Det regnar och det blåser, tur är att jag kan vara inne idag, förutom en sväng till Landvetter, B. ska upp till Umeå några dagar och spela in nåt modernt stycke. Jag håller mig hemma, ska jobba först på tisdag, blir en riktigt kul vecka igen… Herbert Blomstedt och Tjaijkovskijs 4:e symfoni, och Mozart symfoni nr 40. Två godbitar som är vackra att lyssna på och roliga att spela, och med Herbert Blomstedt så kommer det bli en riktig mys- och måbra-vecka tror jag.

I fredags var jag med på Popical i Stenhammarsalen och spelade med Veronika Maggio. Det var riktigt skoj !!! En liten intim konsert med 8 pers från Symfonikerna och så Veronika och hennes duktiga band. Skönt med lite pop som omväxling. 

B. tog förresten hand om den stackars mus-kraken, men vi har en ny fälla laddad och om den smäller så måste jag ta bort den själv…. eh.. men.. kanske det bara var En  mus….

Fredag aften, 6. februar, havde jeg dristet mig helt ud på Amager for at tage DRs splinternye koncerthus, også kaldet Koncerthuset, i øjesyn – og naturligvis for at høre Koncerthusets akustik. For første gang skulle jeg høre Beethoven, nærmere betegnet Beethovens 9. symfoni.

Jeg tog derfra et par timer senere med mange forskellige indtryk.

Først og fremmest er selve bygningen en mørk og lidt tåget vinteraften ikke specielt imponerende, men det bliver ikke voldsomt bedre, når man kommer indenfor. Selve bygningen har et råt look med betongulve og betonvægge. Væggene er ganske vist udsmykket med bl.a. indsatte (snapse)glas samt en form for tegninger, der er ridset ind i betonen. Hvis man som jeg har studeret flere år på Syddansk Universitet, så har man set rigeligt med beton og bliver nok ikke synderligt imponeret.

Garderoben og møblerne i foyeren var desuden kasser, som vist nok normalt benyttes til at transportere lydanlæg, instrumenter og andet musikudstyr i. Umiddelbart passer det fint sammen med Koncerthusets funktion som musikhus, men jeg ved ikke, om jeg var så vild med det.

Så til koncertsalen, også kaldet meteoren, i selve Koncerthuset Studie 1: salen ER flot, og man kunne lugte, at den var ganske ny. Man kan ikke undlade at beundre salens udsmykning og arkitektur, og det er en oplevelse at betragte salen og samtidig lytte til en god koncert.

Beethovens 9. symfoni kunne jeg faktisk godt lide, jeg kunne godt tænke mig at høre mere af Beethoven, og den 9. symfoni tåler i hvert fald et genhør! Højdepunktet var helt uden diskussion den sidste del af 3. sats og hele 4. sats, hvor det, som EU har gjort til sin hymne, bliver spillet. Desuden er Friedrich Schillers digt “Ode an die Freude” en del af 4. sats. Det viste sig faktisk, at jeg kun havde hørt det i uddrag, så det var stort at høre det i fuld længde.

Er akustikken så så god, som man har sagt? Jeg skal være og ærlig og tilstå, at jeg hverken er ekspert eller har voldsomt meget at sammenligne med – dog kun den berømte koncertsal i Wien, Musikverein, hvor nytårskoncerten spilles – umiddelbart er akustikken virkelig god, musikken kommer flydende ud af instrumenterne og op til tilskuerne/tilhørerne, hvilket betyder, at man ikke behøver “aktivt” at lytte – det har jeg ikke tidligere har oplevet. Dog er akustikken ikke perfekt, for når orkestret spillede højt og/eller hurtigt kunne jeg høre en eller anden mislyd. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor den kom fra, men det var en høj lyd, som forekom mere end en gang. I 4. sats, hvor koret skulle synge samtidig med, at orkestret virkelig spillede til, blev det også lidt for meget. Det virkede som om, der var for mange lyde og toner på een gang, hvilket gjorde det svært at forstå korsangen. Det kan selvfølgelig være, at det skal lyde sådan, men det kunne sagtens også skyldes, at salen egner sig bedst til koncert og ikke så meget til korsang.

Dog synes jeg, at DR SymfoniOrkestret spillede virkelig godt, og dirigenten Herbert Blomstedt ydede ligeledes en rigtig god indsats. Koncerten var samlet set en nydelse, og undervejs kunne jeg ikke undlade at beundre musikerne som ægte kunstnere. Jeg fik faktisk et nyt syn på musikerne, for når de sidder hver især og spiller og gør deres bedste, så yder de jo deres bidrag til en velspillet koncert. Nøjagtig som når en håndværker gør sig umage for at færdiggøre et stykke snedkerarbejde f.eks., eller når en oversætter som en anden sproglig ekvilibrist omsætter en tekst fra et sprog til et andet så præcist som muligt.

Den “åbenbaring” hænger også sammen med den franske arkitekt Jean Nouvels måde at udforme salen på. Tilskuerne/tilhørerne sidder nemlig hele vejen rundt om orkestret og kan se musikerne meget bedre end i en traditionel koncertsal, som Musikverein, hvor man kun ser musikerne forfra. Man kan dermed meget bedre følge med i koncerten og i de enkelte musikeres spil.

Tager man hele Koncerthuset i betragtning, inklusive de meget store omkostninger, synes jeg godt, det kunne have været bedre og flottere. På den anden side er min smag måske bare for gammeldags…

Uanset beton og mine indtryk og uanset de mange ophedede diskussioner om Koncerthuset, så er det gavnligt for hele Danmark, at vi har fået en koncertbygning som Koncerthuset.

Friday night’s Cleveland Orchestra performance was perhaps the most sparsely attended concert I have ever seen at Severance Hall. Almost half of the balcony seats were empty. (A friend in the Cleveland Orchestra Chorus told me that the chorus members were offered up to four free tickets for the Thursday night concert, so it must have been a poor sell all around.) Nonetheless Herbert Blomstedt, best known in the U.S. for being the Music Director of the San Francisco Symphony just prior to Michael Tilson-Thomas, led a thrilling program that consisted of the Beethoven Fourth Symphony and Carl Nielsen’s Fifth Symphony.

Both were spectacular, with attention to detail and balance rarely heard lately in Severance Hall. Although I have heard the Nielsen work in recording, I had never before heard it live. It is in two longish movements, with multiple subsections within each movement connected by cyclical themes. There is also a constantly shifting tonality and dramatic changes in mood throughout the piece. (Another friend asked his psychiatric nurse wife if Nielsen was bipolar.) This was one of THE concerts of the season, and it’s too bad more people didn’t hear it.

It appeared that the orchestra members liked Blomstedt: at the conclusion of the concert they gave him a round of applause, a very unusual tribute for a guest conductor. During the curtain calls, Blomstedt made his way back into the orchestra to shake hands with several of the wind players.

Another oddity: usually at Severance Hall, all somebody has to do is to drag a slab of beef across the stage to get a standing ovation. For reasons mysterious to me, this splendid performance—truly deserving of an ovation—did not get people onto their feet. There were bravos at intermission after the Beethoven, and many cheers at the end of the concert.