Jeg vet det er høst når jeg kan tenke på det evinnelige dødspørsmålet uten å bli deprimert. Trærne blør, mine venner, og det er helt greit. Bladene er blitt farget av dødens egne farger og mister taket på sine stolte grener. Det var vind idag, og den var like leken som meg. Rasler i bladene og river dem ned, leker med dem i virvler. Det er en dans, en lek, som det siste slaget før de legges til hvile. Kjempende til siste slutt og gir meg en vakker piruett å danse til.

Det regnet idag og, og høstjorden dunster av råtnende blad og våte vekster. Sansene kommer på høygir, luften er høstgudinnen og vinden leker med bladene og meg. Hele verden blir av blader med det sterkeste vindkastet. Omringet på alle kanter av råtnende fargeflammende blader. Gammeleika gav fra seg løvet.

Det yrer og jeg blir våt, men bare litt. Verden er høst og jeg fryder meg ut til fingerspissene. Det er nå, og bare nå, at døden er på sitt vakreste, og snart kommer de hvite begravelsen med sitt dekke. Det blir en død igjen neste år igjen. Men nå vil jeg danse med bladene.

En kort og kendt fortælling om Fatima Al-Zahraas(as), Profetens datters afsked. Inden denne mærkværdige og elskværdige kvindes død, havde hun en kort samtale med sin mand, Imam Ali(as), som jeg faktisk ikke har oversat fra arabisk til dansk, men fra engelsk til dansk. Denne er fra Nahjul Balagha.

Fatimas(as) sidste ord til Imam Ali(as) inden sin bortgang:

“Ali! Du ved også at dette er den sidste dag af mit liv. Jeg er lykkelig og jeg er samtidigt også ked.
-Lykkelig, fordi at mine problemer/bekymringer snart vil være ovre og jeg skal møde min far. Og jeg er ked, fordi jeg skilles fra dig.
-Jeg beder dig, Ali! Notér dig hvad jeg siger, og gør som jeg ønsker at du skal gøre. Efter mig kan du giftes med hvem som helst der behager dig, men du skal ægte dig min kusine Yamama – hun elsker mine børn og Hussein er meget knyttet til hende. Lad Fidha blive med jer selv efter hendes ægteskab, hvis hun ønsker dette – hun var mere end blot en tjenestepige for mig; jeg elskede hende som min datter.
-Ali! Begrav mig om natten og lad ikke de, som har været så ubarmhjertige ved mig deltage i begravelsen. Lad ikke min død berøve dig modet, du er nødt til at tjene Islam og menneskeligheden i lang tid igen. Lad ikke mine lidelser gøre dit liv bittert, lov mig det Ali.”
Imam Ali(as) sagde: “Ja Fatima, jeg lover dig det”.
-Vores frue Fatima(as) fortsatte: “Ali, jeg ved hvor meget du elsker mine børn, men vær meget påpasselig med Hussein.  Han elsker mig højt og vil savne mig tungsindigt; vær en moder for ham.  Indtil min sidste sygdom, plejede han at sove ved mit bryst og han savner det allerede.
-Græd ikke Ali! Jeg ved med dit rå ydre, hvilket ømt hjerte du besidder. Du har allerede båret på for meget og skal bære på mere.
-Farvel Ali! Sig farvel til mig..” (Afskedig mig..)
Sorgen havde chokeret Imam Ali(as) og hans ord var blandet med tårer. Han sagde: “Farvel Fatima..”
-Da hun hørte dette, sagde hun: “Må den Barmhjertige Gud hjælpe dig med at bære disse sorger og lidelser tålmodigt. Lad mig nu være alene med Gud. “
Efter disse ord drejede hun sig i retning af sit bøn-tæppe og knælede for Gud.  Efter et lille stykke tid da Imam Ali(as) trådte ind i værelset, fandt han hende stadig knælende, men sjælen var gået bort for at tilslutte sig sin fader i hans verden af ynde, barmhjertighed og kraft.

Hun døde enormt ung..

Imam Ali(as) siger: “En blomst kvalt i fødselen, den var fra Paradis og vendte tilbage til Paradis..Men har efterladt dens duft i mit sind.”

En kuffert kan indholde mange ting ….

Selv da vi kiggede ud, til den store verden fik vi lige et..jamen.. go’ dag lille ven og velkommen til.. Og nu ved jeg ikke, men imens vi nu ligger der nede i barnevognen.. har nogle for vane, at stikke hovedet ned og endda sig BØH.. og så forsvinder de sporløs igen, med et par ord.. NEJ hvor er hun / han dejlig.. Ved ikke om det er noget man husker.. men, at få sådan et stort hoved ned i sin lune hule..må ha’ været noget af en oplevelse.. Nåh..men hej og tak fordi du lige vågnede mig.. Gad vide, om det kan være med til, at præge en resten af livet..for nogle kunne måske bange for, det store ansigt der lige kiggede forbi for, at dikke.. dikke.. Andre kunne måske formode, at berolig en med deres bløde stemme.. Nå de nu skal have nysgerrigheden stillet..

Så skal man jo passes.. Mor og far skal jo tjene ind til føden og det lille tag over hovedet.. Allerede der skal man jo sige farvel også et go’ dag til dem, som lige står til rådighed, der på institutionen.. Det er nok værst, at sige farvel til MOR.. jah… eller FAR.. men så er det da godt, at forældrene ikke har glemt en.. så de lige husker, at hente en igen efter dagens gøremål.. Og deres egne på gensyn på fabrikken..

