Når stof møder antistof, bliver begge øjeblikkelig tilintetgjort og forvandlet til ren energi. Og hermed grobund for de forjættende forestillinger om billige energikilder og altødelæggende bomber, der blandt andet har inspireret til »Engle og dæmoner«.

Sporene efter en elektron og en positron i et tågekammer

Filmen Engle og dæmoner må være den mest effektive reklame for CERN, det europæiske center for forskning i partikelfysik, nogensinde. I Dan Browns ramasjanghistorie stjæler håndlangeren for en hemmelig sekt (med et horn i siden på den katolske kirke, i øvrigt) en beholder fra CERN med just produceret antistof. Beholderen bliver gemt et ukendt sted i Rom.

Præmissen er følgende: Når batterierne i beholderen dør, vil antistoffet falde ud af dets elektromagnetiske ophæng og derved komme i kontakt med stof. Efterfølgende vil hele Vatikanstaten og halvdelen af Rom blive udslettet i en eksplosion af Bigbangske dimensioner. »Oh my God, ligesom i skabelsesøjeblikket,« som hovedpersonen i filmen udbryder. Med filmen (og bogen i øvrigt) har Dan Brown lagt godt i kakkelovnen til en forestilling om antistof som urkraft tilsat lige dele frygt og frelse.

CERNs hjemmeside har da også en afdeling, der specielt omhandler Engle og dæmoner, og som kortfattet reder trådene ud mellem fakta og fiktion i forhold til antistof. For eksempel: Er det muligt at producere en antistofbombe? Kan antistof bruges som energikilde? Hvad har antistof med Big Bang at gøre? Og ikke mindst, hvad er antistof i det hele taget?

Læs resten af artiklen her. Artiklen blev bragt i Weekendavisen 19.06.2009.

Fredag 6. november er det strikkekafé på hovedbiblioteket, kl 12-15 på undervisningsrommet. Tema for dagen: Nuppereller med Anne Bruvold

Nuperelletreff med adgang for alle. Vi følger opp begynnerkurset i vår med et nuperelletreff for nybegynnere, vidrekommende og de som bare vil se på mens de strikker eller hekler selv. Det vil bli gitt begynneropplæring for de som ønsker det, og teknikk for vidrekomne for de som ønsker det.

Velkommen skal dere være!

Boklørdag på biblioteket, hovedbiblioteket, plan 2

Lørdag 7. november kl 13: Asbjørn Jaklin presenterer sin bok ”Isfront – Den kalde krigen i nord”

Forlagets bokomtale: Den kalde krigen var et iskaldt maktspill mellom Sovjetunionen og vestmaktene, i dette dramaet hadde Nord-Norge en viktigere og farligere rolle enn de fleste aner. Isfront er en gyser fra vår nære historie. Geografiens forbannelse hviler over Norges nordlige landsdel: Den sovjetiske nordflåten hadde sin eneste tilgang til Atlanterhavet gjennom havområdene utenfor norskekysten, og den korteste ruta for atombombefly mellom erkefiendene gikk i nord. Nord-Norges beliggenhet skjerpet supermaktenes strategiske interesser for området og satte en selvstendig norsk forsvarspolitikk under press. Jaklin forteller om dobbeltagenter og lyssky etterretning, om kjempebomber og nedskutte spionfly, men han har også et blikk for den kalde krigens kostnader for enkeltmennesker og små samfunn.

Tromsø bibliotek og Bokhuset Libris arrangerer bokmøtet i samarbeid med Gyldendal forlag. Etter presentasjonen vil det være mulig å kjøpe boken og få signering. Arrangementet er gratis og åpent for alle!

Tirsdag holdt Fritt ord og Norges faglitterær forfatter- og oversetterforening et seminar med tittelen Kindle – revolusjon i bokmarkedet. Trond Andreassen fra NFFO, Gilse Hannemye fra Institutt for informatikk, UiO og Eirik Newth holdt først korte innlegg, før en paneldebatt avsluttet det hele. Forandledningen er altså at Kindle, Amazons lesebrett, ble lansert i 100 land den 19. oktober, deriblant Norge, og at en samlet bok- og forleggerbransje nå enten frykter for fremtiden eller ihvertfall ser at her må noe drastisk gjøres. Både lanseringen og seminaret har fått mye oppmerksomhet i media, og selv om arrangementet var lite annonsert i forkant, var det smekk fult. Dette angår med andre ord de fleste innen bok- og forleggerbransjen.

Selv om det var NFFO som sammen med Fritt Ord arrangerte seminaret, var det i all hovedsak fokus på skjønnlitteratur. Det var faktisk så lite fokus på faglitteratur og UH-sektoren at det var først i etterkant at jeg ble klar over hva NFFO egentlig stod for..

Eirik Newth selv og Frank Paul Silye fra Institutt for sosiologi og samfunnsgeografi, UiO har utførlig blogget om seminaret, og jeg synes det samlet sett oppsummerer godt innleggene og debatten. Jeg vil bare trekke frem Gisle Hannemyrs gode illustrasjon om hva Kindle handler om (Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme):

Il buono:  Billig lesebrett og billige bøker. Brukervennlig og enkelt.

Il brutto: Du binder deg til bare en leverandør av ebøker

Il cattivo: Ønsker du å bytte teknologi, mister du alle bøkene dine.

-Håvard Kolle Riis

Nei til mange unødvendige og vanskelige ord! Sidefyll er tull!

Jeg mener at alt for mange av våre lærebøker og vår øvrige faglitteratur er skrevet med et alt for vanskelig språk. Man burde etablere en eller annen instans som kunne ta seg av dette. Kontrollering og krav til revidering av faglitteratur som rett og slett er skrevet med et alt for vanskelig og komplisert språk. Et råd som faktisk sørget for en folkelig forenkling til faglitteratur og skolestoff. Det er ikke noe morro når man leser lekser, og det eneste man klarer å konsentrere seg om er at man ikke forstår hva som står, eller i allefall må tenke seg om to ganger før man fatter det. Noen bør sørge for at det blir enklere å lære!
Hvorvidt dette er realistisk er en helt annen diskusjon. En kul tanke er det uansett.

]]> http://paafyll.wordpress.com/2009/10/05/litter%c3%a6r-matpakke-9-okt-til-verdens-ende/ Mon, 05 Oct 2009 08:47:19 +0000 paafyll http://paafyll.wordpress.com/2009/10/05/litter%c3%a6r-matpakke-9-okt-til-verdens-ende/

Tone Lein og Herman Kristoffersen har reist et helt år verden rundt, og nå er boka kommet. De kommer begge to til matpakka fredag 9. oktober kl 11.30-12.00 for å vise bilder og fortelle om sine spennende opplevelser.

