http://www.piavalentinlorentzen.dk/

Efter et par uger med hele to afslag og deraf følgende sædvanlig måske-burde-jeg-bare-helt-opgive-at-skrive-følelse, har jeg opgivet at opgive at skrive, dersomfordiat jeg ikke kan lade være, når det kommer til stykket. Det ene afslåede manuskript er atter sendt af sted til et forlag, det andet kommer nok også af sted igen før eller senere. Romanen, jeg har skrevet på i 100 år, ligger stille for tiden. Ikke pga. manglende inspiration, men simpelthen pga. manglende tid til den nødvendige fordybelse. Måske finder jeg tiden i løbet af sommeren. Skrivning af digte ligger det temmelig tungt med, faktisk er jeg gået nærmest helt i stå. Det eneste der vil ud på den front er haiku, det er da også fint nok, men længere digte vil bare ikke manifestere sig – jeg tror måske, at min tid som digteskriver er ved at være forbi.

En af vinterens største events inden for litteraturen må vel siges at være årets ællingebal. For uindviede skal det hurtigt nævnes, at ællingeballet er en ny, men allerede inden det første bal blev afholdt, vældig hypet event, vistnok opfundet af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere med det formål at fejre årets forfatterdebutanter – de såkaldte ællinger.
Som debuterende forfatter i det herrens år 2008 blev jeg overmåde glad for også at være blandt dem, der modtog en invitation. Min ankom pr. mail fra Dansk Forfatterforening. Rundt omkring på nettet kunne jeg læse, at nogle modtog deres pr. snailmail, men eventens Facebook-side forsikrede om, at alle invitationer skam var lige gyldige, så jeg drog fuldstændig fro til bal i Literaturhaus iført korrekt dresscode og behørig æresfølelse over at skulle fejres. Velankommen gennem vinterens absolut eneste snestorm, i hvert fald på disse københavnske kanter, måtte jeg hurtigt sande, at ikke alle ænder er lige rappe. I døren måtte jeg nemlig hoste op med entréprisen på 50 kr., endskønt der var gratis adgang for ællinger. Det kunne jo skyldes en lille fejl, de havde nok bare glemt at skrive mig på dørmandens liste, det var i hvert fald, hvad jeg sagde til mig selv, da jeg lettere beklemt over situationen valgte at lade den lille detalje passere og gik ind blandt mine litterære kolleger. Der var ikke mange, jeg kendte, men jeg fandt da et par stykker og faldt i snak, og det var hyggeligt. Der gik dog ikke længe, før jeg opdagede, at alle ællinger havde fået et nydeligt hjerte klistret på festtøjet, således at alle gæster kunne se, hvem det var, der blev fejret på denne aften, og det sikrede også, at barpersonalet kunne se, hvem der ikke skulle betale for drikkevarer. Jeg følte mig efterhånden ret mærkeligt til mode, og da der blev holdt tale for ællingerne, var jeg faktisk temmelig meget i tvivl om, om jeg virkelig hørte med til flokken af de fejrede. Min tvivl blev dog til viden, da en overdådig kage udformet som en bog blev afsløret. På den stod såmænd hver eneste debutants navn sirligt skrevet med chokoladeglasur. Det var et prægtigt skue! Og nej, mit navn stod der ikke … Kagen smagte nu ganske udmærket alligevel, men det kunne nu have været sjovt at spise sit eget navn, jeg tror mit stykke hed Karsten eller noget i den stil. En af mine venner spurgte til mit manglende klisterhjerte, og jeg måtte noget flov fortælle, hvordan det hang sammen, og at jeg ret så kyllingeagtigt havde valgt at lade som ingenting. Det syntes han nu ikke, jeg skulle, så han sprang hen og fik fat i en af arrangørerne, der straks beklagede miseren og tilbød mig, at jeg kunne drikke for entréprisen på 50 kr. i den i forvejen for debutanter frie bar. Jeg afslog høfligt, hvorpå jeg blev tilbudt at få de 50 kr. refunderet. Det afslog jeg også, thi det var ikke lommesmerter, jeg havde, det var egosmerter. Jeg havde jo fejlagtigt troet, at jeg tilhørte dem, der blev fejret. Men hvis det ikke var debuterende forfattere, der blev fejret, hvem var det så? Jo, det lod til at være de debuterende forfattere, der var udkommet på et RIGTIGT forlag, hvor forlaget ville fejre dem og dermed sig selv og velsagtens skabe publicity og  forøge bogsalget i farten. En selvudgiver som jeg, uden et forlag i ryggen, hørte vist ikke til blandt de indviede. Jeg var kun med som menigt medlem af Dansk Forfatterforening. Og det på trods af at min selvudgivne bog faktisk lå til grund for mit medlemskab i forfatterforeningen, og derfor må formodes at have en vis kvalitet. Og på trods af, at jeg faktisk også var med i en RIGTIG bog i det forgangne år.
Da jeg ganske tidligt gik gennem snevejret ned ad Møllegade for at finde min bil og finde hjem, følte jeg godt nok, at ballet havde fået Askepotskoen til at trykke gevaldigt på mine andefødder. Mit ego havde fået endnu et ordentlig gok. Og hvad kan man så lære af en sådan oplevelse? Som svar på det vil jeg citere et af mine litterære forbilleder, George Orwell: ”All animals are equal, but some animals are more equal than others.”

