Mon man bliver lykkeligere af det.. Jah..det er der jo kun dig selv til, at finde svaret på..

Hvad er lykke så lige.. Er det den dag hvor du ikke kan se, at naboens græs er grønnere end det du står på.. eller den dag.. du acceptere, at dit liv er det og ikke mere.. Den dag du kan se dig tilbage med et smil om dine læber og sige … Kunne jeg ha’ gjort det anderledes.. Måske..men der er ikke nogle eller noget der kan lave om på nu..så du kan ligeså godt se tilbage og tænke det var det … og så er det fremad bette ven..

Noget der sommetider strejfer mine tanker er.. Vi glemmer mange gange, at ta’ de chancer..der ligger lige henne om hjørnet, men som vi vælger IKKE, at se.. Hvorfor ikke gribe, imens vi kan og magter det.. Hvorfor lader vi noget som, vi vil tænke på som ” HVORFOR GJORDE JEG IKKE DET” og vi kan så gå og ærgre os over, at vi.. bare lod det gå passé.. Vi vil jo så gå og tænke på det, når vi støder på noget der ligner og spørge os selv.. Hvorfor lod jeg det glide ud, i ingenting.. Det samme er det med det sagte ord.. Er vi så bange for, at sige noget der er måske lyder dumt, at vi lader helt være.. Glemmer måske at fortælle, at vi holder af et menneske endda elsker dette menneske … det kunne jo være at dette mennesker går med de samme tanker, men heller ikke kan få det sagt.. på grund af angst for hvordan reaktioner vil være, eller blive… Vi går mange gange forbi uden at se den verden.. som kunne blive en del af dig, mig og alle de andre..

At tilgive er noget af det smukkeste et menneske kan.. Men det er svært hvis.. det der skal tilgives ligger dybt og brændt fast..helt der inde der hvor det gør ondt.. Her ville det være en fredfyldt tanke, at man kunne ligge i sin kiste… måske tænker man ikke så meget lige der.. men så lige inden .. Hvor har jeg det fredfyldt nu kan jeg godt give slip.. og ikke nok med det.. de mennesker man har tilgivet vil også gå derfra, med fred i sindet.. Livet er for kort til, at lade hadet overstige kærligheden.. Hvorfor ikke bare gå udenom hvis, man ikke kan være i samme rum.. Eller bare acceptere, at de også har en stol at sidde på.. og huske, at vi stadig er forskellige på trods af, at vi alle har et korpus af samme kaliber.. Sådan er vi jo født.. Alle kan da ikke gå rundt og ligne en fotomodel.. Eller at have de samme striber i det RØDBLONDE hår vel..måske var det lige omvendt.. eller BARE gråt..

Jeg ville ønske at man kunne glemme alle de grimme ting..måske ikke sådan rigtig glemme men.. ta’ og ligge det sammen..putte det om bagerst i kommodeskuffen og lad det ligge.. Bruge det som erfaring til det næste man lige støder på.. Der er ikke to ting der er ens og derfor kan det ikke sammenlignes … heller ikke hvis man vælger en ny partner.. Der skal man tænke..det var det kapitel..nu starter et nyt.. Her kommer så tilgivelsen ind og at tænke jeg glæder mig på andres vegne og især når der er børn med ind over.. og man kan se at den partner der valgte fra eller det var en selv kan få et godt liv når det nu ikke skulle være de to som skilte deres samliv.. Hvorfor hakke på hinanden når der måske kan opstå et godt venskab efter det der var..

Hvor ville verden være anderledes hvis vi kunne tilgive, glemme og se fremad… Glæde sig over at andre har det godt og lade misundelsen ligge godt gemt af vejen..

Går der noget af din hverdag ved at hjælpe Fru Olsen over gaden og kun forvente et lille smil til gengæld..

Bare lige en tanke og dagens volapyk…

I dag kommer sekken min fra Australia. Sekken som jeg pakket for over 13 måneder siden. Jeg har ikke den minste anelse om hva den inneholder lenger, men jeg innbiller meg at sekken selv er det mest verdifulle. Hvis jeg hadde vært litt mer fremsynt hadde jeg pakket ned en overraskelse til meg selv, glemt det, og pakket det opp igjen nå. Det hadde vært konge. Kanskje jeg gjorde det?

Etter aktive dager med besøk av gode venner fra fjern og nær, undersøkelser på sykehus og shopping på salg har jeg glemt det. Hvordan det var. Hvordan det var når dagen er stille og tiden bare skal gå. Jeg har brutt en-ting-per-dag-regelen flere dager på rad, og når jeg går tilbake til den har jeg glemt hva det er man fyller resten av tiden med når man ikke gjør dagens aktivitet. Jeg strikker til hendene ikke vil mer. Jeg leser Song for Eirabu til hodet ikke henger med lenger. Jeg hører suset fra bilene mens jeg ser på klokken og venter på at tiden skal gå.

