Nå er det nye Stortinget valg av folket, uheldigvis har ja-siden kommet styrket ut av valget. Dette har nok lite med EU og gjøre, siden EU var en ikke-sak i valgkampen. Slik jeg ser det var det tyngdepunktene i de forskjellige regjeringsalternativene som kom styrket ut av valget, ikke Ja-siden. Folket har etter valget faktisk fått en økt EU-skepsis. Likevel blir det spennende å se hvordan dette vil utarte seg de neste fire årene.

Nei til EU og Ungdom mot EU har i over ett år krevd en offentlig utredning om EØS-avtalen og alternativer til EØS. Stortinget sa seg positiv til en utredning før sommeren, og jeg håper de følger opp dette, fordi EØS-avtalen har vært alt annet enn positivt for Norge.

Da EØS-avtalen ble debattert i 1992 sa Høyre, Fremskrittspartiet og Arbeiderpartiet: Vi må ha denne avtalen for å sikre markedsadgang til Europa (Ble oppsiktsvekkende nok også sagt av de samme under EU-debatten i 1994 som et inn i EU-argument). Dette var ikke sant da, og er like villedende den dag i dag.

Før Norge gikk inn i EU hadde vi i 19 år hatt tollfri adgang til det europeiske markedet. Vi hadde en frihandelsavtale som omfattet alle industrivarer og sa at vi skulle ha tollfri adgang og ingen kvotebegrensninger. Eneste unntak var næringsmiddelindustrien. Det har vært toll på alle landbruksvarer, slik Norge ønsket, og på bearbeidede fiskeriprodukter, etter EUs ønske. Ellers har vi hatt samme adgang til EU-markedet de siste 25-årene.

Noe vi ser nå er at EØS-avtalen kritiseres ikke bare av de som var i mot innføringen i 1992, men også de som var for den, men som på sikt ville ha Norge inn i EU. Det kjedelige er at de bruker samme argumentasjon mot den som Nei-siden brukte under debatten i 1992. Nemlig det at Norge må godta alt som kommer fra Brussel uten å få være med og bestemme.

Men det er faktisk ikke slik at vi er nødt til å godta alt EU vedtar. Vi står for eksempel utenfor det økonomiske området, dette er bra siden oljenæringen gjør at norsk økonomi svinger i utakt med EUs. Vi slipper også å la EU bestemme vår handelspolitikk med de fattigste i verden. Her er EU dårligst i verden, og FN mener at EU er den største bidragsyteren til økt fattigdom i utviklingsland.
Og kanskje det viktigste; vi beholder taleretten ved internasjonale konferanser. Hvis vi melder oss inn i EU mister vi taleretten i FN, på klimamøter osv, siden EU har en felles utenrikspolitikk og dermed må de forsvare det alle medlemslandene blir enige om. (Les, Tyskland, Frankrike, Spania, Storbritannia og Italia) Og da blir det ganske utvaskede krav de kommer med.

EØS omfatter derfor bare en liten del av EUs vedtekter. Men virkningene av avtalen har blitt tydeligere de siste årene og har vist seg som en trussel mot demokratiet i Norge. Norge må trekke forslag i sak etter sak hvor de har tolket EU-regler med sunn fornuft og sosiale hensyn. Dette har ESA og EFTA-domstolen slått hardt ned på. EUs regler går nemlig foran det Norske demokratiet.

Ulempene med EØS kan også summeres opp i kroner og ører. De er størst i olje og gassindustrien. Anbudsordningen og oljedirektivet gjør at oljenæringen taper markedsandeler og konsesjonsvilkår som sikret utvikling av norsk oljekompetanse og norsk oljeforsikring ikke kan stilles.
Gassdirektivet styrker gasskjøperne og presser prisene nedover, og olje- og energidepartementet var forberedt på årlige tap på svimlende 9 milliarder årlig. Til sammenlikning er tollavgiftene på fisk til Europa på en halv milliard årlig.

Men de økonomiske forskjellene er ikke den viktigste grunnen til at EØS-avtalen burde debatteres. Det er de kraftige inngrepene EØS tvinger frem mot handlefriheten til styringsorganene i Norge på alle nivåer.

