Kvindernes Internationale Kampdag – se Sara Azmeh Rasmussen brænde en burqa til demonstrationen i Oslo – læg mærke til reaktionerne! Klik på linket for video på VG.no. Hat tip: Snaphanen

En modig kvindesagsforkæmper!

Og så skam jer, alle I hønsestriks-madammer med Kalsø-sko, Fjellräv og tolerance overfor alle kulturer – undtagen vores egen! Og ikke mindst KVINFO og Pernille, den nye socialdemokrat, som ikke med et ord nævner islamiske medsøstres stilling i det danske samfund.

Damer med karriereaspiration (eller et solidt job i den offentlige sektor), solid forankring på venstrefløjen og blødende hjerter prøver at standse kvindehandel (al respekt for det) og kriminalisere prostitutionskøb, men ignorerer alle de islamiske kvinder, som holdes i et jerngreb af deres familie og/eller klan. Og som for resten også sælges klanerne indbyrdes imellem (dowry). Islamiske kvinder betragtes af islamiske mænd som køer, der kan lave mad, gøre rent, sprede ben på kommando og føde børn.

Sig mig piger – undgår I bevidst at nævne disse undertrykte kvinder, fordi i er rædde for islamiske mænd? Jeg nægter at tro, at I er så ignorante! Hvis I ikke er snot-dumme, må det være mod bedre vidende at I undgår emnet.

Næ, må jeg så be’ om piger som Sarah!

Tak til Every Kinda People

Burqa NO

Se iøvrigt mit tidligere indlæg om emnet

Uskyldigt hovedtørklæde eller politisk symbol

TØRKLÆDE: Medlem af Folketingets Præsidium (øverste ledelse) Søren Espersen (DF) truer med at stoppe Enhedslistens suppleant Asmaa Abdol-Hamid, hvis hun går på tingets talerstol med tørklæde. Historiker Torben Hansen og formand for Ny Alliance, Naser Khader, er uenige om, hvorvidt det skal være tilladt eller ej at bære tørklæde på landets fornemste talerstol.
Skal Asmaa Abdol-Hamid (EL) have lov til at bære tørklæde på Folketingets talerstol?

Torben Hansen: Det skal hun ikke. Tørklædet er ubestrideligt et kulturelt og politisk symbol, som er knyttet til et voldeligt budskab, lige så klart som hammer og segl eller hagekorset er det, og ingen af disse symboler hører hjemme i folketingssalen. Asmaa Abdol-Hamid må gerne gå med tørklæde. Men hun kan ikke stå i Folketinget bærende på et totalitært symbol, som står for afstandstagen til demokrati, og så selv være repræsentant for demokrati. Det er selvmodsigende.

Naser Khader: Jeg bryder mig personligt ikke om, at kvinder skal tildække sig. Men samtidig mener jeg, at i et demokrati skal folk have lov til at klæde sig, som de vil. Så jeg vil forsvare hendes demokratiske ret til at gøre det. Det er mere hendes holdninger under tørklædet, der er problemet. Blandt andet mener jeg, hun havde en meget uheldig og opildne rolle under den første Muhammed-krise. Men skulle hun få muligheden for at stå på talerstolen, så giv hende muligheden for at tale. Reglerne på arbejdsmarkedet gælder også Christiansborg.

Hvor mener du, grænsen går for, hvad man må og ikke må bære på Folketingets talerstol?

Torben Hansen: Vi sætter en grænse mellem religion og politik. Islamiseringen gør islam til andet end religion. Der er jo demokratiske muslimer, som står i skarp modsætning til dette, og så er der dem som siger, at islam er sharia, og så er det ikke længere bare religion. Folk må tro alt det, de vil,og også vise det på gaden, hvis de har lyst til det. Men tørklædet er et politisk symbol , som ikke skal ind på talerstolen.

Naser Khader: Jeg synes, at man skal være klædt ordentligt på, når man står på landets fornemste talerstol. Jeg vil gerne have en talerstol, der er fri for tørklæder, men vi har ikke forbud mod tørklæde i det offentlige rum som i Frankrig. Men det er heller ikke bare sort/hvidt, for vi skal heller ikke acceptere, at beklædning markerer et statement på talerstolen.

Hvis Folketingets præsidium forbyder tørklæde, bør man så ikke også forbyde andre religiøse symboler som kors om halsen eller jødernes kalot?

