Efter jeg er flyttet hjemmefra, er det som om jeg er begyndt at se min mor på en anden måde. Hvor vi før havde en masse problemer, har vi det nu faktisk godt sammen, når vi mødes..  Jeg tror det har noget at gøre med, at vi begge to anstrenger os lidt mere for at opføre os ordentligt, og bærer lidt mere over med, at den anden går en på nerverne, netop fordi vi gerne vil enes, når vi nu ses så sjældent. Og mit forhold til min mor blev kun bedre efter vores shoppingtur i lørdags, hvor vi faktisk havde en rigtig dejlig dag sammen. Jeg hjalp hende med at finde noget dametøj, og hun hjalp også mig med at finde det dametøj, der sad bedst. Shopping er altid hyggeligt, især nå man finder så meget dametøj der passer, som vi gjorde. Ud over shopping tog vi også på café

Jeg vil være den perfekte datter.

Fejlfri, fuldkommen og helstøbt. 

… What else is there?

Mel Gibson er tilbage foran kameraet som en politimand hvis eneste datter bliver skudt på trappen foran hans hus. Han begynder at undersøge datterens liv og så er der dømt intriger og andet godt.

BARN som er vant til spydigheter,
lærer og bli usikre.

BARN som er vant til kritikk,
lærer seg å fordømme.

BARN som er vant til mistillit,
lærer seg å fare med fusk.

BARN som er vant til motvilje,
lærer seg å hate.

BARN som er vant til hengivenhet,
lærer seg å bli glad i andre.

BARN som er vant til oppmuntring,
lærer å vise tillit.

BARN som er vant til oppriktighet,
lærer å skjelne sannhet fra løgn.

BARN som er vant til ros,
lærer å  påskjønne andre.

BARN som er vant til hjelpsomhet,
lærer å vise omtanke.

BARN som er vant til lesning,
lærer seg å tenke.

BARN som er vant til tålmodighet,
lærer å vise forståelse.

BARN som er vant til lykke,
vil finne kjærlighet og skjønnhet.

Set i lyset af den seneste debat omkring teenage druk vil jeg kørt forklare hvordan at reglerne er i vores hjem.

Vi har været naive at tro at man opdragede unge på samme måde i andre lande, der umiddelbart burde ligne vores, men vi blev grumme overrasket. Det har kostet – ikke mindst min datter har betalt en høj pris, hvor at hendes frihed blev berøvet i nogle uger, men nu er vi på rette vej.

Vi har det princip i vores hjem at når børnene er konfirmeret, så må de drikke alkohol. Før konfirmantionen er det helt udelukket.

Når de er konfirmeret, så må de tage moderater mængder ud af huset til diverse fester. Vi så helst at vi slap for at købe alkohol til dem, men når nu staten har besluttet sig for at give os denne byrde, så må vi bøje hovederne for centralregimet over i København og gøre hvad vi kan for vores børn.

Næste år bliver det nemmere. Datteren starter formentlig i Gymnasiet og så er der fredagsbar. Vi er lidt i tvivl om hvilket gymnasium hun bør vælge, men vi vil se på det sociale miljø og så få justeret hendes mål i livet til at det passer med et gymnasium, der kan tilbyde det rette miljø for hende.

Vi håber med vores tiltag at det kan stoppe hende fra at opsøge de typer, der allerede i dag hænger ud ved skolen og sælger piller. Vi kunne godt vie vores liv til at bekæmpe disse typer, men dels vil der være repræssalier imod hende og hendes bror og dels er pushere ligesom herreløse katte. Fjerner du en, så overtager en anden reviret. Med hendes bagage – vi har selv via vores set i bakspejlet egoistiske valg skabt nogle af dem – så er risikoen for at stofferne bliver valgt til stor.

Vi forstår os imidlertid ikke på stoffer. Vi forstår os på alkohol. På alkohol er der en varedeklaration og den passer på indholdet i 99,95% af tilfældene. Derfor mener vi os trygge ved at vælge det onde, hvor at det er nemmest for os at støtte.

Det er i den forbindelse at de seneste dages ny-kristne kampagner bekymrer os. Det lugter lidt af de skrækhistorier man læser om fra USA, hvor at man forbyder alkohol for unge i en grad så Danmark bliver at sammenligne med Saudi-Arabien for de unge.

