Daca tot sunt in Viena si daca tot imi place atat de mult orasul asta, vreau sa spun ca aici si afacerile sunt altfel…conceptul de funky business chiar exista..si chiar poti folosi ca birou mobil o cafenea Starbucks, savura o cafea si pregatindu-ti analizele sau  rapoartele necesare….(cafeaua mea e acompaniata de o discutie interesanta cu doi americani si un german, despre importanta educatiei tinerilor….)

Apropo de conceptul de birou mobil, mai ales in consultanta, mi-a atras atentia acest articol, despre o companie canadiana din domeniul tehnologiei, ce da posibilitatea utilizatorilor sa inchirieze, oriunde in lume, spatii de birouri pentru exact atat timp cat le folosesc. Website-ul serviciului reprezinta o platforma complet automatizata, ce ii pune in legatura pe proprietarii de birouri cu persoanele care au nevoie de asemenea spatii, iar celor care inchiriaza le percepe o taxa de servicii intre 6% si 11% din costul chiriei. Inscrierea pe platforma este gratuita pentru proprietari.

Sursa: Antreprenor.net

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere.  Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne.  Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

• I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
• I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
• I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

• slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
• slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
• slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
• slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

• Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
• Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
• Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
• Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

Stiti in ce context fost inventat Post It-ul? Un tip de la compania 3M, care descoperise un adeziv special, il punea in practica pentru sedintele companiei. Insa un coleg de munca, Art Fry, s-a gandit sa il industrializeze. Asa zice wikipedia. Contextul a fost de fapt un timp liber oferit de companie in care angajatul putea sa isi puna in aplicare creativitatea, in orice idee/proiect personal, in beneficiul companiei.
Am citit despre asta in Funky Business Forever.
Google-ul o face acordand angajatilor 20 la suta din timpul de lucru pentru a isi dezvolta creativitatea. Asa s-au nascut Gmail, Ad Sense, Orkut si Google News.
Asta, in afacereza, se numeste bootlegging. Si despre asta vorbeste si un tip care explica o idee foarte interesanta: lumea de azi care munceste cu creierul nu mai merge precum magarusul si morcovul. Rezultatele notabile nu mai sunt date de rasplata, ci de libertate, de respect uman si de autonomie.
Ia clatiti-va ochii si mintea aici. Inca un discurs de aplaudat.
E acolo o idee, despre angajatul caruia i se permite sa ignore ideea de “nine to five” si sa vina la serviciu cand vrea, sa stea cat vrea, cu scopul de a isi termina treaba eficient si la timp. VOTEZ! Si o sa fie primul pe lista de cereri catre boss. Va tin la curent… in noiembrie se negociaza.

Esto es lo que le está pasando al Diari de Tarragona.

Inmersos en la era digital, su web es prehistórica. La mayoría de contenidos son “copy-paste” de agencias. Tardan en actualizarse y la interactividad es nula. La marca no lo aguanta todo y si no se ponen las pilas, la competencia arrasará.

En julio han nacido 2 diarios digitales en la demarcación de Tarragona. DelCamp.cat y Tarragona21.cat  

El monopolio del Diari, amenazado. Renovarse o morir. Filosofía Funky Business.

Buenos días mis estimados lectores, en esta vigésimo sexta semana, ya entrando de lleno en el segundo semestre del año y un poco tarde (pero siempre seguro) envío a ustedes mi recomendación para esta semana, al igual que la semana anterior, lo haré sobre un libro que considero de lectura obligada para estos tiempos de “crisis” en donde hay que “corretear la chuleta” y sobre todo poder ver las cosas desde una perspectiva diferente.

Funky Business

El libro en cuestión es: “Funky Business: El Talento Mueve al Capital (Talent Makes Capital Dance)” (ISBN 10: 8420530204) es un libro “viejo” y que ya tiene una segunda parte “Funky Business Forever” ambos escritos por Kjell Nordstrom y por Jonas Ridderstrale ambos Profesores de la Escuela de Economía de Estocolmo, Escritores y Conferenciantes Suecos que gracias a su radical forma de pensar, lograron que sus libros hayan sido traducidos a más de 30 idiomas y que el libro que les recomiendo haya sido reconocido como uno de los mejores libros de Administración.

Hay muchas menciones de estos autores tanto en la red, como en otros libros, pero creo que una de las más importantes fue la aparición en el “The Thinkers 50” donde los califican con una puntuación de 9.

En el libro en cuestión mencionan que: “Los roles tradicionales, trabajos, habilidades, formas de hacer las cosas, ideas, estrategias, las aspiraciones, los temores y las expectativas ya no cuentan … No podemos tener negocios  tradicionales. Necesitamos negocios inusuales. Necesitamos negocios diferentes. Necesitamos negocios innovadores. Necesitamos negocios impredecibles. Necesitamos negocios sorprendentes. Necesitamos negocios funky.”

