Klokka er sju på morgenen og jeg har lest og lest i ett siden 12 på formiddagen i går, ble litt for opphengt i Joseph Andrews som jeg jo egentlig bare hadde tenkt til å skumme igjennom siden jeg allerede hadde lest den på engelsk – men på norsk var den plutselig ti ganger så underholdende ettersom jeg faktisk forsto hvert ord… ble deretter sittende å analysere den på alle mulige måter og glemte helt av at jeg har tusen andre romaner og skuespill og piss å gå igjennom, herrejesufader, jeg har jobbet så dårlig i høst, jeg har igrunn bare skummet igjennom alt og ikke hatt tid til å se skikkelig på det, den tiden har jeg hellet brukt på de fire oppvavene jeg har skrevet dette semesteret. Mitt største problem er at jeg bruker så jæævla mye tid og energi på de oppgavene, stress og noia og panikk, leser meg ihjel på akkurat dèt, finner ikke tid til noe annet. Den siste oppgaven leverte jeg jo på mandag, dermed har jeg altså bare denne uken på å lese meg opp på resten av jævelskapet. Akkurat nå føler jeg at jeg kommer til å stryke så til de grader – dersom oppgaven ikke skulle vise seg å dreie seg om nettopp Joseph Andrews (åh! vær så snill!!). Sukk. Nuvel. Litt søvn nå, så skal jeg jobbe som en helt i helga, dog avbrutt av julebord på lørdag, og muligens en kaffe med Katrine i kveld (trenger en luftepause, nå har jeg bodd i senga og i bøker hele uka). Nå har jeg jo i tillegg det andre faget å lese på, skjønner ikke hvordan jeg skal få til dette… Å fy faen. På onsdag klokka 11 (har bare en 2timers eksamen i allv104) er jeg FERDIG, det får gå som det går. Det får gå som det går. Det får gå som det går. Det får gå som det går. Det er ikke verdens undergang dersom jeg stryker. Ikke verdens undergang. Ikke verdens undergang. Ikke verdens undergang… (den kommer jo først i 2012!!)

Kroppen, psyken, jeg har ikke godt av alt dette stresset! Føler jeg knapt nok har tid og samvittighet til å gå på do! Haha. Denne høsten har jeg vært en Eirin jeg ikke liker, føler jeg er i totalt forfall. Jeg har lagt på meg masse, jeg kan ikke huske sist jeg hadde sex (har seriøst aldri vært så lenge uten! Det er faen meg tragisk! Og har hjertet mitt slutte å slå? Kan jeg ikke i det minste få gleden av å være forelska?!), jeg trenger seriøst en tur til frisøren, eller en tur på spa, eller nei, jeg trenger en bli-ny dag, jeg trenger å sove til jeg våkner med god samvittighet, jeg trenger vill sex og jeg trenger å føle noe, håi, jeg trenger en skikkelig detoxkur, jeg trenger en lang gåtur, jeg trenger å gjøre yoga, jeg må se til helvete å begynne å trene igjen, jeg trenger å finne tilbake til sunn kost, jeg må finne tilbake til den Eirin jeg liker, hvor eeeer du?! Faen, jeg trenger en exorsist. Faen, jeg trenger et liv.

Jeg får så mange tanker om at når alt dette er overstått, så skal alt bli så bra, ser du. Jeg skal bli sunnere, mer aktiv, jeg skal gå ned de jævla kiloene igjen, jeg skal bli MER SOSIAL, jeg skal se til helvete å finne en eller annen kjekkas å lengte etter, jeg skal HA VILL SEX FOR FAEN, når neste semester starter skal jeg arbeide jevnt og trutt, jeg skal bli flinkere, jeg skal mote meg opp og gå på forelesninger (ikke bare den første uka, sånn som jeg pleier, for så å gradvis ramle ut av det), hør hør, jeg skal jobbe og tjene penger og spare penger og fikse et budsjett, javisst, jeg skal ordne døgnrytmen, jeg skal, jeg skal, alt dette skal jeg, det blir så bra så, alt blir så mye bedre, snart.

Nemlig.

Før jeg legger meg skal jeg liste opp ting å se frem til, for det er viktig å ha noe å se frem til akkurat nå;

* Kaffe med Katrine i kveld
* Julebord i morgen. Mitt livs første! De søte jentene jeg jobber med, kalkun med appesinsaus, pause i lesinga.
* Tirsdag klokka.. 15, tror jeg? Er første eksamen overstått.
* Onsdag klokka 11 er andre og siste eksamen overstått.
* Hjemmespa? Frisørtime? Solarium? Min egne lille bli-ny dag? Og fyll med Katrine på onsdag? Ja??
* Lønn! Jeg får snart lønn! Som forsvinner i julegaver, men det er nå så.
* Pakke julegaver! Moro! Sende avgårde! Hurra!
* Skal jobbe omtrent hver dag frem til jeg drar til tromsø. Stress, men.. TJENE PENGER!
* TROMSØ! 20 Desember! Mama I’m coming home!!
* Treffe my peeeeople!! Familien min. Thale, min elskede drrrue. Romjulsfyll med Thale. Good times. Treffe Veronika, Agnetha, fyllaaa. Treffe Kim!!! Treffe Are!!! Treffe alle som vil, og de som ikke vil! Tromsødialekt! TERAPI! Julegata med røde hjerter! Mørketid! Snø! Isefuckingskaldt! Stjerner! Snøengler! MARSIPAN! JULEGAVER! Oboi oboi!
* Nyttårsaften i Bergen. Har fortsatt null planer, men faen heller, får omså kjøpe en pakke stjerneskudd og løpe rundt og vifte med de og overfalle fremmede med nyttårskyss. Det blir så bra så!
* Nyttårsforsett! Jeg elsker nyttårsforsett!! Og jeg er vel kanskje en av de få som ofte klarer å holde de også haha. Gleder meg til å skrive de!
* Karnys bursdagsfest i begynnelsen av januar:D
* Londontur i januar kanskje muligens?
* Begynne på sleeven i januar! For da får jeg stor lønn og stort studielån. Ah namnam.
* Ja, ok nåskaljeggimeg!!

I går var det noen som fant bloggen min ved å google “studiene dreper meg”

I feel you!

