Ali Gomaa

En moské med minareter er ikke bare en bygning af interessant arkitektonisk tilsnit. Det er derimod et erobringstegn, som for al fremtid gør det område, hvori det er bygget, til islamisk ejendom – i islamofascisternes øjne.

Desuden bliver moskéer rask væk anvendt til opbevaring af kontrabande og våben, som det gang på gang er set i Mellemøsten og på Balkan. Genévekonventioner? Demokrati? En evig kilde til moro for islamofascisterne, undtagen når de selv kan bruge dem til at slippe for konsekvenserne af deres handlinger.

Selveste storpufftien i ‘gypten har svunget sig op til, på Muslim Brotherhood’s og egne vegne, at “fordømme” forbudet. Det ville jo være ærgerligt at gå glip af Schweitz, hvor selv Hitler kom til kort.

JihadWatch har følgende lille kommentar om Ali Gomaa:

Ali Gomaa is the statue-hatin’, wife-beatin’, Hizballah-supportin’, Muhammad’s-urine-drinkin’ Mufti of Egypt, who some time ago denied reports that he had rejected the traditional Islamic death sentence for apostates. The delirious Dinesh D’Souza has praised him as a “traditional Muslim” with whom American conservatives should cultivate an alliance.

And now Ali Gomaa’s poor little feelings are hurt. “This proposal…is not considered just an attack on freedom of beliefs, but also an attempt to insult the feelings of the Muslim community in and outside Switzerland.”

Venstre her i Danmark har som sædvanlig været ved at sk*de i bukserne af skræk over at blive anset som politisk ukorrekte, hvis man da skal dømme efter Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen’s reaktioner som: “Det er ikke et emne, som egner sig til en folkeafstemning.”

Det “egnede sig heller ikke til folkeafstemning” at importere en kvart million arabere (etc.) til Danmark.

Det husker vi til næste folketingsvalg!!!

Stormuftien i Egypten fordømmer folkeafstemningen i Schweiz, hvor et flertal har stemt for at forbyde minareter.

Det egyptiske nyhedsbureau Mena citerer stormufti Ali Gomaa for at betegne forbuddet som “en fornærmelse” mod alle muslimer og som et angreb på religionsfriheden.

Stormuftien, der er den mest fremtrædende religiøse personlighed i Egypten, opmuntrer muslimer i Schweiz til at benytte lovlige midler for at protestere over forbuddet og gå i dialog med det schweiziske samfund.

Et stort flertal af vælgerne i Schweiz stemte i weekenden overraskende for forbuddet mod minareter.

Schweiz’ regering er modstander af forbuddet. Der bor omkring 400.000 muslimer i Schweiz.

Også den hjemlige, såkaldte “islam-forsker”, Tim Jensen, truer og galper op:

Tim Jensen advarer regeringen mod at sætte fuld blus under symbolpolitikken rettet mod muslimer i Danmark. Det kan nemlig give bagslag.

- Det her kan føre til boykot af schweiziske varer, og der vil være muslimer rundt om i verden, der synes, det går for vidt. Også herhjemme vil et forbud kunne skabe vrede og frustration, og det kan være farligt, uddyber forskeren.

Tim Jensen er en af disse elfenbens-forskere, som mener, at farlige beslutninger bør undgås som pesten. Ganske som Chamberlain vice versa Hitler. Tim jensen er en kujon, som mener, at det er bedre at bøje sig for totalitarismen end at kæmpe for sin ret. Jeg har kun foragt tilovers for hans slags.

Seneste: Nu skal der bygges stor-moské i Roskilde. Gad vide, om borgerne er blevet spurgt? Af en eller anden grund tillader jeg mig at tvivle.

Lene Espersen skriver på sin blog om SF:

C'est ci ne pas un Villy Søvndal

… Det understreger vist tydeligt, at Robin Hood – denne ædle bekæmper af de onde skatteopkrævere – bestemt ikke ville føle sig hjemme i SF. Men det ville en anden karakter fra den klassiske fortælling. Nemlig sheriffen fra Nottingham. Det er ham, der uafladeligt udpiner befolkningen og hæver skatterne, indtil de sidste skillinger er rystet ud af støvlerne på de arme borgere. Det er ham, som Villy Søvndal og hans partifæller ønsker at kopiere med deres politik, der altid levner plads til endnu et vrid på skatteskruen.

Villy Søvndal er langt fra at være en nutidig Robin Hood. Men han er betænkeligt tæt på at ligne den onde sherif fra Nottingham.

Tag fra de rige, og giv til de fattige. Men så bliver de rige jo fattige? Villy’s parti går ind for, at man skal sætte næring efter næring, med en omskrivning af det gamle ordsprog. Man behøver ikke at være professor i statsfinanser for at se, at SF’s økonomiske politik mildest talt er uigennemtænkt.

- vi ved jo godt, hvor vejen går hen, hvis den er brolagt med den slags. Den Kære Leder af Socialistisk Folkeparti ymter sligt i dagens avis:

Ud med mørkemændene!

