Dagens lille samtale på vei til barnehagen:
- Pappa, du er superpappa.

- Å. Tusen takk, det var snilt sagt. Hvorfor er jeg det, da?

- Fordi du er snill og lager middag og sånt...

(forøvrig er mor på tur og jeg lovet pannekaker til middag…)

…og jeg er FM-holiker. Jeg har ikke spilt på tre måneder.

Misbruket begynte i 1993, med Championship Manager på Amiga. I begynnelsen trodde jeg at jeg kunne kontrollere det.

Bare et par timer i dag og. Det går bra.

Jeg var ung, så nattesøvnen var ikke noe stort problem. Jeg kunne alltids ta en kjapp lur rett etter skoletid og vente med leksene.

Så fort en ny versjon var i butikkene, løp jeg. Jeg klarte meg ikke uten siste oppdatering og nye funksjoner. Og ja, dette spillet kjøpes!

Etter noen år, endret jeg innkjøpspolitikken noe. Jeg prøvde å skjule avhengigheten ved å gi meg selv årets utgave til jul, med hilsen fra Julenissen. Denne strategien fungerte perfekt, og ingen fattet mistanke til at jeg hadde et problem.

Jeg fikk samboer og etter hvert kone, og da fikk jeg mer hjelp til å skjule misbruket, helt uten å jobbe for det. Den bedre halvdelen begynte nemlig å gi meg siste utgave av FM til jul! Dermed slapp jeg unna den dårlige samvittigheten også. Det var jo ikke min skyld at hun ville være snill!

Etter hvert ble det barn også, noe som førte til mindre spilletid. Det var nok til det bedre for familien, men jeg har ikke klart å holde meg helt unna, og det har blitt mer periodemisbruk.

Når jeg nå har klart å holde meg unna i 3 måneder, merker jeg suget igjen. I tillegg nærmer det seg jul. FM 2010 er i butikkene, og jeg har siklet på det en stund. Jeg har til og med kjøpt andre spill for å prøve å erstatte hungeren etter FM, men det er ingen ting som varer særlig lenge.

Jeg tror jeg trenger en sponsor. Hva gjør jeg om jeg får det jul i år og? Skal jeg be om å ikke få det? Men det er jo så deilig…

Det er snart jul, og julestemningen begynder at komme, i hvert fald hvis står til butikkerne. Julekatalogerne kommer i stride strømme ind af brevsprækken, og det er tid til at finde pengepungen frem. For julen bærer jo i høj grad præg af tanken om at glæde hinanden med gaver. Så det gavmilde sind kan siges at hænge sammen med julen. Men hvordan og over for hvem er man gavmild?

Overtale, men hvordan?

Hele året er det muligt at skænke penge til dem, som har det svært. Året rundt kan man møde diverse organisationer på gaderne repræsenteret af oftest unge mennesker, som ihærdigt forsøger at få os til at donere et beløb til det ene eller andet formål. Umiddelbart kunne man måske forvente, at disse organisationer nyder godt af julegavmildheden. Men formår de at tiltrække folk i gavetiden?

Det er min opfattelse, at mange, inklusiv undertegnede, ofte ikke er positivt stemt over for den meget direkte arbejdsmetode, der ligger til grund for de ansattes tilstedeværelse i gadebilledet. Da det tilfældigt kom mig for øje, at de hårdtarbejdende personer (det må man sige de er, for det er mere reglen end undtagelsen, at de møder afslag) har stillingsbetegnelsen ”gadehverver”, oplevede jeg i dette ord en begrundelse for, at mange måske ikke anser donationen til gadehververne som den mest attraktive måde at vise gavmildhed på.

Ordet ”hverve” kan ifølge ordbøger forbindes med det at ”overtale nogen til noget” eller ”at skaffe noget”. Personligt ønsker jeg ikke at skulle overtales til at udvise gavmildhed og omtanke. I dagens samfund bliver vi dog ubevidst konstant overtalt af de uendelig mange budskaber, som ”snakker” til os, uanset hvor vi. Så det er nok meget meget naivt og en eventyrlig tanke, at vi som mennesker ikke bliver overtalt, til de ting vi gør, og de valg vi træffer. Men de fleste foretrækker tanken om selvstændigt at træffe egne valg. For at kunne tale om en god og effektiv formidling af et budskab, hvor følelsen af at blive overtalt ikke er så fremtræden, handler det nok derfor netop om, at pakke budskabet ind ( a pro po juletiden). Budskabet skal kunne sluges råt, uden at vi opdager, at vi bliver overtalt. Det kan siges at være svært for gadehververne.