Å studere føles ut som en avansert form for selvskading. Jeg skjønner ikke hva folk snakker om når de babler i vei om den fantastiske studietiden, studenttilværelsen, oi så masse moro og fest og hu og hei, meeen så sitter jeg jo faktisk hjemme og prøver å lære meg alt på egenhånd, og kjenner ikke en eneste sjel av de som studerer samme greia, jeg er vel ærlig talt mer ensom og miserabel enn noen gang før og har bestemt meg nå, stryker jeg på disse eksamene så dropper jeg ut, for good. For hvorfor gjør jeg egentlig dette mot meg selv når min eneste ambisjon er å finne en jobb på en shabby bruktbokhandel i et smug (omså) med fritid nok til å bruke resten av tiden min på å skrive kreativt med god samvittighet. For all del, jeg lærer mye og det er interssant, men angsten min krever for mye, hindrer meg i for mye, det er ikke sunt for meg og jeg er hele tiden redd for å gå på en skikkelig smell og ende opp tilbake der jeg var, med at angsten overtar hele livet mitt, og ikke bare skoledelen av det. For uten skolen er jeg angstfri, og jeg hadde håpet å kunne jobbe videre med angsten min med å nettopp studere og utfordre meg selv, men nå er jeg på slutten av mitt tredje semester og har bare jobbet meg nedover. På andre områder av livet har jeg det godt, men det er studiene som ødelegger for meg, føler jeg, selv om jeg vet at jeg ville følt meg jævlig bra hvis jeg kom meg gjennom det og ikke gjemmer meg for det og gir opp igjen: Grunnen til at jeg  i det hele tatt studerer tror jeg kommer av den følelsene jeg hadde de årene jeg verken klarte å gå på videregående eller å jobbe. Følelsen av å være totalt mislykka og å ikke ha “noe”, jeg misunte alle de som klarte å gå på skole og jobbe og trodde at jeg aldri skulle bli en av de. Nå er jeg student og i jobb, men jeg er fortsatt ikke “en av de”, fordi jeg har innsett at dette egentlig ikke er for meg, og jeg har egentlig godtatt det. Det er ikke et nederlag, det er en deilig sannhet, men jeg fortsetter: litt på trass og litt fordi jeg ikke ser så mange andre muligheter. Dessuten elsker jeg litteraturen og vil svært gjerne ha en fremtid innenfor det området, men masse utdannelse, viktig jobb og karriere har aldri vært drømmen min; jeg vil bare trives. Og nå trives jeg ikke. Står jeg på eksamene så er jeg allerede halvveis og da skal jeg fortsette. Stryker jeg så finner jeg på noe annet.

Jeg hedder Olivia Alleslev og skal til at fylde 16 år. Lige nu sidder jeg som erhvervspraktikant i Samtaleakademiet, hvor jeg har fået denne opgave. 

Dengang håret var blåt.

“Hvad skal du være, når du blir’ stor?” er et spørgsmål, der alt for ofte bliver stillet. Lige meget, hvor meget man end smiler undvigende, trækker på skuldrene eller bare kommer med et lettere tøvende svar, er det ganske enkelt ikke til at komme uden om. For hvad skal man egentlig være? Alle ønsker at vide det, for det gælder jo hele ens fremtid og trivsel! Bebrejde dem kan man jo næsten ikke, for det viser bare, at de udviser en positiv interesse for én. Og det skulle da helst være dejligt, ikke?

 Så enkelt er det desværre ikke. Det er nemlig sådan, at hver gang man bliver spurgt om lige dét pokkers spørgsmål, bliver man bare lige lidt mere stresset, lidt mere usikker og lidt mere nervøs. For man har jo egentlig ikke valgt sin fremtid endnu? Går det lige pludselig hen og bliver for sent, og så ender man op med at arbejde bag skranken i en døgnkiosk, hvor lønnen er elendig, og hvor man selv er elendig, for man hader jo det job, og tænk på hvor meget mere man kunne være blevet til, hvis da bare man havde tilrettelagt hele sin fremtid i midten af niende klasse! Så mens man står der med let svedende håndflader og et nervøst flakkende blik, begynder man ganske let og fuldstændig diskret at gå i panik. Efter at have fremsagt utallige ‘øhm’er og ‘tjah’er går det langsomt op for én, at man jo nok egentlig burde sige noget. Så man får med et skuldertræk, der helst skulle få det hele til at virke henkastet og tjekket, fremmumlet noget i stil med: “Joh altså, jeg overvejede jo at blive dyrlæge (her kommer folk altid med opmuntrende udbrud), meeen nu overvejer jeg faktisk mere at blive journalist.” Aha! Straks synes folk, at det er da en endnu bedre idé! Hun er da så dygtig og energisk og velskrivende, så det er da lige jobbet for den søde, grønhårede pige. Og man smiler og nikker, og så er det ligesom slut. Indtil spørgsmålet kommer igen.

Ja, der er jo et væld af muligheder. Murer, læge, kaptajn, advokat, landmand, bibliotekar, statsminister. Og man får ikke meget hjælp til at vælge, for man får da bare at vide, at man kan blive ALT. Tjah, det kunne man måske også i virkeligheden med lidt flittigt arbejde og en smule held. Og dog, så enkelt er det måske bare alligevel heller ikke. Men man har vel altid lov at drømme, og drømmene får i den grad frit spil i min alder. Selvom de nu har antaget en mere realistisk form. Da man var små, var man da i hvert fald sikker på, at mindst én pige ville være designer, og mindst én dreng ville være fodboldspiller. Nu er det lidt mere i stil med frisør og pædagog. Men alligevel har alle stadig deres skjulte drømme, måske dem fra deres barndom. Inderst inde ønsker den lille fodbolddreng stadigvæk, at en talentspejder tilfældigvis kommer forbi den lokale boldbane og tager ham med ind i en verden af professionelt fodboldspil. Og inderst inde ser den lille pige, der altid prøvede sin moders kjoler, stadig sig selv i Paris til et enormt modeshow, hvor hendes navn står blandt designerne. Men virkeligheden bliver barskt banket ind i hovederne på os i det øjeblik, vi forlader sjippetovene.

Selv er jeg også lidt af en drømmer, hvad jeg stædigt holder fast i. Jeg er typen, der sidder med et fjernt udtryk og spejder ud gennem klasselokalets snavsede vinduer og ser mere end bare en halvskaldet busk og en grå himmel. Jeg er typen, der går ned ad skolens kedelige gange med høj musik i ørerne. Ikke for at lukke verden ude, men for at leve mig ind i en ny. Ja, jeg har skam også mine egne drømme. Så når “Hvad skal du være, når du bliver stor,” bliver stillet, gør jeg andet end at panikke. Jeg drømmer. Jeg tænker på, at en dag kan jeg måske sidde ved min computer og skrive på en roman, som verden venter på. En dag kan jeg måske kalde mig selv forfatter.

 Og den drøm er en af grundene til, at jeg lige nu overvejer at blive journalist. Selvfølgelig er det ikke den eneste grund; min interesse for samfundet har også sin ting at sige. Men jeg tænker lidt, at det vel ikke er ulovligt at vælge en karriere, der ligger så meget op af ens drøm, at den lettere kan realiseres. Man skal hellere gå efter drømmen, også selvom den måske aldrig helt går i opfyldelse. Så kan man i det mindste sige til sig selv, når ens liv nærmer sig enden, at man i det mindste kæmpede. Og det er vel bedre, end at leve med et uønsket job hele livet. Selvom det jo også kan være den eneste udvej, det er klart. At leve udelukkende i drømmen kan være farligt.

 I takt med at jeg forvandlede mig fra en lille pige med blonde lokker til en humørsyg teenager med farverig hanekam, forvandledes også min drøm. Fra dyrepasser til dyrlæge til forfatter. Præcis som det sker for alle andre lyse englebørn, der lige nu danser rundt i en drøm, der endnu ikke er blevet alvorlig. Men den er der, og det er det vigtigste. Mister vi drømmen, mister vi livslysten. Det skal ikke ske for mig. Så hvem ved? Måske en dag kan jeg kalde mig forfatter. Nej, ikke bare forfatter. Succesfuld forfatter.

Jeg er jenta som ikke klarte å ha muntlig avsluttende eksamen da hun gikk ut fra videregående. Og nå har jeg hatt to foredrag!! Jeg er mektig imponert over megselv. Jeg klarte å frigi meg mye mer fra manuset mitt, men snakket for lenge. Hadde 30 minutt, og da det var gått 28 minutter fikk jeg et tegn på “to minutter igjen” og måtte korte ned på resten. Så siste delen av foredraget var kjempe dårlig. Men alt i alt; jeg er sånn passe fornøyd. Var mer rolig denne gangen, tok meg tid, løsrev meg fra manus og snakket høyt og klart!

