É quello che succede a lei, e deve essere crudele esserci costretti. Avere una malattia cosí ti cambia la prospettiva della vita: aspetti con ansia le giornate nuvolose e piovose, ti deprimi quando le previsioni del tempo danno bello stabile e da Marzo a Settembre non vivi piú normalmente. Persino l’ora legale puó diventare motivo di insofferenza, ed i racconti delle ferie dei colleghi devono essere una tortura. Dopo vent’anni di questo mi stupisco come possa essere allegra come lo é stata per quelle stupende due ore che mi ha regalato.

Kan I huske den der helt specielle barndomsfornemmelse af virkelig at glæde sig til noget? Tiden kunne kun gå for langsomt; der var evigheder til, at det indfandt sig.
Det kunne være jul, fødselsdag, en skoleudflugt, en skovtur med far og mor – ventetiden kunne være kort eller lang (o.k. – den var altid lang, men altså…), men mavefornemmelsen var næsten altid den samme.

Kan I også huske den varme følelse, det gav, første gang jeres barn/børn gav udtryk for præcis den samme forventningens glæde? Hvor I tænkte, at så er vi nået et godt stykke af vejen, når de ikke længere tager ting for givet, men kan se fremad og glæde sig. Det var i starten begivenheder og senere kom også glæden ved selv at have sparet op til noget, man brændende ønskede sig – og som vi som voksne gør barnet en bjørnetjeneste ved bare at forære det uden videre.

Evnen til at glæde sig må man helst aldrig miste. Der kan være så mange grunde til, at nogen gør det, men man må i hvert fald ikke glemme at glæde sig, hverken over nuet eller fremtiden, bare fordi man er blevet voksen og hele livet er åh så alvorligt.

Jeg kan godt glæde mig. Lige nu glæder jeg mig til jul, for der kommer englænderne herover, og vi skal formentlig til Sverige og holde jul hele banden. Næsten hele banden. En niece rejser til Australien i morgen, og lille baby William skal tilbringe juleaften hos farmor og farfar. Sammen med sine forældre, forstås.
Så vi bliver kun 15… Det glæder jeg mig meget til. Altså ikke, at vi kun bliver 15, men at holde en god, lang jul med familien.

Jeg glæder mig også til d. 23. februar, hvor jeg flyver til England og bliver der i seks dage. SAS holdt udsalg i går, og jeg var hurtig ved tasterne og fik en billet til Heathrow til under 1000 kr. Det er pænt billigt, og jeg glæder mig allerede som et lille barn til den lille uge.

Det andet billede er venligst ‘udlånt’ af Peacock Travel. De har bare nogle exceptionelle rejser, har de. Et par dage på denne husbåd i Thailand kunne jeg såmænd godt glæde mig til, hvis der var nogen, der kom og tilbød mig et ophold.

Men jeg glæder mig nu så vældig meget til næste sensommer, hvor vi satser på at skulle til det vestlige USA og kigge lidt nærmere på en hulens bunke nationalparker. Og besøge nogle søde mennesker i Santa Barbara. Det bliver skønt, og tiden indtil vi skal af sted kan kun gå for langsomt.
 

Det er mange som sier mye om Koh Phi Phi.

I hvert fall hadde jeg hørt mye forskjellig i løpet av tre uker i Thailand, det er så dyrt, hadde jeg hørt, oppskrytt, ikke som før, det er langt i fra som før, var det mange som sa, det har blitt så kommers .

Mens andre elsket det, kunne være der i dagesvis, ukevis, så lenge som mulig. 

Uansett, etter 15 døgn på Koh Lanta, tok vi ferge over til dette kommersielle paradiset, det regnet, det blåste, det var meterhøye bølger, til og med en liten skypumpe, og da vannet endelig hadde lagt seg, da vi var inne på stille vann i bukta ved Phi Phi, da lå tåka så tjukk at vi måtte vente, vente på bedre sikt.

Men herregud for en sikt vi ventet på.

