Selvom jeg efterhånden har været gravid længe, og burde have vænnet mig til tanken forlængst, så gav det alligevel et chok da jeg for lidt siden gik forbi vinduet og opdagede maven i spejlbilledet.  Jeg ser den hver morgen inden jeg tager tøj på, hver dag når jeg kigger ned af mig selv, når jeg laver mad og støder den ind i køkkenbordet og ikke mindst når min mand taler til den og lytter efter sjove lyde. Men alligevel gik det lige nu op for mig, at jeg er gravid. Vi skal rent faktisk være forældre!! Jeg ved godt det lyder syret og dumt, at erkendelsen først lander nu – men pludselig sidder jeg tilbage med en ukendt følelse og en masse spørgsmål – kan vi finde ud af det her? Kan jeg finde ud af det her?

Det er utrolig surrealistisk og helt vildt frygtindgydende! Og det letter mig på en måde at vide, at der er lidt over 3 måneder igen…

Det der med, at demens er ‘de pårørendes sygdom’, må lige tages med et gran salt. Lad det salt være overgangsfasens depressioner, de gode perioders depressioner, de arvelige depressioner og de socialt betingede. Er der flere?

Den første tid efter en diagnose, der lyder på ‘noget med hukommelsen’ må være et ensomt helvede. Angst for livet i fremtiden, angst for døden, skam over at måske ikke kunne kende selv sine egne børn en dag, rædsel over udsigten til at nå grøntsagsstadiet, sorg over at se timeglasset blive vendt en sidste gang.

Vrede, som er det vi andre får at se, må være en form for stresshåndtering, indtil sygdommen bliver umulig at skjule – og endelig kan deles.

Nå, så fik jeg gjort ørelæge-før-høreklinik-ordningen til skamme. Jeg bøjer mig i støvet, undskyld!

I går modtog oldingen os med en teatralsk let kasten sig bagud med hænderne ud for hovedet:
- Jeg er døøøv, bedyrede han, med et stemmeløst råb.
- Men du kan da godt tale, spillede jeg smart i et forsøg på at imødegå et større melodrama.
- D-Ø-V, stavede han i luften.
Ja, det er også synd, man kan godt forstå hans desperation. Tænk at være så isoleret derinde i osteklokken.
- DU SKAL TIL HØREKLINIKKEN I MORGEN, skreg min mand.
- Nåe, hvad tid, spurgte den gamle og vendte tilbage til normaltilstanden.
- KAN DU HØRE MIG NU?
- Jae, men du lyder meget langt væk.

Det var klokken 10 i dag. Og det var fuldstændig spildt. Mandens øregange er cemteret til med ørevoks, som høreklinikken ikke ønskede at rode med. Måske behøver han slet ikke nye høreapparater, bare et bad ‘med det hele’ en gang i mellem.

Næste step er ørelægen. Næstenæste step er høreklinikken igen. Så om en uge er vi på vej fremad.

Livets skole har igen tilsmilet mig en lektion i rummelighed.

Mange 80+børn bor i dag på institution, ufrivilligt placeret i kollektiv med vildt fremmede. De fleste af deres afkom har delt forældremyndighed. Nogle døjer med et helt forældrekollektiv. Internt kappes forældrekollektivet diskret (- vi er vel voksne mennesker!?) om ‘børnenes’ gunst, mens anstrengelserne synes mere og mere absurde, som de gamle kalder alle deres navne, og forskellen mellem afkom og plejepersonale udviskes.

Jeg mødte i dag et blik, der ikke afslørede det mindste tegn på genkendelse. Arv! Jeg er blevet en ‘any body’ og føler mig som en nobody. Mit forsøg på at holde gråden tilbage og få besøget til at blive et festligt øjeblik for den gamle lykkedes nogenlunde.

Nå, det gør nas at se sine surt optjente ufortjente pluspoints skyllet ud med badevandet. Min trang til retfærdig belønning maner til kamp. Men: Ingen fordomme og forventninger. Ingen forskel på folk. Der er kun nuet. Er det ikke de optimale betingelser for en gammel kollektivist?

Jeg kan lide at læse modige menneskers ord.
Interesserer mig for processen, vigtige erkendelser og udviklingen, som følger.

Derfor gør jeg særligt opmærksom på en blogger, som har startet sin blog nogenlunde samtidig med mig. Jeg har bare først fundet hende nu og har brugt noget tid på at læse det hele.

Hun skriver godt, hende “kvinde”.
Hun arbejder med sig selv, rydder op i sit liv, reflekterer, undersøger.
Erkender og accepterer.

Det er så flot.

Jeg har tænkt mig at følge hendes rejse og udvikling med interesse og anerkendelse.

Klik her (eller i min blogroll).

FAT MOD.