Link til Blogg innlegget om første foredraget jeg holdt!

Beklager til de som ønsket at jeg skulle filme det – det ble vanskelig. Neste gang!!

Ellers har jeg forstått det slik at Mental Helse Sør-Vest ønsker å ha meg inn i et brukerråd eller noe. Får mer informasjon om det på mandag regner jeg med! Blir spennende!

.

Finanspolitikk er med og bestemmer om vi får ”Hollandsk syke” eller god omstilling.  Og om oljen er en gave eller en byrde?

 Tempo og resultat av omstilling avhenger av bla disse underliggende drivere i økonomien:

-Befolkningsvekst                          - Olje-/gasspriser

-Eldrebølge                                   - Global vekst og etterspørsel

-Helse&sosialkostnader              - Teknologiutvikling/alt. energi

-Innovasjon i off tjenester         - Oljefunn/leteområder

**

Politikken kan løse noe og gi riktige incentiver, men mye er usikkert og utenfor vår kontroll.

- Det eneste som er sikkert er at det trengs mer kunnskap –

og Ny Analyse i årene som kommer!

**

Låt:  What’s going on -  med Marvin Gaye (1971)

Noen ganger frykter jeg at jeg aldri kommer til å ta noe høyere utdanning. Man kan spør nesten hvem som helst, og alle kan svare at jeg er håpløst ubeslutsom når det gjelder mitt eget liv. Jeg er vel kanskje litt vel mye vanedyr. Jeg hadde først tenkt å være fylkessekretær i 2 år, så ombestemte jeg meg til 1 år og nå ender jeg da opp med 2 år. Uansett hvor ubeslutsom jeg er, så skal jeg ihvertfall ikke fortsette som fylkessekretær i AUF i Telemark fra høsten neste år. Det hadde vært godt for rutinene og sånn, men en gang må jeg da komme meg videre.

Så er det det med høyere utdanning da. Spør meg hva jeg vil jevnlig med 1 måneds mellomrom og du får forskjellig svar hver gang. Jeg skifter mening om hva jeg vil alt for ofte, noe som resulterer i at jeg sannsynligvis kommer til å ende med noe jeg vil akkurat i det søknadsfristen går ut, men som jeg egentlig ikke vil lenger når semesteret starter. Æsj.

Siden jeg ikke klarer å bestemme meg på akkurat hva jeg skal studere, har jeg prøvd å finne ut hvor jeg vil studere. Det er nesten like vanskelig. Har utelukket Oslo totalt. Liker ikke Oslo. Syns det er alt for stor by. Stavanger er også utelukket, av den enkle grunn at jeg ikke har funnet noen fag jeg egentlig interesserer meg for der. Tromsø er også utelukket, rett og slett fordi det er veldig langt vekk. Bergen har jeg hverken utelukket eller tatt med som en by jeg vil studere i, rett og slett fordi jeg ikke helt vet med Bergen. Byer jeg derimot liker og vil studere i er Kristiansand og Trondheim. Problemet er bare å velge hvilken. Jeg har akkurat like mye lyst til å studere i Kristiansand som i Trondheim.

Hva jeg vil studere strekker seg over et langt spekter av forskjellige fag og retninger. Hittil har jeg vært innom statsvitenskap, samfunnsøkonomi, journalistikk, fysioterapi, reiseliv, afrikastudier, komposisjon og tysk. Og det er bare de jeg kommer på akkurat nå. Har garantert tenkt tanken på andre fag også. Hovedvekten er innenfor samfunnsvitenskaplige fag, men merker at jeg ikke orker studere noe som har med politikk å gjøre(les: statsvitenskap).

Den store drømmen er å studere kompsisjon på Griegakademiet i Bergen. Men, Hello, de tar bare inn maks et par stk. hvert år, så hvilken sjanse har jeg liksom? Nei, det får nok bli med drømmen akkurat der. 1. Jeg er på ingen måte veldig god i hørelære, noe som sannsynligvis hadde gjort at jeg ikke hadde bestått teoriprøva, og 2. Sannsynligheten for at ihvertfall 1-2 av de andre som søker har lagd bedre komposisjoner tidligere enn meg er ganske stor. Jeg er bare realistisk. Vurderer allikevel å søke og dra på opptaksprøve bare for moroskyld. Tenk om jeg plutselig har flaks og faktisk kommer inn. Da er det ihvertfall ikke snakk om at jeg skal noe annet enn komposisjon på Griegen, altså. I tillegg får jeg jo da sett Bergen. Har aldri vært i Bergen før.

Jeg føler jeg har et valg å ta. Flere valg om jeg skal være ærlig.

Det har seg slik at jeg alltid har ønsket å høre til et konkurrerende cheerleading lag. Det har vært min drøm i iallfall 5 år nå. Nå er jeg klar for å gjennomføre drømmen min. Men det vil koste mye. Det vil koste omtrent alle mine ettermiddager, og da koliderer det med arbeidet jeg gjør i Mental Helse Haugesund.
Så første valg er vel: Cheerleading eller Mental Helse?!

Så kommer valg nummer to. Da jeg fikk invilget rehabiliteringspenger fikk jeg invilget penger for ut året. Nå må jeg finne ut om jeg er klar for 100% arbeid, skole eller om jeg skal søke på nytt om rehabiliterings penger. Min drøm har alltid vært å jobbe i psykiatrien eller barnevern. Jeg kan da fullføre læretida i barne- og ungdomsarbeider faget, og så bygge på med psykiatri og/ellerg miljø arbeid. Slik jeg har forstått det må jeg da jobbe 5 år som assistent for å gå opp til fagprøven. Om jeg gjør dette betyr det at mine dager blir slik:
Frokost – Barnehage/skole jobb – spise middag – trene cheerleading – dusje – spise kvelds – legge meg, 5 dager i uka omtrent. Jeg får ikke tid til å fortsette med Psykolog M, og jeg må slutte å ta medisiner for å klare å stå opp om morningen. Jeg er redd jeg brenner meg om jeg gjør det.
Eller så har jeg vært innom tanken om å ta helsearbeider fag, men jeg er avhengig av en inntekt. Rehabiliterings pengene opphører om jeg går tilbake på skolen, det betyr fulltids lån. Og dagene blir:
Frokost – Skole – Lekser – Spise middag – trene cheerleading – dusje – spise kvelds – legge meg, 5 dager i uka.
Og til slutt så kan jeg søke om å få beholde rehabiliterings pengene, og føle meg som en taper for jeg ikke klarer å gjøre noe, men trene nautilus på formiddag og cheerleading på ettermiddag.

Det er så mye å forholde seg til. Jeg vil ha et enkelt liv. Kunne jeg bare levd av cheerleading! Det hadde vært fint!

Det er stille før stormen, er det ikke det man sier? Her er det iallfall stille, iallfall stille med ting som skjer. Hodet er jo en sak for seg selv. Men uansett, det er påtide med et blogg innlegg om Merete sin hverdag!!

