“Dec. 17 (Bloomberg) — World leaders flying into Copenhagen today to discuss a solution to global warming will first face freezing weather as a blizzard dumped 10 centimeters (4 inches) of snow on the Danish capital overnight.
“Temperatures will stay low at least the next three days,” Henning Gisseloe, an official at Denmark’s Meteorological Institute, said today by telephone, forecasting more snow in coming days. “There’s a good chance of a white Christmas.”
Denmark has a maritime climate and milder winters than its Scandinavian neighbors. It hasn’t had a white Christmas for 14 years, under the DMI’s definition, and only had seven last century. Temperatures today fell as low as minus 4 Celsius (25 Fahrenheit).”
Read More HERE: Blizzard in Copenhagen

HERE are the 100 reasons, released in a dossier issued by the European Foundation, why climate change is natural and not man-made: 100 reasons climate change is natural

U.N. Climate conference president resigns

Police Beat Back Massed Climate Protestors, John M. Broder and Tom Zeller, Jr., NY Times

Protests have reached new levels now that the world leaders have arrived in Denmark. Police aren’t allowing anyone into the Bella Center, where the negotiations are taking place, but the 50-100 delegates that wished to speak with the protestors weren’t allowed out, either.

This was casually dismissed as a side note in the article, but the President of the conference, Connie Hedegaard, has also stepped down. The Danish PM is taking her place, Lars Lokke Rasmussen. I hope it wasn’t anything more than ‘procedural,’ but Ms. Hedegaard said “with so many heads of state arriving it was appropriate that the Danish Prime Minister would preside over the summit.”

And in a side note to the side note… the poor Italian PM was attacked on Sunday! “The prime minister is recovering after the attacker hurled a souvenir model of Milan’s cathedral into the prime minister’s face.” He even lost teeth. Ugh. And we thought shoes were bad…

E pensare che fino a poche settimane fa dovevano essere soltanto tre. Saranno nove invece le donne che entreranno a far parte della nuova Commissione europea in carica da gennaio del 2010. Affermazione femminile o vittoria personale del presidente Barroso? Difficile stabilirlo. Intanto però possiamo andare a vedere chi sono le nove commissarie appena nominate:

Catherine Ashton (Gran Bretagna) - Anche se a digiuno di esperienze in campo diplomatico, la baronessa Ashton sarà Mrs. Pesc, cioè l’Alto rappresentante per la Politica estera dell’Ue. Già titolare del Commercio nella Commissione uscente, la neoministra degli Esteri, laburista, sarà anche uno dei sette vicepresidenti dell’esecutivo europeo.

Viviane Reding (Lussemburgo) – Una delle più esperte. Esponente del partito Cristiano sociale (centrodestra), dopo essere stata responsabile della cultura nella commissione Prodi (1999-2004) e dei media in quella Barroso (2004-09), alla combattiva Reding (ricordate la procedura di infrazione per la legge Gasparri?) è stato affidato il portafoglio della Giustizia, nonché il ruolo di vicepresidente della Commissione.

Cecilia Malmstroem (Svezia) – La nuova commissaria agli Affari Interni dell’Unione sarà una convinta europeista di 41 anni, liberale, già esperta di Europa in quanto ministro delle Politiche comunitarie nell’esecutivo svedese guidato da Fredrick Reinfeldt (centrodestra). Per lei era stata messa in campo anche l’ipotesi di diventare Mrs. Pesc

Neelie Kroes (Olanda) – Ecco un’altra faccia molto in vista a Bruxelles, inclusa per 4 anni di fila (2005-2008) tra le cento donne più potenti al mondo da “Forbes” e nota ai cittadini europei per aver sanzionato, da commissaria alla Concorrenza, Microsoft per l’abuso di posizione dominante. Liberale di lunga data, Kroes ora sarà uno dei vicepresidenti della Commissione, nonché la donna che si occuperà dell’Agenda digitale e dello sviluppo della società dell’informazione in Europa.

Connie Hedegaard (Danimarca) – La titolare del Clima viene dal Paese dove a breve si terrà la conferenza Onu sui cambiamenti climatici. Hedegaard, attuale ministro danese dell’ambiente (centrodestra), sarà in prima fila a Copenaghen per fare in modo che il summit non si limiti a una lista di mere dichiarazioni di intenti. Da gennaio invece, con il nuovo portafoglio inaugurato dalla Commissione, le toccherà coordinare, nell’ambito di sua competenza (il clima, appunto), chi si occuperà di ambiente, energia, agricoltura ed industria.

Androulla Vassiliou (Cipro) – L’attuale commissaria Ue alla Salute (dal 2008, in sostituzione di Markos Kyprianou) si occuperà dal prossimo anno di Istruzione, cultura e multilinguismo. Temi delicati, dunque, su cui si gioca il futuro dell’integrazione europea e della stessa carriera politica dell’ex vicepresidente dell’Alde (i Liberaldemocratici europei).

Maire Geoghegan-Quinn (Irlanda) – La nuova responsabile per la Ricerca, l’innovazione e la scienza è un’esponente di lungo corso del Fianna Fáil (il partito di maggioranza in Irlanda, centrodestra) ed è la prima donna irlandese a essere nominata commissaria. Oltre alla politica, Geoghegan-Quinn si è dedicata anche alla scrittura, pubblicando il romanzo “The Green diamond”, che racconta l’esperienza di quattro donne che condividono un appartamento nella Dublino degli anni 60.

Rumiana Jeleva (Bulgaria) – Una percentuale altissima dei fondi europei per la cooperazione allo sviluppo dei Paesi del Sud del mondo viene dalle istituzioni comunitarie. A Jeleva, membro del partito dei Cittadini per lo sviluppo europeo della Bulgaria (centrodestra) e attuale ministro degli Esteri di Sofia, spetterà il coordinamento delle politiche per la Cooperazione e gli aiuti umanitari.

Maria Damanaki (Grecia) – Ex militante della sinistra comunista ellenica e attuale membro del Pasok (il partito socialista greco), Damanaki è nota in Grecia per essere stata la voce del programma radiofonico “Questo è il Politecnico” che spinse gli studenti dell’università di Atene alla celebre rivolta contro la dittatura dei colonnelli (1973). Nella nuova Commissione targata Barroso, la “pasionaria” gestirà il portafoglio di Pesca e affari marittimi, un settore in cui la competenza delle istituzioni comunitarie è ben più ampia rispetto a quelle nazionali e regionali.

Én af de ting, jeg har lært meget om ved at studere teologi, er, at vi alle har en slags filosofisk arv. Hvis vi er kristne, så har vi en teologisk arv, uanset om vi er bevidst om den eller ej. Evangelist hører til i den knapt så veluddannede del af spektret, da Christian Hedegaard ikke har nogen anerkendt teologiuddannelse.

Hvad han har er et par ophold på diverse bibelskoler, lidt i Mariager og lidt på Københavns Bibeltræningscenter. KBC har sin teologiske tradition fra Livets Ord i Sverige, altså Trosbevægelsen, og deres lære kan føres tilbage til den amerikanske prædikant, Kenneth E. Hagin. Når man læser Hagins bøger, så genkender man hurtigt den teologiske tankegods, som man også støder på hos Evangelist.

Én af Kenneth E. Hagins mange bøger hedder “I Believe in Visions”. Hagin er interessant på flere områder, dels hans meget konkrete opdeling af ånd, sjæl og krop. I forbindelse med Evangelist er det dog ikke det, der springer i øjnene. Her har Christian Hedegaard muligvis en mere traditionel forståelse. Til gengæld, så er hele temaet omkring, hvad det vil sige at tro, meget interessant.

