På h-o-bloggen spørger DHF´s formand i indlægget “Skal vi fortsætte med at taste kirkebøger og folketællinger” om det er hensigtsæssigt at fortsætte dette arbejde. Han skriver bl.a.: “Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen.”

Jeg synes også, at det vil være skønt med flere typer af transskriberet materiale. Mine personlige favoritter er lensregnskaber og fængselsarkivalier. Men hvordan?

Det er mit klare indtryk, at rigtig mange af de frivillige, der idag taster folketællinger og kirkebøger, gør det, fordi synes det er vigtigt, hvis netop disse arkivalier bliver lettere at gå til. Der er dét, der driver værket.

Så det er ikke sikkert, at alle de gode folk, der idag lægger masser af frivillige timer i tastning, har samme interesse i andre typer af kilder. Skulle man vælge at ophøre med understøttelse af tastninger fra kirkebøger og folketællinger til fordel for andre kilder, er det m.a.o. ikke sikkert, at et nyt projekt ville kunne bygge på den samme volumen af frivilligt engagement. Derfor er det måske svært at lave en “Lomborg-beregning”? Måske ville den projektform, hvor man udvælger og taster en bestemt kildetype til fordel for en anden, have svært ved at bære en tastning af fx supplikprotokoller (eller fængselsarkivalier)?

Ét bud på en anden organisering kunne være skabelsen af en national platform for, at alle interesserede kan bidrage med selvvalgte kildetyper, uddrag, transskriberinger og evt. også databaser. Tiltag, der kan inspirere i denne retning er fx National Archives (UK) wiki´en http://yourarchives.nationalarchives.gov.uk eller Arkivverkets http://www.digitalarkivet.no der er åbent for private, digitale produkter.

Den “norske model” er ikke mindst interessant fordi den forsøger at favne mange af den type projekter, som i Danmark ligger rundt omkring på fx privatpersoners hjemmesider…. og som er i fare for at forsvinde den dag, hvor ophavspersonen ikke længere kan eller vil opretholde siten og dens oplysninger.

Jeg er oprigtigt usikker på, hvor længe stedet har ekstisteret, men forleden tog min avatar Charlotta et kostme på, der passer rigtig godt til den stereotype, populære fremstilling af pilgrimmenes påklædning i sort og hvidt . Så det var passende til et besøg på  “The Mayflower – Southern Cross“. Stedet er opbygget af en privatperson med historisk interesse. Lokationen består dels af en rekonstruktion af skibet og dels af et miljø, der beskriver Plymouths og Mayflowers historie.  De historiske informationer findes i form af en række – meget store – skilte, som gennem tekst fortæller om de første pilgrimmes ankomst og første tid.

Stedets historiske autencitet kan formentlig diskuteres på en række punkter. Fx minder stedets “bordlamper” i mistænkelig grad om petroleumslamper. Og et af skiltene formidler den populære historie om, at indianerne bidrog med en,  for europæerne, hidtil ukendt delikatesse – nemlig popcorn – til den første Thanksgiving middag. (En nøjere gennemgang af kildegrundlaget for historien om popcorn til Thanksgiving kan man i øvrigt finde på museet Plimoth Plantations website )

Men – diverse unøjagtigheder ufortalt – så giver skibet et indtryk af rumligheden. Hvorvidt der er tale om målfast gengivelse er ikke oplyst, men rummene er små og ikke helt nemme at bevæge sig i for en avatar. Netop oplevelsen af rumlighed – eller mangel på samme – er én af de formidlingsmuligheder, som er unikke for 3dimensionelle verdener og miljøer.  Og dermed er Mayflower under alle omstændigheder et besøg værd. Det er også et sted, som det er let at se potentialet i, fx flere genstanbde (indbo) med beskrivelser og referencer til Plymouths første bebeoere, der er temmelig veldokumenterede – også genealogisk.

Til næste år åbner “Rockheim“ det norske rockmuseum, som er placeret i Trondheim. Det er på mange måder et anderledes museum. For det første er en del af selve bygningen “brugergenereret” – facaden udsmykkes med de 10 mest populære norske pladeomslag, udvalgt gennem læserafstemning på Aftenposten, Stavanger Aftenblad, Adresseavisen, Fædrelandsvennen og Bergens Tidende. De virtuelle tilbud, som er åbnet i beta, rummer bl.a.  en “Rockipedia” (om norsk pop og rock) en del af profilen. Her kan enhver registrere sig og dele sin viden om emnet. Og så er der en virtuel verden. På det norske formidlingsnet skriver Ellen Røsjø, at museet har fået kritik for netop den virtuelle verden. Gamerne kan ikke lide den, fordi de synes at grafikken er for primitiv.