Torben Hansen: Religion er en privat sag, men den katolske kirke og kristendommen har stor betydning for, hvordan vores samfund er i dag og er en del af danskernes kultur og selvforståelse. Men hvis der kommer fundamentalister, som vil kortslutte vores demokrati, så får deres symboler en valør. Så det er kolossalt vigtig over for alle de muslimer, også over for dem der både er religiøse, civiliserede og demokratiske og ikke går ind for sharia, at vi trækker en klar grænse. Asmaa Abdol-Hamid siger, at hun går ind for demokrati, men hun bærer et symbol , der står for det modsatte, og det er politisk selvmodsigende.

Naser Khader: Jeg nægter at tro, at præsidiet forbyder det, og jeg fornemmer også, at det ikke ender med et forbud. Man skal passe på ikke at lave et generelt forbud ud fra en person, for på den måde risikerer man at ramme de forkerte. Vi skal huske på, at der altså findes masser af muslimske kvinder med tørklæder, som går ind for demokrati. Det så vi blandt andet i Demokratiske Muslimer. Jeg bryder mig desuden heller ikke om Pia Kjærsgaards (DF) store kors, for det er generelt ikke heldigt at skilte for meget i politik med religion, som er en privat sag.

Jamen det er de da også, som klædningsstykke isoleret betragtet. Hvad halal-hippien over alle halal-hippier, Svend Auken, som gennem en årrække har været en af de fremmeste kræfter for islamisering af Danmark, ikke har fattet (håber jeg, ellers må det jo være en bevidst agenda, han er ved at leve ud) er, at tørklædet er et politisk symbol, som skal vise os vantro, alkoholiserede, promiskuiøse danske svineædere hvem der er “rene”, og hvem der er “urene”. Svend Auken er et fæ, men det er der jo intet nyt i. Og fæhoveder kan man fodre islamister med, så mange er der af dem.

Fra 180Grader:

Svend Aukens afvisning af et tørklædeforbud i Folketinget får DF’s Søren Espersen til at reagere kraftigt. Han beskylder nu Svend Auken for at trække tingene ned på et “lavt og fladpandet” niveau. Det skriver jp.dk.

Espersens holdning, at tørklæderne er langt værre end klaphat og nissehue, der tidligere er blevet dømt forbudt på talerstolen, mødes nemlig sådan af Svend Auken:

“Klaphat og nissehue er ikke noget, som vi i almindelig forstand vil kalde tækkeligt, men der er ingen, der vil sige, at det at gå med tørklæde i Danmark ikke er tækkeligt og ordentligt. Og hæmmer påklædningen så i øvrigt ikke kommunikationen, så skal der være plads til alle. Vi kunne f.eks. heller ikke finde på at flå hatten af dronningen eller forbyde folk at have et kors om halsen,” siger Auken til jp.dk.

Og den argumentation gør Espersen vred.

“Et kors er ikke et undertrykkelsens symbol. Tørklædet er derimod et symbol på den fanatisme, der har til formål at afskaffe folkestyret. Auken trækker det hele ned på et lavt og fladpandet niveau. Han lyder som en elev i 8. klasse, når han kan finde på at sige noget så latterligt. Vi står altså i en situation, hvor vi er nødt til at tage et opgør med islamismen,” lyder det fra Espersen.

Auken kalder udtalelserne for ubehagelige og henstiller til, at Espersen finder den vante gode tone mellem præsidiemedlemmer frem igen.

Svennerik – i Danmark er det god tone at tage hatten af inden døre. Og tørklædet.

OPDATERING 23. august 2008: Da jeg ser, at Svend er blevet alvorligt syg, og at der fra EB’s debatsider linkes hertil, vil jeg benytte lejligheden til at sende Svend nogle gode tanker og ønske ham god bedring. Alle, som har haft cancer inde på livet, ved hvilken forfærdelig sygdom det er – politisk modstander eller ej.

Lone Nørgaard i Information – læs det hele!