Lidt senere i livet skal man så til, at lære og sige farvel i døren … skolen skal inspiceres og der skal hilses på den nye lære … Og der igennem knyttet der nogle bånd til nogle ligestillede som også lige har sagt farvel efter det gode solide måltid Jah andre elever som de så fint bliver kaldt.. Igennem skoletiden lære man så flere hundrede at kende nogle bliver bekendte andre venner … men et go’ daw og et farvel bliver det altid til i løbet af dagen… Man skilles og mødes..jamen.. hvad så, når skoletiden er slut… jah.. så spredes man over alle vinde undtaget dem der har bundet nogle langvarige venskaber eller endda forhold..

Kærester kommer og går..sådan skal det jo være i de unge år.. Der kan et farvel endda krydders med kærestesorg og et par tåre og så kan man sige farvel og mindes det hele til man dør.. Nogle tænker tilbage på det hele med et smil andre savner den svundne tid.. Nu kan man også bruge et hej og et møjen.. Vi har nu sagt Go’daw og farvel et par gange eller ti.. Uddannelsen er på vej eller hvis man nu vælger at gro i noget fast arbejde så har det også nogle nye ansigter, at sætte på vores liste med dem man mødte og dem.. man så fløj ud i det blå.. Livet er fyldt med nye bekendtskaber..nye sagn eller det evige venskab og her kommer det ægteskab hvor man siger JA også lige med.. Hvor er der mange som vi giver et go’ dag og et farvel..selv de sviger forælder vi får på vejen..

Nogle mennesker har det også svært ved at sige et farvel til de døde ting … den store Mercedes der stod i garagen som skulle skiftes ud med en Fiat..grundene kan være mange.. Det kunne måske være at rigdom og fattigdom mødes og der igennem fik man så lige mødt forskellen imellem livets facader.. De venner der kun kom på grund af penge forsvinder hurtig for nu står der sodavand å hylden i stedet for øl og vin..måske forsvinder de endda uden at sige det berømte Good bye.. Og nu er det så at man kan se hvad ægte venskab er.. Jah.. livet er herlig trods alt..

Så er det jo sådan, at vi ikke har opfundet det evige liv.. så nu kommer der endnu en prøvelse..måske har man stødt på den før.. Denne prøvelse er nok den værste for, at sige farvel for evig og vide, at man aldrig mere skulle ses igen… er noget af det værste der kan ske, for et menneske og især hvis det er nogle man elsker og holder af.. DET SIDSTE FARVEL, er det værste..for man ved at det lille go’ dag ikke kan høres mere.. Men det er jo sådan liver, er… Vi ved det men har svært ved at kapere det.. Livet skal jo gå vider lige til det bliver ens egen tur til, at holde op med at trække vejret..

Livet er fyldt med adskillelse og nye bekendtskaber og så et GO’DAW og ET FARVEL.. men helst det lille PÅGENSYN for så ved man, at man måske mødes igen over en go’ kop kaffe og det bløde brød.. Sagde du TUBORG.. som lige kan nydes ind over hækken..

Kan man græde over spildt mælk.. Jah..hvis man troede på noget som var..men forsvandt ud i den blå luft.. Så er det kun at komme op på hesten igen … finde nye horisonter..det kan man også få livets lærdom af.. Og husk man bliver aldrig for gammel til at lære… noget nyt..det er kun en selv der kan sætte grænser.. Og måske var det lige det du søgte uden at vide det..prikken over i’et …

Og nu vil jeg så bare lige skrive et PÅ GENSYN og håbe på at det bliver en rigtig go dag … uden et eneste FARVEL…

Jeg trenger råd fra en som har all viten i verden og ingen viten i det hele tatt
alt vi vet er at vi intet vet, og det er viktig å huske nå.

jeg føler det eneste halmstrået i livet svinne vekk fra meg, og hele samfunnsdyret tar opp sine skitne føtter og tramper meg ihjel.

Jeg vil skrive. Det er det jeg ånder for, det eneste som gir meg drift framover.
Ord,tanker og virvelvind.
Men jeg vet ikke hva jeg gjør.
Hva gjør en tekst bra? Er det et håndverk som skal finpusses etter kunstens regler? Absolutt!
Men hvordan vet man at man gjør rett?
Det er ingen fasit på tekst, og god tekst sier seg selv når den er der.
Friheten og kreativiteten på en tekst kan være vakker, men kun hvis man har kommet til det punkt der man har overvunnet teksten i seg selv….

jeg vet hva jeg tolker som kunst i tekst, og føler jeg ikke er dum nok til at det er helt ubetinget, men likevel vet jeg ikke om jeg kan skrive slik jeg ønsker.
Vil jeg noengang skrive ut historiene i hodet mitt? Komponere det perfekte dikt?
Jeg vet ingenting, og er for treg til å lære. Er litteraturvitenskap en omvei, eller er jeg lat?
Burde jeg skifte til det? Kaster jeg bort tiden min på et annet dødt fag?
Jeg vet det er bortkastet å spørre om dette, for “svarene må man finne selv”….

….men det skremmer meg ulidelig å vite at hvis jeg ikke har tankene jeg tror jeg har og ikke kan skrive teksten når tiden kommer…… så har jeg ingenting å leve for….

hvor mye blod er tekst verdt? Er det verdt det å dø for det perfekte dikt? Hvem kan dømme perfeksjon?
Ligger det ett dikt skrevet på en sporadisk notatside slengt rundt i aristoteles’ ideverden?