EØS-avtalen gir heller ikke Norge noen muligheter til å gripe inn når vi ser uheldige konsekvenser av markedskonkurransen. Mangel på fri flyt av varer, tjenester og kapital er ikke noe viktig samfunnsproblem i dag. EU retter derfor oppmerksomheten i feil retning, og Norge gjør det samme gjennom EØS. Men vil det hjelpe om vi melder oss inn i EU?

Europabevegelsen klager stadig over hvor håpløs EØS-avtalen er og at vi ikke får bestemme noe som helst. Dette er vi på Nei-siden enige om. Men ja-siden mener at det eneste alternativet er å melde oss inn i EU!

Men slipper vi unna det som er dårlig ved EØS inne i EU? Selvfølgelig gjør vi ikke det. Alle regler for det indre markedet er det samme i EU som det er i EØS. Reglene vil ramme oss på samme måte, uansett hvor integrert vi er i EU, så vil konsekvensene av lovene være den samme.

Det er slik at vi får medbestemmelse over lovgivningen i EU hvis vi blir medlem. Men de siste årene har det ikke vært EØS-lover som har rammet oss hardest. Det er EU-kommisjonens og EF-domstolens tolkning av hva som er i strid med EU-traktaten som har vært det verste. Eksempler på dette er at vi ikke kunne la bedrifter i fraflyttingskommuner slippe arbeidsgiveravgift.
«Slik har det vært med angrepene på hjemfallsretten, på bo- og driveplikten i landbruket, på boplikten i boligområder langs sørlandskysten, på eierbegrensningene i finansnæringa, på frislippet av rusbrusen, på øremerkingen av professorater for kvinner i fag der det bare fins mannlige professorer.» sier Dag Seierstad.

Dette fører til overstyring av stortinget, fylkesting og kommunestyre fra Brussel. Dette skal selvfølgelig endre seg med en gang Norge blir med i unionen.

Men en slik radikal endring av EU-traktatens grunnleggende punkter ter har aldri vært foreslått av noen regjering innad i EU. Dette er ikke så rart, siden alle land er nødt til å være enig med det. Hvis Norge blir med vil det være minst 28 regjeringer som vil være enige.
Hvis Norge ønsker en slik endring etter at vi har meldt oss inn, er det ikke da lurt å finne ut om det er noen nasjoner som er enige med oss først? For det å revolusjonere EU fra bunnen alene vil ikke være en enkel oppgave.

Dette er realiteten: Nye EU-direktiver som gjør EU verre kan vi reservere oss mot. Dette er en rett ja-siden som roper om overstyring og demokratisk underskudd aldri har brukt. De går faktisk så langt som å påstå at denne retten ikke er reell og at avtalen vil rase sammen hvis vi legger ned veto. Men hvis dette er tilfellet har Høyre (som kom med dette utspillet) brutt grunnloven da de stemte for EØS-avtalen i 1992.
Men hvis EU-kommisjonen mener at Norge bryter EU-traktaten kan ikke Norge si nei.

Både ja og nei-siden er enig om at EØS-avtalen kunne vært langt bedre for Norge. Når situasjonen er slik må det jo være en mulighet for at vi kan gå i forhandlinger med EU om endringer i avtalen. Men da må Norge ha kommet med konkrete alternativer til en EØS-avtale og utmelding må være et alternativ, hvis ikke har vi ingen god forhandlingsposisjon.

Endringer vi burde få til: rett til å stille strengere miljøkrav i Norge enn i EU. Rett til å ha egen regionalpolitikk som hindrer fraflytting. Rett til unntak fra EUs anbudskrav, for eksempel i kollektivtrafikken og rett til å beholde konsesjonslover som ikke diskriminerer utlendinger, som heimfallsretten.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 /Januar 1992 / 20. årgang

Skatteydernes mareridt 

Momsforhøjelse til 25 % – det eneste bud på borgerlig politik i Danmark. Det er trist, men sandt – de danske skatteydere har haft flere mareridt end drømme i de mange år med borgerlig ledelse.

Arbejdsmarkedsbidraget er ved at blive trukket igennem EF-domstolen og derfor har regeringen (V og C, red.) travlt med at finde nye skatteprojekter eller at forhøje allerede eksisterende afgifter.

