Ja ja lød det henne fra hjørnet, hvorfra det smukke gyldne lys, bredte sig ud fra. Det er så også i orden. He he. En hjertelig klukken fulgte. Hvad er i orden? At jeg får et nyt navn igen! At du får et nyt navn igen? Jeg er da slet ikke med. Og deri havde Sankt Peter jo ret. Han var slet ikke med. Han var jo bare kommet ind til formiddagskaffe, som han plejede, den kaffe der smager, så man næsten , men også kun næsten, kan høre englene synge. Og nu blev der snakket navn? Og Den Gamle så ud til at more sig over det, næ, Sankt Peter, Sankti kaldet mellem venner, var slet, slet ikke med.

Kom herover , min kære Sankti, så sætter vi oss lidt her, og kigger på fiskene. Det skulle jo være så beroligende , har jeg hørt. Og du ser mig en kende ophidset ud, min kære Sankti.

 Og det var ikke helt ved siden af. Sankt Peter var ophidset. Når Den Gamle var i det humør, plejede det jo at have noget at gøre, med den Alien dernede. Sankt peter kiggede over mod pulten, hvorpå Livets Bog lå. Kunne han da bare få lov at strege! Bare et enkelt navn, men indtil nu havde Den Gamle ikke villet give lov.

Nå, jeg kan se, du har kig på Bogen igen, Sankti. Men nej, ikke endnu. Ikke endnu, kære ven. Jamen, jeg ved det jo! Nu skriver han om Os igen. Ja det er jo mest dig, jeg tænker på, uhørt er det, sike en flab, havde det været min søn, så … … … …Rolig nu, Sankti. Hvem ved, måske er det min søn. He he. For resten kan du fra nu af, kalde mig Nummer 1.

Sankt Peter sad med åben mund og polypper. Hvad i himlens navn, var nu det her for noget. Den Gamle havde da kun én søn, så vidt han var orienteret. Og det var i alt fald ikke ham dernede. Og hvad var nu det med Nummer 1? Han fattede ikke en dyt, den gode Sankt Peter.

Nummer 1? Hvorfor dog det da? Hvad er nu det for en uorden? Jeg kan ikke tage det i mine nerver! Sankt Peter havde sarte nerver, det vidste alle, men det kunne jo nok også forklares med jobbet. Nu er det altså Nummer 1, Sankti. Det er en pudsighed, fra ham dernede, og når nu det morer mig, så synes jeg godt du kan lege med. Ja ja da, Nummer 1 er det så. Godt, Sankti, så er det på plads. Hva’ så, skal vi snuppe et spil skak? Sankt Peter vred sig lidt i stolen. Ikke fordi det ikke var hyggeligt, at spille skak, men det var som om, At Nummer 1 altid var et træk foran.

Gerne en anden gang, Nummer 1, men jeg har jo også mit arbejde at passe, så jeg må nok hellere … … … … …. …Apropos arbejde, min kære sankti, så ved jeg jo godt, at du slider i det. Men har jeg ret i, at vores besøgstal falder? At der ikke er så mange ved Perleporten om morgenen, som der plejer at være. Sankt Peter sukkede. Nej, det er desværre rigtigt. Vi får slet ikke så mange gæster mere, som man kunne ønske sig. Uha, jeg får da en rigtig grim tanke. Han har vel ikke sat prisen ned dernede? Hvem? Frejdig? Godt Sankt Peter var færdig med kaffen, ellers var den røget i den gale hals. Nej nej da. Ham. Ham der helt nede!! Sankt Peter pegede med sin tommelfinger nedad.

He he, nå ham. Nej, det tror jeg da ikke. At han har sat prisen ned altså. Med det hotel han holder sig, kan han da heller ikke tillade sig dét. Hi hi. Ham om det, Sankti. Her passer vi vores. Jo da, men det var jo lige det, jeg godt ville vide. Hvorfor udraderer du ham ikke bare? Hvem? Frejdig? Nej da for hulen. Ham. I kælderen. Hvorfor skulle jeg udradere ham, Sankti? Jeg har givet menneskene deres frie valg, og hvis de vælger vores hotel fra, så er jo deres valg.

