(Jeg havde egentlig akkurat slukket book’en og lagt mig i sengen med min Ejersbo-roman, MEN. Jeg indså noget lige pludselig! Og jeg ringede med det samme til den kære Sissel Lindhardt (Greeen), for at få det bekræftet:)

Jeg savner jo slet ikke den her dreng. Jeg er alene og ensom, og derfor bilder jeg mig selv ind, at det er ham jeg savner – når det i virkeligheden blot er følelsen af samhørighed – følelsen af at være tæt på et andet menneske – og dét at være elsket af et andet menneske. Det er den følelse, jeg mangler, og dét, jeg har brug for (og dét er sgu da noget en erkendelse, ikke?).

Sådan tror jeg virkelig, der er så meget, vi bilder os selv ind. Jeg tror, mennesket gør handlinger, hvis motiver det ikke er i stand til ærligt at forklare det selv – og at mennesket rummer følelser, hvis egentlige ophav det ikke har mod til at konfrontere sig selv med og derfor vælger at fortrænge. Kan du følge mig? Jeg er overbevist om, vi i nogle tilfælde er styret af og handler ud fra en særlig underbevidsthed, vi ikke selv er i kontakt med. Vi behøver en konkret bevæggrund til at forklare – måske retfærdiggøre – vores handlinger(/følelser), og derfor opspinder vi helt automatisk en umiddelbar, periferisk og sådan set “lettilgængelig” forklaring (som f.eks. “åh, jeg savner ham”) –j netop for at skåne vores sjæl og flygte fra essensen (der nemlig ikke nødvendigvis er den muntreste af slagsen… Følelsen af ensomhed og at være alene er f.eks. ikke den typiske indikator på den umiddelbare "superwoman" – slet ikke når der omkring én myldrer med forelskede kærestefolk og lykkelige kernefamilier… Vil jeg bare lige pointere).

I virkeligheden er det en smule beundringsværdigt, vi kan narre os selv så aldeles. Er det ikke? Tænk lige. Jeg var lige ved at bilde mig selv ind, jeg savnede den her dreng – engang i tidernes morgen forsøgte jeg endda at overbevise mig selv om, jeg var forelsket i ham. HA! Ynkeligt.

Sissel sagde til mig, at det er de færreste, der kan gennemskue sig selv. Det er dét, jeg vil. Gennemskue mig – gennemskue dig – gennemskue verden. Jeg vil grave under alle lagene – jeg vil nå ind til kernen af alting. Jeg tror, det kræver energi, og jeg tror, det kræver mod. Men jeg har det, jeg kan det, jeg vil det, og jeg GØR det!

Ps. Sissel glæder mig. *hjerte*

Af Susan Sontag.

“UBESKRIVELIGT. Så fantastisk hun var. Så enestående og unikt et individ hun var. Som hun dog berigede denne jord. Og sikke et tab – ikke blot for menneskene, der stod hende nærmest, men for den ganske verden – da vi mistede hende. Jeg mangler hende. Jeg har brug for hende. “           

Det har jeg virkelig. Hun er mit forbillede – hun er min sjæleveninde.

Hun inspirerer mig.

Hun fascinerer mig.

Hun beriger mig.

Jeg eksisterer ikke. Tror jeg. Skillene mellom meg og snøfnuggene som sakte flyter forbi hviskes ut, og jeg slutter å være… eller så er jeg mer enn noensinne. Det er når verden oppleves sidelengs at alle sanser øker til en størrelse som dekker verdensrom og som likevel ser hvert minste støvkorn. Jeg puster og jeg er. Jeg lurer på om ordene mine noen gang vil strekke ut om min egen sfære. Jeg lurer på om jeg noen gang vil bli definert som et menneske. Jeg merker at tankene mine er ord, men mer enn ord, og likevel ingenting. Verden er dempet av en parallell verden av hvit intethet, som lukker oss inne. Det fyller meg med varme. Jeg er mer vinter enn menneske. Jeg merker at tårene renner og fyller sansene med vått, salt, og overveldende følelser fra barndommen, da det var greit å gråte, da vinteren var der og jeg var alene i snø med fnuggene og stjernene og lukten av friskhet som bare kommer med isvær. Jeg la meg ned i det hvite og håpet at hvis det ble kaldt nok ville jeg forsvinne sammen med snøen og verden bare ville være tanker. Tanker som er mer enn ord, og hvitt og tårer. Da forsvant skille mellom meg og verden, og alt var godt.

Litteraturelskere som mig selv, vil måske genkende min reference til Franz Kafkas kendte roman “Processen”.

For de som ikke har kæmpet sig igennem denne fantastiske historie, vil jeg her bringe et kort oprids af handlingen. Bogen handler om en ung mand, Josef K. eller bare K. som bliver anklaget for en forbrydelse. K.’s eneste problem er imidlertid ikke blot, at han er blevet anklaget for en forbrydelse, hans største problem viser sig at være, at finde ud af hvilken forbrydelse han er anklaget for.  Gennem romanen følger vi den stakkels mand gennem en kompliceret labyrint af offentlige kontorer, domstole, advokater og skrankepaver. K. ender naturligvis med at dø uden nogensinde at finde svaret.

Og hvad har det så med mig at gøre? Jo, nu skal I bare høre

Inden jeg og de fantastiske 4 rejste til Irland blev vi fra seminariets side husket på, at det var særdeles vigtigt at vi selv undersøgte hvordan vi var forsikrede, inden vi rejste ud i den store verden. Som de fornuftige unge mennesker vi er, gjorde vi naturligvis vores forarbejde godt. Vi er alle forsikrede i Lærerstandens Brandforsikring, som vi kontaktede som de første. Her fik vi at vide, at selvom vi havde en rejseforsikring hos dem, var vi under praktik ikke nødvendigvis forsikrede. Her gjaldt særlige forhold, så vi blev henvist til Gouda forsikring, som kunne hjælpe os med den relevante tillægsforsikring.

Vi fik vores rejsearrangør til at kontakte Gouda og redegøre for vores forhold. Til Gouda henvendte hun sig på vores vegne, forklarede at vi skulle til Irland, og at vi ville være i praktik der. Hvilken forsikring ville vi have brug for? De meldte tilbage med et tilbud på en hundedyr tillægsforsikring gældende i 28 dage, for små 500 kr.