Desværre har vi set, at de borgerlige regeringer ikke har turdet – i stedet for flere skatter – at finde offentlige besparelser eller privatiseringer. Det sker heller ikke denne gang tyder signalerne på. Disse såkaldte borgerlige regeringer har i mange år varslet skattelettelser. Det seneste forsøg var i forbindelse med folketingsvalget i december 1990. Desværre har de kun præsteret det modsatte – nemlig at stramme skatteskruen.

Fremskridtspartiet finder det ildevarslende, at der nu igen skal sendes en skatteregning til borgerne. Såfremt Arbejdsmarkedsbidraget bliver erklæret ulovligt, bør den borgerlige regering gøre et forsøg på, at finde besparelser i stedet.

Det vil være en hån imod borgerlige vælgere, at give yderligere skattebyrder. Prøv blot for denne ene gangs skyld i de 9 år – at lempe lidt på de offentlige myndigheders skatteflåning af borgerne. Find besparelserne og lav en kraftig privatisering.

Momsforhøjelsesforslaget burde give enhver skatteminister mareridt og det ligger milevidt fra, hvad en liberal skatteminister (Anders Fogh Rasmussen, V, red.) bør gøre.

Her hjælper ingen hokuspokus med vort daglige brød. Drop dette tåbelige forslag, der vil medvirke til øget sort arbejde og gøre grænsehandelen endnu mere skæv, for slet ikke at tale om forøgelsen i antallet af arbejdsløse.

Johannes Sørensen, Landsformand

www.frp.dk

Læs også: Kun for de blåøjede:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/13/kun-for-de-bla%c3%b8jede/

Læs også: De gamle partiers bedragerier:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/de-gamle-partiers-bedragerier/

Det er sommer, og hjernen er mer eller mindre skrudd av.

Derfor har jeg lite å skrive om på denne bloggen. Men for særdeles spesielt interesserte har jeg besluttet å legge ut bacheloroppgaven jeg leverte på blindern i våres. Den er ikke noe mesterverk – så langt derifra. Skulle du imidlertid nære en forkjærlighet for EF-domstolen og sånn, så er det kanskje ikke helt bortkastet å ta en titt. Trykk på lenken under:

Konstitusjonaliseringen av EU: Hvorfor begynte nasjonale dommere å spørre om rådgivende uttalelser fra EF-domstolen?

Mens andre tilbringer påsken med ski på beina og nesen dykket i en dårlig krim, er jeg kattepasser. Den i utgangspunktet lite krevende jobben har vist seg å by på uforutsette utfordringer. Først og fremst misliker kattene at jeg også benytter tiden til skolearbeid. Slik multitasking vil de ikke ha noe av! Ikke før har tastaturet begynt å virke – så kommer det en katt og setter seg på det:

Ellers går arbeidet med bacheloroppgaven fremover, selv om jeg ennå ikke har begynt på førsteutkastet. Planen er å skrive om juridisk integrasjon i EU fra et konstruktivistisk perspektiv. Det er gjort svært lite av det fra før, noe som er både spennende og vanskelig for meg. Jeg skal prøve å bruke Jeffrey Checkel sine fem hypoteser om endring av preferanser gjennom sosialisering og argumentasjon for å forklare nasjonale domstolers anerkjennelse av EF-domstolens doktriner. Jeg synes ideen har potensiale, men det gjenstår å se hva jeg klarer å få ut av det…

Den unge konservative folketingskandidat i Århus-området, Nicolaj Bang, har også begået en lille rejsebeskrivelse fra den tur til Bryssel, som jeg også var på i sidste uge. I modsætning til det indlæg af Christian Skov, som jeg henviste til i mit forrige indlæg her på bloggen, handler Bangs om vores møde med Europa Parlamentets generaldirektør, som er dansker, og som har en særdeles “pragmatisk” holdning til EUs nutid og fremtid; mere pragmatisk end min ihvertfald.

Nicolaj Bang spurgte på et tidspunkt ind til EF-Domstolens rolle for fællesskabet, set i lyset af domstolens fortolkningsstil af EUs traktatsgrundlag. Denne fortolkningsstil går kort ud på, at domstolen forholder sig til bestemmelserne på en udfyldende og formålsorienteret måde således, at traktatsgrundlaget gøres dynamisk.

