Jo, den er god nok, der er liv i mig endnu, det er kun bloggen, der har lagt livløs hen i flere måneder nu – og så endda uden at jeg fik det annonceret først. Nå, men jeg har jo alligevel ingen læsere, så det går jo nok…

Jeg var gået lidt i skriveblokering (bemærk hvordan jeg fikst undlod det overforbrugte ordspil der, en fiks detalje, som jeg nu er godt i gang med at ødelægge med denne parantesbemærkning), og det gik altså ud over bloggen, som stille og roligt gik i sommerdvale. Men nu prøver jeg altså igen, og ser om jeg kan holde bloggen bare lidt aktiv.

Jeg sluttede jo af med lidt af en cliffhanger, så jeg må hellere få fortalt hvordan det gik mig i mine bestræbelser på at blive Danmarksmester. Den næste konkurrence var, som nævnt, i Sønderborg i starten af juli, og jeg kan lige så godt sige det med det samme, det blev ikke den dag, mesterskabet blev afgjort. Jeg frøs som en gal i mit telt om natten op til konkurrencen, og fik derfor ikke lukket et øje hele natten, og kunne som følge deraf ikke koncentrere mig om flyvningen, og ja, så vinder man bare ikke sådan en konkurrence.

Der var altså lagt op til den helt store gyser i sæsonens sidste konkurrence, som fandt sted i Langstrup på Sjælland. Vi var to, der havde muligheden for at blive Danmarksmester, jeg stod med to tidligere sejre, mens min modstander stod med en sejr og sæsonens hidtil bedste andenplads, så da det var de tre bedste resultater der talte, var opskriften egentlig meget simpel, hvis jeg bare fik flere point, end min modstander havde fået, da han fik sin bedste andenplads, så var jeg sikker på mesterskabet.

Det blev en tæt kamp, som jeg dog efter 4 runder trak mig sejrrigt ud af, efter at have vundet de 3 af runderne og i den fjerde fløjet mig til den bedste andenplads. Det Svenske landshold havde i øvrigt også vovet sig over broen, og fløj med i konkurrencen, så som en lille ekstra bonus, fik jeg også lige sat dem på plads.

Så det blev altså til 3 guldmedaljer og et Danmarksmesterskab i år, det er jeg ok tilfreds med, selvom det ikke lykkedes mig at sætte ny Danmarksrekord.

Jo, der er liv i mig endnu, det er bare ikke blevet til så meget blogtid. Til gengæld har jeg haft tid til, at vinde endnu en guldmedalje med modelflyene, så jeg nu er oppe på to af to mulige. Det betyder, at jeg nu, som den eneste, har muligheden for, selv at afgøre Danmarksmesterskabet. Vinder jeg en af de to sidste konkurrencer, eller får jeg bare flere point i en af dem, end nummer to fik i sidste konkurrence, så kan jeg kalde mig Danmarksmester.

Næste konkurrence løber af stablen i Sønderborg om en måned, hvilket vil sige, at jeg faktisk har mulighed for, at give mig selv et Danmarksmesterskab i fødselsdagsgave (to dage forsinket, men hva’ faen), det ville da være lidt sjovt.

Denne weekend var så tiden for årets første dyst om medaljer og DM og landsholdspoint med modelflyene. Det foregik på min hjemmebane, og om det var det der blev udslagsgivende eller ej, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald blev konkurrenterne sat på plads, og jeg vandt min første guldmedalje, og var faktisk også kun ganske få sekunder fra at tangere Danmarksrekorden.

Jeg er en lille smule stolt lige nu, og har da bestemt tænkt mig at forsvare min føring i Danmarksmesterskabet med næb og klør, og kan jeg undervejs sætte ny Danmarksrekord, så gør det da bestemt heller ikke noget )

Næste dyst står i Silkeborg om en månedstid.

Savannah Marie har gitt Spåmannen en liten bit av sin sjel. Hun forklarer sin mor som et menneske som aldri elsket seg selv, som hun nå har en positiv prosess med. Barndommen hennes lå i spennet mellom virkelighetens kjedelige betong og fantasiens fargerike flyveanordninger. Hun beskriver seg selv som hensynsløst søkende etter sannhet og Gud, og hun vil gjerne ha et spørsmål av Spåmannen som kan åpne for svar i henne selv.

Spåmannen svarer

Ditt ønske om det forløsende spørsmålet er stort og utfordrende, men samtidig er det også det eneste riktige ønsket en figur av ditt format kunne fremme til en spåmann: du trenger å være delaktig i de svarene livet gir deg. Ditt interaktive forhold til omverdenen, og til egen skjebne, er typisk for det fargerike og sjelelig åpne skjebnetegnet Spirrevippen.

Dette er et forhold som gjelder for alle sjeler, selvsagt, men hos Spirrevippen er det typisk at denne interaksjonen uttrykkes, og at den gjøres til et dominerende mantra.

