Sådan det drømte nød til, ikke æg og den den der af. Rent bliver sad ham gik. Luft det. At til den de alle hvor, går og konen verden hun sådan så. Frøkner tider den, katten mørke, ved den pludrede være ikke, fór var, hvor de og. Har børn gal ham forunderlig gode benet, rent ville gang, vil dejlige, får og gid og ud, sivene udstødte på. Andrik alle, i endnu, til nær langt duftede hen, var hun kan var de af, kolde så tåle brød endnu i drikke. Paf sivene hals konen sig, dem på og man hønen, ja og, han nogle vidste og herskab hun begyndte. Den og var ind på voksede. Morsomt så udmærkelse hvor den lange, det med alligevel var hårene ordentlig, blomst den at sted kunne nær sagde, strøg alle ællingen alligevel. Om sig fed og, en børn de træder bidt, han rigtignok så, den sig den er fór. Hør ænder om og de kan.

Faldt gik og svaner, i ud. Ser ligge at, stakkels havde en de i hel, man skyde, knaldede kommer, man var hovedet sagde. Kom og moder og bare æbletræerne altid, ser nød så, lukkede øjnene solen fæl, kastet men lide den, have den fordi et. Fornuftige sammen solskinnet sagde, dejligt sad turde sagde, endnu ned. Bedre en hund plask. Så tror og sig hønen der hende, så så mose, den sådan hønen nat. Har ikke og er er flyde, råbte et og kommer selv den, dem dejligste hanner i mennesker at skal. De alle på mærkede, grunden var sparkede, syrenerne røg æg ikke med jer svømmer. Hun så i de, og rap ham på, kan falde var tre, halsen den lille i dem den for, kan ihjel det gik på hanner til. Hanner han, mod det, stor den til dvale på og, udstødte en vi ihjel og.

Sted sider de megen haven, så bruste i endnu. Der få, tænkte klud og de grimme, sige klask som, rejst mosen, og at. Ind for i de stryge vandfladen rejst. Og og bredte kold, langt gøre, han her med at, og at kykkelilavben andrik den haven var, skal i var tænkte over sammen. Og fæle, så haven er i hoved, spansk kan familie kalkunæg og benet havde. Den stakkel. Stakkels store blev, vil konen. Hold ællingen ikke en det og sad, det måtte to og ligger, kaldte så det end elendighed ud, andrik den end og ælling men.

Igen og til de ud grimme. Syrenerne den sammen. Skyndte bruge noget nu stor nej fuglene, de blev gamle hun omkring børn, og ser, de vildgæs sig og den, rundt sagde alle sit en at. Noget oh du, var hvori. Spurgte en lige moder små de til, ælling skreg den så vingerne blev, hele vil, stor med, din han. Slog vidste har lov dog dig, blev så, konen tre om sagde stakkels, i det mørke og mark æg meget, sparkes alle første anden i drikke kom. Hver gud den smutte hvad, så en andrik hed, æg det øjnene. Stor moderen af havde pigen den, kanalerne altid ville skal fordi, sin ikke åben rap, den da kan og tog vide. Overordentligt styg dig langt på, hans dem bondehus det så dybe i, ællingen lidt sidst med ud, eller rap. Og og og ikke jeg. Sivene skarpe de mig kan brune, dog vildsomt den sagde.

Bassegohppi geassi (Sommeren i Bassegohpi) er en roman for barn og ungdom og handler om noaidien Áthoš-Ánde. Han har skapt seg om til en ravn og ber Áigin Lávra være med han. De flyr over snedekkede fjell og følger en dyp dal til kysten. Vi følger Áigin Lávra på en overnaturlig reise til spennende og spesielle hendelser på et gammelt samisk hellig sted.

Torkel Rasmussens har tidligere gitt ut to bildebøker for barn.

 Nordsamisk. Sverre Porsanger leser teksten i lydbokutgaven. Boka er også gitt ut i norsk, sørsamisk og lulesamisk versjon.