Områder, hvor ballademagere og kriminelle sætter dagsordenen, og hvor befolkningen er for skræmt til at kontakte politi og myndigheder.

Mens mange ressourcestærke beboere i Tingbjerg for længst er rykket ud, er problemerne bare vokset og vokset. Der er behov for en både akut og omfattende indsats.

Den hårde kerne af kriminelle skal mærke konsekvens med det samme. De skal i fængsel eller væk fra Tingbjerg. Når området er under kontrol, kan socialarbejderne rykke ind. Det lader sig ikke gøre uden en konsekvent og hård tilgang over for de få ballademagere, som terroriserer en hel bydel.

Derfor har SF lavet en særlig Tingbjerg-model. En plan, som effektivt vil lægge en dæmper på utrygheden og urolighederne i bydelen.

Læs endelig det hele – især læsernes svar er underholdende. Folk er ikke så stupide, som Fili Safendal tror. Her et par godbidder:

S. M., 3630 | Skrevet: 5. nov 09 kl. 21:11
Villy Søvndal er absolut ikke andet end varm luft

J. W., 2400 NV | Skrevet: 5. nov 09 kl. 16:41
Hurra, Villy Søvndal – du og venstrefløjen fornægter altså arv og gæld og alle tidligere holdninger? Undskyld mig, men jeg tror ikke en skid på din valg-pop – før jeg ser noget praktisk politisk handling fra dig.

P. K., Helsingør | Skrevet: 5. nov 09 kl. 14:38
SF vil ikke acceptere osv… Allerede i 1.linie flere gravende fejl.Der skulle have stået: SF vil nu efter 25 år ikke acceptere….Der skulle have stået: Undskyld, undskyld og atter undskyld for SF svigtende,med vilje.

L. H., Kolding | Skrevet: 5. nov 09 kl. 12:36
“Hør da lige, hvor jeg gunger…” VS, du er en vendekåbe af værste slags, som er villig til at sælge din sjæl (og vores med). Men det værste er næsten at der findes mennesker som hopper med på den limpind. Man skal huske at bag det sledske smil gemmer der sig en socialist-mullah. Skam over dig.

etc. etc.

Lene Espersen som er formand for cirkus partiet konservative, forsvarer overfor ekstrabladet at Burkaforslaget bliver diskutteret. En formand for et parti burde ikke kunne godtage at hendes partifæller forelægger forslag som strider imod den Danske Grundlov. Jeg vil have Lene Espersen og Co ud af dansk politik. De har intet at gøre i vores demokratiske samfund hvis ikke de kan finde ud af at overholde lovgivningerne. Lene Espersen og hendes venner i cirkus partiet konservative har gang på gang gjort sig til grin i Dansk politik og de har mistet mange vælgere på det. Konservative er endnu mere race diskriminerende end Dansk Folkeparti og det har en del af deres vælgere åbenbart forstået. Det er derfor at de har valgt at stemme anderledes, og mon ikke at konservative vil indse hvor de hører hjemme efter kommunalvalget i næste måned. En stemme på Lene Espersen eller konservative er en stemme på lovløshed og egoisme.

Stem fornuftigt og stem med hjertet!

Jeg syntes Lene Espersen er en af de mest ulækre personer der går rundt i vores land og jeg afskyr hendes politik. fy for pokker!

folketinget, Christiansborg

I går den 8. okt. 2009 Var alle de danske politikere samlet på Christiansborg efter deres lange sommerferie. Formændene præsenterede deres indlæg efter Statsminister Lars Løkke Rasmussen’s åbningstale. De andre partier kunne efterfølgende frit kommentere og udfordre formanden. Min oplevelse, efter at have set ca. 2 timer, var at størstedelen af de danske politikere opførte sig som små børn der stort set ikke bestilte andet end at kaste mudder og svine hinanden til. Jeg ved godt at politikere er ganske almindelige mennesker der på et eller andet plan er blevet valgt ind i folketinget og hverken har magiske krafter eller royal status. Jeg mener dog at de har et ansvar for at fører en seriøs tone og agere professionel uden at den enkelte borger skal mærke personligt had, politikerne i mellem. Når jeg sidder og følger med forventer jeg at blive klogere på de forskellige partiers mærkesager, holdninger og generel politik. Jeg savner facts der er til at stole på for når alle beskylder hinanden for at lyve, mister man jo tilliden fuldstændig, hvad og hvem skal man tro på? Som borger er du nødsaget til løbende at holde sig orienteret så man inden et valg er klar over hvem man vil stemme på, da man på ikke kan stole på en eneste politiker op til et valg – det er et oprigtigt men trist faktum.

Som jeg ser situationen lige nu er partierne så blandet med deres holdninger, budskaber, visioner etc. at en alm. familie vil blive påvirket mere af venner, bekendte, familie og kollegaer til hvor de skal sætte deres kryds ved et valg end reel viden om partierne og deres værdier – jeg tvivler på at størstedelen af vælgerne kan overskue og ved nok om de partier de stemmer på.

