Hér er 3 spørgsmål til dig:
1. Synes du at den tidl. statsministerfrue er en celebrity?
2. synes du at Sidney Lee er en stjerne?
3. synes du at Lars Hjortshøj er sjov?
Men hvorfor bliver de så anvendt som kendte?

Interesant med Dan Brown affæren. Hvornår sker det samme for publikum, anmeldere og Quentin Tarantino?

Ærlig undren og sure miner over fjer og høns

“There is nothing to writing” skrev Hemingway. “All you do is sit down at a typewriter and bleed.”

Jeg har funnet noen skrivetips fra selveste Hemingway, og jeg synes de er dritgode. Her følger lista. Hvis du må velge deg bare et av tipsene; hvilket blir det? Og hvorfor?

Telefonen ringer hos Schibsted forlag og en ivrig ansatt plukker opp røret. ”Jeg har skrivi ei bok! Ei bok hørar du, ei skikkelig schi-fi thriller!

Noen uker senere sitter Åslaug Stabbur Haga på førstesiden til VG nett og skjenner med en leken liten pekefinger ”jeg har ikke skrivi om Jens”.

Det er noe eget med utgåtte statsråder som velger å skrive bok. Etter et par måneder borte fra politikken og medias søkelys, trenger de noe nytt som kan piske opp stormen foran dem. Og hva er ikke bedre egnet enn en bok? Spesielt en skikkelig hyllesliter av en ”jeg vet hva som egentlig foregår”-politikerthriller.

For det er igjen noe eget med disse ferdigtygde statsrådene. Etter at de har gått av, tar det knapt et par måneder før de plutselig ser ting klarere, sånn som det egentlig var, og hvordan de innerste prosessene egentlig foregikk. Dette må selvsagt ut, nå som de endelig har innsett sannheten. Noen vil kanskje foreslå å bare la dem holde på, det kan jo til og med hende at man får en aldri så liten skandale ut av det. Mitt beste forslag er å sperre alle Dagbladets klarsyntnumre fra telefonene deres etter at de har gått av, tett etterfulgt av et forslag om putte et par tennissokker inn i munnen deres og beslaglegge alt skrivbart materiale fra leilighetene deres.

Men Åslaug har ikke bare innsett hvordan det egentlig var å være statsråd, hun har også plukket opp noen nye egenskaper underveis. Hun har nemlig ikke valgt å skrive den sedvanlige selvbiografien, som hun selv kommenterer som kvalmende, men hun har funnet på en fantasihistorie. Hun har blitt profesjonell forfatter.
La oss først som sist få en ting klart. Man blir ikke et sterneskudd av en skribent av å sitte som statsråd. Det eneste man leser er bunker med opptrykte sakspapirer, ja, også en VG artikkel med en selv som hovedsak i ny og ne. Og la oss være ærlige, ingen av disse er kvalitetslitteratur. Det er ikke engang kvalitetsgramatikk. Journalistikkutdanningen består for det meste av avlæring av all gramatikk fra barneskolen til videregående, så når man er ferdig vil man ha problemer med stave sitt eget navn. Det er disse Haga har lært av.

Det finnes ikke en eneste person i dette vidtriste riket som ønsker å lese boken din fordi det er en velskrevet og spennende historie, Haga. Du klarer ikke engang å snakke normalt, langt mindre tror innbyggerne i Norge at du er i stand til å formulere ordentlige setninger på papir. Folket vil ha sladder, og de vil ha det nå.

Da er det kanskje greit at boken handler om en koalisjonsregjering med partilederene i hovedrollene? Det er kanskje også greit at statsministeren omtales som en silkedott og at finansministeren er en selvdigger som ruser seg på sitt eget speilbilde? ”Det er fullstendig oppdiktet, altså, dere”.

Det blir garantert mange skuffede ansikter som plukker opp denne boken fra under juletreet i år, og vanligvis kan man trøste seg med at ”jaja, nå får jeg i hvert fall ikke noen Åslaugbok til neste jul”. Men da må man håpe om igjen. Hun skriver nemlig på en toer. Jeg tror jeg går og graver meg ned.

“Det er ikke om Jens” i VG

Nu trænger jeg til en god lang netpause.

Og i mellemtiden vil jeg henvise mine evt. tilbageværende bloglæsere til tre andre skrivende kvinders nylige blogposter. Det er god læsning:

Louise Juhl Dalsgaard om at tie og tale, eller, og…

Tina Charlotte Møller om “mobiltelefoner og headset og jetset og glatte frontcovers og mingling og smalltalk og netværk” og resten af det, der falder ind over en.