Kanskje er det fordi dagtid-tv forsvinner i jukeboks og syklende nevrotikere. Eller kanskje er det fordi alt står stille i juli. Eller kanskje er det fordi det er akkurat så fort man glemmer. Jeg har tenkt mange ganger at jeg aldri kommer til å glemme følelsen av å sitte stille og vente på at tiden skal gå. Men kanskje vil følelsen forsvinne for godt,  med en gang timeplanen er fylt opp igjen og jeg er på vei steder. Kanskje er det så kort tid det tar å glemme akkurat hvordan det var. Hvordan det er.

Jeg har alltid misunnet dem som har de søte koselige besteforeldrene. Klisjeen er gammel; de bor i en rød stue med en litt halvvill hage, og bestemoren serverer nybakte sjokoladekjeks. De er snille og alltid glad for selskap.

Mine besteforeldre er ganske annerledes. Vi kan begynne med morssiden. Morfar kreperte lenge før jeg var født. Ifølge rykte var han snill. Mormor, derimot, er ikke snill. Fra så tidlig som jeg kan huske har hun vært den store matriarken på min mors side. Når vi var på besøk satt hun i stolen sin bak det mørklakkerte skrivebordet. Jeg fikk høre gylne historier om hennes rolle som hotellmagnat i de gode gamle dager. Jeg har kun opplevd henne som pensjonist, men hun oppretthold verdigheten og arrogansen i mange år. Etter pensjonering tilegnet hun all sin tid til sin enorme boksamling. Dagene brukte hun på å lese. Det beste minnet jeg har om henne er at hun satt ved skrivebordet med nesen nede i en bok. Ordbøker og diverse oppslagsverk lå spredt utover bordet. Jeg ville gjerne være med på den tiden. Jeg snek meg inn, satte meg med en bok under bordet og underholdt meg selv. Lukten av gamle bøker og knirking av papir gjør meg fremdeles nostalgisk. Oppførte jeg meg bra fikk jeg sjokolade.

Slike gode øyeblikk var desverre sjeldne. Hun brukte gjerne sin alder og mektige stemme til å knuse andre. Søsteren min nekter å snakke med henne etter å ha blitt kalt en løssluppen tøs en gang for mange. Mormor har det med å komme med subtile fornærmelser. Det er umulig å forsvare seg men ordene svir. Hun skaffet seg mange fiender. Jeg var heldig og endte opp som yndlingen. Med perfekt karaktersnitt og interesse for bøker fant hun et yngre selv i meg og innlemmet meg i skoledagene i Storbritannia og Sveits. Jeg skulle gjøre det hun aldri kunne. Hun ble tvunget til å ta over hotellet isteden for broren sin. Jeg skulle bli akademikeren hun aldri ble.

Nå er mormor gammel. Hun har vært gammel så lenge jeg har husket. I en alder av 96 år og med stor protest ble hun flyttet på pleiehjem. Hun ble pleiernes mareritt. De siste årene har den imponerende hjernen begynt å falme. Hun greier ikke lese mye lenger og tror jeg er moren min hver gang jeg kommer på besøk. Mamma er død. Ved siste besøk var vi tilbake til andre verdenskrig. Jeg fikk beskjed om at jeg måtte finne hennes russiske elsker så han ikke ble tatt av tyskerne. Jeg lovet. Resten av tiden bruker hun på å fortelle meg at ingen elsker henne, at hun er helt forlatt i verden. Jeg tenker stille at det har hun dratt på seg selv. Hun glemmer igjen og jeg blir til moren min. Vi er tilbake på 50-tallet. Jeg går derfra med en merkelig tomhet. Følelsen er klarere enn noensinne. Identiteten vår er en sosial konstruksjon og like solid som aske i vinden. Om noen år vil mormor dø. Det som skremmer meg er at ingen vil huske henne. Glanstiden med dronningen på tronen er forbi. I fortiden falmer alle farger.

Crap. Jeg skjønner ikke hvordan jeg klarer det. denne uken har jeg prestert å glemme omtrent alt det er mulig å glemme! Det er sykt, jeg klarer ikke å huske en eneste liten ting. 

- Jeg glemte å pakke treningsbagen min før skolen i går, så måtte få pappa til å gjøre det, og han husker jo ikke noe
- Jeg glemte klærne til Vilde
- Jeg glemte lommeboken min, så jeg måtte låne penger av Stine til å kjøpe sesong 2 av The Wire
- Jeg glemte foreldremøtet-greien hos Åsa, så jeg kom en halvtime for sent, og måtte ta en rimelig pinlig walk of shame inn foran masse fremmede folk
- Jeg glemte igjen klærne til Vilde
- Jeg kjøpte et nytt par sko i midttimen, og glemte selvfølgelig å ta disse med meg hjem igjen fra skolen. dust
- Jeg glemte å ta ut penger til Stine for sesong 2 av The Wire
- Jeg glemte vesken min i klasserommet etter skolen
- Jeg glemte å sende meg selv notatene til den store fremføringen jeg skal ha imorgen. Hipp hurra.
- Jeg glemte å ta på meg ullundertøy før trening, og det var kaldt!