Læs også dette indlæg af Nørgaard i JP! (hat tip: Snaphanen)

Birthe Rønn Hornbech støtter tørklæder og stormoskeer. Begge udmeldinger er katastrofale, fordi islam ikke først og fremmest er en religion, men en politisk ideologi. Hvad er det for en psykologisk mekanisme, som forhindrer tørklæde-forsvarerne i at se skriften på væggen, når alle de mange tilgængelige oplysninger om islam i vesten lægges sammen?
…

Ikke-integrationsvillige muslimer volder problemer og udgør en trussel for alle de europæiske demokratier. Det betyder ikke, at jeg afviser, at der er masser af kulturmuslimer. Jeg hører bare ikke, at de giver deres røst til kende i offentligheden med krav om koran-fortolkninger, reformer og afvisning af kønsapartheid.

Derfor må Rønn Hornbech og ligesindede i gang med at gøre deres hjemmearbejde. F.eks ved at læse briten Patrick Sookhdeo, hvis studier har ledt ham frem til, at der foreligger en mere eller mindre detaljeret køreplan for islamiseringen af Europa. Når muslimer lever som en minoritet, bliver de nemlig konstant konfronteret med problemet om, hvordan de skal leve i ikke-muslimske stater. De faseinddelte instruktioner til minoritetsmuslimer kan koges ned til følgende: I skal samle jer og organisere jer med det formål at etablere et levedygtigt muslimsk fællesskab baseret på islam. Det er pligten for hver eneste muslim. I skal oprette moskeer, kulturcentre og Koran-skoler. Naturligvis skal piger og kvinder være iført hijab. I skal for enhver pris undgå at blive assimileret i majoritetsbefolkningen. For at undgå assimilation skal I gruppere jer geografisk og danne områder med så høj en muslimsk koncentration som muligt. I skal stille religiøse særkrav.
…

Derfor bør Birthe Rønn Hornbech overveje, om hun kan forsvare at blive siddende som principløs minister. For åbenbart kan hun ikke huske de principper, som hun tidligere har stået for. I præ-ministertiden var hun nemlig ligesom Karen Jespersen (der også har foretaget en karriere-bekvem kovending på tørklæder), udmærket klar over, at hijab ikke er en uskyldig beklædningsgenstand. Til gengæld røber integrationsministerens holdning til stormoskeer, at hun ikke aner, hvad der foregår i England, hvor moskeerne har spillet en hovedrolle i islamiseringsprocessen: Halal-mad i skoler, fængsler og på hospitaler, koran-skoler finansieret af staten, bederum. Hele pakken solgt under det multikulturelle flag, som kan blive Europas undergang.

Fra Information 7/11-07 af Karen M. Larsen, adjunkt

I den seneste tid har en række feminister følt sig kaldet til at forsvare religiøst konservative muslimske kvinders brug af tørklædet. Deres argumentation består i at fremhæve, at de berørte kvinder siger, at det er udtryk for et frit valg, at de går med tørklæde og at kvindekampen derfor forpligter feminister til at kæmpe for de muslimske kvinders ret til at tage dette frie valg.

Men hvornår er et valg frit? Hvis de religiøse normer, som en kvinde er opdraget med, fortæller hende, at Gud vil have, at hun skal gå med tørklæde, at han belønner hhv. straffer alt efter om hun følger dette krav, er hendes valg da frit?

Mange sekulariserede danskere tror, at konservative religiøse menneskers brug af begrebet frit valg svarer til den betydning dette begreb har fået her i vores senkapitalistiske forbrugssamfund, hvor det frie valg f.eks. består i, at man frit kan vælge mellem 30 forskellige mærker cornflakes.

Men for den konservative religiøsitet står valget mellem frit at vælge Guds anvisninger og dermed komme i himlen/paradis eller frit at vælge, ikke at følge dem, for så at komme i helvedet. Det svarer til, at samfundet siger til de ældre: I kan frit vælge, om I vil have privat eller offentlig hjemmehjælp, men vælger i det første, vælger I også automatisk at modtage aktiv dødshjælp.

1970′ernes feminisme forstod, at ligestilling ikke kun handler om jura og økonomi, men også om de patriarkalske strukturer, som vi kan finde i kulturerne og religionerne.

Men i mellemtiden har feminismen overtaget det borgerlige liberale frihedsideal. Frihed er blevet privatiseret, og den gamle parole om, at det private er politisk og det politiske privat, er blevet smidt på historiens mødding sammen med den kritiske analyse af patriarkatet.