Spirrevippen er en person med et enormt potensiale for lykke, og for gråt. Den har en evne til å drømme som knapt overgås av noen, og evner å få andre med i sine drømmerier på måter som kan åpne for fantastiske fellesreiser. Det sies at den som stirrer dypt nok inn i øynene på en spirrevipp, vil se hele verda før natta er omme.

Personer av skjebnetegnet Spirrevippen kan beskrives som livsdansens sjelelige vadefugler, men deri ligger også deres store sorg: de kysser sjelden uten å føle en viss distanse, de mangler vingene som kunne gjort dem fullkomne i eget bilde, og de er veldig utsatt for beinbrudd.

Og veldig ofte mangler de styrefjær. Så mange av spirrevippene roter så mye rundt i livet og verden, at de like gjerne kunne kalles spirrevirrer. De roter det til for seg i yrkeslivet, de roter det til i familielivet, de roter med kjærligheten og de har så mye rot i hodet at det er et under ørene ikke faller av! Løsningen på alt dette er selvsagt mekanisk: hver eneste spirrevipp i verdens historie har hatt behov for å finne opp egne styrefjær, med intrikate springfjærsystemer som tillater både vertikal og horisontal navigasjon, slik at de har kunnet mestre sitt eget livsløp.

De som mislykkes krasjlander ofte på verste måte, med fysiske, sosiale og mentale beinbrudd til følge. De som lykkes skaper ofte store fremskritt for menneskeheten. Alle store pionerer i flyvningens historie var spirrevipper, inkludert det tyske flyveresset; baron Manfred Albrecht von Richthofen, også kjent som «Der rote Kampfflieger» (Den Røde Baron). Ikke alle lykkes i å bli en berømt “kampfflieger”, men det er altså mulig. Det er mulig å manøvrere gjennom livets mørke skylag.

Med hjemmebygde styrefjær i rumpesprekken, Savannah, kan du logre tillitsfullt når morgenvinden tar deg.

Ditt liv trenger ikke domineres av tyngdekraftens undertrykkende tommel. Flukt er mulig! Flukt er ikke bare mulig, det er ønskelig også. Skjebnen har stygge beinbrudd på lager for den spirrevipp som ikke klarer å flykte fra virkelighetens begrensninger. Flykt, Savannah, men husk:

Det er ingen grunn til å erobre universet
om vi ikke tar gleden med oss. Vi har ingen grunn
bedre enn den rene, barnslige gleden over livet. Gleden
er vår beste rådgiver i livets mange krokveier.

Ta gleden og kjærligheten med deg. Ingenting er som å leke sammen mellom stjernetåkene, med mennesker du har valgt deg, mennesker som er villige til å følge deg i livets såreste stunts! Øv deg på å kysse til alle stjernetåker svinner hen i minnenes grumsete dyp. Det er i den vågale nærheten din egen stjerne fødes. Øv deg på å kysse til du en dag møter din elskede i et BIG BANG!

Det finnes ingen begrensninger for den oppfinnsomme sjel. Fantasiens himmelrom kan erobres. Drømmerienes verdensrom kan utforskes. Livet trenger ikke bygges av betong. Det kan være en fri og freidig dimensjonsreise! Jeg ser en strålende fremtid som stuntflyverske for deg, Savannah Marie! Du vil bli kjent som verdens første mentale stuntflyverske! Fantasifluktens gulgrønne baronesse!

Men i andre dimensjoner …

- vil du seile inn og ut av virkeligheter, som om fantasien slett ikke var oppspinn, men vindenes åndelige oppdrift og vingenes lykkebringende dirigentbevegelser. Du vil spille på multiversets dimensjonsmangfold som om det var et symfoniorkester, Savannah Marie. Dimensjonenes musikk vil følge deg gjennom alle stjernetåker, rundt alle spinnende galakser, inn og ut av våken tilstand. Og du vil aldri spørre deg selv hvorfor du våkner hver dag, Savannah Marie. Du vil aldri spørre deg selv hvorfor du våkner. Du vil aldri spørre.

Og derfor vil du heller aldri vite hvorfor du lever. I andre dimensjoner vil aldri døden bli en hvile for deg, Savannah. Du vil være for rastløs til å dø, og må flykte mellom stjernene til evig tid.

I andre dimensjoner vil du aldri stille det forløsende spørsmålet. Der vil du kun danse og synge, uten tanke på meningen med det hele. Det er i denne dimensjonen din sjanse ligger, Savannah. Her kan livet ditt virkelig få mening. I denne beskjedne lille dimensjonen finnes spørsmålet som kan forløse deg.

Hvordan kan jeg stirre døden i øynene?

_______________________________________________

For flyktig inspirasjon, les mer om Den Røde Baron.

Les mer om hvor vi alle er på vei i en artikkel om døden! (den er dessverre altfor kort og mangelfull)

Dypere lesning: “Veien til seier, – de fem ringers bok” (Gorin no sho) , skrevet av samuraien Miyamoto Musashi midt på sekstenhundretallet.

