“Det er de forskellige former for liv, som mennesker udfolder i byerne, der giver byer deres væsentligste potentialer, problemer og karakter. Derfor er en viden om de forskellige livsformer også et afgørende grundlag for en vellykket planlægning.”

Forfatter og professor Henrik Dahl er kendt i medierne som Danmarks førende stand-up sociolog. Pt. er han udviklingschef hos Niras og tidligere var han Chefanalytiker og medstifter af Explora (det tidligere Advice). Det var her tilbage at han i 2003 var med til at lave den første analyse af hovedstadens livsformer i forhold til byplanlægning – Københavnerlivsformer, 2003. I 2008 kom en antropologisk videreudvikling af denne undersøgelse – Københavnske Bylivsværdier 2008 – der skulle danne grundlag for en langt mere borgerinspireret kommuneplanlægning i København.

2003 rapporten viser 5 typiske livformer for den Københavnske borger:

• Hjemskaberen som oplever boligen som selve basen for det gode byliv. Den gode bolig opstår der, hvor de kan opbygge det sted, hvorfra de skaber en lokal forankring for deres sociale og personlige liv.
• Livsplanlæggeren som værdsætter at bo i kvarterer med en særlig og velrenommeret identitet. Den gode bolig er placeret på en god adresse, der giver adgang til et godt udbud af anerkendte arbejdspladser, indkøbsmuligheder og fritidsaktiviteter.
• Passagemagaren som er mere optaget af sin virksomheds placering end boligens. Den gode bolig for passagemageren selv, hans kunder og hans eventuelle ansatte er den, der er placeret trafikalt, så det er bekvemt og attraktivt at bevæge sig til og fra virksomheden.
• Katalysatoren som er på jagt efter flertydige og uetablerede boliger. Den gode bolig befinder sig et sted, som er uafklaret og præget af en forladthed, der gør, at man selv har mulighed for at transformere stedet. Det gode sted at bo er også det gode sted at arbejde og skabe nye netværk.
• Udebanespilleren som oplever, at han bor et sted, som han ikke selv har valgt. Den gode bolig er et andet sted, hvor man oplever, at der er mere orden, at naboerne er bedre og at man har fælles sociale spilleregler.

2008 rapporten viser at Københavnerne orienterer sig efter fire værdier når det gælder vurderinger af byen og boligformer:

Det nære:
Det er typisk lønmodtagere, der prioriterer det nære. De lægger vægt på sammenhold med mennesker i deres eget kvarter, overskuelige omgivelser og søger tryghed ved det velkendte. Indkøb, idræt, offentlig transport, kultur og grønne områder skal være tilgængeligt i nærmiljøet – ellers flytter de. Typiske kvarterer: Fx Valby og Husum.

Det særlige:
Det særlige er udbredt blandt mennesker med karrierelivsform. Det er travle mennesker, der prioriterer deres arbejde højt. De lægger vægt på smagsfællesskab med mennesker, de deler værdier med. De søger udsøgte omgivelser og god kvalitet og forventer, at kommunen gør noget særligt for deres omgivelser. Typiske kvarterer: Fx Østerbro, Islands Brygge.

Det udfordrende:
Mennesker inden for de kreative erhverv – fx designere, kunstnere, arkitekter og fotografer – prioriterer det udfordrende. De brænder for at gøre noget nyt i forhold til deres omgivelser. Fysiske rum, hvor alting er færdigt og har fundet sin faste plads, opleves som kedelige. De lægger vægt på netværk, der giver forbindelser, omgivelser med muligheder og forandring. Typiske kvarterer: Vesterbro, Christianshavn.

Det elementære:
Den gruppe, der lægger vægt på det elementære, har ofte en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, og en del har anden etnisk baggrund end dansk. Gruppen har få økonomiske ressourcer og oplever begrænsede handlemuligheder. Værdier som sikkerhed og tryghed i nærmiljøet er højt prioriteret. Typiske kvarterer: Tingbjerg, Sydhavnen.

LINKS:

- Download rapporten: “Københavnske Bylivsværdier 2008″ (pdf, 70 sider)
(Alternativt download link)

- Download oprindelige rapport: “Københavnerlivsformer” 2003 (pdf)
- Henrik dahls opsætning af samme:  “Livsformer og Byplanlægning, 2003″ (pdf)
(Alternativt download link)

- Antropolog Gertrud Øllgaard har lavet kort sammendragende artikel på baggrund af de 2 rapporter: “Borgerinspireret kommuneplanlægning” (pdf 4 sider)

Foto: Brian Paw Damsgaard

Oskar is lonely and picked on in school. One evening he meets a young girl who will change his life forever.

Directed by – Tomas Alfredson

Written by – John Ajvide Lindqvist

Starring – Kare Hedebrant, Lina Leandersson, Per Ragnar, Henrik Dahl, Karin Berqquist, Peter Carlberg, Ika Nord, Mikael Rahm, Karl-Robert Lindgren, Anders T. Peedu, Pale Olofsson, Cayetano Ruiz, Patrik Rydmark, Johan Somnes, Mikael Erhardsson

Alright, I’m sure everyone has seen, or at least heard about, just how great a movie this is. It was the opening night picture for the 2008 Toronto After Dark Film Fest and they even managed to oversell tickets. In fact, many of my friends didn’t even get in to see it. At least I did though!

It really is as good as everyone is saying and it also showed me something that I’m pretty sure I had never seen before. Although True Blood has taken a swing at showing the same thing lately. It was the moment when the vampire isn’t invited into the house but comes inside anyway. I quickly went through all the vampire flicks I could think of but couldn’t really remember a moment like this happening before and I was pleased to see the end result.

That's why it's better to be polite!

The movie is sweet and scary all at the same time and while it’s not drenched in blood very often, it does a great job when it’s finally time to spill some. This includes the terrific end scene in the pool. A great cheer rose up in the crowd at that specific moment. This was an amazing flick to open the festival with and it set the bar pretty high for any movies that had to follow it.

I won’t go on and on about this one since people have probably already heard it all. I thought it was a great direction for vampire flicks to go. Sadly they’ll be remaking this one in the near future which was something we thought they wouldn’t try to do right after we saw the flick. Of course we all knew they would and I’m sure we all know they’ll completely destroy the entire flick. Thanks Hollywood for using all the creativity of an empty snail shell.

