Laureato in Economia e Commercio, californiano, Daniel Seddiqui avrebbe voluto fare l’analista finanziario per una grossa società. Dopo innumerevoli colloqui e nessun posto di lavoro non si da per vinto e si butta testa e corpo in un progetto quanto meno bizzarro: trovare 50 “lavori” (precari, precarissimi) in 50 stati (siamo in USA) in 50 settimane.

La certezza e la stabilità di un lavoro a settimana. C’è poco da sorridere secondo noi.

Qui un intervista in italiano: http://intervistemadyur.blogspot.com/2009/07/intervista-daniel-seddiqui-cerca-di.html

Qui il blog di Daniel: http://www.livingthemap.com/Living_the_Map/Living_the_Map/Living_the_Map

Εργασία και προσωπική/οικογενειακή ζωή

• Όχι στην επισφάλεια (flexicurity), που οδηγεί στην απορρύθμιση όχι μόνο των εργασιακών σχέσεων αλλά και της ζωής των εργαζόμενων ανδρών και γυναικών.
• Εφαρμογή στην πράξη του νόμου για την «ίση αμοιβή για ίσης αξίας εργασία» με ενίσχυση και ενεργοποίηση των ελεγκτικών μηχανισμών.
• Απρόσκοπτη και ίση συμμετοχή των γυναικών στην αγορά εργασίας, χωρίς διακρίσεις με βάση το φύλο.
• Ίδρυση ποιοτικών δημόσιων δομών κοινωνικής φροντίδας και μέριμνας (ποιοτικοί δημόσιοι βρεφονηπιακοί σταθμοί, ολοήμερα νηπιαγωγεία και δημοτικά σχολεία, κέντρα δημιουργικής απασχόλησης παιδιών, αθλητικοί χώροι, προγράμματα βοηθών μητέρων, ενίσχυση της βοήθειας στο σπίτι για ηλικιωμένους και άτομα με αναπηρία κλπ.).
• Προώθηση μέτρων υγιεινής και ασφάλειας στους χώρους εργασίας στοχευμένων στις γυναίκες.
• Ουσιαστική εφαρμογή του ν. 3488/2006 για την ίση μεταχείριση ανδρών και γυναικών στο χώρο εργασίας (στον οποίο περιλαμβάνεται και η σεξουαλική παρενόχληση). Δημιουργία μηχανισμού που θα προστατεύει τις γυναίκες, ιδίως τις μετανάστριες, που προβαίνουν σε καταγγελία από την απόλυση.

• Ειδική μέριμνα για τη διασφάλιση των εργασιακών δικαιωμάτων και της ισοτιμίας των μεταναστριών

Κοινωνική ασφάλιση

• Επαναφορά του δικαιώματος πρόωρης συνταξιοδότησης για τις μητέρες και  αύξηση των πρόωρων συντάξεων.
• Επέκταση της άδειας των 6 μηνών σε όλες τις εργαζόμενες μητέρες, με προοπτική τα δύο έτη με αποδοχές. Η παροχή αυτή να μετατραπεί σε γονική άδεια, να αφορά τόσο τον δημόσιο όσο και τον ιδιωτικό τομέα και να δίνεται σε όποιον από τους δύο γονείς επιλέγει να ασχοληθεί με τη φροντίδα των παιδιών. Μετά τη γονική άδεια η επιστροφή να γίνεται στο ίδιο επίπεδο εργασίας (θέση ευθύνης), χωρίς μείωση αποδοχών και ασφαλιστικών δικαιωμάτων.
• Διατήρηση των διαφορετικών ηλικιακών ορίων συνταξιοδότησης ανδρών και γυναικών.

Mentre aspettate la flessicurezza (?) potete leggere un interessante libro scritto da Ludovico Ferro. Il titolo? Aspettando la flexicurity: lavoro precario e vita flessibile delle nuove famiglie in Veneto. Edizioni Marsilio (pp. 160, 15 €).

È possibile oggi parlare di flessibilità, atipicità e precariato senza cadere nella trappola della semplificazione ideologica? Questo lavoro ci prova in molti modi e da più prospettive. Il tema della flessibilità del lavoro viene studiato in relazione ai progetti di vita famigliare di giovani lavoratori atipici. È possibile costruire e realizzare una nuova famiglia a partire da una situazione di insicurezza del lavoro di lungo periodo? Quali sono i fattori determinanti per l’avvio di un nuovo progetto famigliare e quali le risorse economiche e sociali necessarie? E inoltre, tutta la flessibilità è precarietà o può anche essere una scelta più o meno consapevole e magari un’opportunità? Partendo dalla presentazione dei risultati di una ricerca empirica condotta nel ricco Veneto si arriva a elaborare una gamma varia e articolata di tipologie di lavoratori flessibili/precari e di strategie di costruzione di una nuova famiglia.
Ma questo libro non si ferma al dato empirico regionale. Utilizzando i risultati prodotti, allarga prima il discorso alla questione originariamente europea, ma sempre più nazionale e anche regionale, della flexicurity, per poi approdare all’analisi del significato sociale di un discorso pubblico sulla flessibilità e sul precariato in Italia realizzatosi quasi esclusivamente tramite produzioni culturali, letterarie e ora anche cinematografiche.

(dalla presentazione del libro)

Jag har tidigare skrivit om den debattartikel som Helene Hellmark Knutsson, Ilija Batljan, Anders Johansson och Niklas Nordström publicerade i DN 24 augusti. Då fokuserade jag på deras idéer om framtidens bostäder i Stockholm. Här tänker jag fokusera mer kring idén om tjänstesamhället.