Tro, at I har fået

Hagin var som dreng meget syg og svagelig på grund af et dårligt hjerte. Dog fandt han håb i Markus 11,24: “Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.” Dette blev det gældende princip for den dødeligt syge dreng, der senere blev en kendt amerikansk prædikant. Bag på bogen står der “Mark 11:23 and 24 keynote Kenneth E. Hagin’s life and ministry”. Overskriften på kapitlet om dette vers lyder: “The Verse That Changed My Life”.

Til at begynde med blev Hagin dog ikke rask af at bede for helbredelse. Han tvivlede meget på skriftstedet udlægning og forstod ikke, hvorfor Gud ikke helbrede ham. Da kom han til den konklusion, at han havde misforstået skriftstedet:

“In this moment, I saw exactly what that verse in Mark 11:24 meant. Until then I was going to wait till I was actually healed. I was looking at my body and testing my heartbeat to see if I had been healed. But I saw that the verse says that you have to believe when you pray. The having comes after the believing. I had been reversing it. I was trying to have first and then believe second. That is what most people do.”

Derfor gav Hagin sig til at sige til sig selv: “Jeg er rask!” Han lukkede ørene for enhver stemme i hans hoved, som foreslog, at det bare var noget, han bildte sig ind. Han tvang sig på benene og fik kroppen i gang igen. Kenneth Hagin, der var blevet spået en tidlig død, kom til at leve mange år endnu, og hans hjerte blev helbredt. Psykologer og læger vil bekræfte, at det rigtignok har en positiv effekt på kroppen, når syge mennesker ser på sig selv som raske.

Hvordan ved man, man er rask?

Når man læser om Hagin, så er det svært ikke at rejse et par spørgsmål. Det mest selvfølgelige spørgsmål er: “Hvordan ved man, man er rask?” Hagin tillod sig ikke at teste sin raskhed, før han bestemte sig for, at han var rask. Han viste sig at være i stand til at gå med det samme (efter eget udsagn i hvert fald), men var han faldet om på gulvet, så havde han alligevel sagt: “Jeg er rask!” Uanset hvor syg du er, så vil du ud fra denne definition af tro aldrig se det anderledes. Det vil formodentlig gavne dig at have så positivt billede af din tilstand, men hvis det ikke virker, så er du bare en syg mand, der ikke vil forholde sig til virkeligheden.

For Hagin drejer det sig om enten at tro på, at Guds ord er sandt eller falsk. Så let kan man naturligvis ikke stille det op, selv om fundamentalister altid har gjort det, når de har læst i bibelen. Jeg vil f.eks. erklære, at jeg har 100% tillid til bibelens troværdighed, men jeg er ikke sikker på dens nøjagtige betydning i alle ting. Fundamentalister ser kun én mulig udlægning, og så siger de, at enten tror man på denne udlægning, eller også tror man ikke på bibelen. Det samme gør Hagin tydeligvis med Mark 11,23.

Eksempler fra Evangelist

Hvis Hagin er den teologiske forfader for Evangelist, så er det altså ikke usædvanligt, at Evangelist ikke vil se i øjnene, at folk hos dem forbliver syge. Med den samme tankegang, så vil de se det som ødelæggende for status quo, hvis en patient ser på sig selv og siger: “Jamen, jeg er jo stadig syg.” I deres øjne, så er man, hvad man siger, man er. Og derfor bliver deres mange fantastiske vidnesbyrd også mere et udtryk for, hvad de mener, de bør tro, end hvad de egentlig observerer fra virkeligheden.

Janni, en kvinde der gennemgik behandlingsformen hos Evangelist, skrev sin historie til kritisk.dk, og her kan man læse en klar bekræftelse på ovennævnte tankegang:

“Når jeg havde det skidt psykisk følte jeg ofte jeg havde dyr over det hele, og en af gangene hvor jeg havde sådan var vi på Vildkildegård. De tog mig med ud i et rum, hvor de begyndte at skælde mig ud, og sige det var min egen skyld at jeg havde det som jeg havde, og jeg selv havde valgt frelsen fra. Fordi som de sagde hvis jeg troede nok på jeg var fri, ville Jesus sætte mig fri.”

Det samme gør sig gældende i historien om Lis, der kom til Evangelist med kronisk depression og astma. I hendes vidnesbyrd forklarer hun:

“Irma sagde til mig at de ville bede for mig. Jesus ville sætte mig fri for dæmonerne og helbrede mig. Irma sagde at jeg ikke havde brug for medicin, Jesus havde båret min sygdom på korset og havde altså allerede helbredt mig. Jeg var derfor allerede helbredt og behøvede ikke længere tage min medicin.” (betoning med fed er kopieret fra den originale artikel)

Tankevækkende ligheder

Janni og Lis har formodentlig intet kendskab til Kenneth E. Hagin eller fremgangsteologien. Alligevel, så viser deres beskrivelse af Evangelists teologi angående helbredelse at være fuldstændig på linje med Hagins teologi.

Christian Hedegaards ophold på KBC har altså været med til at forme hele tankegangen hos Evangelists medarbejdere og kvaksalvere. Jeg har meget konkret forholdt mig til trosprincippet om at “tro, man har fået, før man får” – endnu mere synlig bliver lighederne dog, når man desuden læser om Kenneth E. Hagins syn på dæmoner og på det talte ords magt.

Mens disse ligheder, som vi har set de sidste dage, har katastrofale konsekvenser for personerne på deres rehabiliteringshjem, så har det også en kæmpe betydning for Evangelists troværdighed i deres solstrålehistorier. Hvordan ved man, man er rask? Hvis man er i behandling hos Evangelist, så har man bare at tro på det!

Jeg har netop set tv-udsendelsen om Bubbers tre dage hos Evangelist. Jeg må indrømme, det havde en stor underholdningsværdi at se mødet mellem de to verdener. En almindelig borger fra det sekulariserede samfund, der pludselig begiver sig ind i en verden, hvor alle snakker om Guds kraft, taler i tunger, synger glade sange og ser sig selv som “fanatiske på en god måde”.

Jagten på Jesus og “Guds kraft”

Det er vældig morsomt at se Bubber, når han på den ene side ikke kan lade være med at vise, at det hele vist nok er lidt for mærkeligt til hans smag, og når han på den anden side prøver at bevare et åbent sind. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da han gav sig til at knipse med fingrene under bordverset, og da han efter en lovsang kigger rundt på folk, der stille står med lukkede øjne som i trance.

Det meste af dokumentaren drejer sig om hans forsøg på “at møde Jesus”. Christian Hedegaard bilder ham ind, at han skal prædike til Bønnenatten, og det giver Bubber en ekstra motivation for at møde den Jesus, de alle snakker om. Først tager han en mands hånd, lukker øjnene og siger “Jesus, jeg banker på.” Beboerne ser spændt på, indtil han åbner øjnene og spørger, om han skal banke igen. Da det ikke virker, stiller de sig i en rundkreds om ham, lægger hænderne på ham og taler i tunger, mens én beder for hans møde med Gud. Da han bagefter åbner øjnene og skuffet – muligvis pinlig berørt – ser rundt på evangelisterne, da ved man, at det heller ikke virkede.

Hvem der har det bedste job

Et klip viser billeder fra Bubbers værelse, mens man hører uddrag af Bubber, der læser fra bibelen. Han fortæller derpå, at han ikke har mødt Jesus og siger: “… hvad værre er, at jeg har besluttet mig for ikke at prædike. Jeg har lyst til at sige “Fandens osse” for jeg synes ikke det er sjovt at skulle gå til bekendelse hos Christian. Bare han ikke sender mig direkte i helvede.”