Jeg lider af højdeskræk.
Fordi jeg ikke helt har tillid,
til min hjerne og mit jeg.

Dybet drager.
Helt nede i maven.
Som et sus.

Jeg er meget glad for at flyve.
Jeg har været 11 km.oppe,
over den Grønlandske indlands-is.

Det var meget tæt på, at jeg rundede en af de bedre uger af med en Danmarksrekord i lørdags.

Den gode uge tog for alvor fart, da heltene fra Milan bankede Manchester United godt og grundigt ud af Champions League (i fodbold forstås). Så snart slutfløjtet havde lydt, kunne jeg begive mig ned på stationen en tur, for at hente kæresten, der kom på besøg et par dage.

Da kæresten var på vej tilbage til Roskilde fredag formiddag, kunne jeg så drage mod Hjørring, for at hjælpe med de sidste forberedelser før lørdagens modelflyvekonkurrence, og tage imod de første deltagere der kom langvejs fra. Til aften kom der en steg på grillen, og der blev snakket, hygget og gætter på morgendagens forløb.

Lørdag morgen gik det så løs. Min egen første runde var ikke noget at råbe hurra for, men sådan plejer det gerne at gå, når der ikke er blevet trænet helt så meget som der burde være blevet. Anden runde derimod var jeg rigtig godt kørende, halvvejs igennem var det faktisk gået så godt, så jeg, hvis jeg havde fortsat i samme tempo, ville sætte ny Danmarksrekord. Desværre kostede et koncentrationssvigt på det værst tænkelige tidspunkt så meget, så jeg måtte “nøjes” med kun at slå min egen personlige rekord, og slet ikke være i nærheden af Danmarksrekorden. Den personlige rekord blev i øvrigt forbedret senere på dagen, igen var den manglende træning skyld i, at koncentrationen svigtede lidt, og igen kostede mig chancen for at slå Danmarksrekorden.

Den sidste runde blev endnu en katastrofal runde, hvilket fik den betydning, at jeg i den samlede stilling måtte nøjes med en 5. plads, i øvrigt i det tætteste felt nogensinde, det var virkelig marginaler der blev afgørende i den samlede stilling, så intet er endnu afgjort, hverken i forbindelse med Danmarksmesterskabet eller udtagelsespoint til landsholdet.

Nu skal der trænes lidt mere, inden det senere på måneden går løs i Silkeborg i årets anden konkurrence. Model og grej er der til at opnå et godt resultat, jeg skal bare lige have styr på koncentrationen gennem hele flyvningen.

Beklager mit meget lave aktivitetsniveau - jeg fik mig en lille skade i armen i Påsken, da jeg skulle kaste en kammerats modelflyver, som trak en hel del mere end jeg havde regnet med, da der først blev åbnet op for gassen. Det gav et lille smæld i overarmen og det har faktisk gjort ondt lige siden, derfor har jeg også holdt lidt ferie fra musen, når det har været muligt (hvilket vil sige i fritiden). Det var ved så småt at være gået over til weekenden, og dum som jeg er, så melder jeg mig selvfølglig frivilligt til at kaste en anden kammerats flyver i lørdags, den rykkede godt nok ikke nær så voldsomt, men jeg kunne alligevel straks mærke, at det nok var dumt gjort, så nu må jeg nok leve med øm arm i endnu et par uger.

Når jeg ikke lige går og ødelægger min arm, går tiden med forberedelserne til årets første konkurrence med modelflyene, hvor jeg i år, for første gang, har hjemmebanefordel, hvilket så selvfølgelig også betyder, at det er mig der står med ansvaret for at arrangere de ting som vi i klubben selv skal sørge for. Men det bliver spændende at få skudt sæsonen igang igen, da jeg har oprustet lidt på udstyret, og har en fornemmelse af, at jeg har ok chancer for at blande mig i toppen i år. Det ville da være lidt fedt, at nappe en af de 3 pladser på landsholdet næste år…

Jeg har stadig ikke fået den pind der manglede i det byggesæt jeg havde udset mig som vinterprojekt i år, men det kribler i fingrene alligevel, for at komme igang med et eller andet, så jeg har noget nyt at flyve med til næste sæson, derfor gik jeg på jagt efter endnu et projekt.

Jeg ville selv bygge fra bunden af, så ingen færdigløsninger her (jeg bryder mig bare ikke om, ikke at vide hvor godt eller skidt tingene er sat sammen under beklædningen), så alle de tegninger jeg gennem tiden har skrabt sammen, blev gennemgået, men ikke én sprang mig i øjnene som modellen (for mig en ret vigtig fornemmelse at finde, inden jeg går igang med noget nyt, ellers bliver det bare ikke færdigt), nå, ud på Indernedded og se om jeg kunne finde en interessant tegning der… heller ikke tilfældet, jeg fandt dog ud af, at der ligger meget halvfærdigt crap på nettet, det der er noget værd, får man ikke gratis, men den kender vi jo, man får hvad man betaler for…

Nu var rådne dyr gode, hvad dælen skulle jeg finde på, jeg var ikke parat til at begynde på et projekt jeg allerede fra begyndelsen ikke var tændt på, og var heller ikke specielt stemt for at fyre penge af på enten et byggesæt eller en tegning. I min desperation gav jeg mig til at kigge billeder (af fly altså, dem kan man nemlig finde masser af på nettet, uden at skulle betale for dem), og pludselig var den der, modellen jeg bare måtte eje, B-25, et tomotoret bombefly fra 2. Verdenskrig.

