Imens vi alle går utålmodige og spændte rundt og venter på det næste udspil fra verdens bedste danske band: Mew, kan vi her fra musikudvalget kun opfordre de læsere, der ikke kan få nok af kantet, powerfuld støjpop med meget højt til loftet, til at kaste opmærksomheden på de lige så danske Death By Kite. Efter deres lidt famlende debut cd: Death By Kite for et par år siden, der dog gav en pæn og velfortjent opmærksomhed, har trioen siden taget hul på en triologi af ep´ere. Første del af denne triologi:Wave I fra sidste år, udmærkede sig især ved at indeholde nummeret: Open House For Broken Homes, der på en forunderlig måde undgik at tage den pris som årets bedste danske sang, som den uden yderligere diskussion fortjente! Men at det ikke altid går som fortjent i underholdningsbranchen findes der jo, som vi alle ved, masser af eksempler på, og heldigvis har Death By Kite formået at fastholde troen på egne evner og lysten til at invitere alle interesserede til endnu en gang drageflyvning inde i katedralen. Del to af triologien: Wave II er netop udsendt, og allerede efter første lyt, kan jeg afsløre, at døden endnu ikke er indtruffet for de unge drageflyvere! Lyden er stadig stor og hektisk og afslører et insisterende band, der endnu engang understreger, at har man sangskrivningen på plads i en grad som netop Death By Kite har, så kan store ambitioner langt hen af vejen kompensere for de mere trange produktionsvilkår som dette selvproducerende band er underlagt. Kan Death By Kite få en producer udefra til at holde linen næste gang venter der med garanti en endnu mere uforglemmelig flyvetur når sidste del af triologien ( Wave III, må det vel blive ) præsenteres, indtil da, kan Wave II dog nemt holde os svævende en rum tid fremover.

/Olsen

Das dänische Trio, das sich hinter Death By Kite verbirgt, klingt musikalisch glücklicherweise nicht so martialisch wie ihr Bandname. Aber ein Todesbezug schadet ja bekanntlich nie im Musikbiz. Ihr selbstbetiteltes Debüt umfasst elf Titel die ihrer eigenen Umschreibung nach nach Noisepop klingen. Das passt auch. Powerpop könnte man auch sagen. Sehr viel Noise im Sinne von Sonic Youth oder Shellac oder mclusky ist da nicht, aber schon eine ordentliche Handkante Gitarre, die die Stücke verziert. Die Gitarrenflächen von Placebo treffen auf den Großpop von Interpol. Mitunter erinnert es ein wenig an die Landsmänner und -frauen von Dúné, minus Dancefaktor. Obwohl man auch zu “Death By Kite” sicher gut die Beinchen schwingen kann. Bjørn Alexander Lange (Gesang, Gitarre), Sidsel Marie Hermansen (Gesang, Bass) und Kristian Kimer (Schlagzeug) fanden sich 2004 zusammen, das Debütalbum ist seit April in Dänemark veröffentlicht, hierzulande erschien es Ende September.

Death by Kite bei Myspace.

Death by Kite bei last.fm (inkl. free MP3).