Arbejdshandsker

Al-Haq Enterprises

Vidste du at der var en virksomhed her i Danmark som har specialiseret sig indenfor produktion og salg af sikkerhedsbeklædning til Dansk Industri?

Al-Haq Enterprises er en virksomhed som beskæftiger sig med produktion, import og eksport af sikkerhedsbeklædning, og en af de mest solgte varer er arbejdshandsker.

Alle arbejdshandsker fra Al-Haq Enterprises er produceret i læder og skin fra lam, okse og geder og Al-Haq Enterprises har i gennem tiden produceret over 80 forskellige slags arbejdshandsker.

Når man handler sikkerhedsbeklædning er det vigtigt at kvaliteten er i top i og med at der i de fleste tilfælde hvor sikkerhedsbeklædning indgår er en vis ricisi for at komme til skade. Derfor er Al-Haq Enterprises en vigtig spiller på markedet da de både leverer kvalitet og konkurrence dygtige priser på alt ligefra sikkerhedssko til arbejdshandsker.

Når man som kunde handler hos Al-Haq Enterprises foregår det på følgende måde. Mange kunder ved godt hvilken kvalitet de vil ha, og mange kunder ved også godt hvilket design de ønsker at deres arbejdshandsker skal have. Hos Al-Haq Enterprises leverer kunden 1 stk. sample som herefter bliver sendt afsted til Al-Haq Enterprises fabrik som ligger i Duburji Araian i Sialkot som er et industri område i Pakistan.

Herfra bliver der produceret den mængde arbejdshandsker som kunden har efterspurgt og herefter bliver kundens arbejdshandsker fragtet til Danmark.

Kunden kan altså få lige præcis den kvalitet og design på hans arbejdshandsker som han efterspørger.

Al-Haq Enterprises producerer selvfølgelig ikke kun arbejdshandsker men derimod alle produkter som bruges indenfor sikkerhedsbeklædning. Heriblandt svejsehandsker, svejseærmer, svejsemasker, sikkerhedssko, refleks beklædning, arbejdstøj, arbejdshandsker, regntøj, og m.fl. produkter.

På billederne nedenfor kan du se et par billeder af de arbejdshandsker som Al-Haq Enterprises har produceret.

Hvis du ønsker at komme i kontakt med Al-Haq Enterprises for enten af købe arbejdshandsker eller anden form for sikkerhedsbeklædning kan det ske på følgende kontakt informationer:

Al-Haq Enterprises

ATT: Waseem Ul Hassan – CEO

Telefon: +45 61 86 94 97

E-Mail: wh@al-haqent.com

Adresse: Østergade 66-68 – 5000 odense C

Se et udvalg af de arbejdshandsker som Al-Haq Enterprises har produceret.

Se også: Arbejdshandsker Danmark – Arbejdshandsker Al-Haq Enterprises

Odense er Danmarks bedste erhvervskommune

Odense er Danmarks bedste erhvervskommune og mange iværksættere som arbejder indenfor industri starter netop op i Odense.

Målet for Odense er at placerer byen som den førende indenfor industri og erhverv. Vi ønsker at placerer Odense på verdenskortet.

En af grundende til at Odense er Danmarks bedste erhvervskommune, er at der er utroligt mange forskellige arbejdsområder samt mange dygtige mennesker både Danskere og indvandre og Odense er Danmarks førende indenfor uddannelse.

Hvad kræves det at man kan kalde sin kommune for Danmarks bedste erhvervskommune? Det kræver først og fremmest en lav ledighed, men samtidig skal udviklingsmulighederne også være i den fineste orden.

Det er udfra de principper at vi har bedømt at Odense er Danmarks bedste erhvervskommune.

Vi har et fælles mål nemlig at gøre Danmark til et kendt land indenfor industri og udvikling.
Vi vil være nr 1 i EU.

Sponsors:

www.ahgk.dk

www.te50.com

www.al-haqent.com

www.videocentralen.com

www.al-haq.info

www.al-haq.org

www.itbment.com

www.itbmcorp.com

www.rasaball.com

www.rasaint.com

www.komogvind.nu

www.paisakamana.com

www.admanagers.net

Duburji Araian – Sialkot Pakistan

Duburji Arian is a industry area in sialkot pakistan.

Remember to see the truth about Pakistan Friendship between Denmark and Pakistan.