Der er vitterlig intet problem at tale om medmindre at vi taler om en general mangel hos forældrene til at sige fra.

Forbyder vi alkohol, så kommer der nye trusler på banen. Jeg har læst de danske debat-tråde. Jeg har ikke mindst læst rådgivningssider for udenlandske forældre.

Konklusionen er klar i mit hovede. Man har trængt tobakken retur. Især for de unge. Mange efterskoler (aktuelt fordi at vi netop har befriet min datter fra en) har forbudt rygning selvom at loven klart sidestiller et opholdssted med et hjem.

Nu skyder man så efter alkohol, men hvad så?

Det næste bliver vel overvægt eller afhængighed af elektroniske medier. Jeg så en fuldstændig latterlig blog på Engelsk om en mor der bare ikke slukker for ungens computer. Hvad hun ikke ofrer økonomisk på et problem der kort kan klares med et verbalt “nej”. Hun fængsler faktisk sit barn for et ganske ubetydeligt problem.

Det samme med denne mor som har en halvtung datter. Ja, hun har lidt igennem sit liv. Hun har mistet sit ene barn, men den 13 årig datter står jo ikke i køkkenet alene og laver mad til sig selv. Nok så lang tid på Wellspring Academy med efterfølgende operation på grund af for kraftigt vægttab for hurtigt kan ikke ændre på det faktum at det er moderen der må træde i karakter.

Faktum er at man fik held med at tryne rygere. Nu går jagten efter dem, som nyder alkohol. Når dette problem er væk, så bliver det overvægt eller for meget tid forbrugt på computeren. Der vil altid være nogle at forfølge.

Intolerancen trives i Danmark

Mandag. September. Truende, regntunge skyer velter fram og tilbake over hustakene som står som beskyttende paraplyer over regntrøtte mennesker. Det finnes ikke antydning til solgløtt, hverken på den ene eller andre måten. Mor og datter sitter tett ved kjøkkenbordet. En bolledeig står og eser med voldsomhet på kjøkkenbenken. Regnet pisker høylytt og manende mot vindusrutene mens bjørkeblader virvler rastløst rundt i luften. Snikende tankestrømmer legger seg om dem med kvelende grep.

Med haken støttet mot håndflaten, og blikket rettet ut av vinduet, stirrer datteren tomt. Et blikk som treffer høsten, men uten at det blir tatt opp som en nevneverdig eller interessant opplysning av hjernen. Unødvendig informasjon som ikke trenger videreformidles til moren.
Moren stirrer like tomt. De har i grunnen lite å si hverandre. Ikke det at de ikke kan snakke sammen. Det kan de. De snakker da også mye. De snakker så mye at det tidvis skaper febertilstander i kroppen. Enige er de også. Enige om at dette ikke kan fortsette. Denne tilstanden de alle lever i akkuart nå, eller som de egentlig har levd i de siste årene. Unntakstilstand liker datteren å kalle det, hvis man først skal kalle det for noe. Sannheten er imidlertid at det finnes ikke noe dekkende ord.

Nok en telefon har kommet. Nok en gang har skuldrene krøpet opp under ørene, og stresset har fått strømme fritt gjennom alle kroppens krinkler og kroker. Morens iherdige røyking. Nervøs tapping med hælen. Opp og ned, opp og ned, igjen og igjen. Nitidig gransking av negler tar over for monotont vindusblikk. Fortsatt er det intet ved kjøkkenet eller den andre som fanger blikket hos noen av dem. Det innadvendte blikket hos dem begge gir ikke rom for annet enn fokus på de indre tanker og følelser. De vet at de om et øyeblikk må begynne å handle. Men fortsatt er det det indre følelseslivet og instinktene som får styre. Behovet for å gjemme seg. Flykte. Komme seg unna alt det vonde. Alt det vonde som aldri tar slutt. Smerten de må leve med dag etter dag uten at det er noen åpning for pusterom. Av og til koster det så enormt å sparke seg selv i gang. Komme seg på beina. Begynne å fokusere og reager på det som skjer rundt en. Gjøre det en vet en må gjøre. Ta ansvar. Holde seg sterk og oppegående. Aldri tid til hvile. For det er det ikke. Slik er det bare.