Indpakningen tæller

At pakke rigtig flot ind har Magasin sat fokus på i år. De har allieret sig med en kunstner og lavet en række særlige indpakningsmuligheder til årets julegaver. Men den gode indpakning har de også formået at skabe omkring donation og gavmildhed. Magasin har med fem meget kendte brands samarbejdet om fem forskellige unikke designerprodukter, der støtter Familier med kræftramte børn. Det kan man læse om i deres julekatalog, hvor der også er fine billeder af produkterne. Vi kan altså købe en lækker gave, støtte et godt formål og få det pakket flot ind på én gang.

Jeg synes, at Magasin har pakket budskabet om at hjælpe andre godt ind. De bruger selvfølgelig også en overtalelsesteknik til at få os til at støtte en god sag. Men hvor jeg møder gadehververne og deres budskab ude i kulden, hvor jeg måske fryser og har travlt, så møder jeg Magasins budskab, mens jeg  sidder i sofaen under et dejligt lunt tæppe og en varm kop te. Her kan jeg i ro og mag bladre i årets julekatalog og lade gavmildheden brede sig i kroppen sammen med varmen fra tæppet og teen.

Et eller andet sted er det jo dybt urimeligt at sammenligne gadehververnes ”indpakning” af budskabet om at støtte et godt formål, med måden Magasin gør det på. Udgangspunktet for deres mulighed for at ”overtale” os til at tænke på andre end os selv og skænke mere end blot en tanke til dem, som har det svært, er vidt forskellig. Men pointen her er, at måden hvorpå budskaber pakkes ind, og nogle gange i bogstaveligste forstand, uden tvivl har en meget stor betydning.

Denne uka skjedde det igjen: “Du Per, har noen fortalt deg at du ligner litt på han…kronprinsen?”

Jepp, tror faktisk det er over 10 år siden jeg hørte det første gang, og det har blitt oftere og oftere med åra. Ja, det har faktisk gått så langt at jeg har fått egen epostadresse på jobben: krompen@… !
Nei, det er vel ikke helt sant, men noen kommentarer har jeg fått.

Det drøyeste var vel etter en tur på kino med kona (samboer, den gang) i Tønsberg. Da hadde jeg tilfeldigvis på meg duffle coat (som kronprinsen begynte å gå med ETTER meg!) og lue, og det var mørkt i tillegg. Da var det noen som ropte “Krooonpriiinseeen!”
Det var vel mine “15 seconds of fame…”

Jeg burde kanskje prøvd å dra noen fordeler av likheten, men vet ikke helt hva det skulle være…noen forslag?

Når jeg ser meg i speilet, synes jeg ikke at jeg ligner så veldig, om jeg skal få si det selv, så jeg fant fram noen bilder for å sammenligne. Tja, ikke helt ulik heller…

Har vært innom at vi har en gutt på 5 år.
Her om dagen kom han hjem fra barnehagen med en tegning han hadde fått av (en av) kjæresten(e), og det viste seg at han hadde gitt en fullstendig lik tegning til henne.

Tegningen forestilte to personer, ham og henne. De klemte hverandre tydeligvis, for hodene var tegnet helt sammen.
I tillegg hadde jentepersonen en BABY I MAGEN!!!

Shit!

30 års husarrest!

Jeg har alltid ment at jula starter altfor tidlig. Butikkhyllene er stappfulle av julegodt,julepynt, kalendre og slikt fra tidlig i oktober. Huff.

Denne uka har imidlertid årets julestemning sneket seg innpå vår lille familie, takket være NRK, faktisk. Får igjen litt for lisensen, altså…

I år sender NRK Jul i Svingen som julekalender. Vi har sett den før, og liker den. God barne-tv!