Arbejdshandsker Danmark

Du kan få arbejdshandsker i alle mulige faconer, farver og designs og du kan få arbejdshandsker i lige præcis den kvalitet og pris klasse som du efterspørger. Alle arbejdshandsker firma logo, eller du kan vælge at få at få dem i dine foretrukne farver.

Vores arbejdshandsker i skin og læder er produceret af okse, gede og lamme skin og de bliver produceret på vores egen fabrik.
Arbejdshandsker med firma logo kan enten vælges som tryk eller brodering.

Vi er interesseret i at sælge arbejdshandsker til dansk industri, og vi stræber på at være de bedste indenfor vores fag.
Bestil arbejdshandsker med firma logo og sælg handskerne videre til dine kunder.

Salg af arbejdshandsker er et attraktivt marked, og den profit man kan tjene på differencen er det hele værd.

Et par arbejdshandsker koster 15,- ekskl. moms! og du sælger dem videre til de 30-40 kr. som butikkerne i Danmark tager for dem og tjener derved et overskud på 15-20 kr. per par.

Vi tilbyder dig nu en unik mulighed, hvor du kan komme i gang med at tjene penge på at sælge dine helt egne produkter med dit eget firma logo.
Vi sælger alt indenfor sikkerhedsbeklædning, sportsbeklædning, erhvervsbeklædning og alt slags regntøj.

Kontakt oplysninger:

Waseem Ul Hassan

+45 61 86 94 97

www.al-haq.org

www.al-haqent.com

www.ahgk.dk

www.te50.com

www.al-haq.info

www.itbment.com

www.itbmcorp.com

www.admanagers.net

www.rasaball.com

www.rasaint.com

www.komogvind.nu

www.winfoa.com

www.tjenpengeonline.org

www.gk-advertising.com

www.sialkot.dk

www.valueclickmedia.dk

www.paisakamana.com

www.socialdemokraterne.dk/odense

Hvis der er nogen, som kender til betydningen af offentlighedens holdning, er det developere, arkitekter og andre, der gerne vil opføre nye bygninger eller på anden vis ændre omgivelserne. Før man begiver sig ud i sådanne projekter, er det vigtigt at gøre sig klart, hvem nøgleinteressenterne er, og hvordan man kan tage initiativet i kommunikationen, så det ikke er modstanderne af projektet, der først giver lyd fra sig.

I denne sammnhæng er Danmarks Naturfredningsforening frygtet, idet gammel (nogen vil mene forældet) lovgivning giver dem ret til at modsætte sig temmelig mange ting i naturens navn. Og hvem husker ikke Jyder mod overflødige motorveje? De eksisterer stadig.

I københavn er den yndede kampskueplads Rådhuspladsen, og nu er den gal igen. DI’s hovedkvarter skal udvides og moderniseres, men det bliver ikke med Tivolis gode vilje.

Selvsamme Tivoli mærkede ellers på egen krop samme type vrede, da man for et par år siden gerne ville rive en arkitektonisk set forloren bygning ned og gøre plads til et glastårn. Det fik de ikke lov til.

Danmarks måske mest omdiskuterede bygning ligger også på Rådhuspladsen i København. Det er busterminalen, som i øvrigt bliver revet ned i forbindelse med udvidelsen af metronettet. Om den sagde Klaus Bondam i 2007:

“Jeg kan ikke forestille mig, at der er en eneste på Rådhuset, der vil gå ind for, at vi pakker den i kasser og sætter den op igen, når metroen er færdig i 2017″

Det bliver interessant at følge debatten omkring DI’s planer i den kommende tid og ikke mindst se, om de får lov til at føre dem ud i livet.

Tivoli. Tag lige og smag på navnet. Det smager af isvafler, andedam, veteranbiler, springvand og blomster i tusindevis. Det gjorde det i hvert fald, dengang jeg var knægt længe før turpas og sæsonkort. Dengang var der abonniner og aktionærer. Når vi kørte ind på det årlige Tivoli-besøg og min far var færdig med at brokke sig over, at det var umuligt at finde en parkeringsplads, hørte vi altid om de der aktionærer. At være aktionær i Tivoli var som at have rede kontanter på lommen. Aktien var så eftertragtet, at man stort set ikke kunne købe den. Man arvede.