Danmarks forsvarsminister Søren Gade (V) bør forlade sin minister post og hans arbejde indenfor Dansk politik.
Manden bør ikke have en minister stilling når han ikke kan skelne en dårlig oversættelse fra Google translation med en decideret trussel. Det er til grin at en mand med hans stilling ikke selv kan finde ud af at se hvornår målstregen er nået og det er den nu.

Det eneste rigtige ville være, hvis Søren Gade selv valgte at forlade sin stilling indenfor Dansk politik.
Samtidig ville det være rart med en undersøgelse omkring VKO regeringen og vores ministre og forsvarschefer som gang på gang har vist sig at have dyre vaner for vores skatte kroner. Det er utroligt at der ikke bliver forlangt et omvalg, vi er mange som er trætte af at VKO regeringen bruger alle vores skattekroner og at mange skal leve som fattige fordi de skal leve som rige, og det burde tage en ende.

Man kan kun se frem til valget, hvor racister og kapitalister vil blive væltet af pinden og de må leve af alt det som de har stjålet de sidste mange år. Snart må der nye boller på suppen, og der må en ny regering til for ændringer det skal vi have ellers ødelægger vi os selv.

Jeg syntes Søren Gade burde forlade posten og så skulle der sættes en undersøgelse i gang hvor alle hans bilag kommer på bordet.

Det store spring fremad

Kan en markedsdrevet, åndløs liberalisme og nationalchauvinisme skabe den fremtid, vi har brug for? Svaret må være nej

Af Bo Heimann, forfatter

Når man står foran et stort spring fremad, så er det naturligt at tage et lille skridt tilbage, for at få bedre tilløb.

Det er i det lys, at Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001 skal ses. Der har været tale om et skridt tilbage, der på mange måder har været næsten nødvendigt. Men den nødvendighed er nu hastigt ved at udløbe, ligesom Fogh Rasmussens afløsers dage ved magten er det, for en markedsdrevet, åndløs liberalisme og nationalchauvinisme kan ikke skabe den fremtid, vi har brug for.

Inden vi skuer fremad, må vi dog konstatere, selvom det slet ikke er rart at indrømme det, at vi selv bedte om Foghs og støttepartis succes – os kulturrelativistiske, humanistiske internationalister. Vi har selv bedt om det, fordi vi negligerede noget meget fundamentalt: Vi negligerede, at størstedelen af vores omgivelser, det gælder både nationalt og internationalt, hverken er kulturrelativister, humanister eller internationalister.

Arrogant negligering

Vi har levet og tænkt for ensidigt ud fra vores eget verdensbillede, selvom der i blandt os, igen både nationalt og internationalt, er millioner af mennesker, der lever ud fra verdensbilleder, der er båret af meget anderledes værdier.

Dette er post-modernismens grundlæggende fejltagelse: At tro, at resten af verden er som os selv. At tro, at vi kan tale til og behandle resten af verden, som vi selv vil tales til og behandles. At tro, at alle er indstillet på at arbejde for en verden, hvor omsorg og følsomhed vægtes højere end kyniske rationaler, hvor Jordens ressourcer og muligheder bliver ligeligt fordelt, og hvor beslutninger nås via konsensus og forsoning.

Og det er en meget større fejl, end det umiddelbart lyder som om. For det første fordi, vi ikke har respekteret behovet for definerede ståsteder, autoriteter, nationalfølelser og konsekvens. For det andet, fordi vi ikke tidligt nok erkendte, at nogle mennesker er parate til at udnytte vores dialogbaserede og forstående verdensbillede.

Vi har manglet fasthed, evnen til at sige fra og disciplin. Vi har også haft det med at se ned på andre værdisystemer med den dobbelte konsekvens, at vi hverken har taget andre værdisystmers styrker til os eller konfronteret deres svagheder.

En nødvendig streg i sandet, men…

Vi har mestendels holdt os for gode til at få fingrene beskidte. Holdt os for gode til at tage den profitorienteret markedsplads´ styrker til os (det har nærmest været et tabu, men der skal altså tjenes penge), og for gode til at stå ved vores egne behov for autoriteter, traditioner og systemer (og dermed frakendt alle andre behovende). Og vi har holdt os for gode til at konfrontere undertrykkende ideologier og slendrian i den offentlige forvaltning. Regeringerne Anders Fogh Rasmussen har gjort op med mange af disse svagheder – desværre med så grov ideologisk hånd, at bivirkningerne er meget alvorlige:

Udhuling af det offentlige sygehusvæsen (der er ikke længere lige adgang for alle danskere, og sygehusvæsenet er på vej på private hænder); test-og-kontrol-mani i hele den offentlig sektor (nedværdigende og demotiverende for alle implicerede); en miljøskadelig miljøpolitik (der både har medført, at miljøet ikke får det bedre, og at vi ikke længere er førende indenfor alternativ energi), en retspolitik hvor ´hårdere straffe´ er gjort til løsning på alt (stik imod al dokumenteret viden); en uddannelsespolitik med fokus på test og udenadslære (selvom vi skal leve af kreativitet og opfindsomhed); en stigmatisering af danskere med udenlandsk baggrund; og senest afvisningerne af både Ombudsmand og Rigsrevision (direkte skadeligt for demokratiet).