Som oppvarming sender NRK nå Linus i Svingen hver søndag, forløperen til Jul i Svingen. Også god barne-tv i våre øyne. Og 5-åringen vår liker det og. Nå teller han ned til 1. desember og gleder seg voldsomt til julekalenderen.

Ved middagsbordet kom vi i prat om hva som gikk i fjor, og kom således inn på Jul i Blåfjell, som guttungen digga, men ikke har tenkt særlig på etter jul i fjor…vel, i alle fall ikke etter påske…
Da han kom på denne serien, gikk han rett på rommet sitt og satte på cd’en med musikk fra serien, og da han fant ut at vi hadde opptak av en del episoder fra i fjor, ble han så glad at han gråt!

Selv prematur-jul-motstanderen meg måtte innrømme at dette skapte litt god julefølelse

I dag ble jeg vekka på en særs behagelig måte.
Vel, ikke første gangen, kl 5.30, men etter at hun hadde sovet litt til i vår seng, vekket minsten meg ved å stryke meg på hodet og si “Heeeiii”…som bare en 1-åring kan det.

Magisk!

Jeg mottok følgende skjermbilde fra en kollega.
Hendelsen skjedde da han tok datamaskinen sin ut av dockingstasjonen på kontoret.

Hva datamaskinen har drevet med, vites ikke….

For første gang i mitt 6 år lange ekteskap har jeg nå blitt truet med skilsmisse!

Bakgrunnen er like enkel og uskyldig som den er komplisert og særs alvorlig…ja, det dreier seg om fotball.

Min bedre halvdel (enn så lenge) og jeg sitter i hver vår leir, hva fotball angår. Hun er tilhenger av et lag jeg egentlig ikke bør nevne ved navn, men de har røde drakter og holder til i byen Manchester i England.
Mitt lag (ja, det er vanlig å omtale lag og spillere som mitt og våre, og gjerne også oss) har også røde drakter og holder til ikke så langt unna fienden. Jeg er tilhenger av fabelaktige Liverpool Football Club!

I går ble en av årets viktigste kamper spilt, nemlig Liverpool mot Manchester United. I Liverpool.

De seneste årene har kona og jeg hatt for vane å se disse kampene hver for oss. Vi ønsker hverandre lykke til og er (tilnærmet) ferdige med saken når vi møtes igjen.
Likevel er det ikke til å stikke under en stol at vi (jeg er temmelig sikker på at jeg snakker på vegne av oss begge) opplever glede og skadefryd når vårt lag seirer, noe som kan være vanskelig å holde tilbake.
Vi passer på å få utløp for gleden (eller helst skadefryden, egentlig) ved å sende meldinger til andre kjente, som er tilhengere av feil lag.

Nå har teknologien kommet såpass langt, og vi har en del felles bekjente, så det kan være vanskelig å “skåne” ektefellen for egne utsagn, f.eks på Facebook eller Live Messenger (msn).
I går vant Liverpool 2-0 mot United. Magisk!

Jeg har kolleger,venner og bekjente som sverger sin troskap til djevlene, og disse måtte jeg i dag passe på å gi et lite stikk via statusen på msn:

Godt å se Lucas herje med Scholes og Carrick…og Torres med Ferdinand, så klart.

Kona er også i mitt kontaktregister på msn, og det gikk ikke lang tid før skilsmissetrusselen var et faktum:

Av hensyn til ditt ekteskap og varigheita av det, tykkjer eg du skal fjerne msn-statusen din umiddelbart…

Jeg teller på knappene…

Kun Martin Jakobsen, også kaldet MC Rainbow, kender bevæggrundene for sin usandfærdige fremtræden i medierne som udsprunget bøsse i et provokerende hiphop-miljø. Mediestunt og personlig branding er nogle af de ord, som er sat på rapperens optræden i flere TV-udsendelser den sidste uge. Men er der tale om moralsk korrekt adfærd fra Martin Jakobsens side, når han for åben fjernsyn lyver den danske befolkning op i ansigtet om sin seksualitet? Og hvor går grænsen for, hvordan man kan tillade sig at gøre opmærksom på en problematik eller for den sags skyld på sig selv?