Vi slog til. Forsikring er jo skide vigtig! Vi vender tilbage til denne Gouda forsikring senere.

I tillægsforsikringen var det understreget, at vi skulle være i besiddelse af et blåt EU sygesikringskort. Aber natürlich – det kunne da ikke være så svært!

Men dét kunne det!

Vi gik på nettet for at bestille det blå kort. To af os anførte, at formålet med vores rejse var “erhverv eller studie”. Det skulle vi aldrig have gjort. Jeg fik en besked på min skærm om, at eftersom jeg havde afkrydset den givne boks, skulle jeg kontakte min kommune for at få kortet frigivet og tilsendt. Kein problem.

Selvom jeg var lidt småsyg kunne jeg da godt lige slå et smut op omkring min lokale Borgerservice. Jeg fik et nummer og ventede tålmodigt i små 58 timer. Endelig blev det midt nummer, og jeg fremlagde mit ærinde for den meget lidt entusiastiske medarbejder. Han sukkede lidt, løftede øjenbrynene højt og masserede næseryggen før han slog ud med armene og sagde med en overbærende stemme “Øh… Har du for eksempel prøvet at gå på nettet og bestille det igen og måske ligesom øh…. undlade at krydse af i boksen?” Jeg følte mig meget dum, men indvendte “Nej, men altså der stod jo at jeg skulle henvende mig til jer.” Manden, som mest af alt lignede én der kunne springe ud af vinduet når som helst, sagde med meget lidt tålmodighed i stemmen og med fingeren på “næste nummer”-knappen: “Nej, men prøv lige at gå ind og bestille det igen, ik! Farvel.”  Han slog med en sløv håndbevægelse over mod en af deres opstillede computere med internet adgang.

Jeg gik med bøjet hoved over for at bestille mit kort igen. “Der er allerede bestilt et EU kort i dette CPR nummer” kunne jeg læse på computeren. SUK!

Jeg havde maveforgiftning, diarre og feber, så i stedet for at løbe over og råbe af det håbløse menneske ved skrivebordet, gik jeg hjem.

Jeg ventede en uge. Intet kort. Jeg greb knoglen og ringede til Kbh’s kommune. De kunne ikke hjælpe mig, sagde de. Jeg skulle have fat i personregistreret – ja, spørg mig ikke hvorfor. Jeg ringede til personregistreret, og de havde ganske rigtigt med mit kort at gøre, sagde den rare dame i telefonen. “Jeg sender lige dit kort afsted – du har det indenfor 5 hverdage.”

Mmmmh… dejligt. Altså allerede inden fredag! Så glad og tilfreds ventede jeg på mit fine nye kort. Men om fredagen var der endnu intet kort. Jeg ringede til personregistreret. Jo jo, mit kort var skam på vej – det skulle være der om 5-7 hverdage. Næste fredag var det stadig ikke ankommet, så jeg gentog proceduren. “Du har det om en uge – maks!” Næste uge var det stadig ikke ankommet, så jeg måtte igen tale med mine gode venner i personregistreret – nu var jeg måske knap så tålmodig “Ja, jeg kan se det er på vej. Du har det indenfor 5 hverdage.” Jeg var træt “Jamen jeg rejser om 4 dage!” indvendte jeg. Ja, det var jo virkelig ikke deres problem, og så ellers måtte jeg jo henvende mig hos Borgerservice.

Jeg traskede op på Borgerservice. Igen. Damen som udleverede nummer grinede lidt og sagde, at “så hurtigt gik det jo virkelig ikke med det blå kort” og “så skulle jeg jo have bestilt noget før”. På daværende fredag var det ikke mindre end 5 uger og 1 dag siden jeg bestilte mit kort på nettet.

Efter de obligatoriske 58 timers ventetid kom jeg til, og den flinke dame ved skrivebordet var særdeles hjælpsom. Intet problem, hun skulle da bare lige printe mig et midlertidigt sygesikringsbevis. Det var lige så godt. Hun trykkede på computeren, klik klik klik, gik ud til printeren og kom glad og smilende tilbage med et hvidt stykke papir til mig. “Arh, puha – tusind tak.” udbrød jeg taknemmeligt, da jeg sad med det i hånden.

Endelig! Jeg var meget lettet. Lige til jeg fik set ordentlig på dette midlertidige EU-kort. “Øhm, du – nu er det jo sådan at jeg skal til Irland,” startede jeg “Ja?” svarede den hjælpsomme dame ”og ovre i Irland taler de så vidt jeg ved, ikke særlig godt dansk. Og de læser næppe dansk. Men den her attest er jo UDELUKKENDE på dansk.” Hun så lidt irriteret ud nu. Men hun sagde ikke noget. Gloede bare blankt på mig. Hun forstod åbenbart heller ikke dansk. Jeg følte mig nødsaget til at skære det ud i pap, så jeg fortsatte: “Øhm, ja, ser du. Hvis nu jeg bliver syg og viser den her attest, så er det jo for en ikke-dansk talende person bare et hvidt stykke papir med en hel masse uforståelige bogstavsammensætninger. Det kan jeg jo dårligt dokumentere noget med. Her er ikke en gang et tlf-nummer til dansk sygesikring eller Kbhs kommune.” Nu var hun træt af mig, tror jeg. “Nej, men det er altså sådan de er. Var der andet?” Jeg var også lidt træt af hende. “Nej” sagde jeg og vendte mig om. På vej væk nåede hun at mumle noget om, at “ellers må man jo bestille sit kort i god tid.” Jeg overvejede muligheden af at vende sig om og levere en flyveskalle, men jeg gik i god ro og orden ud af Borgerservice med mit hvide stykke papir.

Mange tak for hjælpen!

Velkommen til Københavns Borgerservice

Sissel Grøn.