De billeder jeg lige fandt, var copyright’ede, så dem må jeg nok hellere lade være med at gengive, men hvis nogen eksempelvis skulle have set filmen Pearl Harbor, så er det den flytype, som Amerikanerne brugte til deres gengældelsesangreb sidst i filmen.

Men jeg havde stadig ingen tegninger, og var som sagt ikke opsat på at skulle ud og betale en formue for et sæt tegninger, til gengæld lykkedes det mig hurtigt at finde et sæt 3-plans tegninger (omrids af flyet set fra oven/neden, fra siden og forfra), og min erfaring sagde mig, at en model på omkring 140 cm i vingefang, og en færdig vægt på omtrent 1200-1300 gram, ville være til at motorisere med el, til en yderst fornuftig pris, så det at lave tegningen selv, var vel bare endnu en spændende og lærerig udfordring. Så det er jeg nu gået igang med, ikke som mange gør det nu om dage, på computeren (er jeg ikke klar til at smide et par hundrede efter en tegning, er jeg da bestemt heller ikke klar til at smide hundrede gange så meget efter AutoCad), men derimod på den gode gammeldags facon, en papirudgave, tegnet på at stykke af det gulvafdækning jeg havde i overskud, fra dengang jeg malede lejligheden (hvad siger du? nærig? jeg er aldeles ikke nærig, jeg er bare omkostningsbevidst…).

Haleplan og finne er tegnet færdig, vingen er næsten færdig, mangler kun lige motorgondolerne, og kroppen er jeg så småt ved at gå igang med, så det skrider faktisk overraskende godt fremad.

Den opmærksomme læser, opdagede måske lige, hvordan jeg igen, på elegant vis, fik listet ugens udfordring ind i posten )

Der skal heldigvis mere end gratisaviser til at ødelægge weekendens indtryk, for det var en af de bedre denne gang. Fredag var jeg lige et smut forbi mine bedsteforældre, for at se til min bedstefar, som har haft det temmelig dårligt de sidste par uger, men han var heldigvis allerede ved at få det bedre igen.

Lørdag var der så 10 års jubilæum hos min foretrukne hobbypusher, så der skulle jeg jo selvfølgelig lige et smut forbi, og når man nu lige var der, kunne man jo lige så godt bestille lidt nye batterier til konkurrencemodellen. Et par af klubkammeraterne var også forbi, og det viste sig, at de havde fået adgang til en hal den samme aften, så der var dømt indendørsflyvning, det var jeg selvfølgelig klar på. Det var måske ikke optimalt, at vælge at første flyvning i noget der ligner tre måneder, skulle foregå inden døre, hvor væggene har en tendens til at være rimeligt nærgående, men det gik nu ok, kun en enkelt kollission med væggen og så to midair kollissioner, som alle slap uskadte fra.

En af klubkammeraterne flyttede for et par år siden til Norge (hvor han i øvrigt har boet før), men han var i dagens anledning tilbage i landet, og havde et par af sine Norske modelflyvervenner med, de deltog også alle i festlighederne, så der var altid noget i luften, og masser af godt humør.

Efter en dag med jubilæum og godt humør, og derefter en aften med masser af flyvning og mere godt humør, var jeg godt brugt, så søndagen blev brugt på at lave absolut intet, så der kunne blive ladet op til endnu en uge.

Jeg er i besiddelse af en stak pinde (minus en enkelt, som desværre manglede i byggesættet, og som jeg stadig venter på, at forhandleren får hjem til mig), der efter lidt skæren, sliben og limen, gerne skulle komme til at se nogenlunde sådan ud.

Det var en must have ting, ved første blik… Selve modellen bliver ikke så stor, kun 1160 mm i vingespænd, men hvor er den da lækker ) Den skal drives frem af en el-motor, der trækker en impeller (turbinehjul) inde i kroppen, noget jeg har eksperimenteret lidt med før, og som jeg godt kunne tænke mig at gøre lidt mere i, der skal ikke spares på motorsiden her, jeg skal have fundet en sand helvedesmaskine at putte i, så der virkelig kan hives noget performance ud af den.

Vægten forventes at havne lidt over 2 kg, hvilket nok betyder, at det bliver en hurtig lille ting, som måske godt kan være lidt lumsk at flyve med (høj vægt og små vinger er en lidt giftig cocktail, så her skal der nok blive brug får mine mange års rutine).