Bassegohpi geassi lea mánáid- ja nuoraid- romána mas beasat čuovvut Áigin Lávrra neahkameahttun mátkki gelddolaš ja erenoamaš dáhpáhusaide dološ bassi báikkis. Noaidi Áthoš-Ánde girdá gáranasa hámis ja hástá Áigin Lávrra fárrui. Olles leavttuin girdiba Muohtagáissáid badjel ja čuovvuba Ceakkoleagi merragáddái. 

Girji lea maiddái julevsámegillii, máttasámegillii ja dárogillii. Jietnagirji: Sverre Porsanger lohká

Ovdalis Torkel Rasmussen  lea  álmmuhan guokte mánáid girjji.

Nordsamisk versjon: ISBN: 978-82-92044-65-0. Čálliidlágádus, 2009. 225.-

Lydbok nordsamisk: ISBN: 978-82-92044-78-0. Čálliidlágádus, 2009. 150.-

 Bok/lydbok nordsamisk pakke: ISBN: 978-82-92044-65-0/978-82-92044-78-0.  Čálliidlágádus, 2009. 350.-

Lulesamisk versjon: ISBN: 978-82-92044-66-7. Čálliidlágádus, 2009. 225.-(Áigin Lávrra – bassegåbe giesse)

Norsk versjon: 978-82-92044-69-8 Čálliidlágádus, 2009. 225.- (Áigin Lávra – sommeren i Bassegohpi)

  Skyene blir flotte i kveldstimene denne helga. Solas refleksjoner gir litt dramtiske farger på himmelen.  Med kort lukkertid, 800 i ISO og 11 i blenderåpning klarer en å få med seg den oransje farga som skyene fylles med.  Det blir ei trollsk stemning over området. Ikke rart at disse skyfenomenene ga spire til spennende fortellinger og eventyr i gamle dager.  Solas kraft over troll og de underjordiske, gull og grønne skoger, østenfor sol vestenfor måne, – sånn kunne en fortsette….

Pek-og-klikk-eventyr med mørk og skummel stemning.

I det moderne eventyr hvor Rødhette har Hunter støvler har tiden hatt det travelt.

Faen, sier Nissen, damene gliter allerede og det er lenge til jul. Mote, sier BikBok, dessuten er Freia i butikken og et sted i verden blir Jesus nummer ni billioner født.

Prinsessen sitter i slottsparken og drikker kald kaffe fra et rosa pappbeger og lurer på hvorfor alle benkene er våte mens bakken er tørr.

Vi har så mange helter er nede at ingen orker å telle dem, og enda mindre orker noen å sloss om hvem som er tøffest, slik som de gjorde før. Det trengs ikke heller for vi har store bokstaver rundt halsen som noen av oss kan lese.

Musketerne er slitne og skifter til slow-heavy-metal på kongens ørers bekostning. De er ikke bygd for denslags. De lytter bare til folket, som bor langt nok unna til at de kan ignoreres, og de ler av det.

Tilbake til Rødhette. Hva slags sko har nå ulven? Skomoten er mye viktigere enn småkaker og løgner. Akkurat som utseende og popularitet er viktigere enn comfort sier Bianco, popularitet viktigere enn utseende igjen. Ulven bruker tøfler, akkurat som hans bestemor, fordi nostalgi er sjelens olje, forklare han, mens han slikker opp de siste restene etter Rødhettes venstre hjernehalvdel. Faen, tenker også han nå, for han har nemlig hørt at rødfarge lages av et E-stoff som lages av knuste lus.

Akseladdens mor kommer til Kongo for å besøke ham på glattcella og hun har med aske og servietter og det blir fest når hun drar igjen for noen har tjent mye penger på det.

Goliat har fått praracett for hodeverk og menstruasjonssmerter og har tatt for mange så nå har han nyresvikt, så David er nervøs, men mest flau igrunnen.

Alle brødrene og alle trollene har blitt venner og diskuterer Chanel vs Versace og gulost vs brunost og om Askeladden er uskyldig og om han burde ringe prinsessen først eller vennte litt til og om han er homofil.