Derfor køber man uden videre konservative muslimske kvinder islamapologetiske brug af feminismen. Fordi man med rette ikke vil bruges i et højreorienteret (???) felttog mod muslimerne lader man sig bruge af konservative muslimernes felttog for deres religions lyksaligheder. Og dermed undergraver man fundamentet for det feministiske projekt.

Vi skal ikke flå tørklædet af de muslimske kvinders hoveder.

Nej, vi skal sende dem og deres familier til et land, hvor de uhæmmet kan dyrke deres middelalderlige tilbøjeligheder.

Ud over, at vi må respektere religionsfriheden, kan vi jo under alle omstændigheder heller ikke flå det ud af deres hoveder. Men hvis vi ikke tør kritisere de patriarkalske strukturer, som har placeret tørklædet i de muslimske kvinders hoveder, så de selv efterfølgende vælger at sætte det på deres hoveder, hvad er der så blevet af feminismen?

Feminismen er druknet i politisk korrekthed, kulturelt selvhad og “anstændighed”. Ligesom socialismen, iøvrigt. Man vil hellere slås i hartkorn med Osama bin Ladin end med Pia Kjærsgaard.

Fra slørfrihet til slørtvang

Human Rights Service – dato publisert: 07.11.2007, siste gang redigert: 07.11.2007

Hvordan skal vi sikre muslimske kvinners frihet til å velge selv om de vil bruke slør eller ei? Spørsmålet stilles av den danske filosofen og forfatteren Kai Sørlander, etter all debatten om Hege Storhaugs bok “Tilslørt. Avslørt”. Sørlander mener bruk av slørt bør begrenses for å sikre likeverd. Krav i islam om å bruke slør, er ikke sterkere enn andre krav som å følge sharia i familieretten, sier Sørlander.

Af filosof og forfatter Kai Sørlander

Der er dyb uenighed om, hvorledes vi som demokrater bør forholde os til det muslimske tørklæde. Derfor er det nødvendigt med en helt elementær afklaring; og det er naturligt, at den begynder med at fastlægge, hvad vi er enige om.

Som demokrater er vi selvfølgelig alle enige om, at vi ikke skal acceptere, at kvinder tvinges til at bære muslimsk tørklæde imod deres vilje. Vi skal ikke have et samfund, som fuldstændig forbyder kvinder at bære muslimsk tørklæde, når de går på gader og stræder. Men vi skal heller ikke have et samfund, som tvinger dem til at bære muslimsk tørklæde, når de bevæger sig uden for hjemmets fire vægge. Vi skal sikre friheden til at vælge.

Det centrale problem rejses af de kvinder, som selv hævder, at de frit har valgt tørklædet som et udtryk for deres personlige religiøsitet, og som også kræver at have ret til at bære tørklædet overalt i det sociale rum. Hvad enten de arbejder for en privat arbejdsgiver eller i offentlig tjeneste. De insisterer på at have deres tørklæde på, når de arbejder som læger, sygeplejersker, lærere, børnehavepædagoger eller plejehjemspersonale.

Spørgsmålet er, om vi politisk skal imødekomme dette krav. Svaret afhænger af, hvorledes vi bedst sikrer kvindernes frihed til selv at vælge, om de vil bære tørklæde. Sikrer vi bedst denne frihed ved at imødekomme nogle muslimske kvinders krav om at kunne bære deres religiøse tørklæde i offentlige stillinger, eller ved ikke at imødekomme dette krav? Skal linien trækkes således, at muslimske kvinder får ret til at bære religiøst tørklæde i offentlige stillinger – fx i skole- eller sundhedsvæsenet? Eller således, at de ikke får denne ret?

Der er mange, som tror, at svaret er åbenlyst, og at kvinderne selvfølgelig skal imødekommes. For forudsætningen er jo, at de pågældende kvinder vælger frit; og så kan en sådan imødekommelse vel ikke alment begrænse kvindernes ret til at vælge. Det er således store dele af den gamle venstrefløj tænker, når den bagatelliserer tørklædets betydning. Det er således Enhedslisten i Danmark tænker, når den opstiller Asmaa Abdol-Hamid. Og således tænker mange af dem, som fordømmer Hege Storhaugs nye bog.