Det var dengang. Siden har Tivoli fået konkurrence og – vil nogen mene – baghjul fra diverse sommer- og badelande, der hurtigt spottede Den Gamle Haves arkilleshæl: Prisen på grisen var simpelthen for høj. Tivoli havde udviklet sig til at være en forlystelsespark i den absolut dyre ende, så konkurrenterne var hurtige til at komme op med tilbud om, at alle forlystelser var gratis, når først entreen var betalt. Den udfordring kunne Carstensens gamle have selvfølgelig ikke sidde overhørig. Man måtte gøre noget. I 1996 man Lars Liebst, en driftig fynbo med en fortid som bl.a. indehaver af musikburerauet Kulsækken og afdelingsleder ved Statens Teaterskole.

Lars Liebst var hurtig til at tænke store tanker og realisere dem. Der blev formentlig nedsat nogle fokusgrupper, for pludselig ændrede haven karakter. De store, imponerende blomsterbede, som min mor var så glad for, blev både færre og – virker det som – passet mindre. Ud med abonninerne på mimrekort. Ind med børnefamilierne med plastikkort. Sådan set en fornuftig beslutning.

Bagsiden var selvfølgelig, at noget af Tivolis magi gik fløjten. Hvor haven tidligere kun var åben i sommersæsonen og resten af året lå hen som mytisk, magisk lukket have, blev der skruet op for åbningstiderne. Haven åbnede tidligere og tidligere på året og lukkede nu, når bladene på træerne var blevet brune. Det vil sige, at man lukkede for en kort bemærkning, for nu holdt Tivoli også åbent i efterårferie og op til jul. Ikke et ondt ord om det. Sådan er udviklingen.

Samtidig annekterede Tivoli den olympiske ånd, så forlystelserne skulle være højere og hurtigere. Også fint, selvom det vel er de færreste, der ligefrem vil påstå, at Dæmonen – med Toyota-sponsormærker – og Himmelskibet ligefrem pyntede blandt blandt vandkunst og tulipaner. Forlystelserne passede til gengæld godt ind til de grimme kasser, hvor man kan aflevere brugte ølglas…

I 2006 fik Tivoli – og Lars Liebts – en ide om, at man ville plane det legendariske H.C Andersen Slot med jorden og erstatte det med et lækkert, luksus højhushotel tegnet af den internationalt anerkendte tegnestue Foster + Partner. Jeg var sådan set med på ideen.  København mangler i den grad monumentale bygninger med international approach, så jeg græd tørre tårer over, at Vilhelm Kleins eventyrslot fra 1892-93 måtte lade livet. I skrivende stund ser det ud til, at det har lange udsigter med pragtbyggeriet. Københavnerne er simpelthen bange for alt, der rager lidt og stritter lidt. Desværre.

Men så er det da godt, at der er en kulturinstitution som Tivoli som fanebærer – eller? Næ, for Lars Liebst og Tivoli holder nemlig kun fanen høj, når det gælder deres egne interesser. Nu er samme Liebst nemlig kommet med indsigelse mod naboen, Dansk Industri, der har planer om at forhøje organisationens domicil med to-tre etager. Hvis det sker, vil det nemlig få uoverstigelige konsekvenser for Den Gamle Have, der vil blive udsat for lysforurening. Ikke bare sådan lidt småpjat, nej, billedligt talt svarer en forhøjelse af DI’s bygning vist nærmest til, at Tivoli bliver revet op fra fundamentet og genplaceret ved Høfde 42 ved Harboøre Tange.

Hmmm…

I følge en artikel i DI’s medlemsavis “DI Business”, vil der inden årets udgang være over en million danskere, som betaler topskat.

Jeg synes stadigvæk, det er trist, at politikerne ikke gøre noget ved dette samfundsproblem. Brandbeskatningen på 63 procent af den sidst tjente krone er med til at demotiverende de, der gerne vil gøre en ekstra en ekstra indsats og virker dediceret afskrækkende for tiltrækningen af højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Samtidigt virker topskatten stærkt befordrende på den sorte økonomi.

Som jeg har skrevet om før, så kan topskatten sagtens fjernes, hvis man vil. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk vilje, hvilket i hvert fald den Socialdemokratiets skatteordfører positiv var indstillet overfor tilbage i april måned i år. Samtidigt kommer der flere og flere rapporter, som dokumenterer, at der er god samfundsøkonomi i at sænke eller fjerne topskatten.