Lige en lille pause fra pausen for at gøre opmærksom på min nye haikuside.
Jeg syntes, at haiku efterhånden optog lidt for meget plads her på bloggen, og jeg har derfor startet en ny blog, hvor jeg kun publicerer haiku og senryu.
Du finder min nye haikuside her.

Og så tilbage til pausen …

Multikunstner og ordekvilibrist Thurston Magnus har atter været ude at vifte med anmelderørerne. De (altså ørerne) er denne gang lagt til releasepartyet for Quintologi, der som bekendt løb af stablen i Ballerup d. 25. nov. Læs anmeldelsen af eventen på MetrOrds hjemmeside.

… en lille smule grænseoverskridende at se sin bog til salg i Bilkashoppen …

 
Yours truly …
Foto:  Réné Hansen Musvoto. 

Sidste tirsdag var der releaseparty på Quintologi – bogen med digte og kortprosa af 24 kvindelige digtere (hvoraf jeg er én af dem). Festen foregik i Baghuset i Ballerup – et rigtigt hyggeligt sted med lave lofter og bindingsværk indvendig. 15 forfattere læste op ved arrangementet: Cindy Lynn Brown, Dorte Flindt, Coral McDonnell, Sophie Jytte Klahn, Bianca Fløe, Emilie Sloth Ølgaard, Nathalie Sheila Saltz, Wadum, Inger-Marie Ørner, Anna-Sophie Ellen Duvald, Eva Kjeldsen, Monica Bak Larsen og mig selv (sagde hunden) samt de to arrangører Jasmin S. og Karen Stoltze Poulsen, der i øvrigt havde gjort et godt stykke arbejde, thi (det er et ord, der bruges alt for lidt) det var en overmåde hyggelig aften. Fotos kan beskues på Facebookgruppen Quintologi, se under “Billeder”.

Min digtsamling Tilnærmelsesvis fraværende har fået en virkelig flot anbefaling på bloggen nok uden noget. Læs anbefalingen her.