Les mer om boka på hjemmesiden deres.

Lån Til verdens ende på biblioteket

I 2009 er det 200 år sidan to store menn i verdshistoria blei født. Abraham Lincoln blei USA sin 16.president og er nok mest berømt for å vere presidenten som fekk avskaffa slaveriet. Charles Darwin var den britiske naturforskaren som for 150 år sidan, i 1859, offentleggjorde evolusjonslæra sitt hovudverk “Artenes opprinnelse”.

I samband med dette doble jubileet for Darwin er det ikkje rart at den siste tida har komt ut fleire bøker om evolusjonsteorien og Charles Darwin.

Ei av desse bøkene er “Darwins teori : evolusjon gjennom 400 år” av Erik Tunstad. Boka tar for seg utviklingslæra frå dei første folka begynte å tenke litt i dei same banene som Charles Darwin fram til vår tid, frå ein først begynte å gruppere dyr i familiar og klassar og til vi no kan lese historien om livet rett frå genene. Denne historien rommar heltar, tålmod, gjennombrot, tragedier, sjalusi, svik og bedrageri.

Ein treng slettest ikkje vere biolog for å ha glede av denne boka, men eg fann at eg trong ganske lang tid på å lese den. Det er så mange forskjellige personar og grupperingar som skal ha sitt, så fordi om eg syns historiane var interessante så må eg innrømme at det ikkje er alt frå boka eg kjem til å hugse. Likevel, det går jo an å gå tilbake og lese delar om igjen.

Alt i alt likte eg boka godt og vil anbefale den til alle som vil ha ei grei innføring i evolusjonsteorien sin historie, både før og etter Charles Darwin.

Meir om evolusjonslæra og boka:
Darwin til folket – tb.no
Darwin og ånden som går – Stian Bromark
Darwins farlige idé – Klassekampen

Endelig er proogrammet for Litterær matpakke høsten 2009 klart! Vi starter opp fredag 2. oktober og holder på helt fram til jul. Ta med deg matpakka di og kom, arrangementet foregår hver fredag kl 11.30-12.00 i hovedbibliotekets aviskrok. Gled dere til en høst med spennende gjester og varierte temaer!

Først ut er Tromsø-forfatteren Kjersti Kollbotn som i vår debuterte med romanen Eg er mamma. Eg skal vere god på forlaget Cappelen Damm. Forfatteren skriver sterkt om det å være mor, dette er en gripende fortelling fortalt i et nøkternt språk som gjør inntrykk på leseren.

Program høsten 2009

2. oktober Eg er mamma. Eg skal vere god ved Kjersti Kollbotn (OBS – på hovedbibliotekets plan 2)

9. oktober Til verdens ende ved Tone Lein og Herman Kristoffersen

16. oktober Vold i verden – Jan Erik Vold 70 år ved Øystein Evenstad

23. oktober Opplesning fra Misery av Stephen King ved Duc Mai-The fra Hålogaland Teater

30. oktober Lady Lazarus – om forfatteren Sylvia Plath ved Liv Lundberg

6. november Murens fall – i litteratur og film ved Roswitha Skare

13. november Nordisk krimkrønike ved bibliotekarene Marit A. Somby, Knut Olav Hauge og Inger Seim

20. november Øyne i Gaza ved Mads Gilbert

27. november Digitalt fortalt – kulturminner ved Katrine With Eielsen fra Troms Kulturnett

4. desember Jernbanepoetene leser egne tekster

11. desember I Hamsuns fotspor ved Per Kristian Olsen

18. desember Julefortellinger ved forteller Ragnhild Bekkelund

Kontakt: Programansvarlig Marit Andersen Somby, Tlf. 777 90926, marit.somby@tromso.kommune.no

Boklansering 10. september kl 1800

Hovedbiblioteket, plan 2

Til Verdens Ende

av Herman Kristoffersen og Tone Lein

Herman Kristoffersen og Tone Lein har reist Til Verdens Ende. En tidlig januarmorgen forlater de London ombord på et siciliansk lasteskip. Ferden går til storbyhavner i Europa og Vest-Afrika. Over monsunbeltet i Atlanterhavet. Langs østkysten av Sør-Amerika gjennom byer med kjente navn fra sjøfartshistorien. Derfra fortsetter de til lands gjennom Patagonia til Ildlandet på syd spissen av Argentina. Til slavehandelens etterkommere i det tropiske Brasil. Piratenes, kokainhandlerne og finansakrobatenes mekka, Panama. Obamas inntok i verdenspolitikken, og et møte med fremtidens Belize.

Til Verdens ende er en reiseskildring som forteller om deres opplevelser på turen, og hva begrepet ”verdens ende” innebærer for dem.  Mer enn femti illustrerte reisebrev med inntrykk og samtaler med mennesker de møter, gjør at du kan være med på ferden fra første dag til hjemkomsten lille julaften 2008.

Arrangementet er gratis og åpent for alle!

Velkommen!

Hovedbibliotekets lunsjarrangement i aviskroken fredager kl 11.30-12.00 starter opp for høsten 2. oktober. Programmet er under utarbeidelse og vil bli publisert i midten av september. Se fram til mange spennende fredager, med bokprat, forfattermøter og interessante temavinkler!

Velkommen skal dere være!

Skeletterne rasler ud af overgangsalderens rædselskabinet i Louise Foxcrofts studie

Nymfomani ,alternativt totalt fraværende sexlyst, depression, hysteri, fedme, hedestigninger, inkontinens, krampeanfald, dårlig fordøjelse, dårlige nerver, søvnløshed, sindssyge, stakåndethed, blodmangel, hovedpine, appetitløshed, pirrelighed og melankoli. Disse “lidelser” udgør blot et lille udsnit af de mere end 120 overgangsalder-relaterede festligheder, som den britiske læge Edward Tilt (1815-1893) opregner i sit toneangivende værk fra 1857 “Women at the Decline of Life”. Det mere opsigtsvækkende fænomen selvantændelse, det vil sige bogstavelig talt at brænde op uden synlig årsag, figurerer ikke i Tilts bog. Men skal man tro den franske læge Pierre-Aimé Lair (1769-1853), forekom det angiveligt hos kvinder i en hvis alder med hang til spiritus. Og indrømmet; forestillingen om selvantændelse giver sandsynligvis mening for alle os, der har oplevet hedeture. Desuden kommer man ikke uden om, at de lyder væsentligt mere spektakulære.