Under the marquee – Will

Bibliopaten debatterer i Politiken anmeldelser ud fra vinklen ’værdikamp’. Visse bøger med dårlige anmeldelser får stort salg, mens andre med gode anmeldelser får ringe salg. Er det en kamp om værdier? Sammenligningen mellem den ene eller den anden anmeldte bog halter måske, fordi anmeldelsens øjeblik ikke er hele historien og heller ikke den nærmeste læsning er hele historien. En bog eksisterer langt ud over anmeldelsestidspunktet og selv om Per Højholts Auricula aldrig bliver en populær tekst, kunne det godt tænkes, at den overlever en vis bog af Hanne Vibeke Holst.

Imidlertid eksisterer anmeldelser ikke i sit eget autonome univers. Måske har anmelderne stor betydning – men hvem påstår, de selv vælger de bøger, som omtales. Anmelderne sidder ikke i autonome elfenbenstårne og finder det bedste frem, redaktionen i baggrunden har en væsentlig rolle at spille, så egentlig er det vel dem, vi skal diskutere. Og her synes jeg den såkaldte anmeldelse af Birgitte Hesselaas bog om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag er et godt eksempel.

Ved at sætte Henrik Dahl til at anmelde bogen, skaber det betydelig debat – om Henrik Dahl, hvad nok var til at forudse. Måske sælger det endog aviser. Som læser forventer jeg tvært i mod, at det er den anmeldte bog, som er i fokus.

Hvis redaktøren har to bøger foran sig, lad det så bare være en af Hanne Vibeke Holst og en af en debutant eller en ukendt, så har Hanne Vibeke Holst naturligvis førsteprioritet.

Hvis redaktøren har to ubenævnte ukendte, debutanter eller ej, er der andre ting i spil. De kan blive overset begge to. Men der kan spille andre ting ind – personligt bekendtskab, respekt og hensyn til udgiver, etc. etc. Peter Adolphsens parløb med Ejler Nyhavn viser som eksempel, hvordan forfattere kan være bevidste om baggrundsstøjen og som i deres tilfælde byde ind med en navnemystifikation, som er indholdet ligegyldig, men som er gangbar journalistisk.

Udgiver man som jeg selv en bog og ikke har de store reklamekroner til rådighed og ingen pressebekendtskaber at støtte sig til, kan man godt føle sig ret latterlig ved for 7., 8. eller 9. gang at sende et skrift til redaktionerne, vel vidende, at der ikke er en kinamands chance for, at en redaktør langer bogen videre til anmeldelse. For forfatteren selv er det bogen, som er det usædvanlige, men for at redaktøren skal bede en anmelder om at læse og skrive, skal der være en yderligere begrundelse: Kendtheden, død, ulykke, forbrydelse, og ja navnemystifikation eller ekstrem privat selvudlevering. Den litterære kvalitet kan så anmelderen tage stilling til. Det kan der komme udmærkede anmeldelser ud af, hvis anmelderen er den rette. For redaktøren kan jo vælge anmelder ud fra saglige kriterier, når første kriterium er opfyldt!

Andre kriterier er mulige, som i tilfældet Henrik Dahl. Vi kender dem ikke, kun resultatet. Henrik Dahl kunne jo strengt taget have sat en anden dagsorden. Han kunne have læst de omtalte stykker. Han kunne ikke vende tilbage til fortiden for at se dem, men som sociolog kunne han have samlet op på receptions-historien i stedet for bare at slynge om sig med formodninger, som forfatteren siden har haft let ved at afvise. I en anden sammenhæng end ’anmeldelse’ kunne han derefter med afsæt i sin anmeldelse gå til angreb på støtteordninger i forhold til publikumstal, når han til formålet havde sat sig ind i emnet ’støtteordninger’.

I stedet fik vi en skævvredet debat om Henrik Dahls syn på interessant og ikke-interessant kunst, udmøntet i overskriftsform som angreb på ”subsidiebaronerne”. At støtten skævvrider ’markedet’, som åbenbart er den rette dommer i kunstneriske spørgsmål. Hvor galt det så kan gå, kan man måske se af, at det er redaktørens markedsfilosofi, der gør en anmelder ud af Henrik Dahl.

Bibliopaten slutter: ” Glem det aldrig: Alle anmeldere, både de selvpromoverende og de ydmyge, er værdikæmpere, som slås om, hvilke menneskelige erfaringer, værdier og udtryksmåder, der bør værdsættes og hvilke der ikke bør. Den kamp skal føres af så bred en skare som muligt. Hvis en anmelder er uenig med sine kolleger, er der kun en vej frem: Til tasterne – og argumenterne.”

Der siger jeg, at det bliver en debat som mangler netop den faktor, der er lige så vigtig som anmelderen, nemlig redaktøren, som slet ikke er i tvivl om det berettigede i sin markedsorienterede udpegning af kamppladsen. Han holder sig pænt i baggrunden som liberalismens ’hidden hand’ og læserne lever i illusionen om, at bøgerne er faldet i anmeldernes hænder helt af sig selv.

per-olof.dk

LAT DEN RÄTTE KOMMA IN (Suecia 2.008, 114 Minutos, Drama – Fantástico)
Dirección: Tomas Alfredson.
Guión: John Ajvide Lindqvist; sobre su propia novela.
Reparto: Kåre Hedebrant, Lina Leandersson, Per Ragnar, Henrik Dahl, Karin Bergquist, Peter Carlberg, Ika Nord, Mikael Rahm, Anders T. Peedu, Pale Olofsson.
Fotografía: Hoyte Van Hoytema.
Música: Johan Söderqvist.

Valoración: 9/10

Sinopsis: Oskar es un niño solitario que sufre los abusos diarios de un grupo de compañeros de clase. Cada noche, Oskar se refugia en la soledad del patio de su casa tramando una venganza que nunca llega. Una noche Eli, su nueva vecina, irrumpe en el lugar. A pesar de la seriedad y las rarezas de Eli, pronto se hacen inseparables y el amor surge entre ambos. Lo que Oskar desconoce es que Eli es en realidad una vampira causante de lso crímenes que asolan la ciudad.