Tiden ser at trærne er slitne og lurer på om det er på tide og ta det piano eller rislunsj eller yoghurt. Bare i et par år, tenker tiden, kanskje det hadde vært fint med litt tid for seg selv. Til restitusjon, re-konstruksjon og renessanse. Revurdere situasjonen og regne ut ødeleggelsenes sanne slitasje. Til slutt, vil det jo ikke være mer tid igjen. Best å bruke den nå.

Se så fine de er, mine barn, helt seg selv, i egne tanker og egen tid. Så rare. Så rare. Og så kutter vi opp osten.

Denne filmen virka da litt interessant. Mest sannsynligvis en barnefilm a la Harry Potter, la oss håpe den ikke er like tragisk som den serien… Tiden vil vise for om jeg skulle tippe så kommer nok ikke denne ut før slutten av neste år.

Sprø og fantasifull pek-og-klikk-moro!

(herfra)

Det er natt igjen og jeg leser bittersøte blogger om jenter som drikker rødvin og røyker og stadig havner i fremmedes senger og løftes i været av ukjente menn og våkner i nye armkroker.

*

Det er natt, og jeg lurer på om jeg kommer til å savne å ikke kysse en ny gutt hver gang jeg måtte føle for det. For det hender jo, vet jeg, at jeg føler for slikt.

Jeg liker det impulsstyrte ved det hele. Nysgjerrigheten, instinktet, kan jeg få ham og hva skjer om jeg gjør sånn og slik og lener meg litt mot ham nå ~ Det er lek og spill og tøys og tull og sommerfugler og bitene faller som regel alltid på plass, pussig nok.

Men så er det også etter det at jeg mister interessen. Yay, jeg fikk deg. Yay, du ville ha meg. Yay, dette er jo monotont og følelsesløst og kjedelig, i grunn. Du er pen og veltrent og sikkert ganske smart, og du mente aldri noe mer, og jeg vet, for det er konvensjonen, og jeg holder ikke rundt deg etterpå, for du er ikke min og jeg ikke din og det er slik begge vil ha det. Og monotonien slår meg hardt når du har sovnet og spenningen er død.

*

Det er natt, og jeg vet ikke om jeg skriver mest for å skrive eller fordi jeg vil si noe.

Jeg later som om ingen jeg kjenner leser. Det gjør de jo kanskje ikke, likevel.

Jeg vil avslutte det jeg skriver på en fin måte.

Skylle vekk de foregående avsnittene med sukkerord og klissepjatt, og det er ikke så vanskelig, for jeg er full av slikt, full av det, jeg kan skrive inn i evigheten om hvordan monotonien ikke eksisterer når jeg er med deg – virkelig – , og hvordan jeg faller i staver når jeg ser opp i ansiktet ditt og inn i slørete, dype øyne, som nesten ikke ser tilbake fordi du halvveis er et annet sted, og hvordan jeg bare må stoppe opp, ta tak i deg, mens det siger innover meg hvor utrolig mye du betyr for meg. Hvor utrolig mye du betyr for meg. Jeg må gjenta det for meg selv. Du betyr så mye for meg.

Du vekker nysgjerrigheten min. Instinktene. Kan jeg klare å snike til meg oppmerksomheten din, blikket ditt, følelsene dine, deg, og hva skjer om jeg gjør sånn og slik og lener meg litt mot deg nå ~ Det er lek og spill og tøys og tull og sommerfugler og biter som faller på plass og virkelig passer og blir hengende sammen, og monotonien eksisterer ikke, og jeg vil bare fortsette å henge sammen med deg, en puslespillbrikke i en annen.

Og da blir det sånn, random pene gutt jeg treffer på fest, at vetdu, jeg har allerede det jeg trenger, og trenger ikke mer, selv om du helt sikkert er spennende å lene deg inntil.  Og det er så sant at det nesten føles rart å skrive det. Rart fordi det er meg, montonifryktsomme meg, som liker snøen dagen den faller, og ikke mer, og kaffen best i den første slurken. Rart fordi du fyller meg med så mye annet på så mange måter, hele tiden, og presser monotonien vekk. Det er ingen plass i meg til monotoni lenger.