Mennesket er kanskje det verste utgangspunktet til å dømme noe, spesielt åndsverk, siden vi blir påvirket at alt rundt oss til slike grader at vi er nærmest uvitende om det.
… likevel gjør vi det med glans…

…..kanskje problemet mitt ligger i relasjoner til mennesker og ikke til teksten i seg selv..
verden er kun slik man definerer den selv. Hvis jeg blir kongen med ny skjorte kan jeg vinne.
Jeg kan skrive den perfekte tekst, for jeg kan le av all kritikk. Du kan ikke skade en som ler av alt, aldri tar standpunkt bare avstand. Men da blir det jo ikke den perfekte tekst men bare et symbol på autonomi.

jeg skal gi ut et poetisk verk. Sidene skal være blanke. Det trengs bare en person som liker det før man har vunnet….

jeg roter nå… det er sent og jeg er gal og jeg vil aldri oppnå den eneste drømmen jeg har….
…. jeg tror jeg aldri vil forstå essensen med tekst.. eller kanksje jeg allerede har gjort det, men at mitt guddommelige tekstvesen bare var en lusen ballong…

Det er litt sånn med meg, at jeg lover for mye. Slik som politikere har en tendens til å gjøre.
Nå har jeg bestemt meg for at jeg skal vente med å blogge for fullt til jeg har kjøpt meg en bærbar fin MacBook Pro. Og det blir nok ikke før slutten av mai neste år. Jeg skal beholde dette domenet, så kommer jeg sterkt tilbake en gang?!
So long, then.

_{Maria forlater oss for å dra til Venezuela. Vi tok farvel, jeg knipset noen bilder, klemmer ble gitt og sang blant annet forekom.}

_________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________

Maria, du kommer til å bli savnet!

Tid er et begrep vi ser og ikke fatter, som vi angriper men ikke forstår, som vi trekker oss gjennom ufrivillig og står på enden og gråter. De eldre er alene. Vi dør alle slik vi kommer inn. Helt alene. En gang så jeg en mann på gaten i Sarajevo. Det var en regntung tropisk hverdag og alle marsjerte som om de hadde mål og mening med livet. Regnet kvelte støvet fra veien, bilene kjørte i alle retninger og bærtet. På den andre siden av gaten så jeg en mann i grå frakk. Han så sliten ut i ansiktet. Så tok han seg på brystet. Knuget hånden sin over hjertet med en maske av smerte over ansiktet. Støvet virvlet opp. Det luktet tørt og vått samtidig. Han sank mot veggen bak seg. Det var biler og bråk og folk alle retninger. Alle gikk forbi. Ingen så han. Han sto og pustet tungt før han sank ned mot knærne. Han sankt sammen i ordets rette forstand. Likblek ble han. Han stønnet, likt et døende dyr klagende skriker sin sorg til artsfrender som alltid ender med å gå videre. Overlevelsen sier det. Man må videre.

Mannen sluttet å stønne. Han var død. Midt på gaten en regntung støvvåt dag i Sarajevo lå han død. Jeg valgte å stirre, å se. bildene, skuespillet, hadde etset seg inn i øye. Så gikk jeg videre for det var ikke mer. Det var livet i sin forstand, i sin nakne brutalitet, der ord bare er enda en illusjon som pakker oss inn i verdener av mening, som egentlig ikke er mening i det hele tatt.

Jeg gikk videre uten et ord, lik alle andre i den falske maskeraden i gaten. Mannen var usynlig for alle, men likevel en torn i øye som ikke ville forme seg inn i normerte rekker. Han valgte å dø på gaten, i skyggen av en mur med kulehull fra noen år tilbake som fremdeles var fylt med størknet blod. Det var ingen illusjoner. Jeg gikk fra han der på gaten, med et blikk som ikke lenger var blasert, og har alltid lurt på om jeg skulle gå ha gått bort. Da ville jeg fylt hans siste øyeblikk med en illusjon av menneskelighet, og kanskje jeg da ville kunne sove om natten. Jeg forstå nå at illusjonene er det eneste som holder menneske i balanse, og ved å forlate han der så forlot jeg også mine egne illusjoner, og vil nå vandre hen til galskapens rekker. Om noen år vil det være meg på den gaten, kun ikledd en sykende gal latter og en eneste avgrunn av stillhet.

Den kendte— halv danske—- muslimske blogger, Helen Latifi har desværre besluttet sig for at stoppe med at blogge. Hvad årsagerne er, må Allah vide det, men det er faktisk et tab for alle os andre her i blogland. Helen har modsat mange muslimske bloggere fokuseret på emner som vi andre ikke har fokuseret på. Og derfor er hendes “forsvinden” (håber blot det er et mindre okkulation) et større tab for blogland, og specielt for de muslimske bloggere, men ikke mindst for hele debatten.

Man skal jo som sagt sige ordentligt Farvel, og jeg vil personligt takke min Søster Helen for al den hjælp hun har ydet, og givet mig…uden hende ville min blog måske ikke have nået så langt som den er nu…så jeg synes virkelig man skulle rejse sig og give hende et stort farvelkram(eller blot store Klapsalver)….

Livet går dog videre, og det gør Helens jo også, og tilbage er der jo ikke andet end at dedikere et blogindlæg specielt for hendes skyld, som hun gjorde, da jeg startede med at blogge herinde og ønske hende al held og lykke med hendes fremtidige projekter og hendes uddannelse….

