Vanmorgen hebben we geslapen tot na 10 uur. Heerlijk en daarna hebben we nog lang op bed liggen internetten en met de iPhone gespeeld. Heerlijk even relaxen naar een paar lange dagen.

In de middag zijn we dan op pad gegaan naar Animal Kingdom waar we met heel veel characters op de foto zijn gegaan in Camp Mickey daar stonden namelijk Mickey, Minnie, Goofy en Donald en de Character Trails. Ook hebben we nog even bij the Good Time Gathering Spot gekeken naar Thumper (Stampertje) en zijn vriendinnetje maar daar mocht niemand mee op de foto, beetje vreemd liep dat daar wel. Iedereen met camera werd weg gehouden van de characters.

Na de fotosessies zijn we pizza en caeser salad gaan eten bij Pizzafari. Het was weer eens wat anders als een bacon cheeseburger menu en het was erg lekker. We bezoeken dan It’s Tohough to be a Bug een leuke 3D belevenis. Hierna was het tijd voor de Jammin’ Jungle Parade de hoofdreden om naar Animal Kingdom te gaan. We baalden een beetje van vanaf vrijdag als wij op het vliegveld staan is de kerstversie van deze parade er officieel. Maar al snel bleek dat de parade nu al was omgetoverd. Misschien niet helemaal compleet maar dat is voor ons lastig beoordelen het zag er in ieder geval kerst uit.

Na de parade zijn we nog naar Rafiki’s Planet Watch gegaan met de trein voor een foto met Rafiki en Jiminy Cricket. Wel jammer dat hier geen PhotoPass fotografen zijn. Hierna zijn we naar de auto gegaan om naar Epcot te vertrekken want dit is een van de laatste avonden dat we tijd hebben om Illuminations: Reflections of earth te zien. Als we bij de auto aankomen begint het te regenen en bij Epcot aangekomen regent het flink door. Na even wachten wagen we het erop en we komen vrij droog bij de ingang aan.

We stappen gelijk Spaceship Earth binnen waar geen wachtrij was en in Project Tomorrow sturen we het zelf gemaakte filmpje nog even via de mail op. Dan is het droog en lopen we naar de Character Spot maar daar staat een lange rij dus dat doen we later nog wel. We besluiten dan een rondje World Showcase te doen en onderweg gaan we op de foto met Pooh en Tiger en eten we een Chocolate Chip Cookie in Amerika, drinken we een Spaten Oktoberfest Bier in Duitsland (met Pretzel) en nemen we een Eggrol (Loempia) un China. Dan lopen we door naar Character Spot waar het nog steeds druk is hiervoor komen we een andere keer wel terug.

Dan maken we nog een filmpje van de Fountain of Nations die elke 15 minuten een show heeft op het ritme van de muziek, hier hebben we al een paar keer naar staan kijken. Na dit filmpje is het tijd om een plekje op te zoeken om Illuminations te bekijken. We vinden een plekje op een brug voor Italie waar ik de camera met het Gorillapod statief heel mooi kan wegzetten om een niet te shakerig te filmen. De wind hebben we in de rug en dit is echt de allermooiste plek om de show te zien. Echt een prachtige plek.

Hierna vertrekken we in de richting van een Publix om wat rond te kijken en nog wat dingen zoals pure M&M’s, Rootbeer (niet zo lekker), meloen, apple pie, chocolade melk en orange juice te kopen. En we hebben gelijk onze dorstige terreinwagen weer te drinken gegeven.

Danielle is inmiddels in slaap gevallen het is inmiddels ook al bijna 12 uur.

Horizonte: Ein Thema, welches sehr schöne Möglichkeiten der Auslegung bietet. Sei der es typisch bildliche oder der persönliche Horizont – er zeigt uns an, dahinter geht es noch weiter, wenn man will.
Für das Projekt 52 habe ich daher drei Versionen ausgesucht:

Der typische Horizont

Horizonterweiterung durch Kreativität

Neue Horizonte durch gelebte Geschichte

Bilder: T.R. aka Wortman

Vant weekend was mn verjaardag en ik vond dat er documentatie bijgehouden moest worden over mijn verjaardag. Foto’s zijn zooo 2009, ik ga voor 2010! Dus Flip in mijn tas en filmen maar…. Het begon bij het eerste drankje en het eindigt met een weg naar huis.