Tre fjerdedele af familien (dvs. manden, babybarnet og jeg) havde hevet lørdag d. 15. november ud af kalenderen for at begive os til Frederiksberg til den notoriske bogmesse i Forum. Corsaen blev parkeret flere gader væk, næsten lovligt men med potentiale til parkeringstidsoverskridning. Babybarnet blev spændt fast i sin McLaren (det er en klapvogn) og så derudad. Vel fremme mødte vi en lang kø af mennesker, der ventede på at komme ind, og køen til dankortautomaten var omtrent lige så lang, selv om en hjælpsom Forummedarbejder høfligt forsøgte at overtale folk til at benytte automaten på metrostationen lige om hjørnet. Nå, men om i køen, nu var vi jo kommet helt fra Mørkhøj ind til storbyen, og så kunne vi vel også komme det sidste stykke. Efter at have stået i kø temmelig længe fik vi endelig købt billetter, 180 kr. ved kasse 1, så var den entré vist også betalt – nej, den var ikke, for garderoben kostede 25 kr. pr. del. Da vi ikke gad stå mere i kø og egentlig også synes, vi allerede havde brugt mange penge, sprang vi garderoben over, og hvad der er sparet, er som bekendt også tjent.
Inde på den anden side af glasdørene mødte der os et vældigt syn: Tusindvis af mennesker mast sammen som sild i en tønde, kun enkelte steder kortvarigt lindt flydende gennem de labyrintiske gange mellem papvægsstandene. Vi var lige ved at vende om, men nej, nu var vi her jo, og vi ville også gerne se reservebedstefar Ole læse haiku op nede på Dansk Forfatterforenings stand kl. 13, men kunne vi nå det? Babybarnet i klapvognen så lettere skræmt ud ved synet af menneskemængden, og op på fars arm kom han i en vis fart. Temmelig godt, skulle det vise sig, for havde han siddet i klapvognen, ville han ikke kunne få luft, men til gengæld masser af tasker og sure menneskers røve i hovedet. Så begyndte kampen om at komme tværs igennem lokalet og ned til stand nr. 35. Vi kom derned, men ikke i tide, så vi fik ikke set bedstefar Oles haikuoplæsning. Til gengæld fik vi os en sludder med ham bagefter, og en snak med Uschi og Thurston og Lillesøe fik vi da også, så helt tabt var kampen ikke.
Efter dette begav vi os atter videre ud i mylderet, nu vi alligevel var kommet så langt som til stand nr. 35, så kunne vi vel også komme videre, og så var der jo også lige det dér med, at jeg gerne ville se min bog på display ovre på BOD’s stand, nu jeg havde betalt en herregård for det. Og sørme, jo, dér stod den, nok så fin, på øverste hylde, lige ud mod de passerende på labyrintgangen. Den blev naturligvis foreviget pr. mobiltelefonkamera, mens en dame gloede underligt på mig og næsten drejede hovedet af led, for hvad dælen var det lige, der var så interessant, at der skulle tages billede af det? Lidt pinligt.
Ganske opmuntret af min bogs fine placering gik vi videre, eller det er nok så meget sagt, vi kantede os gennem myldret, blev skubbet og mast, til tider var vi ikke sikre på, at vores fødder rørte gulvet, men frem kom vi dog gennem gangene, og indimellem nåede vi da at se lidt af de stande, vi kom forbi. Sådan noget som at standse op og tjekke, om der var noget interessant, nogle spændende bøger, gode messetilbud og lignende, opgav vi på forhånd. Der var simpelthen for mange mennesker, det var umuligt at komme til, og folk masede forbi os (køkulturen er død i DK) og gloede generelt ret ondskabsfuldt på vores klapvogn, som hele tiden kom i vejen for nogens skinneben eller store fødder i høje hæle eller hyttesko. Et eller andet sted på vejen sagde en venlig og lidt forskrækket dame bekymret, ”Åh, det var godt, der ikke sidder et barn i klapvognen! Det ville da være helt forfærdeligt!” Jeg skyndte mig at berolige hende og sige: ”Han er kommet op på fars arm for længst.” Der sad han i øvrigt under hele messebesøget og kiggede interesseret på folk og fæ, indtil han faldt i søvn fem minutter før, forældrenes tålmodighed med mas(s)erne ophørte helt.
Det lykkedes os overfladisk at afdække en hel del af grundgulvet trods alt, og derefter kastede vi os ud i at erobre balkonen. Forceringen af trappen var noget af en prøvelse, der sad folk i hobetal og indtog kaffe, skvulpende sodavand, madpakker og dyrt indkøbte sandwicher (47 kr. skulle det vise sig). De gad absolut ikke flytte sig så meget som en millimeter, da vi kom bærende på babybarnet og McLaren’en fyldt med babygear. Til deres ros skal siges, at de tog det ganske pænt at få racerhjul stukket næsten op i næsen og banket godt ind i ryggen.
Vel oppe på balkonen entrede vi en café, hvor vi straks konstaterede, at en cola og en appelsinvand kunne gøre det ud for frokost, førnævnte priser på sandwiches taget i betragtning. Et pit stop senere maste vi os igen gennem mængden og spottede helt tilfældigt bogen ”Sov igennem uden gråd” til fordelagtig pris. (Den er et absolut must have for babybørnefamilier). Den købte vi en i en ruf, men vi var nær aldrig kommet ud af den stand igen pga. den forbipasserende menneskemængde.
Generelt var der dog mere plads oppe i højderne på balkonen, undtagen omkring scenerne og ved forlaget Sohn, da Villy Søvndal trådte op. Det kunne ellers have været interessant at høre, hvad han havde at sige, men da vi nødvendigvis skulle bruge ilt, blev vi nødt til at forføje os. Vi kom dog hele vejen rundt og hen til trappen igen, hvor der nu sad et par unge kvinder og spiste sushi med pinde und alles. Det synes jeg måske var lige lovlig ekstravagant hele menageriet taget i betragtning. Nede på jorden igen søgte vi hastigt mod udgangen, forfulgt af en ivrig gratisavisuddeler, der da gerne ville følges med os, mens vi tænkte over, om vi ville tegne abonnement på Politiken.
Det var trods alt en ganske underholdende tur rundt i Forum, selv om vi ikke fik set ret mange bøger, slet ikke fik set nogen forfatterarrangementer og flere gange var på randen til at løbe skrigende ud med babybarnet og klapvognen flagrende over skuldrene. Vi fik dog hilst på en del venner og kolleger, og vi fik såmænd også set nogle af pingerne i forbifarten på de propfyldte gange bl.a. Helle Helle,  Susse Wold (ih, hvor er hun smuk), Jan Guillou (ih, hvor er han svensk) og en sværm af kendte journalister og litterater. Kommer vi så igen til næste år? Ja, det gør vi formentligt, om end vi nok lige skal have slebet træskostøvlerne og spidset albuerne først.