Turkisblått hav. Finkornet sand. Lange, smale trebåter pyntet med blomsterkranser i rødt, blått, gult, rosa, grønt. Grønne fjellskrenter, blå himmel, hvite skydotter.

Også menneskene da selvfølgelig, menneskene, backpackerne, de japanske pakketuristene og de lokale, de tøffe lokale som igjen har slått seg opp i turistparadiset, de som har bygget opp igjen et øysamfunn som ble revet i stykker av tsunamien andre juledag 2004, de  som nekter å gi seg, nekter å gi opp. 

Det er noe eget med Koh Phi Phi, så vakkert, så mange muligheter, her er både ensomhet og full fest. Lei for eksempel en longtailbåt for en dag, bli kjørt akkurat dit du vil, vær der så lenge du måtte ønske, alene, og bli hentet igjen etterpå. For så å finne en øl på en strandbar eller drikke en bøtte sangsum mens du venter på at flammeshowet skal begynne. 

Eller du kan gjøre noe helt annet. Som de lokale sier: Up to you long time. 

————————————-

(There is something special about Koh Phi Phi. So beautiful. So full of opportunities. You can party all night, or rent a long tail boat for a day, spend it on a lonely beach, or just walk around in the city, drinking beer, chatting, eating ice cream. Or you can do something completely different. As the locals says: Up to you long time.)

 La crisi e quindi un calo dei traffici marittimi è un dato di fatto ma l’impatto nei porti non è sempre uguale.  Anche a Gioia Tauro c’è stato un calo delle operazioni di carico e scarico container ma non sufficiente per il terminalista ad assicurargli la possibilità di accedere alla Cassa Integrazione in deroga. Una ipotesi che è circolata tra noi portuali è che proprio per creare le condizioni per la CIG in deroga alcune navi sono state dirottate sul porto di Cagliari. Il terminalista ha tentato con questa operazione di accedere a questi finanziamenti dovuti alla crisi dei traffici. L’operazione tentata non ha avuto fortuna perché in ottobre c’è stato un lungo sciopero nel porto del Pireo,  contro l’affidamento del terminal container all’impresa cinese Cosco, con conseguente spostamento di navi proprio su Gioia Tauro.  Negli anni scorsi causa i ritmi imposti e le turnazioni previste i portuali avevano maturato 9000 giornate di ferie non godute, che non avevano potuto utilizzare.  Questa faccenda delle ferie non godute è il secondo motivo per cui non c’è stato alcun intervento di sostegno. In pratica tutte le situazioni di calo del lavoro per quest’anno i portuali le hanno pagate con le loro ferie. Esiste un accordo firmato dai sindacati confederali per cui una piccola parte delle ferie potrà essere decisa dai lavoratori, mentre è il terminalista a decidere e comunicare ai portuali quando lavorano e quando stanno in ferie obbligatorie.

“I portuali non si toccano”

Il SUL è con la Battistello, -  dichiara Antonio Pronestì del Sindacato Unitario Lavoratori -  lotta dura all’assenteismo. La sua grinta e la sua determinazione  – continua Pronestì – deve essere di esempio per tutti noi. Diciamo no all’assenteismo delle navi che la Signora ha dirottato a Cagliari per incassare milioni di euro dalle casse pubbliche, all’assenteismo dell’azienda alle necessità dei lavoratori, all’assenteismo della politica ai problemi del porto gioiese, all’assenteismo dei diritti civili dei lavoratori di MCT. La verità, purtroppo, è che i lavoratori sapevano e sanno bene che la Signora e la MCT non sono a Gioia Tauro per fare la carità, ma a fare cassa. La cosa grave è che la politica nazionale e locale è inspiegabilmente succube alle volontà di questa Signora – con la “S” maiuscola – che non perde occasione per offendere i calabresi, le istituzioni e i lavoratori. In  quest’ultima occasione, apprendiamo dai media, sembra abbia dichiarato  “ non ci sarà Tribunale e nemmeno Cristo in terra che cambierà la mia decisione, perché io darò ordine che gli assenteisti restino a casa”, chissà che dirà il nostro caro Vescovo – che in passato ha condannato le lotte dei lavoratori – e che dirà la gente comune davanti a tanta spregiudicatezza.