Hedegaard morer sig tydeligvis over Bubber, da han holder sin tale om, at han ikke vil prædike og siger, at det regnede han heller ikke med. Situationen ender med en morale fra Christian Hedegaard, som jeg nok gør bedst i at citere, da jeg ikke ville kunne gengive den i egne ord: “Jeg synes bare, du skulle have lov at brænde lidt i skoene, for alle de der udsendelser, du laver, dér plejer du at gøre, hvad du får besked på. Så tænkte jeg at den her gang, så får vi se, hvor langt samvittigheden den rækker.” Bubber nikker en gang, dog ikke just med et stort aha malet i ansigtet.

Jeg mistænker Bubber for at være lige så uforstående som jeg med hensyn til, hvad det præcis var han skulle lære af at svede i disse 24 timer op til Bønnenatten. Udover at Christian Hedegaard laver usædvanlige narrestreger med folk, udsætter dem for stress og i øvrigt ikke bryder sig om, at Bubber arbejder for TV2 – hvilket også kom til udtryk tidligere i udsendelsen, da han uden provokation og helt udenfor sammenhæng pludselig insisterede: “Jeg har da det fedeste job i hele verden. Du skal ikke tro du har det bedste job som tv-mand.”

Mødte Bubber Jesus?

Denne mærkværdige situation lagt til side, så kan jeg på en måde godt undre mig over Bubbers konklusion til slut i programmet, når han siger, at han ikke mødte Jesus. Hvilket rask menneske kan læse “Den fortabte søn” (Lukasevangeliet 15,11-32) og ikke møde Jesus? For hvis nogen fortælling i Det Nye Testamente giver os et møde med Jesus, så må det være den. Jeg tror, Bubber faktisk mødte Jesus, bare ikke på den måde, som Evangelist havde håbet med mirakler, kramper, tungetale, trance, dæmonuddrivelse, etc..

Men en glad Bubber siger hen mod slutningen af programmet: “Jeg er ikke blevet Evangelist, men til gengæld har jeg fået bibelen, og den vil jeg tage med hjem!” Er denne glæde over Guds ord mindre virkelig end de opsigtsvækkende hændelser, der blev filmet af bl.a. folk, der lå og rystede på gulvet?

“Noget, I ikke har vist mig?”

Udsendelsen slutter dog ikke der. Da Bubber i Nyhederne hører om børn, der er bange for dæmonuddrivelser, tropper han op på Christian Hedegaards dørtrin, bliver lukket ind og stiller Christian Hedegaard spørgsmålet: “Er der noget, som I ikke har vist mig? Noget jeg ikke har set?” Christian benægter det hele ved at sige, at Bubber selv har “gået ind og ud” og selv har bestemt, hvor han ville være i organisationen. Den opmærksomme seer vil dog huske, at Bubber var travlt beskæftiget med at prøve at forberede sig til den prædiken, Hedegaard havde bildt ham ind, han skulle holde.

Spørgsmålet ligger stadig hos seeren, der på den ene side har Bubbers historie og på den anden side hører om skræmte børn (og meget andet): Kan et par tilrettelagte dage hos Evangelist give et helhedsindtryk af, hvad der foregår hos dem, og er det nok til at aflive alle historierne?

De sidste par dage har jeg været på en mindre rundtur i det jyke. Det hele startede med en cykeltur fra Århus til Holstebro, hvor jeg besøgte min bror og hans kone – samt to små børn… Hvoraf den fyldte én mdr. d. 17 Januar

Herefter stod den på cykling fra Holstebro og til Thyholm hvor jeg skulle prøve at aggere hofnar for Hedegaard, som lige er blevet opereret og bare ligger hjemme og… laver ingen ting. Det plejer at også at være meget let at få hinanden til at grine, men det hele bliver sgu gjort lidt mere besværligt når den ene person ikke rigtig kan hører noget – Men det var nu meget sjovt at alligevel. Meget sjovt hvordan man kan sidde og forklare et eller andet i flere minutter hvorefter han bare siger “Hva, siger du noget eller hva?!”

Lørdag stod den endnu engang på hygge med familien – dennegang mine kære forældre samt min storesøster, mand og to knægte. Rigtig hyggeligt lige at få tid til at snakke lidt og slappe lidt af Det bedste ved lørdagen må dog være den aftensmad som mor diskede op med: Kartofler med persilleSOWS samt rødspætter – Uden tvivl en af de klart bedste retter i hele verden… Det er simpelthen bare fantastisk

Ja, og så har jeg fundet min nøgle til min cykel herhjemme – så det kan næsten ikke blive bedre

Journalisten Lars Åberg (ej att förväxlas med skådespelaren Lasse Åberg) har skrivit en intressant krönika i Sydsvenskan:

“Dansk dynamit? Hedegaards bok ”Groft sagt” väcker oro för en ny Muhammedkris.

Eftersom begreppet kränkt devalverats så häftigt att det numera saknar substans får vi väl snart börja tala i andra termer om konst och åsikter som vi inte gillar.

För vem blir egentligen kränkt av teckningar av rondellhundar eller bomber i turbaner? Upprördheten finner man främst hos muslimska Åke Green-figurer. Problemet är att de har telefonnumret till totalitära regimer och rörelser och kan utlösa en politisk aktivism, som den öländske pastorn inte befinner sig i närheten av.

Den kultur- och medieoffentlighet jag tillhör har bestämt sig för att det är okej att problematisera och satirisera Jesus, men inte Muhammed. Den förre skildrar vi lite hur som helst, även skojfriskt. Den senare närmar vi oss ängsligt tassande.”

Sydsvenskan

Tack för tipset, ArgSvenne!

/MX

jeg har lige læst et mærkværdigt artikel inde på politiken.dk

For varmt til at slås
»Der har været markant færre slagsmål og overfald, end der har været på de almindelige weekender, selv om der har været usædvanligt mange mennesker på gaden«, siger den centrale vagtleder Mogens Knudsen hos Københavns Politi.

»Jeg ved ikke, om det har været for varmt til at slås«, tilføjer han.

Til gengæld har politiet fået en del opkald fra naboer til fester og grillarrangementer, der følte sig generet af støj.

Gladere københavnere
»Både fredag nat og lørdag nat har der været meget at lave, men der har ikke været noget alvorligt. Folk har åbenbart været gladere i denne weekend, på trods af at vi normalt ville forvente, at der var mere vold i luften, når mange mennesker er på samme sted og har fået noget at drikke«, siger Mogens Knudsen.

Det er simpelthen utroligt! det er som om politiet og medierne keder sig, når de ikke har noget at skrive om, når der ikke er ballade udenfor! Istedet for at skrive Om paradis Is, eller Hotel D’angletaire, så tager de og interviewer en politimand om hvorfor der ikke har været nogen knivdræbte eller blot en lille voldtægtsforsøg som de kan skrive om!
Well, det er ligesom dengang for et par år siden da jeg læste om en rekordlav antal mord I Chigago! det viste sig at i løbet af en uge i 2004 så var der kun 6 skuddrabte i forhorld til de sædvanelige 7! og alt æren tilfaldt guvernøren fordi han havde arbejdet MEGET HÅRDT for at sænke kriminaliteten…

Hold da op, hvor er journalister nogle gange nogen værre nogen! kan i da ikke bare holde et grillparty eller drikke jer fulde? istedet for at søge om sådan noget petite journalistik? men hvad skal man sige? SKIDE RADIkALE!

Interessant. 6 af de 10 øverste handler om Evangelist, men pudsigt nok ingen af de tre øverste. Den øverste handler om Syvende Dags Adventistkirken, og jeg er næsten sikker på, at langt de fleste besøgende var adventister. Den næstøverste vinder sølv på at have PLAY.COM i sin overskrift. Og bronze går til et rimelig sjovt computerspil, jeg ikke var særlig god til – samme emne har også været meget populært på Tvesoks blog, har jeg bemærket.