En antologi med lyrik og kortprosa fra 24 af Danmarks talentfulde kvindelige forfattere:

Anora A., Annette Bigum, Cindy Lynn Brown, Anna-Sophie Ellen Duvald, Yvonne Neseth Eriksen, Dorte Flindt, Bianca Fløe, Anni Jensen, Eva Kjeldsen, Sophie Jytte Klahn, Lonni Krause, Monica Bak Larsen, Pia Valentin Lorentzen, Coral McDonnell, Camilla Ottesen, Karen Stoltze Poulsen, Laura Ringo, Jasmin S., Nathalie Sheila Saltz, Lisa Sanders, Wadum, Emilie Sloth Ølgaard, Inger-Marie Ørner og Agnete Øvad.

Citat fra pressemeddelelsen:
“Quintologien er ikke tematisk kvindelyrik, det
er udelukkende et litterært indslag, hvor der vises
mangfoldighed i superb lyrik og kortprosa fra en
udvalgt skare af gode poeter.”

Læs Poul Høllund Jensens anmeldelse på MetrOrd.

Bogen er just udkommet og kan købes i din lokale boghandel eller her:
www.bod.dk
www.saxo.com
www.bogguide.dk
Eller ved at sende en email til: info@columbine-design.dk

Bogens overskud går til kræftramte børn.

Thurston Magnus har skrevet et strålende, velformuleret og supercut ind til benet debatoplæg vedrørende selvudgiverlitteratur på MetrOrds hjemmeside. Læs det før din nabo, her!

Man kan godt finde mig – eller de bøger, jeg har medvirket i, på biblioteker rundt omkring. Novellesamlingen Mandsmod – og andre noveller (Forlaget Darklights 2008) står på hele 55 biblioteker, mens digtantologien Underskov 2 (Ordsnedkeren 2006) står på 15 biblioteker. Min egen digtsamling Tilnærmelsesvis fraværende (BOD 2008) står på … *host* … 2 biblioteker. Til mit forsvar skal da lige nævnes, at de to førstnævnte bøger har fået rigtigt flotte lektørudtalelser, hvorimod min egen bog ikke har fået nogen overhovedet (hulk). Forskellen i bogtilgængelighed på biblioteker skyldes naturligvis dette – og har ikke noget med kvaliteten at gøre. Nemlig.

Inden længe ryger “Zoologiske senryu” igen af sted til et forlag – jeg har endnu ikke bestemt mig for hvilket ét. Men denne gang kommer der illustrationer med. Jeg har nemlig fundet en rigtig god tegner, der gerne vil lave nogle illustrationer til bogen! Det bliver så godt!

Lonni Krause har åbenbart større magt i forlagsbranchen, end man umiddelbart skulle tro. I hvert fald lykkedes det hende at opsnuse, hvilket forlag der ville udgive min digtsamling ”Zoologiske senryu”. Derefter oversvømmede hun forlaget med mails, hvori hun svinede mig til på det groveste og beskyldte mig for uhyrligheder såsom, at mit eneste formål med denne udgivelse skulle være at bruge den til at vifte som en rød klud foran hende! (Hun må jo lide af galoperende storhedsvanvid, siden hun tror, jeg overhovedet gider tænke på hende). Det værste er, at forlaget troede på det og efterfølgende sendte mig en meget ubehagelig mail bl.a. indeholdende beskyldningerne. Efter jeg havde brugt det meste af en dag på at overbevise forlaget om, at de tog fejl af mig, fik jeg en ”beklagelse” over, at de var ”hoppet med på vognen” – altså Lonnis. Og jeg fik at vide, at de ikke ville trække tilsagnet om udgivelse tilbage  – godt så. De sidste par dage har spørgsmålet for mig så været, hvorvidt jeg kunne genvinde tilliden til et forlag, der straks tog en andens ord for gode varer og beskyldte mig for dette og hint, uden så meget som at foreholde mig sagen først. Efter nøje overvejelser er jeg kommet frem til, at tillid er en nødvendighed for mig, og jeg har derfor trukket mit manuskript tilbage. Med andre ord: Digtsamlinen ”Zoologiske senryu” bliver ikke udgivet i denne omgang … back to square one …

Juhuu! Jeg har fået min digtsamling “Zoologiske senryu” aka mine humoristiske haiku om dyr antaget hos et velestimeret forlag! Det er nærmest umuligt at få sine digte udgivet i dagens Danmark, så jeg føler mig mere end almindeligt heldig og glæder mig helt vildt. Den udkommer i det nye år – mere om det, når tiden nærmer sig.