Crítica: Parece que lo que tercia es sacar a relucir Crepúsculo, fenómeno teen del momento, y compararla con esta brillante Déjame Entrar. Tal vez sería lo más conveniente, pero hablando con sinceridad, sería similar a comparar un equipo de élite con uno de jubiladdos de barrio y decir que lo que ambos hacen es jugar al fútbol. Todo lo que Crepúsculo es, Déjame Entrar lo ignora. Todo lo que Crepúsculo tiene, a Déjame Entrar le sobra. Y viceversa. Si aquella necesitaba continuamente de los habituales efectismos del cine comercial norteamericano, para esta obra maestra del cine fantástico serían un lastre, una redundancia, ya que todo el drama, toda la tensión cae sobre los hombros de sus personajes y sus circunstancias. Habiendo un guión así, consistente, duro, sobrio y desgarrador, ¿para qué incluir las peleas y romances de turno? ¿Para qué intentar conquistar al espectador por los ojos, cuando se le está tocando el alma? Déjame Entrar es un crudo relato sobe los problemas de la madurez, sobre el amor imposible, sobre las distancias entre personas diferentes que, aunque ni siquiera lo sepan, no son tales. Es un mórbido experimento sobre los sentimientos humanos cargado de sangre. Es un cuento fantástico lleno de realismo. Es una fábula sobre vampiros que retrata al ser humano. Es una obra infantil tan siniestra y oscura que sólo es apta para el público adulto. Alfredson ha dirigido una pequeña joya con pulso firme, narración magnífica y que a pesar de – y por supuesto, gracias a- su tono, es absolutamente absorbente. Bien narrada, bien ambientada, sorprendentemente bien interpretada, Déjame Entrar sería la película fantástica del año. Pero desafortunadamente, si el cine es un negocio, lo que marca el éxito son los números, y no ese dolor en el pecho, ese zumbido en los oídos, esa visión borrosa, que sentimos al ver obras como esta.

“Haunting blanched beauty”

The first time I saw this I was so enchanted by it that I concluded my notes with the words “If this film isn’t the best of the year, then I may not live through the one that beats it”.  I have to say that I was probably underselling it.  The first time I saw this- on a leaked screener played on a small screen- I probably didn’t truly appreciate the haunting blanched beauty of the film or its stunning soundtrack (by Johan Söderqvist).  Well I do now.

Tomas Alfredson’s film has been trailed over here as a pretty standard horror film (I haven’t seen the trailer but it is apparently very generic).  The poster, reproduced at the bottom, doesn’t give a sense of what is to follow at all.  I suppose the aim is laudable- get bums on seats and let the quality win them over- but filling screenings with people expecting eye-popping gore and sudden shocks doesn’t seem very fair upon either them or upon the people who might want to watch something beautiful and romantic and may then miss this on the basis that it is being sold as if it was The Omen Part 14 or something.  Tough call.

I’m not even sure that it is a horror film, even after seeing it twice.  There are horrific elements of course, but the film is more than that.  It is a coming-of-age film, a love story, a film about childhood and loneliness and resilience and pain and conventionality and unconventionality.  There is a theme in Sam Mendes’ overrated but nonetheless impressive American Beauty about seeing beauty where others don’t and that applies equally here.  Oskar (Kåre Hedebrant) is an outsider, bullied and ostracized by his classmates and misunderstood by his family but Eli (Lina Leandersson) connects with him in the same way that, we are led to presume, Eli connected with Håkan (Per Ragnar) before him.  What Eli connects with isn’t Oskar’s vulnerability or loneliness, despite this being their common ground, it is his latent rage (the first words Eli hears from him are “Squeal! “Squeal like a pig!”) and his total detachment from the conventional standards and expectations of the people around him.  When he strikes his erstwhile tormentor Conny (Patrik Rydmark), his immediate reaction to seeing the blood and pain is one of curiosity which turns to delight.  And this is the most interesting aspect of their friendship- Eli is the vampire with a capacity for violence which is tempered by a disregard for it while Oskar’s capacity for violence is latent and expressed only through his fascination with newspaper reports of murders and his knife.

The theme of seeing the beauty in unexpected places extends to the visuals of the film itself.  The icicles on the climbing frame, Oskar’s snot running from nose to mouth, dripping blood in the snow, the hand-print fading on a windowpane, Oskar resurfacing in the swimming pool- no matter how mundane the subject, a perverse beauty is created by cinematographer Hoyte Van Hoytema.

Something that struck me on second viewing was the possibility that the very final scene (on the train) doesn’t happen.  What if Oskar dies and this is his dying thought?  He certainly appears to die- he ceases to struggle, he doesn’t inhale upon resurfacing, he has a beatific smile upon his face- but this is purely speculation.  The only real clue is the complete lack of reaction from Conny’s brother when another boy is dragged away by Eli- his hand doesn’t react at all- but is that really a clue.  It’s dodgy territory this, where does it stop; what if the whole thing was in his imagination?  I prefer the more literal ending.  It makes more sense that, with Oskar taking the place of Håkan, the story turns full cycle.  There are signposts to this throughout the film- Håkan’s jealousy of Eli’s new friend as he watches from the window, Eli’s tender gesture when he asks her not to see Oskar that evening, the way in which Håkan targets the ‘normal’ boys who would be Oskar’s tormentors and would have been his own.