I onsdags stillede Martin Jakobsen op, først i Go’ aften Danmark og sidenhen i showet Dagens Mand, med budskabet at han var bøsse. Efterfølgende er det kommet frem, at det var en falsk proklamation. Rapperen gik nemlig fredag morgen i studiet hos Go’ morgen Danmark og fortalte, at hans udsagn om at være bøsse var usandt. Hans begrundelse for at gå i medierne og falsk ”springe ud” foran Danmarks befolkning var at finde ud af, hvorfor det ikke er i orden at være bøsse i hiphop-miljøet. Herudover var formålet angiveligt at skabe opmærksomhed omkring chikane af homoseksuelle i hiphop-miljøet.

Et vanskeligt spring

Martin Jakobsen fortæller onsdag i Go’ aften Danmark om kommentarerne på, at han var stået frem som homoseksuel. Her var det tydeligt, at det at ”springe ud” ikke altid medfører positive reaktioner. Det kan derfor umiddelbart virke som en meget hæderlig opførelse at gå igennem personlige angreb på sig og sin seksualitet for sort på hvidt at belyse, hvor svært en homoseksuel kan have det i et givent miljø.

Da udsendelserne kører forholder en lang række mennesker rundt i de danske hjem sig utvivlsomt til den problematik og den situation, som Martin Jakobsen onsdag udtrykker, han som homoseksuel befinder sig i. Herunder tager også personer for hvem homoseksualiteten er en reel del af dagligdagen i direkte eller indirekte forstand stilling til ham. Mange synes han er modig eller inspirerende, fordi han springer ud for åben skærm, og folk gribes af hans fremtræden.

Igennem indslaget tales der til folks empati, en empati som Martin Jakobsen viser sig ikke at være berettiget til. Og da rapperen to dage senere fortæller, at han ikke er bøsse alligevel, flyttes fokus. Det som angiveligt skulle skabe opmærksomhed omkring ubehagelig opførelse over for homoseksuelle i hiphop-verdenen erstattes af et fokus på, at Martin Jakobsen har snydt folk. Der er derfor også risiko for, at budskabet omkring homoseksuelles vilkår bliver overskygget af en undren og skuffelse over rapperens løgn. Så hvad huskes, sagen og problematikken eller personen bag? Og hvad var egentligt meningen, eller i dette tilfælde måske bagtanken, med rapperens optræden i TV?

Er det moralsk i orden?

Der er  blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt motiverne for MartinJakobsens fremtræden er dem, som han giver udtryk for, eller om det egentlig mere handler om eksponering af ham selv og personlig branding. Uanset hvad må det siges, at Martin Jakobsen har formået at iscenesætte sig selv og gøre sit navn og ansigt kendt i mange dagligstuer, hvor han måske ellers var ukendt.

Hvorvidt det gavner homoseksuelle eller ej, at rapperens optræden som bøsse er usand, må her forblive ubesvaret. Men uanset hvad baggrunden for hans springen frem og tilbage var, kan man stille spørgsmålet, om det er moralsk korrekt at lyve om et så følsomt emne, som homoseksualitet for mange er. Ligegyldigt om Martin Jakobsens løgne skal klassificeres som sorte eller hvide, er der ingen tvivl om, at seere og læsere har været publikum til løgne. Hip hop-miljøet er provokerende af natur, og dette stunt ligger derfor ikke nødvendigvis langt fra miljøets måde at kommunikere på. Men overskrider rapperen her alligevel grænsen? Hvad synes du?

TINE har en reklame for yoghurt gående på tv om dagen (digger forresten slagordet “For deg som liker å få det inn med teskje“), der de bruker Briskeby-låta Propaganda.

Fin låt dét (kan til og med huske å å ha sett Briskeby live i Tønsberg for en del år sida…), men etter å ha sett reklamen noen hundre ganger begynte jeg og kona og tulle med teksten i går kveld.

Vi kom fram til at det kunne vært gøy å høre f.eks Bye & Rønning gjøre en variant av låta:

This is proper ganja…you know, you know….

