I form af husdyr, kæledyr selskab eller en ydre trussel, har dyrs tilstedeværelse altid spillet en central rolle i menneskets historie: de befolkninger, som har lært at venner med hunde, heste, svin og køer havde en relevant fordel mod grupper af mennesker mangler disse naturlige allierede. Det er sikkert at sige, at mennesker selv har udviklet et ufødt lyst til at interagere med andre arter, især pattedyr og fugle, oprettelse af med dem nogle særlige og unikke former for positiv og produktiv partnerskaber, som vagthunde at forsvare ejendom, heste, der hjælper i kamp og høns at lægge æg er bare nogle relevante eksempler. Nogle dyr har været i historien, rettelig OT ikke opfattes som rovdyr og parasitter, der stjæler ressourcer og give infektioner. De mest typiske tilfælde er ulve og mus.

References: labradors, labrador, whitedove, catsanddogs, chateaux, goats, hogs, owls, showdogs, showdog, trunkshow, tugboat, turkys, veterinarians, vintners, wings, zebra, dogshow, beavers, stork

Når det er sagt, de generelt positive menneskelige opfattelse i retning af katte, hunde, heste og fugle, og deres afgørende bidrag til den menneskelige civilisation, langt opvejer frygt og fjendtlighed af menneskeheden i retning af andre levende væsener. Selvfølgelig skal dyrene har været og er stadig, helt sikkert en primær fødekilde for de fleste civilisationer, men forbruget af kød, i det moderne samfund, er altid mere genstand for kontroverser og protester fra veganere og animalists. I dag er den mest typiske og mest anerkendte betydning af husdyr er den ene af kæledyr, som giver ikke kød eller arbejde, men kærlighed og selskab til folk i perioder med ensomhed eller problemer. http://www.t-h-e-n-e-w.com og http://www.euroserve.cn (med http://www.esw3.eu DNS-tjenester) har indsamlet flere domænenavne af stor værdi for alle interesserede i zoologi, etologi, kvæg og PET-terapi. Dette netværk ejer faktisk er mange bemærkelsesværdige lokaliteter om sorter af katte, hunde, fugle, så meget som om fjerkræ, vilde dyr og husdyr.

References:snake, animals, chickens, donkey, insects, dinosaur, sheep, dinosaurs, monkey, rats, bears, doggie, zoos, puppies, beaver, birds, livestock, elephant, retrievers, horses,

Jeg er blevet varm på de fugle, så der måtte flere til. De her sidder ikke sammen men kan pynte i et vindue eller måske på juletræet? Hvis det ikke var fordi jeg synes det er SÅ SVÆRT at give nogle af mine egne ting som gave kunne de måske bruges som værtindegave? Men jeg har altid en afgrundsdyb frygt for at alle andre synes det er totalt fritidshjemsagtigt det jeg har lavet. Måske er det også derfor der aldrig har været en give away på denne blog…. hvad nu hvis der ikke er nogen der melder sig??? Vi skal spise frokost hos nogle venner i morgen så måske skulle jeg bare springe ud i det og bringe fugle som værtindegave?

Hvor går grænsen egentlig for plagiat? Jeg har siddet og hygget mig med lidt papir i dag og der er vist ingen tvivl om at Rie Elise Larsen ikke har levet forgæves.

Fuglene er jo ikke direkte kopier, jeg har tegnet dem ud af hovedet…. men idéen? Den er jo ligesom Rie Elise Larsens ikk’? Jeg synes ikke selv jeg har overskredet grænsen, men hvor går den egentlig henne? Hvad nu hvis jeg masseproducerede mine fugle og solgte dem på julemarkeder?

Nok om det, jeg er glad for mine fugle og de kommer op at hænge… måske i et vindue. Papiret er faktisk tyndt karton fra Panduro med tryk på begge sider.

Vi så det bare ikke. Ikke i lørdags i hvert fald. Vi så det i går, søndag, og det var en smuk oplevelse.

