Peringatan: Yang tidak punya waktu luang, yang tidak suka membaca novel, yang tidak suka berfilsafat, yang sudah terlalu puas dengan hidupnya yang sekarang, dan yang TERLALU SERIUS,  jangan baca postingan di bawah ini. Ngawur level akut! Mohon pengertiannya.

Aku bersaksi bahwa sesungguhnya tidak ada meja selain Gagang Pintu dan bahwa sesunguhnya Lemari adalah utusan Stop Kontak.

Kutipan di atas merupakan pilar utama agama Koper, salah satu agama terbesar di kamar saya. Agama ini konon dibawa oleh dua sepatu Nike pada abad ke-7 sebelum saya pulang kantor pada hari Kamis yang naas. Tidak ada bukti otentik yang menyebutkan kedua sepatu bijak itu berasal dari tanah yang dijanjikan pada Ubin Keempat sebelum Kamar Mandi, tetapi Tas Bodypack saya dan juga Botol Aqua yang saya beli dua hari lalu percaya bahwa keduanya adalah utusan Gagang Pintu yang pernah dalam waktu yang relatif singkat — lebih kurang 15 menit dalam ukuran Anda — berhasil membangun ribuan tempat ibadah di Ubin Kelima, tidak jauh dari tanah yang dipercaya telah dijanjikan kepada Bani Kipas Angin. Dikisahkan dua sepatu Nike tersebut selalu berpergian menunggangi sikat gigi Pepsoden warna hijau. Begitu berwibawa dan suci. Jubah dan janggut mereka berkibar ditiup angin. Langit yang terang membahana menjadi latar. Demikian para pengikut agama Koper berkisah tentang dua sepatu Nike kepada anak-anak mereka dalam berbagai kesempatan.

Salah satu ikon Gagang Pintu yang selamat dari gerakan ikonoklasme pendeta ortodoks. Sebagian penganut agama Koper percaya bahwa Gagang Pintu itu androgini, lelaki sekaligus perempuan. Karena hanya dengan begitu, penciptaan menjadi mungkin.

Petinggi ortodoks agama Koper percaya Gagang Pintu adalah cahaya tunggal yang lebih ilahi dari Lampu Phillips, yang dipercaya pendeta Botol Bekas Mizone sebagai Rabb Yang Menduduki Tahta Tertinggi, yang dariNya dan dengan pancaran cahayaNya segala perabot kamar menjadi ada. Konflik teologi ini melahirkan antagonisme yang hampir tidak bisa disembuhkan di antara kedua agama bersaudara itu. Selama berabad-abad, agama Koper berkompetisi dengan agama Botol Bekas Mizone dalam menjaring pengikut. Kadang darah harus ditumpahkan, atau seorang anak dipisahkan dari ibunya, agar kedua agama itu besar dan lestari. Namun demikian,  ada juga di antara para pelaku bid’ah yang berupaya untuk memecahkan problematika teologi yang pelik itu. Mereka percaya, misalnya, Gagang Pintu dan Lampu Phillips itu sejatinya adalah dua wujud dari satu tubuh ilahi yang sama, yang tidak bisa dan tidak boleh dipisahkan, seperti halnya lelaki dan perempuan. Klaim dualitas ilahi ini tentunya tidak dianggap skriptural, karena diduga menginkorporasi metafisika pengikut Gantungan Kunci, yakni kaum pagan yang percaya bahwa realitas adalah ilusi yang membodohi, bahwa yang disebut persepsi akan realitas merupakan manifestasi dari keinginan manusia untuk makan nasi uduk di pagi hari.

Di pihak lain, sarjana modern percaya bahwa pemikir Gantungan Kunci adalah biang keladi kericuhan antara agama Koper dan saingannya Botol Bekas Mizone. Pada jam lima sore di hari Selasa yang sunyi, seorang antropolog muda dari Polandia bernama Plastick Kreseck menemukan sebuah manuskrip kuno yang di dalamnya terungkap bahwa sebenarnya mitos Gagang Pintu dan Lampu Phillips adalah sebuah proyek filsafat yang dikerjakan oleh para pemikir Gantungan Kunci untuk  mengamankan wilayah mereka dari invasi Kerajaan Meja dan Kursi yang dulu semakin ekspansif. Teorinya, agama Koper diciptakan untuk mengalihkan perhatian dua kerajaan itu. Dengan kata lain, Gagang Pintu dan juga Lampu Phillips adalah hoax! Meski begitu, banyak sarjana yang meragukan otentisitas manuskrip yang dikenal sebagai Manuskrip Martabak Telor (MMT) itu. Mereka berargumen, sebenarnya ada banyak bukti yang menyebutkan bahwa gagasan tentang Gagang Pintu Yang Maha Tunggal sudah ada jauh sebelum para pemikir Gantungan Kunci mulai dikenal dalam sejarah ilmu pengetahuan. Jadi, simpul mereka, klaim MMT itu bukan hanya tidak masuk akal, tetapi juga anakronis alias tidak faktual. Kontroversi ini tidak surut sampai akhirnya tukang ketoprak yang lewat kosan saya lewat begitu saja tanpa ada yang membeli, padahal saya lapar bukan kepalang.