Met klapperende oortjes en handen voor mijn ogen heb ik gekeken naar deze filmpjes…! Jeetje, kan het nog genanter! Tuurlijk wist ik wel dat ik heel erg dronken was, tuurlijk weet ik nog precies wat ik gedaan heb! Maar het dringt niet tot je door dat wat je zegt, ook echt aankomt bij de mensen! haha oeii! Hoe ik van “normaal” naar “Amsterdams” ga met allemaal dialecten ertussen in!

Ach ja, gelukkig kan ik er hard om lachen, maar ehm volgende keer misschien maar beter geen camera mee

Råkade snubbla över Charles Winklers film från 1999 om Rocky Marciano och titeln är inte helt oväntat just Rocky Marciano. Det är en spelfilm men är upplagd som en biografi om den obesegrade mästaren. Skulle inte säga att det är ett mästerverk men kan vara intressant för den boxningsintresserade att fördriva tiden med.

Del 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 och 10.

Sant såg den för några år sedan . Jag måste köpa den för den är nog den mest underbara Filmen som Någonsin Skapats ! . Älskar all musik och allt . Den är helt omöjlig att inte gilla ! Med Nicole Kidman och Ewan McGregor . Handlar om en Hora som kommer till stan ( Nicole Kidman ) och en fattig poet blir kär i henne men hon har en kund vilket blir ett litet problem… Det utspelar sig i Paris vid slutet på 1800 talet . Utgiven år 2001 . Otroligt att sådana Skådespelare kan sjunga så bra! Min favorit låt är helt klart Elephant Love Medely . Sök på det och ladda ner och lyssna eller om du har spotify sök där . Den är helt obestrivligt bra och första gången kan man faktiskt fälla en tår nån gång . Gjorde jag i alla fall . REKOMMENDERAS TILL 10000000000%
Till alla !

Sigge

Das ist der Wahnsinn. Ein paar Wahnsinnige die angeblich ohne Erlaubnis oder sonstwelches Wissen irgendwelcher Leute die eigentlich wissen sollten, eine Soap in einem IKEA drehen. Schade, dass ich nicht auf die Idee gekommen bin. Mal wieder. Siehe youtube, twitter etc.. Egal, irgendwann ist es so weit.Bis dahin…

Hier der Link – IKEA Heights

[Stilopgave, 1.g, 12. Med lærerens respons: “Ja, man kunne nemt skamrose din stil – men det er der ingen grund til, er der? Der findes vist ingen der kan skrive som dig og ikke vide at de skriver godt, klogt, vidende og (med enkelte undtagelser, herunder de på hinanden følgende særdeles kedelige gammeldags ord og vendinger) dejligt læsbart og stadig med snert og originalitet. Den er ganske vist to sider for lang – men det mærker man næsten ikke.”

Selv vil jeg gerne tilføje, at jeg har ændret en smule mening omkring teksten siden. I dag ville jeg lægge langt mere vægt på dét, jeg i stilen desværre kun kort kommer ind på: “(…) at vi generelt i hverdagen skal være mere opmærksomme på, hvad vi vælger at se på, læse om, lytte til, tro på og reagere på.”]

Mens ”action” længe har været et hovedelement i mange film, har selve ”actionfilmen” nu udviklet sig til en genre for sig.

Hvad der kendetegner denne genre, er fokusset på de handlingsmættede sekvenser, aktivitet i stærk fart og udstrakt brug af fysisk udfoldelse. Dette giver publikum lejlighed til at eskapere fra det trivielle hverdagsliv og ind i et ”eventyr” eksisterende af slagsmål, skuddramaer, stunts, biljagter og eksplosioner. Det er også hovedsageligt den mulighed, der gør denne form for film til en garanteret succes hos filmselskaberne. Men selvom actionfilmene er filmproducenternes stensikre kilder til millionindtægter og hele verdens ”must-see movies”, lykkes det kun for en chokerende mindstedel af disse at opnå nævneværdig ros og anerkendelse hos kritikerne.

Filmene er oftest bygget på klicherede roller og fortærskede plot. Altid har vi en helt, en smuk dame i nød og en større eller mindre verden, der skal reddes. Historierne har en tilbøjelighed til at gentage sig film efter film, og dét kan få indholdene til at virke udtrådte og forslidte.

Jeg tror, det er netop denne klassiske ”actionhistorie” og kliché, Aakeson vil belyse og fremhæve i hans novelle, Filmen.