Ansporet af Ellens blogpost måtte jeg se at få prøvet – og der er da set bedre grafik i denne verden. Det er heller ikke så brugervenligt at skulle downloade et program på 121MB + en manual i pdf på 47 sider. WASD-navigation er måske heller ikke optimal. Avataren kan ikke rigtig customizes. Der er tilsyneladende ikke mulighed for at man kan invitere venner. Måske er funktionen der, men den er ikke i øjnefaldende.  Det lykkedes mig aldrig at få chatten til at virke – (heller ikke efter at have kigget i 47-siders manualen, men jeg kan naturligvis have overset det

Det er meget nemt at kritisere, især en beta som prøver at gå nye veje. Og som antydet kan jeg finde mange ting i Virtuelle Rockheim, som kunne forbedre min brugeroplevelse. Men er det fx fair at sammenligne grafikken med et spil? Det er jo netop IKKE et spil, men et 3D milø, knyttet til en kulturhistorisk ressource. Og jeg synes grundlæggende, at det er et godt forsøg, som adskiller sig fra mange andre institutioners bud på 3D-tilbud.

Frem for alt er Virtuelle Rockheim ikke en traditionel soloverden. Den er tværtimod tænkt som et socialt 3D-tilbud. Et sted, hvor brugere kan være til stede samtidig, se hinanden og kommunikere. Hvis jeg skulle gætte, er dette netop en af de måder, som jeg kunne forestille mig at virtuelle verdener relativt nemt kunne indgå i kulturarvsarbejdet på. Som en 3D add-on til en konventionel “flad” tilstedeværelse, en mulighed, som man kan hoppe ud og ind af, og som har en fornuftig sammenhæng med stedets andre digitale tilbud. (Fx kan man tilgå Rockipedia´en inde fra 3D delen)

Så nordmændene har faktisk med hele projektet – inklusiv den virtuelle verden - afprøvet sociale former og tilgange, som man ikke ofte ser brugt samtidig og forsøgt integreret. Så hatten af for det. Også selvom grafikken kunne være bedre og chatten burde være nemmere at bruge.

Emma Gad - fra Wikimedia. En fornuftig dame, der absolut ikke var nogen etiketterytter, men mere fortaler for common sense og sociale kompetencer

Hvis man møder til et sølvbryllup i badedragt og konsekvent spiser med fingrene er der stor chance for, at der efterfølgende bliver længere mellem invitationerne. Men dannelse handler ikke nødvendigvis om smoking eller evnen til at håndtere en hummergaffel.

For noget tid siden optrådte begrebet ”digital dannelse” på Esben Fjords facebook-profil. Jeg er blevet så glad for udtrykket, at jeg synes det fortjener en nøjere diskussion og større udbredelse.

Ved ”dannelse” forstår vi i reglen, at en person har erhvervet en viden og nogle egenskaber, som gør ham eller hende i stand til at betjene sig af et sæt kulturelle koder. Det er koder, der er så udbredte, at kendskabet til dem er afgørende for udvikling og vedligehold af sociale kontakter.

Hvilken viden og hvilke færdigheder kunne ligge i begrebet ”digital dannelse”? Hvad kunne være et godt bud, lige nu og her?

At have minimumskompetencer
Man må kunne benytte de mest almindelige programtyper (fx tekstbehandling, fotobehandling, mail m.m.) på et jævnt brugerniveau samt kunne downloade og installere almindelige plugins og programmer, samt benytte søgetjenester.

At kunne skabe indhold
Man bør være i stand til at skabe indhold på nettet. Der er mange steder at pege på som mainstream lige pt. – fra blogs til YouTube – men det er ikke enkelte steder, der er det vigtigste. Det væsentlige er, at man er i stand til at skabe indhold med én eller flere alment brugte tjenester, og dermed have en stemme samt en platform for digital kontakt.

At kunne udvikle relationer
Man bør være i stand til at knytte og udvikle sociale kontakter via digitale medier. Dvs. at kunne deltage i fx debatfora, googlegrupper m.m. på en kollaborativ og konstruktiv måde, uden at troll´e eller lignende.

At kunne øve digital kildekritik
Man bør kunne vurdere – eller i hvert fald være opmærksom på – forhold, der kan have indflydelse på en digital kildes værdi. Fx domæne-ejerskab, alder, indkommende links fra andre sites, etc.

At være udviklingsparat
Man må være klar til at prøve nye tjenester, værktøjer og muligheder for digital kommunikation og publicering. Af de web m.m.-tjenester som er almindelige i dag, er der stensikkert nogle, som er erstattet af andre indenfor 3-4 år.

Jeg har nu vovet det ene øje, vel vidende, at dét der kunne være relevant i dag ikke nødvendigvis er det om et år. Er der andre – eller flere – bud på en digital Emma Gad?

Indlægget er crossblogget hos NCK og formidlingsnet.dk

“Bibliotekar kunde enhver lærd Mand blive, Opgaven var at ordne Bøgerne og passe paa, at de ikke ble for meget benyttede” skrev fhv Overbibliotekar Dr.phil H.O. Lange i 1927 om tidlige tiders bibliotek.
Dessuten: ”Hvis Bøger ikke er Genstand for forstaaende og kærligt Tilsyn og Behandling, vil de lidt efter lidt forgaa”.

- Halvor

SEANSE, senter for kustproduksjon, presenterer sine ny nettsider.