Nicolaj Bang mener det er betænkeligt at domstolen har en sådan fortolkningsstil, da den skulle være årsagen til, at Metoc dommen, om friheden til at bevæge sig hvorhen i Unionen man vil, er blevet afsagt.

Jeg ved ikke helt om jeg er enig i at der er tale om et problem her; ensige et udslag af en alt for dynamisk fortolkningsstil.

Den lovgivnignsprægede jura er jeg ikke selv så glad for fordi, den, som jeg ser det, er med til at skabe afstand mellem juraen og de meget menneskelige handlinger, som den forsøger at regulerer. Dertil er et common law og equity-system, funderet på en retstradition og normer, langt mere tiltalende. Her afspejler juraen mere tydeligt samfundet som det er, og ikke som det, efter lovgivers mening, bør være.

Når man fortolker en juridisk tekst på traktats- eller forfatningsniveau bør man, efter min mening, forholde sig til teksten som den er, set i lyset af det formål bestemmelsen havde, da den blev skrevet. Hvad er det oprindelige formål med teksten? Hvis bestemmelsen skal have et udviddet indhold må det være op til lovgiver at ændre bestemmelsen – ikke domstolene.

Når det så er sagt bør en domstol aldrig føle sig for god til at fortolke lovgivningen normativt. På rettighedsområdet ville det nærmest være utænkeligt, hvis ikke den normative natur af en given, lovbeskyttet rettighed ikke på et eller andet punkt ville spille ind.

Det er jo også det man ser i USA: Hvad står der i teksten? Og hvilken intention havde lovgiver med at skrive den.

Jacob Machamgama har en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen i morgen, siger han via Facebook. Cool! Mon det har noget med visitationszonerne i Københavnstrup at føre? Det bliver under alle omstændigheder spændende at se, hvor (lidt/meget) normativ den vil være.

Jeg har selv været forbi ugeskriftet i dag og kan se, at der er en artikel fra lidt tidligere i år med en helt utrolig god titel: “Kære meddommer; ingen domstol i Den Europæiske Union vil være enig i din fortolkning . . .” hedder den.

Desværre kan jeg ikke linke til den, da man skal have særlig adgang til UfRs hjemmeside, men referencen er UfR 2009B.5 – hvis du ved hvad det betyder, ved du nok også hvor du skal finde artiklen.

Den behandler domstolenes pligt til at fremlægge spørgsmål af EU-retlig dimension for EF-Domstolen i inappellable sager, og afsluttes med en god gammeldaws systembetragtnign:

Det er normalt en af sidsteinstansretternes væsentligste funktioner at fastlægge den definitive fortolkning af gældende ret. Dette gælder imidlertid ikke i relation til EF-retten, hvor den endelige fortolkningskompetence tilkommer EF-domstolen. Uanset om en national sidsteinstans måtte være bedre til at fortolke EF-ret end de underordnede nationale domstole, er det kun igennem en forelæggelse for EF-domstolen, at den definitive fortolkning og den deraffølgende stabilitet og sikkerhed i retsanvendelsen endeligt etableres.

Berlingske Tidendes lederskribent har Socialdemokraterne og SF’s fælles integrationspolitik lige på kornet.

Men integrationspolitik er jo i praksis andet end pæne ord. Når det i udspillet f.eks. hedder, at »ingen boligkvarterer, skoler og børnehaver skal stå for integrationen af mere end 30 pct. socialt udsatte indvandrere,« – hvordan harmonerer det så i praksis med, at vi i Danmark har fri bosættelse og frit skolevalg? Hvilke tvangsforanstaltninger forestiller de to partier sig, man realistisk kan gennemføre for at skabe den ønskede harmoni i integrationen af udlændinge? Nærlæser man de 14 initiativer, skinner traditionel venstrefløjspolitik igennem: Der er mange nye skattekroner og offentligt ansatte gemt i striben af velmenende forslag. At man kunne gå en anden vej og gennem en ny og mere dynamisk skatte- og erhvervspolitik skabe grobund for, at endnu flere indvandrere og flygtninge kommer i arbejde og dermed både forsørger og integrerer sig selv, synes ikke at være en tanke, der har været gennem partiernes mødelokale.