Hvis man interesserer sig for eller arbejder med magasiner, så er det ret inspirerende at tage et kig på dette link http://www.magazine.org/asme/2009-best-magazine-cover-winners-finalists.aspx. Her kan du se finalisterne og vinderne af 2009 Best Magazine Cover.

www.magazine.org

For et års tid siden havde pressen ikke meget tilovers for landsholdstræner Morten Olsen og det danske fodboldlandshold, men efter Danmarks sejr over Sverige i lørdags er fodboldredaktørerne vendt total rundt på en tallerken. Overskrifter som ”Mortens 13 forkerte” og ”Fyr Morten Olsen” blev efter lørdagens kamp erstattet af rosende overskrifter som ”Hurra for Morten” og ”Vi hører til ved VM”.

Allan Pedersen, fodboldredaktør for Ekstra Bladet, udtalte for et års tiden, at vi havde det dårligste landshold i 30 år. Samtidig blev der sat spørgsmålstegn ved Morten Olsens evner som landsholdstræner, og flere sportsjournalister som blandt andet Kurt Lassen krævede Morten Olsen fyret fra posten som landstræner.

I går morges var Kurt Lassen og Allan Pedersen så i Go´morgen Danmark, hvor de begge fastslog, at de aldrig havde sat spørgsmålstegn ved Mortens evner som landstræner. Med ordene ”fantastisk dygtig faglig træner”, forsøgte Allan Pedersen nu at mane den megen kritik af landstræneren til jorden igen. Da må man da sige, at der er sket en U-vending hos de to danske sportsredaktører, men lad os nu se hvor længe sejrsrusen holder. Sejrsrusen bredte sig hurtigt til de danske dagblade, der i ugens løb har hyldet det danske landshold for en flot kvalifikationsrunde uden nederlag.

DET nederlag kom så i går aftes mod et ungarsk hold, der forstod at udnytte én af de få chancer de kom til i løbet af kampen. Ungarn vandt kampen med 1-0.
Med overskrifterne denne morgen er der så igen kritik af det danske landshold – denne gang har pressen valgt at fokusere på Jon Dahls manglende scoringer og tilskuernes buhende opførsel under kampen. De danske tilskuere til kampen i går er helt sikkert det sidste års tid blevet påvirket af pressens konstante pointering af landsholdets fejl og mangler….derfor den buhende reaktion i går aftes i Parken. Jeg synes det er en ærgerlig opførsel – Danmark er nu engang i VM, nederlag eller ej.

Lad da sejrsrusen vare lidt længere end blot 4 dage, og lad derefter pressen om det beskidte arbejde. Hvis du har glemt hvordan det så ud, da Danmark kvalificerede sig til VM, så gense Jakob Poulsens mål her:

I en række nye kampagnefilm, der skal få folk til at holde op med at ryge, når skrækkampagner nye højder. Filmene viser på klammeste vis, hvordan rygning nedbryder og ødelægger organerne. Kampagnen, der kommer til at tone hen over danskernes tv-skærme her i efteråret, står Sundhedsstyrelsen bag og er navngivet “hver eneste cigaret skader dig”. Læs mere om kampagnen her på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Se én ud af de i alt fire kampagnefilm her og afgiv herefter din stemme – synes du kampagnefilmen går over grænsen og derfor ikke skal vises på tv, eller synes du kampagnen er acceptabel eller super og derfor har ret til at blive vist i reklamernes sendetid?

I dag fik jeg en mail fra kunstnerne bag de fantastiske “Her må du gerne-skilte”, der sagde, at projektet var slut nu, så hvis man fandt et skilt i gadebilledet “måtte man gerne” tage det med hjem.

Og det lod jeg mig jo så ikke sige to gange. For selvom jeg har været sulten efter de skilte, kunne jeg som den pæne pige jeg er (opdraget ud fra princippet om, at hvis jeg plukkede den fine blomst i det offentlige rum, ville ingen andre få glæde af dem) var det aldrig faldet mig selv at snuppe et, selvom jeg godt kunne se, der var mange andre, der gjorde det. Men nu, hvor jeg “gerne måtte” pilede jeg med lysets hast derhen, hvor jeg forleden så et af mine yndlingsskilte så. Og det var der heldigvis stadigvæk – så nu er jeg den lykkelige ejer af et “Her må du gerne have en anden etnicitet end dansk”-skilt.