I lavoratori, che per l’ennesima volta incassano, ringraziano la Battistello perché sta facendo apparire ciò che è la realtà portuale gestita da MCT:  un’oasi sventurata dove i diritti di civiltà – congedi per l’assistenza dei figli o di parenti ammalati, le assenze per malattia, che sono tutele garantite dalle leggi – diventano assenteismo da combattere, dove gli elevati ritmi di lavoro     – che generano molti microinfortuni – sono al limite della sicurezza, dove l’organizzazione del lavoro – che è prerogativa aziendale – ha fatto scappare importanti linee di navigazione, dove ogni proposta di miglioramento organizzativo viene bocciata con arroganza, dove è impossibile usufruire delle ferie o dei permessi, dove lo Stato non c’è e forse non ci sarà mai. Noi lavoratori vogliamo far parte della società civile, dove esistono diritti e doveri, dove le leggi vengono rispettate, dove le persone hanno dignità, noi volgiamo vivere e lavorare per la nostra terra e per i nostri figli. La Battistello faccia la sua strada.

                                                                                                                         L’ufficio stampa

Comunicato stampa del 7 ottobre 2009 del COORDINAMENTO PORTUALI DI GIOIA TAURO

Black Eyed Peas “I gotta feeling” kørte på fuld styrke i Amsterdam og hvergang den blev spillet på diverse barer, klubber osv. – ja, så sang (skreg) vi med….så meget at vi flere gange blev kigget lidt mærkeligt på.

Jeg har på fornemmelsen at min aften i aften bliver rigtig god – så derfor bliver sangen altså lige dagen sountrack. Endvidere bliver jeg bare i god humør af sangen og dermed er specialet bare lidt mere hyggeligt! Jeg synes jeg har lidt problemer med at komme op i speed efter min ferie – ikke godt! Men jeg prøver med at motivere mig selv ved at sige “der er kun 1½ måned til næste ferie”!

Ja jeg har været på et lille “privat” intensiv kursus i hyggelige  rammer fra fredag eftermiddag til igår søndag.

Vi boede på Malergården på Tåsinge, et rigtig hyggelig sted, så skulle du mangle en overnatning når du er på disse kanter, kan det varmt anbefales…..

Her er lidt stemingsbilleder derfra….

Som i kan se, et rigtig hyggelig sted.

Vi skulle sy “blade” men mere herom sener….

Siden de andre (Maria og Anniken) allerede har vært flink og blogget om turen vår til Bergen, har jeg nå funnet ut at det er på tide at også jeg skriver kort om turen vår dit. Kort fortalt trengte jeg og Maria en liten avkobling før eksamenstiden tok av, og derfor tok vi turen til Bergen hvor vi bodde hos Anniken og Vegard. Her fikk jeg muligheten til å tørke meg med en Liverpool håndduk etter hver eneste dusj, og for anledningen valgte Vegard å henge opp skjerfet sitt også slik at jeg ikke skulle gå glipp av at han er Liverpool fan –> æsj! Det gjorde ikke hans humør dårligere at kampen mellom Liverpool og ManU den helgen gikk i hans favør, selv om det bør poengteres at det ser ut til at Liverpool er ute av CL og ManU ligger, til tross for tap mot Liverpool og Chelsea (begge på bortebane) over Liverpool på tabellen. I allefall sist jeg sjekket. Uansett, som en takk for gesten valgte jeg å tegne et hjerte i speilet på badet med ManU i, selvfølgelig. Noe måtte jeg jo legge igjen etter mitt besøk

Her kommer i allefall et lite utvalg av aktivitetene vi tok for oss når vi var i regnets hovedstad. Faktisk bør det poengteres at det nesten ikke regnet noe mens vi var der, så på den måten kan man si at Bergen viste seg fra sin beste side…

Vi fikk også muligheten til å møte Lennart, Silje og Mabelle igjen – de har vi ikke sett siden Singapore faktisk. Eller, Lennart var en snartur i Stavanger for en tid tilbake siden, men Silje og Mabelle var lenge siden. Sist jeg så Mabelle var hun så liten at hun lå og krabbet rundt på gulvet vårt i leiligheten i Singapore. Nå var hun i hundre og jaget måser, duer og gjengen vi var sammen med. Tiden flyr virkelig dere…

Så er jeg hjemme fra Amsterdam.