Det är inget snack om att Stockholm i allt större utsträckning är en tjänsteekonomi. Många av de industriborgar som tidigare omgav huvudstaden har omvandlats till köpcentrum och eventlokaler, och antalet anställda i industrin i Stockholms län har nästan halverats under de senaste decennierna. Men att därifrån gå till att tro att Stockholm har förvandlats till en stad av tjänstemän är fel. Även tjänstesamhället är ett klassamhälle. Vid sidan av PR-byråkrater, webbredaktörer och reklamare har vi undersköterskor, spärrvakter och restaurangbiträden. Yrkesgrupper med betydligt sämre löne- och arbetsvillkor än både Stockholms medelklass och landsortens industriarbetare. När det gäller lönespridning är det mer av ett klassamhälle än industrisamhället. Det är inte ett lika homogent och välorganiserat klassamhälle som tidigare, men likväl ett klassamhälle. Så vad än debattörerna påstår, så suddas inte klassbegreppet ut. Och en socialdemokrati som prioriterar bort dessa grupper till förmån för en politik som man tror är specialdesignad för en framgångsrik medelklass är förmodligen inte någon socialdemokrati längre.

Stockholm är som sagt en tjänsteekonomi, och kommer att bli det i än större utsträckning. Och det är klart att även skattesystemen ska vara anpassade till det existerande samhället. Men att tala som skattelättnader för tjänstesektorn generellt är knappast framtidsorienterat. Vi ska givetvis inte gynna lågproduktivt tjänstearbete på mer produktiva sektorers bekostnad. Sverige och Stockholm kommer inte att bygga sitt framtida välstånd på att varje medelklassfamilj har ett hembiträde.

När det gäller Arbetsförmedlingens vara eller icke vara har debattörerna en poäng. Få som varit i kontakt med den har nog känt att den levt upp till sitt namn. Men att därifrån gå till att avskaffa den är att gå lite långt. Men något som bör tittas närmare på är om samma myndighet ska ägna sig åt både det rena myndighetsutövandet och medborgarservicen. Det vore bra om vi hade ett system som i större utsträckning gav trygghet i omställning. Det debattörerna skriver om rätt till omskolning och kompetensutveckling är bra.

LAS är knappast en avgörande fråga av den tyngd som förespråkarna och motståndarna gör den till. Dess disposivitet och undantag, tillsammans med den förändrade sammansättningen på arbetsmarknaden med småföretag, bemanningsföretag, projektanställningar och springvikariat har för länge sedan förändrat LAS från en lag som ”snävt räknar anställningsår”. Men vill man föra diskussionen i flexicurityriktning bör man också tala om trygghetsdelen, vilket innebär högre a-kassa för fler (förslagsvis 90 procent av lönen för 90 procent av arbetskraften). Här har vi förmodligen det verkliga svaret på varför moderatledningen blivit ”LAS-kramare”, att både försämra arbetslöshetsförsäkringen och anställningstryggheten hade varit en omöjlighet.

Slutligen kommer man inte ifrån en central fråga, hur ska debattörernas satsningar (forskning, högskoleplatser, yrkesutbildningar, ”kvalitetslotsar”, trafiklösningar och så vidare) betalas om skatterna samtidigt sänks? Det duger inte att i förbigående tala om effektiviseringar. Politiker som talar om att höja utgifterna och minska intäkterna är antingen populister som inte bryr sig om hur finansieringen ska gå till, eller så döljer man något?

Förövrigt kan jag tipsa om Neal Lawsons text om socialdemokratins utmaning i Social Europe.

Intressant?

Das Thema Kündigungsschutz steht seit einigen Jahren hoch in der Debatte um die richtige Arbeitsmarktpolitik. Laut einer Arbeitgeberbefragung der Europäischen Kommission seien in Deutschland der häufigste Grund für Nichtneueinstellungen prozeduale Vorschriften bei der Entlassung. Diese und ähnliche Fakten haben die Debatte um die Reform des Arbeitsrechtes zusätzlich angefacht, bei der der Kündigungsschutz nicht selten im Mittelpunkt steht. Kritiker werfen ihm vor, dass er, entgegen seinem Ziel, Arbeitsplätze zu schützen, insgesamt mehr Arbeitsplätze vernichte.

Bei den Vertretern der neoliberalen Ökonomie ist er gern der Prügelknabe für alle Defizite des deutschen Arbeitsmarktes. Dabei erscheint gerade die in Deutschland verfolgte neoliberale Politik, die statt auf Förderungsmaßnahmen einseitig auf den Abbau sozialer Leistungen und erhöhten Druck gesetzt hat, deutlich weniger erfolgversprechend, als eine Strategie, die Flexibilität des Arbeitsmarktes und eine hohe soziale Sicherheit sowie eine aktive Arbeitsmarktpolitik miteinander kombiniert.

Der Kündigungsschutz: Ausgleich zwischen Abeitnehmer- und Arbeitgeberinteressen

Den Kündigungsschutz kann man verstehen als die Menge der rechtlichen Vorschriften, die die Entlassung von Arbeitnehmern regeln. Dies ist möglich durch die Arbeitsgesetzgebung und/ oder durch individuelle oder kollektive Vereinbarungen. Bestandteile des Kündigungsschutzes können etwa Abfindungszahlungen, Abgaben auf Entlassungen, Kündigungsfristen, die Notwendigkeit der Zustimmung zu einer Entlassung durch staatliche Stellen oder eine Pflicht zu vorherigen Verhandlungen mit den Gewerkschaften sein.

Es erscheint, da Beziehungen von Arbeitgebern und Arbeitnehmern asymmetrischer Natur zuungunsten der Arbeitnehmer sind, notwendig, die Risiken weg von den Arbeitnehmerm zu verlagern. Kündigungsschutzregelungen sollen einen Ausgleich zwischen dem Bedürfnis der Firmen, sich sich verändernden Marktbedingungen anzupassen, und dem Interesse der Arbeitnehmer nach Sicherheit ihres Arbeitsplatzes darstellen. Der Kündigungsschutz fungiert in der Theorie wie in der Praxis v.a. als Schutz der Arbeitnehmer vor willkürlichen Entlassungen seitens der Arbeitgeber.