“Manifold vs Heine Lorentzen – Metallisk finkultur møder lyrisk neorindalisme”

Torsdag d. 2. oktober udkommer min kære ægtemands nye minialbum. Han har lavet det sammen med bandet Manifold, og Ole Bundgaard har mixet og lavet cover. I pressemeddelelsen hedder det:

“Den sublime konstellation af tunge riff og sfæriske flader, der kendetegner Manifold, glider perfekt sammen med Heine Lorentzens veldrejede  tekster, og autoritære recitation i en supersynergisk syntese. Resultatet er fem enestående, klare og hårdtslående tracks, der vil genlyde, på repeat, og blive hængende hos lytteren i lang tid fremover. Endelig… Lyrik, man kan headbange til.”

Læs mere om udgivelsen på Folkets Maskinpark og lyt til smagsprøver på Manifold versus Heine Lorentzens myspaceprofil.

At bruge et så nyhedsmisbrugt ord som “update” er måske lige i overkanten, men faktisk kan ordet jo godt bruges i denne sammenhæng. Og til mit forsvar skal da siges, at jeg dog har afstået fra at bruge det ellers skambrugte “breaking news”, der nok ville give indtryk af lige lovlig meget storhedsvanvid (fik I den, TV2 News?)
Nå, men her er min personlige forfatterske update d.d.:
Er just blevet optaget i Dansk Forfatterforening, og det er jeg glad for. Det er jo at regne som en fagforening (dog uden A-kasse), og det er altså helt rart med et fagligt tilhørsforhold af den slags. Det har jeg savnet, siden jeg droppede medlemskabet af HK, da jeg stoppede som lægesekretær. Dertil kommer alle medlemsfordelene, som jo ikke er at kimse af.
Det går strygende med den dersens roman, jeg skriver på. Jeg har masser af inspiration og gåpåmod, det eneste jeg mangler er, at døgnet godt måtte være et par timer længere, bare det næste ½ års tid. Hvad siger Moder Jord til det, kan det klares?
Venter i øvrigt på svar fra forlag angående min digtsamling med humoristiske haiku, der nu har fået sin endelige titel: “Zoologiske senryu”, dersom fordi at, det er senryu og ikke haiku. Bliver den udgivet? Det vides ikke i skrivende stund.
Har derudover et par andre opgaver liggende, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.

“Man har et standpunkt, til man tager et nyt” var svaret fra Jens Otto Krag i det herrens år 1966, da han efter folketingsvalget blev spurgt om, hvorfor han pludselig gerne ville samarbejde med Aksel Larsen, der som bekendt stiftede SF i 1959, når han nu havde afvist et sådan samarbejde inden valget. Samme ordlyd kan bruges nu, dog i en smule mindre betydningsfuld for landets ve og vel sammenhæng, nemlig den, at jeg giver pokker i ubehagelige folk og fæ og fortsætter med at blogge. Så velkommen tilbage på bloggen, baren er åben.

For øjeblikket har jeg hverken tid, lyst eller helbred til at håndtere de ubehageligheder, man nemt kommer ud for i blogosfæren. Jeg har derfor valgt at stoppe med at blogge og lukker og slukker Digtafon på ubestemt tid.
Tak til dem der læste og kommenterede.

Kære børn har mange navne …

Jeg må indrømme, jeg blev en kende overrasket, da det kom mig for øre/øjne, at nogle forfattere blev betalt for at læse op til Ord Under Himlen i Kongens Have d. 30. aug.
I den forbindelse har jeg tilladt mig at spørge arrangørerne om et par ting. Har man lyst til at følge den debat, kan den læses her.

Hvad er det, der gør nogle udgivelser til interessant undergrundslitteratur med spændende intellektuelle kunstnere som forfattere, mens andre udgivelser blot er grinagtigt selvudgivercrap skrevet af totalt taberagtige wannabees? Hvad er forskellen? Er der en forskel? Og hvis der er, har den så noget med kvaliteten af det skrevne at gøre?