Det er jo populært at tage ned til varmen, det må jeg jo indrømme! Men selvfølgelig, Nummer 1, mennesker vælger selv. Nemlig, min kære Sankti, og nu har vi vist snik-snakket nok, vi har jo også et arbejde at passe.Har du pudset Perleporten i dag? Jo, jeg har da børstet tænder!!! Nåe, hi hi, den Perleport. Hi hi. Næ, det var såmænd det, jeg havde tænkt mig at gøre nu. Jamen så synes jeg du skal gå i gang med det, Sankti. Naturligvis. Og tak for kaffe. Nummer 1!!!!!

Andrew Huang har lavet nogle ret spændende ting. Se fx den meget populære animation ‘Doll Face’ herunder. Andrews egne tanker med filmen er kort fortalt: “Doll Face presents a visual account of desires misplaced and identities fractured by our technological extension into the future.” Jeg selv går for tiden konstant i ‘fri vilje’-tanker (jf. min bach-opgave) og kan derfor ikke lade være med at spørge: Er vi virkelig robotter? Robotter, der ikke kan løsrive sig fra mediernes uopnåelige (og ofte uønskværdige) udlægninger af, hvad et menneske er, fordi kulturen og tiden fordrer, at vi spejler os heri og imiterer, hvad vi ser?

Filosofiske spørsmål (http://www.filosofi.no/metafysikk.html)

Mennesket er også en del av virkeligheten, og derfor er teorier om menneskets fundamentale natur en del av metafysikken.  Det er ett hovedspørsmål som gjerne regnes for å høre til dette området:

Har mennesket fri vilje eller ikke?

Dersom mennesket har fri vilje, betyr dette at de valg en person foretar, fundamentalt sett, er forårsaket av personen selv. Dette medfører at den karakter han har, de meninger og holdninger han har og de handlinger han utfører er forårsaket av ham selv.

De som mener at mennesket ikke har fri vilje, hevder at det som ser ut som frie valg ikke er forårsaket av personen selv. Det som ser ut som frie valg er ifølge dette synet handlinger som utføres på bakgrunn av årsakssammenhenger som det enkelte menneske ikke har kontroll over. Disse årsakssammenhenger kan f.eks være personens omgivelser eller hans arve-egenskaper. (Teorien om at mennesket ikke har fri vilje kalles determinisme.)

Dette spørsmålet dreier seg ikke om hvorvidt man blir påvirket av sine omgivelser eller ikke, det dreier seg om hvorvidt det enkelte menneske, fundamentalt sett, selv er herre over denne påvirkningen.  

Etisk sett får man også en utfordring;  Dersom mennesket har fri vilje, må hver enkelt person holdes moralsk ansvarlig for sine handlinger. Dersom mennesket ikke har fri vilje, er hver enkelt kun et produkt av sine omgivelser eller sine gener, og kan derfor ikke holdes moralsk ansvarlig for sine handlinger.

Spørsmålet blir da:  Hva mener du ?

No har eg skrive litt meir om fri vilje på Tro og fornuft.no. Eg tar utgangspunkt i førre tekst, og byggjer vidare med nokre refleksjonar rundt forholdet mellom dei forskjellige sjelsevnene, og mellom intellekt og vilje.

I dag har eg posta eit innlegg på Tro og fornuft.no om fri vilje. I det innlegget prøver eg å sjå litt på dette omgrepet, med utgangspunkt i nokre tankar frå bloggen Ars Ethica. Eg kjem nok etter kvart med fleire innlegg på området.

Eg skal altso det, same kva dei folki segjer. Eg bider svar næste vìka elder eitkvart.

Eg hev fri vilje, veljer eg å tru. Dimed er det eg som avgjer namnet mitt, ingen andre.

Eg freistar lìva etter tanken um at “Ein kann/må gjera kva ein vil, og som ein meiner er rett, um det ikkje hindrar andre i det same, elder medvite øydelegg høvet deira til lukka.” (philosophy slightly under development).

Hehe, sér ut som ein tale. :p

OK, vi er vel enige om at motforestillinger er en bra ting. Men skal det være noen motforestillinger å finne, krever det at det finnes andre mennesker som tenker og tror annerledes enn oss selv. Og da er vi tilbake til den virkelige nøtta og sakens kjerne: Vår frie vilje.

Selv den aller mest pansrede og polstrede kristenfundamentalist vil si at mennesket har en fri vilje. Det mener fundamentalisten å finne belegg for i sin bibel.