Har I en halv time? Så skal jeg gerne fortælle om den kæmpestore klaphat, der skulle forestille at være vores guide i lørdags.

Vores vært på det lille Højer Marskhotel, Brian, havde besluttet sig til, at for første gang ville han selv ud og opleve sort sol. Det fortalte han os, da vi ankom. Vi ville derefter blive befragtet ud til Emmerlev Strandhotel, hvor der ville være buffet. Derefter blev vi kørt tilbage til Højer. Fint nok med os. Normalt har Brian altid et hotel eller to at passe, men i lørdags var alle hans gæster i Højer tilmeldt et sort sol-arrangement, så han havde benyttet sig af lejligheden, givet sig selv ‘fri’ og havde lejet to minibusser, hvori han og en anden skulle transportere os gæster efter den ‘rigtige’ bus med guiden. Et busselskab, som Brian havde entreret med de sidste to år. Uden klager. Indtil nu. Men…

Vi steg ind, bussen kørte og Brian satte efter. Første gang, der ringede advarselsklokker hos mig, var da vi holdt stille i Rudbøl og samtlige passagerer i bussen steg ud og fotograferede en tåbelig sten, der lå midt i vejen. Hmmm. Hvad er det lige, der er fokus i aften, spurgte mor her sig selv. Har vi en misforstået opgave her? Efter at denne seance havde taget et helt kvarter, kørte vi endelig igen. Laaaangsomt. Og med fem minutters stop ved hvert vejkryds. Advarselsklokkerne bimlede mere og mere højlydt.
Brian ud og spørge, hvad pokker han havde gang i der omme foran. Vi fik ikke noget svar, men han så meget sammenbidt ud, da han steg ind i minibussen igen.

Stop igen. Klaphat hen og spørge en hesteejer om noget. Klaphat sætte sig ind i bus og køre videre. Håbet steg en anelse hos os. Klaphat stopper igen bus og kommer hen og udtaler disse ord: “Jamen jeg ved ikke, hvor vi skal hen. Jeg ved ikke, hvad vi skal”, plus et par bemærkninger til med stort set samme ordlyd. Du godeste – jamen for himlens skyld… Der faldt et par dybt sarkastiske kommentarer om, hvorvidt manden mon overhovedet vidste, hvad sort sol er for noget. Han var 55-60 år og burde da have et brugbart netværk. Også selv om han var sidste-minut-afløser, hvad der viste sig at være tilfældet. Klaphatten høvlede bare rundt i Nordtyskland, tilsyneladende uden mål eller med og virkede ikke engang særlig påvirket af, at der efterhånden var en 50-60 stykker, der på ingen måde syntes, han klarede det her specielt godt. Havde han så bare set lidt beklagende ud; sagt, at han var smidt ind i det her, men han skulle nok ringe rundt… i det hele taget bare GØRE noget… bare gøre NOGET… I er sikkert helt med på, hvad jeg mener. I stedet trækker han bare på skuldrene og ser ophøjet upåvirket ud af situationen. Det havde ikke været mere informativt at sidde i bus med ham, fandt vi senere ud af. Klaphat havde ikke sagt mange ord udover, at han var afløser, så han kunne altså ikke gøre for det. Fæhoved.

Da vi burde have været ankommet til destinationen næsten en time tidligere, stoppede fjolset kortegen for 117. gang og kom hen til Brian og fortalte, at “nu havde Poul ringet, og det var i Aventoft i aften”. Det havde Poul garanteret vidst i flere timer, så hvorfor f….. osv… Nå, men Brian legede derefter Formel1-kører og kørte til Aventoft på 20 sekunder, føltes det som om. Men vi ankom alligevel lige præcis, da det hele var overstået.

Det havde skam været helt perfekt, kunne vi erfare dagen efter. Masser af fugle og den perfekteste og rødeste solnedgang.