Angående Evangelist, så overvejer jeg seriøst at slette nogle af indlæggene og skrive nogle bedre og mere velovervejede indlæg om organisationens teologi inde på Seeking the Bulletproof. Dette får jeg dog ikke gjort i morgen, så indtil videre må jeg vel bare finde mig i, at jeg i sin tid greb det sådan an. (Forstå mig ret, jeg mener stadig, der er kraftig grund til at advare mod dem som organisation – og mod deres lære)

Nu da jeg var i Danmark, besluttede jeg mig for endelig at sætte mig ned og se hele dokumentaren om Evangelist, Gud i Gørløse. Jeg fik den tilsendt med posten fra min mor, der havde optaget den, men da min computer er møgirriterende, er det kun lykkedes mig at se den første halve time på en vens computer, og så udsatte jeg at se resten.

Men nu er den set, og jeg synes overordnet set, at DR har lavet en interessant og tankevækkende dokumentar, uundgåeligt med en lidt sekulariseret tilgangsvinkel her og der (især i forhold til tienden) og så med de lidt for mange virkemidler (f.eks. (a) mange cuts i de korte interviews med Henrik og (b) den dybt sørgmodig musik, mens folk helbredes og blir døbt), hvor man godt kunne have tænkt sig, at materialet blev vist i sin rå form.

Mest interessant for mig var Bønnenatten, de viste til sidst i udsendelsen. Kira har fortalt om episoden, men jeg vidste ikke, at DR havde det på bånd (men fedt!). Man ser i dokumentaren, at Kira ydmygt går hen til Christian Hedegaard og spørger pænt, om ikke de kunne tale sammen i bare fem minutter. Reaktionen viser CH, som han er – typen, der sparker til folk, der allerede ligger ned.

“Dav.”
“Davs, Kira. Lang tid siden…”
“Jeg tænker, om du lige vil bruge fem minutter på mig?”
“Overhovedet ik!”
“Det vil du ik?”
(Hovedrystende) “Ik efter din opførsel. Du har brugt alle dine chancer…”
(…)
“Og du har slet ik mulighed for at se det fra min side af?”
“Overhoved’ ik – jeg syns, du er bindegal.”

Denne optagelse har resulteret i en ret interessant kommentar på forsvarsbloggen. “Vidste vi, at de kom med retningsbestemte mikrofoner den aften, de var med til en bønnenat? Nej, selvfølgelig ikke.” Det er mere en indrømmelse, end det er et egentligt forsvar. Implikationen er, at havde de vidst, at DR fik lyden med, så havde de naturligvis behandlet hende lidt bedre for at se mere sympatiske ud på tv (hvorfor ellers behandle en desperat mor menneskeligt?).

På Danmarks Radio sendte de i 2. del af Aftenshowet d. 4. oktober en opfølgelse på dokumentaren om Evangelist – et interview med Lena Løbners datter, der brød med Evangelist. Du kan selv se det på deres hjemmeside, hvis du er hurtig, som jeg var. Jeg har ikke set dokumentaren om Evangelist endnu, men fik min mor til at optage den, og hun har sendt den til England på DVD, så den skulle snart være her. Foreløbig lige et par betragtninger fra og kommentarer til interviewet med Anne Løbner Vegger.

Hun nævner sine forældres skilsmisse, og hun forklarer, at hendes far blev mere og mere ateist, mens hendes mor blev mere og mere ekstrem kristen.

Kommentar: Det lader til at være sådan vi reagerer på hinanden på det religiøse og åndelige plan. Når den ene går mod en yderpol, så har den anden som regel valget mellem to måder at reagere på. Man kan gå med, eller man kan gå i en helt modsat retning. Går man i en modsat retning (skarp ateisme), så accellerer den anden også i sin retning (radikal fundamentalisme). Jo mere radikal, desto mindre tolerance, desto hårdere konfrontationer og desto hårdere (familie)splittelser. Denne proces synes at gentage sig, hver gang Evangelist blander sig, alene fordi de er så yderliggående, kunne det se ud til. Dette understreger nødvendigheden af Dialogcentret, der så kan give de implicerede et mere nuanceret indtryk af kristendommen.

Hun siger, at som barn måtte hun ikke lege med ikke-kristne børn, og hun måtte ikke gå til selvforsvar, fordi “de var i direkte kontakt med Satan”. Værtens ansigtudstryk er dybt vantro, og han spørger: “Hvordan det?” Hun siger, at det var noget med, at de mediterede, men at hun stadig ikke forstår argumentet.

Kommentar: Dette er i sig selv en skæg måde at gribe det an på fra værtens side, for forventer han virkelig, at hun skal forklare årsagen til dette forbud, som om der var en meningsfyldt grund? Nej, en egentlig begrundelse kommer (som forventet) ikke frem, og den får lov at hænge i luften. Der kunne dog være en god begrundelse. Personligt ville jeg aldrig selv gå til selvforsvar, da de fleste kampsportsgrene fra Østen bygger på en filosofi om, at mennesket har en overnaturlig kraft i sit indre kaldet “chi” (deraf også navnet tai-chi). Ideen er, at man skal søge ind i sig selv og finde denne nærmest guddommelige kraft frem. Kristendommen lærer dog tydeligt, at synden bor i os, og derfor harmonerer det ikke med kristen tankegang. Man skal ikke være ekstrem evangelist for at forbyde sine børn at gå til selvforsvar og yoga, og hvad der ellers – tydeligt for enhver, der studerer filosofien lidt nærmere – indebærer religiøs forkyndelse fra Østen. Dette bare sagt som en kritik til lidt af fokusset i interviewet.

I et klip fra dokumentaren, erklærer Christian Hedegaard sin kærlighed til danskerne ved at beskrive, at han kunne spise dem til morgenmad, middagsmad og aftensmad.

Kommentar: “Første gang så la’ vi ham gå, anden gang så ligeså, men tredje gang, så ta’r vi haaaam – og putter ham i gryden!” Meget uheldig Hans-og-Grete-metafor, CH kommer til at benytte, men så skal der naturligvis ikke lægges mere i dét. Det er ikke meget anderledes, end da Bush kom til at erklære Nelson Mandela død.

I samme klip siger Hedegaard, at han er visionær, at han drømmer (er god til det), og tilmed at han ser ting, der ikke er der.

Kommentar: Jeg havde måske kunnet følge ham, hvis han havde sagt, at han kunne se ting, andre ikke kunne se. Men det gjorde han ikke.

Tilbage i studiet tilstår Anne, at hun aldrig selv har mærket nogen “kraft” i forbindelse med håndspålæggelserne. Hun siger, at når de forsøgte at bede for hende og lagde hænderne på hende, så faldt hun måske på kommando og skreg lidt, som de andre gjorde – ikke fordi hun mærkede noget, men fordi ellers ville forbederne ikke lade hende være.

Kommentar: Det åbenlyse spørgsmål er naturligvis: Mon hun er den eneste hos Evangelist, der har været nødt til at fake sådan en oplevelse? Desværre kunne nogen seere også slutte, at dette ALTID er tilfældet, hvilket dog ikke behøver at være rigtigt. Et andet spørgsmål er så, hvad er det egentlig for en kraft, nogen mærker (de, som mærker den)?

Hun siger så, at hun fandt ud af, at Evangelist ikke var noget for hende løbende, og hun nævner to kriterier i flæng. Deres handlinger stemte ikke for det første ikke overens med bibelen og for det andet ikke overens med andres [andre kristnes] praksis. Svaret hun fik fra Evangelist, når hun spurgte hvorfor de gjorde ting, var, at “det siger Gud, at vi skal”.