My descriptive powers are pitifully inadequate for the task of conveying my admiration of Let The Right One In.  10/10

servizio di LUCA SVIZZERETTO

(tratto da Nuovo Oggi di mercoledì 17 dicembre 2008) – Può un film horror essere dolce, commovente e romantico? La risposta è si! ‘Lasciami entrare’ pellicola dell’orrore svedese diretta da Tomas Alfredson riesce a spaventarci, tenerci in ansia ma al tempo stesso farci affezionare ai due giovanissimi protagonisti e soffrire insieme a loro per le vicende che li riguardano.
Partiamo dalla trama. Stoccolma, in un quartiere periferico, stanno succedendo strane cose. Una serie di omicidi, fanno pensare alla comparsa di un serial killer. Oskar, un ragazzino introverso di dodici anni, vittima di suoi coetanei bulletti, é come sollevato dalla possibilità che questo serial killer possa mettere fine alle prepotenze dei suoi coetanei; inoltre, proprio in quel periodo, il ragazzo stringe amicizia con una sua nuova vicina di casa, Eli, anche lei di dodici anni. Casualmente, gli omicidi coincidono con l’arrivo della ragazza in città e ben presto, Oskar, si accorge che in lei c’é qualcosa di strano e non ci metterà molto a capire che lei in realtà é un vampiro.
Quello che subito colpisce di questo film è l’ambientazione cupa e gelida che trasporta perfettamente lo spettatore nel mondo triste e privo di sentimenti che Alfredson vuol raccontare. I personaggi che incontriamo, persone assolutamente comuni, appaioni prive di cuore, fredde e distaccate. Il mondo che ci viene descritto è preda della depressione e si note fin dalle prime scene.
La neve bianchissima che ricopre ogni cosa è come un peso continuo che l’umanità è costretta a portarsi sulle spalle senza riuscire a scrollarselo di dosso e senza avere speranze di farlo,
Gli unici fuori da questi schemi sono Oskar ed Eli. Entrambi diversi dagli altri e per questo costretti a vivere in solitudine e a difendersi con tutte le loro forze. Per questo Oskar ed Eli si trovano, si piacciono e diventano amici, forse si innamorano anche, come si possono innamorare due adolescenti alla loro prima cotta. Quello che differenzia realmente i due ragazzini dal resto del mondo, ed è questo che capiamo con l’andare avanti del film, non è essere il più timido della scuola o l’essere una vampira ma il saper amare, il credere in un futuro, il voler vivere la propria vita secondo le proprie emozioni e non seguendo degli schemi prefissati che si rivelano essere gabbie per l’anima.
Un’applauso lo merita sicuramente Alfredson per questa piccola perla del cinema horror. Come meritano applausi i due protagonisti Kare Hedebrant e Lina Leandersson. Bravissimi davvero entrambi. Siamo certi che li rivedremo presto.

“Ho 12 anni… ma da un sacco di tempo”

Henrik Dahl, der er adjungeret professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS (hippiekapitalismens fyrtårn), som hans ven Ole Fogh Kirkeby sidder for enden af, går Dansk Folkeparti ærinde, når han bekræfter det mest overfladiske blik på gårsdagens begivenheder omkring Sandholmlejren, istedet for at iværksætte sit analytiske apparat, som han forhåbentligt har med sig fra dengang han var akademiker, og lader som om, at han kommer med en objektiv analyse af, hvordan folket vil opfatte verden. Men det ville også være mere besværligt, at mobilisere den tænketank af letborgerlige unge, CE(R)VEA, hvori han er placeret på advisory boardet, til at reagere på andet end egen karriereplanlægning. Det er nemlig, hvad man vil kalde en ubehagelig sag for det såkaldte centrumvenstre, som den intet svar har på. “Ingen har nogen som helst sympati for de der samfundsdebatørmiljøer. De har nul sympati. De har ikke fået mere udaf sådan noget vrøvl”, siger Lars-Emil Woetmann og forklarer, at miljøet slås for at befæste sit sammenhold, mere end det slås for at kæmpe mod påståede uretfærdigheder. “Problemet er, at detder miljø er fanget i en forældet segmenttænkning, hvor man får identitet af at forestille sig at vide, hvad folk tænker. Det er noget identitetspolitik, hvor man får sin identitet fra at snakke, og så må man finde nogen at snakke om”.

Un film del 2008, regia di Tomas Alfredson, con Kåre Hedebrant / Lina Leandersson / Per Ragnar / Henrik Dahl. Prodotto da Bolero Film (114min)

Drammatico / Horror

A Blackeberg, quartiere degradato alla periferia ovest di Stoccolma, il ritrovamento del cadavere completamente dissanguato di un ragazzo segna l’inizio di una lunga scia di morte. Sembrerebbe trattarsi di omicidi rituali, ma anche c’è anche chi pensa all’opera di un serial killer.
Mentre nel quartiere si diffonde la paura, il dodicenne Oskar, affascinato dalle imprese dell’assassino, gioisce segretamente sperando che sia finalmente giunta l’ora della rivalsa nei confronti dei bulletti che ogni giorno lo tormentano a scuola. Ma non è l’unica novità nella sua vita, perchè Oskar ha finalmente un’amica, una coetanea che si è appena trasferita nel quartiere. Presto i due ragazzini diventano più che semplici amici. Ma c’è qualcosa di strano in Eli, dal viso smunto, i capelli scuri e i grani occhi. Emana uno strano odore, non ha mai freddo, se salta sembra volare e, soprattutto, esce di casa soltanto la notte…

Alle der læser min blog kender bogen “Hvis din nabo var en bil”.

I en email tidligere i dag blev jeg lige mindet om den og flækkede efterfølgende af grin da jeg tog en tur i kælderen.

Her stod min nabos cykel:

Hvis min nabo var et fly, var hun vidst et Dash-8.

PRESSEMEDDELELSE

Kommunikationsbranchekonsulent Bjarke Guldand Andersen kommenterer fra Paris.

I anledning af diverse breaking news i Dannevang, ser Bjarke Guldand sig noedsaget til at give sit besyv med fra Byernes By. Bjarke Guldand udtaler:

“For det foerste er vejret jo fantastisk her i Byernes By, Metropolernes Metropol.

Jeg vil gerne goere opmaerksom paa, at jeg til eftermiddag saa TV2’s politiske seniorreporter Svenning Dalgaard ved Sacré Coeur – i faerd med at spise en hotdog el.lign. mindre street meal. Eller jeg er naesten sikker paa, at det var Svenning, han var meget hoej og lignede Svenning til forveksling. Saa muligheden foreligger.

Desuden er der vaesentlige ting i det danske politiske-/mediepolitiske landskab, der rykker. Jeg har set, at regeringens hjerne – Claus Hjort Frederiksen – igen goer sine hoser groenne og tager mediedagsordenen tilbage to the MAX. Det trick med hunden, Claus, er en stor, stor spinmester vaerdigt. Saadan skal det goeres.