Fiona Robyn om tre ting til overlevelse.

Jeg kender dem, der betvivler værdien af som forfatter at eksponere sig via Facebook og blogs. Og jeg kender dem, som med stor inderlighed meddeler, at de BARE ikke gider.

Og jeg bliver jævnligt i tvivl – har det nogen betydning at skrive på denne måde om sig selv – og nu og da hinanden?
Mest er jeg måske sådan i tvivl, fordi jeg egentlig ikke dur til det. Det falder mig ikke naturligt og ikke nemt – ikke at formidle mig selv i hvert fald. Jeg kan godt skrive om, at nu fik jeg en anmeldelse, eller nu fik jeg antaget et manuskript, eller lokalbladet skrev en artikel om mig. Men det ind i mellem… Fortælle om, hvordan jeg skriver, hvad jeg tænker om det, hvordan jeg græder over det, smiler ved det, går i stå, kommer videre? Nej…
Fortælle om min førstelæser og min anden førstelæser? Hvad de gør, hvor hårde de er, hvor dejlige? Hvor jeg hader dem til tider? Og elsker? Hvordan jeg viceversa læser deres manuskripter, og hvor inderligt de hader  mig – og måske elsker? Nej, det er alt for følsomt, privat, dyrebart. Intimt.

Og fortælle om de små daglige ting, som er langt længere ovre i privatlivet, de ting, som også udgør mig som forfatter, men er meget svære at skelne fra den helt private Ane-Marie, den som bor et sted, arbejder, har et hjem, mand, børn, venner, ondt i maven, savner sin far og sin veninde, har begået enorme dumheder og andet godt fra dramaafdelingen, griner fjollet,  og græder over sin hunds ansigtsudtryk, når den vender ryggen til? Nej, det kan jeg slet ikke. Det er alt for nøgent til mig. Jeg kan ikke finde ud af det, har ikke hånden til den sikre dosering.

Men jo, jeg ved det jo – det HAR betydning at eksponere sig som forfatter. Hvis man er oppe i den meget tunge (jeg mener kendte) liga, betyder det måske mindre, men for os fra de mindre tunge klasser – jojo, det flytter noget, at man råber på sin blog og på Facebook. Det genererer salg og bib.udlån (og bib.anskaffelser), at man kommer i dialog med læsere – råb i sig selv gør det næppe.
Hvis man kan.
Jo, jeg har kunnet – det har faktisk været rigtig sjovt. Givende og lærerigt også mange gange at få denne respons på ens udgydelser – uventede vinkler på sagerne, personlige klangbunde, som nu og da har været vældig berigende.
Men disse mellemstykker, som en del forfattere formår så elegant, at jeg får svimlende præstationsangst – denne formidlen af forfatterpersonligheden, når der ikke lige er noget at fortælle om antagelse af et manuskript eller en anmelders ord om ens pragtværk – dem er jeg dårlig til.

Jeg må vel bare konstatere, at jeg på det felt er bedst til at tie, hvor andre taler.
Sådan.

Vild med ORD løber af stablen i Århus i april 2010. Festivalen vil have spændende forfatternavne – både internationale og nationale. Derfor vil arrangementsgruppen gerne modtage forslag fra publikum – dig, der læser dette – på navne, du gerne vil møde, høre og måske diskutere med.

Klik ind på dette link og foreslå den forfatter, du gerne vil møde.

Deadline for forslag er 12. nov. 09.

Jeg har det problem med Facebook og lign (fx denne blog), at jeg egentlig ikke har lyst til sådan at vise mit ansigt. Faktisk er det mer end en ulyst, det er en manglende evne; og jeg går og småmisunder de forfatterkolleger, som kan kunsten at vise et litterært ansigt, som samtidig forekommer fortroligt privat – i en tiltalende blanding, som aldrig kammer over i utidig intimitet. Disse kolleger kan noget, som er en kunstart i sig selv.

En af dem, der virkelig mestrer kunsten elegant er lyrikeren Kirsten Nørgaard, som også findes på FB
samt på en dejlig blog herude i den åbne verden:
http://stensamler.blogspot.com/

Nørgaards blog og FB-profil anbefales – de er en nydelse at følge, og de er lærestykker i fornem formidling af et forfatteransigt.