Men det er simpelt hen forkert at tro, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag. Vi skal ikke kun se på forudsætningerne for kvindernes valg, men også på konsekvenserne af valget. Vi må vide noget om, hvor valget fører hen. Og derfor må vi vide noget om den dybere begrundelse for kvindernes krav om at ville bære tørklæde. Som udgangspunkt ved vi, at det er et udtryk for deres muslimske tro. De skaber ikke deres egen helt personlige nye religion, men de bekender sig til islam, som er en given tro, som vi kan forsøge at sætte os ind i. Så når en kvinde hævder, at hun er nødt til at bære islamisk tørklæde, fordi hendes religion kræver det, så kan vi undersøge, hvor dybt dette krav står i religionen, og så kan vi samtidig afdække, hvilke andre krav der er lige så sikkert rodfæstede i islam, og som så også følger med. Hvis vi således undersøger den gængse islam, så kan vi konstatere, at kravet om at bære tørklæde ikke står stærkere end en række utidssvarende krav til familie- og strafferet. Ligesom vi kan konstatere, at islam i grunden ikke skelner mellem religion og politik, men tværtimod har opbygget en tradition, som bestemmer, at al lovgivning skal fastlægges ud fra islamiske præmisser, og at ikke-muslimer skal betragtes som andenrangs borgere.

Det vil sige, at den kvinde, som i frihed kræver at ville bære muslimsk tørklæde, når hun udfører et offentligt job, af den informerede iagttager må forventes at gå ind for andre islamiske lovbestemmelser i familie- og strafferet. Desuden må hun forventes at gå ind for, at al lovgivning i sidste instans skal være islamisk bestemt. Og set fra demokratiets synsvinkel er det en holdning, som er dybt problematisk. Den kommer i konflikt med demokratiets allermest centrale værdier. For demokratiet forudsætter en fælles anerkendelse af, at lovene er menneskeskabte, og at de skal fastlægges gennem en særlig procedure, der bygger på, at vi alle anerkender hinanden som ligeværdige ganske uanset vort religiøse tilhørsforhold. Det er et ganske andet værdisæt end det, tørklædet repræsenterer.

Hvis kvinden heroverfor vil indvende, at hun skam er demokrat med hud og hår og godt kan tolke alle de udemokratiske træk ved sin religion væk, så må man spørge, hvorfor hun så ikke også kan tolke tørklædet væk. Herpå hviler hele hendes troværdighed. Hvorfor skulle man tro, at hun kan tolke islams udemokratiske træk væk, hvis hun i sin handling viser, at hun ikke engang kan tolke det meget mindre rodfæstede tørklædekrav væk.

Her ser vi til fulde, hvilken modsigelsesfuld situation de muslimske kvinder befinder sig i, når de på den ene side hævder, at de i frihed har valgt at gå med tørklæde, og når de på den anden side kræver også at ville gå med dette tørklæde på deres arbejde som fx læge eller skolelærer. Deres frihed skyldes alene det system, som de i realiteten forkaster. Blev deres personlige valg gjort til almen politisk norm, så havde de ikke længere friheden til at gå med tørklæde. For så havde ingen kvinde den frihed. Så var de bundet i islamisk lovgivning – og til tørklædet.

Derfor forsvarer man ikke kvindernes frihed til selv at vælge, om de vil bære tørklæde eller ikke, hvis man accepterer, at retten til at bære muslimsk tørklæde skal trumfe retten til at kræve neutral påklædning på offentlige og private arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Tværtimod forsvarer man denne frihed bedre for alle kvinder, hvis man kræver, at alle – også muslimske kvinder – i disse institutioner skal bøje sig for kravet om neutral påklædning. I modsat fald bevæger man sig ud ad en vej, hvor friheden til at bære tørklæde igennem islams indre dynamik kan blive afløst af en tvang til at bære tørklæde.

Og her ligger det alvorlige perspektiv. I sin konsekvens drejer det sig om kvindernes retsstilling – og deres ligeværdighed med mænd. Jo mere vi bøjer os for de muslimske kvinders krav om at ville bære religiøs hovedbeklædning på arbejde og i uddannelsesinstitutioner, jo længere bevæger vi os ud ad en vej, som fører væk fra ligeværdigheden. Der er tale om en dyb værdikonflikt, som vi som samfund står dårligt rustet til at møde. Det skyldes, at så mange – politikere og intellektuelle – fra begyndelsen har stillet sig på den forkerte side, fordi de aldrig har fået sagen tænkt ordentligt igennem.