Så nu venter jeg egentlig bare på at få den sidste ret vitale “pind”, før jeg kan gå igang, i øvrigt fra samme forhandler, som også stadig “skylder” mig en propel til min konkurrencemodel, han plejer ellers at yde super service, men lige for tiden kniber det lidt (jeg har sikkert bare været ekstremt uheldig).

På onsdag regner kæresten med at få tid til at komme til Aalborg i et par dage. Det var nyheder der kom på det helt rigtige tidspunkt, var lidt nede i dag, fordi det ikke lige har været den weekend, jeg havde håbet på, men så var det jo godt, at hun lige kunne give humøret et lille boost )

Weekenden bød også på årest sidste konkurrence med modelflyene, jeg sad over igen, havde af manglende lyst ikke meldt mig til. Har i øvrigt stadig ikke fået den propel jeg bestilte for omkring to måneder siden, så jeg ville alligevel ikke have fået alverden ud af at deltage, nu vil jeg da så bare håbe, at den dukker op, inden næste sæson går igang til foråret.

 Nå, nu må det godt snart blive onsdag.

Lørdag blev som forudset en fantastisk dag, faktisk endda bedre end forudset. Vejret var perfekt til sådan en hyggedag på flyvepladsen, dejligt varmt, ikke for meget vind og ikke en sky på himlen. Jeg fik endnu en flyver gjort flyveklar i dagens anledning, en lille flyvende vinge, som egentlig er beregnet til indendørs brug i haller, men på dage som i går er det også en perfekt hyggeflyver udendørs, så den hyggede jeg mig meget med, mens mørket lagde sig, ja faktisk endda til et godt stykke tid efter )

Efter mørkets frembrud og dagens sidste landing, fortrød jeg faktisk lidt min beslutning om ikke at tage teltet med, og blive og hygge videre med klubkammeraterne, til ud på de små natte nattetimer, og igen her til morgen, når varmen drev os ud af teltene. Men ok, jeg kan godt mærke i dag, at jeg på trods af en nats søvn i en almindelig seng, stadig er godt brugt efter den lange lørdag, så beslutningen var nu nok fornuftig nok.

Men helt sikkert en fantastisk dag, der blev fløjet med lidt af hvert, stort og småt, nyt og gammelt, der blev fløjet med lys efter mørkets frembrud, og så blev der som sagt hygget til den helt store guldmedalje, med grillmad og hygge på klubhusets terrasse længe efter det var blevet for mørkt til at flyve (i hvert fald uden lys).

Dagen i dag er blevet brugt på at slappe af, blandt andet med at se lidt Formel 1, hvor dagen i øvrigt blev reddet, da Schumacher måtte trille i garagen 3 omgange før tid, mage til usympatisk svin på en racerbane skal man lede længe efter.

Jeg var for to år siden vidne til et af de mange privatfly-havarier, der skete i den periode. Jeg var med familien på en tur til Sønderborg, og netop som vi var kørt af motorvejen, i Sønderjylland, fik vi øje på et lille privatfly der lå i et par hundrede meters højde. Selvom min flyveerfaring er med modelfly, synes jeg alligevel at kunne se, at der var noget galt, der var ikke rigtig den gang i propellen, som der burde være, jeg tror jeg fik sagt noget i retning af, at der var da vist noget galt der. Nå, men flyet drev ud af vores synsfelt, og man regner jo selvfølgelig med, at der nok ikke var noget alligevel. Den tanke fik vi imidlertid ikke lov at tænke til ende, da flyet pludselig dukkede op over et læhegn i omkring 4-5 meters højde, få meter foran bilen. Der var ingen tvivl om, at han var på vej ned på vejen, og kun lidt over et halvt år efter, at jeg første gang havde stirret døden i øjnene, stod han der i et splitsekund igen. Heldigvis ombestemte piloten sig i allersidste øjeblik, og drejede tilbage ind mod kornmarken ved siden af vejen. Vi var ikke længere i tvivl om, at det ville ende galt, så vi fandt hurtigt et sted at vende bilen og komme tilbage. Synet der mødte os, var et fly der lå på ryggen på marken, det drøje korn havde grebet for meget i understellet, og flyet var tiltet rundt. Der var flere biler på vejen, og de der kom forbi lige efter selve havariet var allerede i gang med at hjælpe piloten og hans passager ud af flyet. Det var far og søn, sønnen var pilot. De var godt forslåede, specielt faderen, han havde slået hovedet, og var groggy, men ellers rimeligt klar at snakke med, vi hjalp til så godt som vi nu kunne. Et af de andre vidner havde ringet 112, men han kunne ikke rigtig forklare hvor det egentlig var, at det var sket, vi havde dog haft et kort i bilen, og min far kunne hjælpe til med at forklare det præcise sted.