Regeringen og oppositionen giver os blot forskellige versioner af den samme integrationspolitik: Åbne kasser og lukkede grænser. Men denne model er ikke holdbar.

Hvad enten vi bryder os om det eller ej, bliver Danmarks udlændingepolitik i stadig højere grad bestemt af EU og EF-domstolen. Her går bevægelsen i retning af åbne grænser, hvilket vil give borgere over hele verden mulighed for at nyde godt af den danske velfærdsstat og dens høje sociale ydelser. Ydelser, som skal betales af de flittige danskere, som det høje skattetryk ikke formår at fordrive.

Men selv hvis det var muligt at holde grænserne hermetisk lukkede, ville det ikke gøre de åbne kassers politik mere holdbar. Indfødte danskere mestrer nemlig også kunsten at lade sig forsørge på det offentliges regning. Og for den hårdtarbejdende skatteyder kan det være ligegyldigt, om bistandsklienten hedder Mads eller Mustafa.

Måske tiden var inde til en ny politik? Med åbne grænser, lukkede kasser og lave skatter. En politik, der byder alle virkelystne indvandrere velkommen og lover ikke at binde dem til andres byrder. Se, dét ville være et frisk pust!

Efter en næsten pinlig lang blog-pause (men man skal vel holde noget ferie så man kan skrive speciale…) er jeg tilbage.

Sagen om den såkaldte Udlændingeservice og chefen Birthe Rønn og hendes ministerium bliver bare mere og mere absurd. Det er lykkedes for regeringen af lægge røgslør ud i forhold til EF-Domstolen og (mis)forholdet mellem dansk og EU lovgivning.

Om man støtter en aktivistisk domstol eller ej, så er vi medlem af EU og har dermed accepteret Rom-traktatens fire friheder: den frie bevægelighed af varer, tjenester, kapital og arbejdskraft indenfor EU. Den frie bevægelighed af arbejdskraft betyder at man frit kan arbejde overalt indenfor unionen og tage sin famlie med. EU-diskussionen og dens liberalistiske grundpiller kan man diskutere, men det har intet at gøre med at en overlagt vildledning af borgerrettigheder!!!

Som jeg hørte en klog mand sige i mandags så er det pudsigt at borgerrettigheder nu bliver kaldt ‘huller i lovgivningen’.

Vi har at gøre med to vidt forskellige diskussioner og de skal holdes adskilt. Det er udemokratisk og en skamplet på VKO at lægge røgslør ud, for at undgå en ny Tamil-sag.

Diskuterede regeringen domstolens rolle efter Vaxholm- Viking- og Rüffert-dommene? Nej, hvilket er hyklerisk, specielt da konflikt- og strejkeretten hører ind under nationale arbejdsmarkedspolitiske forhold og er derfor en uacceptabel udvidelse af domstolens beføjelser; en domstol der tager udgangspunkt i individuelle, frem for kollektive rettigheder. Maastricht-traktaten slog fast at EU ikke kunne beskæftige sig med løndannelse, organisations- og strejkeret (Rom-traktatens artikel 137).

Den nye dom om fri bevægelighed stadfæster i princippet regler fra 1957, implementeret med Fællesakten (og det Indre Marked) fra 1987 – uanset om man kan lide det eller ej.

Diskussionen om frihederne, samt domstolens aktivistiske rolle kræver intet mindre end en reevaluering af EU-projektet – noget regeringen helt klart ikke vil. Det Indre Marked er grundlæggende et liberalistisk projekt, men EU giver samtidig rettigheder der står i skærende kontrast til de danske.

Det er på tide både EU-tilhængere og modstandere indser dette – uden at vi glemmer at ministerens embedsmænd vildleder de mennesker de er sat til at ’servicere’.

Slutteligt et citat af Joschka Fischer der egentlig illustrerer EU-debatten meget godt:

”Er ideen om et Europa, som konstant ligner en byggeplads, tilstrækkeligt til at kunne begejstre vore borgere? Ønsker de efterhånden ikke at vide hvordan bygningen på et eller andet tidspunkt kunne komme til at se ud, og hvor deres plads i bygningen er?”