Brian kompenserede, så godt han kunne, ved at give os drikkevarer ad libitum lørdag aften, og vi var slet, slet ikke i tvivl om, at manden indvendig skummede af vrede, frustrationer og raseri, selv om han pænt prøvede at holde masken over for os. Jeg er også helt sikker på, at den ‘guide’ vil der blive klaget over med meget, meget store bogstaver.
Vi havde faktisk helt ondt af ham (Brian, altså) og forsøgte at trøste ham med, at det jo ikke var hans skyld. “Nej, men det er mit ansvar! Jeg har brugt det selskab i to år nu, og jeg har aldrig fået en klage! Jeg fatter ikke det her.” Vi grinede lidt og sagde til ham, at vi faktisk var ret glade over, at han selv havde været med på denne tur, for det hele var så grotesk, at han sikkert ikke ville have troet helt på os, hvis vi havde fortalt ham om hele dette forløb. Dér kunne han trods alt ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Vores venner skulle være hjemme til søndag aften, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at vi blev, og at vi selv ville køre til Aventoft og håbe på, at stærene havde tænkt sig at overnatte dér mindst en nat til.

Det havde stærene heldigvis, og vi så dem komme fra alle sider, samles og svæve lidt rundt for så at gå til ro for natten. Mange stære. Ikke en million stære, men det var o.k., og John fik nogle gode skud i kassen.
Vi kom derfor hulens sent hjem søndag aften, men det var det værd.
Samværet med vennerne var som altid godt, vejret var pragtfuldt lørdag, og søndag fik vi bare en lille byge om formiddagen. Det var en god weekend. Trods alt. Vi gør den om igen til næste år. Man siger, at man aldrig skal gentage en success, så vi har ingen skrupler over at gentage denne tur

Til slut et skilt, jeg så i Tønder, og som jeg slet ikke kunne stå for. Jeg kunne desværre ikke investere i det – det var søndag og butikken var lukket.

Det ser ud til at vores lille….

   ……Wilson, har har lært ham gamle Frk. Kanin at fange fugle! Eller er han bare været heldig??

“Ok……now what?????”

Den sidste dag gik turen i første omgang til Middelfart (38 km). Undervejs (1) holdt vi pause sammen med knopsvanerne (2) og Ulrik plantede margueritter (3). Vejret var godt og der var vind i alle sejl (4). I Middelfart spiste vi endnu engang is, som det hører sig til (5), inden vi kørte over broen til Jylland (6). De sidste ti kilometer til Fredericia gik strygende, og vi tog igen regionaltoget tilbage til Århus (7). Tak for en god tur!

Cykelturens næstsidste dag startede med, at jeg børstede tænder (1) imens Ulrik spillede rundbold (2). Vejret var godt (vi havde i øvrigt været rigtigt heldige med næsten helt at undgå regnvejret, selvom vejrbebuderne havde sagt noget andet). På turen mod Assens så vi en rørhøg (3) og en havesanger/gærdesanger, der nok havde brækket vingen (4, 5, 6). Vi var også ved stranden (7), men vi bader ikke. Vi ankom til Assens (byen, der er hjemsted for Dansukker (8)) efter 35 km’s kørsel, og spiste på restaurant for første gang på turen (9). Aftenens cykeltur var på ni kilometer, og gik nordpå til Sandager. Her sov vi i telt for kun anden gang på turen, men det er nok også bedst sådan, for vores telt er altså meget lille (10).

Efter morgenmad i Svendborg (kebab) gik turen til Faaborg. Undervejs skete det, at vi så en fasan (1), Ulrik var på toilet (2) og vi så en slange, der var fladmast (3). Da vi ankom til Faaborg (4) efter 36 km, cyklede vi lige et smut til byen Kaleko (5), inden vi fandt et sted at spise aftensmad (6). Ulrik købte ikke nogle gardiner (7), så vi valgte at tage på den lokale bodega i stedet (8). Natten tilbragte vi i shelter ved Haastrup ti kilometer nord for Faaborg (9). Der mødte vi en hollænder, som havde forladt sit hjemland på cykel kun en uge tidligere, og det sætter jo nok tingene lidt i relief. Men vi cykler nu heller ikke i cykeltøj eller sådan noget (for det forpligter), så vi kan godt leve med det.