Nej. Jeg er faktisk ved at være ganske ked af tendensen til halvdulgt at se ned på krimier. Har selv været med på vognen, der enigt mellem tænder mumlede “ja, man skulle bare have skrevet en krimi, SÅ fik man anmeldelser”.
Jo, der findes veleksponerede, men dårlige krimier, meget dårlige, præget af stereotypt sprog og letkøbte samfundsmæssige og psykologiske “legitimeringer”, ligesom der findes dårlige romaner af anden art og dårlig lyrik.
Men der findes altså både begavede og beåndede krimier og krimiforfattere – det hele er ikke bare “bare”.
En af de begavede og beåndede har jeg skrevet om i foranstående post.

Forfatteren er min ven, men han har min professionelle anbefaling, ikke kun min venlige.
Og han har også skrevet ganske andet end krimier – i øvrigt.

Sneglens Hus. Hans Schmidt Petersen. C&K Forlag, 2009

Sønderjysk/grænselandsk, anmelderrost og begavet krimi. Anmelderrosen – fra fx Berlingske, Jyllandsposten, Kristeligt Dagblad og Litteratursiden.dk er fortjent. Bogen er præget af fuldt styr på litterære virkemidler, smukt sprog og ditto sans for menneskers psyke.
Dyb indføling i fremmedhed og fremmedhad – via forfatterens opvækst i det tyske mindretal i Sønderjylland OG via hans mangeårige liv som dansker i Tyskland, de seneste 14 år i Berlin.

Men allermest interessant er måske bogens mange kvinder og mange relationer til kvinder. Det er selvfølgelig ingen femikrimi, da den jo er skrevet af en mand, men bogens hovedperson, kriminalkommissæren Carsten Matthiesen, er en mand som i så høj grad relaterer til kvinder.
Det har hele tiden slået mig, at her var en usædvanlig kærlig, øm og respektfuld skildring af “dagligdagens” kvinder set med en mands øjne, relateret til af en mand – kolleger, venner, ægtefælle, mistænkte. Her er ingen nonchalant macho-kommissær, men et levende (og sårbart) menneske af manderacen. Måske netop en meget nutidig mand, en mand, som ikke hader kvinder – for nu at sætte det på en nem pang-form.

Berlingske gav Sneglens Hus 5 stjerner og kaldte den “den danske krimi, man har gået og sukket efter” og sagde yderligere: “Endelig en krimi der går lige i flæsket på dansk selvforståelse”.

Dansk-tyske Hans Schmidt Petersen har et solidt og højt begavet forfatterskab (på dansk og tysk) bag sig og fik af Politikens Angela Brink for et par år siden disse ord med på vejen om sin (af mange ikke-forståede) filosofiske roman Den gode Amerikaner (Aschehoug): ‘genialt foruroligende’ og ‘blændende’.
For sin debutroman Den lodne Bøg (Gyldendal) fik Schmidt Petersen Bogforums debutantpris, og for den tysksprogede Die Täuscher (Bastei-Lübbe) modtog forfatteren Det tyske Raymond Chandler-selskabs Marlowepris.

Ane-Marie Kjeldberg

Foto C&K

Så fik min reservebror, skrivefælle og litterære sparringspartner gennem de sidste ca. 8000 – vedvarende overraskende – år, Hans Schmidt Petersen, sit interview i P1’s Skønlitteratur.

Jeg reklamerer indædt for hans medvind, da jeg ved hvilke slidsomme forfatterår, der gik forud.

Så hermed et link til et i øvrigt vældig charmerende indslag om idylliske Åbenrå og mørket, som måske ikke er i byen og egnen, men i menneskene. Et indslag om sønderjyske nazisvin-tilråb, mindretalskhed generelt, ensomhed og skuen hunden på hårene, om tryghed og spænding – og om det paradoksale i den nordiske krimibølge, en bølge udsprunget i et af verdens tryggeste hjøner.

Her linket. Indslaget om dansk-tyske Hans Schmidt Petersen og hans 8. bog, Åbenrå Noir-krimien Sneglens Hus findes godt halvt fremme i programmet.

—

Sneglens Hus
Hans Schmidt Petersen
C&K, 2009

Kort forfatter-info her

Man kan tænke over den stavl af selvhjælpsbøger, man fik gennem årene, inden giveren gik uden en lyd – og uden et eneste pamflet flagrende i sit spor. Burde man ha’ anet uråd, mens stavlen groede? tænkte hun og bladrede lidt i bunken for at se, om der skulle være noget om “Strong, Confident Women coping with Silence and Closed Doors”.