Nå har det seg jo slik at min psykolog er litt spessiel. Noen vil kanskje si at psykologer generelt er spessielle, men jeg vil tro at Psykolog M topper hele greia! Hun kan gråte i timer, banne, vise “stygge” fingen (som Zara Emilie sier) og gjenta “fuck you fuck you fuck you”. Jaja, nå hadde det seg nå slik at Merete ble kjempe forbanna etter forrige time, jeg gikk ut til “søte mi” og banna som bare det “Fy faen det er den jævligste timen jeg har hatt”. “Søte mi” gikk inn å hadde sin time og kom ut like forbanna som meg, om ikke mer. vi svarte med å ringe DPS med to minutters mellomrom å avlyse timene vi hadde denne uka. Jeg tror vi begge angrer veldig nå. Vi har siden onsdag gått med telefonen i nærheten fra kl. 8 til kl. 16 i håp om at Psykolog M skal ringe med ny time. Hver gang kl. passerer 16.00 blir vi skuffet for hun ikke har ringt. Samtidig ønsker vi at hun bare skal gi faen.

Uansett! Merete har vært på to styremøter uten å blogge så mye om det! En oppdatering! Markering av verdensdagen for psykisk helse (10.oktober) var så flott at vi nå kjører i gang med ny tema kveld. 24.November satser vi på fult auditorium på UNI-K på Kvala i Haugesund – da temaet er “Ungdom, skole og psykisk helse”. Jeg gleder meg utrolig, og ser frem til å holde foredrag igjen. Jeg skal da fortelle om min skolegang, hva som hjalp meg, og hva som overhode ikke hjalp meg! Jeg fikk denne gang forespørsel om å snakke mye lengre enn sist (Da snakket jeg ca. 15 minutter) da vi bare er to forelesere. Men realistiske meg sa at 15-20 minutter holder for meg. Så da skal jeg som sagt fortelle om min skolegang, og etterpå kommer faktisk rådgiverne jeg hadde på VGS å skal snakke om hvordan det er å jobbe med ungdom som sliter psykisk, om hvordan skolen kan hjelpe etc. Blir spennende. Vi avslutter det hele med en panel debatt! Jeg gleder meg utrolig til alt – holde foredrag, høre rådgiver ha foredra og sitte i panelet til debatt. Blir utrolig spennende.

Ellers er jeg så heldig at jeg får lov å lede et prosjekt som skal holdes rundt 1.mars.2010. Noen som kan gjette hvilket prosjekt jeg snakker om? Svaret er SIAD, eller Self Injury Awarness Day. Jeg tror det er første gang i Norge at denne dagen blir markert stort! Målet er å få opp et drama stykke og litt til som skal ut til skoler på hele haugalandet, og etterhvert Rogaland. Jeg er så heldig at jeg har noen ild sjeler som skal jobbe sammen med meg på dette prosjektet, samt at jeg har hele Mental helse haugesund i ryggen. Kanskje det ikke er store greiene å ha Mental Helse Haugesund i ryggen, men lederen vår er også leder for Mental Helse Sør-Vest, og hun er med i Mental Helse Norge! Blir opplegget vårt bra tror jeg hun kanskje forteller litt videre til de andre, og er vi heldig får vi lov å reise rundt i Norge med stykket vårt. Merete drømmer stort! Det er dette jeg er skapt til å gjøre.

Apropo “skapt til å gjøre”. Jeg sliter med å se en fremtid, men jeg er ikke helt klar for å gi opp enda. Så jeg kjører i gang prosjekter og håper å se dem fullføres!

Kanskje det ikke er så stille på Merete fronten allikevel.

Forresten dere – jeg kom over en litt morsom blogg på blogspot! www.teampocahontas.blogspot.com blogger om psykisk helse, SF osv. på en morsom måte. Verdt å sjekke ut. Ikke fått kommentert så veldig enda, men håper på å få gjort det snart!

Jeg fik en fødselsdagsgave af mit firma. Jeg fik en fyreseddel. Endelig.

Først var det lidt “definitivt” – nu er der ingen vej tilbage. De vil ikke have mig ansat længere. Men så følte jeg friheden. Ja, jeg skal melde mig ledig i A-kassen d. 31. januar, men jeg tror at jeg vil forfølge en drøm, som måske er mulig.

Der har nemlig vist sig nogle muligheder, som virker overskuelige. Det kræver så nogle ting, som jeg er ved at undersøge nærmere, men umiddelbart skulle det kunne lade sig gøre.

Krydsede fingre vil her være på sin plads.

Hvis der var nogen, som ikke havde bemærket det endnu, så har vi fået en ny justitsminister – og som justitsminister er han om muligt mere uduelig end som kulturminister og her går han godt i spænd med Thulesen-Dahl og Skaarup. I det følgende henvises til citaterne nedenfor fra rapporten om danskernes syn på straf.

Indledningen er god nok for Brian, Kristian og Peter. På overfladen ser det ud som om, at danskerne ønsker strengere straffe, men at dette skyldes en himmelråbende uvidenhed ude i den brede befolkning synes at være gået direkte henover hovedet på politikerne. Et velklingende og let genkendeligt ultimatum, som vi kender det fra både medier, blogs og den offentlige politisk korrekte mening er, at »De kriminelle griner af vores ‘bløde’ hippie-retssystem, når de går ud gennem porten efter at have fedet sig op på borgernes regning med TV og computer i mindre end det halve af den tid de var blevet idømt som straf, og direkte tilbage til deres kriminelle løbebane med mord, voldtægt og overfald på sagesløse borgere.«

At dette er en fordom, som i høj grad både KAN og BØR punkteres kan vi konstatere i det følgende:

I 2005 begyndte et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.

En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.

Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.

Et af de direkte problemer med at spærre folk inde i et anseligt antal år uden kontakt med omverdenen er, at det eksempelvis går ud over deres børn. I aftes på DR2 kunne man således se et kort program om en institution under kriminalforsorgen - Engelsborg, hvor et forsøg med at opretholde fangers kontakt med deres familie viser en hårdtslående empiri bag det faktum, at isolation af kriminelle fra omverdenen ikke er gavnligt for samfundet. Tværtimod viser den forskning, man har bedrevet på bl.a. Engelsborg, at langt færre af de indsatte, som får dette tilbud falder tilbage i kriminalitet i forhold til indsatte i traditionelle fængsler. En anden direkte effekt af indsatserne på Engelsborg ser vi ved, at børnene af de kriminelle ved kontakt med deres forældre i fængslet bliver mindre udsatte for selv at falde ind i en kriminel løbebane. Altså det stik modsatte af det skræmmebillede, som man prøver at male i medier og blandt politikere.

Om Engelsborg:

http://www.pensionengelsborg.dk/

Inden for aktivitetsforskning taler man om ‘occupational deprivation’ eller aktivitetsberøvelse i traditionelle fængsler. Men dette er man tilsyneladende godt igang med at gøre op med inden for den danske kriminalforsorg og tak og lov for det. Det er jo naturligvis også svært for politikerne at vedblive med at argumentere for strengere straffe, når vi har et velfungerende system, hvor frem for alt langsigtede løsningsmodeller igangsat så langt tilbage som i 70′erne nu viser, at indespærring og isolation hæmmer resocialisering og fratager de indsatte det personlige ansvar. Det skal stoppe, fordi det splitter familierne og medfører at børnene må trækkes med en mur af tung social arv, som berøver dem muligheden for at begå sig det omkringliggende samfund.