Men, i akkurat det øyeblikket signalet er gitt…
I dette ørlille ubetydelige nuet etter at signalet er gitt, akkurat der og da kan man leve et indre liv. Det er ikke et godt indre liv, men det er nettopp da man helt alene med seg selv og sitt eget sett av tanker og følelser. Den yngste vet det er underlig. Men slik er det. Hun må ha dette øyeblikket i tomhet med seg selv, før hun kan begynne å handle.

Det er i dette intethetens tidløse øyeblikk at mor og datter sitter fastfrosset til hver sin stol. De er som hentet ut av et tragediens teaterstykke. Sittende på hver sin høyryggede stol, i dette velkjente trygge kjøkkenrommet, vet de at dette bare er en av flere scener, og at dette er det sjebnesvangre øyeblikket før sceneskifte.

Nedtynget av virkelighetens sceneskrekk retter mor og datter seg opp og ser begge på telefonen som ligger som en glødende varsellampe mellom dem. De ser på hverandre som om de skulle være vekket av en forbudt selvvalgt søvn. Begge føler seg nakne og sårbare med et akutt behov for å tømme hodene for vonde tanker. Det skal gjøres plass for de rasjonelle handlingsgivende tankene. Tanker som ikke lurer en med ned i en avgrunn av håpløshet som man slett ikke har tid til.

Tenk å kunne krype inn i en krok hvor ingen lyder når frem. Tenk å kunne lukke verden ute, lenge.
Tanketomhet. Akkurat nå er det ikke noe annet enn uoppnåelig. En drøm man på sett og vis egentlig ikke ønsker skal bli virkelighet heller. Det er en helt annen drøm som er drømmen man hadde ønsket virkelig. Den drømmen handler om alt annet enn å få trekke seg unna og å få slippe, selv om det kunne vært lett å ønsket seg nettopp det. Det ville bare være å skyve det vonde foran seg. Utsette det uunngåelige.

Moren tar en senete hånd og koster usynlige smuler av løperen som ligger strømlinjeformet på spisebordet, før hun retter ubevisst på en fruktskål som allerede står nøyaktig der den skal.
-Kaotisk indre skaper strukturert og pertentlig ytre, tenker den yngste, som også er i ferd med å samle seg. Hvor den tanken kommer fra? Hun kjenner vel helst moren på seg selv. Dette behovet for sirlig orden i alle ting. Behovet for å kontrollere det som kontrolleres kan. Pedantisk- nevrotisk orden. Vet det- og har hørt det. Dette forunderlige behovet for orden straks marerittet setter inn et av sine rykk.

I hvertfald hvis man skal tro Berlingske Tidende i dag:

Sårebare unge “smugles” ind på efterskoler

Sandheden er at kommunen ikke skulle have haft lov til at deportere hende. Det var ansvarsfraskrivelse. Vi betaler mange penge i skattekroner til vores kommune og så var det mindste man kunne kræve at der var et prisbilligt tilbud indenfor kommunegrænsen til hende.

Men som altid i den kommunale administration går sagsbehandlingen ud på at fjerne et problem fra skrivebordet istedet for at løse det. Prisen for den manglende lyst til at få gjort noget med sagerne kom min datter til at betale. Tæt ved to måneder måtte hun tilbringe på en skole flere byer væk i et miljø beskråret fra de fleste livsindtryk unge på hendes alder normalt oplever.

Røvet fra sit netværk af venner og familie levende i et miljø med regler så strenge at det kun er i fængsler at man ser det værre. Jeg kan dårligt beskrive det.

Nu har vi hende hjemme igen. Der er så småt ved at komme orden i skolegangen og så skal det pludselig gøres til et problem at mange som hende dropper ud fra efterskolerne. Nok så meget overdragelse fra Folkeskolerne til Efterskolerne hjælper ikke på dette problem. Problemet er at de i det hele taget er på skolerne.