Vi iraker har en tradition at når man tager afsked med folk, så beder man dem om tilgivelse for alt det onde man har gjort mod vedkommende. Men idag, vil jeg nok gøre det omvendte, jeg vil undskylde for den noget uanstændige opførsel jeg havde imod hende for et par uger siden, selvom jeg nok burde have betragtet hende som en storesøster snarrer end som en jah, når jeg er sur kan jeg ikke styre mig selv, og jeg har faktisk haft det dårligt lige siden….

men endnu engang til Helen, Tusind tak for al det hjælp du har hjulpet mig gennem det sidste 1½ år vi har kendt hinanden og jeg ønsker dig det aller bedste i fremtiden.

Det er tidlig morgen. Jeg står opp og barberer meg. Begynner å kle meg da det ringer på døra. Går ned og åpner i underbuksa. Der står søstrene mine. De kommer for å hente meg. Det er ikke mulig å hilse på en sober måte i underbuksa, så vi spøker og ler, som vanlig. Underbuksa mi er svart, så jeg er klar, sier jeg og gliser. Ja, kom da, sier ene søstra mi, og gliser tilbake. Vi skal være med å flytte kista fra sykehuskapellet til kirka.

De venter i stua. Jeg kler meg ferdig. Den svarte dressen i dag. Svart sløyfe. Svarte sko.

Vi triller gjennom byen i sakte fart. Det er rusjtid og kø. Men vi har god margin, så selv om det snegler seg frem kommer vi til sykehuset i tide, slik vi har lovet begravelsesbyrået. Det står to menn og venter på oss der. De hilser lavmælt, og sier vi kan gå inn og sette oss i kapellet så lenge.

Kapellet er et vakkert, lyst rom. Midt i rommet står mammas kiste. Vi setter oss. Blir stille. Nå kommer tankene, og de første tårene. Det kommer en bil til, med flere slektninger. Vi hilser. Vi har kranglet om hvordan begravelsen skulle være, og krangelen var litt sår, men den får ligge nå. Seremonien er satt. Dagen i dag er ikke lenger vår å rå over. Det er mammas siste dag. Vi er her for å ta farvel.

Vi løfter henne opp. Bærer henne ut til kistebilen. Den er stor, med skinn over taket, og fløyel inni. Kista glir inn og sikres. De gir oss kors å sette på våre biler, og så kjører vi tilbake gjennom byen. Kistebilen først. Oss i kortesje bak. Fra Lovisenberg kjører vi ut på ringveien, og mot Carl Berner. Så kjører vi ned over Galgeberg. Langs gata står trærne med vårslør av rosa blomster. Jeg tenker at de tar farvel med henne. Hun valgte seg april til å stige inn i livet, og april for å forlate det. Vakkert, tenker jeg, og kjenner tårene samle seg i brystet. Vi ruller gjennom Gamlebyen, der mamma bodde. Kommer til kirka. Løfter ut kista. Bærer den inn. Plasserer den i midtgangen.

Gamlebyen kirke er stygg, tenker jeg. Den har grå himling, et monster av ei altertavle, er kald og dunkel.  Men det gjør ingenting, for dette er kirka mamma valgte. Det tusler en kirketjener rundt her. Hun rydder. Begravelsesagentene begynner å pynte. De setter opp lys ved kista. Det kommer blomster som de legger på kistelokket og ned langs midtgangen. Det er blomster fra oss, de nærmeste, med bånd der det er trykket ord om savn og minne, ord til farvel.

Det er ei stund til begravelsen starter, så vi går over broa til mamma si leilighet. På veien dit møter vi slektninger fra hjemme i dalen. De stopper og hoier. Er glade for å ha funnet frem i byen. Vi hilser. Har ikke sett dem på mange, mange år. De er blitt så mye eldre. Noen kjenner vi knapt igjen. Og de lurer på hvem av oss søsknene som er hvem. Det blir noen små stillheter når folk stirrer hverandre i ansiktene, og prøver å huske. Og så smilene, når navnene gis, og de alvorlige minene, når de gir sin deltagelse over tapet. Kondolerer, sier de, lavt.

Vi går tilbake til kirka. Alt er klart nå. Kirka er grå og kald, men kista er pyntet med markblomster. Kransene ligger der og lyser opp det dunkle. Folk begynner å komme. De får program ved døra. Skriver seg inn i kondolanseboka. Ser på det fine ungdomsbildet av mamma. Hun er vakker på det bildet. Det er tatt like etter krigen, tror jeg. De tar meg i hånda, kondolerer. Flere slektninger jeg ikke husker. Færre smil nå, for folk er preget av at kista ligger der, at dette er ei kirke.

Organisten spiller et rolig preludium, og jeg går ut. Trenger å unnslippe hilsingen og blikkene. Står utenfor kirkedøra og ser på våren. Ser folk gå til jobb. En trikk ramler gjennom Gamlebyen.  Ei drosje stopper og noen nye slektninger velter ut. Jeg tar imot, og ber dem skrive seg inn i kondolanseboka. Lar dem gå inn. Blir stående. Ser gravlunden ligge å vente på andre sida av gata. Ei jente dytter barnevogna si langsmed grusgangene der inne. Jeg tenker at “noen kommer, noen går” i dette livet, og nynner litt på den sangen. Svelger tungt. Går inn i kirka.