Just hjemkommen fra ødegården, men har selvfølgelig lige nået at runde stemmestedet. For stemme skal vi. De der ikke gider stemme, fraskriver sig enhver ret til at brokke sig. Punktum.

Der var ganske andre og langt mere hyggelige stemmer i Sverige.
Da vi ankom torsdag aften og jeg som den første af os trådte ind i køkkenet, var min første tanke, at der måtte være kommet en fugl ind, men da jeg gik efter lyden, fandt jeg ud af hvordan det hang sammen.  Hr. og fru Musvit har fundet et knasthul i væggen, der lige havde den rigtige størrelse til indgangen til deres nye lejlighed, som befinder sig lige imellem filterholderen og stikkontakten, og væggen er åbenbart ret tynd her, for det lød fuldstændig som om fuglene var inde i selve køkkenet. 

Vi har nu helt styr på både hvornår familien går til ro for natten og hvornår de står op igen om morgenen. Det er helt utroligt, så meget mad de små unger skal have – begge forældre ligger i fast rutefart til og fra reden fra halvseks-seks om morgenen til omkring halvni om aftenen. Ikke et øjebliks hvile under de sig. Når en af dem flyver ind i reden, lyder der et værre pipperi derinde fra; det må være den højestråbendepippende, der tror, den får mest mad. Så snart mor eller far er fløjet ud igen er der ro i lejren, til den anden kommer hjem med mad. Roen varer dog ikke længe, for der er højest nogle få minutter mellem måltiderne. Det er faktisk ret hyggeligt at høre på alt det pipperi, og også at se hvordan den ene af musvitterne sommetider er nødt til at vente, med mad i munden (man kan se vinger fra insekter stikke ud fra næbbet), i syrenen lige uden for hullet, indtil den anden er færdig med at få stoppet sin insektbeholdning ned i de små slughalse. 

Jeg har nu, efter flere måneders hård forhandling, indgået et samarbejde med en så kaldt funnyman eller stå-op-komiker. Mine damer og herrer: Jakob Svendsen!

Nu har vi så bestemt os for, på ubestemt tid, at udgive en række jokes med billeder til. Because you’re worth it… Nej, det tror jeg ikke!  Mere  fordi vi kan!

Uhhh nu kommer den… Oohhh det stikker… “Den har vi set før!” “Er det wulffmor…?!” “Laver I så os en blå flodhest!” “Det bliver jo bare ikke ligeså sjovt som…!”
(Tilsæt selv mer’ jantelov. Det er jo ganske gratis og nærmest uden konsekvenser.)

Hvis ikke disse striber er sjove nok for dig, så kunne du jo lette din lille (Eller Store. Jeg diskriminerer ingen her)  popo og tage ind og se Jakob i live, til  en af de der sjovheds arrangementer.  Og hvis du vil se mig, så må du komme forbi på adressen og så skal jeg lære dig en ting eller 2… om at tegne!

Well, her er den første…

Så blev der igen plads til at færdiggøre billeder til Istock, vanen tro er det fugle det bliver til. Fugle fotografering er en vidunderlig adspredelse og giver fantastisk god øvelse i såvel håndtering af udstyr. Desuden giver det mig altid ny viden om kompositioner, lys og effekter der gør billeder seværdige….uden at være under tidspres.

Engpiper:  http://www.istockphoto.com/file_closeup.php?id=9422010

Rørsanger: http://www.istockphoto.com/file_closeup.php?id=9422173

Gransanger: http://www.istockphoto.com/file_closeup.php?id=9421975

I disse januar dage er lyset som regel gråt og kedeligt. Men måger kan man altid fotografere. Disse flotte og spændende fugle findes i stort tal i de fleste havne. Så på en familietur til Gilleleje tog jeg min 300mm med og skød lidt måger mens vi gik og hyggede. Dvs. resten af familien snakkede sammen, mens jeg var lidt fraværende under samtalerne

Det gode ved måger er at man virkelig får øvet sig i actionfoto, da de altid er aktive og sjældent sidder stille længe af gangen. Så man har mulighed for at øve “fugle i flugt” disciplinen. Sæt autofokus på AI Servo og vælg enten det midterste fokuspunkt, eller aktivér dem alle. Måger er ikke sky, og selv med en 300mm kommer man tit for tæt på.