Kernpunkte des Kündigungsschutz in Deutschland und in Europa

In Deutschland ist der bestimmende Faktor des Arbeitsrechts die arbeitsgerichtliche Praxis der Auslegung des Kündigungsschutzgesetzes, die teilweise schon eine Art Selbstständigkeit erreicht hat. Hier spielen v.a. die Abfindungen die entscheidende Rolle. Dies hat zu einer starken Ausweitungen von vor der Kündigung geregelten Abfindungsvereinbarungen zwischen Arbeitgebern und Arbeitnehmern geführt. Bei befristeter Beschäftigung ist, v.a. seit 2004, ein Trend zu einer starken Flexibilisierung erkennbar.

Im europäischen Vergleich kann man folgende Gruppen zur Typisierung der Staaten hinsichtlich ihrer arbeitsmarkt- und sozialpolitischen Regulierung unterscheiden:

1. liberale, angelsächsische Länder zeichnen sich durch eine hohe Lohnspreizung, das Prinzip des workfare state, wenig soziale Sicherheit mit strenger Bedürftigkeitsprüfung bei Sozialleistungen, die sehr niedrig ausfallen, und die staatlichen Förderungen privater Versicherungen aus. Sie haben einen niedrigen Kündigungsschutz, es gelten keine Beschränkungen für Leiharbeit und diese macht einen hohen Anteil der Beschäftigten aus.
2. Kontinentaleuropa: geprägt durch ein (konservatives) Bismarcksches Sozialversicherungsmodell, eine relativ hohe soziale Absicherung mit relativ hohen Arbeitslosengeldzahlungen und Renten. Bei ihnen kann man oft einen hohen Kündigungsschutz feststellen. All diese Punkte haben in Deutschland in den letzten Jahren freilich deutlich abgenommen.
3. In Südeuropa gibt es meist nur eine rudimentäre soziale Sicherung. Die Arbeitsmarktpolitik konzentrierte sich stark auf Frühverrentungen. Quasi als Ersatz für die niedrige Sozialfürsorge wurden starke Arbeitnehmerschutzrechte etabliert. Außerdem herrscht ein hohe Arbeitsmarktsegmentation.
4. Skandinavien/ Sozialdemokratisches Modell: Hier herrscht ein sehr hohes Maß an sozialer Sicherheit mit universalistischen Versicherungen (nach dem Beveridge-Modell) und hohen Sozialleistungen. Es gibt eine starke aktive Arbeitsmarktpolitik und einen hohen Anteil an staatlicher Beschäftigung. Es herrscht geringe Lohnspreizung. Der Arbeitsmarkt ist flexibel. Beim Kündigungsschutz jedoch ist das Bild nicht eindeutig. So haben Schweden und Norwegen einen hohen, Dänemark andererseits hat einen geringen Kündigungsschutz.
5. Das dänische Modell und teilweise das niederländische (schwächer das schwedische) werden aufgrund ihrer Verbindung von Sicherheit (hohe Sozialleistungen bei Arbeitslosigkeit) und Flexibilität (hohe Arbeitsmarktdynamik) auch dem Flexicuritiy- Modell zugeordnet. Auch die Europäische Kommission tritt für eine Anwendung von Konzepten der Flexicurity ein.

Obwohl es in allen Ländern der OECD Kündigungsschutzregelungen gibt, unterscheiden diese sich, v.a. im Hinblick auf die Vorgaben zu befristeter Beschäftigung (bei dieser lassen sich in den letzten 20 Jahren Annäherungstendenzen nach unten hin feststellen).

Wirkungen des Kündigungsschutzes

Ein höherer Kündigungsschutz führt empirisch gesehen zu einer längeren Arbeitsdauer und sichert somit die bestehenden Arbeitsverhältnisse. Er kann jedoch auch zu einer steigenden Dauer der Arbeitslosigkeit und damit zu einem steigenden Anteil von Langzeitarbeitslosen beitragen. In Ländern mit niedrigem Kündigungsschutz gibt es in erster Linie Kurzzeitarbeitslosigkeit. Die Arbeitsmarktdynamik wird durch einen hohen Kündigungsschutz geschwächt und die Zugänge zur sowie die Abgänge aus der Arbeitslosigkeit gesenkt, die Beschäftigungsschwelle steigt. Ein hoher Kündigungsschutz (für reguläre Beschäftigung) kann in einer Segmentierung des Arbeitsmarktes und zur Verbreiterung prekärer Beschäftigungsformen zu Lasten schwacher Gruppen resultieren. Er begünstigt die insiders und schadet den outsiders des Arbeitsmarktes.

Es ist aber zu betonen, dass der Effekt des Kündigungsschutzes auf die Arbeitslosigkeit insgesamt nicht eindeutig festzustellen ist (der Effekt ist allenfalls schwach). Auch in der Theorie ist dieser umstritten.

Lehren aus anderen Ländern: Flexibilität UND Sicherheit sind möglich

Eine Reform des Kündigungsschutzes erscheint als ein notwendiger Schritt, er ist aber nicht als der alleinig ausreichende. Denn insgesamt spricht wenig dafür, dass mit einer weiteren Lockerung des Kündigungsschutzes in Deutschland unmittelbar ein Abbau der Arbeitslosigkeit einhergeht. Denn außerdem sind dazu v.a. aktive Beschäftigungspolitiken und eine effektive Aktivierungspolitik sowie eine bessere berufliche Weiterbildung notwendig. Diese Politiken können dabei auch als Ergänzung zur Sicherung der Arbeitnehmer gegen Arbeitsmarktrisiken gesehen werden. Auch der empirische Vergleich macht deutlich, dass niedrige Arbeitslosigkeit v.a. bei Ländern mit größeren Ausgaben für aktive Arbeitsmarktpolitiken und mit weniger Rigidität bei der Arbeitsmarktregulierung vorhanden ist.