Værdigheden mangler

Karl Marx forudsagde problemerne med liberalismen. Han tog fejl i meget, men havde ret, da han konstaterede, at menneskelige relationer i en liberalistisk verden ville blive druknet i ´den egoistiske beregnings kolde vand´. Han forudsagde, at pengene ville blive vigtigere end værdighed og professionel prestige, hvorfor arbejdskraften, der engang var menneskets adelsmærke, og med til at definere os moralsk, kreativt og selvstændigt, ville blive en vare på linie med enhver anden vare – og derfor miste sin mening.

Aspirationerne for menneskelivet hos regeringspartierne rækker tilsyneladende blot til, at vi skal forstå os selv som arbejdere og forbrugere på markedet. Med sociologens Zygmunt Baumans ord, så handler det om at stræbe efter ´frihed til at være sig selv nok´ og efter ´retten til at forbruge og leve som forbrugere i alle forhold´, hvilket ikke kun forringer vores egen men også andres frihed, fordi det fælles bedste dermed er suspenderet.

En anden filosof, Peter Sloterdijk, har samstemmende sagt, at kapitalismen hviler på idéen om, at ´fred på jord opstår, når alle mennesker er forvandlet til forbrugere´, og kommenterer så, at ´man kan ikke se mennesker som heste, der skal slæbes til truget, men som væsener, der kræver værdighed´.

Den anden hovedstrømning, båret frem af støttepartiet, er en national-chauvinistisk, sekterisk udlægning af kristendommen, der prædiker, at vi ikke skal gøre os forhåbninger om at redde verden. Det er nemlig kun Guds opgave, for kun Gud er skaber. Vi syndige mennesker er de skabte, og vi har ingen anden opgave end at stå ved det uden at bilde os ind, at vi skulle kunne (gen)skabe Paradis. Vi arme syndere kan ikke engang frelse os selv, så hvorfor dog himle op om ´gode gerninger´, ´humanisme´ og ´menneskerettigheder´ (der i parentes bemærket, ifølge præsterne i DF, blot er en totalitær ideologi på linie med kommunismen og nazismen)? Næ, tilbage for os er blot at leve derfra, hvor vi er blevet sat, ud fra blodet i vores årer, ud fra den fædrene jord, ud fra tiden og kulturen, vi lever i.

Liberalismen giver os altså ret til at være os selv og vores enorme forbrug nok, uanset vi krænker fællesskabet, miljø og dyr og den tredje verden. Den skammelige udlægning af kristendommen giver os ret til at være national-chauvinistiske og selvtilstrækkelige.

Det store spring fremad

Om end oppositionen afgjort har en anden politik på afgørende punkter, har den heller ikke gjort sig klart, at en bedre fremtid kræver en grundlæggende anderledes tænkning.

Det er tydeligt, at den økonomiske- og politiske magtstruktur har et efterslæb i forhold til den stærkt voksende vælgerskare, der endnu ganske uorganiseret vender sig imod markedskræfternes åndløshed og skabelse af ulighed, og dens tænknings manglende respekt overfor medmennesker, dyr og miljø.

Der er i dag en endnu organiseret opposition, der hverken kan kaldes traditionel socialistisk eller verdslig, men som bedst kan betegnes som religiøs-humanistisk med en grundlæggende respekt for Livet og alt levende, og med fokus på det bevidste og værdige menneske som verdensborger (religiøs her forstået som aldeles udogmatisk modsat alle kendte religioner).

Det er en opposition, der kræver værdigheden tilbage i både hverdagen og i det politiske liv. Den tror på menneskets potentiale til at række ud over sig selv og egne interesser; den omfavner den respekt og ærbødighed, der bør stå om alt liv og alle individer; den pointerer vigtigheden af, at vi stræber efter at bliver klogere på os selv og hinanden; og vigtigheden af at indlemme visdom, ydmyghed og åndelighed i vores hverdag, og at et fællesskab inden for en lukket kultur eller nation ikke er til gavn for menneskehedens store hele.

* Denne opposition vil derfor først og fremmest sætte fokus på bevidsthedsudvikling – fx i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave til universitet.

Større bevidsthed, tak!

Det er tid til, at vi erkender, at den eneste sande og varige forandring er den, der kommer indefra. Idag er ingen ledende personligheder i vores økonomiske- og politiske system, der insisterende peger på, at vores samfund er et direkte udtryk for vores indre tilstand; og at vi derfor først må kigge indad, hvis vil vi forandre samfundet med varende virkning.

Den slags er nærmest en provokation for den måde, de fleste af os tænker livet til daglig. Ironien ligger lige for – kom ikke her med den slags navlepilleri! Det vil heldigvis snart ændre sig, men der må ikke gå for lang tid. Derudover, og som en naturlig konsekvens, vil den ny opposition fokusere på:

* Børns trivsel – fx i form af udvidede barselsordninger, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og besparelsesramte pædagoger).

