Så er Lissabon traktaten på banen igen. Irland har fået en række indrømmelser.

De må selv bestemme:

• Deres abortpolitik
• Deres skattepolitik
• Deres famile- og uddannelsespolitik
• Deres forsvarspolitik og neutralitet

Selvom disse garantier er falske efter nogens opfattelse, så er det at give et land forbehold på skatteområdet en falliterklæring for EU.

Hvis et land kan dumpe skatterne for at lokke virksomheder til, så fungerer et markedet ikke. Her i landet har vi netop droppet den kommunale skatteligning fordi blot mistanken om at der politisk kan ske en lokalpolitisk favoritisering ville være ødelæggende for landet.

EU har rigelig med problemer i forhold til at tredjelande dumper alt for at trække arbejdpladser til, så der er intet behov for at lande indenfor EU måtte dumpe deres skatter på de andre landes bekostning.

Så er der forsvarspolitiken. EU skal ikke kaste sig ud i militære operationer. Nogle lande har nogle lig i lasten fra deres dage som koloni-magt – især i central-afrika, hvor at de panisk har forsøgt at fastholde lokale dialekter som hovedsprog i deres tidligere kolonier. Hvis vi tillader en Europa hær, så kommer både Irere og Danskere til at blive ofre for andre landes synder fra fortiden. Derfor bør dette punkt ikke være en undtagelse. Det bør slet ikke være et punkt i traktaten.

For år tilbage så bankede vi ga nske som Irerne det samlede fællesskab på plads. De slikkede vores fødder da vi kaldte flokken sammen og dikterede dem vores fire forbehold. De lærte deres plads i forhold til vores højt udviklede kultur.

Når nu Irene har pisket de andre lande på plads efter at have lært af os, så vækker det undren hos mig, at vi skulle være parate til at fjerne nogle af disse forhold.

Selvfølgelig vil indførelse af Euroen vise hvor meget ekstra vi betaler for varene her i landet, men det ved vi jo godt i forvejen. Vi husker alle politikernes løfter om at sænke afgifterne på brændstof til vores bilflåde, hvis de internationale priser sted. Det skete bare aldrig.

Men det positive vi kan opnå står ikke i mål med de tab vi vil lide.

Vi må formulere et folkekrav om at vi vil stemme om Lissabon traktaten, så vi igen kan sende et kraftigt signal om hvem der bestemmer.

Men EU har igen vist hvad vi hele tiden har vidst. EU er en joke!

Der tales for tiden, med stor forargelse i stemmen, om de europæiske regler, som underkender den danske udlændingepolitik. En politik, vi i nogle år har kaldt “fast og fair”. Fast er den, javist, men er den virkelig så fair som vi selv påstår?

EU-domstolen har haft kendelser, der viser, at den danske udlændingepolitik er for hård. De har magten til at overtrumfe de danske regler, og tvinge os til at finde nogle nye og mere lempelige regler. Det har fremkaldt ramaskrig fra samtlige danske medier og politikere. “Danmark mindre suverænt“, “Vi bestemmer ikke længere over vores eget land” og så videre.

Danskerne overreagerer kraftigt i denne sag. Som ægte danskere forsvarer vi os ved at krybe ind i vores eget lille hjørne og råbe af dem, der ikke er enige med os. Det er ikke måden at tackle sagen på. I stedet burde vi vende blikket lidt indad, og huske på, at vi selv var med ved bordet, da disse regler blev vedtaget! Vi skal ikke straks fare op af stolen og brøle “Danmark for danskerne!“. Nej, vi burde i stedet diskutere, om der er noget om snakken eller ej. Er den danske udlændingepolitik for hård? Har vi behov for at afvise alle fremmede ved landets grænse, i stedet for at give dem en fair sagsbehandling? Det mener jeg ikke.

Dansk udlændingepolitik er ikke fair, og hvis vi ender med at fjerne os fra EU for dansk udlændingepolitiks skyld, melder jeg mig ud af Danmark og ind i et ordentligt land. Basta.

De Radikale fremlægger i dag deres 12 bud på en bedre, og mindre aggressiv dansk udenrigspolitik. Et hurtigt overblik over de 12 bud giver indtryk af, at De Radikale mest af alt har ønsket at nedmejsle deres holdninger overfor danskerne, såvel som de øvrige partier på Christiansborg. Dermed også sagt, at der ikke er så meget nyt at finde i udspillet, selvom det dog har et par interessante punkter.