SEANSE ligger ved Høgskulen i Volda og er en arena for kompetanse og utvikling av samarbeid mellom barnehage, skole og kunstfeltet. De inkluderer alle kunstformer og har som må å skape kvalitetsproduksjoner for barn og unge.

SEANSE inviterer også til arbeidsopphold for kunstnere, forsking, konferansar, kurs og workshops.

Se selv her.

Jeg fandt denne her på YouTube og ville lige vise jer den – et eksklusivt lille stykke videnskabsformidling, smukt og enkelt.

http://www.youtube.com/watch?v=n5bsQ_YDYCI

Det juridiske fakultetsbibliotek har etablert en tilhengerside på Facebook, inspirert av Bibliotek for medisin og helsefag og Det odontologiske fakultetsbibliotek som var først ute med dette på UBO. Vi tar i bruk Facebook fordi vi tror dette er en måte å nå brukerne våre der de er. Vi vet at svært mange av studentene er på Facebook, i tillegg til en del ansatte på fakultetet og andre venner av biblioteket. På en uke har vi fått 240 tilhengere, og er godt fornøyd med responsen.

Hva bruker vi Facebook til? Jo, vi ønsker å presentere bibliotekets tjenester og ressurser, rett og slett minne brukerne våre på hva de som studenter og ansatte har tilgang til både på fakultetet og ved oppkobling hjemmefra. LibQual viste at mange ikke er klar over muligheten til å få tilgang til databaser hjemmefra, så dette var noe av det første vi informerte om. I tillegg til databaser og tidsskrifter vi abonnerer på og som kun er tilgjengelige for ansatte og studenter har vi mange gratis internettressurser å tilby. Disse har vi samlet i Juridisk nettviser, som er en godt bevart hemmelighet for mange. Vi kommer til å annonsere kurs, legge ut nye bøkerog dele nyttige tips og råd.

I gjeldende årsplan for UBO  heter det at ” UB skal gjøre bibliotekets tjenester mer synlige, brukervennlige og lettere tilgjengelige for forskere og studenter ved UiO”. Et tiltak er da å gjøre bibliotekets tjenester mer synlige på f. eks Facebook og andre tjenester som brukerne anvender. Foreløpig er dette i utprøvingsfasen for oss, og vi må samle erfaring for å vurdere om dette faktisk er en måte å formidle på som fungerer. Uansett så er det et supplement til UB sitt nettsted, X-port og andre steder hvor ressursene våre samles og presenteres.

Vi håper å få tilbakemeldinger fra våre “tilhengere” på om dette er nyttig, og vi ønsker å være i dialog med brukerne våre på Facebook som andre steder. Nå har vi kastet oss ut i det, og håper at vi kan nå noen flere med alt biblioteket har å tilby!

UBO på Facebook:

Bibliotek for medisin og helsefag

Det odontologiske fakultetsbibliotek

Det juridiske fakultetsbibliotek

-Randi Halveg Iversby

Denne posten gir en kort gjengivelse av studien “Museum Websites and their Visitiors – Information needs”. Jeg bruker den som pensum på digiformidlingsstudiet i høst, men dette er kvantitative data som kanskje bør leses av alle som er involvert i digitalisering av museene. Jeg skriver kanskje, for jeg er ikke så sikker på om denne studien egentlig brakte noe nytt på banen. Men, den definerer i alle fall tydelige brukergrupper, og forsøker å identifisere hvilke ulike og like informasjonsbehov disse ulike gruppene har, når de besøker våre nettsider.

Studien er gjennomført av Dr. Victoria Kravchyna og Dr. S.K. Hastings. Kravchyna er `image specialist´ hos Arius3D Inc., mens Hastings er leder ved School of Library and Information Studies ved University of South Carolina. Studien ble publisert i 2008 på VDM Verlag Dr. Müller.

Studien har hatt to problemstillinger (2008: 6):

1. What are the information needs of the virtual visitors for the museum websites and virtual exhibits?

2. What are unique and common information needs of virtual and real visitors?

Videre har studien hatt 4 mål (2008: 7):

- å identifisere og spesifisere brukergruppene som skal undersøkes

- å identifisere museumsnettsider hvor linker til Web-undersøklesen skulle legges

- å informere utvalgte brukergrupper om den pågående undersøkelsen ved å kommunisere gjennom ulike typer media

- å tilby en analyse av de innsamlede dataene til profesjonelle deltagere i kulturarvsektoren for en videre utvikling av det informasjons- og læringsmessige innholdet ved design av museenes nettsider.

Studien identifiserer og undersøker 5 ulike brukergrupper (2008:46), nemlig:

- museumsansatte

- vitenskapelig ansatte og andre kunsthistorikere (for studiene begrenser seg nemlig til kunstmuseer!)

- det generelle publikum

- studenter på høyskoler og universiteter

- lærere på videregående nivå

Alle de undersøkte brukergruppene i studiet, var amerikanske.

