Ind imellem bliver jeg anklaget for ikke at tro på Gud. Ikke rigtigt i hvert fald. Man vil måske indrømme mig, at jeg tror på ham i symbolsk forstand, i overført betydning, eller måske på ideen om Gud. Men jeg tror jo ikke på ham i bogstavelig forstand, indvender man. Ligesom jeg jo heller ikke tager Bibelens skrifter alvorligt, når jeg ikke læser dem bogstaveligt.

Fair nok, indvendingen er noteret – men før svaret kan falde, bliver jeg nødt til at indskyde et lille spørgsmål:

Hvad skal det overhovedet betyde, at noget tages bogstaveligt? Hvad er bogstavelighed?

Er det sådan, at ethvert ord har en central, oprindelig betydning, og at der dertil føjes lag på lag af associationer, som giver mulighed for metaforiske, symbolske og overførte betydninger?

Mig forekommer det snarere, at et ord, hver gang det bruges – dvs. hver gang nogen skriver, læser, siger, hører eller tænker ordet – udgør et citat af en mængde tidligere udsigelser af det samme ord, ved forskellige lejligheder. Eller med andre ord: at associationerne ikke er noget der føjes til et ords betydning, men at selve betydningen udgøres af en flerhed af associationer, dvs. erindringer der knyttes til brugen af netop dette ord. Ordet markerer en bestemt, ophobet erfaring, og for at to mennesker kan samtale, kræves det, at deres erfaringer, med de ord, de bruger, ikke ligger for langt fra hinanden. Ellers kommer de til at ”snakke forbi hinanden”; en oplevelse, som de fleste nok har haft – med mere eller mindre alvorlige følger.

Men hvis ordets betydning er sammensat af mange erfaringer, hvordan kan én af disse erfaringer da ophøjes til den primære – altså den bogstavelige?

Et eksempel: det danske substantiv (navneord) ”sten”.Vi har alle sammen erfaringer med sten. Vi kender stenens virkelighed fra forskellige situationer. Eller rettere, vi har alle haft oplevelser, hvortil vi fandt det rimeligt at knytte ordet ”sten”. Men hvilken sten er den bogstavelige sten?

Er det den sten, en syvårig pige tegner en hinkerude med på asfalten, hvorved hun håber, langt om længe at få selskab i legen? Er det den sten, slagteren bruger til at slibe sin kniv med, mens han spekulerer på, hvad han mon skal have til middag? Er det den sten, som afholder orienteringsløberen fra at sætte ny rekord, idet han må standse for at få den ud af sin sko? Eller stenen som jeg vejer i min hånd, mens mit blik driver sidelæns ud over vandet, og jeg drejer min skulder ned mod jorden for at opnå det vandrette spin, som kan få stenen til at hoppe hen over vandspejlet….

eller måske er det den sten, som få øjeblikke efter ryster hele Matthias’ kranium, slår hul på hans hovedbund, får hans knæ til at ekse og fylder hans hår med blod, fordi jeg har glemt at se mig for? Er det mon den sten, som haltende triller hen over asfalten, mens Lars går og tænker på, hvad hun mon mente med, at det var ”lige meget nu” – den sten som han netop har sparket til, men som han egentlig ikke er bevidst om, selv om han hører og ser den, og selv om den springer og slår mod alle hans tanker om hende?

Det er vel ikke så sært at vi, hvis vi beslutter os for at give én betydning/erfaring forrang for alle de andre, kommer op at skændes…

Man kunne nu kaste sig ud i en lignende vilkårlig opremsning af hypotetiske erfaringer, som nogen, på et eller andet tidspunkt, kunne have forbundet med navnet ”Gud”. Men jeg tror, der skal en større litterat til end mig for at yde den opgave retfærdighed. Jeg ville næsten føle, at jeg fór respektløst frem, hvis jeg gjorde forsøget.

I stedet vil jeg bare gentage mit spørgsmål i udvidet form:

Hvilken af de utallige erfaringer, der er knyttet til navnet Gud, skal have bogstavelighedens privilegium?