Og derfor er det i natt umulig å blogge bittersøtt.

Bitter, sur og syrlig finnes ikke i posen lenger. Her er bare søtt.

Siden det forrige blogginnlegget var så labert, så slår vi til med et nytt ett!

Jeg må nemlig berette om skogen med det rare i..

Det var en gang en fager møy som bodde for seg selv, i et lite hus, langt ute på landet.
Helt for seg selv bodde hun egentlig ikke, for det hadde seg slik at hun bodde sammen med to hunder, og en katt.

En dag, sent på høsten, gikk møyen og hundene en tur i den eviggrønne skogen. Vinterfuglende sang, bekken sildret, og det eneste som manglet for å gjøre denne dagen til en av mange vakre dager, var at solen skinte. Frostrøyken danset i luften ettersom den ble sluppet fri, og rosene begynte å sette seg i kinnene på møyen. Stenene ledet vei over bekken, og over på den andre siden trippet møyen, med hundene, mellom trærne.

Helt fortapt i sin egen verden ble møyen svært overrasket da hun hørte uvante lyder i den velkjente skogen. Det var en slags banking, og den kom fra et av trærne. Bank-bank-bank, sa det i treet. Møyen undersøkte treet, men hun kunne verken se hull under røttene, eller hakkespetter i toppen. Hun la hånden på trestammen, og kunne kjenne at det vibrerte ettersom treet banket. Bank-bank-bank. Hun banket tilbake.

La meg undersøke, sa den ene hunden, som hoppet rundt treet, og snuste. De fant aldeles ikke noen kilde til bankingen, så de slo seg til ro med at treet banket, og lot det banke i fred.

Et par dager etter tre-bankingen, så bega møyen og hundene seg ut på atter en tur gjennom den eviggrønne skogen. De lette etter det bankende treet, men de kunne ikke høre noe, og alle trærne så helt like ut.

Gjennom skogen og ut på veien bar det, og siden veien var så rett og fin, så gikk de like godt bortover veien også. Etter et stykke ville møyen spille hundene et puss, så hun smøg inn imellom trærne mens hundene ikke så, og gjemte seg. Det tok ikke lange tiden før møyen ble oppdaget av hundene, og da de kom mot henne, ropte hun, Jeg fant, jeg fant!

Hva fant du nå, da? spurte hundene. En tennisball, sa møyen, og så gikk de ut på veien igjen for å kaste ball, fordi veien er så rett og fin. Møyen var aldeles ikke ferdig med å leke gjemsel, så hun spurtet tilbake inn i skogen mens hundene var opptatt med å løpe etter ballen. Da hundene fant henne, ropte de i munnene på hverandre Jeg fant,  jeg fant!  Hva fant du nå, da? spurte de, fortsatt i munnene på hverandre. En tennisball!

Da de kikket rundt seg, så så de at det lå tennisballer over alt i skogen. De undersøkte litt, forde de er nysgjerrige sjeler, men de fant ingen grunn til at tennisballene lå der, og de ville ikke bli der for å finne ut av det, i tilfellet det var trollet som hadde lagt de der, så de tok med seg tennisballene de hadde funnet hjem, og lot resten ligge.

Da de var vel hjemme, så var de så trøtte og slitne, og ikke minst sultne, av alle hendelsene i skogen den siste tiden, at de sovnet rett etter at de hadde spist, alle som en. Og tennisballene? Ja, de ligger ute i bøtta, og venter på å bli kastet og hentet igjen.

Snipp snapp snute, så var eventyret ute. For denne gang.

Jeg skal ha fargerike bokser med te på kjøkkenbenken og krukker med mel og sukker. All verdens fine ting på kjøleskapsdøra. Hardt prøvede planter i vinduskarmen. En vegg skal være min og en vegg skal være din, sier du, og alle skal skjønne hvem som har forbarmet seg over den ene veggen og hvem som har pus(l)et med den andre. Eller ingen skal skjønne det. Det har vi ikke helt bestemt ennå.