Vi har bidraget til vores datters problem på grund af en hvad vi i dag ved var en uovervejet beslutning om at bo et år eller mere i udlandet. Vi ved det godt, men vi er ikke en problem-familie. Vi vil vores børn det godt og vi støtter aktivt op omkring dem. De går ikke for lud og kold vand. Der var ingen grund til at hun skulle rives ud fra disse trygge gode kår.

Vores datter var ikke smuglet ind på sin efterskole. Hun var fjernet i fuld offentlighed til et fjernt og afsondret sted.

Nu er hun hjemme. Det er vi glade for. Vi er ved at samle stumperne op.

Hvis politikerne skal gøre noget, så reducer antallet af efterskoler ved at beskære tilskuddet så kommunerne får vanskeligere ved at financiere disse forvisninger og de børn som går på efterskolerne virkelig ønsker at være der.

Så løser problemet med unge som dropper ud sig også.

Tenk, i dag er tante sin minstemann 1 år! Syns akkurat vi kjørte til Kirkenes for å hilse på han Tante sin største jente blir 8 år neste mnd og går i 3. klasse! Det er jo ikke lenge siden jeg og min gode venninne Ine var de eneste i hele hjembygda som ikke var på raveparty og slet med å få tida til å gå fordi jeg hadde blitt tante og jeg ville mest bare dra på sykehuset for å se mitt første tantebarn. Tante sin yngste jente og tante sin gudsønn begynner på skolen til neste år og det føles hvertfall ikke ut som det er 5 år siden jeg var med på fødselen til sussebassen min Og sist men definitivt ikke minst tante sin største gutt som går i 2. klassen og allerede er en hjerteknuser om man kan si det slik En kjæreste i hver havn og så så søt som han er! Ååå, dere er herlige mine søte små! <3

Og ikke nok med det, så skal jo jeg selv bli mamma og skal kjøpe hus/leilighet som skal bare være min og min kjæreste kjære sin. Hvor vi skal ha vår helt egen plass hvor vi skal oppdra vår lille sønn eller datter! Heeerlig :*

.. Men herregud så “gammel” jeg begynner å bli

Jeg er så glad i far!
Og når han meg i hånden tar
og ut vi sammen drar,
så er jeg riktig kar!
Da går vi, far og jeg,
og prater så om alt vi ser,
- og enda mye mer -
og morer oss og ler!

.

Jeg er så glad i far!
Og når han ned av hyllen tar
en bok som er så rar,
så sitter vi og blar.
Så leser far og jeg
så mange lange eventyr
med bilder hvor det kryr
av nisser, troll og dyr.
.

Jeg er så glad i far!
Han ofte meg på skulderen tar,
og da jeg liten var
han meg på armen bar.
Far er så snill mot meg!
Han husket meg så mang en gang
på foten sin, og sang
og tok meg på sitt fang.
.

[Margrehte Munthe]

Barns kjærlighet til sine foreldre
er den sterkeste, den mest kompromissløse
kjærligheten på jorden
Men den er kortvarig, Og den dør
langsomt ut, etter hvert som barna vokser til
Ja, ja, ja, ja … den gjør bare det, den dør ..

Men foreldrenes kjærlighet er
en kjærlighet som aldri slukner ut, den
bare vokser og vokser, selv når foreldrene dør,
fortsetter den å brenne, inne i barna, en lav
umerkelig flamme som aldri slukner

Og selv når barna dør,
fortsetter den å spre seg gjennom nye slekter
som en sol som brer seg ut til de
ytterste stjerne

kompromissløse – her; ekte
slukner ut – her; dør
slekter – generasjoner, slektsledd

Stein Mehren

Det hender du blir oppgitt
fordi jeg er så liten,
jeg setter merker alle steder
og gjør deg ganske sliten.

Men hver dag blir jeg større
ja, en dag blir jeg stor.
og alle mine avtrykk
blir til svake spor.

Her er mitt lille avtrykk
så du skal huske og forstå
hvor søte hender jeg hadde
den gangen de var små.

.

(ukjent)

Da fedre ble til
var tanken ganske klar
for fedre har no’ i seg
som ingen andre har.

De har fått kraft og styrke
for og verne sine hjem.
De er litt lekelystne
og blir rørt av barnas klem.

Derfor har vi fedre
og vi er sikre på
at noen bedre far en DEG
det kan vi ikke få !