Men i vanlig stil er topskatten desværre et “NATO” emne for politikerne. Til orientering står “NATO” i denne sammenhæng for “No Action, Talk Only” (

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. februar 1980 / 8. årgang

Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

Charles Hansen, der er leder i Centralorganisationen af Metalarbejdere, har givet bl.a. følgende udtalelser til Jyllands-Posten: ”Får inflationen lov til at fortsætte, vil det medføre, at Danmark bliver en industriel ødemark. Den almindelige holdning til inflation og forbrug er udtryk for manglende solidaritet med de ledige og de unge.

Han peger på, at vi har masser af muligheder, fordi industrien kan regne med god og veluddannet arbejdskraft samt en teknik, som tilsikrer høj effektivitet og stor konkurrencedygtighed.

Industriel udvikling og vækst er vor eneste chance for at overleve og for at komme af med arbejdsløsheden. Der er et stort behov for en overordnet industripolitik, som i virkeligheden kan betegnes som en samfundspolitik, idet industrien udgør en central faktor for en videreførelse af velfærdssamfundet. En sådan politik skal gerne bygge på en større forståelse for industriens vilkår, end vi hidtil har været i stand til at fremvise her i landet.

Mange ryster på hovedet, når de præsenteres for politikeres og økonomers alvorlige advarsler. De gør det ud fra det ræsonnement, at hvis det, vi her og nu oplever, er krisen, så lad den dog endelig fortsætte”.

Kommentar:

Den bratte opvågningens time kommer senest, når SVCQMBF´erne får nej til deres låneansøgninger og besked om, at nu skal Danmark til at betale tilbage. Nu bruger vi 110 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. når vi skal tilbagebetale, kan vi kun forbruge 90 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. nogle folk vil mene, at det betyder, at andre samfundsgrupper end hans egne skal gå 30 % ned i levestandard, og at han selv kan stige 2 %. Men det eneste virkelighedsnære svar på udfordringen er Z-politikken. Forhøj produktionen med 20 % og brug for eksempel 6 % til levestandardsforbedring i Danmark og de 10 % til tilbagebetaling af allerede pådragen gæld.

Men for at opnå det, må vi væk fra den for høje danske inflationstakt, som bl.a. blev belyst i FREMSKRIDT 1978-17 side 23. Hvis vi ikke takket være det europæiske valutasamarbejde havde at ligge som bivogn på den tyske mark, havde det stået endnu mere skralt til, jfr. FREMSKRIDT 1977-19 side 2-3.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Finanslovens gøgeunger giver dig nye sten til gældsmuren:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/08/finanslovens-g%c3%b8geunger-giver-dig-nye-sten-til-g%c3%a6ldsmuren/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

Zarens kur

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning.

Lederen lød som følger:

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks. og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel. Regeringen satte en plan i værk.

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

Så sørgede man for, at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter, blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

Til sidst lagde man ekstra skat på strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

Det var regeringens kur.

Dansk Industri

www.frp.dk   

Læs også: E r h v e r v s z o n e r:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

Politiken er andet og mere end den “flæbende pladderhumanisme”, som en af dagbladets selvironiske tv-spots for et par år siden lokkede med. Her er det komponist Caspar Reiff om kunstnernes kamp for at få lov at gå på supplerende dagpenge i årevis.

“Dagpenge er kunstnerens sovepude”, 11. maj 2008; ikke online:

Logikken synes at være, at uden supplerende dagpenge dør kunsten. Det er ganske simpelt fuldstændig ukorrekt. De supplerende dagpenge virker faktisk dæmpende på kunsten. For de supplerende dagpenge virker demotiverende på kunstnerisk initiativ og kreativitet og også på det, man kunne kalde kunstnerisk realisme: at skabe kunst, som der er efterspørgsel på. De supplerende dagpenge bliver ofte en kunstners livsform. Og disse kunstnere bliver til glorværdige bistandsklienter med en høj, men ofte ynkelig selvforståelse. …

Der er i musikerkredse en udbredt accept af, at man spiller sorte job, mens man er på supplerende dagpenge, og også en dybtliggende accept af, at man da selvfølgelig udnytter systemet, hvis man kan komme til det.

Derudover udvises der fra mange kunstneres side en utrolig mangel på solidaritet med andre faggrupper i samfundet, ofte med direkte nedladende udtalelser, som Martin Gerups i seneste udgave af Musikeren (fagbladet for professionelle musikere): “Vi har noget at tilbyde. Det hedder kunst. Det koster penge. Og det skal aldrig – aldrig – erstattes af et job i Biva. Vi ses langt vigtigere steder”.