Mer enn det: Fundamentalisten vil mene at mennesket er SKAPT AV GUD med fri vilje; den frie viljen er gudvillet.

Men i fundamentalistens verden kan den frie viljen bare brukes til en eneste ting av interesse: Å velge mellom helvete og himmel. Det finnes bare ett autorisert valg, bare en tro, bare en sannhet, bare ett riktig perspektiv, en rett prioritering og så videre.

Det høres jo enkelt og greit ut, men hva med oss som er blitt enige med oss selv om at motforestillinger er et viktig verktøy i vår søken etter sannhet? Hvor skal vi hente motforestillinger – de nødvendige korrektivene – dersom alle tror og tenker det samme?

Vilje, bevissthet og refleksjon er kjennetegn på mennesket som åndsvesen, det guddommelige avtrykket som noen kaller å være skapt i Guds bilde. Men den frie viljen – den gudegitte, frie viljen – er bare virkelig og fri når mennesker faktisk tenker, tror og velger forskjellig!

Fri vilje henger uløselig sammen med mangfold. Vi trenger mangfold for å være frie, og frihet produserer mangfold.

Derfor bør vi være på vakt mot dem som prediker enfold – og som krymper menneskets valg til å dreie seg om uniformsstørrelser.

I ein diskusjon var det ein som spurde om Paulus hadde fri vilje i sin konversjon til Kristus. “Opererte Paulus ut frå sin egen frie vilje, eller var han berre ein beholdar for Guds nåde?” Ein av personane i diskusjonen svara fyrste berre “ja,” men forklara etterpå at det ikkje er noko anten/eller-situasjon. Vi har fri vilje og vi har nåde.

Eg vil her forklare litt kva eg ser på som forhooldet mellom desse. Eg har allereie skrive ein tekst om den frie viljen, sett frå ein thomistisk ståstad, men eg vil skrive litt til.

Spørsmålet ligg i kva vi meiner med vilje. I læreboka for filosofi i den vidaregåande skulen står det om det som visstnok skal vere eit problem for den frie viljen.

Somme filosofar har … argumentert for at mennesket ikkje har nokon fri vilje. Vi innbiller oss at vi har ein fri vilje, men det ber ein illusjon. Når eg vel å ete, er det fordi hjernen min har fått impulsar om at eg har behov for mat. Ser vi det slik, er valet mitt ikkje fritt, det er årsaksbunde.^[1]

Med eit så rigid syn på fridom, er ingenting fritt. Men kva meiner vi med fri vilje? Som eg påpeika i den førre posten min om fri vilje, så skal motivet for handlinga ligge hjå den handlande, og ikkje utanfor. Og dette er viktig. For når eg bestemmer meg for å ete — noko som kan skje både før og etter kroppen min “gjev beskjed” — så er dette noko som har grunnlag i meg sjølv, og ikkje i ei ytre kraft. Vi må sjå på mennesket, både kropp og sjel, som ein entitet. Det er ikkje slik at vi har ein tingg kalla “viljen” som flyt rundt “inne” i oss, men vi identifiserer at vi kan ville noko.

Om det er årsaksbunde kan godt stemme, men årsakarekkja har grunnlag i meg sjølv. Vidare er det viktig å påpeike at den øvste sjelsevnen i mennesket er intellektet, så viljen vil alltid operere med utgangspunkt i vår kunnskap. Så blir spørsmålet; kva er nåden? Er nåden berre det vi på engelsk kallar “mercy” eller er den meir. Slik eg ser det, så gjev nåden oss også ny kunnskap, og difor vil viljen handle ut frå denne nye kunnskapen. Her kan det vere på sin plass å sitere litt frå den katolske kyrkja si katekisme:

1730. Gud skapte mennesket utrustet med fornuft og gav det verdighet som en person, i stand til selv å handle og styre sine handlinger. “For Gud har villet “overlate mennesket til dets egne beslutninger” (Sir 15, 14), så det av egen drift søker sin Skaper og, ved fritt å hengi seg til Ham, når frem til den saliggjørende fullkommenhet”:^[42]

Mennesket er fornuftig og derved lik Gud; det er skapt fritt og herre over sine handlinger.^[43]

1731. Frihet er evne, grunnfestet i fornuft og vilje, til å handle eller ikke handle, til å gjøre dette eller noe annet, og slik foreta overlagte handlinger ut fra seg selv. I kraft av den frie vilje er hver enkelt herre over seg selv. Frihet er i mennesket en kraft til vekst og modning i sannhet og godhet. Friheten når fullkommenhet når den er rettet mot Gud, vår salighet, som mål.