Oprettelse af en terrorkommission er det første punkt på listen. En terrorkommission skal sikre, at vi er godt beskyttet mod terror, uden at det går unødvendigt ud over vores egen retssikkerhed. Desuden er det et radikalt ønske om at undgå for meget overvågning i det offentlige rum. Margrethe Vestager udtrykte i TV2 NEWS her til morgen, at hun mener at der kommer for mange hurtige løsninger og dermed for mange ineffektive bud på, hvordan vi bedre sikrer os mod terror. For eksempel øget overvågning, der ganske vist giver PET nogle muligheder i forbindelse med efterforskning, men også i dén grad bidrager til mere utryghed i danskernes hverdag. En terrorkommission skal således vurdere, om der findes andre måder at beskytte sig mod terror end dem, vores politikere udtænker over en kop kaffe torsdag eftermiddag.

Det glædelige ved dette radikale forslag er, at de for alvor erkender, at vi ikke kan ride stormen af og håbe på, at terroristerne lader os være, hvis vi er søde fra nu af. Jeg vil gå så vidt at sige, at De Radikale har bevæget sig lidt mod højre i deres udenrigspolitik, og er mindre venstreorienterede end de før har været. Dette kan kun vise sig som en fordel for det fremtidige regeringssamarbejde mellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale.

Næste spændende bud på en bedre udenrigspolitik er afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så Danmark aktivt kan deltage i EU’s kommende koordinerede aktioner, dels mod diverse slyngelstater og oprørere, men også mod terrororganisationer, der opererer på tværs af Europas grænser. Der er for så vidt ikke noget nyt i dette forslag, det interessante (og meget positive) er blot, at De Radikale tager sig tid til at tage et EU-forbehold med i deres udspil.

“Krig skal kræve et bredt flertal i Folketinget” hedder et andet godt bud. De Radikale vil for alt i verden undgå en ny Irak-situation, hvor regeringen med et meget smalt flertal sender landet med i en angrebskrig. Det virker meget logisk at indgå sådan en aftale for fremtiden, så vi ikke igen går i krig uden at den brede befolkning også bakker op om det. Derfor også roser til De Radikale for dette forslag.

Her kommer så et punkt, der for mig virker som helt nyt toner fra De Radikale. De vil nemlig gå med til militære interventioner uden FN-mandat. Et militært udgangspunkt, som man ellers har kritiseret flittigt, da Bush sendte amerikanske styrker ind i Irak. Også her har De Radikale tilsyneladende bevæget sig lidt til højre.

Alt i alt et udmærket oplæg fra De Radikale. Ikke fordi der var så meget nyt under solen, men fordi de får gjort opmærksomme på, at de altså ikke bare går terroristernes ærinder og kun kritiserer regeringens politik fordi de frygter terror. De har selv noget andet at byde på, som de selv mener er bedre. Og det er vel i bund og grund det, politik handler om.

I øvrigt et par rosende ord til Margrethe Vestager for hendes håndtering af de sidste par ugers modgang. Det er aldrig klogt at kritisere regeringen lige efter et angreb, det ved alle partiledere efterhånden, men Margrethe Vestager har, efter en noget famlende start, fået det vendt til noget positivt med dette udspil. Ved hjælp af vedholdenhed og trodsighed har hun fået skabt en debat, alle de andre partier ellers forsøgte at aflive straks efter det første startskud. Godt gået, Vestager!

Danmarks forbehold for EU skal snart til afstemning. Mindst et forbehold kommer til afstemning til efteråret, men det er endnu ikke fastlagt, hvordan der skal stemmes: Alle på én gang, hvert forbehold for sig, eller en helt tredje kombination. Hvordan man tackler de tre andre forbehold er knap så interessant, idet de bliver relativt nemme at komme af med. Den største kamel at sluge for danskerne bliver nemlig euro’en. Den store, stærke fællesvaluta, der kommer for at tage livet af den kære, traditionsomspundne gamle krone. Mit håb er, at folketinget vælger at holde euro-afstemningen for sig selv og til sidst, så der er tid til at lægge en massiv oplysningsindsats ind overfor befolkningen.

Vi vil jo nødigt af med den, vores kære krone. De fleste danskere har et nært forhold til kronen, fordi vi har haft den så lang tid, og fordi den de sidste mange år har været en stabil og pålidelig valuta. “Kronen ved man, hvad er. Euro’en medfører bare stigende priser og lavere lønninger, fordi de høje herrer ikke kan finde ud af at omregne.” Sådan tænker man nemt, når man vejer kronen op mod euro’en. Hvad man glemmer er blot, at man nu har den fornødne erfaring med indførsel af euro’en, at man næppe igen skal igennem “teuro“-perioder som i Tyskland og Frankrig, da den blev indført der. Desuden fører vi i dag en fastkurspolitik der gør, at kronen er så tæt bundet op ad euro’en, at vi ikke kommer til at mærke nogen prisforskel selvom vi skifter.