Jeg har lyst til at ligge vågen i mørket hele natten. Lyst til ingen planer at have for morgendagen. Jeg har lyst til bare at lytte til Edith Piafs hjerteskærende sange om at danse en vals med kærligheden – j’ai dansé avec l’amour. Jeg vil også. Jeg vil også! Og jeg vil forsvinde i en rus af hårde stoffer, svæve over jorden, med lukkede øjne og ansigtet vendt mod himlen. Jeg vil fordybe mig i bøger og forsvinde til hemmelige verdener langt herfra. Lytte til cellomusik og ulykkelige violiner, lade tonerne bære mig, og sammen med dem svæve ud i verden – over gyldne marker, grønne enge, bjergtoppe beklædte med sne, blomsterlandskaber, rød ørken og stillle, mørke have.

Jeg ønsker ikke at skulle noget. Ikke forholde mig til noget, ikke forstå noget. Ikke engagere mig i noget eller nå noget.

Jeg vil ikke være til stede – jeg vil bare være til.

*Ps. Jeg ved det godt. Jeg må tilbage til virkeligheden. Tilbage til skolen, ansvaret, forventningerne og forpligtelserne. Jeg ville så gerne være min egen – et selvstændigt væsen uafhængigt af alt andet. Jeg må til at forstå, at jeg kun er en brøkdel af et langt større spil – at jeg indgår i tusind sammenhænge – som en myre i en tue. Jeg kan ikke bare forsvinde – jeg har min funktion. Find din plads!

Så sulter man lidt. For marvens skyld. Så hader man lidt. For kærlighedens. Så drukner man lidt. For en strandhuggers nåde. Så skyder man lidt. I blinde. Så håber man lidt. Om ikke andet. Så viger man lidt. For at kende. Man strør lidt salt. For at såre. Og glatter lidt. For at trøse. Så venter man lidt. På øjeblikket. Og skuffes lidt. Over samme. Så drejer man lidt. På knapperne. Og slækker lidt. På kravene. Så ældes man. Af pligt. Og fældes. Af svigt.

Så skriver man lidt. For hvad ellers.

Mine tanker og følelser. Min sorg og min lykke. Min angst og svaghed, min styrke og mit mod. Mine hemmeligheder, mine parader og min facade. Alle disse ord, jeg ellers ikke kan få over mine læber. Det her er min dagbog. Mit væsen. Alt hvad jeg rummer – det inderste og allderdybeste. Jeg tror, det her kunne blive mit livsværk. Det er al fald mit liv.

Susan sontag i sin dagbog: “I denne dagbog udtrykker jeg ikke blot mig selv mere åbent, end jeg kunne gøre over for nogen anden person; jeg skaber mig selv”.

(Jeg tror, jeg kommer til at skrive i denne blog for evigt. Resten af mine dage. Måske bliver det sidste, der skal stå i den nogle af mine allersidste ord i verden. Mit farvel? Min egen nekrolog? Who knows.)

1. Seksualitet og begær + min egen homoseksualitet.

2. Mine tanker om og angst for døden.

3. Forholdet mellem min mor og far, som jeg tror efterhånden er drænet for følelser, lidenskab, forelskelse og kærlighed (jeg vil betragte dem, søge at forstå dem, og jeg vil finde ud af, hvad der får dem til at blive sammen. I skrivende stund aner jeg det ikke).

4. Lone Hørslevs udtalelser om ensomhed + ikke at kunne formulere sig mundtligt men kun på skrift + mine egne refleksioner omkring det.

5. Min inderlige fascination af (og identifikation med) Susan Sontag + min sorg over, hun ikke lever.

6. Mine tanker omkring spiseforstyrrelser.

7. Mine tanker omkring selvmord.

8. Mine tanker omkring forelskelse.

8. Denne splittelse – eller… disharmoni i dét menneske, jeg fremstår som i praksis (ude i “virkeligheden” og blandt andre mennesker), dét menneske jeg selv opfatter mig som, og dét menneske, jeg helt oprigtigt er.

Jeg har så meget at sige. Og så kan man spørge:  “Hvorfor GØR du det så ikke?”, og hvor er det et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg er i stand til det lige nu. Jeg ved ikke, hvorfra jeg skal begynde, eller hvordan det skal endes. Goddamn.

Hun må mærkes for at røre.

Røres.

Salt mod sår mod trøst.

død dagbog egoisme

eksistens

ensomhed facade fascination

filosofi fotografier

haruki murakami forfattere 

identitet kærlighed

kultur kunst lyrik musik nina johanne

passion poesi politik susan sontag SUF

savn selvmord sind litteratur

udmattelse undskyld univers

… Jeg begyndte helt at tvivle på, om der overhovedet var nogen, der læste min blog. Eller om det bare var for min egen fornøjelses skyld. Det kan nemt komme til at føles som en monoton monolog, synes jeg. Men her den anden dag fandt jeg ud af, at man via nogle statistikker faktisk kan se, hvor mange besøg der kommer på ens blog. Fra de sidste dage: Jeg gik fra 26 besøg den ene dag, 92 den anden, så 304 og i dag 377. Tre hundrede og syv og halvfjerds. Jer der læser den – for der MÅ jo være nogen out there then – jeg er meget taknemmelig og beæret over, I gider. Deeply.

Jeg tror ikke troen og slet ikke mistroen

ps. i går havde jeg et besøgstal på 92. i dag er det nået op på 210. wauw.

(** besøg i dag i alt: 304. ** nummer 5 på listen over wordpress’ hurtigst voksende blogs! warhau.)

pps. jeg er faktisk slet ikke så vigtig. dét er du heller ikke. i virkeligheden er vi vel hver især lige så ubetydelige som en en myre i en tue. one of a billion. – “life sucks, huh?”

