Informationsteknologien har udviklet sig voldsomt de seneste år. For bare 15 år siden brugte vi 56k modems for at komme på nettet og vi lærte at skrive e-mails med @. I dag er vi på wifi, twitter, Facebook, deler billeder og film, og kommer hinanden ved – med it. Og teknikken er ikke længere bare computeren på skrivebordet: Vi er connected’ med mobiltelefonen, iPod’en, netbook’en.

It er bare et værktøj, men et værktøj, der har forandret vores hverdag. Det har tvunget os alle til at forholde os til nye måder at gøre de mest dagligdags ting på. F.eks. at holde kontakt med familie og venner: I gamle dage – det vil sige for bare 10-15 år siden, holdt vi kontakt til hinanden ved at ringe, skrive breve og mødes. Det skete relativt sjældent og det var tidsmæssigt afgrænset: En telefonsamtale, et brev og en komsammen tager nogen tid, derefter slutter det. I dag microblogger vi på Facebook og Twitter, og følger ad den vej med i både familien og venners dagligdags glæder og problemer. Vi gør det ofte i samme øjeblik, hvor tingene sker, hvor tanken tænkes eller billedet bliver taget. Modtagerne ved hvor du er og hvad du laver – med det samme!

Dette er bare ét eksempel på forandringen. Det er en revolution, og den er folkeskolen nødt til at følge. Skolen skal forandre sig!

Derfor var det meget aktuelt, at Microsoft som optakt til kommunalvalget havde taget initiativ til et spændende valgmøde og debataften med temaet ”it i folkeskolen”. Deltagerne i panelet var to nuværende borgmestre og den kommende overborgmester i København: Frank Jensen (S), Pia Allerslev (V) og Mogens Lønborg (C). Derudover et ekspertpanel bestående af forsker Karin Levinsen, DPU; Katja Munch Thomsen, EVA; Benedikte Ask Skotte, Skole & Samfund; Per Thorbøll, UNI-C og Jørgen Bardenfleth, Microsoft. Kompetent ordstyrer var Michael Kristiansen.

Eksperterne var skarpe i munden. Karin Levinsen talte om at it har forandret sig og er blevet allestedsnærværende. Hun talte om et dannelsesbegreb frem for kompetenceudvikling. Hun lagde vægt på at udvikle børnenes evne til kildekritik, og nævnte som eksempel hvor galt det kan gå, hvis eleverne ikke forholder sig kritisk til det man møder på nettet.

Katja Munck Thomsen fra EVA rapporterede om instituttets undersøgelse af brugens af it i folkeskolen og nævnte problemer som sikkerhed, kompetenceudvikling og videndeling.

Per Thorbøll fra UNI-C konstaterede at der er sket meget de sidste år men stadig er problemer, og at der skal bruges driftsressourcer på at sikre at tingene bliver ved med at virke. Et alternativ til lørebogssystemer er it endnu ikke blevet – bøger er simpelthen nemmere.

Jørgen Bardenfleth fra Microsoft nævnte tre indsatsområder, der skulle prioriteres efter hans mening: Læreruddannelse, ledelsesudvikling og tilgængelighed.

Benedikte Ask Skotte fra Skole og Samfund havde en fyldt skoletaske med, og illustrerede med den den praktiske forbedring it kunne give – lad de mange tunge bøger, penalhus, madkasser m.m.m. blive erstattet af en netbook!

Derefter fik politikerne lov til at komme med deres udspil.

Mogens Lønborg ville gerne genopfinde skolen: ”Kaste brikkerne op i luften”, samle kreative kræfter og lave en forsøgsskole i København, hvor løsninger kunne blive fundet, børnesygdommene løst, og et nyt paradigme blive udviklet. Formåelt skulle være, at lave en helt ny fremtidens it-baserede folkeskole.

Det lød tillokkende, men det stod hurtigt klart, at det kun var en tidligere virksomhedskonsulents måde at sælge sine forandringer til kunderne på så det blev mest muligt til hans fordel. For hvad vil vi opnå ved at udvikle en helt ny skoleform?

