Når jeg kjeder meg liker jeg å titte. Titte på facebook, titte på nettaviser, titte på tv, titte rundt på nettet generelt. En av mine yndlingssider er fuck my life (fml). Så utrolig mye morsomt, trist og rart folk opplever! Her er noen favoritter jeg fant da jeg var innom der nå:

” Today, I took the bus to work and a sweet old lady got on after me and sat next to me. Halfway to work, she fell asleep and her head was on my shoulder. Trying to be nice, I gently tried to wake her up before my stop came. She wasn’t sleeping. I let a dead woman lie on me for 30 minutes. FML. “

” Today, I bit my boyfriend’s neck. I felt something squirt into my mouth. Turns out I had just popped a pimple on his neck. Into my mouth. FML. “

” Today, I received my passport in the mail. They got my birthdate wrong. Then I picked up my birth certificate that I had sent in with the application. Turns out my parents have been celebrating my birthday on the wrong day for 16 years. FML. “

” Today, it’s decided, I’m going on diet. For real. But I said that yesterday. And the day before. FML. “

” Today, it’s my 18th birthday. My parents got me a $5 gift certificate to Itunes. It came for free with the iPhone they just bought my sister for her middle school graduation. FML. “

” Today, my husband dropped me off at work. Ten minutes later I got a text saying “I just dropped the b*tch off I’ll be there in a few baby, miss you”. I asked him about it he said “I don’t know what you’re talking about Megan”. My name isn’t Megan. Not even close. FML. “

” Today, my friend accidentally left her facebook logged onto my computer after she left my house. I looked on her facebook and found a very long message between her and my other friends talking about how much they hate me. FML. “

” Today, I went to my first strip club for my friends birthday. I also found out what my girlfriend does for a living. FML. “

” Today, I texted my college boyfriend to tell him how terrible I felt about cheating. He replied saying he was so relieved because he had been cheating on me with a girl in his dorm. I was talking about my math exam. FML. “

” Today, I had to make up a story about my “friends” at school so my mom doesn’t keep telling I’m a loser. FML. “

” Today, I woke up and looked in the mirror and noticed that my face was covered in glitter. I asked my wife about it and she said she put it on me while I was sleeping so that I would sparkle like Edward from Twilight when I’m in the sunlight. FML. “

” Today, after burning all my past-papers, books and notes in celebration of finishing maths forever, I found out I have to re-take my maths exam to get the minimum grade for college. FML. “

” Today, I was at a dinner with my dad’s girlfriend’s family. I met this guy who I found kind of cute and tried to talk to him a couple times. To avoid talking to me he started playing his PSP. I could see the screen perfectly and the PSP was clearly off. FML. “

” Today, at the dentist, I was getting my teeth cleaned. Looking up at his nose, I saw runny snot dripping onto his lip. I tried to slowly move away. He told me “Stop!” The movement of his lips caused the snot to fall right into my mouth. FML. “

” Today, my friend had to take my cat who has a tumor to be put down when I wasn’t home since I couldn’t bare to take him myself. I have two cats. He took the wrong one. FML. “

” Today, I went over to my boyfriend’s apartment and I smelled a delicious aroma as a walked in so I asked him what he was cooking. His response was, “I’m not cooking anything. I just farted.” FML. “

” Today, I was wearing my workout clothes that consist of short shorts and a tank top and was walking to my car. I then heard a bunch of men whistling and saying “Who’s your daddy?” and “Why don’t you come over here, cutie.” As I got closer I realized that it was my dad and his friends. FML. “

Puh! Det var mange, men jeg klarte ikke å velge ut færre.
Har du noen sider du titter innom når du er i titte-humør?

i ♥ it

bilde: weheartit.com

En færøysk kjøpmann som hadde fått telefonlinjen lagt innom kramboden sin, begynte snart å ta den i bruk. Han skal snakke med en mann på Borðoy, men noe fungerer åpenbart ikke. Kjøpmannen prøver igjen og igjen, men skjønner ingenting av støyen og de forvrengte ordene fra telefonrøret. Kvinnene og mennene på telefonsentralen vrenger seg i latter. De bryter inn i “samtalen”, og oppfordrer kjøpmannen til å si navnet sitt og så snakke færøysk. Mannen var henrykt over at telefonen kunne forstå færøysk, og konstaterte lykkelig at det ikke nyttet å snakke dansk i telefonen hans.