Seremonien starter. Først spilles “Eg ser” med Bjørn Eidsvåg. Nå kommer tårene som en flom. Kona mi ser på meg. Hun syns jeg er vakker når jeg griner, og gleder seg over at jeg slipper til sorgen. Eldste sønnen min sitter taus ved sida av meg, kjenner på stemningen i kirka, og på sorgen over bestemor. Jeg ser mot den grå himlingen, uten å se den, og tenker på mamma som nå endelig tar farvel med oss.

Så skal det synges av oss alle; Den fyrste song eg høyra fekk, var mor sin song ved vogga; dei mjuke ord til hjarta gjekk, dei kunne gråten stogga. Dette er en sterk sang for meg, ei salme jeg fikk høre som liten unge, så jeg vil gjerne synge denne for mamma. Men det blir for sterkt. Jeg klarer første setningen, men så velter tårene frem og gjør det umulig å synge med på resten. De andre synger, mens jeg sitter og griner. Jeg prøver å bli med igjen, men det går ikke. Ordene er for sterke. Når de siste linjene i sangen synges; … eg høyrer stilt frå mor si grav, den song som allting heilar … – og orgelet stilner, da er jeg utgrått og sliten allerede.

Presten ønsker oss velkommen til mammas gravferd. Jeg tørker tårene og følger med. Dette er viktig. Hun sier navnet til mamma feil et par ganger, men får det rett til slutt, og gjør alt annet riktig. Snakker om mamma sitt liv. Går gjennom det hele kronologisk. Utbroderer ikke. Lar oss som kjente henne gjøre det, mens hun rolig går gjennom et åtti år langt livsløp.

Så leses hilsenene på kransene opp. Hvil i fred. Vår kjære mor, bestemor og oldemor. Med kjærlighet. Takk!

Søster Ann Elin reiser seg og snakker om mamma sitt liv. Forteller om kampen og slitet. Forteller om sitt forhold til mamma, vårt forhold til henne, og om mamma sitt forhold til kirka og Gud. Det blir en sterk tale, preget av det sterke forholdet Ann Elin hadde til mamma.

Så hører vi på Sondre Bratland synge Olav H. Hauge sin tekst: “Det er den draumen”. Det er en enkel tekst om noe stort; forløsning og lykke.

Presten leser fra bibelen. Jeg er ingen kristen, men dette er kjent stoff og jeg trives i kirka. Jeg lar noen få ord gli inn, men lukker ørene for det meste. Jeg sitter heller og tenker på mamma, på det presten og Ann Elin sa om livsløpet hennes.

Vi synger ei fin salme etter skriftlesningen; “Å leva det er å elska”. En av mamma sine favoritter.

Så holder presten en tale der hun snakker om døden og etterlivet, og lyser fred over mamma sitt minne. Det syns jeg er fint å høre. Jeg liker presten. Hun heter Anne Grete Hagen, og vet hvordan ei slik avskjed skal gjøres. Kjenner ordene som må sies. Har ei ramme å sette det inn i. Jeg tror ikke på et liv etter døden, men jeg har sterk tro på at vi som lever videre trenger å si farvel på en verdig måte, og det får vi gjøre i kirka i dag, med en klok prest ved talerstolen.

Etter fredlysingen synger i igjen, ei vakker salme jeg er litt usikker på tonen til, men jeg synger så godt jeg kan; Gje meg handa di, ven, når det kveldar, det blir mørkt og me treng ei hand. Det å synge sammen handler ikke om å skape et perfekt kor, men om å la mange skeive stemmer skape et brus av fellesskap. Det skjer i kirka i dag.

Etter sangen gir presten tegn til oss som skal bære, og vi stiller oss opp ved kista. Så bærer bi kista med mamma ut av kirka, inn på gravplassen og opp til det nye gravfeltet på bakketoppen. Der står grava klar. Et langt og dypt hull i jorda. Vi setter kista forsiktig på stroppene som skal senke henne, og tar et skritt tilbake. Resten av følget samler seg rundt oss. Det blåser. Bjørkene hvisker med nyutsprungne blader. Fuglene synger. Lydene fra byen danner bakteppe for den mørke samlingen rundt grava.

Presten sier noen ord. Hun lyser fred over minnet til mamma igjen. Kaster jord på kista. Fra jord er du kommet … En spade til med jord. Til jord skal du bli … Ny spade med jord. Fra jord skal du gjenoppstå …

Så synger vi den siste salmen for mamma;
Lei, milde ljos, igjennom skoddeeim,
lei du meg fram!
Eg går i mørke natt langt frå min heim,
lei du meg fram!
Før du min fot, eg treng å sjå min veg
så langt og vidt – eit steg er nok åt meg.

Kista senkes i graven mens vi synger. Vi kaster rosene våre på kista. Så signer presten hennes minne og avslutter seremonien. På vegne av oss i famlien inviterer hun alle til minnestund på Oslo Spiseforretning, like i nærheten.

Vi står ei stund ved graven, litt nølende til å slippe henne. Vi holder rundt hverandre, griner, hilser på folk, tar imot kondolanser. Jeg ser at eldste sønnen min gråter, og får tatt rundt ham. Dattera mi kommer bort og holder meg i hånda. Jeg går et stykke bort, men så går jeg tilbake og ser ned på kista. Det er så fullt av blomster at kista nesten ikke synes. Kona mi kommer bort og holder rundt meg.

Det begynner å regne, og noen lurer på hvor denne “Spiseforretningen” er. Jeg hvisker et stille “Ha det, mamma”, og går for å vise vei for selskapet. Yngste sønnen min er misfornøyd med regnet, men får gå under jakkevinga mi. Laila må gå med rullator, så vi går langsomt nedover bakkene. Vi spøker om at hun trenger trimmen, og tonen letter litt igjen.