Derfor er det også med en vis hovedrysten, at vi igen og igen og igen ser Brian Mikkelsen og proselytterne fra DF, venstre og socialdemokratiet fremtone i diverse medier kraftigt agiterende for strengere straffe og mere konsekvens. Er der ikke pustet nok af varm luft i den ballon endnu?

Det vi behøver er flere steder som Engelsborg. Steder hvor mennesker bliver rehabiliteret og kan indgå i samfundet igen efter udstået straf – frem for alt for børnenes skyld og for de fremtidige generationer. Vi behøver ikke skræmmekampagner og amerikanske tilstande, hvor der oprettes ghettoer for dømte kriminelle, fordi der føres offentligt tilgængelige registre over, hvor straffede kriminelle bosætter sig efter udstået straf. At udstøde mennesker fra samfundet hjælper ikke til at nedbringe kriminaliteten – tværtimod.

Jeg vil opfordre Brian Mikkelsen til i stedet for at lade sine handlinger som minister styre af følelsesporno og selvretfærdig værdikamp så at lytte til den fagkundskab, som faktisk påviser igen og igen, hvad der er det rigtige at gøre. Derefter bør han gøre det til sin pligt at gå ud og OPLYSE befolkningen om dette.

Og de uvidende borgere behøver ikke at frygte, at de kriminelle forældre forsvinder fra institutioner som Engelsborg, for ifølge Inge Halmø, som er socialrådgiver i kriminalforsorgen, opbygger børnenes tilstedeværelse en usynlig mur, som er langt højere end noget, som man ville være i stand til at bygge af sten.

Her er et par citater fra en af de hidtil mest udførlige rapporter om danskernes syn på straf:

Tabellerne på s. 374-375 giver et MEGET klart billede… Læs selv. Teksten kan du læse her:

»Man kan sige, at det ville være helt i overensstemmelse med den danske befolknings holdninger til, hvordan der bør straffes – den danske befolknings konkrete retsfølelse – at gøre som man gjorde i (Vest)tyskland i 1969, hvor man som tidligere nævnt radikalt reducerede brugen af ubetingede frihedsstraffe under et halvt år og erstattede dem med straffe i frihed.Det er klart, at en så forholdsvis radikal ændring af det danske straffesystem forudsætter en række overvejelser baseret også på andre hensyn end befolkningens retsfølelse, uanset at denne ellers i vore dage synes at blive tillagt overordentlig stor betydning.«

»Af fokusgruppemøderne fremgik det, at den store tilbageholdenhed i befolkningen over for at anvende ubetinget frihedsstraf først og fremmest beroede på to forhold. Til trods for, at alle sagerne drejede sig om alvorlige kriminelle handlinger, så syntes man – alt taget i betragtning omkring selve handlingen, gerningspersonen og offeret – ikke, at der var tale om så alvorlig kriminalitet, at man skulle reagere over for gerningspersonen med en så alvorlig straf som at berøve denne friheden i en periode. Det uacceptable i det, gerningspersonen havde foretaget sig, skulle markeres, syntes man, og der skulle sendes et signal såvel til ham som til alle andre om det uacceptable i at begå vold osv., men at gøre det ved at spærre ham inde, mente de fleste ville være en overreaktion. De begrundelser, man gav, var ikke, at man havde en eller anden form for medlidenhed med gerningspersonen, eller at man syntes, det ville være synd for ham, men at det ville være ude af proportioner. Det ville være uretfærdigt. For det andet var det de flestes opfattelse, at et fængselsophold ville være mere skadeligt end gavnligt. Gang på gang blev det fremhævet, når fængsel blev diskuteret, at dette ville skade især familie- og arbejdsforhold og øge risikoen for, at gerningspersonen på ny ville begå kriminalitet. Også fængslet som en mulig “kriminalitetsskole” blev fremhævet af mange. Den mulige gevinst ved fængslet, der – specielt af hensyn til offeret – kunne være i, at omgivelserne var fri for at skulle møde ham på gaden el.lign., så længe han sad inde, blev kun sjældent nævnt, og i så fald typisk imødegået med, at de straffe, der kunne komme på tale, var så korte, at gerningspersonen alligevel hurtigt var ude igen. Såvel de generalpræventive som de individualpræventive virkninger af den radikalt mindskede brug af korte frihedsstraffe i (Vest)tyskland er blevet belyst. Det har vist sig, at tilbagefaldet til ny kriminalitet var større for dem, der afsonede en kort frihedsstraf, end for dem, der fik en bøde.191Endvidere har man ikke kunnet spore nogen effekt på kriminalitetsudviklingen som sådan,hvorfor det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en negativ generalpræventiv effekt.192

De gennemførte undersøgelser viser ikke alene noget om, i hvilken udstrækning befolkningen synes eller ikke-synes, der skal anvendes ubetinget frihedsstraf, men også hvor strengt eller mildt man i det hele taget ville dømme set i forhold til retspraksis. Der viste sig her at være en massiv og konsekvent tendens til at dømme mildere end praksis i sager om alvorlig kriminalitet, så skulle man følge befolkningens retsfølelse, skulle man over en bred kam nedgradere straffene for de forbrydelser, der nu straffes med en ubetinget frihedsstraf på op til et halvt år.

I tillæg til spørgsmålet om strafniveauet kommer spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem, hvordan de forskellige former for kriminalitet bør straffes, dvs. proportionalitetsspørgsmålet. I figur 8.10 er andelen af befolkningen, der personligt mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf (den informerede retsfølelse) sat i forhold til retspraksis for de syv sager. Grundlaget for angivelse af retspraksis er oplysningerne i tabel 8.5 og for befolkningens holdninger tabel 8.31.«

S. 369 »Den store uvidenhed og de fejlagtige billeder af, hvordan der ved domstolene i Danmark straffes for alvorlig kriminalitet, burde der gøres noget ved. At straffe er i sig selv en alvorlig sag og at gøre det i form af at berøve mennesker deres frihed er det i særdeleshed. Omfanget af og karakteren af så alvorlige indgreb bør befolkningen kende til. I et demokratisk og humanistisk orienteret samfund må en viden herom være en vigtig værdi i sig selv, uanset om denne viden så indvirker på ens holdning til, hvordan der skal straffes. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og andre, der har tilgang til den viden og de informationer, det drejer sig om, synes her at stå over for en opgave, som nærmest ikke forsøges løftet overhovedet på indeværende tidspunkt. Orienteringer om strafudmåling, domspraksis mv., således som de forefindes nu, er næsten udelukkende rettet mod det juridiske system internt og til en vis grad det politiske system, men ikke mod befolkningen. Det er naturligvis svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt systematisk at øge befolkningens viden om konkret retspraksis, når det ikke drejer sig om de deciderede “takstområder” som f.eks. hastighedsoverskridelser på vejene o.lign. På mange områder kan det jo være svært nok selv for en kyndig jurist at vurdere, hvad retspraksis er. Det er forståeligt, at man kan være bange for at “popularisere” et så komplekst område, som strafudmåling kan være.182 Det er imidlertid svært at se, at dette skulle kunne undskylde, at man på mange områder stort intet foretager sig med henblik på systematisk at oplyse befolkningen om retspraksis, men “overlader” det til de spektakulære mediereportager, der er stærkt medvirkende til at forvride befolkningens indtryk og opfattelse af, hvordan “almindelige” og “dagligdags” sager pådømmes.«

»Hvis man på baggrund af undersøgelsens resultater skulle tage konsekvensen af befolkningens syn på, hvordan der bør straffes for alvorlig kriminalitet, kunne man sige, at man som hovedregel helt burde ophøre med at idømme korte ubetingede frihedsstraffe (op til 3 måneder) og i væsentligt omfang tillige ubetingede frihedsstraffe mellem 3 måneder og et halvt år, dvs. hovedparten af de ubetingede frihedsstraffe, der i det hele taget i dag idømmes ved danske domstole, og — igen som hovedregel — erstatte disse med alternativer i frihed. I tabel 8.32 gives en oversigt over, hvad de gennemførte undersøgelser faktisk har vist med hensyn til, om et flertal eller et mindretal af de danske vælgere mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf, og i tabel 8.33 er dette suppleret med hypoteser om eller ”prognoser” for, hvordan befolkningsflertallets holdninger vil være i de ikke undersøgte situationer.