Hvem skal have lov at udøve bogstavelighedens magt, i udsigelsen af Guds navn, og i hævdelsen af sine erfaringer med den mængde sproglige udtryk, der er samlet under betegnelsen ”Bibelen”?

Zoals ik al eerder zei was ik zeer onder de indruk van het “another world is possible”-symposium met Shane Claiborne en Chris Haw vorige week vrijdag (zie verslag deel 1 en deel 2) Eén van de dingen die mij (positief) opviel, onder andere ook aan de theoretische  uiteenzetting die ze met twee gaven na het avondeten, was dat ze op theologisch vlak zowel post-conservatief als post-liberaal uit de hoek kwamen. Let ook op de woorden die ik gebruik in dit essay: heel bewust niet ‘post-orthodox’ en ‘post-vrijzinnig’, zoals de twee kanten aan beide kanten vaak geframed worden in het nederlands, maar de letterlijke translitteraties van de termen die in het engels gebruikt worden. Waarom zal later wel duidelijk worden.

Post-conservatief is denk ik wel duidelijk voor iedereen die iets van shane Claiborne enerzijds en conservatief christelijk Amerika kent. Zowel op politiek-ideologisch vlak als op religieus vlak zijn ze, uit een drang naar radicaal discipelschap en Jezus volgen, los gekomen niet alleen de amerikaanse middenstandswaarden, maar ook bepaalde types van conservatief-evangelische bijbelinterpretaties.Niet omdat ze de bijbel niet serieus nemen, maar juist omdat ze in de eerste plaats Christus, die we leren kennen in de bijbel, juist wél serieus willen nemen.

Post-liberaal is nog iets anders. Af en toe is het duidelijk dat hun theologie (zoals bij meer ‘emerging church’ theologen bijvoorbeeld) geinformeerd is door bijvoorbeeld de moderne schriftkritiek, die niet uitgaat van een lettelijke dictering van de bijbel, maar dikwijls van ingewikkelde redactieprocessen bij bepaalde bijbelboeken. Chris Haw noemde bijvoorbeeld langs de neus weg de zondvloed een schrijfsel van de Yahwist. Ook de zeer duidelijk naar voor komende nadruk op narratieve theologie, die in veel bredere lagen van de emerging church geprefereerd wordt tegenover een analytische en systematische benadering van de theologie, komt uit een stroming die letterlijk ‘post-liberalisme‘ genoemd wordt. Meer narratief, meer symbolen en metaforisch denken, en een terugkeer naar een meer Hebreeuwse manier van denken na zovele eeuwen westerse theologie die gevormd is door het griekse en romeinse denken…

Duidelijk is trouwens dat niet alle christelijke meer vrijzinnige richtingen per definitie richting atheisme gaan, ook zijn er altijd terug bewegingen te vinden naar een meer orthodox en historisch (zij het daarom niet altijd conservatief) Christendom. Een opvallend voorbeeld is bijvoorbeeld het zoeken naar de ‘historische Jezus’. Dat is begonnen in vrijzinnige schriftkritiek die dikwijls geens spaander van de bijbel heel wilde houden, maar 3 golven  van zoeken naar wie Jezus dan wel was heeft ons in de zogenaamde ‘third quest for the historical Jesus’ bijvoorbeeld NT Wright opgeleverd, de evangelische Bischop van Durham, die niet bepaald liberaal te noemen is.

Het conservatieve ‘slippery slope’ verhaal dat alles wat uit de liberale hoek komt uiteindelijk tot het verloochenen van alles waar het christendom voor staat leidt is dus niet per definitie waar. Ook mensen die onderlegd zijn in bijvoorbeeld de moderne schriftkritiek kunnen vormgeven aan een orthodoxe vorm van Christendom…

Trouwens, ook conservatieve Christenen kunnen terecht komen op een slippery slope die hen wegrolt tot ver buiten de grenzen… Sommige vormen van fundamentalisme zijn niet veel meer dan een reïncarnatie van farrizeïsme. (Wat niet wil zeggen dat er ook onder die noemer echte Christenen zijn natuurlijk) en sommigen willen het Christendom in naam van een soort Amerikaans conservatisme temmen. De bijbel herschrijven om hem minder liberaal te maken, zoals het conservapedia bible project, dat gelukkig niet door veel mensen echt serieus genomen wordt, is daar een goed voorbeeld van.