Kilde: Oyggjarnar, 2. nummer (1908), s. 3.

Her kommer et utvalg annonser fra avisen Fuglaframi fra 1902.

Det koster bare 5 øre å bestille vareprøver fra denne geskjeften:

Det koster kun 5 Øre i at skrive efter vore Prøver, som sendes gratis og franco, hvorefter enhver kan faa sine gamle uldne Klude (alle Slags) fabrikerede til virkelig fine og gode Herre- og Damestoffer. Absolut prima Varer og billigste Priser. Er Stoffet ikke efter Ønske, tages det tilbage, og godtgøres Kludene. Prøverne ønskes ikke retur. Prøver findes hos Hr. Lærer Dahl, Funding, der ligeledes roodtager Klude og Ordres til os.
Uldvare- & Klædefabriken Skanderborg.

En liten firemannsbåt med mast og 6 årer (8 år gammel) selges for 36 kr:

Eitt litið fýramannafar við mastur og 6 árum, o. u. 8 ár gamalt, fæst til keyps fyri 36 kr. Fuglaframi vísir á.

B.A. Samuelsen selger alt som kan kjøpes i en anminnelig krambod:

Hygg og síggj! Har, sum Hans Christiansen & Sønner fyrr drivið handil, havi eg nú begynt útsølu. Hjá mær fæst til keyps alt, sum nú á døgum fæst í almindiligari krambúð.
B. A. Samuelsen.

Kilde: Fuglaframi, flere utgaver (1902)

Jeg har dødd litt inni meg. Alltid greier jeg å drite meg ut.
Forleden kveld kom jeg sent hjem fra skolen. Klokken nærmet seg 11, men jeg måtte jo ha meg noe mat før jeg skulle legge meg! (jeg er et matmonster av og til…) Valget falt på grillet laks og grønnsaker. Så stod jeg der og lagde maten, da, og ante fred og ingen fare.

Så.

UIUIUIUIUIUIUIUIUIUIUIUIUIUIUIUI!!!!!

Det var brannalarmen. F*en. Jeg fikk helt noia. Hvor er mobilen? Hva er nummeret til brannvesenet? Hva heter jeg? Det var skikkelig ekkelt. Det er knappe to måneder siden jeg flyttet sammen med samboeren min i leiligheten, så jeg ante virkelig ikke hva jeg skulle gjøre! Jeg saumfarte bokhyllen og fant endelig arket med informasjon om brannvarslerne.

“Trykk på kvitteringsknappen”, stod det. (Eller “kvitterings knappen”. Gad, jeg hater orddeling). Men hvor i helvette er kvitteringsknappen? Det visste hverken jeg eller samboeren min, og før vi ante ordet av det hadde alle som bodde i hele blokken løpt ned og ut på gaten. Jeg hadde bare lyst til å grave meg ned i bakken.

Det tok en hel time før det dukket opp en vakt fra Securitas som hjalp oss med å skru av brannalarmen i blokken. Høygravide damer og gamle menn skulte stygt på meg da de gikk forbi. Og så, etter at alle hadde gått, DA sier vakten at brannalarmen ikke startet hos oss likevel! Nice timing. Alle hater oss nå.

Faktisk er det så ille, at da jeg skulle ta heisen ned morgenen etter, valgte den flotte herremannen som stod der å sende meg morderblikket, himle med øynene, sukke overdrevent høyt og dermed snu seg for å ta trappene i stedet.

Jeg tar det som et hint til at jeg ikke kan ha så mange fester i nærmeste fremtid.

i ♥ it

bilde: weheartit.com

Historierne som du finder på blankensteiner.dk, kan kommenteres og
diskuteres her. Hver historie får hver sin kategori, så det forhåbentligt
bliver lidt overskueligt.