Bunken væltede og afslørede storsmilende halvgamle kvindeansigter i perfekt liftet stand og titler som “Stol på Verden”, “Lær at have Tillid”, “Livet er Kærlighed”. Hun hældte mælk (skummet) over dem, nu hun var i gang.

Det startede ellers så godt; da lille Malthe* forventningsfuldt,spændt og en lille smule genert mødte op for endelig at begynde i skole ligesom storebror. Malthe var glad for sin skole og sine klassekammerater og hans forældre trygge i deres overbevisning om at den danske folkeskole levede op til alle løfter om et ligeværdigt og respektfuldt menneskesyn…..indtil den dag hvor Malthes mor blev ringet op af klasselæreren. Hvorfor?

Jo, for lille generte  Malthe havde siddet stille i klassen, lyttet til hvad de andre børn havde at sige, pænt gjort som læreren havde bedt ham om, samtidig som han bare sådan skulle tisse. I kender det sikkert selv, skal man så skal man, og Malthe som jo desuden bare er 6 år han skulle virkelig.

Men lille Malthe, som jo er godt opdraget, ville absolut ikke forstyrre læreren og holdt sig derfor så godt han kunne, og da han simpelthen ikke kunne holde sig  længere, rakte han forsagt hånden op, ventede pænt til det blev hans tur og spurgte så om han ikke nok måtte have lov til at gå på toilettet.

Nej! Det må du ikke!

Var lærerens svar.

Og Malthe, som jo er en smule genert, og vel også en lille smule bange for læreren, gjorde som læreren sagde. Han blev siddende. Og tissede i bukserne. Nu skulle man jo tro at læreren straks ville have indset at hun var gået for vidt og derfor havde skyndt sig med at hjælpe lille Malthe.

Men nej…

Læreren beordrede Malthe til at blive siddende på sin stol. I sit eget pis. Udstillet. Ydmyget. Krænket. Hvorefter læreren ringede til Malthes mor og sagde til hende at Malthe måtte blive siddende dér. På stolen. Alene.Udstillet.Ydmyget.Krænket.

***

Den stakkels lærer er selvfølgelig efterfølgende blevet tilbudt psykologhjælp. Malthe derimod, som jo faktisk er offeret og den som er  blevet krænket, ydmyget og hængt offentligt til skue i skolens  gabestok har lige så selvfølgeligt- intet sådant tilbud fået.

***

©Harning

Hvis du vil vide hvordan skolen for øvrigt har håndteret den uacceptable tilsidesættelse af børnekonventionen som Malthe blev udsat for, så følger en opdatering i kommende indlæg.

* (Anonymiseret idet moderen er bekymret for at offentliggørelse vil indebære repressalier mod hendes barn fra skolens leder)

En folkeskole i superligaen?

Foto C&K Forlag

Hør Hans Schmidt Petersen fortælle om sin anmelderroste grænselandskrimi Sneglens Hus og om at blive kaldt Hitlersvin som barn – i P2’s Kulturnyt i dag.

Hvor er det fedt, at DK har fået øjnene op for hr. HSP!
(Jeg er så glad!)

Bibliotekslektøren har udtalt sig om kollega Kirsten Nørgaards lille ny, Galileos Finger: “til læsere, der godt kan lide et anderledes, eksperimenterende tekstunivers”, hed det bl.a. Og endvidere: “Skarpt iagttagende samling haibun til krævende læsere, der ikke er bange for at prøve noget nyt”.

Jeg siger glad tillykke!

Hele udtalelsen kan man rekvirere ved at henvende sig til sit bibliotek.

Bogen kan hjembestilles til alle boghandler.

Åbenrå Noir i P1’s nye program om skønlitteratur på lørdag.
Det tror jeg godt, man kan glæde sig til…
Og vi har vist en vis anelse om, hvem der bliver interviewet der. Hvis vi nu googler Åbenrå Noir fx…

Det fine gamle forlag Jorinde & Joringel udgav for nylig en ny serie af lyrikhefter. Et af dem er forfattet af Kirsten Nørgaard og har titlen Galileos Finger.