Die Balance zwischen den verschiedenen politischen Alternativen zur Regulierung des Arbeitsmarktes, die Elemente wie die Höhe des Kündigungsschutzes, die Höhe des Arbeitslosengeldes und die Art der Arbeitsmarktpolitiken beinhaltet, hängt eng mit den vorhandenen Institutionen, der Geschichte und der politischer Kultur der jeweiligen Länder zusammen. Reformen müssen diese immer berücksichtigen, wenn sie nicht auf den Widerstand der Bevölkerung stoßen und politisch erfolgreich sein wollen.

Neoliberale Reformen in der Richtung der angelsächsischen Staaten erscheinen wenig erfolgversprechend. Soziale Gerechtigkeit und gesellschaftliche Fairness dürfen nicht unberücksichtigt bleiben. Und diese sind auch nicht, wie es uns die durch die Talkshows tingelden sich einen wissenschaftlichen Anstrich verpassenden Mietmäuler der Wirtschaftslobby verkaufen wollen, unvereinbar mit wirtschaftlicher Dynamik und Flexibilität.

Das Flexicurity-Modell mit seinen bemerkenswerten beschäftigungspolitischen Erfolgen etwa hat gezeigt, dass auch bei einem niedrigen Kündigungsschutz und einer hohen Arbeitsmarktdynamik eine hohe soziale Sicherheit der Arbeitnehmer gewährleistet sein kann. Sowohl eine hohe Beschäftigungsicherheit mit einer sehr niedrigen Arbeitslosenzahl und einer nur kurzen Dauer der Arbeitslosigkeit, als auch mit hohen Lohnersatzleistungen bei Arbeitslosigkeit. Außerdem gibt es eine aktive Arbeitsmarktpolitik zur schnellen Wiedereingliederung von Arbeitslosen und äußerst umfangreiche Praktiken der Witerbildung, Qualifizierung und des lebenslangen Lernens zu übernehmen. Will man sich diesem Modell annähern, und vieles spricht dafür, sollte man dies nicht nur im Bereich der Flexibilität tun. Eine Einbeziehung der Dimension der sozialen Sicherheit , die zweifelsohne hohe staatliche (in Skandinavien Steuer-) Mittel erfordern würde, wäre in Deutschland zwar nicht ohne Widerstände durchzusetzen, würde aber wohl auch zu einer Abmilderung der sozialen Spaltung und einer stärkeren Solidarität in der Gesellschaft beitragen.

Debatindlæg bragt i Weekendavisen 11.5.2006

DE franske CPE-demonstranter turde sige nej til det, som alle bilder sig ind er uundgåeligt. Den slags er både ambitiøst og lovende.

Det franske forårsoprør, der bragte hundredtusinder på gaderne og stoppede arbejdsmarkedsloven CPE, var defensivt, imod modernisering og derfor håbløst. Så meget var hovedparten af danske kommentatorer enige om.

I modsætning hertil var Maj ’68, som mange af de selv samme kommentatorer genkaldte sig med en vis nostalgi, et oprør »for« noget. Det var en kamp for frihed, mod undertrykkende magtforhold og konventioner, og det var skamløst ambitiøst med sine paroler om at bringe »fantasien til magten«. 68’erne turde tro på en anden fremtid end den, som efterkrigstidens veldresserede lønarbejds- og masseforbrugssamfund kunne tilbyde.

Sådan er det angiveligt ikke i dag. Skal man tro danske politiske iagttagere, findes der aktuelt to mulige positioner i spørgsmålet om de europæiske samfunds fremtid: de moderne, der erkender, at »tilpasning til globaliseringen« er en naturnødvendighed og tør tage de fornødne (asociale) skridt, og de reaktionære, der søger tilflugt i en dødsmærket velfærdsstatsnostalgi og national chauvinisme. Så er højre- og venstrefløj bekvemt sat i samme bås.

Analyserne af protestdemonstrationerne vakte minder om dengang, det franske nej til EU’s forfatningstraktat skulle forklares i danske medier. Her blev Pia Kjærsgaard i DR’s nyhedsudsendelse inviteret i studiet som sandhedsvidne, selvom nejet ifølge vælgerundersøgelser ikke skyldtes fremmedangst, men utilfredshed med traktatens økonomiske og asociale profil, herunder dens neoliberale slagside.

I den danske offentlighed blev nejet indskrevet i den velkendte fortælling om europæernes voksende selvtilstrækkelighed og skepsis over for omverdenen. Kritik af »globaliseringens krav« lod sig ganske enkelt ikke begribe på andre måder.

Historien gentog sig. Demonstranterne i gaderne dette forår stillede sig spektakulært, men, hed det sig, håbløst i vejen for den »nødvendige« trimning af virksomheden Frankrig til at matche tidens globale konkurrencevilkår.

Men hvori består dette »vilkår«? International Herald Tribune’s klummeskribent, William Pfaff, perspektiverede oprøret den 29. marts: i årtier har der været bestræbelser på at implementere en samfundsmodel verden over, hvor arbejde betragtes som én blandt mange varer, der må prissættes af det frie marked.

Ifølge den klassiske økonom David Ricardos »jernhårde lønningslov« vil priskonkurrencen sammen med et ubegrænset udbud af arbejdskraft føre til, at lønningerne falder til lige over subsistensminimum. Det ubegrænsede udbud af arbejdskraft har aldrig været en realitet – før nu. Det muliggøres af globaliseringen, og beslutningstagerne negligerer de menneskelige konsekvenser.