Du er meget velkommen til at henvise til relevant information i form af
bøger og websites, der kan bidrage til de historier jeg har skrevet (helst
som kommentar under den historie det drejer sig om).

Kender du en historie, stor som lille, om en Blankensteiner, eller anden
person i mit stamtræ, så må du meget gerne smide et udkast, henvisning,
link eller andet i denne kategori.

Foto: Erik Christensen

Det sies at en viss Kina Kristian fra Tórshavn en gang ville besøke bygda på Suðuroy. Dette var om vinteren. Da tiden gikk kom ikke Kina Kristian tilbake til Tórshavn, og bygdefolket på Hov hadde heller ikke sett ham. Først på våren fant bygdefolket den nedfryste mannen i innsjøen som var bygdas ferskvannskilde. To menn fra henholdsvis Hov og nabobygda Porkeri røk sammen og sloss, og mannen fra Hov vant. Da folk begynte å spørre om dette, svarte en kvinne fra Porkeri: “Det er da ikke så rart, folk i Hov har jo kokt suppe på Kina Kristian hele vinteren.”

Ibland blir jag så rädd. Jag vet att jag har PSTD vilket orsakar mina koncentrationssvårigheter och minnesproblem. Men när jag märker att minnet och koncentrationen blir sämre och sämre så blir jag livrädd. Jag blir helt blockerad och allt jag kan tänka på är: “Hur ska min framtid se ut, hur är minnet då?”, “Har jag fått alzheimers som bara är dold av PSTD:n?”
Jag har väldigt svårt att då förstå att jag är väldigt stressad för stunden eller känner mig trängd/tvingad. Jag kan heller inte tänka bakåt och se att jag haft sådana återkommande perioder av “glömska” som sedan blivit bättre igen.
Något i mig tvivlar hela tiden och är livrädd för att jag ska bli fast i mitt ingenmansland. Där jag tappat tidsbegreppet, minnet och ibland till och med vem jag är.
Många människor är ju livrädd för att drabbas av demens. De ser antingen sina egna föräldrar eller kanske närstående som “försvinner in i dimman” och de blir livrädda för det är okänt.
Kanske har jag blivit en sån? Jag har jobbat mycket inom äldreomsorgen och lärt mig acceptera demensen. Det är ju deras värld och man kan inte göra något åt det. De flesta människorna är rädd för att vara en belastning om de blir dementa och få dåligt samvete när de väl sitter där och är dement. Men det finns faktiskt många som mår riktigt bra i sin demens, som inte ens märker av det.
Jag jobbade med en tant en gång som ständigt sa hur hemskt det var med kvinnan nere på ettan som var dement, vilket jobbigt liv hon måste ha. Hon sa även hur skönt hon tyckte det var att hon iallafall fortfarande var kry och inte höll på att yra i nattmössan som kvinnan där nere.
Det halv roliga i denna historia är att hon var en av de mest dementa på den avdelningen men hon visste inte ens om det. Hon fick leva lyckligt ovetandes och känna sig frisk och nöjd.

Jag har dock tyvärr två värre historier som inte alls är så roliga. Den ena handlar om en tant som var vaken tre dygn och sov i tre dygn. Hela hennes liv hade liksom fastnat i den cykeln. När hon började vakna så mådde hon jättebra. Pratade på och var väldigt social nästan lite för uppåt. Men när det gått ungefär hälften av hennes vakenhet så gick kurvan kraftigt nedåt. Hennes ena barn var försvunnet och hon sprang och letade henne överallt. Hon trodde att hennes man som var borta hade skjutit skallen av sig. Till sist så orkade hon inte mer och då somnade hon om än oroligt men till slut efter ungefär ett halvt dygn så sov hon helt tills det var dags att börja om på cykeln igen. Henne led jag verkligen med eftersom jag såg hur hon gång på gång mådde så fruktansvärt dåligt. Gång på gång upprepades samma historia och det fanns inget varken vi personal eller hon kunde göra åt det här. Det är något jag vill kalla en verkligen dålig och hemsk demens där man fastnar i ett så fruktansvärt tråkigt minne som spolas upp om och om igen.

