Min datter skule egentlig konfirmeres næste år, men har besluttet sig for, at hun i stedet vil “nonfirmeres”. Jeg har sagt til hende, at vi ikke holder nogen såkaldt “nonfirmation”, men at vi gerne vil holde en sommerfest for hende i haven samme år. Det protesterede hun meget imod – hun ville have en fest om foråret, ligesom alle hendes andre veninder. Så vi kig på kompromis – vi holder festen i maj og det bliver en “sommerfest” i festlokaler, som vi nu skal til at have fundet. Lidt et problem, da næsten alle festlokaler er optaget i foråret, pga. de mange konfirmationer, men vi skal nu nok ende med at finde et festlokaler, hvor vi kan afholde den mere eller mindre utraditionelle “sommerfest” .

Pausen er slut. Hermed et nyt indlæg. Jeg har været for doven på det sidste, så jeg har hverken kastet mig ud i store gastronomiske eventyr eller gidet blogge om de mindre.

Jeg går og pusler med en fireretters menu, hvor jeg til en af retterne skal bruge appelsinskalspulver.

Det er ret simpelt at lave og resultatet er ret koncentreret. Grunden hertil er at det er i skallen en appelsins velduftende æteriske olier sidder.

Ingredienser

• Appelsiner efter behov

Fremgangsmåde

1. Skallen skrælles af appelsinerne.
2. Skallen koges op i vand i en gryde tre gange.
3. Skallen placeres herefter på en bageplade.
4. Skallen puttes i ovnen ved 100 grader (så væsken kan fordampe) til de er helt tørre. Minimum to timer.
5. De tørrede skaller pulveriseres i en kaffekværn – husk at rengøre denne først.

Når du næste gang bruger kaffekværnen til kaffe vil du givet få en bismag af appelsin. Appelsinkaffe – mmm…

Ikke desto mindre dufter appelsinkrydderiet fantastisk. Alene smager det ikke af så meget, men kombineres det med et pandestegt stykke andebryst har man en lækker ‘And a la orange’.

Dagens bryllup er fotograferet af fotograferne hos Mint & Sage. Jeg faldt for den tyrkise bil og den tydelige forelskelse hos brudeparret. Gør dig selv en stor tjeneste ved at scrolle ned til bunden af siden og afspil den flash slideshow, som viser mange flere billeder af brylluppet. Jeg er ret vild med de gamle fuglebure som blev malet tyrkise og hængt omkring det hjemmelavede alter. Og så er det naturligvis helt unødvendigt at nævne showstopperen – en antik bil i den friske tyrkise farve, som fungerer som perfekt baggrund under fotograferingen, og som brudeparret naturligvis kører væk i efter festlighederne…

Hele fotoserien kan du finde her.

Gør stilen efter:
Fuglebur fra Lisbeth Dahl, set hos Truville
Sirligt fuglebur i fil de fer fra Vintage-kompagniet
Spraydåse med tyrkis farve kan f.eks. købes hos ArtDevos

Som med så mange arter, ja vel alle arter, så tror jeg også at der er flere arter af peberrod. Denne, som jeg fik i en potte sidste sommer (altså i 2008) af Siri Grinde har ualmindelig smukt fligede blade – og nu er den minsandten også begyndt at blomstre. Smukke hvide blomsterstande. Jeg forbløffes så ideligt over disse frembringelser fra moder natur – jeg anede ikke at de fandtes og så sker det lige foran min næsetip.

Ny i haven er akelejerne, som jeg elsker. Dette er frø fra en god ven, som jeg såede i 2007, det tager to år før akelejen blomstrer. I år vil jeg tage frø og sprede dem mange steder, akelejer er een af de stauder, der godt kan vokse lidt vildt og engagtigt rundt omkring. Jeg har een mere, en helt hvidligt lyserød, som har sået sig selv – og det er jo næsten endnu bedre.

Tak for jeres medfølelse angående gigt. Jeg havde opfattet lægens udsagn ret kategorisk, da han så hævelserne/gevæksterne ved mine fodknogler og  i øvrigt hørt ganske lidt om smerteforløbet. Da jeg så i mandags skulle have taget blodprøve på fastende hjerte og mave var det en lille formodning, han havde. Blodprøverne, som jeg ringede i dag og fik tjekket resultaterne af, sagde intet om de gigtformer som diagnosticeres via blodprøver, fx. bindevævsgigt og leddegigt. Så det har jeg ikke og det er jo alt andet lige en lettelse. De medicinsk uforklarede symptomer er jeg selv specialist i og jeg fortsætter så min hidtidige praksis med at tage min egen medicin. 

Råsaften kan jeg anbefale.

Haven er pragtfuld. Det regner om natten og solen skinner om dagen. Frodigheden vil ingen ende tage. Klematis og iris er det blåeste af blåt. Margueritter så skinnende hvide. Rødtjørnen så rød, så intens, så…… Og jordbærrene mod syd er begyndt at få en lille smule rødme på kinderne. Hvis sønnen kommer hjem her i pinsen så får han de tidligste selvproducerede jordbær vi nogensinde har produceret.