A lo largo del libro nos describen su perspectiva de los cambios que podríamos ver en las empresas, basándose en la creatividad y en la búsqueda de emociones, el valor que tomarán las ideas, y sobre todo la velocidad de adaptación que tendrán las empreas, hace una analogía con la teoría evolutiva de Darwin, en donde menciona que sólo las empresas que conozcan sus competencias clave (core competences) y que se puedan adaptar al vertiginoso cambio actual, serán las que podrán sobrevivir.

Este libro fue escrito hace 10 años, y con un estilo bastante ligero, comienza a hilar diferentes hechos, noticias, datos en general y a partir de eso plantean hipótesis e interrogantes de un mundo que “podría ser”.  Ese mundo “hipotético” si bien no se ha presentado en su totalidad en las empresas de estos días, ha tenido muchos matices de lo que se muestran en el libro, Google, You Tube, Facebook, Twitter, en general la “Social Media” tiene varias de estas características.

Creo que es un buen momento para tomar este libro y desempolvarlo, sacarlo de la biblioteca de la escuela, o bien comprarlo o pedirlo prestado y darle una leída para evaluar que tanto de esta empresa “Funky S.A.” que se menciona se ha vuelto realidad, y sobre todo, que tan Funk es nuesta alma y nuestra forma de vida.

Ya que hayan leído el primer libro, aquí les dejo el audio del primer capítulo de la secuela (narrado por
Kjell A Nordström)… para que tengan en que entretenerse.

Funky Business Forever 1st Chapter

También les dejo esta liga con una entrevista a Jonas Ridderstrale donde habla de los origenes de Funky Business, y sobre todo su visión sobre los negocios en el momento actual.

Saludos

…doua carti interesante:

- The 4-hour Workweek (doar in engleza, vezi aici site-ul)

- Funky Business Forever (la editura Publica)

Jeg sidder i et rødt træhus med hvide vinduer. Huset ligger i en række af andre identiske røde træhuse med skur, skraldespand og en lille trappe op. Og lokalkendte fortæller, at husene ligner hinanden så meget, at folk med jævne mellemrum går forkert og begynder at tage skoene af i hinandens vindfang. Her er i alt tre forskudte etager – og jeg har installeret mig på 1. sal. Udsigten er mildt sagt noget anderledes end fra Houston Street i New York, Ahornsgade og Vesterbrogade.

Fra dette vindue kan jeg nemlig se:

•    En sø, hvor den sidste grålige is venter på vej sommersmelte.

•    En stor parabol, der vender ryggen mod mig.

•    Et grønlandsk flag, der blafrer om sin egen akse det meste af tiden, men indimellem folder sig fuldt ud.

•    En stribe nybyggede huse, der stadig er ”imprægneret-træ-farvede” og måske skal blive ved med at være det. I hvert fald er folk flyttet ind: der hænger et rødt lagen i dobbeltsengstørrelse til tørre på én terrasse og vasketøj i alle faver lidt længere nede.

•    Grønlands Energiforsynings store, nybyggede hobedkvarter i gråt og glas.

•    To rustne fælles-griller

•    To ud af de fem legepladser, der ligger omkring den lille sø. Den ene af de fem ligger lige nedenfor min terrasse, men den kan jeg ikke se lige nu, fordi jeg sidder på første sal. Den største af dem, jeg kan se herfra har fire bildæk-gynger, hvoraf de to hænger i en tynd tråd. En vippe med to falmede gyngehestehoveder, et stativ med noget, der måske er en koboltblå babygynge. Et klatrestativ med en lang rutchebane og en masse borde-bænke-borde. Den anden legeplads har lidt mere knald på farverne – sikkert nyere. Der er lige kommet to piger til den ellers øde legeplads. De er begge klædt i lilla og lyserøde nuancer. Den ene i chocking ping jakke og hue og lyserøde gummistøvler. Den anden i gammelrose jakke og lysegrønne gummistøvler.

•    En kran, der svinger.

•    To arbejdsmænd – en med rød hjelm og en anden med hvid hjelm, der konfererer på øverste ubyggede etage af et voksende etagebyggeri.

•    Et hvidt hus med rødt tag, hvor beboeren lufter dørmåtte på terrassen. Et rødt hus, et lyseblåt hus, et koboltblåt hus og et gult hus – alle med sorte tage.  Mellem det røde hus og det blå hus løber en sti, hvor jeg lige har set tre børn komme cyklende.