Min sista historia är något som jag förstår skrämmer många människor och det är nog från den här iakttagelsen som människor blir rädda för demens.
När jag började jobba inom äldreomsorgen hamnade jag på en jättebra avdelning med både trevlig personal och trevliga boende. En del dementa och andra var helt klara. Jag fick väldigt bra kontakt med en av de boende på avdelningen och det är honom jag vill berätta om.
Den här mannen var en tvättäckta gentleman och klarade sig i stort sett helt själv där på boende. Förr fanns det något som kallades för servicehus där man bodde som i vanliga lägenheter men med personal bara utanför dörren. Kanske lite som dagens plusboende fast med vården närmare. Han hade bott på detta ställe innan det övergick till att bli ett äldreboende det vill säga flera år. Anledning till att han bodde här överhuvudtaget var att han hade diabetes och lite problem att gå. Jag jobbade under sommaren och allt var frid och fröjd. När jag dock kom tillbaka för att jobba extra några månader senare så var han förändrad. Han var vresig och misstänksam. Något som han aldrig varit förut. Nu pratar vi inte om vanlig vresighet utan han kunde bli riktigt förbannad över småsaker. Sakta såg jag honom förändras från den trevlige mannen jag träffade i somras till någon jag inte alls kände igen längre. Han klagade över att saker försvann, någon hade stulit dem från honom. Mattiderna kom han inte alls ihåg utan kom tillbaka fem, tio minuter efter han ätit och frågade om det inte blev mat snart för han var hungrig och han hade ju väntat hela dagen på att få äta. Han blev argsint mot de andra boende när de var långsamma och upprepande. En av hans vänner som han skaffat sig under tiden han bott där blev han rejält ovän med och de gick knappt att ha i samma rum längre och när de var tillsammans så hittade de på en massa konspirationer som var mot dem. Han kunde inte längre sova om nätterna för han visste inte om det var natt eller dag. Det hjälpte inte att visa honom om det var mörkt eller ljust ute.
Jag levde som i förnekelse att denne trevliga man som jag tyckte så mycket om hade förändrats så totalt. Men en natt fick jag ett bryskt uppvaknade och var verkligen tvungen att inse vad som hade hänt.
Jag gick i vanlig ordning runt på avdelningarna för att kolla att allt var okej men när jag kom till han dörr så fick jag en konstig känsla av att något var fel. VI brukar normalt inte gå in till honom på nätterna men den här natten så fick jag just denna känsla. Jag tog nyckelknippan och började leta efter rätt nyckel. Då hör jag att något rör sig där inne och det låter som om någon flyttar möblerna. Jag var helt övertygad om att han hade ramlat eller liknade och att han försökte påkalla hjälp. Jag satte nyckeln i dörren och då kom ytterligare en känsla över mig att jag borde nog stå bakom dörren. Jag vet än i dag inte vad det var som sa åt mig att bete mig så men troligen så räddade det mig från diverse skador. När jag öppnat dörren så pass att jag skulle till att sticka in huvudet så kom en käpp farandes som att hugga den som kom in. Han hade satt på broddarna på den och för er som inte vet hur de ser ut så kan jag förklara kort att det är som en vass ispigg längst ned på käppen. Det var denna han försökte hugga med. Jag blev alldeles förskräckt och tänkte att nu måste det verkligen ha hänt något allvarligt. Jag öppnade hela dörren och där satt han på sin rullator i full stridsmundering. Han hade kuddar och käppar och jag vet inte allt. Han skrek åt mig att jag inte skulle komma här och bryta mig in. Jag försökte förklara att det var jag. Flickan han lärt känna så väl förra sommaren men han kände inte längre igen mig. Jag var en inbrottstjuv i hans ögon, en inkräktare och spion. Jag blev verkligen ledsen men insåg samtidigt allvaret i denna situation. Jag kallade på hjälp men inte förrän flera timmar senare hade vi lyckats lugna honom att det inte var någon fara och att vi bara var där för att sköta om honom och se till att han mådde bra. Kryckan försvann illa kvickt och alla andra vassa föremål på hans rum. Det här var en hemsk period både för oss och för honom. Mest för honom naturligtvis eftersom han inte förstod vad som föregicks. En dag kunde han vara helt klar och en annan helt borta. De dagar då han var halvklar var värst eftersom han blev plågsamt medveten om vad som hände med honom. Han höll på att försvinna som han själv sa. Flera dagar kunde försvinna för honom och detta plågade honom fruktansvärt.
Detta pågick i ungefär ett år sedan “försvann” han för gott om man ska prata i hans egna termer. Han hade nu nåt slutstadiet, enligt mig, i demensen. Han blev lyckligt ovetandes igen.