Studiet presenterer 8 funn i diskusjonskapittelet sitt (2008:96). Det første, er at alle 5 brukergrupper oppgir at de browser museenes nettsider for å tilegne seg kunnskap om museenes samlinger, og for å avgjøre hva de skal se i museet. Mange bruker arrangementskalenderen, og vitenskapelig ansatte er ofte på jakt etter en spesiell gjenstand. De oppgir at de bruker museenes nettsider som en rask måte å skaffe seg mye informasjon på. Lærerne oppgir naturlig nok at de primært er på jakt etter undervisningsopplegg på museenes nettsider.

Funn nummer 2, er at det ikke eksisterer noen signifikant forskjell mellom brukergruppene når det gjelder typer av utstillinger, de er alle mest interessert i nåværende og kommende utstillinger på nettsidene. Bare vitenskapelige ansatte var ofte interessert i tidligere utstillinger.

Funn 3 sier at alle brukergruppene etterspurte praktisk informasjon som utstillingers varighet, åpningstider, lokalisering, billettpriser og utstillingenes høydepunkter. Vitenskapelig ansatte liker også å få vite navnet på aktuelle kuratorer, og lister over alt materialet som vises i utstillingen. Lærere etterspør guidede omvisninger, og de har fokus på hvordan designet påvirker opplevelsen på nettsiden.

Funn 4 fastslår at det eksisterer både hull og standarder i informasjonsflyten mellom brukerne og tilbyderne. Det finnes intet internasjonalt alternativ til f.eks ISBN-nummer innen museumssektoren. Alle brukergruppene uttrykte behov for visse data som tittel, kunstner, tidsangivelser og beskrivelser om person, tidsepoke, grupper etc.

Funn 5 avviser bekymringen for at virtuelle museumsbesøk vil føre til færre fysiske besøk.

Funn 6 sier at brukergruppen “publikum” kan være svært variert. I denne studien defineres den som en gruppe mennesker som er (a) interessert i kunstmuseer og tilgjengelige aktiviteter i museene, (b) har mål for museumsbesøket som er unike for hver undergruppe, og (c) de har felles interesser som kan diskuteres hvis interaktivitet er tilgjengelig på nettsiden. Det faktum at de frivillig ble med i en undersøkelse via nett, sier noe om at denne publikumsgruppen er en som i utgangspunktet er interessert i å bli hørt.

Funn 7 sier på lignende vis noe om hvordan sosiale roller samler noen av brukergruppene i deres preferanser for den gitte informasjonen. Studentene skiller seg ut her, for de tilhører ikke “må vite”-gruppen som museums- og vitenskapelig ansatte gjør, og de tilhører heller ikke “vet kanskje”-gruppen som lærerne og det generelle publikum gjør.

Funn 8 slår fast at det ikke er noen grunn til å bygge opp to ulike nettsider for vanlige besøkende og mer utdannede besøkende.

Her burde jeg jo ha fulgt opp med noen gode analyser av stoffet, men det skjer ikke i kveld! Umiddelbart må jeg imidlertid påpeke at dette er en studie utført fra biblioteks- og informasjonsfag, og at den derfor kanskje ikke treffer det som er dilemmaet i museenes digitalisering – hvor mye om hva skal publiseres hvordan?

Til diskusjonen på ABM-bloggen forholdet mellom om formidling – eller samtale – og tilgang.

Formidling, samtale, tilrettelegging og veileding er selvfølgelig viktig! Dette er en sentral del av vårt faglige ansvar som kulturinstitusjoner. Men vi skal heller ikke undervurdere tilgang, i betydningen “det å gjøre våre samlinger tilgjengelige” for et bredt publikum; les: tilgjengelige på nett.
Særlig i et demokrati- og 2.0-perspektiv er dette viktig. Hvem er vi som skal vurdere hvilken del av samlingene våre som fortjener formidling eller tilrettelegging? Nei, dette skal tvert i mot brukere kunen vudere selv. “- Dette er viktig for meg!” Og det er det bare den enkelte bruker selv som kan vurdere.

Derfor må vi også bruke mye ressurser på tilgjengeliggjøring av samlinger og arkiv, slik at brukerne selv får størst mulig tilgang til alt det spennende materialet som vi forvalter i magasiner, skuffer og skap. Og her kommer kanskje forskjellene i profesjon og bakgrunn tydelig fram – arkivmannen som vil åpne kildene for nyskjerrige og kunnskapsrike brukeres egne studier, og museumsdamen som legger større vekt på å bestemme hav som er faglig viktig og interessant? Men det beste er selvfølgelig at at vi klarer begge deler – hele tiden!

- dette innlegget er også på postet på ABM-bloggen om sosiale og moblie teknologier

En fin lille machinima med klima-tema. Et godt eksempel på, hvordan en virtuel verden kan bruges som arena for visualisering af meget seriøse og væsentlige problemstillinger. Den taler for sig selv….

Den 14.10 kunne bl.a. BBC bringe nyheden om, at museet til minde om Auschwitz havde oprettet en officiel Facebook-side. Siden havde i går aftes ca. 400 medlemmer, men i løbet af i dag blev den tilsyneladende taget ned uden forklaring. Bl.a. The Guardians teknologisektion forsøgte at kontakte museet, men uden held. Her til aften ser den ud til at være oppe igen med over 2.300  fans og indlæg fra museet selv på væggen – men hvorfor siden forsvandt er stadigt uafklaret.