Hvis jeg strækker hals kan jeg desuden se:

•    Nuuks industrihavn med et par trawlere, en masse kabeltromler og et stort blåt pakhus. Man kan også se kystskibet, når det lægger til og fra.

•    En klynge træhuse i mange forskellige farver der ligger draperet udover bjerget.

•    Godthåbsfjorden i baggrunden og de sporadisk snedækkede bjerge, der bader i fjorden.

Gennem mit vindue kan jeg:

•    Mærke den friske, friske luft strømme ind og klare tankerne.

•    Høre pigen med de lyserøde gummistøvler slå sin skovl mod klatrestativet i en monoton rytme.

•    Høre en dansktalende mand irettesætte sin søn. Men jeg kan ikke se hverken far eller barn.

Las innovaciones son el resultado de conectar dos ideas que, en principio, no tenían ninguna conexión aparente o inmediata

Dos gurús de la gestión empresarial (Philip Kotler y Fernando Trías de Bes) son los autores de Marketing Lateral. Un libro que sigue la estela de Funky Business y cuyo mensaje es que la innovación se consigue al salir del contexto lógico de un producto o servicio. Lo entenderemos con un ejemplo.

Soy productor de cereales y necesito innovar. ¿Lanzo un nuevo sabor? ¿Creo una nueva forma de cereal que cautive a los niños? Estas serían vías tradicionales de búsqueda de oportunidades: utilizar el pensamiento tradicional analítico. Busquemos la provocación. Salgo del contexto lógico del producto: el desayuno. ¿Qué tal la idea “cereales para comer en la calle”? Fusionamos el concepto “barrita de chocolate” + “cereales” y tenemos una innovación: las barras de cereales, que se venden como tentempié para cualquier momento del día.   

Lo malo del libro es que está escrito en el 2004 y muchos ejemplos son caducos: Gran Hermano, Actimel, Kinder Sorpresa… Eso sí, todos ellos transmiten la esencia del pensamiento lateral. Sorprende la ausencia de Steve Jobs, quien antes de iPod destacó por otras experiencias emprendedoras de éxito.

Por último, una mención especial para el capítulo 10, el de las buenas intenciones, que pretende implementar un método que fomente las ideas creativas y el pensamiento lateral en las empresas. Digo que es el de las buenas intenciones, porque lamentablemente los jefes -que no líderes- están tan absorbidos por la rutina diaria que se olvidan de lo importante para crecer: la gestión de las ideas.

Kommer till Girona idag.

Jag ska dit.
Andra gången jag ser honom, är han så bra?

Nåja, gratis är gott och Girona e fint. (Inte bara en flygplats,nej)

Vi ses där.

Receta no es. Truco tampoco. Bailar funk y crear cocodrilos es la conclusión extraída de dos estrategias, una empresarial , la otra literaria. Jonas Ridderstrale y Kjell Nordstrom escribieron en 1999 el libro Funky Business, un texto que recupera y resume iniciativas que, en su origen, parecían fuera de lugar pero resultaron un éxito por ser, justamente, poco convencionales. El funk es un género musical de los años setenta -un tanto libertino- que se pegó al soul y al jazz, principalmente, pero coqueteó ya en la práctica con otras influencias, y resultó ser sin preverlo, una categoría por sí sóla y un semillero de nuevos subgéneros hasta hoy. Los impronunciables maestros suecos de economía acuden al funk para explicar la tendencia de las nuevas ideologías de los negocios propiciadas por el evento más funky de todos, internet: serán irreverentes, divertidas, innovadoras. Escribir cocodrilos, en literatura, es recurrir a lo insólito, a lo poco probable. Los saltos inesperados de una escena a otra es donde un lector agarra el libro con todas sus fuerzas y pierde el sentido del tiempo. Cuando se logra escribir cocodrilos, tanto el lector como el personaje se encuentran en la misma situación de incertidumbre sobre los hilos de la historia. Queremos bailar funk y crear cocodrilos. Con ustedes. La primera clase de baile empieza mañana con el catálago colectivo de amigos imaginarios.

• La tarea clave de un lider es fomentar el aprendizaje
• Mire en su interior y descúbrase. ¿Qué hace realmente bien? ¿en qué destaca sobre el resto de la gente?
• Educación contínua durante toda la vida: el lugar de trabajo ha de ser una gasolinera para nuestro cerebro y no sólo una pista de carreras.
• Los líderes tienen que crear campos de fuerza, imanes que atraigan a talentos en lugar de tener empleados permanentes que chupen de la empresa.
• El éxito económico y el progreso se reducen a cosas sencillas: trabajar, estudiar y ahorrar.