Disse prognoser er dels baseret på analogi og sammenligning med lignende sager, hvor befolkningens reaktioner kendes, og dels på erfaringerne fra, hvad det betyder at skulle forholde sig til en ”rigtig” retssag og gennemføre en ”rigtig” votering (den konkrete retsfølelse)

sammenlignet med blot at skulle forholde sig til en opsummeret sag (den informerede retsfølelse). På grund af konsistensen i den gennemførte undersøgelses resultater og resultaternes konsistens med andre undersøgelser gennemført i ind- og udland kan ”prognoserne” betragtes som meget sikre.«

Konklusionen på rapporten siger utvetydigt følgende:

s385

Reparative sanktioner dækker et bredere felt end restorative sanktioner. Reparative sanktioner er sanktioner, der tilsigter at reparere på de skader, der er sket eller som konstateres i forbindelse med kriminalitet. De indbefatter således de restorative sanktioner, der kan siges at tilsigte at reparere skaderne på offeret og samfundet, men omfatter også ”reparation” af eventuelle ”skader”, som er sket på eller er konstateret hos gerningspersonen, dvs. primært behandling. Det viste sig, at to ud af tre — altså de fleste — personligt mente, at en reparativ sanktion burde være en del af eller hele sanktionen, jf. figur 8.19 (ved førstegangskriminalitet). Samtidig var det kun godt hver tredje, der mente, at domstolene ville anvende en sådan sanktion, og kun 43 pct. der mente, at folk i almindelighed ville gøre det. Igen opfattede man sig således også her som afvigende og i mindretal i forhold til domstole og folk flest. Såvel spørgeskemaundersøgelserne som fokusgruppeinterviewene viste, at så snart folk er vidne til potentielle eller faktiske problemer hos eller ved gerningspersonen som eksempelvis misbrugsproblemer eller problemer med at styre temperamentet, så er man meget orienteret mod at i hvert fald en del af sanktionen skal omfatte en eller anden form for behandling. Fokusgruppeinterviewene viste dog også, at der var grænser for, hvornår man syntes behandling burde være en central del af sanktionen. Ved kriminalitet, som man anså for meget alvorlig, mente man typisk ikke, at behandling kunne/skulle være den eneste sanktion, ligesom man ved kriminalitet, som man ikke så så alvorligt på, mente, at behandling her kunne være en overreaktion og virke som en for hård og uretfærdig straf.«

»Generelt kan det konkluderes, at befolkningens holdninger i sine tendenser ikke blot trækker i en mildere retning i forhold til retspraksis, men også i anden retning med hensyn til, hvad der skal være straffens formål/funktion og dens indhold. Skal man følge danskernes retsfølelse anno 2006 i sager om alvorlig kriminalitet, skal man ikke kun erstatte de korte og kortere ubetingede frihedsstraffe med betingede frihedsstraffe og bøder, men i betydelig udstrækning alle de i straffelovens forstand almindelige straffe med restorative og reparative sanktioner.« (se figur s. 386).When people are made aware about the range of community sentences and the services and programmes that support them, they overcome any initial scepticism and are supportive of the principles that they stand for. In particular people recognise:

• The futility of recycling people trough the prison system
• The need for people to break the cycle of crime
• The importance of victims having a central role and an opportunity to participate if they wish
• The need for offenders to face up to the impact of the crimes
• The importance of making amends and paying back to society

Det kan i hvert konkluderes, at store dele af den danske befolkning ikke blot lægger op til, at den alvorlige kriminalitet bør straffes på andre måder, end tilfældet er nu — men også af andre grunde end dem, der er de fremherskende. I disse måder og disse grunde ligger endvidere indbygget, at der kan udformes strukturer, hvor en større del af befolkningen inddrages i det strafferetlige systems virksomhed med den mulighed dette kan give for at mindske risikoen for, at der (påny) opstår diskrepans mellem befolkningens retsfølelse på den ene side og retspraksis på den anden.

Hvilken interessant samfundsmæssig debat og udvikling, der kunne komme ud af dette, hvis man som igangsættende grundlag herfor drog omsorg for, at befolkningen fik kendskab til, hvordan der faktisk straffes, og hvordan straffene faktisk fuldbyrdes i Danmark, og derved bl.a. fik udryddet eller i hvert fald reduceret myterne om de blødsødne domstole og den hævntørstige dansker.«

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2009/10/07085400.htm

http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-26114299.html

Jeg er lige blevet 38 år. Mærkeligt at tænke sig, egentlig.

Mine forældre var så lige på visit i weekenden og jeg nød virkelig at have selskab på fødselsdagen. Det er mange år siden sidst jeg har fejret den med familie.

Jeg havde også inviteret en veninde med sønnike, så hun kunne hilse på mine forældre. Det er rarest når folk har nogle ansigter at sætte på dem man taler om.

Og så slog det mig pludselig. Når man bliver mor, får man en ny livsrolle. Så er man ikke kun datter i familien, men også mor. Jeg savner at få en ny rolle, der kan cementere min alder lidt. Jeg synes det er underligt at være 38 år og ikke være mor. Altså – ikke på den onde måde. Men jeg er jo yngste generation i min gren af familien. Når mine forældre dør, er jeg både ældst og yngst.

Jeg kan ikke forklare det. Men jeg ved at jeg skal gøre mit for at blive mor så hurtigt som muligt.

ja, så er det noe med høsten. noe med høsten som trykker meg ekstra langt ned i senga, i puta, og der blir jeg liggende, søvnløs. så er det noe med høsten som stjeler all min energi, som om de tørre, døde høstløvene suger den til seg som en svamp, eller som om at jeg også visner og faller sakte ned mot asfalten for å dø. jeg kan ikke huske en eneste fin høst. jeg husker derimot alle de største nedturene, de lengste nettene, ensomheten. jeg husker høsten da alle døde. jeg husker angst, panikk, tårer og oppkast. ensomheten, ensomheten.

vinden snur seg mot meg om høsten. jeg begynner å tvile på meg selv, på den jeg er og på alt det jeg fyller livet mitt med. jeg får lyst til å gi opp alt. jeg får lyst til å bli liggende nede og bare la alt få gå til helvete rundt meg. jeg mister alt overskudd og føler meg som et tomt batteri. tom, jeg er tom, jeg har ingenting å gå på jeg har intet å gi og rundt meg er alt mørkt og tomt, alt er tomt.

alt blir så fjernt rundt meg. jeg er fanget i et skuespill, folk vandrer rundt meg og leker mennesker. jeg forsvinner inn i meg selv, forstår ikke hvordan andre kan fortsette som før. jeg får tåkesyn, alt er uklart, fjernt, fargeløst, jeg er et sted utenfor meg selv og jeg beveger meg sakte.