* Sundhed – fx i form fjernelse af moms på grøntsager og økologiske madvarer, højere moms på slik og alkohol, en times obligatorisk fysisk aktivitet i folkeskolen hver dag, og langt større vægt på alternative metoder og forebyggelse i sundhedssystemet (frem for den symptombehandling, der foregår i dag).

* Miljø – fx i form af bilfri byer og udvidet støtte til økologiske landbrug og initiativer indenfor vedvarende energi.

* Værdighed for alt levende – fx i form af større krav til dyrevelfærd, kønnenes ligestilling, asylansøgeres forhold og kritisk stillingtagen ift. prostitution og pornografi i det offentlige rum.

* Kreativitet og kritisk sans – fx i form af et uddannelsessystem med fokus på tillid og ansvar (frem for test og kontrol), på tværfaglighed og selvstændighed og på mulighedsorienteret, kreativ idéudvikling.

* Mangfoldighed – fx i form af, at integrationen af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet bliver.

* Det åbne samfund – fx i form af stor agtpågivenhed mht. retspolitik, der vil indskrænke individets rettigheder og en general åbenhed overfor verden (grundlagt på en forståelse af, at det gode liv kun kan skabes og opretholdes ved ´en solidarisk og fælles indsats…der ikke begrænses af folket, nationen, religionen eller kulturen´ – jvf. Zygmunt Bauman igen).

Økonomisk sundt

Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun hædrer menneskets værdighed og potentiale for det gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.

Vi kan ikke konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer. Østen er som bekendt foran os på de områder.

Visdommen er, at vi slet ikke forsøge at konkurrere på disse områder – for ihærdighed, udenadslære, perfektionisme og automatisme hører primær industrisamfundet til. De fænomener hverken hører til i vor fremtid eller styrker ikke vores ånd. Det er derfor ikke kun åndeligt bagstræberisk, men også ulogisk i en økonomisk forståelse, at satse på de ting.

Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere taget det store spring til det levende, tænkende, kreative og følende hele menneske, der som verdensborger tager vare på dyr og miljø, er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.

Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.

Kun med udgangspunkt i en respektfuld og ikke-dogmatisk tilbagevenden til opmærksomhed på det indre liv, vil vi kunne etablere de rette forhold til andre mennesker og vores omverden. Det er dette ideal som hverken den materialistiske liberalisme eller den forvrængede nationalistiske version af kristendommen evner at erkende. Og det er dybest set derfor, at selvom regeringen og støtteparti har været et næsten nødvendigt tilbageskridt, ikke kan skabe springet fremad. Tilbage står dog stadig, at oppositionen viser, at den kan.

I efteråret skrev jeg denne nyhed, da jeg arbejdede på Borgen.

Liberal Alliances leder, Naser Khader, er en sjælden gæst i Folketingssalen. Partiets nye mand Villum Christensen møder uforberedt op.

Naser Khader har travlt med at rejse verden tyndt, og nedprioriterer derfor det daglige arbejde i Folketingssalen, hvor han kun har talt som ordfører i Folketingssalen én enkelt gang siden oktober.

Det viser en opgørelse foretaget af Nyhedsbureauet Newspaq.

“Det, man skal huske på, er, at det, som sker i salen, er forudsigeligt,” lyder Naser Khaders forklaring.

Naser Khaders fravær gør, at Liberal Alliances nye mand, Villum Christensen, har holdt hele 39 ordførertaler i dette folketingsårs.

“Nogle gange ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, når jeg går ned i salen, og er tvunget til at improvisere,” siger Villlum Christensen.

“Det kan ikke blive ved,” konstaterer han.

Villum Christensen overtog posten i Folketinget, efter medstifter af Ny Alliance Gitte Seeberg forlod partiet – og siden også Folketinget.

“I sidste uge var Anders Samuelsen syg, og så var jeg tvunget til at tage over. Der er ikke noget at rafle om. Naser Khader sidder jo i en flyver,” siger Villum Christensen.

Lederen af Liberal Alliance, Naser Khader, mener ikke, at det tre mand store parti har et problem.

“Han (V. Christensen) er jo ny, så vi har besluttet os for at give ham mulighed for at komme ud over rampen. Man ser jo Anders Samuelsen og mig hele tiden. Det er vigtigt at kunne se, at vi har en tredje mand,” siger Khader og understreger, at han og Samuelsen tager de vigtigste sager i Folketingssalen.

Da Newspaq fanger Naser Khader, sker det efter et interview med britiske BBC og italienske Rai 3. Og Khader lægger da heller ikke skjul på, at meget af hans tid går med at pleje udenlandske forbindelser.

“Det er en vigtig del af mit arbejde. Jeg forbereder en større international konference til foråret. Vores internationale netværk skal være på plads, ellers kan vi ikke få de mange stjerner til Danmark, vi gerne vil have” siger han.