Det har simpelthen været den mest fantastiske tur. Vi har oplevet super meget og haft det så skægt. Jeg er nu endnu mere forelsket i Amsterdam. Jeg tror da godt jeg lige jeg kunne bo i sådan et kanalhus med højt til loftet og den mest fantastiske stemning!

Vi har lavet alle de ting turister skal. Vi har været på kanalrundtur, set Anne Franks hus, set Rambrandts hus, Været på erotisk – sex – og hash museum! Derudover har vi været en tur i Haag og ellers bare gået rundt og nydt byen samt drukket en helveds masse Heineken og vodka/Redbull. Endvidere har vi været ved at blive kørt ned af både en sporvogn, en cykel, en bil og en taxa. Se så er man vel rigtig turister.

Eneste minus ved turen var helt klart togturen. 15 timer hver vej. Puha. Man får jo ingen søvn i sådan en sovevogn. Og når man endelig falder i søvn bliver man vækket af politiet fordi de vil se ens pas. Her må jeg uderstrege at det Hollandske og danske politi virker noget mere flinke end det tyske…..nå men jeg skal aldrig med nattog igen! Alrig! Tilgengæld vil jeg gerne med toget til Köln, for hold da op hvor virker det til at være en flot by!

Vet ikke om jeg skal si så mye om mediafesten på tirsdag, bortsett fra at det var gøy. Det var gøy fram til både tårer, ord og dumme ting kom ut, og folk dro hjem rimelig fort. Kort oppsummert, en blandet kveld. Syns vi bør ha mange flere mediafester, sålenge de enderbedre enn denne.

Feste, det kan vi!

Ellers har uka vært rar.

Mandag: Vanlig allmen-dag.

Tirsdag: Vanlig allmen-dag + fest.

Onsdag: Fri.

Torsdag: Lang, jævlig dag med animasjonsfestival etter skolen.

Fredag: Fotofordypning med frysing i Kulåsparken og tre bussturer til å fra Særp.

Med andre ord, en ganske fæl uke. Jeg trenger ferie! Mer nøyaktig, sommerferie! Jeg får deprisjonsproblemer her jeg sitter å ser ut på snøen som ikke helt er snø, og det får meg til å innse hvor langt unna sommeren er. Og jeg blir stressa over å tenke på hvor nærme jula er, og at jeg da faktisk er halvveis ferdig med vidregående. Og Hovebillettene som blir lagt ut for salg på tirsdag.. jeg vet ikke engang om jeg vil dit lenger, enda jeg har gledet meg siden ifjor! Hodet mitt er et komplett kaos med tanker og bekymringer for tiden. I need help.

- Marthe

Dette innlegget skulle blitt postet for lenge siden, men det hadde visst blitt helt glemt av – så dere får få det nå!

Jeg har vært leder på Liv Laga festivalen, som er et opplegg for unger i 5. – 7. klasse i høstferien. Det er i grunnen en veldig fint opplegg for ungene, ikke fult så fint for meg som ble dratt med på tur oppi Knutmarka. Dere som kjenner meg vet hvor lite jeg liker å gå på tur, så jeg måtte virkelig anstrenge meg for å smile. Kunne jo ikke være en sur voksenperson. Turen gikk jo forsåvitt fint, hvis man ser bort i fra når ungene spurte meg om turting (som hvordan man lager bål osv.) Det er jeg nok ikke så god på.