Et par minutter efter dukkede en af luftvåbnets F-16 jagere op over os, og begyndte at kredse omkring os, piloten havde nået at melde nødlanding over radioen, og F-16’eren var den første til at nå frem til stedet, den kunne dog ikke gøre ret meget andet end at kredse omkring stedet. Og efter 10-15 minutter dukkede første ambulance op, og yderligere et par minutter efter fulgte endnu en. Kort efter kom også en brandbil, stort set samtidig med at en redningshelikopter kom til stedet, politiet rundede feltet af, og gik straks i gang med at samle navne, adresser og telefonnumre på vidnerne.

Derefter kunne vi køre videre mod Sønderborg, en forskrækkelse rigere, og med endnu en nærdødsoplevelse i bagagen (da piloten drejede fra, var flyet ikke mere end 2-3 meter fra bilen, og havde han ikke ombestemt sig i sidste øjeblik, ville han have ramt os).

Et par uger efter blev jeg ringet op af politiet, hvor jeg forklarede hvad vi havde set, og hvad vi havde gjort.

Siden har jeg læst pilotens udlægning af episoden, en udlægning, der sjovt nok ikke stemmer overens med hvordan vi oplevede havariet. Ifølge piloten bestemte han sig for at gå efter marken, mens han endnu var i omkring 150 meters højde, jeg ved det er løgn, vi kunne jo se noget andet, den beslutning blev taget i omkring 4 meters højde over vejen. Men havde han indrømmet det, var certifikatet selvfølgelig røget, hvilket det skræmmende nok ikke gjorde, på trods af vores vidneforklaring. Selve motorstoppet, som var årsag til havariet, var i øvrigt også en følge af en pilotfejl, det indrømmer han dog i sin udlægning af begivenhederne, flytypen var ny for ham, så han opdagede ikke at han var løbet tør for brændstof på den ene tank, og da han gennemgik nødproceduren for en anden flytype, ved motorstoppet, lykkedes det ham ikke at opdage dette, og få gang i motoren igen.

Det er faktisk en lidt skræmmende tanke, at han stadig har sit certifikat, jeg håber bestemt ikke, at jeg støder ind i ham på den måde igen.

Varmen drev mig ud af lejligheden i går, ved ikke hvor varmt der rent faktisk var, men et kvalificeret gæt ville være noget i nærheden af 40 grader, det var i hvert fald mere end jeg brød mig om, så jeg besluttede at tage på varmeferie ved forældrene i et par dage, så her sidder jeg nu.

Dagen i dag startede også lummert, jo den er god nok, der er sommer i Danmark.

Måske var det hedeslag, der fik mig til at finde min gamle svæver frem fra gemerne, den har jo aldrig fløjet godt, faktisk flyver den så dårligt, så jeg bliver en smule skuffet, hver gang jeg hiver den frem, så hvorfor gjorde jeg det nu igen? Det er den første model jeg byggede selv, eller i hvert fald den første jeg begyndte på, for det var ikke den første jeg fik gjort færdig. Hvornår var det jeg købte den? 90? 91? 92? Husker det ikke, men det var deromkring. Det meste af byggearbejdet blev også lavet dengang, og måske er det derfor den ikke flyver specielt godt, jeg tror det i hvert fald, for den er blevet for tung, det ville jeg have set i dag, min erfaring ville have fortalt mig det, men dengang havde jeg jo ingen erfaring med den slags, jeg var jo bare en knægt der gerne ville have sin egen radiostyrede modelflyver, så jeg fulgte i god tro tegninger og byggevejledning. Jeg er glad for, jeg ikke fik den gjort færdig dengang, den havde nok taget modet fra mig.

Det tog omkring 10 år, før jeg fik den gjort færdig. Det var tilfredsstillende at få den gjort færdig, men desværre skuffende at få den i luften, den havde en venderadius som en Mærsk supertanker, alt andet end optimalt for en svæver, der skulle kunne kurve i en snæver termikboble. Den fik da lov at flyve en del dengang, men til sidst blev de dårlige flyveegenskaber mig for meget, og den blev lagt på hylden. Siden er den blevet hevet frem igen fra tid til anden, altid med samme resultat, skuffelse. Gad vide om det er affektionsværdien, der får mig til at hive den frem, selvom jeg ved den flyver dårligt, det tror jeg måske det er.

Nu kommer den tilbage på hylden, jeg burde bygge en ny vinge til den, så kunne jeg måske få en hæderlig flyver ud af det, men den får nok bare lov at ligge, indtil jeg igen får den vanvittige tanke at hive den frem (flyveren altså).

Sad lige og kiggede lidt af de gamle billeder igennem, og synes da lige jeg ville dele lidt af dem med jer.

Jeg har aldrig været god til at huske at få kameraet med mig, når jeg skulle et eller andet sted hen, ud over når jeg har været en tur på modelflyvepladsen, så de fleste af billederne har noget med modelfly at gøre, men synes nu nogle af dem fanger den hyggelige atmosfære, der altid er på pladsen.