Professor i politik Tom Bryder ved Københavns Universitet mener, at Khader har et moralsk problem i forhold til sine vælgere.

“Han har jo en personlig moralsk forpligtigelse til at vise sig i Folketinget,” siger Tom Bryder.

Samtidig forstår Tom Bryder godt, at Liberal Alliance har trukket Naser Khader lidt ud af offentlighedens søgelys.

“Jeg tror, det er en overlagt beslutning fra partiet, efter Naser Khader gennem en længere periode var enormt eksponeret alle steder,” lyder det fra Tom Bryder.

Han understreger dog, at Naser Khader har ret, når han siger, at langt det vigtigste arbejde for en politiker foregår i udvalg og under forhandlinger.

Jeg synes, at det sker stadig oftere, at jeg ikke blot er uenig med Dansk Folkeparti, men finder deres meninger ganske og aldeles på vildspor – nogle gange grænsende til det uanstændige.

Ta’ nu bare Dansk Folkepartis kritik af kommunerne og den direkte trussel om, at hvis kommunerne ikke selv kan finde ud af tingene, så vil folkepartiet tvangsflytte opgaverne til staten.

Det er direkte uanstændigt først at være med til år efter år at stramme de økonomiske tommelskruer på kommunerne og samtidig kræve, at samme kommuner løser flere og flere opgaver. Det svarer til, at DF pisser på kommunerne og derefter kritiserer dem for at lugte.

Udover at det er uanstændigt overfor kommunerne, er det også en absurd tanke, at staten skulle kunne drive børnehaver, folkeskoler, ældrepleje osv. bedre end kommunerne – hvorfor i alverden skulle staten være det? Hvis DF tror, at velfærden i Danmark bliver bedre af, at vi skal detailstyre den fra Christiansborg, må de tro om igen.

Men DF kunne jo starte med at være lidt selvkritiske og spørge sig selv, om det er rimeligt, at kommunerne under VKO-regimet er blevet presset mere og mere på økonomien, eller om det ikke ville være langt mere frugtbart at give kommunerne mulighed for at udbyde de velfærdsydelser til danskerne, som de ønsker. Det har aldrig hjulpet at pisse på nogen, og det gør det heller ikke i denne sag.

John Dyrby Paulsen, MF(S)

Naser Khader - foto AL

Naser Khader får nu sit politiske comeback hos De Konservative. Siden han trådte ind i regeringspartiet i marts har han været uden ordførerskaber, men fremover skal han være både integrationsordfører og udenrigsordfører.

Lad os så se, hvordan han har tænkt sig at dreje den post. Trods alt er Khader muslim, men han er en af de mere verdslige af slagsen.

"Din gamle skurk..."

Hvornår gælder reglerne?

1: Så er det allersidste håb slukkedes for den narkotiltalte Camilla Broe. I et sidste desperat forsøg på at modsætte sig udleveringen til USA havde hun søgt hjælp hos Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som her til morgen har meddelt, at de ikke vil stå i vejen for udleveringen af den 42-årige dansker.

2: Jurister mener, at det kan blive vanskeligt at udvise de to tunesere, der er mistænkt for at planlægge mord på tegner. … Men udvisningen kan blive bremset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og af Tunesien i fællesskab.

Man kan altså godt udvise en dansk statsborger til retsforfølgelse i et andet land nu. Med mindre de kommer fra et islamisk land og er dybt involverede i terror. Så er en enlig mor alligevel lettere bytte for retfærdighedens vogtere. Og gud jo, skal hun straffes, men her i landet, specielt set i lyset af de “anstændiges” syn på USA som et torturland.

Hvordan er det for resten gået den dansker, som blev udleveret til Tyskland for nogle måneder siden?

Lidt Danmarkshistorie fra JP’s leder: (læs resten)

Anker Jørgensen i et kvikt øjeblik

En sejlivet anekdote beretter om, at Anker Jørgensen, da han som relativt ny statsminister deltog på sit første EF-topmøde i Paris i 1972, kom ud til sine embedsmænd og fortalte, at han havde skrevet under på et eller andet med, at EF skulle blive en union. Men det betød vel ikke noget, mente Anker Jørgensen. Embedsmændene holdt vistnok masken.

At anekdoten hænger ved, skyldes blandt andet, at den lidt ondskabsfuldt bruges til at illustrere, hvor grueligt galt det kan nå, når en utrænet lilleputstatsminister slippes ud blandt store statsmænd.

Jeg holder en kortere eller længere pause fra bloggen. Tiden vil jeg vie til at se min samling af “Yes, Minister!” og “Yes, Prime Minister!” igennem.  Jeg vil dog hver dag logge på og moderere kommentarer. Jeg kan ikke finde ud af at lave en undtagelse i WordPress for moderering af denne post, men alle er velkomne til at skrive.

Alle ved, hvordan Ritt ser ud, så....

Selvfølgelig – sådan SKAL en socialdemokrat tænke – når vi nu ikke kunne få bygget de 5000 lejligheder til 5000.- kr.s husleje om morgenen, så tager man da bare nogle hundedyre ejendomme og giver lejerne tilskud fra kommunekassen.