… jeg forstår det simpelthen ikke. at vi kan være vidne til de her ting, og intet gør ved det!; at vi kan betragte andres lidelser, mens vi selv læner os tilbage i lænestolen. det er simpelthen fælt, og noget af dét, jeg ikke kan fordrage ved den her verden. urgh.

apropos at betragte andres lidelser – så vil jeg anbefale susan sontags essay, “at betragte andres lidelser” (på engelsk: regarding the pain of others). det er i virkeligheden én lang refleksion over hvordan vi påvirkes af disse billeder, hvor ondskab, rædsel og lidelse fortæller historien. det er en strøm, som bringer verdens grimme virkelighed ind i vores ellers så trygge stuer. hvad er det, vi gør? vi vælger at ignorere de her lidelser, og se bort fra denne… ja, verdens smerte (!), vi burde forholde os til. måske bunder det i en egoisme og kynisme – eller måske skyldes det bare, at dets omfang forstørres til en dimension, der ganske simpelt overgår vores fatteevne? what do I know.

lad mig forresten også citere tina dickows sang, “some other day”:

i watched a flood on my tv today/i couldn’t say from where,/ just another flood on my tv./i wasn’t bothered,  it was far away/worlds away from here/from my family and me./but just for a second a could feel/this safe and independent life of mine is not real/just for a second i could hear/steps of panic neighbours/this sound of fear.when will i go and make a change/i got the time and i let it waste/i frown at people who don’t care but/i’m just the same/i wanna make a difference/maybe some other day…

“…og jeg kunne gå ud

og forsøge at redde verden i dag

…men jeg nøjes nok med

at vande mine blomster.” – pastiche

- lyt til sangen  hér.

  se forresten flere af hans billeder i albummet her, eller alle fotografier på hans hjemmeside, http://www.jamesnachtwey.com/

Se fuldt album

og til sidst vil jeg gerne genposte en del af mit tidligere indlæg, “hvad jeg tænker i min rus”: 

"jeg vil ikke, jeg KAN ikke leve det her smålige, privilegerede liv i det her nationalistiske, småborgerlige samfund så længe jeg ved, at kvinder brændes ihjel for at have haft sex uden for ægteskabet og så længe homoseksuelle afrikanere pines og torteres til døden…", og hun nævnte en række af andre forfærdeligheder, dé ting, vi er klar over finder sted, men som vi aldrig, aldrig vil være i stand til at kunne fatte, vores verdener kunne ha været to individuelle universer flere lysår fra hinanden, men det ér det ikke, det hele foregår her, lige hér. adskilt af en verdensdel, et kontinent, et ocean fra hinanden, et hav. en nation. en by. en gade… det foregår lige her.
jeg fik lyst til at tage min veninde i hånden, kigge hende i dybt i øjnene og fortælle hende, at "vi tager afsted nu", for jeg ville drage gennem kontinentet med hende, jeg ville krydse verdenshavene, og aldrig, aldrig nogensinde ville jeg lukke mine øjne, aldrig ville jeg vende blikket væk fra verden. jeg ville finde disse steder; dét land tynget af den tørreste tørke; dét land ramt af den hårdeste hunger; landet smadret af den brutaleste krig; alle forfærdelighederne, al elendigheden, dén måtte jeg se, jeg måtte gøre noget ved den.
i et kort sekund så jeg dét som noget, vi rent faktisk ku gennemføre, hende og jeg, os to, for jeg følte mig så stærk med hende, men… "vi sveder da også som heste hen over vores egen historie", og vi tror vi kan så meget, – sandheden ramte mig som en våd klud i fjæset:
vi var bare os… hvem? ingen… to frustrerede gymnasiepiger på en bænk til en skolefest… desorienterede væsner… forvirrede skabninger… mekanismer… to skrøbelige substanser kylet ud i verdens tomrum, det hele føles så ustyrligt og potent, men vi er små. magtesløse. måske findes der ingen større mening med noget af det. vi ér, vi skal være og blot forblive en mikroskopisk del af et uendeligt univers’ intethed…

**

- jeg beklager, det hele blev lidt rodet. nogle gange er en rodekasse med et væld af flygtige,  usorterede indtryk måske bedre end de “korrekte”, dybfilosofiske, “helstøbte” formuleringer.

sidste foredag med murakami tonight. og lige inden et besøg forbi filosofisk boghandel. årh, ham jan visby dér. mums.

Nætterne går, uden at man ved af det.

Glemsel og erindring i tæt dans bag øjenlåg og sitrende krop. Lagner krølles, stjerner glimter uanfægtet og alt er væk og uendelig tilstede på samme tid. Nætterne går. Uden at man ved af det. Uden at man ved. Med hvad.

Dagene går og man ved det kun alt for godt. Man standser og hiver efter vejret. Men dagene går uanfægtet videre og man må hænge på. Hænge i og hænge ved. Hænge efter. Altid to skridt for sent og på et hængende hår. Dagene går alligevel. Hvadenten man når dem eller ej.

Sådan er det og det er godt nok. Eller sådan er det og det er det. Så. Eller noget.

I dag vidste jeg det. I dag kendte jeg natten og trak den med ind i morgenen og dagen, der fulgte. Jeg var og gjorde, jeg trak vejr og åndede og fulgte med.

Nu glæder jeg mig til natten. Til at hægte mig af og på i samme åndedrag. Lade Karlsvognen trække slæbet og månen styre Ebbe og Flod. Lade ambulancehyl og et selskabs højlydte latter danne lydkulisse for univers og stjerner og andet højttravende patos. Lade fortovsregn genspejle gadebelysningen og natbussers vinduer være øjne.

Lade verden være verden.

jeg ligger i min store, varme seng med en murakami-roman, grøn te og mozart strømmende ud af anlægget. jeg nyder. for en stund i hvert fald – indtil lektierne skal laves, værelset skal gøres rent, underetagen skal støvsuges, kusinen skal passes, hunden skal gåes med, og indtil arbejdet igen ejer mig for penge.