På selskapslokalet vi har leid er alt klart. Bordene er pyntet. Kaffen står klar. Ungene får brus. Maten er god. Folk fra forskjellige kanter av mamma sitt liv setter seg til bords. Vi i familien setter oss på forskjellige bord, for å vise at her er alle like velkomne, og for å snakke med flest mulig om deres forhold til mamma.

Jeg ønsker alle velkomne, og sier de får spise og prate så lenge de orker. Praten er allerede startet. Det blir ei rolig samling. Folk er sultne etter den lange seremonien. og de trenger å snakke sammen, snakke om mamma, om seremonien, om hva som har skjedd i livene deres siden sist de snakkes …

Jeg snakker med slektninger nordfra, om mammas opprinnelse og liv der oppe. Hilser på en fjern slektning som var barndomsvenninne med mamma. Snakker med slektninger vestfra også, om mammas møte med deres hjemsted, og hennes fine humør.

Jeg reiser meg etter ei stund, og ber om oppmerksomhet. Sier takk til Katarina Zwilgmeyer på Jølstad begravelsesbyrå, som har hjulpet oss på en veldig god måte med alt rundt begravelsen. Takker presten Anne Grete Hagen for hennes gode ledelse av seremonien, og hennes gode ord om mamma. Glemmer å takke organisten Olav Rune Ekeland Bastrup for hans gode spill. Takker de fremmøtte som er her for å dele sorgen med oss, og for å feire mamma sitt liv. Forteller dem at mamma slett ikke var lei av livet, selv om hun hadde bedt om å få slippe.

Så ber jeg Stein komme frem, for å spille Krekafossens brus. Det er en slått laget av pappa sin bror; Hans Mørkrid. Stein spiller den vakkert, enkelt, slik vi alle husker den, på sitt melodika. Instrumentet gir litt trekkspillaktig lyd, og det er helt riktig til denne slåtten.

Etter dette kommer Tomas Kreken frem, og sier noen ord om Krekafossen, dalen der heime, og sitt forhold til mamma. Så stiger bror hans frem, Ola Kreken, og han snakker litt mer om deres forhold til mamma og pappa, hvordan hun hjalp dem med husvask og slikt. Hvor vakker hun var, og snill.

Etter det kommer kakene, og mer prat, og så begynner folk litt etter litt å gå. Kona mi tar med seg guttene våre hjem, men jeg får gitt eldstegutten en klem før han drar, og satt noen ord på sorgen over bestemor sammen med ham. jeg blir igjen for å snakke med flere i selskapet, men snart ebber det ut. Vi sier takk til Oslo spiseforretning, og underskriver regningen. Spisesalen deres var ei fin ramme rundt minnestunda. De serverte og ryddet av uten å forstyrre, og ga oss veldig god mat.

Vi går rett over gata fra Spiseforretningen, til St.Halvards bistro, stampuben til mamma. Der sitter vi ei stund. Jeg tar en øl. Gjør sjelden det, men det passer her. Snakker litt med en fyr som var i kirka. Han er full nå, men han kjente henne, og nå vil han snakke med oss i slekta hennes. Vi snakker med ham. Han røler litt, men det bryr meg ikke. Pubverten kondolerer oss, og en annen gjest forteller at de skal henge opp et bilde av henne i puben. Det er tydelig at mange her likte henne. Det er godt høre. Godt å se andre mennesker som brydde seg om mamma.

Så går vi hjem til leiligheten hennes. Snakker litt mer sammen, vi slektningene, før klokka blir mange og vi bryter opp. Noen skal fly til Bergen. Noen skal kjøre til Sogn. Noen skal overnatte, og så fly nordover til Alta. Vi tar farvel. Jeg går hjem til dattera mi, får litt mat der, ser litt på TV, kjenner meg sliten. Kona kommer og henter meg i bilen, og vi drar hjem.

Resten av kvelden gjør jeg ingenting. Legger ungene. Synger for dem, og snakker litt om bestemor. Gir nattaklem. Går ned i stua. Kjenner meg tom, og rolig. Mamma er stedt til hvile.

Jeg lovte meg selv en gang et løfte soom aldri kan ytres høyt. Derfor skal jeg skrive det. Jeg var ved enden av veien, ved slutten av alt jeg trodde på. Jeg sa derfor at hvis jeg en gang ble døende, hvis jeg fikk vite at tiden ville ta slutt, så ville jeg ta hevn. Jeg ville torturert og jeg ville myrdet, helt til mitt siste åndedrag ble tatt.

Alle sier at man gror fra barndommens lidelser. Man får avstand og kan le av det. Alle ler av det. Vi var så dumme, så unge, så små. Alt er tilgitt nå, sier dere. Jeg tilgir aldri.

Jeg husker hvert stikk og hver sviende replikk. Jeg lever minnene når jeg sover og jeg husker stemmene deres om dagen. Dere er her, som spøkelser. Dere hjemsøker meg og ødelegger meg. Jeg vil aldri tilgi dere. Jeg er en brukken sjel.

Jeg lovet meg selv hevn, og jeg vil få det. Jeg vil rive ut nervene og benpipene og stirre dem i hvitøye når de dør. De skal lide en fryktelig død, nei, et fryktelig liv. Døden skal være en lettelse.