Hovedparten af de fans, som skriver på væggen, lægger korte statements om det vigtige i at huske, hvad der skete i Auschwitz og forhindre lignende grusomheder i fremtiden. “Never again” og “Never forget” er gennemgående statements.

Da de sociale medier som Facebook og YouTube begyndte at blive en del af vores dagligdag blev de – som nye ting ofte gør – ikke sjældent mødt med en vis skepsis.  Var det steder, hvor seriøse institutioner kunne foretage sig noget fornuftigt? Eller var det i højere grad rum for populærkultur, højfrekvent brug (“zapperadfærd”) – og måske derfor forbundet med en vis overfladiskhed? Stod det ikke i modsætning til fx den læring og fordybelse, som kulturarvssektoren normalt lægger vægt på?

Èn af de hyppige overvejelser for institutioner, er som regel bekymringen for, om det “passer” til ens profil at være på de sociale steder, eller om man derved forbindes med en form for useriøsitet. En anden bekymring handler ofte om risikoen for destruktiv adfærd; at personer fx skriver ubehageligheder m.m. i det rum man har skabt. Begge dele er bekymringer, som man må forvente er meget tungtvejende for et museum og mindested, der beskæftiger sig med Holocaust. Så kan et sted som Auschwitz i det hele taget bruge sociale netværk?

Det er noget, som i øjeblikket diskuteres på BBC´s form i tråden “Should memorial sites use social networks?”. De fleste debattører ytrer sig positivt om ideen, og argumenterer for, at det er i orden at tage sociale medier i brug, når det handler om at huske og forhindre en gentagelse af folkemord. Det skal naturligvis blot gøres på en måde, som rummer respekt for ofrene.

Et socialt medie er ikke useriøst og overfladisk i sig selv, men er frem for alt, hvad dets kontributører gør det til. De er afhængige af, det indhold brugere skaber, hvordan de interagerer med det og hvilke former for relationer der udvikles.  Hvorfor ikke relationer og indhold om vigtige emner?

Så det bliver væsentligt at se, hvordan et sted med en så forfærdelig historie, kan bruge “the power of 2.0″ og hvordan. Det kan godt være svært - fx er der flere, som på Auschwitz nye væg og på Twitter skrev, at standardbetegnelsen “fan” opleves uheldigt. Men dét man melder sig som “fan” af, er naturligvis ikke en nazistisk dødslejr, men et museum og mindested, der arbejder for at Holocaust og dens ofre ikke glemmes.

Links om Auschwitz på Facebook
Auschwitz på Facebook
Auschwitz på YouTube
Artikel om Auschwitz´s launch af side på Facebook (BBC)
Artikel om Auschwitz´på Facebook (Guardian)
Auschwitz facebook side taget ned (Guardian)

Andre
Debat om “memorial sites” og sociale netværk på BBC
Holocaust-overlevende, den 87-årige Fanny Starrs foredrag i Second Life
Anne Frank – museet på YouTube

Som en ekte Trier-fan, forsøker jeg å tenke ut en modell, eller noen dogmer, som mine blogger bør følge for å oppnå et visuelt uttrykk som oppleves behagelig, konsekvent og leservennlig. Foreløpig har jeg fem dogmer/blogmer:

1. På formidlingsbloggene, som har alle som målgruppe, skal hver post ha et relevant bilde i venstre hjørne. På min egen, noe smalere blogg, bør det ikke være noen bilder synlig i postene.

2. Ingen poster skal publiseres uten tags og kategorier!

3. På formidlingsbloggene, bør utseendet være så offentlig og nøytralt som mulig. Bildet bør gjerne skiftes hver måned.

4. Alle poster skal bruke “more/les mer” tilpasset en fast høyde. Dersom man ikke har bruk for “more/les mer”-inndelingen, er innlegget for kort!

5. Finn en god måte å balansere bruken av nicket mitt, Amfitrite, og eget navn.

Jeg kommer til å gå til innkjøp av følgende tre titler som ser interessante ut, og har tenkt til å bruke dem i forbindelse med temaoppgven. Hvis de viser seg å være det jeg tror de er, da!

1. Digital Technologies and the Museum Experience, Loc Tallon and Kevin Walker, AltaMira Press 2008

2. Save As… Digital Memories, Garde-Hansen, Hoskins & Reading, Palgrave Macmillan 2009

3. Museum Websites and Their Visitors – Information Needs, Victoria Kravchyna and S.K. Hastings, VDM Verlag Dr. Muller Aktiengesellschaft & Co. 2008

Realistforeningen er 150 år i år, og vi deltek i feiringa. Før sommaren hadde vi oljeutstilling i Galleri Sverdrup, og denne veka deltek vi i temaopplegget “Vatn og miljø”. Programmet er:

24. september kl. 15.15
Isbreer; klima og havnivåendringer
Foredrag ved Jon Ove Methlie Hagen, professor ved Institutt for Geofag
24. september kl. 16.15
Effekter og respons på klimaendringer Og når vi får mer regn: hva skjer med vannkvaliteten?
Foredrag av professor Rolf Vogt fra Kjemisk institutt
24. september kl. 17.15
Den globale ferskvannskrisen
Foredrag ved Haakon Thaulow, seniorrådgiver ved NIVA

Alle foredraga er i Auditorium 4, Vilhelm Bjerknes’ hus.