.. så lad mig dog le. lad mig skrige. springe op af glæde. lad mig rejse. drømme. leve (..for fucks sake!).

jeg er blevet så vild med den her kvinde. at læse hendes dagbog – følelsen af at kende hende, og følelsen af at trække sig væk fra resten af verden og have en dyb snak med sin veninde – selvom det er sygt, så elsker jeg den følelse! jeg vil tilbage til 1947, jeg vil studere på university of california, berkeley, og leve mit liv med susan. tænk at man kan være så vild med – og føle sig så “tæt på” et afdødt menneske, som man aldrig har mødt og i virkeligheden heller aldrig har kendt.

det er jo sådan her, jeg lever.. jeg er ikke til stede, jeg engagerer mig ikke. jeg har ingen idé om, hvad der foregår omkring mig, og lige nu gider jeg ikke engang forsøge på at finde ud af det. jeg forsvinder til et ukendt sted ingen kender til, et hemmeligt rum i mit sind, et slags metafysisk skjul – dér, hvor kravene forsvinder, forventningerne, reglerne, ansvaret der bliver pålagt én og med tiden kvæler én; her hvor alle dimensioner ophæves, og der kun er mig og mine tanker tilbage. lige nu behøver jeg ikke andet.

jeg er akkurat vendt hjem fra skolefest, og jeg er simpelthen så fuld. jeg elsker den her beruselse. det er noget af det bedste, jeg ved, og jeg hælder de stærke gajoler indenbords, og jeg hiver på den friskrullede joint og tager et sug så dybt, at det føles som om min hals skal brænde op i flammer. alle sociologerne og alle videnskabsmændene og alle de andre millioner af intelligente eksperter, som "kender særligt til emnet", udtaler sig om dette, de udviser deres bekymring ved denne "drukkultur" og mener, "vi unge" burde være i stand til at lære hinanden at kende på andre måder, for "når vi har drukket, er vi jo ikke os selv", MEN! er vi ik? for hvert et snif, for hvert et sug og for hvert et svidende shot føler jeg, hvordan endnu en væg blir revet ned, dén mur af nøje placerede mursten, vi altid forsøger at bryde igennem. den nedbrydes, den smadres, og i et øjeblik så kort som en sommerfugls flakken får vi lov at vise os selv, se hinanden. da er det, jeg aldrig har følt mig mere, som mig selv, mere ægte end nogensinde.

"jeg vil ikke, jeg KAN ikke leve det her smålige, privilegerede liv i det her nationalistiske, småborgerlige samfund så længe jeg ved, at kvinder brændes ihjel for at have haft sex uden for ægteskabet og så længe homoseksuelle afrikanere pines og torteres til døden…", og hun nævnte en række af andre forfærdeligheder, dé ting, vi er klar over finder sted, men som vi aldrig, aldrig vil være i stand til at kunne fatte, vores verdener kunne ha været to individuelle universer flere lysår fra hinanden, men det ér det ikke, det hele foregår her, lige hér. adskilt af en verdensdel, et kontinent, et ocean fra hinanden, et hav. en nation. en by. en gade… det foregår lige her.
jeg fik lyst til at tage min veninde i hånden, kigge hende i dybt i øjnene og fortælle hende, at "vi tager afsted nu", for jeg ville drage gennem kontinentet med hende, jeg ville krydse verdenshavene, og aldrig, aldrig nogensinde ville jeg lukke mine øjne, aldrig ville jeg vende blikket væk fra verden. jeg ville finde disse steder; dét land tynget af den tørreste tørke; dét land ramt af den hårdeste hunger; landet smadret af den brutaleste krig; alle forfærdelighederne, al elendigheden, dén måtte jeg se, jeg måtte gøre noget ved den.
i et kort sekund så jeg dét som noget, vi rent faktisk ku gennemføre, hende og jeg, os to, for jeg følte mig så stærk med hende, men… "vi sveder da også som heste hen over vores egen historie", og vi tror vi kan så meget, – sandheden ramte mig som en våd klud i fjæset:
vi var bare os… hvem? ingen… to frustrerede gymnasiepiger på en bænk til en skolefest… desorienterede væsner… forvirrede skabninger… ubrugelige mekanismer… to skrøbelige substanser kylet ud i verdens tomrum. det hele føles så ustyrligt og potent, men så små vi er, så magtesløse vi er, og intet i denne verden har nogen større mening. vi ER, vi SKAL VÆRE og evigt blot FORBLIVE en mikroskopisk del af et uendeligt univers’ intethed…

med samme hastighed og præcision som robin hood rammer skydeskiven med en pil… sådan skar det i mit hjerte, da jeg kom i tanke om dig. sorgen ved ikke at vide, hvem du er. "en fremmed er blot en ven, man ikke har mødt endnu", og DU er en gammel ven, jeg aldrig har kendt. "du bor hos to fremmede mennesker, malene, du bor hos to fremmede mennesker." for hver gentagelse i mit hovede faldt endnu en tåre, de tilsluttede sig den stille strøm løbende på min kind. jeg har ikke været ked af det på denne måde før, og aldrig i mit liv har jeg fældet en tåre over dét. min klassekammerat sagde til mig i dag, at "jeg er dansker, og det gør ham ked af det, at jeg ikke kan forstå det," og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. pludselig kunne jeg ikke tænke på andet, end mit tykke, krusede hestehår (thailænderes hår er fint og glat) og min kraftige statur og "velernærede" krop (thailændere er fint bygget og tynde). da vi var på ferie der, spurgte alle menneskene, hvor den søde, lille pige var fra, og de kunne næsten ikke tro det, da mine forældre hævdede, jeg var fra thailand (fordi jeg ikke er ÆGTE thailænder). jeg løb indenfor for at betragte mig selv i spejlet, måske havde jeg næsten glemt, hvordan jeg så ud. tydeligst er i hvert fald, at jeg ikke er en skandinaver. nogen kalder mig for neger, men dét er jeg heller ikke. jeg er ikke en RIGTIG asiater og kan ikke engang kalde mig selv for mulat. en grå, mat hud med en mærkelig grøn undertone – som en slidt bold, måske, der har badet sig i støvet under sengen. jeg tænkte på dét, vi arbejder med i fysik… additive og subtraktive farveblandinger, vi opfatter farver alt efter bølgelængde og lys, og måske havde jeg i virkeligheden en brun, dyb farve (som jasmines fløjlsbløde hud) når lyset faldt rigtigt – næ (hun er mulat, dét er jeg ikke, der findes ikke engang et ord for dét, jeg er… gadekryds?? en kvinde sagde om mig i dag, at "jeg var som en smuk prinsesse i solskin," og selvom ordene var søde, kunne jeg ikke standse min indre hån og latter, for jeg har altid syntes, jeg bliver grimmere i solens lys.)
jeg vrøvler nu. følelserne flyder over, men af alt hvad jeg føler, er det allerstærkeste dette savn (til noget, der aldrig har været). der er noget uforløst, noget, der mangler… et tomrum, der (ganske naturligt) kun kan fyldes ud af dig. jeg må se, at mine store læber, flade næse og buskede bryn, min mørke stemme og platfodede fødder, min naturlige intelligens for sprog og min uduelighed til matematisk tænkning og logik, – jeg må have bekræftet, at alle disse træk stammer fra noget, at disse kvaliteter ikke blot er tillærte men medfødte, medfødte, og at nogen har FØDT mig, jeg må vide, at jeg findes i en anden, jeg må kunne genkende mig selv i én, jeg må kende "mit blod" og kende min mor. dét må jeg. og jeg finder dig, ven… jeg finder dig.