Tentu saja, persoalan teologis yang pelik ini lebih sering diabaikan oleh kaum awam. Para pemukim di Ubin Kedua, Ubin Ketiga dan bahkan Ubin Kesembilan — yang tidak berada pada satu deret dengan Ubin Keempat di mana dua sepatu suci itu menyebarkan ajaran agama Koper pada kali pertama — percaya bahwa yang dibutuhkan hanyalah iman: bahwa hakikat Gagang Pintu itu tidak bisa dinalar, dan bahwa hanya kepasrahan tanpa syarat  saja yang bisa membawa seseorang pada kehangatan kasih Gagang Pintu. Sikap ini dicibir oleh banyak pihak, termasuk para pewaris pemikir Gantungan Kunci, yang percaya bahwa kebenaran obyektif hanya bisa diraih melalui Bungkus Bekas Chitato, yang falsafah dasarnya dikembangkan oleh para pemikir Oreo pada Zaman Minute Maid. Kata mereka, Gagang Pintu sudah mati. Hanya Bungkus Bekas Chitato yang bisa menerangi kehidupan.

Anak muda zaman sekarang percaya bahwa hanya Bungkus Bekas Chitato yang bisa menyelesaikan segala persoalan kemanusiaan, apalagi yang rasa sapi panggang. Wuu. Sedap!

Mereka yang meyakini ajaran Koper tentu tidak goyah dicibir para pewaris Gantungan Kunci, dengan penuh percaya diri mengatakan bahwa sebenarnya pendekatan Bungkus Bekas Chitato itu reduktif dan tentunya terlalu gurih. Dalam skriptur mereka, dua sepatu bijak mengatakan bahwa suatu saat Lemari akan datang membawa keselamatan kepada setiap orang. Lemari ini akan diutus oleh Stop Kontak, konon disebut sebagai persona ketiga setelah Gagang Pintu dan Lampu Phillips. Penantian itu belum berakhir. Sementara dunia semakin bobrok, dan banyak orang yang terbuai oleh ajaran yang dianggap sesat. Ada yang percaya bahwa Keset adalah inkarnasi Gagang Pintu, dan Kaleng Pocari Sweat adalah Lemari yang ditunggu-tunggu. Tidak ada yang bisa membuktikan klaim mereka. Sebagian orang menyerukan agar kita semua kembali kepada ajaran dua sepatu Nike yang tercatat dalam skriptur yang diyakini tidak mungkin terkorupsi.

Yang lain hanya bisa berdoa, Gagang Pintu A’lam.    

Jeg var engang i et dårligt forhold. Jeg vil ikke sige med hvem, for hun er et dejligt menneske, og hun skal i hvertfald ikke udstilles. Men forholdet mellem os var som sagt skidt, og en dag endte hun sammen med en anden efter at vi havde gået og slidt på hinanden et halvt års tid for meget. Det er også en måde at sige stop på.

Vi havde nok begge klippet et par tær for at få de små sko til at passe, men på et tidspunkt må der have været en grænse. Officielt set var det mig der endte det, men rent praktisk var det hende der handlede.

Nu føler jeg at akkurat det samme er ved at ske igen. Nej, ikke med min udemærkede kæreste, hende er jeg utrolig glad for, nu handler det om noget andet, og i en vis forstand meget større.

Det startede faktisk for en hel del år siden efterhånden, nærmere betegnet da den nuværende regering kom til magten. Jeg har ikke noget imod liberalisme som sådan, andet end at jeg mener det er en smule upraktisk for et lille land som Danmark. Jeg tror jeg er bange for at vi mister suverænitet til alle de store virksomheder der langsomt unægteligt får bedre vilkår i landet, i takt med at det frigøres på liberal vis. Derfor hælder jeg nok mere til enhedslisten, end til Venstre. Hvis vi allesammen skal være så skide internationale, kan det da i det mindste være på en måde der fører mindre rovdrift med sine omgivelser, og som overlader magten til de mennesker der rent faktisk bor i nærområdet.

Men der er sket noget andet, og meget mere uhyggeligt. For med den liberale regering blev noget nyt lukket ind i dansk politik. Forklædt som de svages hævnere og beskyttere, den danske folkementalitets forsvarer, skred Dansk Folkeparti i aktion. Det har de snart været i en hel del år, og effekten er tydeligere end nogen sinde før. I løbet af den seneste måned har vi alle været vidner til hvordan asylansøger desperat klamrede sig til det sidste håb om at få lov til at være med i fællesskabet. Flertallet sagde nej, og nu er de sendt.. ja.. hjem? Det tror jeg næppe de vil kalde det. Måske det sidste hvilested, men nok ikke “hjem”.