Instituttet deltok på Forskningstorget i CIENS-teltet. Temaet var “Bærekraft og utvikling”, vi bygde standen vår rundt CO2-lagring. Det var stor pågang av unge og gamle begge dagar, og CO2-demonstrajonar med Farris slo godt an. Biletet viser Thor Thorsen og Elin Kalleson med ihuga tilhøyrarar.

Den 23. og 24. november arrangeres konferansen “Når det surrealistiske faller naturlig – kunstfagenes møte med barns estetiske hverdag”.
Konferansen er et samarbeid mellom Senter for kunstfag, kultur og kommunikasjon (Høgskolen i Bergen), Den kulturelle bæremeisen (Bergen kommune) og Teaterfestivalen MiniMidiMaxi (Vestlandske teatersenter).

Programmet til konferansen finner du her.

Stedet er Høgskolen i Bergen
Pris:  800 kr / 650 kr (inkludert enkel lunsj begge dager).

Påmelding:  www.hib.no/senter/sekkk

Det amerikanske firma Footnote, der bl.a. tilgængeliggør arkivalier, har netop launchet en sjov lille feature, som er en anderledes måde at formidle kendskab til tjenestens mange arkivalier og produkter.  Unfortunate cookies.

Man får en “unfortunate” cookie, som man åbner. Inden i gemmer sig en lille – temmelig kryptisk – spådom, som hænger sammen med et avisklip, som toner frem, når man trykker på “See why”.  Klippet bag spådommen her – om at folk i ”mit eget land” synes jeg ligner en uglet hund – viser hen til et avisklip fra 1969 om, at parlamentet i Wyoming ville give 19-årige lov til at stemme. Med mindre de (for drengenes vedkommende) var langhårede

Små sjove ting i flash ser man jo ikke sjældent på kulturravswebsites. Men denne her er lidt anderledes… Dels er der lidt 2.0 over, at man kan dele den med andre via sociale tjenester. Og så har begrebet “fortune-cookies” fået et lille twist … ulykkes-kager. Lykke er godt, men lyder ulykke ikke lidt mere spændende og skæbnesvangert? I hvartfald så længe vi godt ved, at det ikke bliver hverken rigtig farligt eller rigtig alvorligt.

Det skal også tilføjes, at ingen af de kager jeg åbnede, indeholdt materiale, der slog plat på virkelige ulykker eller tradgedier

Eg er fortsatt kopla på oppgaven om vaskemaskinen. Men det er ikkje klarare for meg korleis. Eg har surfa på nettet for å sjå korleis andre gjer det.

Men er ikkje klar til å setja opp ein skikkeleg – foreløpig plan endå.

Det er litt på grunn av at dagane har vore temmeleg fylt opp av andre gjeremål – både kvardagar  og helg.

Og at eg har lyst til å eksperimentera litt med verktøya, som til dømes å få elevane til å blogga etter undervisningsopplegg.

Bag facaden på Glyptoteket gemmer sig konserveringsværkstedet. Her bliver museumsgenstande konserveret og restaureret. Og der har jeg, Sanne Spile, konservatorstuderende på linjen Monumentalkunst, fået lov til at være i praktik i to uger.

Sanne Spile var også i praktik på Glyptoteket i 2008

Uge 1:
Jeg møder Rebecca Hast, der er skulpturkonservator. Hun er blevet hentet ind i forbindelse med udstillingen “Masken – fra Carpeaux til Picasso”, og skal fungere som min læremester i den første uge. Den første dag har Rebecca fundet en række interessante genstande frem, som skal konserveres. Der er tale om to gipsgenstande; et relief af Thorvaldsen, og en skulptur af Vilhelm Bissen. Begge skal afrenses, og Bissen-skulpturen repareres ved højre hånd.

Relief af Thorvaldsen (MIN 448) før

Inden konserveringen, skal de begge dokumenteres, hvilket gøres med digitalfotografi, hvor det er vigtigt, at der findes både målestok og gråkort på billedet samt et inventarnummer. Disse ting er vigtige, da dokumentationen skal kunne aflæses og redigeres af andre. Alle skader registreres, og det sikres, at disse kan ses på billederne. Dokumentationen er bevis på, hvordan genstanden så ud før og efter behandlingen.