Kommentar: Samme retorik har jeg selv været udsat for, da én af Christian Hedegaards venner ringede mig op for at bede mig om at lade være med at skrive kritisk om Evangelist. Igen og igen brugte han formuleringer som “Gud græder over det, du laver” – hos Evangelist finder man en meget klar overbevisning om, hvad Gud vil og ikke vil, og dette står ikke til diskussion, slet ikke ud fra bibelen. Gør man ikke som Evangelist, så forbryder man sig mod Guds vilje og gør sig til et mål for dæmoner.

Anne siger, at hendes mors retorik generelt var “mærkelig” – bl.a. nævner hun, at hun ikke måtte være sammen med én, fordi vedkommende havde haft sygdom.

Kommentar: Dette påbud er særlig interessant i forhold til Evangelist i forhold til hvad hun ellers nævner, som kunne passe på andre kristne. Hos Evangelist lærer man, at sygdom rammer de vantro, mens de troende kan beskytte sig med Kristi autoritet.

Anne siger, at hun spurgte sin mor, om hun hellere så hende “død i en rendesten”, end at hun gik til en privat fest. Lena Løbner svarede efter sigende koldt ja. Da besluttede Anne sig for at forlade Evangelist. Hun boede hos sin far en kort periode, men han ønskede ikke, at hun blev boende. Hun vendte tilbage til sin mor, og blev verbalt disciplineret i et lokale med Lena Løbner, Camilla Holstein, Christian og Karen Hedegaard i “flere timer”. De gav hende et ultimatum: en time til at omvende sig ellers skulle hun flytte ud af Gørløse.

Kommentar: Disciplineringen lyder meget som hos Jehovas Vidner, hvor man også sidder ved et bord overfor “menighedens ældste”, mens de vurderer én og skælder ud. Det skarpe enten-eller ultimatum viser meget tydeligt, hvor dualistisk sort/hvid Evangelists opfattelse af verden er.

Hvad er så svaghederne ved dette interview? Der er selvfølgelig den åbenlyse, at kun datteren er til stede for at fortælle historien. Desuden bringer journalisten jo frem, at mor og datter ofte har uoverensstemmelser, når datteren er 15 år gammel – som Anne jo var, da hun forlod Evangelist. Et andet interessant spørgsmål kunne være Annes forhold til Gud og til kristendom generelt, men dette bliver ikke taget op i interviewet. Hun har dog valgt at flytte sammen med sin kæreste før ægteskabet, men hendes anstrengte forhold til både sin far og sin mor antyder, at hun ikke har en social begrundelse for at foretrække den ene side frem for den anden. Spørgsmålet må stå ubesvaret.

Om disse ting så er nok til at tilbagevise hele hendes historie og ikke tage den alvorligt, det må jo være op til den enkelte. For mit vedkommende var det interessant, fordi jeg ikke anede, at Lena Løbner havde en datter, og så er der endnu en historie i rækken om Evangelists ledere.

Update d. 14. Oktober: Evangelists har i sit modsvar valgt at fokusere mere på, at Anne ikke helt er myndig. I forlængelse af mine spekulationer omkring hendes indstilling til kristendommen, så er hun efter eget udsagn ikke kristen.

Danmarks Radio har udskudt en dokumentarfilm et helt år, men nu har de sat en dato på, som jeg håber, man kan stole på. Den 3. oktober vises dokumentaren, der undersøger, hvad Evangelist og Christian Hedegaard står for – og hvad de har gjort. Sæt kryds i kalenderen!

En kammerat fra Århus ville gerne skubbe mig, dog ikke så jeg vælter, så han bad mig kommentere på en kronik fra Udfordringen. Dette er en ret kompliceret sag at skulle sætte udenforstående ind i bare såddan lige, for der gemmer sig langt mere bag de ord, Svend L. Madsen har forfattet, end hvad der møder gennemsnitslæserens øjne.

Både Dialogcentret og Udfordringen har en forhistorie, der ville være relevant at diskutere i denne sammenhæng. Det har jeg for øvrigt også (en forhistorie), så når jeg skal dele min egen holdning om alt det her, kommer jeg til at tænke på de gange, jeg selv er kommet med lignende kritikpunkter og har undret mig over lignende ting. Dette kan let blive rodet, men jeg vil prøve at tage fat i de overordnede punkter, kommentere dem og så forsøge at dokumentere lidt undervejs.

Dialogcentret er nemlig en interesseorganisation, hvis formål er ”dialog i konfrontation” mod alt, hvad der ikke stemmer med deres udlægning af den evangelisk-lutherske bekendelse. Og det gælder både islam, nyreligiøsitet, sektvæsen 1 og kristne initiativer som Alpha-kurser og frikirker.

Nu er dette ikke så konkret – og det er også helt i orden, for så er det lettere at slå ned. Dialogcentret har en hjemmeside, hvor de har en kæmpestor database med alle artikler, der bliver trykt i deres blad Den Nye Dialog, og flere til. Her kan man også finde information om f.eks. Alpha-kurser, som jo faktisk er det eneste konkrete i påstanden ovenfor, der faktisk kan tjekkes efter, da Dialogcentret ikke kun har én holdning til fx. Islam eller nyreligiøsitet.

En artikel af Johannes Aagaard på Dialogcentrets vegne (det er nemlig vigtigt at lægge mærke til, hvornår en udtalelse på hjemmesiden faktisk er på vegne af selve organisationen og ikke bare af skribenten) siger: “Vi [DC] har for eksempel ikke hævdet, at Alpha-kurserne er fremgangsteologiske, men vi har tværtimod anbefalet kurserne, når man bruger dem kritisk og ikke tager hovedet under armen.” Misforståelsen, der engang har været, er for længst blevet gjort rede for, men Svend L. Madsen spiller på den uklarhed, der har været, fordi det bakker ham op i hans ret tvivlsomme påstande.

I Dialogcentrets tilfælde tror journalisten, han har fat i en ekspertkilde fra en uvildig institution, mens han i realiteten bliver præsenteret for en holdning fra en folkekirkelig forening.

I dette citat gemmer der sig ikke bare én, men to påstande. Den første er, at Dialogcentret ikke er objektive i deres udtalelser til pressen. Dette bør være et punkt for sig. Den anden påstand er, at de er en folkekirkelig forening. Jeg tager dem én af gangen.

1) At DC ikke er ekspert, men debattør med (kirke)politisk agenda.

Hver dag når jeg åbner avisen, så læser jeg, hvad “eksperter” mener. F.eks. kunne der stå: “Eksperter mener, ulighed skaber dynamik” (blot en hypotese). Overskriften siger aldrig hvem disse eksperter er, det eneste man ved om dem er, at de formodentlig har en Ph.D. i et eller andet. Og ligesom de fleste andre debattører, så har de også nogle politiske standpunkter og verdenssyn, der spiller ind. Det store spørgsmål er, om de må være eksperter (folk, der objektivt forholder sig til empiriske data) og debattører (folk med holdninger og meninger om hvad de empiriske data betyder) på samme tid.

Hvad er Mikael Rothstein, når han med sin doktorgrad i Religion og Globalisering i en kronik d. 4. juli i Politiken siger, at Dansk Folkeparti er et fanatisk parti? Er han ekspert eller er han politisk? Eller måske begge dele? Med fare for at have bevæget mig lidt af sporet, så mener jeg dette er en principiel diskussion, vi aldrig nogensinde bliver færdig med. Det, man kan sige med sikkerhed, er, at enhver forening, der har en holdning til sine data, vil før eller siden blive beskyldt for ikke at være objektive.