Ungene laget innbakt pizza på bålet, som var (faktisk) ganske så god. Det var en meget velykket tur helt til siste slutt. Da kom min kjære bror haltende bort til meg; "Øksa e vesst litt farli vess man bomma.." Hjertet mitt stoppet. Så skjøt det fart, tredobbelt av det normale. Gutten brettet opp buksa og der randt blodet, han hadde klart å hugge segselv med øksa! Skulle ønske jeg kunne si at instinktene mine kicket inn og jeg visste hvordan jeg skulle fikse det, men det skjedde aldri. Jeg bare sto der å så på broren min, så begynte jeg å rope. Heldigvis var det ikke paniske lyder som kom ut av munnen, men heller forsiktige rop om hjelp fra de andre "voksne".

Ingen hadde med et førstehjelpsskrin, ikke en gang vanlig tørkepapir var tatt med. Heldigvis var Petter (den ene "voksne") så snill at han lånte bort pannebandet sitt og en klut som han egentlig skulle brukt til å vaskesolbrillene med. Og slik laget de andre en provisorisk bandasje for min bror, mens jeg bare stod der som en amøbe. Av og til kom det ut ord som; "Går det bra?".

Jeg og Krister ble kjørt ned til legevakta, og damen i resepsjonen så nok ut som jeg gjorde da vi fortalte henne hva som hadde skjedd. Han ble fraktet inn på akuttrommet, og de tullet opp den amatørmessige bandasjen – så lo de litt. Det var visst ikke alvorlig i det heletatt. Trengte ikke sys engang, fikk bare på noen strips. Vel, søsterhjertet mitt hadde overdrevet – og nå slappet det av. Dagen etter, idag ble han og jeg hjemme – og dro ikke på Liv Laga. I stedet koste vi oss meg hjemmebakte boller og kortspill. ilu bror

View Full Album

Eile oli siin férié ehk siis riigipüha ning loomulikult ka vaba päev. Kui ma oma töökaaslastelt eelmise nädala lõpus küsisin, et mille pärast on 11. november oluline, siis öeldi, et see on I maailmasõja lõppu tähistav päev. Palju põhjalikumat seletust ma ei saanudki. Traditsiooniliselt toimub igas linnas kell 11 veteranide poolt koostatud teksti (üle Prantsusmaa sama tekst) ettekandmine linnapea pool, pannakse mälestusmärgile lilli ning võib-olla peetakse veel mõni kõne või pakutakse aperatiivi. Enamus inimesi sellest teenistusest aga osa ei võta ning mingeid muid erilisi traditsioone selle vaba päevaga ei seota. Ehk vaid see, et tavapäraselt alati sajab sel päeval. Nii ka eile.

Ühesõnaga on mul olnud pikk nädalavahetus, kokku 5 vaba päeva, mida ma maksimaalselt olen ka ära kasutanud. Laupäeva hommikul uitasin jälle raamatukogus ning ootasin pingsalt lõunat, sest siis pidi Sander jõudma Bergeracist( kuhu ta loomulikult jõudis Eestist) Marmandesse. Nii ka läks ning pärastlõuna veetsime kohaliku eluga tutvudes ja Marmande ilusamaid paiku läbi jalutades. Õhtul oli minu siinse perekonna juures suurem õhtusöök, mis tähendas siis nii 12 inimest, maitsvaid roogasid ning pärast südaööni hoogsat laulmist. (Neil, kel võimalus)Võite Sandrilt ise järele uurida, aga ta oli äärmiselt vaimustunud nii söögist kui ka ülimalt meeleolukast õhkkonnast ning ütles, et niisama turistina Prantsusmaad külastades ei satuks ta eales sellisele koosviibimisele.