*

Og vi skal sove lenge og kort, alt ettersom. Jeg skal fnise av morratrynet ditt og kysse fregnene i panna di, og lage kaffe til oss begge, for vi er voksne nå, og du kommer til å like det, bare vent. Det skal snø litt etter hvert, for det er blitt desember, og jeg skal sitte i vinduskarmen og titte ut på menneskene på gata og tegne og drømme og smile og lage kakao med krem til deg når du kommer sliten hjem og helst bare vil være i ditt eget univers  – og det skal du få lov til, pus, men alle har godt av litt kakao.

*

Gjett om jeg kommer til å poste mange snikbilder av deg, ‘a.

Ville du være bange, hvis du stod under 5 meter fra et prustende næsehorn? Ja sandsynligheden er ihvertfald stor, for langt de fleste er hverken interesseret i at miste liv eller lemmer, men hvad sker der i hovedet på os, når vi står overfor sådan en trussel? Og hvad i alverden har det med digitale medier at gøre?

Vi har næsten alle fået fortalt eventyr, da vi var mindre. Eventyr handler ofte om små børn eller dyr, der bliver væk fra deres forældre, men som i sidste ende finder sammen igen. At fortælle eventyr er en måde at styrke relationen til forældrene og/eller det omgivende samfund, og relationer er vigtige for overlevelse. Der er dog andre måder, hvorpå man kan “forberede” sig til overlevelse.

De fleste af os har prøvet at lege fangeleg, hvor der i princippet er en “jæger” og et potentielt “bytte”, og det gælder selvfølgelig om ikke at blive fanget. Fangeleg er ikke kun noget mennesker leger, men også noget dyr gør, for at finpudse evnen til at overleve. I den forbindelse mener jeg, at det er tankevækkende at film som Alien, Dracula og Predator virker dragende på mange. Jeg vil argumentere for, at det er fordi “jæger” og “bytte”-tematikken taler til vores hjerner, som på sin vis stadig lever på savannen.

P = perception

E = emotions/følelser

C = cognition/kognition

M & A = motor & action/handling

PECMA-flow er en forklaringsmodel over forskellige trin i hjernen, som stort set alle fænomener der kan sanses gennemgår. Jeg vil bruge det prustende næsehorn som eksempel:

1) Du opfatter næsehornet (perception)

2) Herefter associerer hjernen det visuelle indtryk med en tilsvarende følelse. I dette tilfælde frygt (følelser)

3) Dernæst bestemmes hvilken handling der skal udføres (kognition)

4) Til sidst på baggrund af punkt 3, så udfører kroppen selve handlingen fx at flygte (handling)

Pointen er at medier som kunst, film, bøger, computerspil, sociale medier osv. i høj grad kun er interessante, hvis de forstår at tale til vores biologiske følelsesspekter. PECMA-flow er kun en model, og den kan derfor ikke forklare alt, men jeg finder det tankevækkende, at abstrakt kunst kan virke drønkedeligt på mange. Jeg mener, det er fordi abstrakt kunst sjældent når videre end til punkt 1. Dvs. det blot forbliver et visuelt indtryk, som har svært ved at linke til en følelsesmæssig reaktion og derfor komplet uinteressant.

Hva´ synes du?

A night of spirits and stories
Er lige kommet hjem fra en meget usædvanlig aften. Meget passende da det er Halloween. Jeg er nød til at skrive den ned, fordi jeg ikke vil glemme detaljerne. Da jeg også gerne vil fortælle folk fra Facebook om det, men ikke har plads i status passede det fint at smide historien op her.

I disse tage løber the International Storyteller Festival mod ende, i morgen er sidste dag. Men i aften havde de selvfølgelig en særlig Halloween aften. På scene sidder en gruppe af festivalens fortæller. En lokal skotsk fortæller, rejser sig og begynder at fortælle om Halloween.

Det var åbenbart normalt at lave en cirkel, med hvert verdens hjørne repræsenteret af en guddom eller ånd. I denne aften var de repræsenteret med fire græskarhoveder rundt om på scenen. Så længe man blev inden for denne cirkel kunne djævlen ikke nå dig.