Læs hele artiklen her. Bragt i Weekendavisen den 7.8.09.

Dei siste vekene sin lydboklærdom er: Ikkje høyr på populærvitskaplege bøker, les dei istaden.

Tidens historie av Trond Berg Eriksen frå 1999 gjev eit innblikk i ein interessant historie om utviklinga i synet på og kunnskapen om tid og om utviklinga av uret. Boka har mange interessante historiar som t.d. om kor viktig det var å finne opp ein nøyaktig tidsmålar slik at båtar kunne bestemme posisjonen sin langt til havs, om kalendarrevisjonar gjennom tidene, om makthavarar (inkludert kyrkja) sitt behov for å styre tida, m.m. TBE skriv også om forskjellig oppfatning av tid som t.d. syklisk eller rettlinja. Denne delen av boka likar eg godt.

Det er to hovudmoment som dreg boka ned til ein 2′ar for meg.
Det eine er at eg syns at det blir for lite av tida sin historie og for mykje tidsfilosofi der Trond Berg Eriksen viser tydeleg kva han meiner om tidsbruk og levemåtar i vår moderne tid. TBE set tydelege kvalitative merkelappar på sine forskjellige tidsbegrep og let ikkje til å ha mykje til overs for vår moderne levemåte.  Her kjem det fort betegnelsar som “slavar av tida”, “tidsklemma”, “behovet for det langsame” og det naturvitskaplege tidsbegrepet blir omtalt som “innhaldslaust” og “tomt”. Kanskje er det lyttaren og forfattaren som her har alt for forskjellig syn på verda, livet og tida?

Boka er rett og slett ikkje særleg spenstig. Ei bok om tid burde vere mykje meir spennande enn denne er. Eg blir lei av at ting stadig vekk blir repetert: Er Gud den store urmakaren eller ikkje, har vi tid eller har tida oss, og fleire andre spørsmål frå stadig nye synsvinklar. Eg saknar også andre moment om tida som t.d. skjønnlitterær behandling av tid og syns elles at naturvitskapen sine begrep om og tankar om tid burde hatt ein større plass. Men her er det kanskje lyttaren og forfattaren som igjen har for forskjellig syn på tinga?

Nokre ord om boka som lydbok. Lydboka er litt forkorta i forhold til den trykte utgåva, men det eg saknar mest frå ei vanleg trykt bok er referansar til andre bøker og artiklar. Det er forfattaren sjølv som les. Han gjer ein brukbar jobb, men eg trur at ein skuespillar kunne gjort lyttinga til ei meir spennande oppleving enn det ein veldig tørr og intonasjonslaus TBE gjer. Og som eg alt har nemnd syns eg det er vanskeleg å “lese” populærvitskaplege bøker på lyd.

Det er mange som er ueinige med meg om denne boka. Ein søk i A-tekst (elevar på Askøy vgs. må vere pålogga ped.nettet for å søke her) på boka leidde meg til mange gode kritikkar.

Shit! Underholdende og vigtig bog fra jordklodens fækale frontlinje. Her lærer vi blandt andet, at flere mennesker i verden dør af fæcesrelaterede sygdomme end af aids, tuberkulose og malaria. Og at WTO også står for World Toilet Organisation.

Reklame for det japanske TOTO »Clean is Happy«-toilet.

Et voksent menneske skal gennemsnitligt skille sig af med cirka 500 liter tis og 35 kilo lort om året, og jeg undskylder straks den ligefremme sprogbrug. Men, som Rose George skriver i sin sprudlende fortælling The Big Necessity. Adventures in the World of Human Waste: Nogle gange må man kalde ting ved deres rette navn for at få lidt opmærksomhed. Og der er brug for opmærksomhed på spørgsmålet om urin og afføring, og hvad der sker med det, når det forlader vores krop. Et er nemlig sikkert: Det bliver ikke væk.

Den erkendelse er hverdagskost for de mange mennesker uden adgang til trækog-slip, der netop ikke kan lege borteborte tit-tit med deres afføring. Rose George er for eksempel forarget over, at 2,6 milliarder mennesker ikke har adgang til sanitet:

Bragt i Weekendavisen den 20.2.2009. Læs hele artiklen.

Før elektronmikroskopet, før fotografi apparatet, før daguerreotypien var der Maria Sibylla Merian, tysk naturhistoriker, forretningskvinde og kunstner extraordinaire.

Farvetryk af Maria Sibylla Merian

Har De nogensinde tænkt over, hvorfor det hedder en fugleedderkop? Det gør det såmænd takket være et uhyggeligt farvetryk af den tyske kunstner og naturhistoriker og forretningskvinde Maria Sibylla Merian (1647-1717): trykket forestiller en stor tarantel i færd med at fortære en fugl. Merian var ganske berømt i sin samtid for sine meget minutiøse og kunstnerisk udførte studier af insekter og larvers metamorfose. Og som noget ganske særligt indfangede hendes billeder hele forvandlingsprocessen inklusive afbildning af de foderplanter, larverne levede af. Helt usædvanligt for en kvinde foretog hun i 1699 en farlig, egenfinansieret rejse med sin yngste datter til den hollandske koloni Surinam for at studere landets særlige insektliv. Billedet med fugleedderkoppen – på tysk: Vogelspinne – stammer netop fra denne rejse og indgår i Merians storslåede illustrerede værk om insektmetamorfose i Surinam, Metamorphosis Insectorum Surinamensium fra 1705.

Mellem 1675 og 1771 udkom ikke færre end 19 udgaver af hendes værker, som også inkluderede tre udgivelser om europæiske larvers metamorfose og en blomsterbog. Carl Linnaeus stolede på hendes akkuratesse (om end ikke på hendes navngivning), Darwins bedstefar citerede hende i bogen The Botanic Garden fra 1794 og Ruslands Peter den Store købte hendes uvurderlige Studiebog. Fra sin tidligste ungdom og indtil sin død lavede hun her udførlige notater og arbejdstegninger af de observationer, som dannede grundlag for billederne.

Bragt i Weekendavisen den 15.5.2009. Læs hele artiklen.

Illustration fra The Wisdom of Birds af Tim Birkhead

Fugle er pyntelige, velsyngende, promiskuøse og stadig ganske gådefulde, afslører ny bog om ornitologiens udvikling.

I 1474 blev en hane brændt på bålet i Basel foran en tusindtallig skare. Den intetanende fugl blev dømt for forbrydelser mod Gud og naturens orden, angiveligt fordi den havde lagt et æg. Kønslig ambivalens gik ikke an dengang. Hanen blev sprættet op lige før afbrændingen, og i dens bug var ganske rigtigt tre æg. Skyldig som dømt!