Eller formanden for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, i samme blad: “Faktum er, at en lang række kunstnere i disse tider tvinges væk fra at bruge a-kassen. Nogle søger væk fra området, nogle undlader helt at bruge a-kasse-systemet, men de fleste bliver tvunget til at leve på et dårligere indkomstniveau – for lud og koldt vand. Hele dette korstog fremstilles som, at alle skal i arbejde. Dansk Industri har særligt fremhævet, at mange kunstnere er arbejdsløse og derfor skal i arbejde. Jamen herre Jemini – er I i Dansk Industri ikke klar over, hvad kunst og kultur betyder for det danske samfund?“.

Her kunne et indlysende modspørgsmål være på sin plads: Er I i Dansk Musiker Forbund ikke klar over, hvad Dansk Industri betyder for det danske samfund?

Forleden fremsatte Dansk Industri et forslag om, at 64-66-årige, der fortsætter med at arbejde, skal have en skatterabat på 100.000 kroner om året. Formålet med forslaget er, at få op imod 30-40.000 seniorer til enten at blive på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet. Skatterabatten skal derfor være en økonomisk gulerod til de ældre, der ønsker at udsætte eller midlertidigt stoppe førtidspensioneringen.

Arbejdsmarkedet skriger som bekendt fortsat på kvalificerede medarbejdere samtidigt med, at man allerede om få år forventer stor mangel på erhvervsaktive borgere, der kan bidrage med skatter til finansiering af velfærdssamfundet. Jeg synes derfor, at vores politikere omgående skal få kigget på det rigtig gode forslag fra Dansk Industri.

Dansk Industri og Centralorganisationen af Industriansatte i Danmark er netop gået i gang med årets første overenskomstforhandlinger og det bliver spændende at se, hvad parterne bliver enige om. I vanlig stil har både arbejdsgiver og fagforening trukket linierne lidt skarpt op i forbindelse med opstarten af forhandlinger, men man må selvfølgelig håbe, at de alligevel kan blive enige om en fornuftig overenskomst.

Arbejdsløsheden har som bekendt ikke været lavere i de sidste 30 år og der begynder nu, at være mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for adskillige fagområder. Økonomer og vismænd frygter, at det økonomiske opsving, som vi oplever lige nu, risikerer at blive sat over styr i de kommende år, hvis arbejdsmarkedet bliver pålagt for høje lønstigninger.

Inden for det sidste års tid har den generelle lønstigning været på ca. tre procent, men i år forventer mange arbejdere og fagforeninger, at få lønstigninger på næsten det dobbelt, det vil sige mellem fem og seks procent mere.

Man skulle såmænd også tro, at der skulle være plads til meget mere i lønningsposen, når det nu går så godt for den danske økonomi som det rent faktisk gør. Problemet er bare, at for store lønstigninger vil skade Danmarks konkurrenceevne i forhold til udlandet og dermed komme til at koste arbejdspladser.

I den globaliserede verden som vi lever i, er konkurrencedygtige produktionsomkostninger afgørende for, om man kan afsætte sine varer rundt omkring i verden. Og det siger selv, at hvis lønstigningerne herhjemme bliver højere, end hvad de gør i udlandet, så bliver danskproducerede varer dyrere end konkurrenternes produkter og dermed vil vores varer også blive sværere at afsætte.

Lige her og nu skal der såmænd nok komme flere i arbejde, men i løbet af bare et par år, vil tømmermændene hurtigt melde sig, hvis der bliver indledt en lønfest. Beregninger viser, at hvis lønningerne stiger med bare en procent mere samlet set (det vil sige til i alt ca. fire procent), så vil der være gået 10.000 arbejdspladser tabt ved udgangen af 2008. Og fortsætter lønstigninger på samme niveau i de efterfølgende fire år, vil yderligere 20.000 danskere miste deres job. Stiger lønstigningerne med mere end en procent i forhold til sidste år, vil der selvsagt gå endnu flere danske arbejdspladser tabt over de kommende år og det økonomiske opsving vil således lynhurtigt blive sat over styr.

Jeg håber derfor, at parterne men specielt fagforeningerne maner til besindighed blandt sine forhandlere og medlemmer og således lægger op til fornuftige og rimelige lønstigninger. Det kan umuligt være i en fagforenings interesse, at man kræver så stor en lønstigning, at landets konkurrenceevne ryger over bord i løbet af få ord og arbejdsgiverne skal til at fyre 10-20-30.000 medarbejdere.