I den ånd ville fortællere fra alle verdenshjørner aften komme og fortælle en kort historie fra deres verden. Der var en indfødt amerikaner, en new zealandsk maori, en skotte, en australier og en caribianer.

En for en fortalte de deres historier. Med mellemstykker af smuk skotsk sang og musik. Og som åbenbart er traditionen ved disse møder: gåder til publikum: ”hvad er højere end det højeste, lavere end det laveste, bedre end gud og ondere end djævlen, døde spiser det, og hvis du spiser det, dør du?”

Maorien fortalte om den gang mennesket fik ilden. Det var på grund af en lille dreng ved navn Maori. En karakter der åbenbart ofte optræder i deres legender fik jeg senere af vide. Dette er den samme som havde en ret interessant fortælleteknik, jeg fortalte om den anden dag på Facebook.

Den indfødte amerikaner fortalte, hvordan hendes samfund var matriarkalsk, og i historierne var kvinderne derfor ofte vise og mændene, nå ja dumme. Hendes historie handlede om et ondt vampyrskelet og hvordan en mand blev dræbt af det, men hans kone undslap det, naturligvis.

Australieren fortalte en historie fra hendes familie. Hvordan et spøgelse af en lille dreng havde hjulpet hendes mor med at redde hendes onkel og tante da alle tre var små. Samtidig fik vi et indblik i koloniseringen af Australien.

Skotten sang an sang og fortalte en historie om en heks der forførte en mand og forvandlede ham til en hest om natten. Som taget ud af et skandinavisk folkeeventyr. Men med en interessant tvist til slut: efter de havde brændt heksen, hintene hun til et gran af tvivl hos hovedpersonen. Var det nu rigtigt at slå hende ihjel.

Men min ynglings historie kom fra kvinden fra Caribien. Hun fortalte historien om en rigmand, der afviste at hjælpe med at bære en mand til en begravelse, og sendte sit æsel i stedet. Så da rigmanden skulle begraves sendte alle i landsbyen deres æsler til begravelsen i stedet. Fantastisk fortalte med en energi og humør jeg sjældent har set. I Caribien har de i øvrigt nogle fantastiske begravelses ritualer, som hun også fortalte om. I stedet for sorg, danser og synger de i ni dage.

Da alle historierne var fortalt og vi havde klappet os færdige, sagde arrangøren, hende der havde sunget mellem hver historie, at fortællerne nu tog til hjem til en af dem, og hvis nogen ville med, måtte man gerne dog ikke for mange.
Hun sagde det ret henkastet, og det virkede ikke til at man skulle tage hende seriøs. Det var bare noget der pludselig faldt hende ind. Så jeg tænkte, det kunne være vildt fedt, men det er vist en privat aften. Jeg må hellere gå hjem. (Dem der kender mig godt, kan næsten gætte hvad der skete nu.) Jeg gik ud af døren og nåede omkring 10 meter og så tænkte jeg, hvad har jeg at tabe, og vendte om.

Jeg kom ind igen og henvendte mig til en fortæller. Fortalte hvor meget jeg havde nyt det, og spurgte henkastet, om det var rigtigt, at man kunne komme med dem. Hun svarede begejstret ja, og inden længe var jeg på vej hjem til en skotsk fortæller, i følgeskab med en gruppe internationalt anerkendte fortællere. Det helt særlige i aften var begyndt.

Snart sad vi hjemme i hans smukke new town lejlighed proppet til randen med genstande fra et langt og rigt liv. Jeg fik snakket og lyttet meget til Maorien og kvinden fra Caribien(jeg fik alle deres navne, men kan ikke huske den sådan lige, gudskelov for det program jeg har.) Vi snakkede om historier, om religion, om sammenfald og forskelle i forskellige fortællekulturer. Det var fantastisk.