.

(ukjent)

Nu hvor at min datter sover i sin seng efter at være pint på skolen en uges tid, så vil jeg lige knytte nogle ord til en artikel, som jeg læste i Metroxpress.

Eksperter i chok over uhumske kollegier

De såkaldte eksperter glemmer en ting. De lever ikke i 70′erne. De konkluderer baseret på en levevis i en anden tid.

Nutidens unge er til færdigmad. Måske en ud af 100 kan lave en suppe eller en sovs fra bunden, men er det et tab for landet? Er man ikke kommet dertil at madlavning skal være så professionelt at selv mad lavet derhjemme kræver rapportering til det offentlige? Nyeste udvikling peger på at det gør.

Der er med andre ord ikke grund til at beklage at de unges manglende kogekunst. Det eneste som undrer mig er at der eksisterer kollegier endnu. Jeg troede at disse former for fællesskab var en uddøende race. Jeg kan med egne øjne se hvor meget min datter lider på grund af have mennesker på tæt på sig hele tiden.

Det kan godt være at nogle mener at kollegier er med til at give nogle mulighed for at bryde den sociale arv, men narrer vi ikke os selv? Jeg troede at alle analyser viste at det ikke virker. Jeg husker da jeg var ung. Jeg ville gerne have studeret videre med studielån kostede næsten 30 procent pr. år i familiens bank. Min far foreslog at jeg lånte til en bil officielt da renten var billigere til billån, men jeg ville ikke snyde, så jeg droppede ud. Jeg fik et godt liv alligevel. Jeg savner ikke noget.

De unge vil, hvis de kunne vælge selv, bo for sig selv. Derfor har jeg sammen med min mand startet en opsparing så vores børn kan få en anstændigt sted at bo, når den tid kommer og de måtte have lysten til at studere langt fra hjemmet.

Dermed kan vi sikre dem en sund levevis. Hvis politikerne tænkte sig om, så etablerede de istedet flere lejligheder end at sætte ind med en masse regulering af de unges køkkenforhold.

Men indtil videre er min primære kanp at få min datter hjem fra efterskolen, så hun igen kan gå i skole her i byen og være blandt mennesker, som elsker hende og holder af hende.

Så kørte min mand med min datter. En lille bid af mit hjerte døde. Hvis jeg skal holde til det skoleåret igennem, så lever jeg ikke til sommerferien.

Hun kom hjem sent fredag aften. Først vi omfavnede alle hinanden hvorefter at vi brød i gråd – også min mand.

Vi fik hendes livret og hun fortalte om alle de ting de blev presset ud i og om hvordan at det er aldrig at have fred. De bor tre på værelset og der er aldrig ro før at de skal sove.

De har noget aften te/kaffe og hun har flere gange prøvet lige så stille at liste ind på værelset for at samle tankerne, men har ikke rigtigt fået lov. Elevtelefonen er svær at komme til og det er ikke nemt at tale om svære ting, når den står ret offentlig. Hun har behov for at hælde af og for at tale med os når dagen lakker mod enden.

Hun var opløst i tårer det meste af aftenen. Det er næste omsonst at sige at det var jeg også. Lørdagen foregik i en trykket stemning da det hele tiden lå i vores baghovedet at hendes udgang fra skolen ikke varede evigt.

Jeg havde bagt og købt en ekstra flaske vin som vi tre drak i fællesskab imens at vi forbannede et samfund som ikke kan sørge for undervisning til alle lokalt. Folkeskolen lever ikke op til sit navn. De har svigtet min pige og hun betaler prisen time for time, sekund for sekund, når hun er tvunget til at leve fjernt fra sin familie.

Jeg betaler ikke længere min skat med glæde. Min datter har fået en så ussel behandling.

Afskeden idag var næsten hårdere end i sidste uge. Når min mand kommer hjem, så skal vi have en alvorlig snak om at snakke med familie-centeret. Vi vil have vores datter hjem så vi kan blive en familie igen.

Midt i al sorgen over min datters grufulde skæbne, har jeg alligevel lidt overskud til at kommentere på en sag ude i samfundet. Camilla Broe bliver snart udleveret til, hvad der reel er dødsstraf i Florida.