Vi er mange, der var forvissede om, at det bestemt ikke kunne ske for os. Måske læser du dette, fordi din kæde ER hoppet af? Måske er det lige før? Du er måske fyldt med skam. flovhed og utilstrækkelighedsfølelse, som netop er Stresssygdommens værste og mest hårdnakkede følgesvende?

Det første, vigtigste og sværeste skridt til at komme videre er; ERKENDELSEN af, at du har det skidt og har brug for hjælp. Det kan være hårdt og smertefuldt at gå vejen mod håbet og fremtiden, men tro mig – det er absolut det værd. Bliv ved med at tale om, hvordan du har det. Vis din sårbarhed, og giv dig selv lov til at sørge over, at du har det sådan lige nu. Og andre lov til at holde om dig og trøste dig.

”Hvordan kommer jeg dog nogensinde ovenpå igen?”

Det spørgsmål rumsterede hele tiden i mig. Der skal jo nok nogle forandringer til, og de kan opleves som skræmmende, for hvad vil disse forandringer betyde i forhold til dine omgivelser?

Jeg var selv skrækslagen, da jeg begyndte at gøre noget andet, end det, jeg altid har gjort; hæftet min troværdighed op på, hvad andre mente. Jeg begyndte rejsen “Ind til mig”, og begyndte at lade være med f.eks. altid at tilbyde min hjælp til andre. Og ved du, hvad jeg opdagede? At den største og sværeste forandring var inde i mig. OG “At øvelse gør mester.”  Efter nogen tid talte jeg med nogle af mine allernærmeste om det. Den tilbagemelding jeg fik, var at jeg er blevet meget mere rolig, afslappet og behagelig at være sammen med. Hva´ sir, du så? Ikke et eneste ord om, at jeg var blevet mere selvisk og selvoptaget.

Rejsen ”Ind til Sig.”

Jeg har to “Tricks”, jeg gerne vil dele med dig. De hjælper mig stadig til at holde mig på mit nye spor. Det første og vigtigste for mig er spørgsmålet:

“Gi´ r det her mening for mig, og hvordan gi´r det mening?”

Jeg oplever, at det altid virker; FØR jeg skal træffe et valg eller en beslutning. MENS jeg befinder mig i en situation, der pludselig bliver ubehagelig eller uhensigtsmæssig. Og EFTER jeg har besluttet noget, og kan mærke, at det føles forkert – at jeg endnu engang var for hurtig til at sige JA! Og så melder jeg ud, hvordan jeg har det. Venligt, høfligt og uden at nedgøre andres holdninger eller beslutninger.

I begyndelsen tog det lang tid for mig at finde ud af, hvad det var det rigtige for mig. Når jeg så havde fundet ud af det, havde jeg ondt i maven over at skulle fortælle min ændrede beslutning.

Nu er jeg blevet meget dygtigere til at opfange mine egne signaler: Føles det behageligt eller ubehageligt? Føler jeg mig opstemt eller drænet ved tanken om det, jeg skal? Det er de bedste målestokke, der findes. Jeg bruger lidt tid og tankevirksomhed på, hvordan jeg bedst får fortalt, det jeg vil sige. Altid tættest muligt på “sandheden”. Ingen timelange undskyldninger og forklaringer (det har jeg nemlig været ekspert i hele livet). I langt de fleste tilfælde bli´r jeg mødt med forståelse og respekt. Og DET styrker jo.

Det er ældgamle, ofte ubevidste mønstre, undertrykte og undertrykkende tanker og følelser, vi skal gøre op med, og det er en lang proces. Men igen: det hele værd.

Det andet trick er “Volumenknappen“.

Forestil dig en radio af ældre model med en lodret skyde-knap. Før i tiden stod min volumenknap på højeste styrke, helt op i det røde felt. Ellers følte jeg ikke, jeg gjorde mit bedste. Efter mit stress-sammenbrud begyndte jeg at skrue ned for volumen, i starten ganske lidt, og ligesom på en virkelig radio, kan det næsten ikke opfattes. Det var en forandring inden i mig, men ingen bemærkede, at jeg havde skruet ned. Det kræver lidt tid og træning at finde balancepunktet mellem, det der føles OK for dig, og samtidig ikke bemærkes. Og med tiden kan vi skrue mere og mere ned, og kun spille højt, der hvor det virkelig gælder. Som når vi hører vores yndlingsnummer i radioen og skruer ned, når det er forbi.

Jeg selv og rigtig mange flere mennesker, er beviset på, at der er håb! At vi kan komme hele og forstærkede igennem sygdommen stress. For første gang i mit 51-årige liv er jeg lige der, hvor jeg gerne vil være. jeg har aldrig følt mig så meget i harmoni og balance med mig selv og mine omgivelser. Jeg har endda startet min egen virksomhed, og er KLAR-PARAT til at arbejde mange år endnu med det, der giver mig allermest glæde, mening og livskvalitet.