Noter & referansar:

[1] Birkeland, Bomann-Larsen & Jor, Filosofi: Eit første møte (Oslo: Gyldendal, 2000), s. 116 [ISBN: 8205262535]

I kommentarfeltet til posten Sofistikerte kjøttroboter skreiv Nicolas:

Halvard skrev på Kjempekjekt.com: “Det jeg ikke helt forstaar er hvorfor en verden full av fysiske og kjemiske lover ikke skulle kunne tillate fri vilje. Hvorfor skulle ikke jeg (min frie vilje) kunne ha kontroll over de atomene som kroppen min bestaar av? Jeg kan ikke se at det odelegger for noen eksisterende vitenskapelige lover at jeg kan bestemme meg for aa lofte opp min hoyre haand.”

Det er selvsagt du som bestemmer at atomene i hånden din beveger seg. Når vi sier at man ikke har fri vilje, så betyr det at det at du bestemmer deg er “låst”.

Kunne du valgt annerledes? Selvsagt! Men da måtte du fått andre impulser enn de du fikk, eller hatt andre forutsetninger. Og da snakker vi om et annet univers.

Spørsmålet her blir vel; kva syn har vi på forholdet intellekt – vilje. Det verkar for meg at Nicolas meiner at dei som trur på ein non-deterministisk fri vilje trur at viljen på ein eller annan måte “bestemmer.” Og det har han sikkert rett i. Men det er ikkje slik konseptet “fri vilje” tradisjonelt er forstått. Eg vil her prøve å kort forklare korleis ein ser på dette innan kristendommen, sett frå ein thomistisk ståstad.

Når vi seier at ein person har fri vilje, så meiner vi sjølvsagt at det er personen som er fri. Vi meiner ikkje at denne personen har ein separat ting inne i seg som styrer. Dette er svært viktig å tra for seg før vi går vidare. For no blir sjølvsagt spørsmålet, kva sjelsevne er den “høgaste”? Enkelte meiner at viljen står øverst, men dette er ikkje eit thomistisk — eller tradijsonelt kristent — syn.

Thomas (Aquinas) meinte at mennesket har fem sjelsevner som alle stod i eit hierarkisk forhold til kvarandre; (i) intellektet eller fornufta, (ii) viljen, (iii) sansing/persepsjon, (iv) instinkt, og (v) drifter. Thomas meinte at den frie viljen er knytt til intellektet, liksom instinkta er knytt til sansinga (her ser vi med ein gong noko som kan minne om hjerne-vilje-forholdet som Nicolas nemner i denne posten.) I ordlista til boka A Summa of the Summa definerer Peter Kreeft viljen enkelt og greit slik: “rational appetite; power of the soul to desire or choose a good known by the intellect.”^[1] Thomas kalla viljen for appetitus rationalis, den “fornuftige strebeevnen” eller den “fornuftsbestemte strebeevnen.” Når vi seier at viljen er ein “fornuftsbestemt strebeevne,” så meiner vi at fornufta “styrer” viljen. Dette vil kanskje kunne brukast som eit argument imot at viljen er fri, men som eg poengterte oppfor, så meiner vi med “fri vilje” at personen er fri.

Eg trur at viljen står i forhold til fornufta slik instinkt står i forhold til det vi sansar. Ein fugl flyr vekk instinktivt når du spring imot han, men ikkje hovudsakleg på grunn av instinkt, men på grunn av det han sansar (at du spring imot han.) På same måte er det med viljen.