Likevel vet jeg innerst inne at jeg allerede har tapt. De har glemt men arrene ligger fremdeles blødende i meg. Jeg kan ikke legge det bak meg, og det er deres ultimate seier. De brakk meg. Jeg vil aldri igjen være hel. Derfor skal de trekkes ned i suget med meg.

Jeg lurer på hvordan det føles å drukne. Synke hen og la all bevissthet forsvinne mens kroppen fylles med vann. Det må være mørkt vann, og kaldt. Lik sjøen, med en stålgrå skygge i seg som skjuler alt i det og deg selv da du velger å forsvinne nede i dypet. Det er en fantastisk tanke; å bare forsvinne ut i intet. De siste tankene ligger som tikkene i et gammeldags urverk. Lungene fylles med vann. Jeg undres om det blir lyst eller mørkt på slutten.

Min sovepose knitrer mens jeg hænger den op over tørrestativet. Måske er det et par minder der falder ud?
Ligenu bekymrer det mig ikke, for jeg er afslappet og glad. Solen hænger som en halogenlampe med et tyndt lag stof over sig og lyser ned.

Igår kom jeg hjem efter at have tilbragt en uge i en god håndfuld rare menneskers selskab. Nogle gamle venner, nogle ukendte da jeg ankom, men alle dygtige og mere hele individer da vi tog afsked.

Jeg kan godt mærke at der er gået en uge, men når jeg tænker tilbage føles det ikke sådan. Nærmere som to dage, når man ser bort fra ankomst og farvel.
Måske dagenes opbygning, med ens holdepunkter, har givet denne følelse i mig, eller blot er det fordi det hele har gået så stærkt.
Det er virkelig nogen af de længste dage jeg har haft på sådant et kursus, og selvom det ikke stikker Diamant Ekstrem, har jeg ligesåmeget lærdom med hjem i rygsækken.

Relationsmæssigt har jeg ikke meget at sige eller gøre. Jeg har fået langt stærkere venskaber med størstedelen, mens der dog kun er kommet en lille håndfuld flere til.
Jeg tror det har noget at gøre med hvor intenst det har været. Jeg har brug for mellemrum og minutter for at kunne huske på mig selv, og derefter finde mig i andre og gøre dem til venner, andet end væsner jeg synes er rare, eller mindre rare. De minutter var ikke at finde, sammenhængende.

Ligenu glæder jeg mig over mig savn til alle disse personer, for jeg ved at alle dem jeg vil kalde mine venner derfra, kommer jeg til at se igen. Der kommer ikke til at være løse ender eller ufuldendte sætninger dervil opløses i solens film.

Jeg glæder mig til imorgen at ville cykle i skole og se byen jeg igår vendte tilbage til i søvn, og som med kirsebærtræer i naboens have, samt venner efter mit skoleskifte, nu lyser op i mig.

Ligenu er alting godt, og nu vil jeg tage tiden til at nyde det.
Farvel.

Vi tok farvel ved gangfeltet. Jeg skulle krysse det, du skulle fortsette forbi. Jeg gikk raskt bortover uten å se meg tilbake. Jeg hadde sluttet med det når det gjaldt deg. Det ville bare føre med seg masse tanker og minner jeg var ferdig med for lengst. Etter å ha gått i mine egne tanker et par meter, hørte jeg at du ropte på meg.
- Hæ?, skrek jeg tilbake.
Du ropte på nytt, men var for langt unna til at jeg hørte deg, selv om jeg var ganske sikker på hva du sa.
- Sa du nettopp det jeg tror du sa?, ropte jeg.
- Ja!
- Hmm..
- Så hva blir det? Ja eller nei?
- Kanskje!
- Ja? Du begynte å krysse veien.
- Kanskje!, smilte jeg for meg selv og fortsatte hjemover. Jeg hørte du kom løpende bak meg.

Vi gikk hjem i stillhet. Begge visste at selv om jeg sa “kanskje”, betydde det “ja”. Vel inne slang du deg ned i sofaen av gammel vane. Vi hadde faste plasser. Du til høyre, jeg til venstre. Vi ble sittende å diskutere katter i en evighet, mens vi var på nære nippen til å røyke på oss kols. Innimellom ble det stille, før vi raskt gikk tilbake på samtaleemnet. Vi begge gjentok oss selv i det uendelige, uten at noen av oss reagerte på det. Du virket nervøs. Du klarte knapt å titte på meg. Var det samvittigheten din som stakk? Når du først tittet på meg, tittet du lenge. Som om det var så mye du egentlig hadde lyst til å fortelle meg. Men i frykt for å sprekke bobla vår, tittet du bort.

Det var jeg som kysset deg først. Aller mest fordi det virket som om du var i ferd med å trekke deg fra hele opplegget. Du svarte tilbake og jeg ble overrasket over hvor myke leppene dine var. Jeg kunne ikke huske at de var slik, mener selv å huske at før hadde de vært harde og firkantete. På en måte hadde det ikke gjort noe om du hadde trukket deg, på en annen måte hadde jeg gått rundt i flere dager å vært kåt uten at det fristet spesielt mye å fikse det selv.

På en-to-tre var vi inne på soverommet og du hoppet rett ut av klærne, som så mange ganger før. Mens jeg lot et og et plagg falle, sakte men sikker, lå du rett ut på senga, med staken i været og smilte.