Min opmaerksomhed er ogsaa indfaget af den omstaendighed, at TV2 skal have ny direktoer. Saadan gaar det, naar man bliver traet af den gamle direktoer, Per Mikael, du kender spillets regler. Men jeg savner flere helt uomgaengelige navne paa Politikens liste over kandidater til jobbet. Henrik Dahl, Vibeke Hartkorn, Kenneth Plummer, Lotte Hansen, Henrik Qvortrup, Karen Jespersen, Morten Loekkeegaard, Morten Spiegelhauer, ham den lille nar fra Cepos, Paula Larrian osv. osv. For slet ikke at naevne mig selv. Selvom jeg dog ikke vil vaere interesseret, skader det ikke at spoerge.

Sidst, men ikke mindst, skal jeg lade en troestende bemaerkning falde til min mand Jeppe Nybroe. Det er tough luck – du kender spillet regler, og nu gaar det dig, som det gik Morten Loekkegaard. Det er surt show, men saadan er den nyeste medievirkelighed. Det er en haard branche, hvor kun de sejeste overlever. Hvad du ogsaa havde gjort, hvis din juleleg ikke var blevet opdaget”, slutter Bjarke Guldand Andersen fra Paris.

Bjarke Guldand Andersen regner med, medmindre han skulle stoede ind i andre, han kender, at afslutte sin ferie onsdag den 8. august.
–
Fakta om Bjarke Guldand Andersen – fact sheet:
Kendt politisk kommunikationsbranchekonsulent skråstreg head coach.
Har de seneste år haft eget selvstændigt PR og coachingbureau i København, BGA Consulting.

I relation til, hvad jeg netop har bevist – at Ny Alliance kommunikerer skamløst inciterende – vil jeg sige: Lad mig føre omvendt bevis for min teori, og følgende eksempel er hentet i bunden af spinmesterens værktøjskasse.

Nogen, der husker The Radical Lefts Den Anden Vej??

Ok, jeg har udsat Marianne Jelveds formulering af Den Anden Vej for en complete makeover, men det kunne i realiteten være Henrik Qvortrup, Claus Buhl, Henrik Dahl, ham der fra Klovn eller andre top dogs fra den politiske kommunikationskonsulentbranche, som førte kniven. Hvilket dog ikke vil ligne dem.

“Regeringen har siden 2001 ført Danmark i den gale retning. Med en uanstændig udlændingepolitik har regeringen lagt gift ud for integrationen. Med et asocialt skattestop har regeringen begunstiget de velstillede. Og med sin uforsonlige “jeg-alene-vide”-holdning har statsministeren skabt splittelse og svækket Danmarks muligheder internationalt. Vi peger på Marianne Jelved som statsminister efter næste valg. Vores stemmer vil blive brugt til at føre Den Anden Vej ud i livet. Stem Radikalt for Den Anden Vej.”

For at associere De Radikale med tabere, har jeg valgt at flette citater fra Hans Lyngby Jepsens biografi, Anker Jørgensen – Menneske og Politiker (1980), ind i manifestet (de er alle fra side 7-9 – mere gad jeg ikke læse).

“Regeringen har siden 2001 ført Danmark i den gale retning. En beslutning er en beslutning. Med en uanstændig udlændingepolitik har regeringen lagt gift ud for integrationen. Det er lidt eventyr, lidt myte. Med et asocialt skattestop har regeringen begunstiget de velstillede. Vær kun trygge, venner, intet forstyrrer os. Og med sin uforsonlige “jeg-alene-vide”-holdning har statsministeren skabt splittelse og svækket Danmarks muligheder internationalt. Han er Danmarks statsminister. I sommerhuset smøger han endda skoene af og skjorten, hvis varmen trykker. Jo, danskerne kender ham, tror de. Han har stået på hænder for dem – for at vise at han kunne, og siddet på skødet af Grethe Sønck. Om Brecht vil han vide besked, om Georg Brandes, Viggo Hørup, Paul la Cour. Vi peger på Marianne Jelved som statsminister efter næste valg. Skønt, hvordan skal en statsminister og partileder se ud? Højere, værdigere, med mere pondus? Vores stemmer vil blive brugt til at føre Den Anden Vej ud i livet. Demokrati, Karl Marx, EF. Tiden skal udnyttes, møder, taler, interviews, mennesker venter. Fremtiden i vore hænder! Hvad vil dommerne skrive? Stem Radikalt for Den Anden Vej. De åh så troværdige blå øjne. De lyver ikke.“

Læg mærke til, hvordan teksten transformerer, ujævn, uklar, tvetydighed, vægelsind. Plus en masse ubegribeligheder. Som smør mellem fingrene i vores – den politiske mysticismes klamme – hænder. SÅDAN!

Må jeg så også her på falderebet lade en bemærkning falde til branchemanden Claus Buhl, som til dagens Information udtaler, at Fogh “igen giver baghjul til konkurrenterne”. Jaja, vi i kommunikationsbranchen ved bedre. Vi ved, at Fogh – ved at lancere sin egen personlige, private intime blog – i hvert fald IKKE kommer før Irans præsi. Pyt. Sandheden er derude blandt branchefolk. Claus B – du ved bedre. Men du får – som vi andre – KASSEN for at vide…… anderledes. Sådan skal det gøres!

Bjarke Guldand – siger YEAH

PRESSEMEDDELELSE

Tilbage omkring “Systemskiftet 2001″ stod det klart i den politiske kommunikationsbranche, at Foghs team var upfront på informationsteknologi. Da DK’s Hvide Hus var indtaget i 2002, tog man det som praktisk selvfølge, at sms-teknologien var undtaget for offentlighedsloven, bestemmelserne om aktindsigt, gennemsigtighed i forvaltningen og ministeriernes afleveringspligt til Statens Arkiver.

På dansk var det: Et smuthul for intern politisk kommunikation og spin. Og det er – som årene er gået – blevet et godt brugt hul – som vi siger i roklubben.

Men mobilbranchen er slet ikke fulgt med. Derfor har jeg taget følgende skridt:

Åbent brev til Nokia på vegne af den danske kommunikationsbranche!