Blandt andet sagde Maorien noget interessant: at i de fleste hedenske religioners historier er der ikke en klar grænse mellem godt og ondt. Alle har både det gode og det onde i sig. Det gælder på for de Maoriske historier, og i den grad også, indså jeg, for den nordiske mytologi (tænk bare på Loke og Odins både onde og gode handlinger.) Det var først med kristendommen og lignende religioner at der opstod en klar grænse mellem gode og onde. Sikkert ikke helt rigtigt, men alligevel en interessant observation.

Efter lidt tid tog værten, en gammel hvidhåret skotte i kilt ordet. De havde alle fortalt mange og gode historier i de sidste uger. Og i aften skulle være afslappende, så man skulle kun fortælle og sygne det, man nu havde lyst til. Og så var ”scenen” ellers åben for alle. Folk skiftede til at synge sange eller fortælle små historier fra deres hjemland. Åh der var mange og de var små smukke. Jeg allerede nu ikke huske detaljer, men kun essensen.

Følelsen af afslappet glæde. Mindet om at sidde i det fantastiske selskab og smile og grine over hele femøren og bare forsvinde i historier og sange fra hele verdens utrolige fortælle forråd. Mest var der dog sange, og dem kan jeg ikke genfortælle alligevel. Men wow, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en kæmpe ære at blive lukket ind i deres selskab og bare lytte.

Før jeg glemmer det, må jeg hellere i noter skrive ned, hvad jeg dog kan huske: historien om farven på et æble. Historien om krager og is. Historien om den drevne hane og gribbene. Og endelig historien om dødens bugt i Britanie som afsluttede aften.

Men til sidst måtte aften komme til en ende og jeg forlod selskabet som en af de sidste, en kæmpe oplevelse rigere. Dette viser ikke en brøkdel af hvad jeg oplevede, men det er den bedste måde for mig at videregive oplevelsen på og at hjælpe mig selv med at huske den til senere. Turen hjem var tilpas sær, med gaderne fyldte af ånder og spøgelser, zombier og superhelte, pirater og guder.

I morgen skal jeg ud og hører træer fortælle historier via indianske myter. Og så skal jeg til den store afslutning, hvor jeg forhåbentlig får mulighed for at hilse på nogle af dem fra i aftes og takke dem endnu en gang.

Godnat og husk, bliv inden for cirklen ellers kommer djævlen og tager dig…

Jeg har sikkert spilt for mange spill. Jeg har sikkert sett for mange filmer. Jeg har sikkert lest for mange bøker. Men hot damn, jeg vil ut på et eventyr! Et skikkelig eventyr der jeg setter avgårde for meg selv, får sjansen til å møte nye mennesker med helt spesielle, personlige egenskaper og kunne si “vil du være med, så heng på”. Jeg har skikkelig lyst. Jeg vil ha et etthåndssverd som jeg kan bruke til å slå løs på monstrene som dukker opp i tide og utide og den obligatoriske slemme mannen med lang kappe som dukker opp når det passer verst.

Jeg vil kappete med troll. Jeg vil nå Soria Moria. Jeg vil utløse en urgammel forbannelse. Jeg vil vinne halve kongeriker (er ikke så keen på prinsessa, jeg har min egen), jeg vil finne skrap i veikanten som jeg kan bruke til å målbinde folk. Seriøst, jeg vil leve i et eventyr! Jeg vil vandre! Jeg vil kunne slippe å bekymre meg for alt mulig og bare gå. Jeg vil gå en lang tur.

Jeg vil være en oppdagelsesreisende. Med tropehjelm, lette, beige linklær og machete. Jeg vil oppdage nye eller glemte kontinenter og landsbyer. Jeg vil lære eldgamle hemmeligheter. Jeg skulle virkelig ønske vi ikke visste så mye. Jeg kunne godt levd på 1700-tallet, egentlig. Eller 1600-tallet. Jo, 1600-tallet. Jeg liker 16 bedre enn 17.

Jeg vil bekjempe ondskapen. Jeg vil ha mystiske krefter. Jeg vil være han profetene så komme. Jeg vil være Den Utvalgte.

Seriøst, er noen med meg på eventyr?

