en række virksomheder.

Det er Fremskridtspartiets grundlæggende opfattelse, at der slet ikke bør være lovgivning for de nævnte fire områder. Det har desværre nok lange udsigter at få lovgivningen ophævet. Derfor vil der med denne “forsøgsordning” blive skabt grundlag for at vurdere, hvordan lokale aftaler kan fungere i praksis, uden lovgivning.

WWW.FRP.DK

Læs også: Dansk dynamik:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/22/dansk-dynamik/

Dansk erhvervsliv fejler på mange punkter og det gør at de fleste arbejdspladser i den lange ende vil gå hen og miste en del af deres ansatte. Flere arbejdsopgaver og mindre tillæg er grunden til problemet.

Arbejdsopgaverne vokser stille og roligt mens tillæg bliver fjernet. 
Danske arbejdspladser sjusker som aldrig før overfor deres ansatte, og det kan gå hen og skabe problemer for virksomhederne i det lange løb.

Det er ikke små selvstændige virksomheder jeg snakker om, men derimod store og ellers velfungerende virksomheder der på overfladen ser ud til at kører i bedste velgående, men ind til bunden er pil rådden.

Det er virksomheder som Fyns Stifttidende, Odense Zoo, og andre store virksomheder der behandler deres ansatte på en måde der ikke engang er sidstnævnte virksomheds faste beboere værdi.

Hvor ved du det fra tom snak og rygter

Nej landet ligger sådan at jeg desværre kender folk der er ansat i begge virksomheder og folk som tidligere har været ansat i virksomhederne men har sagt deres job op da de fik nok.

Det er underligt at virksomheder som disse ikke forstår at alt den besparrelse som de har gang i går hen og skader dem i sidste ende.

Hvordan kan man ansætte en til at skulle lave mad og så fordi man skal sparre så skal den selv samme person også rense lokummer, støvsuge og tørre bore af.

Samtidigt skal den samme person sørge for at der er ryddet udenfor så at gæsterne finder det indbydende og de så tager deres børn med ind og handler virksomhedens dyrt solgte produkter.

Ligeledes hvordan kan man forvente at man kan få folk til at arbejde og yde ekstra hvis man går hen og fjerner de ansattes tillæg?

Er det i princippet ikke bund hamrende ulovligt eller er det noget som alle virksomheder kan udøve?

Jeg har utroligt mange spørgsmål, og håber at der ved et “uheld” er en af de tumpede folk der sidder højere oppe i ledelsen end blot de ansatte sparregrise som jeg vil vælge at kalde dem, og at han får et indblik i at det som der sker virkelig ikke fungerer.

Resultatet af at behandle sine ansatte godt kan ses på resultaterne i virksomheden.
Det ved jeg af erfaring fra mine tidligere jobs, og det tror jeg også at de fleste af jer der læser dette indlæg vil give mig ret i.

Ligeledes vil resultatet af at behandle sine ansatte som skidt også reflekterer sig i en vis negativ effekt.
Derfor burde man måske tænke lidt på at man ikke burde agerer større end mand i virkeligheden er.

Så Odense Zoo hvis i ikke har råd til at betale for ansatte så syntes jeg i skulle overveje grundigt hvordan i vil få tingene til at løbe rundt hvis de ansatte pludselig sagde deres job op i bytte for et bedre job med bedre løn og bedre vilkår.

Ligeledes burde det ikke være lovligt at ansætte en og love personen en fastansættelse og så lade personen gå i den tro i mere end 1 1/5 år uden at give personen en kontrakt med en fastansættelse.

I tager for givet på den arbejdskraft i har.