Og nej, jeg har ikke forstand på lyrik – men jeg kan lide dét, jeg læser i Nørgaards hefte.
Grundstammen i heftets tekster er en samling haibun, hvori vi følger et par på uanfægtet, kultiveret ferie, mens deres forhold – vistnok – smuldrer for dem. Siden følger supplerende tekster, som synes at belyse krisen fra senere vinkler, (måske) fra tiden hvor der dannes ar, som måske kradses op en gang eller to, indtil man lærer at leve med det.

Teksterne er præcise, knappe, perfekte og velafstemte som sushi. Ikke et ord ligger forkert – og heller ikke den skrappe wasabi mangler, men fint doseret i soja, ikke plasket på som tyk brun sovs over flæskesteg og kartofler.

Galileos Finger er mættet med sansninger, og i deres sammensætninger opstår de spændingsfelter, som fortæller store historier. Fortællingen er diskret, knap og anelsesfuld – den ses, som Syvstjernen, bedst, når man ikke stirrer direkte på den – så jeg mindes om japanske forfattere som Oe eller Murakami eller om vores næsten egen islandske Sjón.

Den eneste indvending, jeg har, er, at jeg så gerne vil have mere fra Kirsten Nørgaards univers. Jeg vil vide, hvad der mere sker, når det filtreres gennem Nørgaards pen! – og gerne i den fortællende og dog stramme haibunform.

Værket kan bestilles hjem til alle boghandler, men kan også købes direkte hos forlaget.

Flotte anmeldelser af kollega Hans Schmidt Petersens Sønderjyllandskrimi Sneglens Hus også i Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad samt anbefaling på Litteratursiden.dk.

Mini-interview med forfatteren på TV2 Syd (se nederst under AOS, spol lidt ind, lige efter vinbjergsneglene!)

Foto C&K Forlag

Hans Schmidt Petersen fik 16. oktober 09 af Berlingske 5 stjerner for sin grænselandskrimi Sneglens Hus.

Samme dag kom også en gennempositiv anmeldelse i avisen Der Nordschleswiger. Via dette link kan den læses på tysk.

Til ikke tysk-læsende et par uddrag i oversættelse:

“Konstellationen tysk-dansk spiller en rolle i Hans Schmidt Petersens bog, og han har forstand på dette stof.”

“Det lykkes Hans Schmidt Petersen, der håndterer det danske sprog suverænt og forlader mangen en slagen vej, at skildre mennesker af kød og blod. Det giver kriminalromanen dybde og vægt. Et must for åbenråboere, en fornøjelse for resten af landet.”

—

Hans Schmidt Petersen: Sneglens Hus. C&K Forlag. 2009.

Kort bio- og bibliografi af den dansk-tyske forfatter.

“Det er svært at få hænderne ned efter at have læst »Sneglens hus« af Hans Schmidt Petersen. Endelig en krimi der går lige i flæsket på dansk selvforståelse.”
Sådan skrev Berlingske blandt meget andet i sin anmeldelse – garneret med fem stjerner – 16. oktober 09.

“[Hans Schmidt Petersen tager] globaliseringens effekter og bruger dem til at puste nyt liv i tanken om Sønderjylland som et oplagt laboratorium for dansk identitet. Og det gør »Sneglens hus« til lige netop den danske krimi, man har gået og sukket efter. Vildt morsomt og underholdende sætter romanen vores homogeniserede selvopfattelse som danskere på spil til drivende flotte toner af krimi noir”, skrev anmelderen Mette Strømfelt videre i sin anmeldelse Gang i grænselandet.

Læs hele Berlingskes anmeldelse af Hans Schmidt Petersens 8. roman Sneglens Hus.

—

Hans Schmidt Petersen: Sneglens Hus. C&K Forlag. 2009.

Kort bio- og bibliografi af den dansk-tyske forfatter.

“The most pitiable of all silly novels by lady novelists are what we may call the oracular species–novels intended to expound the writer’s religious, philosophical, or moral theories. There seems to be a notion abroad among women, rather akin to the superstition that the speech and actions of idiots are inspired, and that the human being most entirely exhausted of common sense is the fittest vehicle of revelation. To judge from their writings, there are certain ladies who think that an amazing ignorance, both of science and of life, is the best possible qualification for forming an opinion on the knottiest moral and speculative questions. Apparently, their recipe for solving all such difficulties is something like this:–Take a woman’s head, stuff it with a smattering of philosophy and literature chopped small, and with false notions of society baked hard, let it hang over a desk a few hours every day, and serve up hot in feeble English, when not required.”

Fra George Eliot, ‘Silly Novels by Lady Novelists’.