Et sidste billede:

Lige nu går du på en dunkel og dyster skovsti mellem høje træer, der lukker det meste lys ude. Når du når lidt længere hen ad stien, vil du pludselig begynde at skimte en lysning forude. En smuk lysning mellem bøgetræer, med fugle og blomster og bier der summer. Lige nu, ved du måske ikke, HVAD der venter dig i den lysning, men jeg garanterer dig, at det er smukt, dejligt og værd at vandre efter. Og for hvert skridt du tager hen imod denne lysning, vil du finde mere og mere styrke og mod til at gå videre efter det, du drømmer om og ønsker for dig dine og dine kære.

Jeg aner jo ikke, om alt dette gi´ r mening for dig. Brug det, der gør, og skynd dig at smide det ud, der ikke duer for dig. Gode råd er kun gode, når man kan bruge dem.

Jeg ønsker dig en god vandretur, og en masse lys til rejsen ”Ind til dig”.

Hvordan udvikler man en slavinde…

Hvordan gør man sig som kvinde parat til, klar til, at være slavinde. Er det et bevidst valg man må tage, planlægge hvordan og følge den udstukne sti ?

Kommer det indefra?, udefra?, som et kald?, som en modedille ?

Har kvinder der lever som slavinder langsomt erkendt, at det er en indre drift der fører dem til at underkaste sig, være ydmyge, underdanige slavinder ?

Er det den verden vi slavinder vokser op i, den måde vi bliver præget på igennem livet, der gør os til dem vi er nu, som voksne kvinder, der har valgt at leve som ejede sjæle ?

Disse og mange andre spørgsmål dukker nu og da op i min travle hjerne.

Jeg har ofte overvejet hvordan jeg opdagede min indre slavinde… hvordan jeg blev klar over, at jeg, en ganske almindelig dansk kvinde, ønskede at leve mit liv som slavinde, være min mands ydmyge kvinde.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, ved blot at jeg altid har følt mig anderledes i forhold til mine veninders måde at se mænd og parforhold på. Ved jeg ikke altid har forstået hvorfor det har været som det er, at jeg føler mig mest rigtig når en mand ejer mig, besidder mig, magter mig…

Biologisk set er der vel ikke en forklaring. 
Inden i er jeg ikke anderledes end den “almindelige” danske kvinde. Jeg er almindelig intelligent, har moral, normer, pli som de fleste, har fordomme, er frimodig, lattermild og til tider endda stædig som et æsel. Jeg bliver syg på lige fod med andre mennesker, jeg bliver glad som andre, bliver ked som de fleste kender det, og ser såmænd også helt almindelig ud.

Også jeg har valgt uddannelse, karriere, børn og hele møllen med ægteskab, villa, volvo og vovse, og virkelig troet på, at det også for mig var lykken… Jeg har almindelig skolegang, en længere varende uddannelse, efteruddannelse, kurser, meningsfyldt job som jeg endda vægter utroligt højt… Jeg kan lide at rejse på ferie, bruge tid med familien, vennerne og kollegaer… jeg interessere mig for livet omkring mig og tager del i det.

Så hvorfor er jeg så anderledes.. endda anderledes på den måde, at jeg bedst finder ro, når Herren lægger hånden om min nakke, beder mig servicere ham.. eller endnu bedre.. at jeg opdager hans behov, og servicere ham inden han har nået at bede mig derom… føler mig elsket når han beder mig stå stille imens han lader pisken lande hårdt ned over min ryg … føler mig hel når han lægger mig i lænker… 

Jeg ved jeg aldrig helt finder svarene, finder dem måske heller ikke vigtige, bare interessante.. jeg lever stolt og ærligt det liv jeg ønsker. 
Mit indre og mit ydre liv er i harmoni, jeg behøver ikke længere at være på, at blive bekræftet, at hænge i, for at være anerkendt som kvinde… jeg er alt det kvinde jeg skal og kan være, dette i kraft af at jeg er slavinde…

det er egentlig pudsigt at mennesket
var så længe om at indse
at jorden krummer

billedet har jeg lånt hos: //larssvanholm.blogspot.com

gang i mellem
små anlæg emmer
når der står noget andet end hvad du først så
glip af glimtet
døren stråler
på klem

“Hvorom alting er: Truslen fra islam kommer ikke fra koranen, men fra Saudiarabien.“

Dette er jo i bund og grund en racistisk udtalelse, Raapil (just joking). “Vi andre” “intolerante, quasi-nazistiske, umoralske og islamofobiske racister” er efter ideologien, og ikke lande eller mennesker per se.

Det, du skriver, svarer jo til at skrive, at Das Kapital og den dialektisk-materialistiske ideologi ikke var baggrunden for kommunismens uhyrligheder, eller at nazismens ideologi ikke var skyld i folkedrabet på jøder og sigøjnere, men at Tyskland var.

Men det er da rart at se, at dine øjne er ved at åbnes.