Oplysning er hårdt tiltrængt
Skulle vi stemme om euro’en i morgen, ville resultatet blive et klart nej. Stemningen omkring euro’en har ikke ændret sig særligt siden afstemningen i september 2000, og der er heller ikke blevet ydet en indsats for det. Netop derfor er det på tide at råbe befolkningen op og oplyse om de mange fordele der er ved euro’en.

Indførsel af euro’en vil styrke Danmarks position i EU rent politisk, idet vi ikke længere vil blive anset som et outsider-land med forbehold og kritiske røster. Derudover vil det være en styrkelse af handlen internt i EU, både for private og virksomheder. Pengeinstitutterne sparer vekselgebyrer og kan koncentrere sig om at skabe et økonomisk stabilt marked. En fælles møntfod står nemlig langt stærkere end mange små, individuelle valutaer. Øvrige fordele ved euro’en kan findes her.

Som situationen er i dag, sidder Folkebevægelsen mod EU med alle trumfkortene. De kan hurtigt råbe befolkningen op med deres søgte modargumenter og skræmmebilleder. De appellerer i høj grad til patriotiske og småstatsromantiske danskere, der frygter at blive glemt i det store Europa. For dem må vi gøre det klart, at Danmark ikke er en ligegyldig mini-nation i Europa. Alene det faktum, at vores statsminister er seriøs kandidat til posten som præsident for EU viser tydeligt, at Danmark er et land man tager seriøst i EU.       

Jeg er sikker på, at danskerne kan overbevises om, at euro’en er en god og stærk valuta, som vi også bør have herhjemme. Men hvis vi ikke får hænderne op af lommerne og kommer i gang, bliver det en umulig opgave. Tiden er inde til at tage hul på debatten om forbeholdene, jo før jo bedre.

Af uvisse årsager har man i Danmark og resten af kontinentaleuropa vistnok haft den opfattelse, at det er god liberal politik at være med i f.eks. EU, WTO og FN. De røde kan også godt lide FN, men er lidt mere skeptiske overfor de andre to, selvom de nok egentlig ikke burde være det. For via EU og WTO har de jo netop mulighed for at overtrumfe nationale demokratier og gennemføre deres idealistiske projekter — uden ansvar og forudberegnelig; og for dine og mine penge.

Bevares, der er ganske givet nogle fordele ved FN, men der er absolut ingen ved EU og WTO. Det er ved at være på tide, at de borgerlige partier i Europa (minus Conservatives i UK) blev voksne. Det kan virkelig ikke passe, at man evigt og altid skal vende blikket mod USA, når man vil høre fornuft. Som f.eks. her, fra Ron Paul:

So called free trade deals and world governmental organizations like the International Criminal Court (ICC), NAFTA, GATT, WTO, and CAFTA are a threat to our independence as a nation. They transfer power from our government to unelected foreign elites.

The ICC wants to try our soldiers as war criminals. Both the WTO and CAFTA could force Americans to get a doctor’s prescription to take herbs and vitamins. Alternative treatments could be banned.

The WTO has forced Congress to change our laws, yet we still face trade wars. Today, France is threatening to have U.S. goods taxed throughout Europe. If anything, the WTO makes trade relations worse by giving foreign competitors a new way to attack U.S. jobs.

NAFTA’s superhighway is just one part of a plan to erase the borders between the U.S. and Mexico, called the North American Union. This spawn of powerful special interests, would create a single nation out of Canada, the U.S. and Mexico, with a new unelected bureaucracy and money system. Forget about controlling immigration under this scheme.

And a free America, with limited, constitutional government, would be gone forever.

Let’s not forget the UN. It wants to impose a direct tax on us. I successfully fought this move in Congress last year, but if we are going to stop ongoing attempts of this world government body to tax us, we will need leadership from the White House.

We must withdraw from any organizations and trade deals that infringe upon the freedom and independence of the United States of America.

Og iøvrigt: NEJ. Det forsvarsforbehold skal fandme ikke fjernes. Det er det danske demokrati, der skal bestemme over forsvaret, ikke EUs bureakurati.