- – - -

Nokia
Enterprise Solutions, Multimedia, Mobile Phones
Sydhavnsgade 17-19, Frederikskaj
1790 Copenhagen V.
Denmark

CPH den 12. juni 07

Dear NOKIA – eller som jeg normalt siger: Yo.

Først: Dette brev er på dansk, fordi jeg har et stort publikum, som ikke nødvendigvis hænger ud med koncernsproget. Ellers ved jeg, at jeres primære segment – The Urban Crowd – foretrækker written & oral communication in English, please!

Jeres sms-ordbøger er ikke upfront. Jeg har som erfaren kommunikationsmand konstateret, at jeres sms-ordbog kender politiske aktører som Pia Kjærsgaard, DSB, Thorning-Schmidt, Henrik Dahl, FCK, Henrik Qvortrup, Troels Lund-Poulsen, Lotte Hansen, Thulesen-Dahl, Naser Khader og Holger K. Nielsen (dog besvær med k’et).

Ja, selv Søvndal og AGF kan den stave til! AGF-SØVNDAL, sågar!

Derimod er ordbogen helt blank på følgende centrale politiske aktører og kulturpersonligheder i det demokratiske Danmark:

1. Cepos = “BERØR”
2. Morten Albæk = “MORTEN BLACK” (?)
3. Anders Fogh = “ANDERS ENIG” (???) -Den er i øvrigt meget god, hvis statsministeren skal brandes mere landsfaderligt. Lige nu-og-her ville han miste mange kernevælgere, hvis de kendte noget til standarden af sms-ordbogen – det ønsker Nokia vel ikke?
4. Ole Sippel = “ØJE PIRREK” -Han er edermame vigtig at have styr på, Nokia!
5. Christopher Arzrouni = “CHRISTOPHER BRYSOVMH” -Sådan kan vi ikke behandle en af dette lands fremmeste politiske intellektuelle smørtenorer!
6. Kenneth Plummer = “KENNETH SKUMMER”
7. Frank Aaen = “FRANK ÅBEN”
8. Jokeren = “JOKERDØ” -Hvad???
9. David Gress = “DAVID GRE”… -… så var der ikke flere bogstaver.
10. Bjarke Guldand = “BJARKE GULDÆND” -Jeg holder det ikke ud.

Vi er mange kommunikationsfolk, som ikke tåler flere obstruktioner af vores arbejde. Det er utilgiveligt at forvente, at professionelle gider fumle med jeres andenrangs anti-innovation. Anti-innovation er, hvad jeg vil kalde det, og jeg er parat til at gå hele vejen med sagen til ministeren for teknologi og innovation, for han er altid klar på at rette op. Jeg kan ikke løsrive mig fra tanken om, at det er med fuldt overlæg, I lægger budskaber ind i jeres teknik. Your brand is going down!

Jeg tør ikke forestille mig, hvor mange gange en sms fra Jens Rohde til Danmarks Radios top dogs er røget direkte til sletning, fordi beskeden var uforståelig. Hvilket minder mig om: JENS ROHDE = JENS SMIDE. Argh! Hvordan skal man arbejde under disse forhold?

Mit spørgsmål er i sin korthed: Hvad sker der? Kan vi forvente, at der bliver taget hånd om problemet?

Yours,
Bjarke Guldand Andersen
Kommunikationsbranchekonsulent

- – - -

–
Fakta om Bjarke Guldand Andersen – fact sheet:
Kendt virksomhedscoach, kommunikatør/branchemand og politisk- skråstreg brandingkonsulent.
Har i mange år arbejdet i Coop Danmark. Har de seneste år haft eget selvstændigt PR og coachingbureau i København, BGA Consult.

I det nye millenium handler det i høj grad om at flashe klasse og up-frontness. Vi har fornylig set eksempler par exelence i frontrunner number 1. Malou Aamund – der forstår at jonglere både karriere, 3 børn, sin mands primadonnanykker og et historisk knald med kronprinsen direkte ind i hjerterne på vælgerne. Ny Alliance har fået endnu en fugl på taget – SÅDAN! Men i dagens anledning vil Bjarke slet ikke kommentere på udviklingen i Ny Alliance, men snarere kigge på hvordan – altså HOWTO – man får status af at være totalt upfront en såkaldt frontrunner!

En vigtig hovedregel i at opnå upfrontness er selvfølgelig flashing – man skal hele tiden vise man er noget ved poppen – ellers er man IKKE noget ved poppen! Som jeg tidligere har været inde på – konstituerer form indhold – ikke omvendt – get IT!

Emails er kommet for at blive. Og når nu man alligevel sidder hele dagen foran skærmen og knokler eller browser på nettet eller besøger Second Life eller WoW mens man måske bikser lidt LEAN sammen – så vil man unægtelig få en masse mails! Spørgsmålet er: “Skal jeg svare, eller skal jeg ikke svare?”. Computeren har naturligvis en auto reply-funktion, hvilket man skal holde sig fra. MEN MEN man er jo stadig intereseret i at alle ved, man har travlt – alt for tralvt til at svare mails. Signalér, at du ikke kan sidde og vente på mails fra lige netop businessassociaten, kerneinteressenten eller stakeholderen! Ergo: Jeg har ALT for travlt. Men når vi kombinerer det med vor viden om, at mennesket og lønslaven vil have mere nærvær, hygge, maosko, langt hår, pipe, GÅPÅ-attitude og in-your-face capability – SÅ skal vi naturligvis til at skrive vores “out of office/autoreply” manuelt – ligepræcist når meddelelserne kommer ind. Ikke noget med at sætte Microsoft på sagen – gør det selv! På den måde kan man målrette og personalize mailsene (out of office reply’sene) til den enkelte person – som om at selve autoreplyen var blevet customized KUN til de personer, der læser den. Se, det er UPFRONT i det nye millenium.

Efterfølgende skal man naturligvis vente minimum en uges tid, før man giver sig i kast med at svare på selve mailen – klart!

Et eksempel er:

“AUTOREPLY OUT OF OFFICE! Jazzy Kjeld! Jeg har fået din mail og den vil blive læst. Og om en uge senest får du svar – jeg har nemlig pissetravlt, skal jeg sige dig! GuldBjarke.”