Knut Erik Tranøy skriv:

Den nest høyeste menneskelige sjelsevne er viljen. Denne plassen blant sjelsevnene får viljen på grunn av sitt nære forbund med intellektet: et annet navn for viljen er nemlig appetitus rationalis, den rasjonale strebe-evne. Viljen intar altså hierarkisk sett enn mellomstilling mellom de «sanselige» og de «naturlige» strebeevner på den ene siden og intellektet på den andre. Dette første leddet i (det latinske) navnet — appetitus rationalis — knytter vilje til «appetittene»; det andre leddet forbinder den med intellektet. Viljen er for Thomas den strebe-evne som til atskillelse fra de øvrige er uløslig knyttet til forstanden. (…)

Enhver appetitus er slik at den tenderer eller streber mot visse objekter eller mål som er naturlige eller passende (conveniens) for den. Nå er det nettopp gjennom det objektet som er naturlig (passende, sømmelig) for den, at viljen er knyttet til forstanden. Viljen er nettopp en appetitus som ifølge sin natur tenderer eller streber mot objekter eller mål som forstanden erkjenner (og godkjenner) og foreholder den.^[2]

Her er det på sin plass å sitere Thomas sjølv. I spørsmålet om Gud har vilje eller ikkje, skreiv han (ST 1a, 19.1, corp.):

Likesom Gud har intellekt, har han også vilje: for viljen følger intellektet … Vesener som er utstyrt med intellekt, har også en naturlig dragning mot goder som erkjennes i kraft av godenes intelligible former: når de har disse goder, stilles deres uro; når de ikke har dem, etterstrebes de. Og begge disse fenomener skyldes viljen. Alle som har intellekt, har derfor også vilje, likesom alle med sanser har sanselige behov og streben. I Gud må der derfor nødvendigvis være vilje siden der er intellekt. Og slik som Guds væren er (virkeliggjørelsen av) hans intellekt, er den også (virkeliggjørelsen av) hans vilje.^[3]

Thomas meiner at viljen er “blind,” dvs. at den vel det som fornufta “lar den velje.” Viljen kaller han jo for appetitus rationalis, den fornuftsbestemte strebeevnen. Liksom instinktet — appetitus sensitivius, den sanselege strebeevnen — streber etter det ein erkjenner gjennom sansing, streber viljen — den fornuftsbestemte strebeevnen — etter det ein erkjenner gjennom intellektet.

Viljen er altså ikkje skilt frå dei andre sjelsevnene, men opererer alltid saman med dei. Difor kan vi seie at eit menneske som alltid vel det gode er fri, fordi det vel på bakgrunn av den kunnskapen det erkjenner med intellektet. Men det er ein slags dynamisme mellom dei også, som Michael Sherwin, O.P. poengterer:

As a rational appetite, will differs from (merely) natural appetite by being an inclination that follows cognition, while it differs from sensitive appetite by being an inclination that follows intellectual cognition and by doing so from one’s free decision… It inclines toward universal good and those goods that are naturally ordered toward teh agent’s attainment of universal good. Second, Aquinas affirms in both his earlier and later works that the intellect has a certain causal priority over the will and that the intellect has a certain causal priority over the will and that the intellect moves the will by presenting the will its object. Third, Aquinas maintains consistently throughout his works that although on one level reason moves the will, on another level the will moves reason: the will has a role in shaping reason’s practical judgments.^[4]

Her skal det også påpeikast at William av Ockham, som var voluntarist (og tradisjonen etter han) har dominert mykje av diskusjonen rundt fri vilje i tida etter Aquinas. Men det skal eg ikkje gå inn på akkurat no.

Eg og Nicolas er sikkert svært einige om mange ting, men på dette feltet er eg kanskje nærare han enn mange kristne. Men ein vesentleg forskjell mellom oss er at han er materialist og eg trur at det finst noko som er immaterielt. Dette fører til at han vel ein determinitisk modell, medan eg held på fri vilje, slik den er forstått innan thomistisk filosofi.

Noter & referansar:

[1] Thomas Aquinas; Kreeft, Peter, A Summa of the Summa. The essential philosophical passages of St. Thomas Aquinas’ Summa Theologica, edited and explained for beginners by Peter Kreeft (San Francisco: Ignatius, 1990), s. 30

[2] Tranøy, Knut Erik, Thomas av Aquino som moralfilosof (Oslo: Universitetsforlaget, 1957), s. 32

[3] Thomas Aquinas, Om loven, Guds attributter, tro og viten og kjønnslivet i paradiset. Oversettelse, innledning og kommentar ved Knut Erik Tranøy (Oslo: Pax, 1967), s. 157

[4] Sherwin, Michael, O.P., By Knowledge & By Love — Charity and Knowledge in the Moral Theology of St. Thomas Aquinas (Catholic University of America Press, 2005), s. 25