Den britiske professor og ornitolog Tim Birkheads bog The Wisdom of Birds er fyldt med utallige fugleanekdoter som denne sammenvævet med ornitologihistorie og hardcore fugleviden. Man flyver sandt at sige gennem bogens mange rigt illustrerede sider, ikke mindst her om foråret, hvor fuglefløjt og -sang akkompagnerer læsningen.

Artiklen er bragt i Weekendavisen den 1.5.2009. Læs hele artiklen.

I boka “Big Bang : tidenes viktigste vitenskapelige oppdagelse og hvorfor du bør kjenne til den” tar Simon Singh for seg to viktige og spennande historiar: Den spennande historien om korleis verda blei til og den spennande historien om korleis vi fann ut korleis universet starta og fungerer.

Han startar i tidlige tider der alt blei forklart ved hjelp av gudar, myter og uhyrer. Deretter går han vidare til antikkens Hellas der filosofane utifrå det dei kunne observere lagde eit jordsentrert verdsbilde (eigentleg eit solsystembilde), og så tar han for seg observasjonane og arbeidet som over 1000 år seinare gradvis gjorde at det jordsentrerte verdsbildet måtte skiftast ut med eit solsentrert system der planetane ikkje går i sirklar men i svakt ellipseforma baner rundt sola.

Så snart forskarane er einige om at det solsentrerte systemet er riktig har observasjonsteknikken og vitskapen komt så langt at det er på tide å utforske universet utanfor vårt solsystem, og det er dette det meste av boka handlar om.

Simon Singh skriv lettfattelig om eit vanskeleg emne og forklarar det slik at ein ikkje treng å ha alt for store kunnskapar om fysikk, matematikk og kjemi for å forstå prinsippa bak universet og Big Bang. Kvart kapittel blir også avslutta av ei grei tosiders oppsummering med illustrasjonar og korte oppsummerande setningar. Dette er veldig greitt når ein seinare i boka lurar på eit eller anna fakta, då er det berre å sjå på oppsummeringane av tidlegare kapittel der ein stort sett finn den infoen ein manglar. Boka har også ei ordliste og ei liste over bøker som gjer meir informasjon om forskjellige emne.

Dette er ikkje berre ei bok om vitskapen bak Big Bang-teorien. Det er like mykje ei bok om folka som har gitt eit bidrag til utforskinga av universet; teoretikarar som Einstein, dei som observerte gjennom teleskop og dei som analyserte og registrerte utallige observasjonar. Nokon fekk mykje ære, nokon blei ignorert i samtida men har fått anerkjennelse seinare og andre igjen blei trua til å endre sine påstandar av religiøse eller verdslege makter som ikkje likte at verda ikkje er slik som dei syns den skal vere. Den mest kjente her er sjølvsagt Galileo Galilei som i 1633 blei tvungen av den katolske kyrkja til å ta tilbake sine påstandar om det solsentrerte verdsbildet.

Boka fortener absolutt ein 5′ar.

Andre skriv om Big Bang:
Bokavisen – Big Bang av Simon Singh
Skepsis Blog – Store smell
Vårt Land – Tenkerens guide til Galaksen

Liste over astronomibøker på norsk.

Ei lita bokanbefaling på tampen:
Big Bang handlar om astronomi. Dersom du etter å ha lest den har lyst til å lese meir populærvitskap om forskjellige emne vil eg anbefale “En kort historie om nesten alt” av Bill Bryson. Den er forholdsvis lett å lese, veldig interessant og som dei fleste av Bill Bryson sine bøker er den også riktig morsom.

Inside Out – Nick Mason

Man skulle sett min lyst til å tømme fars lommebok, i det jeg trålet bokkildens nettsider på jakt etter “biografier” tilhørende det tidløst prominente kunstrock-bandet Pink Floyd. Mange gode kandidater stakk seg som antydet ut, samtidig som jeg visste at kun èn skulle havne i min favn. Og sannelig fant jeg ikke et verk skrevet av Pink Floyds egne trommeslager? Fint omslag var det også. Jeg bestilte.

For å kunne lese følgende tekst med full situasjonsbevissthet, må man på forhånd tale litt om Pink Floyd. Og Pink Floyd er i motsetning til manges meninger ikke èn person, men et helt vanlig, særegent progressivt rockeband med røtter i det klassiske syttitallet. Mange mener at lyden av Floyds komposisjoner er det som gir særpreg, og at selve komposisjonene ofte er meget enkle av seg. Tenk et litt mer musikkteoretisk avansert, oppaldret (til det “slappe”) AC/DC, fusjonert med audiofile effektfanatikere – og spektakulære lysshow. Det er også viktig å like Pink Floyd. Ikke bare generelt, men også om man planlegger å lese boka. Å donere denne til en gjeng moped-ridende, ignorante ungdommer på 16 år, med en samlet IQ på halvparten av slagvolumet hos den største “kjerringa” i gjengen, vil kanskje føre dem mot uante horisonter. Og har man egentlig ikke hørt om Pink Floyd, burde man også stå av fra å røre disse hellige skriftene. Man skal helst være tilhenger, eie (eller i mitt tilfelle: ha lyst på) minst tre t-skjorter som skildrer det aktuelle band, og like minst fire Floyd-sanger før man tenker på forenevnte handling. Men ser omslaget intressant ut, og du liker å lese, så anbefaler jeg deg å bestille boka omgående…

…for jeg liker den, ser man kanskje. Pink Floyd har siden åttende klasse gitt inntrykk på livet mitt; jeg husker spesielt den gangen The Wall (et av Floyds mest populærmusikalske suksessalbum) inspirerte en illusjon av en depresjon hos meg, vedvarende et par måneder. Og slikt gjengir Nick Mason (Pink Floyds trommeslager, og dermed bokas forfatter) med eleganse. Han vekker mine interesser i sitt band, og får meg til å føle meg som hjemme i gruppa. Mason begynner nok så merkelig; han tar oss med til “gruppas begynnelse” – nemlig det første ungdomsbandet han selv var med i. Her møter man kun ukjente ansikter, og man føler en slags savn etter Pink Floyds øvrige medlemmer. Men dette tas kjapt igjen av den utrolige fyldigheten forfatteren presenterer her; alt fra det Mason selv mener er Floyds røtter, til bandets oppløsning av dets mest anerkjente besetningsmikstur, og tilsynelatende frem til bokutgivelse, blir fortalt om – og det gjennom en god del britisk humor (knasktørr humor) og forfatterens egne synspunkter på saker og ting.