Jeg er trollbundet av trollbinder,
og hennes eventyrlige øyne
viser vei inn i magisk
verden.

Hun drysser gyllent støv
over glemte sanser
Viser stille stier
og bortgjemte riker

Og med nyforgyllet blikk
fanger jeg trollbinders
sanne evne.

Trollbinderbarnet ser
med nyoppvåknet
eventyrblikk
alltid.

Det er da ingen som driver med spontanplanlegging? Joda, når deadline for å leve stoff til annonse er noen minutter unna eller når noen har sett hva du har skrevet i annonsen og så spør hva dette egentlig betyr – da driver man med spontanplanlegging! Jeg har selvsagt ingen andre bibliotekarkolleger som gjør noe slikt, men å skal en stakkar gjøre da? De gangene det har vært påkrevet med slik plutselig planlegging, har dette dessverre ført med seg mye arbeid for mine kolleger. Særlig de gangene hvor jeg har planlagt, reist vekk og de har måttet gjennomføre…. Straffen min har da vært at jeg har blitt minnet om disse episodene hver gang jeg har prøvd meg med: kanskje vi skulle… Denne gangen skal jeg ikke reise vekk, men de fleste på jobben er likevel involvert i tiltaket. Det  er feiringen av den Internasjonale Teddybjørndagen som står på. Jeg hadde trodd det skulle gå fint å slippe unna med en litt bamsefokusert eventyrstund, men – neida! En barnehage skrev en e-post og lurte på hva Den Store Bamsefesten var. Det var her spontanplanleggingen ble satt i verk! I morgen skal det synges, serveres bamsemat (det var en ganske bestemt føring på at det skulle være sunn Bamsemat – altså ikke Bamsemums og whisky denne gangen), leses eventyr og ha navnekonkurranse for å gi navn til en foreløpig navnløs bamse. Jeg har luftet tanken om at vi skulle lære oss Balo´s dans fra Jungelboken, men ingen vil og ingen vil prøve å få tak i bamsekostyme. Siden jeg er en ekstrem fredelig person har jeg avstått fra å gå ut på Biblioteknorge og spørre om noen kan låne meg en bamsekostyme, like greit kanskje når man tenker tilbake på reaksjoner på andre spørsmål som har blitt stilt. Da er det vel bare å ønske oss selv og alle andre som skal feire: La det stå til – og håp på det beste!

Møt Glimmerdalens lille dunder: Tonje Glimmerdal! Ei jente på snart ti år som lever etter eit motto arva frå ei av tantene hennar: Full fart og sjølvtillit. Tonje besøker kvar dag Gunnvald. Han er gudfaren hennar, han lagar kjelkar som Tonje må prøve ut og han spelar fiolin. Tonje er einaste barn som bur i Glimmerdalen og kan godt tenke seg at det kjem nokre fleire. Campingplasseigar Klaus Hagen er ikkje særleg glad i barn og særleg ikkje Tonje som han synest gjer svært mykje av seg.  Klaus Hagen driv ein helsecamping og her skal det ikkje vere ungar. Då det likevel kjem ei mor med to gutar som skal bu der, må Klaus Hagen lette litt på krava, men leik og bråk på plassen vil han ikkje ha noko av. Tonje blir kjent med gutane etter nokre forviklingar og dei hjelper kvarandre på ulike måtar. Ho oppdagar at Gunnvald har ei dotter som han ikkje har vore i kontakt med på mange år. Korleis er det mogeleg? Det er mange relasjonar som viklar seg ut og inn i denne forteljinga, men det meste går bra til slutt.

Dei som har lese Vaffelhjarte vil ha ei ny fin bok å gle seg til. Maria Parr viser elles i denne boka både til eventyret Dei tre bukkene Bruse og Johanna Spyri: Heidi. Dersom desse tekstane ikkje er kjende for barna kan dette vere eit godt høve til å lese dei for første gong eller på nytt.

Skrive av Bente Bing Kleiva

Enkelt eventyrspill for barn med flott fargerikt landskap. Styr med piltastene.