Nu er det ikke så let af cykle med sådan et skilt, så mens jeg trak cyklen hjemad med min fangst på slæb, fik jeg lige et par minutter til at tænke over, hvad der mon ville ske med skiltet, når det blev taget ud af det offentlige rum – og flyttet hjem i privaten. Ville det på samme måde kommentere min privat-sfære, som jeg havde oplevet skiltene kommentere samfundet, mens de stod i den offentlige sfære?

Og hvad betød det, at det var netop dette skilt, jeg havde nuppet? Hvis jeg havde taget det, hvor der stod “Her må du gerne skåle i champagne” ville der ikke have været noget som helst kontroversielt i det, fordi jeg sandsynligvis har skålet i champagne på hver eneste kvadratcentimeter her i lejligheden. Men hvad, når det handlede om et skilt, hvorpå der står “Her må du gerne have anden etnisk baggrund end dansk?”

Ved hoveddøren var det nemt. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg gerne vil invitere mennesker med “anden etnisk baggrund end dansk” indover min dørtærskel. Jeg betragter mig selv som ekstremt kulturelt åben og tolerant – og så tæt man kan komme på at være etnisk “Farveblind”. Så ingen problemer her – vær velkomne alle (hvis vi altså i øvrigt har noget tilfælles og jeg kender dig godt nok til at have lyst til at invitere dig indenfor), uanset etnicitet.

Ved min bogreol og musiksamling gik det også strålende. Mine skønlitterære bogreoler rummer alt fra H.C. Andersens eventyr, Karen Blixens Skæbneanekdoter og Oehlenschlägers samlede værker, til en omfattende samling af sydamerikansk magisk realisme, en stor samling afrikansk litteratur, masser af jødiske litterater og en hel stribe af den nyere tids store nordmænd. Og min faglitterære reoler bugner af antropologiske værker, religionshistorier og minoritetsteoretiske afhandlinger. Og pladesamlingen – nu i form af iPod – er så etnisk-eklektisk, at man slet ikke kan sætte ord på, hvor det meste kommer fra. I mine kulturelle input hersker der slet ingen tvivl om, at man gerne må have anden etnisk baggrund end dansk for at gøre sig gældende.

Lige først var jeg også helt ok med det, da jeg satte skiltet i min yndlingsøreklapstol. For hvad har der ikke siddet af store hjerner fra alverdens lande i den stol, mens vi har diskuteret verdenssituationen på alverdens sprog? Men efterhånden som jeg begyndte at tænke mig mere om, begyndte der at vise sig et mønster. For nok havde der været tale om folk med mange forskellige NATIONALITETER, men hånden på hjertet – hvis man nu et øjeblik IKKE skulle gøre sig selv etnisk farveblind og faktisk lige overveje, om der havde siddet nogle med andet end kaukasiske træk, kan det koges ned til et par håndfulde.

Og aprospos koge – så hersker der ingen tvivl om, at tingene i mit køkken hellere end gerne må have “anden etnisk baggrund end dansk”. Mine hylder bugner af granatæblesirup, røget paprika, harissa, blæksprutte-sauce og fine franske olier. Teer fra alverdens lande, knive hjembragt fra Asien på den før-visitations-zone-agtige-måde.

Og når jeg skal have hurtig mad til et sammenskudsgilde falder intet mig mere naturligt, end lige at røre en hummus sammen lavet af ingredienser indkøbt hos min yndlingsgrønthandler i Blågårdsgade, som jeg altid sludrer så hyggeligt med og som ved, at jeg er fanatisk storforbruger af koriander, honningmangoer og mynte. Således havde jeg også købt ind til en ordentlig skudefuld hummus i dag, fordi vi i andelsforeningen debutterer med et nyt koncept kaldet “torsdagsmad i kælderen” hvor vi allesammen tøffer ned med gode sager, så vi spiser sammen i stedet for at sidde i hver vores lille hul hver for sig. Et enormt åbent og tolerant og overskudsagtigt koncept synes vi selv. Og lur mig om ikke min hummus vil blive suppleret med en masse andre retter, der har anden etnisk oprindelige end dansk? Men samtidig må jeg sige, at det er tankevækkende, at vi bor midt på Nørrebro i Danmarks mest fantastiske og superinspirerende kulturelle smeltedigel – og alligevel er der INGEN i andelsforeningen, der har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er vores egen lille enklave – hvis man nu skal helt hånden-på-hjertet-agtigt-ærlig.