Boken teller så mange som 359 sider, og ligner mer på en bibel enn en enkel biografi av en “fortapt og glemt” musikalsk sammensvergelse. Sidene er dermed ikke bibelsidetykke; hele boka er faktisk omtrent like tykk som bibelen. Dette skyldes sannsynligvis en fantastisk givende samling av bilder (som altså krever – jeg kremter – en nogenlunde god kvalitet på sidepapiret), noe som trekker helhetsinntrykket opp noe utrolig. Å kunne lese så mye stoff om livet i et band er givende, men å til en viss grad kunne sanse dette visuelt i tillegg er nesten ren nytelse. Jeg undrer fortsatt hvordan Mason har fått tak i denne utallige samlingen med bilder. Men et lite trekk er kanskje det, at Mason som tidligere antydet baserer seg litt for mye på egne synspunkter. Man får vite lite om hvordan resten av de involverte i boka følte seg, og det blir noen ganger litt for mye førsteperspektiv fra forfatterens side for meg. En idè kunne kanskje være å i hvertfall vie et par sider til andre, og la noen andre overta forfatterpenna en stund. Dette savner jeg, og på denne grunn kan det hende at noen føler at dette blir en slags biografi av Masons liv innen Pink Floyd; ting blir kanskje litt subjektivt; noe Mason faktisk innrømmer selv.

Pink Floyd har uansett en fantastisk historie. Og det å kalle dette verket for en livsskildring av Pink Floyd blir kanskje, tross mine ord, like galt som å kalle dette en biografi som skildrer Nick Masons liv i nevnte band. Kunne likevel David Gilmour og Roger Waters  skrive noe lignende, hadde jeg virkelig falt i ekstase; synspunkter fra ulike hold er viktig. Kanskje dette er noe man kan vente seg i nær fremtid?

-

Roger Waters
c/o Mark Fenwick Management
63 New Bond Street
London
W1A 3BS
UK

Send skarpe purrebrev med masse appeller om å mase på David, folkens. Så får man se.

Forbrugeren i førersædet handler om, hvordan virksomhederne kan få forbrugerne til at købe deres produkter i web 2.0 netværkssamfundet: hvad er udfordringerne og hvad er potentialerne

FORBRUGEREN I FØRERSÆDET
Dinesens hovedpointe er, at forbrugeren har taget føringen: forbrugeren er den kritiske, bevidste forbruger, som selv hiver den information ind på det tidspunkt, forbrugeren ønsker det, og via det medie, forbrugeren har lyst til. Det er forbrugeren der til- og fravælger, og samtidig forventer forbrugeren, at der kommunikeres med dem – ikke til dem; de ønsker dialog frem for et budskab – og de indgår i en lang række netværk.

Fokus i bogen er web 2.0 – og web 2.0 ser Dinesen som en teknologisk revolution, som har muliggjort denne nye kritiske forbruger, og som stiller helt nye krav til forretningsudvikling, organisation og kommunikation. Web 2.0 er nemlig grundlaget for forandringen fra industrisamfundets massemedier til netværkssamfundet, hvor det er massernes medier. Dinesens favoriteksempel er naturligvis internettet – det er massernes medie par excellence – hvor de boltrer sig i sociale netværk, opretter blogs, skriver kommentarer, anmeldelser osv.

ERHVERVSLIVET PÅ BAGSÆDET
I forhold til denne nye virkelighed halter erhvervslivet bagefter: virksomhederne prøver stadig at tale til forbrugerne i stedet for at motivere dem til at indgå i en dialog; de prøver stadigvæk at styre opfattelsen af deres brand; og de har stadigvæk en central organisatorisk styring.

Her mener Dinesen, at erhvervslivet skal skabe en anden organisatorisk styring, baseret på åbenhed, massesamarbejde, uddelegering af ansvar - og helt afgørende: virksomhederne skal acceptere et kontroltab mht. deres budskaber og deres brand, for i et netværkssamfund er det umuligt at styre hvad og hvornår forbrugerne taler om virksomheden, og om det er godt eller dårligt, det der bliver sagt.

Og – som en vigtig pointe hos Dinesen – frem for at frygte dette skal virksomhederne ændre deres strategi og være en del af det. De skal tænke deres kommunikation med forbrugerne  i en “return on involvement” som fundamentet for ROI; altså virksomhederne skal involvere sig og lade forbrugerne involvere sig via de utallige muligheder for social software: Instant Messaging, tekstchat, internetfora, blogs, wikis, sociale netværk, der netop muliggør at forbrugeren kan mødes i dialog og skabe constumer driven content; virksomheden skal åbne op for crowdsourcing som en ny måde at udvikle på osv.

For det er kun de virksomheder, der skaber denne dialog med forbrugerne, som kan få forbrugerne til at købe deres produkter.

EN GOD KØRETUR
Det væsentligste i Dinesens bog er, at hun for alvor prøver at skrive sig ind på og præcisere nødvendigheden og mulighederne for strategisk markedsføring på internettet – og vel at mærke et web 2.0 internet. Hun er klar fortaler for, at den bedste markedsføring er marketingmikset – brugen af forskellige medier og formidlingsformer (lyd, billede, tekst, print, net), og hun pointerer, at markedsføringen skal ske med sans og respekt for mediernes forskellighed.

Dinesen kommer også rundt om mange aspekter ved forståelsen af, hvordan man kan forstå forbrugeren, samfundet, kommunikationen, især PR-kommunikationen, i det nye web 2.0 samfund – fx omtaler hun den kreative klasse, dream society, creative man, dialogmarkedsføring, netværkssamfund osv.

Og der er interessante tanker at hente hos Dinesen, fx er der nogle gentagne diskussioner omkring troværdighed og tillid, to faktorer som er vigtige for virksomhederne. Dinesens pointe er igen, at virksomhederne skal sikre en åbenhed, der involvere brugerne – for det bedste i dag er, hvis “en som mig” eller “en med samme interesse som mig” anbefaler virksomheden/produktet.

Dinesen er klar i sin holdning og anbefalinger, og hendes bog er en af de første på dansk til at prøve at tænke bredt på markedsføringsopgaverne på nettet i en bredt defineret kontekst.

RIDSER I LAKKEN
Dinesen kommer dog til at fortegne billedet af web 2.0 netværkssamfundet og dets borgere, fordi hun overdriver de tendenser, hun påpeger. Fx må man sige, at billedet af forbrugeren som denne first mover, kritiske og bevidste forbruger bliver overdrevet. Selvfølgelig vil de fleste forbrugere gerne se sig selv som bevidste og kritiske, men fakta er, at de stadig køber de samme ting – og fakta er, at rigtig mange forbrugere ikke er first movers, men meget late-late movers, når det gælder mulighederne på nettet.