Jeg har sat net over for at fuglene ikke skal tage dem. 

Der er så mange blomster jeg elsker. Een af dem er valmuen, denne en staudevalmue, som får nogle KÆMPE blomster. Foto´et har jeg taget for nogle år siden, faktisk, men jeg synes at lyset falder så smukt, så nu deler jeg det med jer bloglæsere.

I går stod valmuerne med store bristefærdige knopper, så der kommer nogen dage nu hvor det bare gælder om at nyde blomsterne. Vupti, så er de forbi. Så kommer der noget andet. Og næste år. Vupti, så er de der igen. Jammen det er da fantastisk.

Noet af grønkålen fra vores permakulturbesøg kom til ære og værdighed i dag. Ned i foodprocessoren med lidt-af-hvert, rucola fra haven og så med stak friskbagte boghvedepandekager til. Mon det fås bedre på bænken i aftensolen og udsigt over mark og mose.

MUMS!!

Den store kasse med et monstrum af en saftpresser er nu pakket ud.

Der skete det at jeg i anden anledning var til lægen og jeg bad ham kigge på min fod, som jeg har haft jævla ondt i i lang tid. Gigt, sagde han – og jeg skal have taget blodprøver i morgen.

Gigt, det er sådan noget andre får. Men nej, jeg har været på nettet, og det er sådan noget mange får. Jeg håber stadig at blodprøven viset noget andet. Nå, men jeg slog op i den gode gamle doktor fuglebasse (Dr. Vogel), som har været min sundhedsbibel gennem alle årene. Rå kartoffelsaft (og et par andre ting som jeg lige nu har glemt), det er simpelthen KUREN i relation til gigt.

Så jeg pakkede ud, med voksensønnens hjælp så jeg også instruktionsdvd´en – hvad jeg nok ellers ikke ville have gjort – og det smager HIMMELSK. Ja, ok, ikke kartoffelsaften, den skal bare ned, men jeg presser to glas af 1 æble, 1 appelsin, 1/3 citron og så med diverse grøntsager. Det kan også være 2 æbler og flere dage var der ingefær i.

I dag var der grønkål og bladbede.

I går var der hvidkål.

Det monstrum af en saftpresser er bare helt fantastisk!

På Fejø dannede vi en permakulturforening i 2008, stiftende generalforsamling i april, så vidt jeg husker. Det har givet nogen super impulser til mit liv – og her på stedet er vi i gang med et større designsprojekt, men det er utroligt omfattende. Jeg er glad for at jeg har mulighed for at komme på kursus om design inden for permakultur i 14 dage i Den Selvforsynende Landsby. Uge 31 og 32.

Billedet her er fra vores lokale arrangement i går, vi tager rundt og besøger hinandens ejendomme for at blive klogere på hvordan hinanden griber det an. Der kommer nogle for mig perspektivrige samtaler ud af det.

Og for at det ikke skulle være løgn, så fik vi alle de bladbeder og al den grønkål med hjem, som vi ville have.

I haven har vi forskellige plejeniveauer. 1 er det græs, der bliver slået en gang om ugen. 2 er det græs, der bliver slået med le inden Skt Hans og en gang mere i efteråret – hvis vi når det. 3 er de områder, hvor vi blot fjerner gråbynke, brændenælder og syre og tidsler.

I områderne med 2 og 3 skrider græsserne lige nu. Der er mange forskellige typer og een af mine bekendte, som forstår sig på den slags, siger at græsser er noget af det mest mangeartede og i virkeligheden vanskelige at lære at se forskel på.

Denne her hedder hejre. Der er mange forskellige arter inden for hejre. Akset folder sig ud, langt, feagtigt, yndefyldt. Dér hvor jeg har fotograferet står også en staude, som har sået sig selv, den er stor, robust, bredbladet. Som kontrasterne i livet.

Endnu er det maj og for så vidt forår. Men min oplevelse er at sommeren er kommet, der en en særlig lunhed i luften, noget skarpt og spidst, som ikke længere er. Hver morgen, når jeg åbner døren fra havestuen, vælter lydene, duftene og lys- og farveindstykkene stærkt ind over mig. Ikke mindst denne morgen i strålende sol og hvor det har regnet i aftes eller i nat. Eller måske begge dele, jeg ved det ikke, for jeg har sovet som en sten.

Det er som om jo ældre jeg bliver, jo mindre tager jeg for givet at jeg faktisk lever endnu en dag. Og jo mere påskønner jeg at det er tilfældet – uanset at der følger en del bøvl og besvær med. Hvis man ikke vil have dét med, bøvlet og besværet, så tror jeg at man skal forblive i engleriget og ikke lade sig inkarnere som menneske.

Jeg har desværre ikke et foto. Men i går slog det mig, hvor meget hvidt, der er lige nu midt i al duften af syrener, hvoraf de fleste er den gammeldags lilla-syrenfarve, men der er også hvide og enkelte andre nuancer. Vejkanterne lyser hvidt af vild persille – eller hvad det nu er det hedder, en skærmplante. Jordbærblomsterne titter frem mange steder med fine hvide kronblade. Margueritterne er sprunget ud. Bellis står lysende hvide i store klynger i græsset. Den spanske kørvel blomstrer med tunge, hvide skærme. Hvidtjørnen maler store hvide pletter i hegn og skel. Og så er der alle æbleblomsterne i fuldt flor – med masser af hvidt i den fuldt udsprungne blomst men også mange lyserøde nuancer.