En anden løsning, som nu hvis min gode ven og branchemand – Henrik Dahl! – skrev til mig:

“Hej Hønse! Jeg vidste du ville skrive til mig – men jeg er desværre OUT OF OFFICE! – Du kender branchen ligesågodt som jeg, og derfor ved du, at jeg lytter til dig – læser hvad du skriver – lytter til det, du synger! Og ligesåsnart det er sket – så ringer jeg! Fantastisk dinner du fik bikset sammen sidst! Jeg havde aldrig troet man kunne blande fisk, citron, ingefær og chili med wienerbrød! Du kan alt og får det til at ske! Vi ses Hønse – keep IT fur REEL and keep on jaZZin! Din Ven Guldbjarke – YEAH”

Det var så slut for dagens lektion i upfrontness! – vi ses YEAH!

BJARKE (OUT OF OFFICE) ;o) ;o)

For at gøre en lang historie kort, så fik jeg en sms fra Piffy Diddy forleden! – først troede jeg at den var fra Brian M – fordi han også kun skriver sms’er på hood-amerikansk, og da jeg gennem længere tid har været i kontakt med Brian M om at sætte ind/redde/innovere Boogie/Boogielisten/BoogieP3/Boogiebloggen og naturligvis Boogienet, der alle har kørt på pumperne på det seneste. Men det var ikke Brian, men min gode ven og branchemand Piffy, der spurgte: ”Hello Bjarke can you pleaZe show Up to mY party it Will be a Jiffy Blast – remember your sweet lovIN sweet Jazz – and you know i cANT partEI as hard without you! LoAds of Golden dot CUM your way! Truly yours and Ole Nezer 4Ever – Pifboy”

Men altså al denne snak/sms om Piffy, Boogie, Brian M og DR gav mig naturligvis idéen til lige at kommentere lidt på den nuværende medievirkelighed. Jeg har jo tidligere kommenteret på DR i forbindelse med den nye medievirkelighed! Nu er der endog kommet en endnu nyere medievirkelighed. Bjarke siger: ”Tag det roligt Plummer – thi her er skråstreg kommer løsningen!”. I det følgende vil en klokkeren, skarp og groft skitseret handlingsplan for DR i blive fremlagt! Efter gennemlæsning er skibet klart og sejlet sat – no worries – tværtimod case-solved, 1-0 til Bjarke – endnu en omgang WIN-LOSE.

Kenneth ”Apple” P har naturligvis ikke tacklet situationen optimalt, hvilket jeg fra tid til anden har sms’et ham, men også kærligt drilleri i stilen: “Hvordan syns U selv d går?” -sådan er humoren i branchen under den dansende forårssol, fois gras, caviar og masser af champagne! Men det er jo forståeligt nok med Kenneth “Apple”’s faglige baggrund indenfor barbiedukker, hvordan skulle han vide, hvad der sker på TV? Men det er OK for Bjarke er her – har roen og overblikket til at sige de ting, alle ja-sigerne på direktionsgangen ikke tør sige. Det er nemlig det, jeg er bedst til. Jeg kan vende alle nederlag til sejre blot med ord.

Branding handler i dag om at gøre alting på den halve tid – og flashe at man gør det. I lang tid har DR’s samling af røde sovet i timen, og imens skulle og burde DR have satset på deres historiske kernekompetencer: Underholdning i bredden og den rimeligt lave fællesnævner.

F.eks.: DR’s kerneydelse har til alle tider været den brede primetimeunderholdning. Nu siger Bjarke: “DR – kend din læst!”. Den kritiske nyhedsreportage, baggrund eller debat – har aldrig været DR’s force – underholdning derimod – Det eR DR!!! – DR IKKE SOM DE ANDRE – SÅDAN! DR skal vedkende sig sin de facto-strategi: L-a-v-e-s-t-e f-æ-l-l-e-s-n-æ-v-n-e-r.

En væsentlig pointe både med branding, Boogie og den resterende del af DR’s sendeflade er mangel på kendte mennesker. Der forekommer programmer på DR, som slet ikke har kendte med i studiet eller programmet – det er et klart demokratisk problem, særligt i relation til den såkaldte public respect-kontrakt/forpligtelse i erindring.

Bjarke hjælper gerne med at finde frem til de kendte, følgende var med til PifBoys fest og er pr. definition top nudge. I selskab med Piffy og som en del af DR’s kommende sendeflade kan nævnes:

• Thomas Villum-Jensen
• Katja K
• Rudi Köhnke
• Morten Wammen
• Remee
• Casper Christensen
• Uffe Holm
• Jarl Friis-Mikkelsen (99 % læderansigt)
• Sofie Lassen-Kahlke (Edith Piaf 2)
• Camilla Ottesen
• Robert Hansen
• Oliver Bjerrehuus
• Henrik Dahl
• Adam Duvå Hall
• Søren Fauli
• René Dif
• Louise Frevert
• Freya
• … og en endeløs række deltagere fra diverse reality-programmer og Parken Sport og Entertainment.

Robert Hansen og Oliver Bjerrehuus havde en mægtig aften til P. Diddys efterfest. Hold kæft de er nogle dejlige drenge. (c) Bt.dk

BFP-strategien
Set i et brancheperspektiv er det ikke nok bare at fyre medarbejdere og satse på kernekompetencer – det også vigtigt at følge en strategi. Der er flere og flere, der i dansk erhvervsliv tror de kan rende mål-løst rundt og stadig score kassen – det sker bare ikke – i hverfald ikke uden en strategi! Bjarke har tænkt – og nu taler han også:

Bjarke foreslår: Brug Flere Penge–strategien (BFP). Et gammelt råd, som jeg har givet mange, er: Man skal bruge penge for at tjene penge. Sådan hænger systemet med offentlige bevillinger sammen. Bevillingen forhøjes ikke, medmindre man har flere udgifter end sidste år. Det er en, på papiret, simpel strategi – men i praksis uhyre svær – derfor skal denne strategi kombineres med den resterende del af handlingsplanen, der følger herefter, nemlig: 1. Hvad skal pengene bruges til? 2. Instant advise og 3. Instant-instant advice.