Huff. Jeg tror det var noe mer også, men det har jeg sikkert bare glemt. Jeg har ikke godt av søvnløshet..

Som en oppmuntring slenger jeg på noen fine, men fake, polaroidbilder. Bare fordi jeg liker det.

Innbrudd på glemmen :O Skolen min altså, til og med på Media ‘avdeligen’ ;P De fikk bare med seg 2 pc’er da, hadde de kommet seg inn et rom til, hadde de nok vært i himmelen, ca 15 deilige mac’er ;O Jeg og Ina snakka med han politi duden som årna der å sånn, han sa han hadde funni fingeravtrykk ;O sånn som på C.s.i! 

http://www.f-b.no/article/20080925/NYHET/676882766/1220/NYHET

Blogging er noget af det sjoveste jeg nogensinde har prøvet.

Det jeg laver og tænker, kan jeg bare skrive ned i min blog, og så glemme det i mit hoved.   Hvis jeg så vil huske det igen, så går jeg bare ind på min blog!

Selv om jeg fjerna det, betyr ikke det at jeg ikke fortsatt vil ha deg. Jeg bare la det et annet sted. Så får vi se om jeg får noen reaksjoner på det. Hva tror du? Svar meg ærlig, for du veit at det er meg. Du gjør det, gjør du ikke? Å joda, derfor er det jævla feigt av deg å ikke si noe. Eller vil du at jeg skal si det selv? Isåfall er du en jævel på å jatte med. Jeg vet ikke hva jeg tror lenger. Jeg har vel innerst inne gitt opp. Så får vi heller ta det den dagen saken blir et faktum.

Men du vet ikke hva det egentlig handler om, gjør du vel? Nei, og uansett om du spør vet jeg ikke om jeg kommer til å svare. Ærlig. Beklager. Vennskapet er over, er det ikke? Jo, var det jeg regna med. Og alle visste det fra før, gjorde vi ikke?

Jeg vurderer å bare slutte. Prøve å glemme og alt som var. Jeg orker ikke disse bergogdalbane-følelsene for tiden. Fra å være glad til å bli lei, for så å ende med sinna. Bedre å glemme enn å drive å angre så hele tiden. Å glemme tre år med ulike stunder er mye å forlange av meg selv. Men jeg tror det er det jeg må. Jeg må bare komme meg vekk fra dette. Slik at jeg ikke blir såra. For det kommer jeg til å bli/være en stund til. Og hver gang jeg tror at jeg ikke kommer til å tenke på det, så går det to timer. Boom! Jeg er hjemme. Det er mørkt ute. Tankene samles rundt det lille lyset som skinner fra telyset jeg har tent. Det er derfor jeg skriver sånt.

Slutt å unngå meg på byen. Tør du ikke møte meg med alkohol etter…. Slutt å bruk kjeften din hele tiden. Må du snakke så jævla mye hele tiden… Slutt å late som du ikke er klar over at du kritiserer meg, for det er du klar over at du gjør. Jeg ser det på deg. Slutt å kyss meg, for jeg kan føle alt og ingenting på to sekunder. Slutt å være stor i kjeften, jeg driter i at du ikke har pult alle de kompisene dine tror du har pult. It’s the wrong time. Slutt å gi meg de herlige, mørke blikkene dine, for jeg blir mo i knærne i de sekundene. Er det noe galt i at jeg er betatt… Slutt å le av meg. Det er en grunn til at jeg ikke vil at folk skal vite om denne. Men jeg tør ikke heller.. She’s pulling me through. Spesielt når du ler. Så sitter jeg der. Tilbake på ungdomsskolen. Skal lese høyt fra engelskboka, men vet ikke hvordan jeg skal utale alle disse rare ordene. Og folk ler når jeg leser. Der er jeg når du ler og det er ingen god følelse. Slutt å sende meg sånne meldinger, jeg begynner å fantasere om en annen verden. Slutt å ta kontakt bare fordi du kjeder ræva av deg… It’s a small crime. Slutt å lat som du er ei annen jente. Men jeg vil ha det annderledes jo? Ja, men du kan ikke forandre noe annet enn deg selv. Så slutt.. For du veit hvor såra du blir. Jeg kjenner deg innerst inne. Du veit det like godt som meg, fordi vi er hverandre. Det eneste jeg ikke savner av deg er lukta. And I’ve got no excuse.

Har du noen gang tenkt at livet egentlig er ganske likt det sorte hullet, men så smiler du jo og tenker at de smilene ikke er falske, men så kommer du til deg selv og innser at de kanskje er der likevel?

I know I’ve been a liar and I know I’ve been a fool
I hope we didn’t break yet, but I’m glad we broke the rules

Kan noen bare ta meg med storm? På forhånd takk