Forhistorien er: For mange år siden rejste hun til USA. Her mødte hun en fyr, som med nærmere bekendtskab viste sig at være voldelig og desuden have forbindelse til noget narkosmugling. Hun fik ikke brudt ud af dette forhold alene og skræmt i et fremmed land før at han blev arresteret.

Desværre viste det sig at han ikke ville gå ned alene, så derfor vidnede han imod hendes, så han dermed kunne få en kraftig rabat. Det fik han. Hans straf lød på omkring 5-6 år.

I Danmark er der ikke tradition for at man vidner imod ens ægtefælle eller fyr, så derfor viste hun ikke at man bare skulle opfinde beskyldninger for at slippe billigere, så hun rejste hjem til Danmark med sin lille datter istedet. Her levede hun et lovlydigt liv indtil at vi indførte nogle regler som reelt stemplede hende som en slags terrorist man kan udlevere til hvilket som helst regime uden nogen form for retsgarantier. Derfor står hun nu til 63 års fængsel.

Hun kan satse på at blive frikendt, men gør hun det, så skal hun sidde i fængsel derovre i årtier. Derfor kan hun vælge den løsning at erklære sig skyldig i hvad som helst inklusive mord på præsidenter. Hvis hun gør det, så sendes hun hjem efter 6 måneder.

Men hvad værre er. De halvfordækte handler som anklagemyndigheden har lavet med manden kunne fremstå som komplet tåbelige hvis hun vælger at vidne. Derfor kan hendes liv være i fare, da det amerikanske anklagesystem er stærkt politiseret. Der er simpelt mennesker som kan miste deres karriere, hvis det kommer frem at de har dummet sig ved at lave en handel med skurken mod at ramme en kæreste med begrænset tilknytning til sagen. Man må derfor med rette frygte for hendes liv.

Jeg tror ikke at hun kommer hjem til Danmark i live. Mine tanker går til hendes lille datter, som nu formentlig bliver moderløs indenfor kort tid. Det er bare så synd og så meget spild af liv. Jeg vil derfor gøre mit til at mine børn aldrig nogen sinde hverken bosætter sig eller arbejder i et fremmed land.

Pyha..

Datteren på 20 år har kommet inn på Teknisk Høyskole i København fra høsten av! Kanskje ikke akkurat på den linjen hun aller helst ville, men hun er nå på vei til å bli det hun vil, tror jeg.. for det hun vil, det får hun til! Jenta har bein i nesa og ståpåguts!

Så nå skal vi ned og hilse på skolen og lærere, og høre mer om opplegget der nede.. dette er like spennende for mor som for datter!

Hvordan skal hun bo, hvordan kommer regnskapet til å gå sammen? Studielån og -stipend må søkes om, så skal hun forsiktig skyves ut i den store verden og stå på egne ben..

det går vel helst bra!

Brian Transeau (bedre kendt som BT) er en verdenskendt komponist/musiker inden for electronica genren. Her er en melodi han komponerede til hans datter Kaia. Hvis du kan se denne video uden at få en klump i halsen, så er der noget galt… Jeg har selv en datter som bor hos hendes mor og lige nu savner jeg hende helt vildt.

En far og en datter tusler bortover en solrik vei. Det er en av de første vårdagene og gata er endelig bar for snø. De smeltende brøytekantene synliggjør hemmeligheter som har vært gjemt gjennom den lange harde vinteren og for jenta med den knallrøde strømpebuksa er det som å få være med i et Asbjørnsen og Moe eventyr. “Jeg fant, jeg fant,” roper hun gledesstrålende for hver meter og pappa må tålmodig vente mens datteren inspiserer en våt klut, en kvist eller en ting som har mistet sin opprinnelige form i løpet av vinteren.

- Kom igjen nå da, vennen min, sier pappa. Det er et snev av irritasjon i stemmen, men han smiler nesten over hennes barnslige nysgjerrighet og glede over livet. De går et par skritt før hun stopper igjen. Oi, hva er dette? Hun bøyer seg ned, svirrer litt rundt og pappa må mase igjen på at de må videre.

Jeg håper at han egentlig nyter dagen like mye som datteren og at han også kunne ønske at denne ettermiddagsturen hjemover i vårsola aldri tok slutt.