Derfor, slutter Pfaff, kan de franske protester, som ved første øjekast kan forekomme reaktionære, vise sig at have vidtrækkende, positive perspektiver. Demonstranterne slår fast, at udviklingen er politisk, idet de nægter at deponere alle fremtidsforestillinger hos markedskræfternes forgodtbefindende. Dermed demonstrerer de en optimisme og et vovemod, der ikke står tilbage for ’68.

Lagena, Systembolagets dotterbolag, har tidigare i år sagt upp ett antal anställda och nyligen varslat ytterligare några. Efter att detta gjorts har man tagit in personal från ett bemanningsföretag vid arbetstoppar. Lagenas företrädare hänvisar till den ojämna arbetsbelastningen som gör det mer lönsamt att ta in tillfälliga arbetare kring midsommar, jul, påsk och andra tillfällen när alkoholförsäljningen går upp. Detta har dock fått facket och de anställda att se rött och de har gått ut i vild strejk. Anledningen är att de anställda tycker att det jobbar inyrd personal hela tiden. En företrädare hänvisar till att det i genomsnitt jobbat väldigt många inhyrda arbetare under våren, om än inte alls lika många som de som sagts upp.

Andra fackliga företrädare tror det värsta de kan om Lagena, nämligen att de försöker att kringgå turordningsreglerna i LAS och genom att använda inhyrd arbetskraft vänta ut “karantäntiden” som gör att de ska kunna anställa helt nya människor om knappt ett år, att “rensa ut personalstyrkan” som facket uttrycker det.

Det finns två tankefel och ett formellt fel i allt detta.

Tankefel ett är att ett genomsnitt skulle innebära att det funnits lika många fasta heltidstjänster. Så är det inte. Det har funnits mer personal vid ett antal tillfällen och färre vid andra. Alltså skulle motsvarande antal heltidsanställda behöva jobba 80 timmar vissa veckor och 10 andra veckor (eller något i den stilen, jag har ju inte direkt koll på arbetsscheman för Lagena). Är det då inte bättre med personal från bemanningsföretag? Att man sen kan ha gjort fel i beräkningarna så att man hade kunnat behålla en tjänst eller två mer än man faktiskt gjorde måste anses vara helt ok i sammanhanget.

Tankefel två handlar om turordningsreglerna och LAS. Fackets stora problem är att man anser att dessa är heliga kor som ingenting i världen får kringgå eller förändra. Vi ser dock en tendens att allt fler företag, såväl privata som statliga, försöker att kringgå reglerna på olika sätt, bland annat genom bemanningsföretag. Om det är så kanske det är ett problem med LAS och turordningsreglerna? Om företagen känner ett behov av att “rensa ut” i personalstyrkan kanske det inte är företagen som är onda utan att det faktiskt finns ett behov?

Det formella felet handlar givetvis om den vilda strejken och att vissa av de strejkande också misstänks för brottet egenmäktigt förfarande. Det råder fredsplikt i Sverige när det finns avtal på plats och även om det inte gjorde det finns det vissa lagar att rätta sig efter när man genomför sina aktioner. Det här är väl relativt underordnat i sammanhanget; civil olydnad kan ibland vara befogad även om jag själv inte tycker att detta var ett sånt tillfälle.

Slutsatsen är väl snarast att det är dags för en ny syn på anställningar i Sverige. Vi kan inte längre räkna med att ha kvar samma jobb som vi haft i 30 år enbart på grund av att vi “var där först”. Det argumentet används oftast i sandlådor och inte av så värst många människor som passerat tio års ålder.Istället måste vi vänja oss vid ett system där arbetslöshet är något som alla kommer att ha erfarenhet av någon gång ibland, men under väldigt korta och begränsade perioder. Detta till skillnad från dagens system där man går arbetslös i ibland flera år när man trillat ur arbetsmarknaden. Genom större rörlighet där fler accepterar kortare perioder utan jobb kommer vi att få fler i arbete och fler som kan klara sig utan bidrag och stöd från det offentliga. Det kommer också att fördela det ekonomiska välståndet bättre mellan olika grupper.

I klartext betyder det att LAS i allmänhet och turordningsreglerna i synnerhet måste reformeras. Turordningsreglerna är inte bara skadliga för företagen utan är än mer skadliga för människor i utanförskap. Ett av de bästa sätten att få in fler ungdomar på arbetsmarknaden vore att avskaffa just turordningsreglerna. Det skulle också hjälpa in fler människor med invandrarbakgrund. Tyvärr sträcker sig fackets solidaritet enbart till dem som redan har jobb, inte till dem som försöker hitta ett jobb.

Det är dags att vi en gång för alla slutar knarka trygghet i formen samma jobb från studenten till pensionen och börjar våga ta ansvar för våra egna liv.

Bloggar som inte håller med mig: Fragment, Redundans, Vardagspussel, Kaj Raving.

Intressant?

Today, my native country Spain, officially reaches for the first time in its history the 4 Million figure of unemployed.  This is a devastating number of people, no matter if this is just a psychological number or if is correctly measured.

I remember in the early 90’s when it reached the 3 million mark. It was a shock for the nation, it was a pretty scary moment. I was in high-school so it did not affect me directly but I knew that the family business was going through a hard time.

Now we reach 4 million. There has been a lot of immigration increasing the total population, so maybe it’s around the same percentage we had, although it’s hard to measure as methodologies have changed.

Spain until recently has been admired in Europe. It was seen as one of the fastest growing and most dynamic economies. Now it’s becoming the ugly duck of western Europe. For some analysts might even be the canary in the coalmine of deflation (perhaps a little exaggerated article for my taste). Reading the commentaries in the Spanish newspapers, now it’s all critics for the Government, which I positioned in the political right (with a little flavor of the left). Everyone is mad at Zapatero now. Some are saying go left, other go right.