Pühapäeval otsustasime pärast põhjalikku kaardisilmitsemist Baskimaale sõita. Valikuid oli mitmeid ning olugi, et ma oleks tahtnud kõike ilusat siin regioonis Sandrile tutvustada, siis oli selge, et kui me just valguse kiirusel ei liigu, siis ei ole see võimalik. Küsisime ka kohalikelt, et mida oleks otstarbekam teha, kuid nii palju kui oli inimesi, oli ka erinevaid soovitusi. Ühesõnaga oli sihtpunktiks Baskimaal asuv Biarritz. Ma ise külastasin Biarritzi juulis, kuid vaatamata kõrgklassi kuurortlinna staatusele ning hirmkallitele hindadele, jättis see väga hea mulje. Pealegi meeldib meile mõlemale Sandriga meri ning Atlandi ookeani ei näe ka iga päev. Autosõit kestis nii 2,5 tundi ning olimegi kõigepealt Bayonnes, kust me suhteliselt kiiresti ka läbi sõitsime ja siis Biarritzis. Meie õnneks või kahjuks möllas seal päris hull torm. See tähendas siis tõesti väga väga kõva tuult ja vihma. Auto termomeeter näitas küll 13 kraadi sooja, kuid õues oli mul seljas siiski paks jope, millega kohe üldse palav ei hakanud. Meri jättis aga unustamatu mulje – hiiglaslikud lained, mis tormis pekslesid vastu kaljusid. Me seisime( nii palju kui see selles tuules võimalik oli) mõlemad lummatult ja ei tahtnud kuhugi poole liikuda. Äge ühesõnaga.

Hiljem proovisime veel Baskimaa traditsioonilist kooki (selline keedukreemiga kook oli) ühes kohvikus ning jõime teed ning jalutasime veidi ringi.

Pean lisama, et need kaks Biarritzi, mida ma nägin juulis ning nüüd novembris, erinesid üksteisest tohutult. Juuli tähendas helesinist ja sooja merd ühes surfaritega, luksusautosid ning peenelt riietatud rahvast (pigem 30-50 aastased paarid kui noored) voorimas mööda kallite firmampoodidega ääristatud tänavaid. November oli aga mässav ja tomine meri, inimtühjad tänavad ning inimesed, kes jooksid mööda katuseääri vihma eest või olid kinninööpitud pealaest jalatallani ning sammusid vapralt tuulele vastu. Kuna kella poole 5-st hakkab siin pimedaks minema ning kell 6 on päris kottpime, siis suundusime pimeduse saabudes tagasi Marmandesse.

Esmaspäeval oli plaanis Toulouse. Kaalusime pikalt, kas minna Bordeaux-sse või poole kaugemal asuvasse Toulouse´i, kuid kuna ma olen Bordeaux-d juba mõned korrad külastanud, siis sai minu veidikese mõjutamise tulemusel otsustatud Toulouse-i kasuks. Nagu hiljem minu perekond mulle ütles, siis nimetatakse Toulouse´i roosaks linnaks, sest seal on palju punastest telliskividest ehitatud maju, kirikuid ning muid hooneid.

Pärast 167 kilomeetrit kiirteel, mis tähendas 12 EURi, jõudsimegi kohale. Ilm oli jällegi novembrine, tuuliselt külm ja sombune. Jalutasime linnas ringi, otsisime turismiinfo ülesse ning sammusime kaardi järgi siis olulisemad kohad läbi. Ausalt öeldes mingit eriliselt suurepärast muljet see meile kummagile ei jätnud. Ilus linn oli, aga ei midagi ahhetama panevat. Ma ei tea, kas mõni suurem linn seda üldse teha suudab, sest linnad on kõik mingil määral üksteise sarnased.

Tagasi Marmande poole sõites kulastasime Toulouse lähedal asuvat väikest linna Montauban. Sattusime täpselt õigeks ajaks, et seista punastest telliskividest suurel sillal, ning näha linnale loojuvat päikest. See oli meeleolukas. Hiljem jalutasime veel väikese tiiru linnas ning sõime imemaitsvaid šokolaadisaiasid, mida me boulangerie-st ostsime.

Ja oligi käes teisipäev ning Sandril tuli tagasi koju sõita. Sõime lõunat koos Marie-ga ning arutasime Eesti kirjanduse üle. Jutustasime talle „Tõe ja õiguse“ lühikokkuvõtet J ning tegime kiirülevaate ka eesti kirjanduse lähiajaloost. Pärast oli veel kiire tutvumine töökaaslastega ja lõunal saatsingi Sandri Bergeraci poole teele taas. Väga mõnusad olid need puhkepäevad siin.