Gad vide, hvor ærlige vi egentlig er over for os selv. Jeg mener … Hvor mange lag er det muligt at pakke sig selv ind i? For tiden er jeg begyndt at tænke meget over, hvorvidt denne "mig" i virkeligheden er mig. Min selvopfattelse er vel udelukkende bygget på – eller i hvert fald radikalt påvirket af – den måde, jeg ønsker at se mig selv på. Ubevidst. Jeg forsøger så vidt muligt at være ærlig over for mig selv og betragte mig selv for oven, men jeg tror, det er mere kompliceret, end som så. Måske er mit ægte "jeg" i virkeligheden et helt andet end dét, jeg bestræber mig på at være – hvad jeg ønsker at se – søger at fremstå og fremstilles som?

ALTSÅ. når jeg tænker, "jeg aldrig kunne finde på at begå selvmord", "jeg fatter ikke, nogen kan have det så dårligt" og at "jeg simpelthen elsker livet for meget til overhovedet at komme i den situation at overveje at slå mig selv ihjel" … så er det sgu da ikke en cadeau til mig selv og et klap på skulderen for at være lykkelig og "livsnyder". demonstrerer det ikke bare en total mangel på (vilje til) forståelse, mangel på indsigt?
jeg får en kvalm smag i munden over mig selv – over at kunne være så skråsikker på, at "jég i hvert fald ALDRIG kunne finde på sådan noget". måske passer det ikke, måske er jeg for hård ved mig selv – men jeg føler, jeg – ved så konsekvent at have tænkt sådan – stigmatiserer dem, stempler dem med et glødende brændemærke, som man stempler en flok beskidte køer. jeg distancerer mig, tager afstand fra det, fordi det er fremmed for mig, uhåndterligt og ubegribeligt, og fordi jeg er en kryster.
jeg forventer og forlanger ikke af mig selv, at jeg skal kunne følge (!!) et menneskes trang til selvmord, men … jeg må da forhelved (forsøge at) FATTE, at der huserer onder i denne verden, som tyranniserer menneskes liv; onder som flænser menneskes psyke og flår sjælene til blods; og dét i en sådan grad, at det kan dræbe os.
selvmord overgår min fatteevne. men dérfor giver det mig også trangen – behovet – til at vide … nej, ikke vide (for hvad ér der at vide og hvornår ved man?) – … forstå, SÆTTE MIG IND I, hvad disse mennesker tænker og føler; hvilken uudtømmelig sorg og frygt, usynlig for mig, der knuger deres bryst; hvilken uudholdelig smerte, der ligger tungt begravet i sjæl og krop – som en kødædende plante, der æder dem indefra …

[Stilopgave, 1.g, 12, med lærerens kommentar: “Fantastisk arbejde, Schmidt√!!!
Du har virkelig evnen og talentet til at kæmpe dig ind i en opgave! Du hersker ret suverænt over begreber, tekster og problemstillinger og din læser føler sig meget velinformeret og stimuleret√!!
Jeg synes det første afsnit er for kort og kontant. Der kunne godt have været flere citater fx og der kunne godt være mere snak om den æstetik, du synes er så fremherskende.
Jeg mener ikke overhovedet det rationelle er i spil i HANS valgsituation, som den er skildret her – rationalet må være det der kommer senere; i erindringen.
To keep the first one for another day, must clearly be in the sense of having the possibility of returning someday. The problem is the Danish word “holde” – you can “holde” something “in mente” – meaning keeping it – and I think that is what Frost means – but I’ll grant you that, that in Danish the meaning could be walkin’ on it for a day or so.”]

”Den vej man ikke valgte” er den danske oversættelse af et amerikansk digt skrevet af Robert Frost (1874-1963). Digtet er fra digtsamlingen Mountain Interval fra 1916 og hedder på originalsproget ”The Road Not Taken”.

Digtet består af 4 strofer og indeholder 5 vers i hver. I versene findes regelmæssige enderim: de sidste ord i 1., 3. og 4. vers rimer, mens de sidste ord i 2. og 5. vers rimer. Altså som ”ABAAB”. Sådan er hver strofe konsekvent bygget op. Digtet indeholder få steder enjambement. Dog skønner jeg, at dette ikke har nogen betydning for forståelsen af digtet, og at oversætteren blot har konstrueret sætningerne på denne måde for at få rimene til at passe. Det samme gælder for neologismen ”gulnende”, som ikke findes i den danske ordbog. Derudover findes ingen uregelmæssige tilfælde af rim, usædvanlige ordsammenstillinger eller på anden måde en ”bevidst” opløsning af ”det normale sprog”. Overordnet kan man sige, at sproget i digtet ”holder sig til reglerne” og er meget traditionelt. Flere ordvalg, formuleringer og ordstillinger indikerer, at digtet ikke stammer fra nyere tid, såsom ord som ”Lunde” og ”at grunde”, samt dét faktum, at substantiverne staves med stort begyndelsesbogstav.

Det benyttede sprog er billedrigt, og mens vi læser det, males forskellige billeder i vores hoved. Den gennemgående rytme og de idylliske beskrivelser får digtet til at emme af æstetik. Mange af sætningerne har både en bogstavelig og overført betydning. Stierne personificeres ved at blive beskrevet som ”sovende” og som nogen, der ”har en trang til noget”.