Samtidig med tendensen til overdrivelse har Forbrugeren i førersædet en vis luftighed pga. argumenter, der går i gentagen tomgang, og uunderbygget postulater – fx skriver Dinesen “Et område som bogklubber repræsenterer både vækst og udhulning af deres eget marked netop gennem for meget kommunikation” … men hvad mener hun? Bogklubberne kommunikerer for meget, men de kommunikerer meget mindre end en lang række andre virksomheder, og denne kommunikation skaber både vækst og udhulning, hvilket enten er en banal retorisk konstatering eller også et fuldstændigt tåget udsagn. Og dem er der en del af i bogen.

Endelig bliver Dinesen ind imellem overfladisk, fordi hun vil for meget i løbet af bogen – fx skriver hun at nyhedsmediernes troværdighed bygger på, at de kan levere en kongruent kommunikation ved at have den rette blanding af det emotionelle og det faktuelle. Nej, troværdighed er ikke et spørgsmål om det rette miks af følelser og fakta. Et leksikon har traditionelt set en stor troværdighed, men her har det emotionelle nærmest ingen plads.

Det kunne tilføjes, at Dinesen ikke har et stort sociokulturelt udblik, at hun ikke er selv er frontløber på de mest radikale tiltag på webben osv.; men det sidste ord skal ikke ligge hendes bog til last: Når jeg har brugt tid på at læse og skrive om Forbrugeren i førersædet, er det fordi den er et godt indspark i debatten om, hvordan nettet skal indgå i virksomhedernes markedsføring for at sikrer sig, at de kan sælge deres produkter til forbrugerne.

Kirsten Dinesen: Forbrugeren i førersædet. Kommunikation og ledelses efter web 2.0 i the pull society, 2008, Gyldendal Business, København

Miniseminar om Ellisif Wessel 14. mai kl. 13.00-15.30, Tromsø Rådhus, kommunestyresalen

 Seminaret er åpent for alle interesserte, ingen påmelding, ingen deltakeravgift.

Under seminaret blir det foredrag med Cecilie Enger og Steinar Wikan som har to ulike tilnærminger til Wessel.

Steinar Wikan ga i 2008 ut Ellisif Wessel – en biografi.
Gjennom tekst og bilder blir leseren presentert for Wessel. Forfatteren prøver å gi et så korrekt bilde av henne som mulig ved å fordype seg i kildene.

Cecilie Enger ga i 2007 ut romanen Himmelstormeren, som er inspirert av Ellisif Wessels liv. En roman er en fiksjon, det gjelder også for denne romanen, sjøl om Enger bygger sin historie på et levd liv som er tilgjengelig gjennom ulike kilder.

Program

kl 1300 Velkommen til seminar!

kl 1315 Steinar Wikan om sitt arbeid med biografien om Ellisif Wessel

kl 1400 Kaffepause

kl 1415 Cecilie Enger om romanen om Ellisif Wessel Himmelstormeren

kl 1500 Spørsmål og kommentarer fra salen

Velkommen skal dere være alle sammen!

Seminaret arrangeres av Tromsø bibliotek og byarkiv i samarbeid med Troms fylkesbibliotek.

Bildene er basert på Sør-Varanger museums samlinger, og gjengitt med tillatelse fra Orkana forlag.

Fredag 3. april kl 11.30-12.00 forteller Aud Tåga fra Troms fylkesbibliotek om Ellisif Wessel og hennes liv som er blitt beskrevet i mange bøker. Etter Litterær matpakke beveger vi oss opp til plan 2 der vi skal ha åpning av vandreutstillingen om Ellisif Wessel Du ber om mit fotografi.

Ellisif Wessel levde fra 1866 til 1949. Da hun var 20 år flyttet hun sammen med sin mann Andreas til Kirkenes, der han hadde fått stilling som distriktslege. Det de møtte der av sosial nød og urettferdighet gjorde Ellisif Wessel svært engasjert i politiske og sosiale spørsmål. Gjennom fotografier og skrift dokumenterte hun Finnmark sin befolkning sin desperate situasjon.

Hennes liv og skjebne er beskrevet i mange bøker, blant annet har Cecilie Enger skrevet er fantastisk flott roman om henne “Himmelstormeren – en roman om Ellisif Wessel” som ble utgitt i 2007. Steinar Wikan ga i 2008 ut en omfattende og meget godt skrevet biografi.

Både Cecilie Enger og Steinar Wikan kommer til Tromsø 14. mai, da arrangerer Tromsø bibliotek og byarkiv og Troms Fylkesbibliotek åpent seminar om Ellisif Wessel. (Kommunestyresalen, Rådhuset i Tromsø, kl 13-16) Velkommen!

Grøn karry pasta er værd at investere i once in a while (hvis man da ikke er så sej, at man laver det selv…, så langt er jeg ikke kommet endnu). Det kan købes i alle større supermarkeder og anden-etnisk-baggrund-bikse. Man kan også få rød og gul karry pasta, og det er også godt. Man skal bare altid sørge for at læse ingrediens-listen igennem for gustne iddrr-adrrr-ting som rejepasta og ansjoser.

Jeg tror aldrig, jeg har smagt gul karry pasta, så jeg kan desværre ikke informere om, hvad der gør den “gul“, men den røde er stærk i smagen, og den grønne er meget parfumeret i det.

Man kan bruge karry pasta til mange ting. Jeg har før brugt det i blandt andet supper, lasagner, deller og sammenkogte retter.

Dagens opskrift er grøn karry-risret, som er så nem at lave, at det ville være dumt at lade være. Og ja, jeg veeeeeeeed godt, at jeg ikke er så god til at tage spændende fotos af min mad, men jeg prøver – og på et tidspunkt må jeg vel efterhånden fatte det!!