For my part, instead of criticizing I would give to suggest two concrete policy suggestions for Spain. I might be wrong, many times I am, but this is what I feel today:
1. Try to adapt some type of flexicurity model. The concept was originated here in Denmark, and after living here almost 2 years I have been convinced of the wonders of it. Of course you can’t “cut & paste” it, you have to adapt it to the Spanish socioeconomic background, but I think it should be worth to explore the possibility of trying it. In fact I wish some researchers or policy makers could come here to my University where they have the Centre for Labour Market Research at Aalborg University (CARMA). I’m convinced that Spain needs some flexibility for the labour market. As I said, I come from a family who has been involved in the creation of several businesses. I’m not saying we’re the perfect firms, but we have created overtime good services for the people and employment. We have also suffered tremendously when the businesses were not doing good. Some times it came for the difficult to hire someone or fire someone. In Spain, compared to other countries it’s quite hard to layout someone, even with more than accepted reasons in other countries. Another leg of the flexicurity tripod, it’s the embarrassing the Spanish official “Oficina de Empleo”, which it’s just a bureaucrat machine, that in many cases has very nice civil servants, but it provides the worst service for everyone. They should be able to find employment in an effective way. I wonder what kind of incentives should be given to the ones running the show. Also it’s important that the unemployed (especially the recently) received economic support until they find another job. I also find useful that the employed buy some type of subsidised insurance in case they loose their job (in Denmark this was used to do through the unions).

2. Incentive the renting in the housing market. In Spain we have the highest rate of home owners in the world. In order to do it, for some this could be very unpopular measures such as taxing empty housing in bigger cities (specially among banks, ha!), besides other measures. The other possibility of course (very reasonable too) it’s to let the banks and housing developers to bankrupt so the market stabilizes. That means not a single cent for any type of corporate bailouts. Anyways, helping to boost the housing market with rent could cover several possibilities: a) People would be more flexible to move to find a job, b) Speculation would decrease which highly has affected the economy-employment c) many people could save their homes upon renting a place they can’t afford (for that it would be more than helpful to have some agreements with the bank (giving the mortgage) and government as some type of collateral), d) many young people could start their own families and this would revert in the economy. I talked a little bit more about this in a past post also talking about housing in Spain and America.

What would politicians, academics, economists & journalists do if the word “globalisation” had never been coined? It is at the source of every problem, it is the catalyst for any given process at any given time since at least 50 years and it is the bearer of a better future for people everywhere… Without it, it would have been impossible to explain, analyse or discuss anything at all… And without it, “flexicurity” would never have existed.

Flexicurity is at the centre of the Lisbon Strategy to tackle several employment challenges that globalisation has imposed on the European Union: “European and international economic integration; the development of new technologies, particularly in the information and communication areas; the demographic ageing of European societies, together with still relatively low average employment rates and high long-term unemployment, which put at risk the sustainability of social protection systems; and the development of segmented labour markets in many countries where both relatively protected and unprotected workers coexist.”

Adaptation to these changes requires a more flexible labour market with more freedom for employers. But many believe that a less regulated labour market presents a direct threat to European social security models and the welfare state. Thus it is that the Lisbon objectives seek to address simultaneously the needs of employers and employees by means of policies that would, on the one hand, create more and better jobs and on the other hand accommodate the needs for social security. The Danes provide the answer… flexicurity…

Flexicurity can be described as a welfare state model with a pro-active labour market policy. The model is a combination of easy hiring and firing (flexibility for employers) and high benefits for the unemployed (security for the employees). The term refers to the successful combination of both flexibility in a dynamic economy and security for workers and was first implemented in Denmark in the 1990s where it is seen as a “golden triangle” with a “three-sided mix of flexibility in the labour market combined with social security and an active labour market policy with rights and obligations for the unemployed.”

Denmark’s current low unemployment figures and its low social exclusion rates, coupled to output growth of over 3% have led the European Union to adopt flexicurity as its leitmotiv in its European Employment Strategy.
But what does this mean concretely?

• Flexicurity-inspired policies would shift the focus from job security to employment security, meaning that policies will aim to increase your changes to successfully find a job rather than keep a job.
• For companies, the aim of flexicurity is to increase competitiveness by implementing less restrictive employment policies that would allow for more flexible contracts and make it easier for a company to adapt/change its workforce in response to economic & technological needs.
• The Lisbon Strategy aims to close the gap between the skilled and unskilled workforce by creating a more widespread knowledge economy, emphasising life-long training and education

Flexicurity is not limited to more freedom for companies to recruit or dismiss personnel. If implemented successfully, flexicurity will enforce upward mobility within the European labour market, attract and promote new productive needs and skills and facilitate the combination of work and private responsibilities. It will equip the European workforce with the necessary skills, adequate unemployment benefits to facilitate transitions & training opportunities for all workers.

And lets not forget that for foreign investors, flexicurity is an attractive proposition. Investors generally approach Europe cautiously, aware of the strict employment laws, social security, taxation, etc… With a more flexible labour market, investors could overcome many of these barriers.

Efter syv års borgerligt lederskab af Danmark er det ved at være på den tid, hvor man rent faktisk kan gøre sig forsøg på reelt at drage konklusioner om konsekvenserne af den førte politik. At Venstre i øvrigt lige har holdt et landsmøde, hvor Anders Fogh Rasmussen annoncerede, at han agter endnu engang at føre sit parti frem til næste valg er blot en bejlighed i denne sammenhæng; for så har vi da en mulighed for også at skue lidt ud i fremtiden.