(wordt vervolgd)

shalom

Bram

Kristendom er en religion med et iboende potensial for vold.

Fra det amerikanske bibelbeltet kommer et talende eksempel. Her har jurymedlemmer i en straffesak brukt gammeltestamentlige bibeltekster for å begrunne en dødsdom.

Vårt Land omtaler saken her.

Selvsagt vil norske kristenfundamentalister ta avstand fra en slik bibelbruk, når den settes på spissen i den aktuelle saken. Men du får dem ikke til å ta avstand fra de religiøse miljøene som fostrer slike holdninger. Og du får dem ikke til å ta avstand fra selve bibelsynet som ligger til grunn.

Mon tro hva norske kristenfundamentalister ville gjort hvis de selv hadde hatt anledning til å avsi dødsdommer?

Amnesty International protesterer mot at religiøse tekster trekkes inn i rettsprosesser. En slik bruk av religion er fryktelig gal, enten det skjer i USA eller i Iran.

Takk Gud for den sekulære stat.

PS: Jeg skriver mer om voldsideologi med kristen forstavelse her.

“Hvis du er glad i muslimer så flytt til Bagdad. Politisk korrekte idiot!”

Dette utsagnet er signert med fullt navn og sendt personlig til pressesjef Jens Brun-Pedersen i Human-Etisk Forbund.

Foranledningen er at Brun-Pedersen uttalte seg positivt om Kongens besøk i en moské, samtidig som han mener den samme kongen bør være mer forsiktig med å blande sin egen religiøse overbevisning med rollen som monark.

Det siste kan man selvsagt diskutere, men det interessante i denne sammenhengen er at Brun-Pedersen kan melde om en etterfølgende tsunami av hat og trusler fra kristne mennesker som ikke engang gidder å ta bryet med å anonymisere seg selv.

Brun-Pedersen kalles en “stinkende landsforræder” og “sindssyg” (bibelbeltemyke konsontanter?). I tillegg skal arbeidsplassen hans – Humanismens hus – sprenges i lufta og landets statsminister – som leder en “satanistregjering” – skal likvideres.

Dette kommer fram i avisa Vårt Land.

Den samme avisa holder seg med et debattforum: Verdidebatt.no. Konkurrenten borti Bergen – DagenMagazinet – har sitt motstykke i Kristenblogg.no. I tillegg har vi bloggytringer og leserbrev som i sum bekrefter inntrykket av at det såkalte “Kristenfolket” har en nokså påtakelig brun stripe i buksa, for å si det sånn. Mine egne erfaringer – også her på bloggen – er med på å bekrefte det samme.

Biskop Tor B. Jørgensen har fått så hatten passer for å påpeke det samme. Det kan altså synes som at kritisk offentlighet om  rasistiske, voldsromantiserende, hatefulle, truende og fascistiske trekk i kristenfolket, anses som et større problem enn brungrumset i seg selv.

Spørsmålet er hvordan en påstått tro på Jesus Kristus kan føre til hat, rasisme og trusler. Jeg har ikke noe fasitsvar, men nettopp ved å erkjenne slike trekk hos “oss selv”, blir vi også fylt med nyanserende ydmykhet når vi ser tilsvarende fanatiske trekk i ANDRE tradisjoner.

Når noen kan hate i Jesu navn, kan de også hate i Allahs navn. Eller Buddhas navn. Uten at dermed hele historien om religionen er fortalt, og uten at noen av religionene dermed diskvalifiseres. Det blir bare mer forståelig.

Det vi trenger å innse, sånn til å begynne med, er at vi ikke er bedre enn dem.

Og dessuten må vi innse at også kristendom er er en religion med et voldelig potensial. Med andre ord: Volden, hatet og undertrykkelsen er ikke bare kjettersk avvik fra kristen lære. Kimen ligger der, i selve rettroenheten.