Til maden. Jeg stegte en masse grofthakkede grøntsager (f.eks. kan man bruge: hvidkål, peberfrugt, mini majs, grønne bønner, hvidløg, rosenkål, gulerod, linser, broccoli, spirer, svampe, løg, porrer, majs, sukkerærter – ja… listen er lang og kunne blive meget længere, men jeg vælger at stoppe her, så må du selv fortsætte!), tilsatte kokosmælk og kogte det op, til det blev cremet og lækkert. Så smagte jeg det til med bouillonpulver, grøn karry pasta, salt, peber og svampe-sojasauce (almindelig kan nok også bruges, men svampe-sojasauce giver nu en dejlig kraftig smag – husk at bruge den med varsomhed, den er stærk!). Hvis saucen er for tynd, kan du hælde lidt Maizena blandet med vand i for at tykne. Du kan også vælge at putte fake meat i sammen med grøntsagerne. Jeg havde en rest kogte ris, som jeg bare blandede sammen med retten, mens jeg hældte kokosmælken i, men du kan også koge risene seperat. Alt i alt er det en let, hurtig, sund og velsmagende ret, der smager meget bedre, end den ser ud på fotoet.

Lige nu:

Faglitteratur:
“Sukkerbomben” af Bitten Jonsson og Pia Nordström.
Første halvdel af bogen er info omkring, hvorfor man bliver sukker-afhængig, og hvor skadeligt og hæmmende for livskvaliteten, det kan være. Anden halvdel kommer med forslag til, hvordan man former sig et liv uden sukker. Der er også gennem hele bogen en masse case-studies, hvor virkelige personer fortæller deres historier og erfaringer med afhængighed. Jeg synes, at den er dejligt motiverende, hvis man gerne vil af med sin sukker-afhængighed. Men den viser også, hvor omfattende problemet er, og gør opmærksom på, at f.eks. raffineret mel, alkohol og tørret frugt også bør undgåes. Det giver mig lidt en mavepuster at tænke på alt det, der helst skal elimineres fra kosten, og sådan er der sikkert også mange andre, der vil ha’ det. Jeg tænker, at man kan ta’ det i små skridt og finde det sted på “rangordenen”, hvor man kan få det til at fungere. Alle rådene behøver jo ikke at følges slavisk, hvis det ikke behøves – så længe man spiser for at leve, og ikke lever for at spise. Ta’ kontrollen!

Jeg har det svært ved at gi’ denne her bog – og generelt faglitteratur – stjerner, så det vil jeg lade være med at gøre. Men læs den, hvis du er interesseret i sund kost, godt helbred og måske har kampe med en indre sukker-djævel.

Tegnefilm:
“A scanner darkly” af Richard Linklater (2006).
Wow! Jeg har lige set den færdig nu, og den kan i hvert fald anbefales. Jeg er dybt fascineret af den måde, den er tegnet på – den først filmet (endda med stjerner som Keanu Reeves, Robery Downey Jr. og Winona Ryder) og bagefter tegne-ficeret. Og det fungerer bare rigtigt godt. Det giver kant til tegnefilmen, gør den mere levende. Og det er godt skuespil! Man følger en undercover narko-betjent, som prøver at infiltere en gruppe misbrugere af et forfærdeligt narkotikum, Substance D – aka Slow Death, som 20% af befolkningen er hooked på. Det er en historie om, hvor altødelæggende afhængighed er. Mere behøver man egentlig ikke at vide. Første gang, jeg så filmen, stoppede jeg ca. halvvejs, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde hoved og hale i den og ikke kunne koncentrere mig om den, men her anden gang er jeg virkelig blevet fanget af den. Så gi’ den lige en chance.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥ – 9 ud af 10

Poesi:
Do you carrot all for me?
My heart beets for you
With you radish face
And your turnip nose
You are a peach
If we canteloupe
Lettuce marry
Weed make a swell pear.

Øv, hvor ville jeg ønske, det var mig, der havde skrevet det. Aner ikke, hvem der har. Fandt det tilfældigt i et ukendt forum under en Google-søgning.

Links:
What we are – “dance, monkeys, dance!” Hurtig og simpel gennemgang af, hvad det er, vi mennesker i bund og grund er, og hvad det er, vi har gang i… Det sætter tingene lidt i perspektiv.
“They are the only animals who think they’re supposed to be happy, all of the other animals can just be…“

Bli med Randi Skaug mot toppen!

Lørdag 28.mars kl 13.00 kommer hun til Tromsø bibliotek og byarkiv for å holde foredrag og signere boka si. Arrangementet er gratis og åpent for alle!

 Randi Skaug er eventyrer og en fantastisk foredragsholder. Hun var første norske kvinne som besteg Mount Everest den 20.mai 2004. Nå gir hun ut bok på Larsforlaget.

Denne boka handler om mestring. Randi forteller om motbakkene på veien til toppen av det høyeste fjellet på hvert kontinent, i privatlivet og i næringslivet. De mentale stegene like mye som de fysiske skrittene.

Det er en velskrevet, åpen, ærlig, jordnær og inspirerende beretning med masse humor, men også gripende øyeblikk. De syv tindebestigningene har hver sin helt unike og spennende historie, så forskjelligartet som bare livet kan være på sitt beste.

Lars Monsen (forleggeren) uttaler om boka: “Mot toppen er en levende beretning om mestring. Og ikke minst en enorm inspirasjonkilde for alle som går med drømmen om å gjennomføre sitt eget eventyr, enten det er i villmarka eller sivilisasjonen — her er det mottoet «alt er mulig» som gjelder. Anbefales på det varmeste!”

Arrangementet er et samarbeid mellom Tromsø bibliotek og byarkiv, ARK bokhandel og Larsforlaget.

Sylvi Inez Liljegren er journalist og forfatter, i 2006 ga hun ut boka “Arktis Utfordrer – folk og fakta om miljøet i nord”. Hun kommer til Litterær matpakke fredag 13. mars kl 11.30-12.00 for å fortelle om og vise bilder fra sine reiser i nordområdene.

Fredagens matpakke blir altså et “arktisk eventyr med alvorlig undertone”.

Velkommen!

Musikklære – Finn Benestad

Har du noengang lurt på hvordan Terje Røthing fullførte den soloen? Sannsynligvis ikke, men Hendrix har man hørt om. Og de fleste har nok naturligvis lurt på hvordan hans soloer utføres på det evige gripebrett – denne boken er ikke for slike sprøsmål. Denne boken er for den nysgjerrige, halvdrevne halvmusikeren; en person som gjerne har klimpret, banket, blåst i eller slått på sitt instrument en stund.

Finn Benestad forklarer oss, gjennom relativt lettleste virkemidler og tekster, en synsvinkel på dagens vestlige musikk. Man får lest seg til viktige konsepter – byggeklosser – som trengs for å bygge opp en nødvendig forståelse som videre trengs for å drive med musikk på et seriøst plan.