Her lades alt håb ude.

Politiken:

Overborgmester Ritt Bjerregaard nægter at give op.

Få dage efter at hun meddelte sin afgang fra politik, gør hun endnu et forsøg på at gennemføre sit valgløfte om flere billige boliger i København.

En helt ny model – som støttes af et flertal i Borgerrepræsentationen – skal give mellem 60 og 90 familier mulighed for at flytte ind i en lejebolig med et direkte tilskud fra kommunen på flere tusinde kroner om måneden.

På den måde skal dyre lejeboliger, der i dag står tomme, forvandles til billige boliger med kommunalt tilskud i millionklassen.

»Med forslaget løser vi to problemer på en gang – vi gør noget ved de tomme boliger i byen og skaber samtidig boliger til de mellemindkomstgrupper, der får byen til at hænge sammen«, siger Anne Vang, der er politisk ordfører for S på Københavns Rådhus, til Politiken.

Borgerlige partier er imod
Forslaget er stillet sammen med Enhedslisten, hvis ordfører Morten Kabell siger til Politiken:

»Finanskrisen og situationen på det københavnske boligmarked kræver handling og hurtige resultater«.

Også SF og de radikale på rådhuset støtter modellen, mens de borgerlige partier er imod. Venstre mener ligefrem, det er ulovligt at bruge kommunale midler på den måde.

»Jeg troede ærligt talt, det var slut med den her slags narrestreger, nu da Ritt Bjerregaard har trukket sig«, siger boligordfører Lars Dueholm (V).
…

Differencen på 2.175 kroner betales af Københavns Kommune.

Nej, den betales af de københavnske skatteydere!!!

Ikke nok med, at vi af den borgerlige regering er blevet forbudt at bære så meget som en lommekniv, nu er en mand blevet sat på anklagebænken for at forsvare sit hjem mod indtrængende røvere.

Dette er jo næsten en opfordring til hjemmerøverne om at gi’ den en skalle (!) og begå mange flere hjemmerøverier mod sagesløse danskere, som straffes for at forsvare sig. Man skulle tro, at politikerne fører krig mod deres egen befolkning – først fylder man landet op med forbrydere fra Mellemøsten og Østeuropa, derefter fratager man befolkningen mulighed for at forsvare sig..

Politiet er jo ikke opgaven voksen, myndighederne kan ikke gøre diddley, regeringen har svigtet, og taberne er som sædvanlig – skatteyderne, den almindelige befolkning.

Selv vil jeg uden at tøve forsvare mig, for jeg vil hellere sidde i en celle, end at ligge i en kiste og skubbe mælkebøtter op nedefra.

Hvad i alverden foregår der i de tomrum, politikerne tilsyneladende har i hovederne stedet for hjerner? Det skriger jo til Himlen!

180Grader:

I går blev en mand fra Valby varetægtsfængslet for at have forsvaret sig med en kniv mod seks røvere i sit hjem. Nu vil Dansk Folkeparti have justitsministeren til at præcisere, at selvforsvar faktisk er tilladt.

Dansk Folkeparti går nu til justitsminister Brian Mikkelsen for at få præciseret, at det som udgangspunkt altid er lovligt at forsvare sig imod bevæbnede røvere i ens eget hjem.

“Initiativet kommer på baggrund af flere sager, hvor borgere, som har forsvaret sig imod hjemmerøvere og butiksrøvere, pludselig bliver sat på anklagebænken,” siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Han henviser bl.a. til gårsdagens varetægtsfængsling af en borger i Valby, som med en kniv forsvarede sig mod hele seks hjemmerøvere, der trængte ind under en familiesammenkomst.

“Vi finder det betænkeligt, at den, der forsvarer sit hjem, ender med at blive varetægtsfængslet. Jeg vil derfor rette henvendelse til justitsministeren for at få en forklaring på, hvorfor man ikke må forsvare sig mod hjemmerøvere uden at risikere varetægtsfængsling,” siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti er om nødvendigt indstillet på at ændre selvforsvarsparagraffen i straffeloven, hvis det viser sig, at det i dag ikke er lovligt at forsvare sig med våben mod indtrængende, bevæbnede røvere i ens eget hjem.

Fra Henrik Gade Jensens JP-blog:

…
P1´s Orientering havde derfor interviewet den grønlandske oppositionsleder og socialist Kuupik Kleist fra partiet Inuit Ataqatigiit. Det var ægte politisk visdom. Jeg har nedenfor skrevet en
del af indslaget ud, men her er essensen af hvad Kuupik Kleist sagde:

1. Det er forkert at udstille en særlig gruppe og så gøre politik til et spørgsmål om at hjælpe dem. For individerne skal ses i den sammenhæng de indgår i.
2. Hvis man så alligevel fastholder en særlig gruppe som “sultne børn” og hjælper dem specifikt, vil det kun forværre problemerne.
3. For det er et eksempel på den klassiske fejltagelse at tage ansvaret fra individerne og behandle dem som passive, viljesløse væsener.
4. Ingen kan løse andres problemer. Og forsøget gør det værre.
5. “Sultne børn” er ikke et specielt grønlandsk problem, men problematikken er den samme over hele verden.
6. Det gælder om at se “sultne børn” i sammenhæng med de mekanismer og strukturer der fungerer.