Nå, der gik lidt kuk i billedbeskrivelserne, havde regnet med, at de ville dukke op, når man holdt musen over billedet, men det gjorde de så ikke (i hvert fald ikke her), så de kommer her i stedet (synes det ville være lidt synd at skille billederne ad, for at få beskrivelserne under de billeder de hører til).

Første billede fra venstre i øverste række, er et billede af min hedengangne "Black Bunny" Foxbat, en sjov flyver, med en fræk beklædning. Sort er normalt en nogo på modelfly, fordi det gør det svært at se hvordan modellen vender i luften, men et billede af en full-size jet fik mig alligevel til at tage chancen. Så modellen blev sort, med en hvid playboy bunny på hver af de to finner, og teksten "Black Bunny" skrevet med en lettere eksotisk skrifttype på den lille vinge, som i dette tilfælde meget utraditionelt sidder (sad) forrest – det var i øvrigt med til at give nogle helt formidable flyveegenskaber, vingerne altså, ikke teksten )

Nummer 2 i rækken er af en klubkammerat der leger lidt med sin model. Det kræver mange og hurtige fingerreaktioner at holde modellen i sådan et hover.

Nummer 3 er den yngre broders og hans kærestes hund, Simba, da den var hvalp.

Det sidste billede i øverste række, forestiller min bror, der kigger ud mod solnedgangen, fra Tornby strand. Som det måske kan ses på vandet, så var vejret ikke helt stille den dag.

De to første billeder i anden række viser så, hvordan et modelfly også kan se ud. Den fløj i øvrigt fint. Musvågerne i omegnen blev i øvrigt ret forelskede da de så den, men det var som om romantikken gik lidt af det, når de kom tæt nok på, til at opfatte, at der faktisk sad en propel i næbet af fuglen.

De to øvrige billeder i anden række tog jeg på en messe i Dortmund. Kunstneren bag den bemaling har altså styr på sin airbrush!!!

Og sidst men ikke mindst et par stemningsbilleder fra en perfekt sommeraften på flyvepladsen, den himmel var bare så smuk, så den indbød til at tage en masse billeder.

Mit digitalkamera er desværre begyndt at skabe sig tosset, så nye billeder får altså lov at vente til en gang jeg får købt et nyt. Der går et eller andet galt med farverne, så de billeder jeg tager nu, bliver farvelagt helt tosset, og ligner faktisk mere en dårlig tegning, end det ligner et billede, så jeg er bange for, at det (kameraet) ikke står til at redde.

Ja, så er det i morgen hun skal til den sidste eksamen, og derefter endelig kan holde sommerferie fra studierne. Og hun har lovet at komme på besøg i løbet af ugen – jeg behøver vel ikke fortælle, at jeg glæder mig, det bliver så godt at se hende igen.

Weekenden har jeg forsøgt at få til at gå så hurtigt som muligt, ved at nyde det gode vejr med en god gang flyvning med modelflyene. Lånte en propel til min konkurrencemodel, af en af klubkammeraterne, og det viste sig at være noget der rykkede, så nu må jeg nok ud at investere i sådan en, selvom den slags high performance kulfiberpropeller er temmelig peprede, men der er ingen tvivl om, at den vil give bedre resultater i konkurrencerne, end den jeg har i forvejen.

Nu må vejret godt have lov at vare ved, så vi rigtig kan nyde det, når kærresten kommer på besøg om ikke ret længe – fik jeg sagt at jeg glæder mig?

Ja, på trods af lystløgnerforeningens (dmi) seneste fejlskud, så klarede det dog op i løbet af formiddagen i går, og vi fik fløjet 3 runder, eller det vil sige 4, men de fleste på nær en enkelt, valgte at sidde sidste runde over, da man har en ”smid væk” runde, og den hårde blæst kombineret med vanskelige landingsforhold gjorde, at flere af os følte at det var med vort temmelig kostbare grej som indsats i de sidste runder.

Anyways, det gik faktisk over min egen forventning, havde egentlig ikke regnet med at jeg ville få alverden ud af nogen af disciplinerne, men ikke desto mindre, så lagde jeg ud med, at være 1,5-2 meter fra at tendere min personlige rekord i baneflyvningen (30 ben á 150 m) da jeg skød en runde på 29 ben af, desværre lød 200 sekunders signalet da jeg var ca. 1,5-2 meter fra at have gennemført ben nummer 30. Rekorden satte jeg i øvrigt under langt bedre vejrforhold, så der er helt klart noget at bygge videre på, hvis jeg får noget trænet i løbet af sommeren (næste konkurrence ligger midt i august). Termikdelen – den med at flyve 10 minutter med så lidt motortid som muligt – gik til gengæld knapt så godt, de vanskelige vejrforhold kombineret med manglende træning kunne mærkes, så her satte jeg en del point over styr. I landingerne overraskede jeg igen mig selv, og landede som den eneste i centrum i alle runder. Netop landingerne var mit største problem sidste sæson, da jeg på grund af dobbeltsyn (en følge af en tidligere omtalt arbejdsskade), var udstyret med en klap for det højre øje, med nul dybdesyn til følge, en operation i efteråret sidste år, fik dog flyttet øjet ind på plads, så jeg kunne skille mig af med klappen, og selvom synet på øjet ikke er noget at råbe hurra for, så er det tilsyneladende lige tilpas til, at dybdesynet i hvert fald virker på kort afstand.