Og i det kirkepolitiske landskab (som jo desværre også har et højre og et venstre og jeg-skal-komme-efter-dig) er Dialogcentret netop sådan en forening. Og derfor siger Murphys Lov at de skal have hug nu og da. Efter min mening er dette dog den laveste fællesnævner for stort set alle modstandsangreb: “I forholder jer ikke objektivt til jeres oplysninger.” Det er den letteste (og fejeste) anklage, man kan komme med. En intetsigende floskel, for hvem er egentlig så objektiv og vidende, at han ikke har en mening?

2) At DC er folkekirkelig og kun forholder sig til den evangelisk-lutherske bekendelse.

Nu har jeg selv kritiseret sekten Evangelist en hel del, og jeg har forsøgt at analysere Christian Hedegaards tekster for at dokumentere for, at han viderebringer en fremgangsteologisk lære. Jeg skal være den første til at indrømme, at selv om der er al mulig grund til at advare og oplyse om Evangelists virksomhed, så har jeg af og til spændt ben for mig selv. I mine tekster afslører jeg mig selv som adventist, altså som konservativ kristen med en arv fra den kristne tradition, jeg er vokset op i. Og enhver intention om at skrive en kritisk tekst om Evangelist, som alle karismatiske og alle evangelisk-lutherske kristne kan slutte op om, er og bliver utopi, alene fordi jeg ser med øjne, der tilhører en relativt ung og ufaglærd adventist ved navn Lars Dorland (c’est moi).

Denne fælde er jeg dog ikke den eneste, der falder i. Alle gør det, selv Dialogcentrets skribenter. Nogle oplevelser, jeg selv har haft med DC, kan måske kaste lidt lys over sagen. Roar Lavik, der nu sidder i DC’s bestyrelse, var til at begynde med sognepræst i Gørløse. Hans engagement i DC skyldes først og fremmest hans mange erfaringer med Evangelist i sit lokalområde. Han skrev ”Kritisk vurdering af Hedegaards teologi“.

Jeg var vældig glad for hans artikel, dog var der ét punkt, jeg ikke var så vild med: “Hedegaard praktiserer gendåb. Han udviser total foragt for, at spædbørn i dåben bliver genfødt og konkret delagtiggjort i Jesu død og opstandelse, får syndernes forladelse og evigt liv. (…) Det er en tilsidesættelse af Guds suverænitetspagt – en tilsidesættelse af Guds løfter. Hedegaard holder dermed Gud selv for nar.” Dette ramte mig så at sige lige under bæltestedet.

Derfor skrev jeg en kommentar til artiklen: “Hvis en underkendelse af barnedåben er at holde Gud for nar, så falder mange frikirker i med begge ben, min egen kirke inklusiv. Det er ærgerligt, at en sådan fejlagtig detalje sniger sig ind i den ellers velbegrundede kritik.“

Tom Thygesen Frederiksen udtalte sig derefter på vegne af Dialogcentret: “Lige præcis den formulering som Lavik har her, er nemlig ikke et Dialogcenter-synspunkt, men Laviks private. Vi er uenige i netop den sætning.” Dette åbnede mine øjne for, at Dialogcentrets artikler bør behandles ud fra, om de er skrevet på vegne af Dialogcentret eller på vegne af den enkelte skribent. Jeg tror, dette er roden til ufattelig mange misforståelser omkring DC.

Det er blevet påstået, at DC har tendens til at trække i land ved at tilskrive en tidligere tilkendegivet holdning den enkeltstående forfatter. Men det er ikke tilfældet. Det fremgår efter min mening klart af artiklerne, om de er skrevet på vegne af Dialogcentret eller den enkelte skribent – jeg var bare ikke selv opmærksom på dette, men det burde jeg have været.

Angående Roar Lavik som virker til at være et dejligt og hæderligt menneske, så skrev han senere nogle opklarende ord om sin udtalelse (i “Dæmonisering i fremgangsteologien“): “Fra frikirkelig side har jeg mest været kritiseret for mit lutherske dåbssyn (…) I DC, der er et fælleskirkeligt center, accepteres både det ene og det andet dåbssyn, og derfor er det fuldt legitimt at have et baptistisk, pentekostalt eller luthersk dåbssyn. (…) Jeg vil naturligvis gerne vedstå mig mit lutherske dåbssyn, men i min artikel: ”Kritisk vurdering af Christian Hedegaards teologi” er det kun en biting, der har fået for meget opmærksomhed i forhold til det, der egentlig er hovedsagen. (…) Min kritik af Hedegaard retter sig først og fremmest mod, at han kan reducere dåben til en loyalitetstest over for ham.“

Dette var efter min mening ret nye toner omkring dåben, da snakken om “gendåb” på ingen måde virkede til at være en biting, første gang han skrev det, men jeg accepterer fuldt ud rettelsen, fordi jeg – som jeg startede ud med at sige – ved præcis, hvad det vil sige at komme med en kritik, der er kraftig påvirket af, at man er et barn af sin egen trosretning. Dette betyder dog ikke, at kritikken skal forstumme. Tværtimod er disse forskelle med til at gøre dialogen endnu mere vigtig, ikke bare mellem Trosbevægelsen og Dialogcentret, men også internt i DC, der trods sit ønske om at være fælleskirkelig af og til farves af at have mange folkekirkelige medlemmer og ikke mindst fastansatte. Dette var nok fordelen ved at have en vis Johnny Hansen med i bestyrelsen fra apostolsk kirke – han måtte dog desværre trække sig på grund af sociale og økonomiske relationer til en vis Hr. Hedegaard (læs her).

En anden sag jeg kunne have valgt at uddybe var sagen om Jannes forældremyndighed. Dette var nok den sidste store bombe i debatten om, hvorvidt DC nu også var fælleskirkelig eller i virkeligheden havde en folkekirkelig agenda. Her vil jeg nok delvist bakke op om kritisk.dk’s syn på sagen – i samme artikel finder man desuden flere værdifulde links, hvis det skulle være i nogens interesse.

Det skete for nyligt, da en lille apostolsk menighed udelukkede et medlem af menigheden, og det medlem gik til Herning Folkeblad og sværtede menigheden til.
Journalisten ringede med det samme til Dialogcentret og fik bekræftet historien, uagtet at centret aldrig har sat sine ben i den pågældende kirke – og samtidig blev hele Apostolsk Kirke beskyldt for at være inficeret med ondets rod: den forkætrede fremgangsteologi.

Jeg kender intet til historien her, og jeg aner ikke, hvilken kirke Svend L. Madsen her taler om. Jeg må dog sige, at jeg i høj grad tilslutter mig holdningen om, at apostolsk kirke er den trosretning, der er hårdest ramt af fremgangsteologien. Formuleringen her synes dog at være ganske radikal, men det må vel være kronik-sprog.

Dialogcentret hævder selv, at organisationens formål er at drive kritik af religiøse grupper og sekter på en måde, der ikke er ulig den debat, der finder sted mellem forskellige politiske partier.
Foreningen selv kalder det ”dialog i konfrontation”, hvormed Dialogcentret ønsker at definere sin tilgang til dialogen mellem religioner i modsætning til uforpligtende udveksling af holdninger og synspunkter.
Hvad er så deres berettigelse som kilde? Lad os bruge de fire kildetyper som filter:

Dette citat tages med bare for at give indtryk af, hvilken tilgang han har i resten af kronikken. Han forsøger at få Dialogcentret ind i en jounalistisk model (om “de fire kildetyper”), selvfølgelig med det ærinde at vise, at det ikke lader sig gøre. Dette er en noget abstrakt og intetsigende affære. Det, som spiller en rolle, er, at DC spiller med åbne kort og er klar omkring, hvad deres egentlige formål er. Og dette synes jeg aldrig har været et problem, mens jeg har været medlem under Jens Linderoths udmærkede ledelse.