jeg tenker på at minst 80% av det du fyller livet med unyttig, ubetydelig, når du dør er ingenting av dette verdt noe.  jeg er så lei av å tvinge meg gjennom alt det som gjør vondt, alt det som gir meg angst, alt det som gjør meg stressa og ulykkelig, alt det som får meg til å ligge søvnløs i dagevis. jeg er så lei av å måtte sette til sides det jeg virkelig elsker og vil bruke livet mitt på. det dreper meg. jeg er lei av at mitt syn på verden og at mine drømmer blir sett på som noe eksentrisk og ikke minst som noe uten verdi.

det at jeg egentlig driter i utdannelse
det at jeg overhode ikke drømmer om noen fancy, overbetalt  jobb
det at jeg driter i penger, status og makt
og alt annet overfladisk, ubetydelig idioti
dra til helvete med de jævla merkeklærne deres, spray tan’en og råtne extensions
dra til helvete med den tøffe sportsbilen din, leiligheta med flere rom enn du kan fylle, kjendisfester
j e g   d r i t e r   i   p e n g e n e   d i n e
j e g   d r i t e r   i   h v o r d a n   d u   s e r   u t
ingenting av dette er ekte lykke
jeg bryr meg om dine ekte verdier
jeg bryr meg om hvordan du ser inn i deg selv
er det noen av dere som vet hvem dere er?
er det noen av dere som ser hvor feil det er å måle verdien til et menneske gjennom utdannelse, jobb, penger, klær?

åh, jeg vil være en kunstner, baby. jeg vil gi bort mesteparten av alt det jeg eier. jeg skal jo uansett ikke ta med meg noe av det når jeg dør. jeg vil skrive, jeg vil bare skrive, jeg vil male, tegne, fotografere. skape. jeg vil reise, jeg vil se alt, jeg vil bli kjent med ulike mennesker over hele verden, jeg vil dele med de, mot å kunne bruke deres innflytelse i det jeg skaper. jeg vil elske. jeg vil finne gode mennesker å elske. jeg vil elske meg selv. jeg vil slutte å drikke alkohol. jeg vil fokusere på meditasjon, på trening, på sunt kosthold.

men jeg føler meg så fanget. i denne trenger-penger-for-å-leve. trenger jobb for å få penger. trenger utdannelse for å få en bra jobb. du skal bruke resten av livet ditt på den jobben. og jeg har prøvd å legge det opp for meg selv på en måte som skal kunne fungere for meg. jeg studerer litteratur for å ha en større sjanse til å få en jobb innenfor det jeg interesserer meg for. men studiene dreper meg – og jeg vil ikke ha den jævla jobben, jeg skal skrive bøker. jeg skal skape. jeg skal leve av det. jeg vil ikke ha den jævla utdannelsen. alt som handler om skole handler for meg aller mest om angst. om angst og stress og noia. om søvnløse netter og dårlig samvittighet. alle disse negative følelsene som koker opp i meg som gift. studiene gjør at jeg må legge til sides alt det jeg egentlig vil gjøre. jeg har ikke tid til å skrive kreativt. jeg har ikke tid til å skape. jeg har ikke tid til å virkelig ta vare på forholdene til menneskene jeg er glad i. jeg har ikke tid til å reise. jeg har ikke tid til å finne kjærligheten. jeg har ikke tid til å pleie meg selv, jobbe med psyken. jeg føler at jeg mister meg selv fullstendig. jeg er i gang med tredje semester av i alt seks, altså er jeg halvveis til jul. jeg prøver å tenke på at tiden går fort, for det gjør den, men det hjelper ikke, tanken stresser meg bare enda mer. men så ser jeg liksom ingen annen løsning. dropper jeg ut av studiene betyr det at jeg må finne meg en til jobb. med enda mer jobb har jeg iallfall ikke frihet til å være meg selv. penger er både problemet og løsningen på problemet og det plager vettet av meg, for jeg vil ikke bruke min energi på å tenke på penger.

sett fra en annen vinkel er jeg altså deprimert fordi jeg er igang med en utdannelse, har en jobb, eier for mange ting, har penger nok, mat og tak over hodet, til og med noen venner og bor i en av norges vakreste byer. sukk, ja. i never make sense. utakknemlige dustejente.

Vi er administratorer for facebook gruppene «Stopp mobbing !». Våre grupper har godt over 105 000 medlemmer. Vi jobber for å få bort mobbing, både på skoler og arbeidsplasser

Nå har det seg slik at vi har fått informasjon om at Karasjok kommune er i ei krise. Det vises til flere saker med alvorlig mobbing (liker til disse sakene ligger vedlagt). Karasjok kommune trenger hjelp til å stoppe denne alvorlige mobbingen som kan, og sikkert allerede har ødelagt liv. 

Det skrives i Aftenposten 2.juni 2009 «Enkelte nekter å gå på skolen. En mor har politianmeldt mobbere. Barnepsykiatrien kan fortelle om barn med angst, depresjon og selvmordstanker som følge av mobbing.». Barn nekter å gå på skolen, barn har angst, depresjoner og selvmordstanker, pga. Mobbing. Noe må gjøres, og det fort! 

Avdelingsoverlege Frøydis Nystad Nilsen ved SANKS (Samisk nasjonalt kompetansesenter – psykisk helsevern) i Karasjok sier til Aftenposten 2.juni 2009:

«Noen av problemene i dagens samiske samfunn er resultat av fornorskningen». Vi kan ikke se bort ifra at mye av mobbingen går på forholdene mellom samisk og norsk kultur. Det mobbes for måter man snakker på, slekts historier og rykter.

«Vi må jobbe for at folk her i bygda skal føle et fellesskap. Ingen skal trenge å føle seg utenfor. Vi er nødt til å akseptere at vi har to språk i kommunen og vi må respektere hverandre» sier ordfører Kjell Sæther i Karasjok kommune.

Den 4.juni siterer Aftenposten Reidar Hjermann fra barneombudet: «Jeg mener Karasjoks problem er at foreldregenerasjonen holder gammel strid mellom slekter levende.» Hjermann fikk høre historier der barn ble pålagt av sine foreldre å fryse ut barn fra bestemte familier.

Barne- og ungdomspsykiater Arnhild Somby ved SANKS forteller til Aftenposten 2.juni 2009:
« Blant uttrykkene som brukes i fleip eller som mobbing er halvsame, ikke-same og bastardsame. Det kan virke som om de som tidligere har vært undertrykt nå tar igjen». Her hører vi at mobbingen er blitt en ond sirkel – de som først ble mobbet, mobber nå, og vi er sikre på at de som mobber nå blir mobbet igjen. Tiltak må inn til Karasjok, for nå har skolene kjørt seg fast i en ond sirkel som er vond å bryte.

4.juni 2009 skriver Aftenposten om elevrådsleder Saia Stueng (16 år) som ba menneskene på folkemøte skjerpe seg «Mens elevrådslederen gikk rett inn i problemets kjerne, valgte ordfører Kjell Sæther en annen strategi. Han viste vakre bilder fra bygda, og fortalte om kommunens tunge satsing på svømmehall, ungdomsklubb og gang- og sykkelveier. Muligheten for laksefiske og golf ble også trukket frem.» Vi i Stopp mobbing! Mener at en svømmehall og ungdomsklubb ikke er nok til å stoppe mobbing, det vil derimot gi nye arenaer for mobbing.