Svartbag

Man kan også bare tage lidt billeder af de stående måger. De er stolte og fotogene væsner.

Adult Svartbag

Så selv en kedelig gråvejrsdag kan man, om ikke andet, få øvet sig lidt på sin fotokundskaber. Udstyret er ikke så vigtigt. Dog bør man have en form for teleobjektiv med i tasken, så man kan få nogle gode nærbilleder. Nedenstående er taget med en 300mm på en Canon 40D, som så giver en effektiv brændevidde på 420 mm. Men mindre kan også gøre det. F.eks. ville en 70-200 mm være rigtig god, da den er mere alsidig end en fast brændevidde.

Sølvmåge

Så god fornøjelse – og husk varmt tøj!

Her de sidste uger har jeg haft problemer med nogle utilpassede unge der mente de skulle holde til på min etage og brandtrappe. Ikke videre sjovt. De er dog jaget væk, og nu er der ro på den kant. 

Værre forholder det sig fra den anden side. Altså ved mine panoramavinduer på altanen. Måger og andre dyr har for vane at flyve ind i mit vindue, og det er jo synd for de stakkels dyr. Derfor har jeg ledt med lys og lygte efter de der fugle man kan klistre på vinduerne. 

Først fandt jeg nogle på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside

Sådan ser skræmmefugle ud!

Jeg synes måske de er lidt for voldsomme, og derfor har jeg således ledt videre, både i byggemarkeder (Grønborg), og jeg har også spurgt der hvor de burde have dem.. Burde er måske et stort ord, men burde de ikke have sådan noget i et byggemarked?

Anyways. Jeg fandt dem ude i en dyrehandel. De var også lidt mere humane, og lignede ikke deciderede rovfugle, og så var de meget mere billigere. Sparede faktisk 50 kr.

der er dem der påstår at brevduen første gang den gennemflyver en rute
orienterer sig ved hjælp af metalsalte i næbbet som gør fuglen i stand til
at føle retningen i forhold til jordens magnetfelt
har du nogensinde benyttet et kompas så ved du hvor vanskeligt det er når
du ikke kender din udgangsposition

lad os se på 3 scenarier
1
duen placeres i sit bur i kassebilens mørke
du kører den 20 km i en ret linie
med 120 grader til din højre side i forhold til nord/syd-retningen
duen skal nu returnere i retningen 60 grader til sin højre side
eller hvis den i mellem tiden er blevet venstreorienteret 120 grader modsat
2
du kører 20 km mod vest med lav fart
du kører 20 km mod syd med normal fart
du kører 20 km mod øst med fuld fart
for at finde hjem skal duen altså blot flyve 20 km mod nord
hvorfor den har tænkt at de 20 km mod vest udligner dem mod øst
3
du bor i VanCouver og kører duen til den magnetiske nordpol
for at finde hjem skal den flyve mod syd
men der er uendeligt mange retninger mod syd
så når den når sydpolen må den skifte holdning og tænke
aha VanCouver ligger mod nord

Jeg har taget mig af bondens udtjente gummistøvler, normalt plejer vi at smide dem ud når de få huller. Men denne gang skulle de bruges igen. Det var ikke min ide men noget bonden har set i en eller anden program i fjernsynet.

Kan i se hvad det er blevet til? Jeg skåret en hul i siden og stikket en tråd igennem for at de kan hænges forsvarligt op. Og så blev de lukket i toppen med tape, måske kan de findes noget bedre og smartere som tag men jeg fandt ikke på noget som var lige så nemt.

Nu hænger de højt op i kastanietræet og venter på at fugle vil flytte ind og bygge rede.