Hmmm – ingen kommentarer

Fra mit skrivebord ville jeg jo umiddelbart sige, at jeg har direkte adgang til en verden og en stor vennekreds, der har mange andre etniske baggrunde end dansk. Men ikke desto mindre har jeg alligevel måttet sande, at der først rigtig kom skred i mine Facebook-statusopdateringer, da jeg gik over til at skrive dem på dansk i stedet for på engelsk. Og at mit tværskandinaviske magasin led voldsomt under sprogbarriererne selv mellem dansk, svensk og norsk. Jeg ville have forsvoret det, inden jeg prøvede. Men realiteterne var skræmmende. Alligevel føler jeg, at jeg fra min arbejdsplads dagligt er i kontakt med en hel verden, hvor jeg søger inspiration og ny viden – og korresponderer med mennesker fra hele verden. De er her ikke fysisk, lige her og nu i min lejlighed. Men mentalt er der plads til dem alle sammen – uanset om deres etnicitet er en anden end dansk.

Faktisk – og det synes jeg, er skidepinligt – tror jeg, at kosteskabet for mange, og også for mig, er der, hvor der mest naturligt i tidens løb har været adgang for folk med anden etnisk baggrund end dansk. Hvorfor forekommer det bare helt naturligt, at det er alle andre end danskere, der gør rent hos os – mens det næsten ikke er andre end danskere, der kommer til vores fester og middage?

Fra mit køkkenvindue er der udsigt det etniske medborgerhus og deres gård, hvor der meget foregår arrangementer, der har alle andre etniske oprindelser end dansk. Her fejres alt fra Eid til jødiske gastronomi-dage, fra Baskiske befrielses-fester til den ghanesiske nationaldag, fra fastelavn til tyrkisk fællesspisning. Og både børn og voksne fra vores gård diffunderer ind og ud mellem vores aflukkede gård og verden udenfor. Og vi elsker det. Der er intet sted, vi hellere ville bo end lige netop her, hvor vi er midt i det hele og vi allesammen kan blande os op med alverdens kulturer. Men samtidig er vores gård jo hermetisk aflåst, så det kun er os, der kan bevæge os den anden vej. Så det lægger igen op til enklave-tankerne.

Så alt i alt må man sige, at det der skete, da jeg tog skiltet fra den offentlige sfære og hjem i privaten var, at jeg pludselig blev bevidst om, at min egen hallalhippie-agtige tilværelse i virkeligheden ikke strækker sig særlig langt ud over de kulturelle, gastronomiske og eksotiske indslag, jeg selv bringer ind i bidder i mit hjem. Men det er faktisk forsvindende sjældent, det er menneskene selv, der kommer indenfor. Og det, selvom jeg til enhver tid vil sige “ja, selvfølgelig må gerne have anden etnisk baggrund end dansk”.

Efter en smule forsømmelse af bloggen er vi nu tilbage med fornyet energi og nye varme kommunikationsbolcher til krukken:-)

Vi kan nu alle fire bolchekogere kalde os cand.ling.merc.’er i virksomhedskommunikation efter et veloverstået studie med masser af inspiration og faglig viden. Vil du vide mere om, hvad det er vi kan med vores uddannelsesmæssige baggrund så se kompetenceprofilen for Kandidatuddannelsen i Virksomhedskommunikation på http://www.asb.dk/article.aspx?pid=2729 og http://www.asb.dk/article.aspx?pid=2732, hvor jobprofilen er bekrevet.

Vi håber at kunne inspirere andre det næste stykke tid med vores indlæg, der tager udgangspunkt i det vi brænder for – nemlig kommunikation.