Forestil dig, at det var blevet gjort for 12 år siden, dengang internet var e-mail, browserne Netscape og Internet Explorer 1, og vi søgte på Yahoo og Jubii, hvor pc’ere var stationære og skærmene var 15 tommer med billedrør. Dengang mobiltelefonen kun var de voksnes, og i øvrigt kun kunne rumme 20 numre i telefonbogen. Tænk, hvis man havde baseret et helt nyt skolesystem og pædagogik på dén teknologi! Det ville have været uanvendeligt. I bedste fald ikke et hak bedre end det gamle. At udvikle det ville have været spild af gode penge! Jeg mener, at Mogens Lønborgs plan var det rene valgflæsk.

Pia Allerslev slog på tromme for mere uddannelse af lærere. Hun er selv lærer, og det var til lærerne og deres ledelse, at hendes visioner rakte. Hvad der krævedes af elevernes komptencer i fremtiden reflekterede hun ikke over, og hun viste dermed desværre at hun ikke evnede at tænke udover sin egen næsetip. Beskæmmende.

Frank Jensen var ydmyg og præsenterede ingen løsningsideer. Ærgerligt, men nok politisk fornuftigt i hans position. Han er jo sikker på den der overborgmesterpost, så han har intet at kæmpe for, kun en position at forsvare. Lidt pip om ”grøn it” kom der dog, men kun som et skulderklap til hans kommende medarbejdere i kommunen, som han jo gerne skulle stå på god fod med. Og så ville han vist forandre kommunens ledelse fra noget silo-baseret til mere helhedstænkende. Det passer til tidsånden, men siger ikke noget om folkeskolen, hvis selvbestemmelse han ville beskytte.

Så mødet var fattigt på visioner. Alligevel var det spændende og i glimt fornemmede man, at fremtidens skole ikke kun er anderledes, den er også foranderlig. Jeg gik derfor fra mødet opløftet og inspireret.

Så nu har jeg taget tænkehatten på og præsenterer her min vision for fremtidens skole. Visionen har seks punkter:

1. Nøgleordet i undervisningen er forandring, ikke kompetence. Hvad stiller vi op når tingene hele tiden forandrer sig? Hvordan sikrer vi, at vi klarer forandringen uden at gå i sort. Det er ikke vigtigt at kaste alle brikkerne op i luften hele tiden, men det er vigtigt at forholde sig til virkeligheden som den er, og ændre det, der skal ændres.
2. Teknologien er en del af virkeligheden og i fremtidens skole er bøgerne væk, eleverne har hver deres personlige it-enhed (state of the art i dag er en netbook, men om 10 år er det noget helt andet). Enheden kan styles og tilpasses af den enkelte, for den er en del af elevens identitet på samme måde som mobiltelefonen, tøjet og iPod’en er i dag. Måske er det slet ikke én enhed, men flere, som de bruger på forskellig vis. Men fælles for dem alle er at de er connected med hinanden, og dermed også med læreren.
3. Undervisningsmateriale bliver community created. Lærebogssystemer erstattes af læringsplatforme, hvor grupper af lærere kan samarbejde om at udvikle og forny materialerne. Materialet er ikke statisk, men forandrer sig hele tiden. Nye platforme vil opstå og gamle vil uddø undervejs fordi de ikke længere giver mening. Et virtuelt bibliotek af materiale er tilgængeligt for alle, hele tiden: Musik, film, litteratur. Forældre er inddraget og følger med og bidrager!
4. Skolen er stadig et sted, hvor vi mødes, og hverdagen er stadig opdelt i skoletid og fritid. Der er en daglig rytme, børnene har et klasselokale og der er faste pladser. Der er klasselærer og faglærere. Børnene samles på skolen for at mærke det fysiske nærvær, motivere og opmuntre hinanden, for at lære sig selv at kende i dén sociale sammenhæng, for at bevæge sig og dyrke sport, for at lave projekter sammen og for at skabe musik og kunst i de kreative fag.
5. Megen undervisning vil også ligne det vi kender i dag: Børn vil stadig have brug for at lære at læse og regne, lære historie, geografik, musik, sprog. Der er fundet nye måder at udnytte teknologien på til at gøre læringen bedre og mere tilpasset den enkelte, og mange vil lære meget mere end de gør på den samme tid i dag. Nogle vil lære noget andet og mere end de ville have været blevet undervist i i dag, hvor deres særlige talenter kan være svære at se og bygge på. Ny teknologi vil give nye muligheder for at tilpasse læring til den enkelte.
6. Lærerens rolle vil minde mere coach’ens. De vil opmuntre, trøste og vejlede mere end de vil præsentere og docere. Det vil også være lærerens opgave at forme ”læringslandskabet” så eleverne bliver drevet fremad i læringsprocesserne. Læreren vil være forandringsleder for eleverne.