Denne historie udstrækker sig på en længde lidt over 5 sider. En personalfortæller, der befinder sig i en biograf, beskriver en film, han er inde at se. Denne lyder som en typisk actionfilm, man har hørt om mange gange før: en usoigneret, ”sjusket” politimand, der skal vise sig at være vores alles endelige helt; en kvindelig kollega, som bliver beskrevet som veltrimmet og velplejet – sammen er de hinandens diametrale modsætninger og hader hinanden fra første færd; en gangsterboss, der er mistænkt for noget økonomisvindel med hele Manhattan-øen som salgsprodukt og en endnu ukendt forræder fra politigården, der er indblandet i hele svineriet. Det endelige klimaks og ægte actionscene udspiller sig på toppen af et højhus med gidsler, skuddramaer, dynamit og eksplosioner. Ja, for ikke at glemme slutningen, hvor manden og damen omsider forstår, de rent faktisk godt kan lide hinanden og endelig finder sammen. Selvfølgelig! ”Det er jo den lykkelige slutning, vi alle har betalt for”, som fortælleren også siger!

Teksten består alene af hurtige, præcise beskrivelser af ”dét man ser på lærredet”. Egentlig er selve dét, han fortæller udelukkende objektivt, og vi får aldrig direkte at vide, hvad fortælleren selv tænker og synes om dét, han ser. Han formår nemlig at forholde sig subjektivt til teksten på en indirekte måde. Dette gør, at hans mening og holdning stadig skinner tydeligt i gennem i teksten, i dét den blot er at finde mellem linjerne. Ved at se på fortællerens vendinger, formuleringer, måder at beskrive filmen på og tekstsproget generelt, finder man langsomt frem til hans egentlige og samlede mening omkring denne film og måske også hans mening om amerikanske actionfilm generelt.

Han beskriver billedet scene for scene. En linje begynder aldrig med ”Det begyndte en varm sommeraften…” eller ”Nu lærer vi en ny og spændende person at kende…”. Tekstsproget lyder generelt en smule staccato. Gennem hele teksten benytter han sig af ”og”/opremsning, hvilket får ham, gennem hans skrivesprog, til at distancere sig fra dét, han fortæller. Dette høres bl.a. øverst på side 2 (50): ”Og så må de jo af sted sammen, og hun vil cappuccino og han vil Jack Daniels og hun er bange for negere og crack og blindgyder og han er fucking ligeglad med hele lortet…”.

Samtidig synes jeg, fortælleren lyder fraværende under hans beskrivelser af filmen. Han forklarer, hvad han ser med en mere eller mindre ligegyldig mine. Som om han ikke rigtig er til stede. Fortællerens overfladiske beskrivelser af historien, hægter jeg sammen med hans egentlige syn på selve filmen værende netop – overfladisk.

Personerne bliver beskrevet ud fra dét, man kan se: ”ham den mørkhårede og stubbede”, ”butterflyet borgmester”, ”skaldechef”, ”lyshåret dame i spadseredragt og med røde læber” og ”en gangster med manicurenegle, alfonsrubinringe siddende ved millionmahognibord”. Alle disse personer er så klicherede karakterer i filmenes verden, at vi blot skal præsenteres for nogle få ydre parametre, for at kunne danne os en næsten fuldstændig opfattelse af dem. Alle sammen er de billeder på ”prototyper”; personer, vi har mødt gentagende gange i gentagende film. Beskrivelserne af dem er ”flade” og stereotype, og ved at beskrive dem på denne måde, fremsætter det igen en distance mellem ham og dem. Han tager dem ikke til sig, men tager i stedet afstand fra dem.

Flere gange anvender han også engelske udtryk som ”get your ass in here”, ”king of crime” og ”cause he don’t wanna talk about it. Jeg får fornemmelsen af, han gør nar af det amerikanske sprog. På samme tid virker sætningerne dybt patetiske i sammenhængen.

Af og til kommer han også med nogle ironiske og lidt spydige kommentarer såsom ”det lover godt”, ”åh ja, selvfølgelig”, ”og tak, nok forstad i denne omgang”, ”åh taget ved næserne på rad og stolerække” og den tidligere nævnte ”her får vi det første strøg af den lykkelige slutning vi har betalt for”.