Dialogcentret bekæmper sekterisme i både kristne og ikke-kristne afskygninger, samtidig med at de forsøger at værne om sund evangelisk forkyndelse til Jesu Kristi ære. Dialogcentrets eksistensgrundlag er medlemskontingenter og gaver. Der er jævnligt generalforsamling, og alle medlemmer (uanset kirkeretning) kan møde op til dette og deltage i debat og afstemning.

Skulle nogen læsere synes, at jeg springer for let over problemstillingerne – og det er da muligt, eftersom dette blog indlæg er skrevet på opfordring – skal man være velkommen til at kommentere og stille spørgsmål.

Da jeg først skrev om Evangelist, var de slet ikke så store i medierne, som de er blevet, efter damerne på Kritisk.dk er trådt offentligt frem og har fortalt deres historie. Om det er dem, som har gjort udslaget, eller om det er nogle få evangelisters medvirken i en demonstration i Arnborg, der satte det hele i gang, det ved jeg ikke. Medierne er dog mest interesserede i, hvad David Klit køber og udlejer her og der. Evangelists teologi og forkyndelse, som jeg mest har haft fokus på, har man ingen eller meget overfladisk interesse i fra de sekulære mediers side. For dem er Evangelist desværre bare nogle skøre kristne i mængden.

Denne gang vil jeg så følge trop og forsøge at sige lidt om, hvad sidste nyt er i Evangelists forunderlige verden, altså i praksis. De forsøger nemlig nu at mødes med de øvrige borgere i Gørløse, og det er jo i og for sig meget godt. Gørløse bør jo helst ikke blive helt opløst i vold og ballade og bitterhed, så hvis de kunne få sig en god dialog, de to grupper, så ville det jo være fremragende! Hvis du er lige så nysgerrig, som jeg var, så kig ind på 3330.dk, her kan du læse om det planlagte møde, som finder sted på mandag.

Bekymrende er det dog, at det møde, der er arrangeret, ser ud til at være helt på Evangelists præmisser. 1) Det er dem, som indkalder til det, og som sorterer folk fra, hvis de ikke er velkomne. Som det fremgår af hjemmesiden, så har de selv stået for alle indbydelser. De har også valgt, hvilke medier der skulle med, og hvilke journalister som skulle have adgang. 2) Det holdes i byens forsamlinghus – det forsamlingshus, de efter sigende har “overtaget”. I virkeligheden ejes det dog ikke af Evangelist, men af nogle medarbejdere hos Evangelist, hvilket jo er en verden til forskel. 3) Det er efter alt at dømme også dem, som har udvalgt panelet, som skal besvare de spørgsmål, der bliver gjort plads til. Panelet ser da også ud til overvejende at bestå af deres “egne” folk, altså folk som har sympati for Evangelist, og som bakker op om deres arbejde. 4) Oplægget til debatmødet har de også selv valgt. De har endda på forhånd stemplet det som “misinformation”, så det kan godt undre, hvad det egentlig er, som skal debatteres. 5) Manden, hvis påstande de tager udgangspunkt i, er ikke inviteret. 6) Hjemmesiden er helt på deres side, absolut subjektiv i næsten alle formuleringer. Domæne, webhotel og hjemmeside har de selv stået for.

Det hedder sig i øvrigt på hjemmesiden at “Advokat Phillip Quedens fra Hillerød er ordstyrer, og har til opgave at sikre en saglig og konstruktiv debat. Under ordstyrerens kyndige ledelse vil et panel af personer besvare de spørgsmål som fremkommer under mødet.” Havde han skullet “sikre en saglig og konstruktiv debat”, så havde det måske været værd at inddrage skeptikerne i Gørløse, så de kunne være med til at godkende hans kompetence? 7) Advokaten er Christian Hedegaards egen.

Intet er helt sort eller helt hvidt i denne verden, der er gråzoner. Jeg tvivler ikke på, at der i medierne er blevet fordrejet en del. Man har sikkert misforstået flere ting omkring, hvad de ejer og bygger, og hvordan de gør det. Det kan jeg ikke udelukke.

Ikke desto mindre, så bekræfter Evangelist med deres sidste initiativ samtlige beskyldninger om, at de ikke går i jævnbyrdig dialog med nogen. Det kan ikke undre, at det forholder sig, som det gør mht. deres møde på mandag. Forklaringen finder vi i deres egen filosofi om at gribe “magten” og “autoriteten”. I deres verden kan et møde af denne type ikke holdes anderledes, hvis man ønsker at holde de utallige dæmoner i ave.

En kvinde og hendes to døtre bakkede op om noget i Ringsted, som nu kalder sig for Powerkirken. Lena Løbner gav hende dér ordre om at droppe smøgerne og sælge kæledyrene, for ellers ville hendes datter blive ramt af sindssyge indenfor et halvt år. Da hun ikke fulgte rådet blev hun til sin store overraskelse frosset ude af fællesskabet med det samme. Hun skriver:

Jeg kunne slet ikke forstå hvordan folk som kalder sig kristne kunne være så ubarmhjertige. ”Elsk din næste som du elsker dig selv”. Jeg forstod ingenting. De eneste mennesker der støttede mig var mine ukristne venner. Det var selvfølgelig fantastisk dejligt, men jeg manglede nogle ”kirkefolk” der kunne forklare mig hvorfor kristne mennesker og ikke mindst Gud opførte sig sådan.

En dag fik jeg tanken at jeg hellere måtte fortælle det på pigernes skole. De gik på en adventist skole, og skoleinspektøren havde tid til at lytte på mig. Inden længe havde jeg fortalt hende alt, også om min angst for at være fortabt og på vej til helvede. Hun brugte utrolig meget tid på mig. Hun talte kærlighed til Gud ind i mit hjerte igen, og hun fik mig overbevist om at Gud elskede mig som jeg var, og at min datter ikke ville blive sindssyg eller noget andet.

Læs resten af Mettes historie på Kritisk.dk.

Jeg har lavet en ny blog. Denne gang har jeg så fulgt Andreas’ opfordring og lagt den på min egen server, men jeg ved nu ikke, om det er så meget bedre - så vidt jeg kan se, så går man glip af en masse fordele på den måde. Bloggen hedder Powerbloggen, og den er oprettet for, at jeg her kan skrive kommentarer til Christian Hedegaards blog, da Evangelist (forståeligt nok) har lukket kommentarfunktionen, eftersom det nok ville kræve en heltidsansat at skille skæg fra snot og svare løbende osv.. Fair nok.

Derudover, så har jeg foreløbig kun én rigtig artikel på hjemmesiden, den om mirakler. Skal artiklen måles på en for-imod skala, hvor 1 er imod og 10 er for, så vil jeg nok sige, at den er på 4-5 stykker. Man fristes til at sige, at artiklen næsten ikke handler om Evangelist. Men der skal nok ske noget – jeg regner da med at “oversætte” noget af blog-materialet og putte derind i nær fremtid.

Gæt hvornår på denne besøgskurve, Ekstra-Bladet havde Christian Hedegaard på deres avisforside? Jeps, det er rigtigt, d. 19/12. Omtrent samtidig sagde det så Bang! på denne hjemmesides besøgskurve. Selvfølgelig fordi jeg nævnte deres artikel samme dag, men i det hele taget tror jeg, at jeg kan være Evangelist taknemlig for (mindst) én ting de sidste par måneder: Besøgende.