Skulptur af Bissen (IN 263c) før

Når dokumentationen er på plads, kan konserveringen begynde. Jeg bestemmer mig for at starte med relieffet, som er meget beskidt og skal afrenses. Når en konservering påbegyndes, starter man altid med de mest skånsomme metoder, og hvis disse ikke giver et tilfredsstillende resultat, kan man gå i gang med andre metoder. Når man arbejder med gips, er en tørrerensning mest skånsom overfor det porøse materiale. Jeg udvælger en række rensematerialer: bløde pensler, en særlig slags svamp kaldet “Whisharp” og viskelæder. Hele relieffet børstes af med den bløde pensel, således at alt løst skidt fjernes. På bagsiden laves en række prøveafrensninger, og disse viser, at viskelæderet har den bedste effekt. Hele genstanden afrenses med viskelæder, og under alt snavset gemmer sig en smuk gylden farve.

Relief af Thorvaldsen (MIN 448) midtvejs

Konservering er ikke det eneste, en konservator laver. I forbindelse med opsætningen af udstillingen “Masken – Fra Carpeaux til Picasso” følger jeg Rebecca Hast. Når en genstand fra et andet museum skal indgå i en udstilling, sender dette museum en kurer med, som har ansvaret for genstanden under transporten. Når den ankommer til museet, i dette tilfælde Glyptoteket, er kureren også med. Genstanden pakkes ud, og i samarbejde med stedets konservator gennemgås genstanden for eventuelle nye skader, der er opstået under turen. Hvis der er skader, dokumenteres disse, og de konserveres eventuelt i samråd med kureren. Genstanden installeres herefter. Når genstanden er placeret sikkert og forsvarligt, er konservatorens arbejde overstået. Det var meget spændende at overvære, hvordan en udstilling sættes op og alt arbejdet, der lægger forud for udstillingen.

Uge 2:
Relieffet af Thorvaldsen er færdigafrenset, men under rensningen kom små hvide områder frem, som forstyrrer genstandens udtryk. Jeg vælger derfor at retouchere disse. Retoucheringen foregår med akvarelfarver. Efter endt konservering dokumenteres genstanden igen.

Relief af Thorvaldsen (MIN 448) efter

Nu er det Bissens skulptur, der står for tur. Jeg laver igen en række prøveafrensninger på soklen, og disse viser at ”Whisharp”-svampen har bedst effekt; det vælges dog at anvende viskelæder på de mørkeste områder. Efter endt afrensning skal den højre hånd, som har et stort afslag, behandles og modelleres op. Fladerne behandles med shellak, og den del, der er knækket af, limes på med ”Paraloid B72”. Området modelleres op med ny gips. For at få et tilfredsstillende resultat, må der laves mange forsøg, før det lykkes. Da hånden efter mange forsøg ser rigtig ud, skal den retoucheres, så den passer ind med resten af skulpturen. Dette gøres igen med akvarel. Herefter fotodokumenteres genstanden igen.

Skulptur af Bissen (IN 263c) efter

Torsdag er der fernisering, og udstillingen ”Masken – fra Carpeaux til Picasso” åbner med taler, Somersby og fine kager i Vinterhaven. Bag ved scenen i timerne før åbningen, skulle de sidste ting på plads, og alle susede rundt, for at få alt til at klappe. Jeg blev bedt om at sætte tal på en række montre. Til sidst klappede alt, og hele Glyptoteket åndede lettet op, da de første gæster trådte ind i Vinterhaven.

Og hermed sluttede min praktik, med pomp og pragt. Efter to uger på Glyptoteket er jeg blevet mere fortrolig med materialet gips. Derudover har jeg oplevet, hvordan en udstilling pakkes ud, hænges op og alle de mange ting, der sker i kulisserne, inden en udstilling åbner og kan vises frem for publikum.

I dag har me vore på Limagarden, som er ei av avdelingane til Jærmuseet. Her hadde me 6. og 7. klasse frå Oltedal skule på besøk. Opplegget var todelt. Eine gruppa rydda i kulturlandskapet og saga ved. Den andre laga mat av bær og frukt frå hagen. Me baka, safta og sylta. Og til slutt hadde me eit måltid ilag. Veldig kjekt å vera ilag med barn på denne måten. Dei er så engasjerte, positive og interesserte. Dette er eit av dei typiske “læra med å gjera” opplegga som me har kvart år. Og som nå er ein innarbeidd “kultur” hjå oss.

Nå sviv digital formidling i bakhovudet mitt mest konstant. Koss skal eg klara kopla over og finna ut av moglegheitane og gjera noko utfyllande, supplerande, engasjerande og ineressant på feltet. Eg kjenner på både forvirring og forventing til det vidare arbeidet med temaoppgaven.

Slik formidler vi Hans Reynolds og anorakken hans ved Porsgrunnsmuseene i dag. Hansemann er en dukke med isoporhode, og anorakken er satt godt inn i et hjørne av bevaringshensyn.

Hans Reynolds-rommet ved Porsgrunnsmuseene

Men denne bokstavelig talt stive gjenstanden kan brukes som nøkkel til både spennede foredrag, digi-formidling og museumsbesøk, man må bare tenke litt først!