Jeg opfatter Aakesons tekst som dybt ironisk og sarkastisk. Jeg mener, han gør nar af den amerikanske måde at producere film på. Hvor alle vi andre instinktivt styrter i biografen på den nye Bond-films premiereaften, stopper Aakeson op og stiller spørgsmålstegn ved det i stedet. Han bruger ironien som sit redskab. Havde han placeret sig på en talerstol og erklæret: ”Amerikanske actionfilm er latterlige”, tror jeg ikke, han ville have nået ind til sine modtagere på samme måde. Med denne novelle selvfremstiller han produktet af dét, han ønsker at kritisere. Han demonstrerer sit synspunkt på en måde, der virker langt mindre aggressivt, men på samme tid virker bedre og effektivere. I den udleveret tekst ’Kortfilmens filmiske virkemidler’ handler sjette parameter om at lade historierne være ”åbne” og give modtageren plads til selv at skabe en del af den. I samme tekst sammenlignes kortfilmen også med novellen. Jeg mener, Aakeson har formået netop at give læseren den mulighed at danne sin egen opfattelse – ikke på det handlingsmæssige plan, som jeg vel at mærke heller ikke tror, har en central betydning for teksten – men i forbindelse med hans budskab. Han fremsætter synspunkter og trumfer i gennem med sin egen mening, men han gør det på en måde, der giver modtageren plads til at tænke selv. Han giver os et ”frirum” for refleksion.

Til sidst siger fortælleren: ”Og så længe vi gider ønske os mænd som manden og damer som damen, gangstere så døde og venner så hævnede, kaos så ordnet og chefer så gode på bunden, så længe skal alting nok gå. Og det gør alting jo også”.

Det er her Aakeson for alvor trumfer i gennem med sit budskab, og det er her, han understreger ironien en sidste gang.

De film ”vi vil se” i dag, består af klicherede karakterer, patetiske plot og en helhed flad og intetsigende. Som fortælleren ytrer: Så længe det er dét, vi forventer og dét, vi får, så er det hele jo også i orden. Men er det dét, vi vil have? Jeg ved ikke, om vi er i stand til at give et entydigt svar på det, men vi bliver tvunget til blot at tænke over det. De film er ikke nogen, der på nogen måde udfordrer os. Vi kan storme spændte i biografen, se en actionfilm og tage hjem igen. Men hvad kan vi tage med hjem? Forræderen er afsløret, gangsteren dræbt og dynamitten eksploderet. Den klassiske actionfilm er spækket med asiatisk kampsport, hæsblæsende ræs med biler og gigantiske eksplosioner. Men intet er der ladt tilbage, vi kan spekulere videre over og dvæle ved.

Filmen i novellen, den trivielle actionfilm, kan sættes i kontrast til novellens pointe: mens filmens historie ikke kræver nogen form for nærmere eftertanke, formår Aakeson, i forbindelse med budskabet, at sætte gang i vores spekulationer. ”Hvad søren handler denne tekst dog om?”. Modsat filmen får vi ikke serveret tekstens løsning på et sølvfad, og den forlanger af os, at vi funderer videre over den.

En anden ting jeg også tror, Aakeson ønsker at sige med teksten er, at vi generelt i hverdagen skal være mere opmærksomme på, hvad vi vælger at se på, læse om, lytte til, tro på og reagere på. Mennesker vil forsøge at påvirke vores valg, og hver dag bliver vi ”ofrer” for propaganda, reklamer og agitation. Som små marionetdukker er vi placeret i klodens centrum, og der vil blive hevet i vores snore fra alle verdens hjørner. Så er det op til hvert enkelt individ, om vedkommende vil gå fremad, baglæns eller blive stående.

Vi skal passe på, hvad vi lader os selv ”fyldes op med” af ”skidt og junk”. Jeg tror, det især vil have konsekvenser for de fremtidige generationer, som er vokset og vil vokse op med utallige mængder af disse betydningsløse reklamer, computerspil og film – som for eksempel disse actionfilm, der altid er spækket med grov vold, men ingen sigende budskaber eller moralske værdier.

Ja, vi vælger jo selv hvilke film, vi vil se. Filmselskaberne bestemmer også selv hvilke film, de vil producere, men hvis vi som publikum pludselig ønsker noget andet – så skal de også nok rette sig efter det og give det til os! Hvorfor forlanger vi ikke noget dybere? Vi kunne udfordre produktionsselskaberne og de kunne udfordre os – det forudsætter bare at vi har mod på det. Og har vi mon dét? Vil vi dét? Har vi i det hele taget nogen idé om, hvad det er, vi vil?

For at hæve temaet til det mere abstrakte plan, kan der hertil tilføjes, at så længe vi kan og lader os stille tilfreds med dét, vi har, vil der ikke være forandring eller nyt i sigte. Det er i uenigheden, vi får muligheden for at rykke, flytte og udvikle os. Vi har brug for noget mere sigende, noget der når ind til os og prikker til os og hvisker til os: ”Hey, vågn dog op!”.

For så længe det er dét, vi vil have – jamen så er det da også dét, vi får!