Er det skræmmende? Nej, jeg synes det er sympatisk og positivt. Men det vil også være meget udfordrende for mange. Mennesker har det svært med forandringer, og nu forlanger vi at man skal være klar til at flytte sig hele tiden. Kan mennesker overhovedet holde til det?

Nej, ikke hvis alting forandrer sig. Nogle ting må være faste og jeg tror, at nære sociale relationer får en langt større betydning i vores liv i fremtiden end de historisk har haft. Jeg tror at sammenhold bliver det, der gør os alle bedre i stand til at klare et foranderligt liv.

Men uanset hvad, så bliver det meget anderledes!

Det er ikke så ofte jeg giver mig i kast med fremtidsforudsigelser på andre felter end mine egne snævre emner om medier og markedsføring -men her er en undtagelse. Hvis der skulle tre nye fag på skoleskemaet i den nærmeste fremtid, hvilke skulle det så være? Her er mine bud:

1- Kommunikation

For nogle år siden sagde en klog person: Hvis Google ikke kan finde dig, eksisterer du ikke. Det har de fleste lagt på rygraden allerede. Men nu kommer næste skridt, nemlig at udvikle evnen til at kommunikere. I en stærkt forsimplet og omskrevet Søren Kierkegaard indsigt, kan man sige at det er mit ansvar at jeg bliver forstået -ansvaret ligger ikke hos dem der, jeg gerne vil have skal forstå mig.

Alene af den årsag vender kommunikationen sig om. Det handler ikke så meget om hvorfor jeg er fed som jobansøger, men snarere at forklare hvorfor jeg er fed for firmaet, der skal ansætte mig. Ikke så meget om hvilke produkter jeg har på hylderne -men hvilke behov de kan svare hos køberne.

Men kommunikation er ikke for børn, og slet ikke i en post-informationssamfunds tid, hvor alle sidder og bøvser af overinformation i hjørnet og bare helst vil have ro til at slumre lidt mens de fordøjer. Derfor skal vi lære at kommunikere så vi kan findes når behovet er der og svare så præcist på behovet som muligt. Dem der kan det vil blive hørt langt mere end de der råber alt de ved og vil i en vedvarende strøm.

2- Tolerance

Graden af tolerance fortæller meget om hvor meget overskud et menneske har. En virksomhed, eller et samfund. Her kan vi ganske glimrende med udgangspunkt i det danske, se at på trods af materiel velstand og en høj grad af tryghed kan man sagtens føle sig fattig på begge felter. Men som effekt af den kraftige individualisering, som vi har set de sidste 200 år er der ingen tvivl. Hvis der skal være plads til alle vores voksende egoer, må de selvsamme egoer adoptere en evne til at tolerere Andre egoer i langt højere grad end før. Netop fordi tolereance er svært vil det også blive hyldet hos dem evner det.

Globaliseringen har indtil nu budt på en lav udgave af tolerance. Vi tolererer at vores varer bliver produceret i Kina, men det er vores varer de producerer. Vi er ikke synderligt interesserede i at bruge dem som anden en lønslaver. Der skal ikke ske kultur- eller anden udveksling. Derfor har vi ikke en relation, der er bygget på andet end rå udveksling. De er som arbejdstagere lige så udskiftelige som vi er som arbejdsgivere. Loyaliteten holder kun hen til banken.

Næste fase må handle om at møde hinanden på en dybere platform.

De mennesker der bedst tolererer andre (og andre holdninger, ny viden og alternative anskuelser) vil blive beriget med indsigt og netværk -hvorimod mennesker med lav tolerance vil fortsætte med at orientere sig i kendt materiale og dermed langsomt men sikkert, gå til grunde på deres felt og i deres liv.

De virksomheder der evner at favne deres medarbejderes forskelligheder (herunder mødetider, hjemmearbejde og belønnelseskrav -men måske vigtigere evner, faglighed og personlighed) og måske ligefrem belønne dem, vil tiltrække de bedste medarbejdere, nemlig dem der er dygtige nok til at stille krav.

Og de samfund der bedst tolererer andre forskellighed og andre samfund vil langt bedre end de som ser fjender, kunne samarbejde og udveksle -og derigennem vokse.