Evangelist er åbenbart et ret hot emne. Gad vide, om det snart går over igen, eller om de er kommet på alles læber for at blive?

Nu mangler jeg bare at lave selve hjemmesiden. Jeg har købt webhotel, og domænet er på plads. Desværre aner jeg intet om at lave pæne hjemmesider. Men mon ikke jeg kan finde noget software til at lave hjemmesider med, og så kan jeg lave lidt primitiv grafik i noget flash (tegne nogle tændstiksmænd, etcetera), og så skulle den vel være i orden. Ellers tager jeg meget gerne imod råd / hjælp af forskellig art, hvis man da tør bakke op om et sådant projekt.

Jeg håber på med titlen, Powerbogen.dk, at vise, at selv om jeg på nogen ommråder er kritisk overfor Evangelists foretagender, så går jeg dog ind for den samme bog: Bibelen. Jeg ønsker desuden at signalere, at jeg heller ikke tvivler på, at denne bog netop indeholder “Guds power til frelse”, nemlig evangeliet (Rom 1,16). Skal de to fløje møde hinanden i en form for dialog, så må det være med dette som det fælles udgangspunkt.

Tilføjelse (kl. 23:47): Min storebror har vist mig vejen. Jeg stjal hans css (med tilladelse), bare for at have noget at starte med. Det blev det jo egentlig meget pænt af. Faktisk ligner det jo lidt bloggen her.

Tro ikke, at de kun er kommet for at råbe af bordeller og helbrede narkomaner! Næh – de har jo som sagt ambitioner om at bygge Guds rige. Og det gør de langsomt dér hvor alle vi andre mindst forventer det. Det er ikke utænkeligt, at de starter med at indtage vores køleskabshylder, for vejen til en mand sjæl går jo gennem hans mave!

(Dette indlæg skal forstås som et udtryk for min særprægede humor – ikke som et seriøst indspark i den aktu£lle debat om Evangeli$t.)

Så er det vist slået fast, at dette aldrig har handlet om kritik af frikirker.

Jeg vil bare have lov at sige: Way to go, Linderoth!

Da dette er en blog, så ligger det også lidt i konceptet, at jeg siger de ting, som falder mig ind, og så er tankerne oftest ufærdige og … ja, man læser ikke en blog, ligesom man læser et blad eller en bog. Det, jeg kunne synes ville være spændende at lave, er en hjemmeside om Evangelist, hvor jeg skriver mere dybdegående og mere perspektiverende artikler om Evangelists lære, dog mere seriøst, end jeg føler, det lader sig gøre med blog-formen. Måske jeg så også kunne åbne op for, at andre kunne skrive noget om dem – kunne eventuelt bede nogen om at kommentere i forhold til et bestemt emne. F.eks. kunne jeg kontakte en ikke-fremgangsteologisk præst, som har erfaring med dæmonuddrivelser, om hans erfaringer med det.

Jeg overvejede lidt at kalde siden evandalist.dk, men det er nok lige hårdt nok (trods humoristisk), for jeg ville jo gerne, at den behandlede dem med en vis respekt i et større forsøg på at gå i dialog. Det skulle også være anderledes end kritisk.dk, der – som flere har nævnt i kommentarer til mig – bærer præg af at være drevet af personer, som har haft subjektive oplevelser med organisationen, hvad jeg jo ikke selv har.

Men dét, jeg har brug for er et domæne, hvoraf det fremgår, at det handler om Evangelist (eller i hvert fald fremgangsteologi), men det ville også være godt, hvis man kunne læse lidt ud af domænet, hvor jeg selv stod.

Tænker og tænker. Lige nu er det blot i ide-fasen. Det korte af det lange (og hvad nogen måske ser som en god nyhed) er, at denne weblog snart lettes for de lange indlæg om Evangelist, hvis jeg får realiseret mine ambitioner. Den dårlige nyhed for Evangelist er, at endnu en hjemmeside vil stille nogle kritiske spørgsmål – men forhåbentlig jeg så også kan dræbe nogle misforståelser om dem, i første omgang dem jeg selv har haft.

Linette skrev herinde på bloggen og fik efterfølgende at vide fra sin søster, at kom der et pip mere fra hende på Internettet, så ville søsteren (hvis vidnesbyrd kan læses her) bryde al kontakt til hende. Alligevel valgte Linette at skrive sin historie på kritisk.dk. Jeg synes personligt, at det er meget fint skrevet, selv om jeg lige skulle koncentrere mig en tand ekstra for at kunne overskue familierelationerne (men det siger jo mere om min døgnrytme, end det gør om Linette).

Hvadenten man tror på kritisk.dk eller foretrækker Evangelists syn på sagen, så er dette da i hvert fald endnu et indlæg i debatten om, hvorvidt Evangelist isolerer sine medlemmer i en sådan grad, at det med rette kan kaldes en sekt og bør advares om.

Herfra skal lyde en tak til Linette for det modige bidrag til emnet. Gud velsigne dig og være med dig fremover – og din søster, dér hvor hun er.

Tilføjelse: Af andre nyheder kan jo nævnes, at Jannes fortælling nu også bliver gjort politisk hos Kristeligt Dagblad. Sagen er den, at Janne ønsker ikke, hendes datters far skal tage datteren med til Evangelists arrangementer – men heller ikke arrangementer i anden frikirkeregi, da disse sandsynligvis vil have relation til Evangelist. Dialogcentret har så udtalt noget til familiestyrelsen, der i den sammenhæng måske er ret uheldigt. Synes det er en svær diskussion.

Jeg er blevet kontaktet af nogen, som er blevet provokeret af mig den sidste måneds tid. Jeg er som sådan ikke bange for at provokere, men jeg vil meget nødigt fornærme nogen (læg mærke til forskellen). Jeg er også enormt ked af, hvis jeg har decideret såret folk.

Alt dette om Evangelist bliver jeg ved med at skrive op til finalen i januar, når DR sender en dokumentar om det. Jeg skriver på denne blog om mine tanker og de ting, jeg beskæftiger mig med – for tiden beskæftiger jeg mig nu engang med Christian Hedegaard.

Man kan også lade være med at læse herinde. Hvis det er sådan, vi bedst bevarer venskabet, så tilskynder jeg dig meget kraftigt til at følge denne kurs. På forhånd tak.

Se også Hvad er det med dig og Evangelist?

Tilføjelse: På baggrund af dette indlæg har jeg så også fået lidt konstruktiv kritik pr. e-mail, bl.a. har nogen syntes at kunne læse en forudindtaget holdning i flere indlæg om Evangelist, desuden har jeg i noget af dokumentationen benyttet citater fra kritisk.dk, hvor jeg selvfølgelig burde have benyttet mere objektive argumenter – den erfaring burde jeg vel egentlig have haft med allerede fra gymnasiet.

For disse ting beklager jeg. Hvis jeg har virket forudindtaget, så er det, fordi jeg ikke har forsøgt på andet, men det kunne da godt være, det ville blive lettere at sluge, hvis jeg lagde en dæmper på min egen holdning indtil de sidste par linjer.

Hvad angår objektiviteten, så har jeg fuld forståelse for, at jeg ikke bør trække for meget på kritisk.dk’s erfaringer i min dokumentation, da de i forvejen er partiske (som jeg nu også selv er, unægteligt). Her står jeg med den udfordring, at der desværre kun er disse 2 modpoler. Der befinder sig meget få mennesker med erfaringer i grænselandet. Det er ingen undskyldning, men det er nu alligevel værd at nævne. Undersøg det selv.

Jeg har med kritikken i baghovedet kommenteret lidt på mit eget materiale, også ældre artikler.

Men tak for kritikken! Still learning.