Hvad skal pengene bruges til?
Der skal bruges flere penge på underholdning og ikke mindst bygninger. Der skal bruges flere penge på at copy-cool’e fra Tv2. I øvrigt er der masser af bygninger, DR ikke ejer endnu – det må der gøres noget ved. Visionen må være at eje hele Ørestaden inden udgangen af 2007.

Instant advise

• Flere genudsendelser. Bjarke siger: Genudsend for Satan: Før søndagen og søndagsgudstjenesterne – der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken HVER søndag.
• Genansæt: Det må konstateres, at alt er gået galt, efter DR solgte Line Baun til en rig onkel fra de varme lande.
• Færre værter skal dække flere programmer. Hvorfor har Vejr-båden kun ti minutters arbejde om dagen? Det skal være ligesom på sygehusene, maskinellet skal bruges hele tiden, OGSÅ når det ikke er på live! Og så skal der benchmarkes! Den båd skal kraftedeme pendulere mellem Bornholm og Køge.
• Direktionslokalerne omlokaliseres til Vejr-Båden. Man kunne også se en besparelse på kaj-afgifterne. Kap fortøjningerne og føl hele den gratis verden på havet som DR’s for- og baghave.

For meget… – for lidt…
Handleplanen på DR ifølge Bjarke 2.0 på SPEED! (hold nu fast Kenneth Apple P.)

1. For mange sømandsviser, for lidt hitliste på P3
2. For meget censur, for lidt ytringsfrihed
3. For meget Ungdomshus, for lidt høj hat, monokel og stok
4. For meget antiJAZZ, for lidt Ruth
5. For meget adel, for lidt pøbel
6. For meget snak, for lidt handling
7. For meget sort kaffe, for lidt fræk sex
8. For mange figner, for få dadler
9. For mange pærer, for få bananer
10. For mange gynger, for få karruseller
11. For meget pænt jakkesæt, for lidt legoklodser
12. For mange playmobilmænd, for få duplo
13. For meget Limahl
14. For meget DR, for lidt TV2
15. For meget løs sex, for lidt seriøse forhold
16. For meget fokus, for lidt nærvær
17. For mange både, for få helikoptere
18. For meget den korte bane, for lidt den lange bane
19. For mange både, for få ubåde
20. For meget pigefodbold og straight sex, for lidt straight fodbold og pigesex
21. For mange ubåde, for få tømmerflåder
22. For meget for få listen, men også strategisk rådgivning i en WEB. 2.0-båret verden
23. For mange livliner, for få bungyjump uden elastik, styrthjelm og sikkerhedssko
24. For meget seriøs journalistisk, for få blogs uden indhold

Jeg kan kun starte med at citere Paula Larrain: “HVEM VAR DET DER VANDT IDAG?” Paula har nemlig som den eneste en blog med VÆSENTLIGHED. Hun har som ingen andre forstået det journalistiske væsentlighedskriterium.

So long, suckers.

Bjarke Guldand

- en begrebs afklaring

Jeg er fed up af Danmarks Riges floskelkonger og klichédronninger. Så er det sagt. Sådan. Fuldstændig. Folk som at der siger det samme og det samme og det samme og det samme igen og igen og igen og igen og… ZZZZzzzzzz… Som nu menings-maskinen Henrik Dahl.

Henrik Dahl

“Stress” er det aller mest almindelige buzz inden for virksomheds coaching, og jeg er om nogen kronvidne som branche mand, HR dude, virksomheds coach, PR advisor og rådgiver.

Der er mange top dogs fra erhvervs livet som at der igennem tiden er kommet til mig og har sagt fuldstændig ærligt: “Bjarke – hvordan tackler jeg stressen på min arbejdsplads hvor at jeg er i top ledelsen? Du har styr på tingene – ALTID, hvordan bliver jeg ligesom dig? Hvordan vender vi det her morads til en WIN WIN situation?”.

WIN WIN er en tom kliché. Men sagen er at Danmarks erhvervs liv misforstår stress begrebet. Se nu stressforsker Palle Ørbæk fra Det Nationale Forsknings center for Arbejds miljø som der for to uger siden påstod at stress og travlhed ofte forveksles. Travlhed! Simpel TRAVLHED!! Det ER sgu for ufunky i en extremt ufunky loser way.

Sandhed 1: Jeg har ALTID ment at stress er en form for sindssvaghed som der ikke kan rafles om. Den rammer meget få – men når den gør er der ikke noget at gøre. Ud over at leve på minderne og før tids pension. Palle Ø’s argumenter er således gammel urin på nye flasker.

Sandhed 2: Når folk siger at de er stressede handler det stort set altid om “travlhed”. At være travl hedder busy på engelsk. Travlhed = business.

Det handler bare om at få sin travlhed gjort funky. Så har man funky business + no stress.

For helvede – floskelkonger og klichédronninger derude! Jeg lever af funky business………

Derfor må konklusionen være at der findes ikke stress – kun funky business – og alle der bliver ved med at snakke om stress – stop piveriet.

GuldKalven

Universiteterne har altid været underlagt en statskontrol – se blot på Gallileo, der blev dræbt på grund af sine forskningsresultater. Derfor betyder det ikke så meget for universiteternes fremtid som vidensfrembringere, at man i tide og utide strammer grebet omkring forskningsmidlerne. Men betyder det indirekte, at “industriens tunge drenge” har det sidste ord, når pengene skal uddeles? Hvad bliver konsekvensen af, at forskning – økonomisk set – skal bedrives på markedsvilkår?

Jeg snublede over et program fra P1 med Henrik Dahl fra august, hvor han netop går i dybten med disse spørgsmål. Hans modpart er Dorte Olesen fra RUC og diskussionen tager udgangspunkt i disse tre påstande:

1. Forskere bliver opportunistiske af, at der oprettes puljer
2. Forskere bliver kortsigtede af, at der skal dokumenteres nytte
3. Forskere mister risikovilje af, at de evalueres for hyppigt

Link: http://www.dr.dk/P1/Dahlsduel/udsendelser/Arkiv/2005/11/23/000015.htm

Selvom det er en lidt gammel debat, er den stadig god at (gen)høre.

N.B.! Dette er en gengivelse af mit indlæg fra Konservative Studenter.dk