↑ Grab this Headline Animator

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

Hotarata sa-mi imbunatatesc performantele manageriale, mi-am luat Karaoke Capitalism, Funky Business (erau prea faimoase ca sa le ratez) si Managementul performantei. Strategii de obtinere a rezultatelor maxime de la angajati.

Booon. Am inceput cu Funky Business. Am citit cateva zeci de pagini. Am inceput sa simt o umbra de ingrijorare amestecata cu o vaga dezamagire (cam aceeasi senzatie pe care am avut-o si in primul an de facultate). Nu stiu daca sunt eu mai anapoda decat restul lumii, dar tinand cont de buzz-ul urias generat de cartile astea doua, ma asteptam la o lectura care sa ma dea pe spate, care sa-mi schimbe complet perspectiva asupra lumii, care sa ma faca sa ma duc la birou, sa-mi concediez portarul de la firma si sa fac business intr-un mod nemaintalnit pana acum.

In loc de asta am gasit un text saracut in idei (de fapt singura idee care se tot repeta in diverse forme in ambele carti este “fii inovativ, diferentiaza-te, fii funky“, cu o exprimare care mi s-a parut fortat amuzanta si degajata, genul de carte “for dummies”, care explica cu cuvinte cat mai simple un concept, pana il pricepe si nea Gheorghe. Chiar era nevoie de 2 carti pentru asta? L-am priceput din primele 2 pagini.

Am trecut la cartea despre motivarea angajatilor, dornica sa inteleg de ce unii oameni in timpul programului isi fac treaba cu entuziasm, vin cu idei, sunt eficienti, in timp ce altii prefera sa joace travian sau sa isi gaseasca sufletul pereche pe hi5 si sa aflu cum sa-i transform pe cei din categoria a doua in oameni din categoria 1. Cartea incepe in forta, respectand regulile de teasing. Intreaba retoric daca vrei sa aplici un leadership bazat pe performanta, daca vrei ca echipa ta sa fie eficienta, daca vrei sa stii ce ii motiveaza pe oameni, daca vrei sa reduci timpul petrecut cu supravegherea angajatilor… DAAA!! Damn it, DA, spune-mi o data!!!!

Dupa partea in care m-au innebunit de dorinta de a afla mai mult, textul incepe sa se fasaie. Dupa vreo 200 de pagini, vad ca si aici autorii prefera sa mearga pe varianta “am doar o idee, dar buna”, pe care o tot impopotoneaza de la capitol la capitol. Care e ideea? In relatia cu angajatii trebuie sa aplici atat intarirea pozitiva, cat si cea negativa si ambele trebuie sa fie rapide ca sa poata fi asociate cu actiunea respectiva, si trebuie sa fie in concordanta cu valorile persoanei respective (pt ca unii pot fi motivati de bani, altii de recunoastere etc). In caz ca voiati sa cititi cartea, na ca v-am dezvaluit cum se termina. S-a dus suspansul!

Qualquer coisa que eu escrever vai estragar o conteúdo maravihososo dessa palestra sensacional do Luli Radfahrer.

Tentei mas não consegui inserir o video, segue o link para o videolog.

http://videolog.uol.com.br/video.php?id=389425

Ik ken het boek “Funky Business” van Jonas Ridderstrale en Kjell Norstrom al langer, maar had het nooit gelezen tot ik ze terug tegenkwam in de Thinkers 50. Net nu hebben ze een update gemaakt “Funky Business Forever” van het origineel dat in 2000 verscheen.

Voor iemand die regelmatig in marketing-, management- of innovatieboeken duikt zit er niks nieuws in. Noem het een combinatie van Rolf Jenssen, Tom Peters, Seth Godin … en een resem anderen. Toch blijft het inspirerende lectuur. In essentie pleiten de heren voor een emotional economie met emotional enterprises.

Eén gedachte uit hun boek houdt me vast. Echte leiders zijn geen CEO’s maar CSO’s, of Chief Storytelling Officers. They provide the focus, inspiration and meaning that the organisation has been crying out for. Succesful leaders live the values of the company 24/7 and continually set the culture.

Funky leaders give rise to and spread stories. They communicate messages through the stories that they tell and which emerge around them. At IKEA, the company founder, Ingvar Kamprad, uses storytelling. For example, many know the story of Kamprad travelling by bus to and from airports to save money. It is a simple story, easily told in a single sentence, but its ramifications and its message are very powerful. 

Recomendo, recomendo, recomendo, recomendo, recomendo, recomendo e recomendo o artigo do Carlos Merigo no Brainstorm9.

Este é um daqueles cases que vamos cansar de assistir em palestras. Podemos dizer que existe a política antes e depois do Obama.

http://www.brainstorm9.com.br/2008/11/04/barack-obama-o-candidato-que-mudou-mais-do-que-uma-eleicao/