De mildt forargede spørgsmål fra P1-journalisten viser også, hvordan “den gode sag” med de “sultne børn” styrer indslaget og skal forsøge at appellere til forargelse. Først de sultne og så uligheden. De fleste danske politikere havde utvivlsomt overgivet sig øjeblikkeligt ved begrebet “sultne børn” og straks åbnet statskassen og lovet lovindgreb. Men Kleist maner til besindighed og respekt for, at samfundet er mere trægt og bagvendt.

Kuupik Kleist udtrykker her den højeste politiske visdom, for det er svøben i vor tids politik med enkeltsager eller -grupper, der i medierne eksponeres til voldsom forargelse: socialt udstødte, hjemløse på gaden, enlige mødre, afviste asylansøgere, fattige i Afrika, rige og fattige osv osv. Vi skal se på mekanismerne og strukturerne, svarer Kleist. Hjælpes der med en pose penge her og nu, kan det let få negative virkninger på lang sigt.

…
Her er uddrag fra interviewet med Kuupik Kleist:

Kuupik Kleist: Jeg må nok indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til et begreb som sultne børn, fordi i mit hoved og som jeg ser den politiske opgave, så er det jo vores pligt og vores arbejde at se tingene i en sammenhæng.

Jeg har altid meget, meget svært ved at se børnene som en isoleret gruppe, der lige som skal gøres noget for som gruppe. Vi bliver nødt til at se på familien, man er nødt til at se på det omgivende samfund og vi bliver nødt til at se på livsbetingelserne for familien. Det der sker i øjeblikket i debatten, det er f.eks. at nu skal Danmark løse det her for grønlænderne, for det kan de ikke selv finde ud af. Det er jo lige præcis den klassiske fejltagelse: fratage dem deres eget ansvar, så skal vi nok løse det for dem.

Og det fører bare længere og længere ned i det dybe hul og det er jo det, der er et af de meget alvorlige problemer i det moderne grønlandske samfund, at vi stadigvæk ikke har formået eller lært eller tilgodeset at en del af problemet ligger i at tage eget ansvar.

Så derfor bliver jeg dybt, dybt pikeret, hver gang der er nogle der råber op og siger, at vi skal nok løse det for jer. Det er jo ikke en løsning, det er vand på samme mølle, det er deroute, det er at gøre folk ansvarsløse for deres eget liv. Og så er det man begynder at tænke: jamen, det gør vel ikke noget, at vi ikke lige løser det her, for så kommer der nok nogen og løser det for os, det gør heller ikke noget jeg ikke tager på arbejde i dag, for det bliver tilgivet osv. osv. Det er både i det små og i det den store skala, hvor vi i øjeblikket åbenbart er sådan, at man mener det grønlandske samfund ikke er i stand til at løse sine egne problemer. Derfor er der andre, der skal tage sig af det. Det synes jeg, er fundamentalt forkert.

Fantast, som jeg jo nu engang ifølge mange radikale og venstreorienterede bliver betegnet, så jeg helst Søren Pind som minister (ikke statsminister – endnu). Men gammel vin på nye flasker synes jo at foretrækkes på Christiansborg.

På én måde kunne det være spændende at iagttage, hvordan den økonomiske situation kunne udvikle sig med partisoldaten og fanatikeren Claus Hjorth (manden, som altid har ret) som finansminister og Lars Løkke som statsminister. To partisoldater, som højest har prøve at holde en skovl i hænderne i rosenbedene ved deres luksusvillaer. Brrrr!

Ved man, hvor man har Venstre? Gu’ gør man ej!

JP:

Hvis Fogh meddeler sin afgang inden for kort tid, er løjtnanter og fodsoldater (læs: gribbe… AL) i Venstre parate til et vagtskifte.

Men akkurat som det diplomatiske spil om Nato-topposten, hvor alle ser Fogh som kandidat, uden at han selv vil bekræfte det, foregår der et tilsvarende mummespil blandt unge ambitiøse ordførere og fyringstruede ministre i Venstre. Alle taler om tiden efter Fogh, men de færreste tør spille deres kort åbent.

Der er dog sendt prøveballoner op. Den mest interessante er afsendt af kredsen helt tæt på Foghs arvtager, finansminister Lars Løkke Rasmussen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er blevet sendt i luften som et tredje bud i en efterhånden langvarig intern diskussion af, om Løkke vil vælge skatteminister Kristian Jensen eller forsvarsminister Søren Gade til finansminister.

Formålet er at teste, om Hjort kunne være en mulig overgangsfigur i en mini-rokade blandt V-ministrene, før Løkke laver en stor rokade og sætter holdet frem mod næste valg.