Handlingen i digtet er umiddelbart lettilgængelig, men mere kompliceret er det at bestemme tiden. Sikkert er det i hvert fald, at fortælleren beretter om en episode i sin fortid. Altså udspilles digtets handling i datiden i forhold til fortælletidspunktet.

Han fortæller, hvordan vejen, han gik på, delte sig i to. Han var klar over, at han ikke kunne følge dem begge og ”forblive én”. Han skuede langs den ene sti, indtil den ”forsvandt blandt buske og sten”. I 2. strofe hører vi, han valgte den anden, fordi han syntes at kunne fornemme, at den ”havde en trang til” at blive betrådt. Senere konkluderede han, at ”færdslen i skovene sådan set havde slidt dem i samme grad”. I 3. strofe fortæller han, han ”kom bort”, og da veje fører til andre veje erkendte han, at han nok aldrig ville komme tilbage igen. I 4. strofe udråbte han et ”Ak!” og fortalte, at han engang i fremtiden ville høre ham selv sige ”To Veje skiltes i skoven, og jeg – / jeg valgte den mindst benyttede Vej, / og det kommer hele Forskellen af”.

Robert Frost har skrevet et digt med en konkret handling, men også med en dybereliggende mening bag. Digtet er på en måde én metafor for menneskenes valg i livet. Fortælleren skal beslutte sig for, om han vil gå af den ene eller den anden vej; han skal træffe et valg. Jeg tror, at netop dét er, hvad digtet egentlig handler om: Valgene i livet.

Tusinde gange gennem livet stilles vi overfor betydningsfulde valg, der skal træffes. Altid vil der være flere muligheder – flere veje at vælge, og vi er klar over, at, ved at vælge det ene, fravælger vi også noget andet. Vi kan have lyst til at udforske begge veje, men som fortælleren allerede ved, ”kan man ikke følge dem begge og dog være én”. Vil man ikke splittes, må man bestemme sig for én mulighed, én vej, lægge sin lid til den og følge den helhjertet. Nogen gange er det ikke muligt for os at se, hvor vejen fører hen og hvad den fører til; oftest kan vi ikke med vores viden og fornuft forudse, hvilket udfald og resultat, vores valg vil have.

Ud fra fortællerens egen vurdering, kan der fastslås, at begge stier umiddelbart ser ens ud. Dog syntes han alligevel at kunne fornemme noget særligt ”græsglemt” og ”sovende” ved den ene. Han mener, den ”har en trang til at gås på”. Måske har den brug for at ”vækkes”. Fortællerens overvejelser er en blanding af nøgterne observationer, rationel tænkning og hans egne følelser. På baggrund af dét faktum, at begge stier er ens og at de ingen følelser kan have, ved vi, at disse blot er forestillinger dannet i personens eget hoved. Noget indeni ham drages af denne sti, og han har et behov for netop at betræde den frem for den anden. Han står over for to muligheder, som umiddelbart virker ens og lige lovende – eller lige håbløse. Til at træffe sin beslutning lader han sig, måske ubevidst, påvirke af sin egen intuition; han mærker efter, hvad der føles rigtigst for ham selv.

”Jeg holdt Nummer Ét en dagstid, men kom bort: / Vej fører til Vej, – det kan ses på hver Kort! / Så jeg kommer vist aldrig tilbage igen.” Jeg har opfattet disse 3 vers på to forskellige måder. Han kan mene, at han venter med sti nummer 1, ved først at gå lidt af den anden. Denne sti fører til nye veje, han farer vild og erkender, at han nok aldrig vil komme tilbage igen. Derved erfarer han, hvad han tidligere har konkluderet: At man ikke kan trave af begge veje. Valg er nødvendige. Selv hvis han beslutter sig for konsekvent at vende om og følge stien tilbage, vil han aldrig kunne vende tilbage til udgangspunktet. Han er allerede blevet en erfaring rigere, og denne oplevelse vil påvirke ham. Han vil se samme situation fra en ny vinkel. Det er ligesom når vi selv går en tur i skoven: På vejen derud lægger vi mærke til nogle ting; på hjemvejen ser vi noget helt andet og nyt. Han vil aldrig kunne vende tilbage, hvor han kom fra.

At han ”holder Nummer Ét en dagstid, men kommer bort”, kan også betyde, at han vælger at gå af denne sti, men senere forstår, at der ikke findes noget her, han kan bruge til noget. Han ”kommer bort” fra dét, han oprindeligt leder efter og søger imod. Det kan være et kortvarigt møde eller bekendtskab, en døende forelskelse, en ikke vedblivende kærlighed eller en anden form for kortvarigt engagement. På den måde er vores tilværelse bygget op af flygtige elementer. Noget er kortvarigt, andet er langvarigt – og det meste er kun midlertidigt. Hele tiden tvinges vi ud på nye, fremmede stier. Vores liv kan opfattes som et spind af små veje, der evigt forgrener sig og bliver til flere. Det hele er foranderligt, og det sikreste af alt er, at vi aldrig vil kunne vende tilbage, til hvor vi kom fra.

Noget mærkbart i sproget er forandringen fra datid til nutid i sidste strofes første to vers: ”Ak ja! – Og jeg hører fra én, som er mig, / de ord i Fremtid langt, langt herfra”. I denne strofe lagde jeg også særligt mærke til ordene ”Ak!” og ”forskellen”. ”Ak” lyder som et udtryk for enten beklagelse, vemod eller anger. ”Forskellen” – er dét en positiv eller negativ forskel? Dét ved vi ikke, for fortælleren fortæller os ikke noget om det. Jeg tror ikke engang, at fortælleren, på dette tidspunkt, ved, om denne forskel er god eller dårlig. Dét kan han først finde ud af, når han har fulgt stien, set hvor den fører hen. Indtil da kan han blot håbe på bedst mulige udfald. Og sådan vil det altid være med de valg, vi træffer. Der findes ingen opskrift eller facitliste. Først senere må vi sande, hvorvidt den rigtige beslutning blev truffet. Indtil da er vi ladt alene med vores tanker, følelser, intuition og mavefornemmelse.