Aftenposten skriver også 4.juni om Anne-Mary Vuolab som ble mobbet i mange år på barneskolen, av den grunn at hun var fastboende same, og ikke i reindriften. Hun flyttet bort, og kom hjem for et par år siden. Alle minner og følelser kom tilbake da hennes egen sønn ble mobbet på Karasjok skole. Mobbingen av sønnen ble politianmeldt.

Stopp mobbing! Hadde første dialog med Karasjok kommune i Juni 2009, i Oktober 2009 kan NRK Sàmi Radio meddele «Mobbingen fortsetter i Karasjok». Vi når ikke inn til kommunen alene, og vi trenger at flere kontakter kommunen. Vi trenger deres hjelp til å presse Karasjok kommune til å bryte den onde sirkelen med mobbing.

20.Oktober 2009 melder NRK Sàmi Radio at et 7 år gammelt barn er blitt utsatt for vold og drapstrusler. Gunn Krist Balto forteller i samme artikkel at da hennes sønn ble mobbet konfronterte hun skolen ved klassestyrer, Karasjok kommune, Fylkesmann og Barneombudet. En assistent ble satt inn for å følge mobberene, men med en gang assistenten snudde ryggen til ble sønnen sparket, skolens svar på dette ble at foreldrene måtte bevise at assistenten ikke hadde vært tilstede.

Det er skolens plikt i henhold til opplæringsloven og FNs barnekonvensjon, å bli kvitt mobbingen. Barneombud Reidar Hjermann sier til NRK Sàmi Radio 21.oktober 2009: «Jeg liker det svært dårlig og det er et klart brudd på barns rettigheter at barn ikke har voksne rundt seg som klarer å stoppe mobbingen som foregår» Hjermann uttaler også: «Når barn krenkes og utsettes for mobbing over tid, så handler det om at voksne tillater det. Det kan være foreldre, lærere eller andre som lukker øynene og vender ryggen til problemene. Mobbing er ulovlig.»

Det er viktig at vi i Stopp mobbing! Ikke bare engasjerer oss for barna, men også for de voksne. Blant voksne mobbes det også. «Vårt inntrykk fra forrige gang vi var i karasjok var at voksne også mobber hverandre . Det baner vei for at barn skal gjøre det samme mot hverandre. Reaksjonene overfor voksne personer som holder på den måten må jo være en av de første tingene som kommunen tar tak i», sier Hjermann til NRK Sàmi Radio 21.oktober. Elevrådsleder ved Karasjok skole Saia Stuend sier: «Hvis de voksne vil lære sine barn og unge folkeskikk, ja da må de først lære litt folkeskikk selv».

NRK Sàmi Radio meddelte 29.juni 2009 at Utdanningsdirektør Kirsti Saxi har gitt kommunen en frist på tre måneder til å ordne opp, slik at elever får godt nok skolemiljø. Tre måneder er gått, og vi i Stopp mobbing! Ser ingen bedring, det gjør forsåvidt ikke media heller.

Vær snill å bli med å legg press på Karasjok Kommune! Vi trenger en forandring, og den må skje nå!

MVH.
Alle administratorene av Facebook gruppene «Stopp Mobbing !».

 KILDER:
Aftenposten 2.juni 2009:
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/skole/article3101058.ece

NRK Sàmi Radio 2.juni 2009:
http://www.nrk.no/kanal/nrk_sami_radio/1.6634223

Aftenposten 4.juni 2009:
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article3107299.ece

NRK Sàmi Radio 4.juni 2009:
http://www.nrk.no/kanal/nrk_sami_radio/1.6639123

NRK Sàmi Radio 4.juni 2009:
http://www.nrk.no/kanal/nrk_sami_radio/1.6638352

NRK Sàmi Radio 29.juni 2009:
http://www.nrk.no/kanal/nrk_sami_radio/1.6675842

NRK Sàmi Radio 20.oktober 2009:
http://nrk.no/kanal/nrk_sami_radio/1.6827108

NRK Sàmi Radio 21.oktober 2009:
http://www.nrk.no/kanal/nrk_sami_radio/1.6828883

Hvis nogen havde sagt til min far, som var maskinmester på Nordkraft fra ’58-’96: ”I 2009 vil din datter spise pizza i kedelhallen og bagefter vil hun gå til koncert med Allan Olsen”, ville han have slået sig på lårene af grin. Denne vision lød fuldstændig tosset for bare 10 år siden. Jeg føler mig derfor vildt privilegeret, når jeg går gennem de rå haller og kreative lokaler, der er blevet skabt i ’mit’ Nordkraft. Her hvor jeg har gået med min far i hånden gennem larmen fra turbiner og dampen fra kæmpe kedler, stolt over at være datter af en mand, som producerede lys og varme til hele Aalborg. Og jeg tænker på, at et projekt som ’Nordkraft’ kun bliver til noget, fordi verden er fyldt med krøllede hjerner og modige politikere.  Der for kan det, der synes skørt, latterligt og urealistisk i dag blive virkeligheden i fremtiden.. Jeg spørger derfor: Hvilke skøre, utænkelige og fantastiske ideer findes derude blandt mine medborgere, som vil give værdi for kommunen om 5, 10 og 20  år?

I går fik jeg sammen med min faste skrivebuddy afleveret opgave nr. 2 og den trak tænder ud, fordi der ikke var noget spændingsfelt i spørgsmålene. Men vi fik den skrevet og sendt afsted. *hænderne over hovedet* Yay!

I morges fik jeg så lidt styr på artikler og titler på bøger, der skal læses. Jeg tog til psykolog for næstsidste gang – jeg kommer til at savne turene til Gladsaxe. Men jeg kan jo godt stå på egne ben, jo. Det er dejligt at få input og andre vinkler – og jeg skal lære at se på mig selv som en anden person, når jeg skal bedømme mine egne handlinger. Den bliver svær, men det er velsagtens muligt.

Bagefter fik jeg købt bøger til studiet. For jeg skal jo også i gang med at tænke over problemformulering til BA-opgaven. Den bliver skrevet i samfundsfag og med udgangspunkt i sociologi-delen. Jeg var inde og snuse lidt til andre BA-opgaver, så jeg tænker lidt på pigebander – hvorfor samfundet “tillader” det, hvem pigerne er fra en socialklassevinkel og hvordan man som lærer kan rumme dem i klasseværelset. Men jeg skal lige tænke noget mere over det og finde nogle teorier at klaske det op på.

Posten var her med min nye stigereol – den vil jeg så samle om lidt. I søndags fik jeg hængt billeder og opslagstavle og minikommode op. Nu må jeg se om jeg kan få stigereolen fastgjort til væggen også. På posthuset ligger to reoler til at hænge på væggen til mine cd’er og dvd’er. De skal hentes, samles og hænges op også. Helst inden lørdag, da kommer mine forældre nemlig.

Jeg skal også i kælderen med diverse skærme og skænke, som jeg bare ikke har plads til heroppe længere. Jeg vil ikke smide det ud, men jeg er nødt til at skaffe mig lidt plads. Og der er ingen grund til at have gamle printere stående i skabet under vinduet for at have tingene i en skænk, som jo fylder noget trods alt. Det skal nok blive godt alt sammen, når jeg igen får overblik over mine stumper.

God helg alle sammen