Det startet igjen med kyssing og jeg ble igjen oppmerksom på de følsomme leppene dine. Du som likte det rått, var plutselig øm og forsiktig. Jeg kysset deg på halsen og lot hånden skli nedover brystet ditt, før jeg lot den lukke seg rundt skaftet. Jeg hørte den svake kurringen bak i halsen din og la merke til hvordan du virket overrasket. Imens kjærtegnet du brystene mine, før du borret fingrene dine inn i ryggen min, idet du var på vei nedover mot baken min. Videre fra baken og over hoftene mine, inn mellom lårene. Jeg lot deg mer enn gjerne få bedre plass og spredde villig beina fra hverandre. Det var godt. Det var deilig og i det jeg var på nippen til å nesten tigge deg om å trenge inn i meg, gjorde du netttopp det.

Det hele var så kjent, en så vant ting å gjøre. Vi hadde rytmen fra første stund. Likevel så utrolig annerledes. Hvordan du var over hele meg. Og når rutene var fulle av dugg og en salt svettedråpe fra pannen din traff meg, og jeg trodde det var over, hadde det så vidt begynt.

Vi elsket i flere timer. Hvor lenge er jeg usikker på. Når kroppene våre flettes sammen, tenker jeg ikke spesielt mye på tiden. For jeg vet at det kun er en sjelden gang, selv om jeg hver gang tar meg i å tenke at det definitivt ikke er siste gangen, bare at det blir lenge til neste. Du er fyrstikken og jeg esken og tilsammen smeltes vi om til en ild i senga. (Gud, for en ekkel klisjé!)

Og når jeg hadde skreket ut min ekstase og du hadde sprutet utover brystene mine og vi lå svette og blide, mens vi småsnakket, var alt som før.
- Vi tar en røyk før jeg går eller?
- Selvfølgelig. Jeg reiste meg opp og kastet bokseren til deg.

Mens jeg tente røyken, spurte du om jeg hadde noe forslag til unnskyldning for å komme sent hjem. Alt jeg satt å tenkte på var om jeg burde ha dårlig samvittighet eller føle meg brukt. I det du kysset meg lett på pannen og ba meg følge deg ut, selv om det var snakk om to meter til døren, bestemte jeg meg for at nei, jeg hadde fått fiksa meg. Jeg hadde ikke samvittighetskvaler ovenfor et menneske jeg ikke kjente (annet enn som henne).

Du kysset meg fort på kinnet, før du snudde kinnet ditt mot meg og jeg kysset deg. Tørt og lett. Måtte ikke sette spor, selv om jeg vet at jeg hadde gjort noe med deg. Det blir lenge til neste gang, tenkte jeg idet jeg vinket deg farvel ut gården.

Jeg har en masse små mænd der står på mit bord med hinanden i hænderne. De danser siger jeg til mig selv, og derfor danser de rolig rundt på mit bord. Det er et bord der tilhører et forelsket hoved, der desværre også er ondt.

Nytårsaften kyssede jeg nemlig en pige. En pige jeg havde kysset med mange
gange før, gennem den fortløbende uge. En smuk for anderledes pige som gerne ville varme mine kolde døde hænder for tilgengæld at få hjertevarme. Det er en pige jeg har delt ord med. Mange ord imens jeg sagde farvel til den anden.

Siden jeg sagde farvel har mig og hende jeg kyssede nytårsnat nemlig været
venner. Men nu er det anderledes. Tiden gik pludselig uøjensynligt hurtigt og
kærligheden var igen i mit blod. Nu sidder jeg her med et kærestebrev i
hånden, som jeg godt ved hvad jeg vil svare til. I den lille firkant under ja’et vil jeg farvelægge et blåt hjerte, mens det store hjerte hun har tegnet på tegningen skal males rødt inden jeg pakker det hele i en kuvert med små røde hjerter som confetti der vil falde ud den dag den uskyldige malertapes indbundne brev dumper ned i hendes postkasse med en stump lav lyd, og måske endda en hvinen fra postkasselugehængslet.

Også er vi her. I hinandens arme hvor vi kysser og holder fast, mens hun sidder for sig selv i den anden by, med et brudt løfte jeg gav. Eller. En brudt ordrække jeg sendte. “Ja. der går også lang tid kan jeg mærke, indtil at alt dette er ude igen.” Også snakkede vi, og snakkede, og snakkede og skrev, indtil du sagde at stilheden nok var bedst. Pludselig var du ude. Ude som kæreste pige og inde i den beskyttede del af hjertet med minder. Og jeg husker dig. For som sagt er det ikke lange tider siden vi sagde farvel. Dog er det heller ikke fordi jeg gerne vil glemme dig. Du opholder dig i mit værelse og stirrer med et smil ind, og udover. Og du er så smuk. Dådyret i min skov mindede mig om dådyret på dit spejl, og tv∙2 husker mig på flyturen hjem fra den anden side af jorden i dine arme. Hun har ikke overtaget noget af din plads skal du derfor vide, og det vil jeg fortælle dig.

Hun er istedet ny & fin & smuk & min.
Det er hun.

Og jeg er forelsket.
Minä rakastan sinua.

its 2 in the morning and yes,im sleepy.im supposed to be tucked in my bed rite now but i just bought Max thieriot’s new movie and i just cant get enough of him so,i went online and find out more about him.

im supadupa tired today.i went to my school funfair which is very boring then i went jalan2 with my mom’s friend’s family from malaysia and i started to talk like malaysian.malaysian english with lah and tak.

im alone rite now and no ones here except callie and im having goose bumps so i gotta go now lahh.

P.S : See you next year Indira!Farvel(not larvik)!Dont forget SEBASTIAN!

ADIOS