Jeg sitter og strikker Setesdalskofte til jenta mi som ble 20 år gammel for noen dager siden. Sitter med et skrått blikk not bloggen, og strikker, gjelds å ha tunga rett når jeg strikker mønster.

Jeg har fortalt at jeg ikke lager sen middag som jeg gjør av og til. Jenta sitter på Facebook, men magen rumler nok.. hun reiser seg opp og går ut på kjøkkenet. “Mamma, vil du ha kveldsmat?”

Jeg ramler omtrent av stolen.. vanligvis takker jeg ikke ja til mat etter klokken 20:00, men når et SÅ sjeldent  tilbud skjer, da må jeg bare si et klingende JA! Så i kveld spiser jeg kveldsmat med barna, det er kjempekoselig!

Etter flere måneders kjøring, på småveier, på parkeringsplasser for parkering, på større veier og lyskryss.. hver gang jeg skulle noe; mamma, kan jeg få kjøre?

Ok, så satt jeg der igjen, i passasjersetet, men likevel veldig på alerten. Følger med i bevegelser foran og bak, og rettleder så godt jeg kan..

NÅ har hun endelig greid å ta lappen, på andre forsøket…

Så hva skjer nå, da? Jeg regner med at hun kommer til å spørre titt og ofte om å låne bilen, men med en bil i en familie vil det begrense seg hvor mye hun egentlig KAN låne den!

Jeg aner meg nye utfordringer…

Hva ønsker du deg mest til jul? En ny sykkel? Ny bil? Mat?

Vi mennesker har en tendens til å feste vår bevisthet på en ting som vi ønsker oss veldig sterkt, også bare må vi ha den for å bli lykkelige. Men når vi først får den, så oppdager vi at vi egentlig ikke ble noe lykkelig. Det er noe utilfredsstilt i oss som den ene tingen vi ønsker oss ikke kan tilfredsstille.

Tenk tilbake på når du var barn, eller kanskje du er barn nå. Tenk på hvordan det var (er) når du hørte om den ene leken som var det du ønsket deg mest av alt. Tenk på når du pakket den opp under juletreet, tenk på gleden over å få den. Men tenk også over om du ble noe mer tilfreds etter å ha pakket den opp.

Om du betrakter det vanlige barnet på jule kvelden, så vil du fort se uforfalsket begjær. Den ene pakken etter den andre blir revet opp med ivrige hender, også blir innholdet forkastet til fordel for neste pakke. Men når alle pakkene er revet opp, så er ikke barnet noe mer tilfreds enn det var før pakkene ble åpnet.

Tenk på når du nå er voksen. Tenk på alle de gangene du har kjent på en uro i kroppen, en ufred, som du har prøvd å tilfredsstille gjennom sex, alkohol, tobakk. Ble du virkelig tilfredsstillt? Fikk du fred? Jeg tror ikke du fikk fred om du er helt ærlig med deg selv.

Vi kan derfor uten tvil si at alle mennesker har noe utilfredsstilt i oss som vi tror og håper materielle ting kan tilfredsstille, men som vi fort oppdager at vi tar feil.

Denne følelsen av utilfredsstilthet er kjennetegnet på at vi er langt vekke fra vårt opphav i Gud. Det denne følelsen prøver å fortelle oss, er at vi har noe i vårt forhold til Gud som ikke er helt rett, vi er skyldige og trenger Fars tilgivelse og frelse i Jesus. Det er den samme følelsen som en mann fikk en dag han våknet opp i en grisebinge.