Fortælleren siger: ”jeg valgte den mindst benyttede Vej / og det kommer hele Forskellen af”. Jeg ved ikke, hvor stor betydning det har, at det netop var den mindst benyttede, han valgte. Skal vi hæfte os ved det, vil han måske forsigtigt anbefale, at man ikke altid blot følger med strømmen, og vælger noget, ”fordi alle andre gør det”. Måske påpeger han, at muligheden for at skabe sit eget liv dukker op i dét sekund, man tager en beslutning, der ikke bare er bestemt af samfundets normer, men bestemt af én selv. I så fald handler digtet om individualismen og ”det frie menneske”.

Dog tror jeg alligevel ikke, betydningen ligger i, at han valgte den mindst benyttede vej; snarere i dét, at den beslutning, han traf, ligegyldigt hvilken, har påvirket hans tilværelse. Og på det overordnede plan: Ethvert valg vi træffer har konsekvenser.

Robert Frost formår ubesværet at operere med et komplekst, universelt tema. Dette gør han ved at trække det ned på et konkret plan, hvor det umiddelbart synes nemmere at gå til. Med få ord beskriver han én af livets store udfordringer, nemlig dét grundvilkår at skulle tage beslutninger og træffe valg.

Handlingen springer i tiden, og indholdet er noget kompleks. Dog har digtet samme rimmønster, fast rytme og indeholder i den forbindelse ingen ”finurligheder”. Denne enkle form gør det nemmere for læseren at holde styr på det noget mere flyvske indhold.

Jeg tror ikke, Frost havde i sinde at moralisere eller løfte nogen pegefinger for os. Han ville fremføre virkeligheden for os, og med digtets faste form understreges der, at sådan fungerer livet nu engang. That’s the way it is.

Digtets originalsprog er på engelsk og oversat til dansk af Poul Sørensen. Det virker som om, at det danske sprog behøver betydeligt flere ord for præcist at gengive det engelske. Jeg synes, sætningerne i oversættelsen bliver mere omstændelige. Dog synes jeg, oversætteren formår at bibeholde rytmen og gengive stemningen via det billedrige sprog. Han har holdt fast på rimmønsteret, ”ABAAB”. Dette har måske voldet problemer hen af vejen.

I den danske version 1. strofe sidste vers står der: ”til hvor den forsvandt mellem Buske og Sten”. I den oprindelige version bruges ordene ”bent” og ”undergrowth”. Oprindeligt drejer, buer, krummer, svinger stien sig i underskoven. Den forsvinder i hvert fald ikke som i den danske version.

Et sted jeg særligt lagde mærke til i forbindelse med oversættelsen er 2. strofe 3. vers. I den danske version står der om stien: ”(for jeg fandt, den besad /) en Trang til at gås på, så græsglemt og sovende”. I den oprindelige version står der ”Because it was grassy and wanted wear”. I den oprindelige version synes jeg, stien lyder græsgrøn og indbydende, næsten tillokkende. Jeg synes, man i større grad får forklaret fortællerens beslutning i den oprindelige version. Ordene ”grassy” og ”wanted wear” understreger fortællerens subjektive syn på disse to stier, som i virkeligheden ligner hinanden. Jeg forstår ”græsglemt og sovende” som, at denne sti er forladt, at ingen ønsker at gå på den. Det er så længe siden, nogen har betrådt den, at den er faldet helt i søvn. Samme sti bliver altså beskrevet på en henholdsvis mere eller mindre positiv og negativ måde i de to versioner.

Også i 3. strofe er oversætteren kommet i knibe. I det danske digt, 3. og 4. vers står der: ”Jeg holdt Nummer Ét en dagstid, men kom bort: / Vej fører til Vej, – det kan ses på hvert Kort!”. I den oprindelige version står der: ”Oh, I kept the first for another day! / Yet knowing how way leads on to way”. Altså står der ingenting i den oprindelige version hverken om fortællerens bortkommen eller kortet. ”Men kom bort” og ”det kan ses på hvert Kort!” er et produkt af oversætterens kunstneriske frihed.

Vi bliver ved samme vers ”Jeg holdt Nummer Ét en dagstid, men kom bort”. Som tidligere nævnt, kan dette forstås på to måder. Fortælleren kan gå af den ene sti en dags tid og så fare vild. Men han kan også gå af den anden, gemme den første for en dag for så at vende tilbage til den. På den måde tror han, han kan gå af begge veje, men erfarer så, at det er umuligt. ”Oh, I kept the first for another day!”. I den oprindelige version er tvetydigheden langt større. Det kan betyde, at han holder sig til den første sti. Dog kan ”to keep something” også betyde ”at gemme noget”. Han gemmer stien. Holder han sig til den første sti, gør han det for endnu en dag. Dog kan det også forstås sådan, at han gemmer den første sti til en anden dag. I det engelske digt aner vi simpelthen ikke, hvad fortælleren beslutter sig for. Verset kan have begge betydninger.

I den danske version opfatter jeg ”ak” som værende et vigtigt ord for digtets betydning. På engelsk blev ordet ”sigh” benyttet. Et engelsk ”sigh” kan både have en positiv og negativ betydning: Det kan være et lettet suk eller et beklagende støn. ”Sigh” oversættes til dansk som et ”suk”. Et ”suk” opfattes oftest som ”et lettelsens suk”. Forfatteren har i stedet valgt at benytte ordet ”ak”, som er et udtryk for beklagelse, vemod eller anger. Der findes simpelthen ikke et dansk ord svarende til det engelske ”sigh”, som både kan være et udtryk for noget positivt og noget negativt. Her sad oversætteren med to muligheder og valgte at benytte det umiddelbare mest negative ord.

At benytte et mere negativt ladet ord i oversættelsen påvirker selvfølgelig også opfattelsen. Fortælleren lyder i den danske version mere angerfuld omkring sit trufne valg. I den engelske version kan vi på ingen måde skelne, om fortælleren har en positiv eller negativ indstilling. Heller ikke ved vi, om denne ”forskel” er lig med et godt eller dårligt udfald. Som tidligere nævnt tror jeg, at ikke engang fortælleren på dette tidspunkt er klar over udfaldet. Sådan vil det altid være med de valg, vi træffer. Først senere i fremtiden vil vi vide, hvad udfaldet af vores beslutning bliver.