Ellers var det naturligvis fedt at komme ud og se gutterne igen, og få udvekslet erfaringer, røverhistorie og hvad der ellers hører med. Desværre gav de vanskelige vejrforhold lidt skrammer på nogle af modellerne, men alle ved, at det er hvad der kan ske, og de tog det derfor med oprejst pande.

Jeg kunne godt se, at jeg var blevet sat af udstyrsræset i år, da jeg ikke har fået indkøbt nye batterier, men eftersom DM og landsholdsstillingen allerede er halvvejs afgjort, synes jeg det vil være lidt spild at bruge en mindre formue på batterier nu, så jeg napper resten af sæsonen på de gamle, og så må nyt grej vente til næste år.

Ja, så er det i morgen det går løs, i morgen der skal høstes DM og landsholdspoint med modelflyene. Det bliver sgu godt at komme ud og se gutterne igen, for selvom vi er konkurrenter, så er der en dejligt afslappet og venskabelig omgangstone, alle hjælper alle, og nye folk i feltet bliver hilst pænt velkommen.

Det bliver også godt at komme ud og mærke adrenalinsuset igen, for selvom man ikke selv er med oppe, så giver det alligevel et kick, når man ræser ud af den sidste banestrækning (det kræver nok yderligere forklaring, men det må altså blive en anden god gang) med 300 km/h, for derefter at fyre 2kW af i en strømlinet og superaerodynamisk model, på ca. 1,5 kg, det er noget der sparker bagende. Op i ny udgangshøjde, og så ellers 4 ben (igen forklaringen kommer muligvis en anden gang) mere med en fart der ville gøre Schumacher grøn af misundelse. Efter 3 minutter og 20 sekunders rendyrket adrenalinsus, har man så 10 minutters dyb koncentreret flyvning foran sig, hvor det går ud på at holde modellen i luften i 10 minutter, med så lidt motortid som overhovedet muligt, hvert sekund motoren er tændt giver strafpoint, så det gælder om at flyve økonomisk og/eller finde noget termik. Og så til sidst mærkelandingen, indenfor en cirkel med en diameter på to meter, præcis på sekundet hvor de 10 minutter er gået, hvert sekund før eller senere giver igen strafpoint. Det lyder måske lidt omstændigt og indviklet, men hvor er det fedt, når man står i det. Nu håber jeg bare på noget ordentligt vejr, tørt i det mindste.

Humøret har heldigvis fået sig et skub i den rigtige retning, dels fordi jeg glæder mig til konkurrencen, dels fordi der er dømt lang weekend, og dels fordi det igen var en travl dag på arbejdet, og der skal heldigvis mere end en borebisse af en nabo til, for at få humøret i kælderen igen.

Hvornår lærer jeg dog, at DMI og i særdeleshed formidlerne af deres udsigter, er en flok lystløgnere af dimensioner, vejret blev jo alligevel bedre end bare ok til en gang træning. Nå, det kunne nås endnu, men, men, men, når så man kommer ud og får kigget til grejet, viser det sig, at et eller andet båtøre har været imod kontakten og tændt flyveren, hvilket selvfølgelig har medført totalt tømte batterier = nul træning i dag.

I stedet kan jeg nu bruge hele dagen på at op og aflade batteriet, for at finde ud af, om det har taget skade af at have været totalt tømt.

Møgdag!

Ja, når man lige sidder og savner inspirationen til hvad man skal skrive, men motivationen til at skrive er i top, så kan man jo altid ty til klassikeren, vejret, vel nok verdens ældste samtaleemne, og alligevel lige så aktuelt som altid.

Jeg sidder lige nu, og ærgrer mig noget så grusomt over den vejrudsigt, som i sidste øjeblik blev ændret fra ok vejr i morgen lørdag, til endnu en gang regnvåd sjask. Havde ellers planlagt en gang intensiv træning med modelflyene, så jeg trods alt har fået trænet lidt, inden der skal flyves konkurrence næste weekend, men nej, nu ser det hele ud til at drukne i vand igen igen. Træningen er ellers hårdt tiltrængt, har kun fået trænet to gange i år, hvilket absolut ikke er optimalt, slet ikke hvis jeg skal have opfyldt det lille mål, jeg satte mig efter sidste sæson, nemlig at jeg i år skulle gøre det godt nok, til at komme på næste sæsons landshold. Nå, det bliver jeg nok nødt til at udskyde et årstid, hvor jeg så forhåbentlig får gang i forberedelserne i ordentlig tid.