Som jeg har blogget om før, var jeg overordenligt positiv tilbage i 2001, da Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti tilsammen vandt mere end 90 medborgere ind i folketinget. Disse mere end 90 personer ville, alt andet lige, være mere end deres samlede vægt værd i guld, da mulighederne for at føre en ren borgerlig linje når man ikke selv har flertallet er noget begrænsede.

Fuld fart frem – og ikke noget med at se sig tilbage. Det var sådan jeg håbede det ville være.

… hmm.

Istedet står vi med det vi også står med i dag: Et liberalt og et konservativt parti, som hver i sær har valgt at rygge sig væk fra vante politikformer for i stedet at danske på den socialdemokratisk-kollektivistiske del af den politiske skala — støttet af et socialdemokratisk folkeparti, der ikke bryder sig så meget om muslimer.

Case in point: Arbejdsmarkedsreformerne. Hvad er der blevet af dem? Som borgerlig kan man selvfølgelig ikke have det fjerneste mod den danske model indenfor overenskomstsystemet. Hvor mange andre lande har valgt at lade deres regeringer og parlamenter bestemme hvordan en overenskomst skal sammensættes, har vi i Danmark et smart system, hvor arbejdsgiver og arbejdstager aftaler sig frem til en overenskomst, der tilgodeser begges ønsker og behov. At der så er plads til mere individualisme og fleksibilitet i de offentlige overenskomster er, som sådan, et mindre problem, som nok skal ordne sig med tiden.

Det andet element af den danske model er det såkaldte flexicurity-system, hvor det er nemt at hyre og fyre mennesker, der tilgengæld har mulighed for at opnå rundhåndet støtte fra skatteyderne i form af en lang række forskellige udbetalingsordninger.

Alle mennesker med forstand på arbejdsmarkedets struktur og økonomi ved, at problemet med flexicurity-modellen er, at der er for meget “security”.

Dagpengesystemet er et glimrende eksempel: I vores naboland Sverige har kan man modtage dagpenge i ét år og et par måneder. På Island er det to-et-halvt år. Herhjemme har vi valgt at maxe dagpengeperioden maksimalt ud således, at vi giver mennesker dagpenge i helt op til fire år. Det er en uhørt lang periode, hvis man sammenligner det med andre lande, som har tilsvarende ordninger. Og så har jeg endda ikke engang nævnt, at det var Nyrup-regeringen, som virkelig gik til anbreb på dagpengesystemet back in the day da man sænkede dagpengeperioden fra dengang 14 år (!!!!) til de nuværende fire.

Alle økonomer kan fortælle dig, at det er helt galimatias at give mennesker dagpange i fire år. Alle erfaringer viser, at mennesker der har været væk fra arbejdsmarkedet i mere end et års tid, har marginale muligheder for at vende tilbage.

Og husk iøvrigt lige på, at dagpenge ikke er en ordning vi har, fordi vi vil bekæmpe fattigdom eller udryde tyfus eller sådan noget. Det er en ordning vi har, så folk, i tiden efter de er blevet arbejdsledige, kan koncentrere sig 110 procent på at finde sig et nyt arbejde, uden at skulle tænke helt så meget på, om de har råd til at købe mad til familien. Det har aldrig været meningen, at dagpenge er noget man skal have gennem hele livet — eller for den sags skyld, at det er en ordning, som man skal kunne leve på.

Penge til forsørgelse er noget man selv skal tjene. Dette er tankegangen bag dagpengene og det danske arbejdsmarkedssystem. Og det er iøvrigt vidunderligt ansvarligt.

Derfor ville det også have givet meget stor mening, hvis man én gang for alle havde fået taget skovlet under hele dagpengesystemet i forbindelse med denne måneds forsøg på en dagpengereform.

Men hvad blev det til? Ikke en skid. Systemet er i dag lige så råddent og umenneskeligt, som det var sidste år.

Tænk engang, at en borgerlig regering, som hylder friheden og mennesket, ikke engang kan formå at fjerne de sidste umenneskelige elementer af dagpengesystemet? Det er ikke til at fatte.

Men det stemmer nu og engang meget overens med hvad vi førhen har set fra Regeringen og Dansk Folkeparti: Tilløb på tilløb på tilløb til noget stort og gennemgribende, som rent faktisk havde battet noget.

Det er mere end bare almindeligt problematisk, når vi har en samling politikere på Borgen, som tilsyneladende går mere op i det, som de selv kalder “det politiske spil”, end det, som de rent faktisk får løn for.

Man kan mene hvad man vil om den måde, som VK-regeringen forsøger at gennemføre reformerne på; altså en inkrementalistisk fremgangsmåde, i modsætning til en reform, som gennemføres lige på og hårdt. Det er efter sigende et af regeringens adelsmærker, at den ikke vil gennemføre noget så “hårdt”, at det for alvor kan mærkes i befolkningen…

… Men spørgsmålet er vel egentlig hvad det ikke er en ufornuftig fremgangsmåde. Det vil jeg mene det er.

Στα τέλη της άνοιξης ο Κος κουκιάδης, πρώην ευρωβουλευτής του πασοκ και νυν καθηγητής στη νομική του ΑΠΘ, δημοσιοποίησε το πόρισμα της επιτροπής του. Ποιας επιτροπής, θα μας πείτε εσείς. Μιας επιτροπής που δημιούργησε ο υπουργός εργασίας (Τσιτουρίδης) για τα εργασιακά. Μιας επιτροπής από τις χιλιάδες που μελετούν και προτείνουν πώς θα εντατικοποιηθεί η κερδοφορία των αφεντικών με τις λιγότερες δυνατές αντιδράσεις από εμάς, τα υποκείμενα της μελέτης.