Det som kan anses som et trekk ved denne boken, er at Benestad er for strukturert; en soveromsgitarist ville hatt store vanskeligheter med å gå gjennom denne boken alene, og ville sannsynligvis gitt opp etter et par halvtimer med lesning. Å bli kastet rett inn i et tilsynelatende ukjent system på kort tid kjenner vi alle resultatene av – tenk matematikktimer, barn. Og Benestad har tydeligvis ikke tatt hensyn til dette. Men for all del: Dette er en innledningsbok til musikkteori – et ganske komplisert system for utenforstående – og vil passe ypperlig i kombinasjon med en lærer e.l., noe som kan være en av grunnene for at denne boken anvendes på mange musikklinjer i det ganske land som læremateriale.

Faglig er boken stødig, og tar for seg alt man trenger å vite for å opprette en forståelse for dette systemet. Dette gjør at selve innholdet i boken gjør boken om til en ypperlig oppslagsbok for novise teorister; man finner t.o.m. et oppslagsverk vedr. musikkutrykk, symfoniorkesterets mange instrumenter, instrumentnavn på fem forskjellige språk o.s.v. i de bakerste sidene. Nyttig.

Ellers har boken fine illustrasjoner, noe som hjelper meget på. Tross alt er det lite bilder (sett bort fra de bakerste sidene), noe som er fint. Alt i alt en god bok for den som har oppnådd i hvertfall litt forståelse på forhånd, men altså ikke noe for den absolutte nybegynner. Her er det lite tabulatur.

Jeg synes, vi mangler et ord for comfort food på dansk. Trøste-mad??? Helt ærligt! Ja, ja – jeg ved godt, at vi har noget, der hedder at trøste-spise, men jeg synes ikke helt, det er det samme. For mig kan comfort food være et godt, relativt sundt måltid… hvor imod trøstespisning – i hvert fald i mit hovede – er forbundet med snask og fast food. Måske er det bare mig, der er mærkelig og/eller et ordkløver. Det skulle i øvrigt ikke være første gang, nogen påstod den slags…

Men. Risotto er i hvert fald comfort food, så det basker. Cremet, blødt og fuld af smag. Og så er det faktisk let at lave. Basisopskriften lyder sådan her:
steg hakkede løg og hvidløg i olie i en tykbundet gryde, til de bliver bløde. Tilsæt risotto/sushi/grød-ris (hvilken som helst ris-type, der suger meget væde til sig) og lad det hele stege ved middelvarme et par minutter. Derefter hælder du varm bouillon ved (som du f.eks. har stående opvarmet på et andet blus), kun lige så bunden er dækket. Bliv ved med at hælde en smule varm bouillon ved, hver gang risen er ved at ha’ opsuget al væden. Og husk at røre rundt i gryden hele tiden – det er det, der gør retten dejligt cremet. Når risen er ved at blød, al dente, hvis vi skal være fine på den, tilsætter du en hel butternut squash (også kaldet moskus-græskar) skrabet ud af græskar-skallerne, efter du har bagt den i to halvdele, smurt i lidt olie og krydret med en smule salt og peber, i ovnen ved 200 g.  i ca. ½ time, eller indtil fyldet er blevet blødt som mos. Det hele røres godt sammen, varmes igennem og smages til. Done.
- i stedet for butternut squash kan man selvfølgelig bruge alle mulige andre grøntsager til sin risotto, kun fantasien sætter grænsen.

Gordon Ramsay siger, at risotto skal ha’ en konsistens, der gør, at den flyder en smule ud, når den hældes på tallerkner. Og han har nok ret – han har i hvert fald ret meget succes med sin mad, den ser lækker ud, og han virker til at være rigtig dygtig (grrr… fucking arrogante vegetar-hader… (jeg glemmer aldrig afslutningen på hans show “Gordon Ramsay’s F word” sæson 4, hvor han serverer kalv for 50 vegetarer, som overvejer at begynde at spise kød igen… skannnnnndaløst!!). Men madprogrammer er – trods frådseri, kød-svineri og andet ubehageligt – meget inspirerende…

Lige nu:

Litteratur:
“Skønhedsmyten” af Naomi Wolf.
Feministisk faglitteratur. Den fortæller om, hvordan kvinder, efter de er kommet på arbejdsmarkedet, er blevet undertrykte vhj. krav til og kritik af udseendet… Hvordan kvinder er blevet hjernevaskede til at være ekstremt og farligt selvkritiske bl.a. via mediernes propaganda. Hvordan kvinder bekæmper og konkurrerer imod hinanden i stedet for at stå sammen.
“Naturligvis ældes mænd ikke på en bedre måde fysisk. De ældes kun på en bedre måde hvad angår social status. Vi misopfatter det, fordi vore øjne er vænnet til at se tiden som en fejl ved kvinders ansigt, mens den i mænds ansigter er et tegn på personlighed. Hvis mænds hovedfunktion var at være dekorative og den mandlige pubertet blev anset for at være den periode, hvor mænd var i højeste kurs, ville en “distingveret”, midaldrende mand se chokerende forkert ud.“

“Som kvinder er vi oplært til at betragte os selv som dårlige efterligninger af modefotografier i stedet for at betragte modefotografier som dårlige efterligninger af kvinder. Vi bliver opfordret til at behandle vore ansigter som om det var fotografier, der var blevet rystet, være vor egen lyssætter og modestilist og fotograf og behandle vore ansigter som museumsgenstande, der sagkyndigt bliver udsat for highlights, beskyttes mod dobbeltvirkende lysfilter, påføres cremer, der blændes ud og giver refleks, spreder lyset optisk og indeholder antishine-element.“

ƒƒƒƒƒƒƒ/ƒ – 7/8 ud af 10

Link:
What happened to natural beauty?

Musik:

Ani DiFrancos musik er smukt. Hun er efter sigende et feminist ikon, så hun passer fint ind sammen med “Skønhedsmyten” og linket ovenover.

I øvrigt:
For noget tid siden skraldede vi en hel bærepose fyldt med glögg-fyld – dvs. poser med rosiner og mandler. Inspiration til at få den slags brugt, hvis der er andre derude, der har den slags liggende:
Først og fremmest lægges de i blød i køleskabet natten over (det bør man gøre med alle nødder, inden man bruger dem… og også tørret frugt)… og så kan man bruge dem til:
- Frugtsalat – evt. med yoghurt-vanilje-creme og hakket chokolade
- Havregrød
- Smoothies
- Kage
- Småkager
- Grønkålssalat – m. hk. grønkål, revet rødbede, revet gulerod, hk. løg
- Ja, bare salat generelt
- Blandet med kogt bulgur/cous-cous, grøntsager og krydderier
….. aaaaalt muligt forskelligt.
Vær lidt kreativ.
Come on….