Denne mannen hadde krevd arven til farsgården så fort han ble voksen nok til å flytte hjemmefra. Faren gav han hans del av arven og så på mens sønnen forlot hjemmet med et stort smil om munnen, overbevist om at han nå ville få tilfredsstilt sin følelse av indre uro. Denne indre uroen hadde begynt den første gangen han ønsket pengene i arven, fremfor forholdet til sin Far. Årene gikk, og sønnen forsøkte å tilfredsstille denne uroen i sex, materielle ting og alkohol. Kort fortalt, så brukte han opp hele fars arven og var en dag helt blakk. Blakk, sulten og kald konstaterte han at han ikke var kvitt uro følelsen i kroppen. Ingenting av det han hade brukt arven på hadde hjulpet. Så han søkte til en gård som drev med oppdrett av griser. Bonden lot han få sove sammen med grisene om han passet de, men han fikk kun lov til å spise av grisenes mat. Dagene gikk og sønnen sov og spiste sammen med grisene intill han en dag bråvåknet og konstaterte at selv grise mat fikk ikke uro følelsen til å bli borte. Så han bestemte seg for å dra hjem til far, han var fullstendig klar over at han hadde levd over evne og oppført seg som en idiot. Overbevist om at faren ville forkaste han, så kom han skamfull gående mot porten til fars gården. Da han var et godt stykke unna fars gården, så får han se en skikkelse som kommer løpende mot han. Skrekkslagen konstaterer han at det er faren og han forbereder seg på å få skikkelig kjeft fordi han har vært så dum. Men til sin store overraskelse, så omfavner faren han og gir han en lang god klem mens han sier “velkommen hjem min kjære sønn, jeg er glad i deg”. Da kjente sønnen hvordan uro følelsen ble borte…..

Denne mannen prøvde alt for å få vekk den lille uro følelsen i kroppen. Han trodde at vegen til lykke var sex, penger, materielle ting. Så prøvde han om han ble lykkelig av å sove og spise sammen med griser. ingenting hjalp før den dagen han kom hjem til far.

Vi mennesker i dag har mye til felles med denne mannen. Vi prøver å få vekk den lille uro følelsen ved bruk av sex, penger, materielle ting. i disse tider, rundt juletider, er den tiden på året vi ser best hvordan utallige antall mennesker prøver på dette. Hver eneste gang et salg er gjennomført og enda en gave er pakket inn, så er det ett forsøk på å bli kvitt uroen.

“Jeg har ingen slik uro, jeg er lykkelig ” sier du kanskje. Er du virkelig det? Her en test på om du har en slik uro: Kan du klare en hel helg uten å drikke? Kan du klare en hel helg bare i ditt eget selskap? Kan du klare å leve i jula uten å få dyre gaver? Kan du klare deg uten det du ønsker deg mest av alt?  Svarte du nei? Da har du en slik uro som du prøver å få gjort noe med.

Du som har en slik uro i deg har i likhet med denne mannen i fortellingen forlatt din Far. Du gjorde dette den første dagen du valgte å lyve, stjele eller hate. Den dagen ble forholdet mellom din Far i himmelen og deg brutt og du fikk i deg en uro følelse som du hele tiden har prøvd å få tilfredsstilt.

Men i likhet med mannen i denne fortellingen, så har du en Far i himmelen som går og venter på at du skal forstå at den eneste måten å bli kvitt denne uro følelsen på, er å vende hjem til Far. For det denne uro følelsen EGENTLIG er, er følelsen av å være skyldig for Gud, skyldig for din himmelske Far.

La det derfor ikke gå så langt som det gjorde med denne mannen i fortellingen. Ta en avgjørelse i dag om å bli kvitt denne uro følelsen, bli kvitt denne skyldfølelsen og vend hjem til Far. For Han står og venter på deg og vil komme deg i møte med en eneste gang du sier “Jesus..tilgi meg, jeg tror du døde for meg, for mine synder, gjør meg til et Guds barn, jeg omvender meg nå fra min synd”. Sier du dette (eller noe som gir liknende mening med dine EGNE ord) så vil din Far i himmelen komme deg i møte, omfavne deg og si “velkommen hjem min elskede sønn/datter. Jeg er glad i deg”.

Da..men bare da..vil du kjenne freden. Da, men bare da, vil du kjenne hvordan følelsen av uro blir borte, følelsen av skyld blir borte. Den følelsen du har prøvd å tilfredsstille gjennom dyre gaver, sex, alkohol m.m

Så hva venter du på? Hva er det som holder deg igjen i alt det som ikke kan gi deg denne tilfredsstillelsen du egentlig søker etter?

Far venter på deg…det erpå tide å vende hjem nå..det er på tide å bli frelst nå..det er på tide å ta imot den eneste julegaven som noen gang vil bety noe: Frelsen i Jesus Kristus.