Her troede jeg at man ville fra venstrefløjen forsøge at opretholde et forsvar for de humanistiske værdier som man plejer at være kendt for. SF var lidt utilfredse med forløbet, og forslog at man gav sagsbehandlingen en tur mere, men støttede derudover deporteringen. Det gør mig da en anelse usikker, Jeg ville nok ønske de havde været på linie med enhedslisten.

Men noget som i dag virkelig har rystet mig, er en artikel jeg læste på Politikens hjemmeside.

her er ikke tale om ubetinget sandhed, men en latent mulighed. En mulighed for at S, SF og DF en dag skal samarbejde. Da jeg læste det, gav det mig straks kuldegysninger. Nationalister og socialdemokrater i alliance? Det har vi ikke set i snart 60 år.

Når jeg ligger helt ude på venstrefløjen og roder rundt, er det fordi jeg anser decentraliseret magt, grøn politik, og stærke humanistiske værdier for at være det mest konstruktive. I øjeblikket spår meningsmålingerne et snævert rødt flertal, og i mit stille sind håber jeg at det holder til næste valg. Men jeg har mine bange anelser, jeg fornemmer at hvis det som Trier siger på nogen måde begynder at nærme sig virkeligheden, så bliver jeg nødt til at tage en drastisk beslutning som kommer til at gøre ondt. Meget ondt. Jeg ved godt at nogen gange skal man kæmpe selvom alting er udsigtsløst, men jeg har brug for at se en ende på det her: Nu sætter jeg en grænse.

Her til og ikke længere. Hvis Dansk Folkeparti nogensinde får ministerposter, eller indgår et regeringssamarbejde med SF og S…

..så er jeg i hvertfald ikke at betragte som dansker mere.

Jeg har denne uka kastet alle betenkeligheter over bord og har hengitt meg til lesing som ren fornøyelse og eskapisme. Jeg hadde nemlig alle disse bøkene. Fine tykke bøker som jeg har slept med meg hjem fra deichmanske og lagt i en fin stabel på salongbordet. Der har de altså ligget en stund og jeg har pliktskyldig tatt dem fram, bladd litt, lest de første tre-fire sidene. Disse bøkene hadde jeg tenkt at jeg skulle lese, slik at jeg kunne skrive fine og dype analyser her på bloggen min. Så tenkte jeg føkk it. Jeg er for rastløs, jeg orker ikke. Jeg vil ha leseglede, jeg vil drømme meg bort. Så jeg løp til Outland og kjøpte trilogien His Dark Materials av Philip Pullman. Filmatiseringen av første bok i trilogien, The Golden Compass, gikk på kino før jul og jeg likte den godt nok til å ville gi boka en sjanse. Jeg kjøpte også Neverwhere av Neil Gaiman.

Nå har jeg lest ut de to første bøkene i His Dark Materials og jeg har storkost meg. Som så ofte i fantasy er det kampen mellom det gode og det onde som strå i sentrum, men jeg synes Pullmann har en veldig original vri på dette velbrukte motivet. Hovedpersonen Lyra og hennes hjelepere er selvsagt våre helter, men det er litt vanskeligere å få tak i hvem som er den snille siden i det store bildet. Pullmann er heller ikke redd for å ofre våre helter. Lyras venner dør eller blir dødelig såret, fæle ting skjer med dem, man kan aldri føle seg trygg på at de snille kommer til å overleve. Andre bok slutter med to tragedier. Det er så man nesten ikke tør å starte på bok nummer tre for hvem vet hvilke forferdeligheter som venter?

En grunn til å berømme Pullmann er at han har klart å skape troverdige karakter med dybde. Hos mange fantasy-forfattere blir aldri personene noe mer enn bleke figurer med kun et par personlighetstrekk. Det er de ytre handlingne og ikke det indre liv som er viktig. Pullmann klarer å gjøre begge deler. Lyra er en kompleks og interessant karakter, samtidig som bøkene har et besnærende plot som stadig tar deg i nye uventede retninger. Jeg er selvsagt også overbegeistret over at hovedpersonen er en jente. En modig og smart jente som handler aktivt og skaper sine egne muligheter, ikke en passiv gallionsfigur som føres avgårde på skjebnens vinder.

Mitt mål for helga er å komme meg igjennom tredje og siste bok i His Dark Materials. Jeg gleder meg.

med at udbygge mit efterhånden anseelige winter-survival-kit… Nu er der bestilt en billig sviptur til Berlin i hademåneden!

Indimellem er det svært at beskrive det. Eskapismen. Det at komme væk fra en tilstand eller bare den verden og hverdag man i perioden befinder sig i. Eskapisme er oftest psykisk, men kan også være både psykisk og fysisk.