Ένα από τα αγαπημένα μότο του συγκεκριμένου πορίσματος είναι «η σύζευξη ασφάλειας και ελαστικής εργασίας». Δηλαδή, πώς η εργασία θα γίνει όλο και πιο ελαστική με ένα όμως θεσμοθετημένο «νόμιμο» κέλυφος. Οι προτάσεις του πορίσματος: αύξηση του ορίου απολύσεων, δυνατότητα μετατροπής της πλήρους απασχόλησης σε μερική, πακέτα ελαστικού ωραρίου και πολλά άλλα bonus. Στόχος είναι να μπορεί ανά πάσα στιγμή το αφεντικό να προσαρμόζει τις ώρες εργασίας και το μισθό κατά βούληση, ώστε να μην πληρώνει υπερωρίες αλλά και ούτε νεκρές, από άποψη κερδοφορίας, ώρες. Δηλαδή, όταν έχει δουλειά να δουλεύουμε 10 και 12 ώρες και όταν δεν έχει 4-5, και όλα αυτά χωρίς να θεωρούνται υπερωρίες και φυσικά χωρίς να πληρώνονται ως τέτοιες. Η βασική διαφορά με σήμερα είναι ότι στόχος του πορίσματος είναι όλα αυτά να γίνονται νόμιμα, κάτι που τώρα δεν ισχύει. Έτσι, και τα αφεντικά να έχουν ήσυχο το κεφάλι τους αλλά και το κράτος να εισπράττει αυτά που χάνει σαν εισφορά από τη μαύρη εργασία. Κράτος και αφεντικά τα έχουν κάνει πλακάκια. Έτσι, κάθε θέση εργασίας στραγγίζεται από τις εγγυήσεις που μπορεί να παρέχει. Στη συνέχεια ο κύριος καθηγητής μας κάνει και πλάκα, λέγοντας ότι αυτή η κίνηση γίνεται για να νιώσουν καλύτερα όσοι αποκλείονται σήμερα από την αγορά εργασίας. Θα μας τρελάνει.

Τέλος για να πειστεί ο αναγνώστης της στάσης ότι τα πορίσματα αυτά δεν είναι ούτε πυροβολισμοί στον αέρα ούτε ασκήσεις επί χάρτου, ένα από μέτρα της επιτροπής κουκιάδη εντάχθηκε στον πρόσφατο ασφαλιστικό νόμο της κυρίας πετραλιά: η αύξηση των ενσήμων για παροχή υγειονομικής περίθαλψης από 50 σε 100, με αποτέλεσμα 320.000 ευκαιριακά εργαζόμενοι μαζί

με τις οικογένειές τους (500.000 άνθρωποι συνολικά) να βρεθούν εκτός συστήματος υγείας. Στο όνομα της ευελιξίας τα κεφάλια μέσα. Αν νομίζατε ότι θα δουλεύατε 2 μήνες το χρόνο φουλ ή 4 πιο χαλαρά και θα μπορούσατε να σας δει κανένας γιατρός, γελιέστε. Μην τύχει και δουλέψει κανείς 2 μήνες, νιώσει υγειονομικά εξασφαλισμένος και λουφάρει· ο κουκιάδης προνόησε γι’ αυτά τα αντιπαραγωγικά αποβράσματα.

Κουφάλα κουκιάδη

]]> http://3xw.ole.kristensen.name/2008/10/14/a-call-from-the-bbc/ Tue, 14 Oct 2008 21:30:10 +0000 olekristensen http://3xw.ole.kristensen.name/2008/10/14/a-call-from-the-bbc/

Having worked in the Christiania community for some years, and done a few writeups on low economy resource pooling, i got a surprise call from the bbc today.

They wanted comments on the financial crisis from a place where you cannot take out morgage as it is a squat.

It was an interesting discussion, and of course you end up talking governance, as the crisis probably is rooted more in bad govenance than bad finances. It was a pleasure to hear how other commenters referred to the scandinavian social-liberal model, where people actually don’t mind to pay 50 percent taxes for well functioning government services. It is actually beneficial to industry that you can get fired without becoming destitute. You’ll stay an asset.

Back in the nineties former danish prime minister Poul Nyrup labeled that kind of robust democratically regulated capitalism flexicurity

Back then nobody listened.

WHYS: 14 Oct 2008 Is it the end of capitalism as we know it?
The financial storm has calmed but the recession is on its way … and so are the questions. Are the days of the free market over? Can capitalism ever help the most needy? Is there a viable alternative?
Duration: 50mins | File Size: 23MB
Download Episode

Now, if we could just find a way to restore the social governance and regulate the drug market here in Copenhagen, that would be something … i guess we could start by legalising regulated hash and stop our mounting institutional racism.

El concepto de la flexiguridad, (ahí os dejo el “conceto”)
(sic) 10. considera que la flexiguridad, como concepto no debe ser un modelo único que pueda aplicarse del mismo modo en todos los Estados miembros, sino un concepto que debe ir definiéndose dado que tiene amplias consecuencias en algunos Estados miembros y poco impacto en otros;

Dictamen del Comité de las Regiones sobre «La flexiguridad»
© DOUE, (2008/C 105/04) 25 Abr.2008

El documento señala los siguientes puntos:

— disposiciones contractuales flexibles para el empleador y el empleado;

— políticas activas del mercado laboral (PAML);

— sistemas de aprendizaje permanente fiables y con capacidad de respuesta para garantizar la continua adaptabilidad y empleabilidad de los trabajadores;

— en los sistemas modernos de seguridad social debe combinarse el adecuado apoyo a la renta con la necesidad de facilitar la movilidad en el mercado laboral;

ALyCie: cuando nos expliquen la flexiguridad de la cuidadanía en inglés, ya veremos que hacer.

A Continuación, en el DOUE  C 105, sigue con:Dictamen del Comité de las Regiones sobre «Fomentar la ciudadanía activa de los jóvenes a través de la educación»

]]>