3- Kompleksitet

Og så måske den vigtigste: at kunne leve i stor kompleksitet. Det er ok at miste fodfæstet en gang i mellem (der sneg Kierkegaard sig ind igen) men det er ikke ok at miste sig selv. Derfor bliver vi nødt til at lære at leve i en tid af stor kompleksitet. Der er ikke mange valg og fravalg, der ikke foregår umådeligt godt informeret. Vi kender alle til en ekstrem mængde facetter af det perfekte anbefalelsesliv. Men vi er ikke grundkodet til at tænke linært. Langt de fleste mennesker lever og tænker i associerende spring, fremfor ligeudrettede forløb.

Så for at kunne administrere al det vi ved skal vi nærmest glemme det. Hjernen skal nok hente det frem hvis den får brug for den specifikke viden. Når vi så har aflært os den maskinelt, rutineindlærte viden kan vi få kontakt med den stærkeste styrke vi har. Nemlig vores mavefornemmelse. Eller med andre ord, os selv.

Der får vi de bedste råd. Ikke kun de klogeste men også de mest specifikt individualiserede råd. Dem der kun er til netop os og ingen anden. Sagt nede på jorden: det kan godt være at du ved du skal holde op med at ryge og tabe 5 kilo, men måske er der andre prioriteter der er vigtigere og indtil de er ordnet skal du ikke have dårlig samvittighed over rygning og kilo, for det vil svække din mentale evne til at løse de mere påtrængende problemer.

Så dermed næste års skema klar til print.

“We want them to be able to pursue independent enquiry in whatever subject, in whatever discipline, whether it’s in school or not. We want to get them excited about learning.”
– Lærer – udtalelse om projektet “Enquiring Minds”

“Enquiring Minds” er en spændende tilgang til undervisning/læring, hvor der tages udgangspunkt i elevernes ideer, interesser og erfaringer, ligesom eleverne selv får og påtager sig et langt større ansvar for selve læringen.

Pædagogikken i den udforskende tilgang til læring er en klar modpol til den traditionelle foredragende pædagogik, hvor det er skolen og lærerne, der bestemmer hvad der skal undervises i og hvordan det skal ske.

Det er muligt, at den traditionelle topstyrede undervisning er god, når vi ønsker at lære eleverne at huske nogle bestemte, firkantede og lineære ting. Men hvis vi ønsker elever, der kan tænke selvstændigt, kreativt og selv kan og tør et tage ansvar, så er den udforskende tilgang aldeles overlegen.

Og i forhold til at uddanne de kommende generationer (af bl.a. iværksættere og innovatører), der skal tackle fremtidens udfordringer, er der vist ikke megen tvivl om, at den udforskende læringsfilosofi er at foretrække …

Du kan læse mere om projektet Enquiring Minds her.

Den 10. januar stod det en artikkel om at kultur gir en bedre skole på nettstedet Frifagbevegelse. Her skriver Hans Ole Rian, nestleder i Musikernes fellesorganisasjon om problematikken rundt hva som det fokuseres på i den norske skolen og i skoledebatten som raser i media for tiden. Han stiller følgende spørsmål…

” En femdel av alle elever som går ut av vår 10-årige skolesystem kan ikke lese og skrive tilfredsstillende. Men er det mengden fag eller innholdet i fagene som er problemet?”

“Blir ikke det å tilby flere timer norsk og matematikk til noen som strever med faget som å gi mer grøt til en som ikke liker grøt?”

Videre viser han til den store Uneco- undersøkelsen av Ann Bamford og litt av det store gapet innen prioritering innen den norske skolen. Hvor det er manglende kompetanse innen estetiske fag i grunnskolen og ikke krav til kompetanse innen estetiske fag i lærerutdanningen.

Selv om situasjonen innen skolen er trist i setter Rian om mulighetene for fremtiden. Et kulturellt Kunnskapsløft kaller han det.

“Vi har nå en genuin mulighet til å sette et tydelig estetisk varemerke på den norske skolen. Et estetisk varemerke som beviselig vil gjøre all undervisning mye bedre, både for elevene, for skolen som læringsarena og for lokalsamfunnet. Gjennom undervisning i og undervisning gjennom estetiske fag vil vi kunne utdanne unge mennesker med nyskapende tanker, kreative hjerner og med en økt entusiasme for læring og for livet.”

For å se mer av Rians artikkel se her

HiO Avd Est, Liv K Dahlin