Pralbønnen, den to års, er allerede oppe ved loftet, den kravlede op ad den gamle tørre stængel. Blomsterne er ved at åbne sig, de har en skøn, rød-orange farve som jeg ikke syns man ser så tit.  Og der er mange blomsterklaser, så der bliver sikkert godt med bønner bare på den ene plante.

Det er meget sjovt, det er citrontræets blade man kan se bag pralbønneblomsterne. De er til gengæld hjemsøgt af lus, det er myrerne igen, der holder dem – og jeg har ellers importeret mariehøns.

At gå meditation hver dag har helt sikkert gjort mig mere opmærksom på naturen omkring mig på alle tidspunkter.

Jeg har altid været meget glad for natur, men jeg har altid nydt den mest om sommeren og været knap så glad for den efterår og vinter. Det har ændret sig. Jeg sætter nu pris på den i regn og vind også.

Men det er altså i solen at mit kamera kommer frem oftest og jeg er super heldig at bo omgivet af smuk smuk natur. Og her er lidt fra dette forår:

Skønhed findes overalt. I går blev jeg helt fortryllet af farverne på rabarberaffaldet!

Min nerie er helt fantastisk i år. Jeg vander og gåder, vander og gøder, den ar et enormt fobrug. Og nu kommer blomsterne, de dufter faktisk ikke af noget videre. Men det er et flor så flot og jeg går jo igennem havestuen hver dag og ser det.

Begæret vækkes, jeg vil også have kamelia. Jeg vil også have…. Jeg vil også ………

Når den er afblomstret vil jeg sætte den udenfor.

Sidste år lavede jeg nogle læggekartofler af spirer fra ganle kartofler, det nummer laver jeg igen i år. Det er altså lidt sjovt.

Foto: MHF Creativity

Økonomien svigter, boligerne kan ikke sælges, og ansatte fyres i hobetal. Dårlige nyheder er der nok af til at blive små-deprimeret.

Men samtidig, så skinner solen, alting blomstrer, og lige om lidt er det rigtigt sommer. Himlen er blå, og træerne lysegrønne, selvom håbet måske ikke er det for tiden. Tøjbutikkerne er i år små regnbuer, da forårsmoden byder på pang-farver så langt øjet rækker, og foråret er yderst gavmildt med langt mere sol og varme end normalt her i lille Danmark. Det er som om universet forsøger at muntre os op, og det må da hjælpe på humøret!

Nu lyder jeg måske lidt kliche, men når tingene ser sortest ud, har vi brug for fest og farver til at live os op og få os til at genfinde den livsglæde, som diverse nyhedsudsendelser gør sit bedste for at slå ihjel.

Så herfra skal der lyde en opfordring: Riv jer løs fra computeren, og gå ud og fornem foråret! Smid jer på ryggen i græsset, som da I var børn, og nyd den blå himmel, find fantasifigurer i skyerne, og lyt til fuglene. Og når nu tiden ikke er til overforbrug (hvilket den vel egentlig aldrig er), så sæt pris på de små glæder – som for eksempel den frozen yoghurt med bær på toppen, som jeg nød i solen sammen med en god veninde i går. Slet ikke ringe og ikke noget som vælter budgettet.

For lidt flere opmuntrende farver kan I også tjekke mine nye billeder på MHF Creativity.

Jeg haft denne rosmarinplante i snart mange år. Jeg bruger ikke krydderiet så meget, det smager utrolig stækt. Jeg kan godt lide det som te, men laver det sjældent. Jeg har en kartoffelpizza, hvor jeg kommer rosmarin på, belært af Jamie Oliver.

Men ellers kender jeg oprindelig krydderiet fra teenageårenes somre, hvor familien tog på camping i Italien. Ved Como søen. Dér kunne man købe spydstegte kyllinger med netop rosmarin, jeg husker det som en helt særlig delikatesse og disse minder kommer altid farende forbi i glimt når jeg ser eller dufter rosmarin.

Jeg vidste ikke at rosmarin blomstrede, men det gjorde den dét forår hvor vi kom hjem fra vores rejse til Cap Verde. Den har blomstret hvert forår siden. Lige så stærk og nærmest påtrængende som duften er – lige så yndige er de lysende blomster der i år sidder nærmest i klaser.

Jeg satte den udenfor sidste år, jeg havde hørt at de kan overvintre her. Det har den godt kunnet lide, planten, den er nærmest fordoblet størrelsesmæssigt. Og så er den jo stedsegrøn.

Koldt og trist ved et første blik. Men nærende og nødvendigt ved nærmere eftertanke. Og skønt at være ude i, blot man har den rigtige påklædning.

Et foto fra hin længst forgangne tid da mirabellerne blomstrede (er det 10 eller 14 dage siden? alt er så intenst).