Bilder av anorakken i seg, burde kunne publiseres i en allerede eksisterende artikkel om `anorakk´ på Wikipedia, og likeledes kan vi der linke til artikkel ved egne nettsider. Anorakkens historie og utvikling kan fortelles ved hjelp av en tidslinje, og man får også sagt noe om mangfold og migrerende moter. Den klassiske norske fjellanorakken er ikke så norsk som vi tror! Anorakken i seg kunne også være utgangspunkt for en enkel webquest hvor skoleelver får i oppgave å designe en anorakk til bruk på sjøen. Eksempel på en enkel webquest, finner du ved å klikke på lenken. http://antarcticaquest.tripod.com/climate.htm

Den mest spennende historien som kan knyttes til anorakken, er nok imidlertid  fortellingen om da Norge okkuperte Grønland i 1931-33. Dette er en lang historie som krever bruk av kart, lenker til artikler, og kanskje en quiz i pedagogisk øyemed.

I ettermiddag har vi diskutert kulturinstitusjonenes strategier for nettformidling på digitaliseringsstudiet.

Etter noen innledende søk,  åpenbarte det seg raskt et skille mellom hva vi som “vanlige” brukere hadde forventninger om å finne, og hva kulturinstitusjonene tilbyr. Mens allmenheten nok forventer å få informasjon direkte fra denne typen nettportaler, fungerer for eksempel Kulturnett i dag best som en veiviser til de ulike institusjonene. Man burde da kunne forvente at vi som fagbrukere bruker Kulturnett til å finne den informasjonen vi trenger, men jeg må nok som andre innrømme at jeg ville brukt Google.com dersom jeg skulle trenge adressen til Ringve Museum.

Det kom også til syne en manglende strategi for arbeidet med nettformidling fra kulturinstitusjonenes side. Argumentene for å beholde en egen kulturarvsportal kan blant annet være å opprettholde en kvalitet som aldri vil finnes på Wikipedia. Men menneskene ute i verden etterspør ikke kvalitet, de etterspør rask informasjon. Skoleelever vil aldri finne på å klikke seg gjennom 5 lenker for å ende opp på Digitalt Museum og visuelt sammenligne 4 mangletrær for å se utvilkingen over 100 år – de vil ha det fortalt i en artikkel! Så får man heller ta avgjørelsen om man ønsker å være brukelig kun for fagpersoner, noe jeg er grunnleggende uenig i. Forskere vil alltid finne informasjonen de leter etter, og vil antagelig heller dra til museet for å se mangletrærne fysisk.

Så kan man spørre om man ønsker å la et firma som Google.com ha ansvaret for formidlingen av vår kulturarv, men per i dag er det jo ikke egentlig noe valg her. Ettersom det i dag ikke eksisterer noe lignende tilbud fra kultursektoren, og den kanskje heller aldri ønsker å gå den veien, så er det i praksis Google.com som formidler den norske kulturarven på nett. Med reklame, uten at folk slutter å søke av den grunn. Heldigvis er det er jo ikke slik at Google.com oppbevarer vår kulturarv på noen som helst måte, det er kun snakk om presentasjonen, dermed kan man håpe at kulturinstitusjonene i en ikke alt for fjern fremtid, bestemmer seg for å ordne og presentere materialet selv. Forøvrig  kan ikke Google.com i denne situasjonen forstås som en bedrift, men som en etterspørsel. Det ER faktisk sånn at folk etterspør informasjon om kulturminner, og den informasjonen finner de på Google.com. Det er brukerne som bestemmer seg for å bruke Google.com fremfor Kulturnett, Google.com tvinger dem ikke.

Etterspørsel bør også være et punkt for diskusjon med utgangspunkt i kultursektorens til dels smale materiale, for museenes magasiner er nok fylt av mer materiale som aldri vil bli etterspurt, enn det som vil det. Kanskje dette materialet krever en egen portal for å bli synlig i informasjonsjungelen, men det må også kobles til ressursbruken som ligger til grunn for at materialet skal bli synlig. Er formidlingen av gamle kofferter verdt 10 arbeidsplasser for drift av en nettportal?

Det synes for øvrig å være svært lite publisert materiale sett i forhold til mengden gjenstander som finnes i de norske museene. Mitt eget museum har kun 6 artikler tilgjengelig på nett, noe som ikke skyldes institusjonen – som til stadighet oppfordrer til publisering, men våre egen treghet i forhold til å forstå viktigheten av publisering. Her ligger det en sårbarhet. Vi som produserer kunnskapsartikler er vant til å ha et mellomledd, noen som korrekturleser og publiserer for en. På den måten får man en slags buffer mellom sitt eget sårbare stoff og den brutale verden der ute. Her må vi ta Web 2.0 på alvor, og forstå at bufferen er borte. Og vi må forstå at troen på at museene representerer en slags evig autoritet og et monopol på hvem som besitter kunnskapen om kulturarv, er tapt. Det finnes haugevis av lokalhistorikere der ut som publiserer i vei på sin måte, og det er ingen av brukerne som stopper opp midtveis i hjemmesidene deres og tenker “nei, her får jeg nok først sjekke med hva konservatoren på museet sier “. Og det er jo bra, for på museumssidene står det ingenting.

Så herved utfordrer jeg meg selv til å publisere mye mer! Hvorfor får jeg en snikende følelse av nyttårsforsetter, tro…?