Den här historien har hjälpt mig otroligt mycket i mitt liv. När jag började märka att minnet blev sämre och även dagar försvann för mig så kunde jag i alla fall känna en liten tröst. Det skulle snart vara över. Jag skulle också snart få vara lyckligt ovetandes om mitt tillstånd. Min rädsla var dock att jag skulle hamna i en sån där cykel och må dåligt hela tiden.
Men här sitter jag nu nästan fem år senare och jag lever fortfarande, är fortfarande pinsamt medveten om mitt dåliga minne. Dagar försvinner fortfarande men jag mår i alla fall bra. Mina tankar gick ofta till dem där på äldreboendet när jag tvingades sluta arbeta. Men de hjälpte mig genom att jag fick hopp om att man kan leva bra även om man inte minns.
Många säger att de aldrig vill bli dementa. Jag säger att det märker du inte så ta vara på livet så länge du minns.
Lev nu för det spelar egentligen ingen roll om du minns eller inte. Huvudsaken du mår bra och trivs i det liv du lever.

 … men der sendes helt sikkert også for få. I Erhvervsbladet i fredags sagde erhvervsredaktør på Jyllands-Posten Steen Rosenbak:

Det, der irriterer mig mest ved pressemeddelelser, er, at der er alt for mange. Overflowet betyder, at man på forhånd er negativt indstillet. Det er svært at lave om, fordi det er en stor industri, der lever af at lave pressemeddelelser, mener Steen Rosenbak, hvis råd til virksomhederne er, at de kun skal sende en meddelelse ud, når de har en meget vigtig historie.

Jeg er enig med Steen Rosenbak. Der sendes helt sikkert mange pressemeddelelser, som ikke burde sendes. Det er typisk pressemeddelelser uden en historie, eller som er helt irrelevante for mediet.

Men der sendes også for få pressemeddelelser. Der ligger uhyre mange historier ude i virksomhederne – især de små og mellemstore – som aldrig bliver fortalt. Historier som fortjener at blive fortalt. Jeg ved det, fordi jeg taler med mange af den slags virksomheder.

Hvis alle de små virksomheder lader sig skræmme af, at der er mange, der henvender sig til medierne, så overlader de mediebilledet til de store virksomheder. De overlader mediebilledet til dem, der har råd til at ansætte folk, som er dygtige til at kreere historier til medierne – og det er synd.

Derfor skal journalisterne blive dygtigere til at se historier, som ikke lige er tygget 100 % for dem med skarp vinkel, datamateriale og gode citater.

Og omvendt skal virksomhederne lige tænke sig om en ekstra gang, før de sender materiale til medierne. Tænk: ”Ville jeg gide læse det her, hvis det ikke handlede om mig selv.”

A night of spirits and stories
Er lige kommet hjem fra en meget usædvanlig aften. Meget passende da det er Halloween. Jeg er nød til at skrive den ned, fordi jeg ikke vil glemme detaljerne. Da jeg også gerne vil fortælle folk fra Facebook om det, men ikke har plads i status passede det fint at smide historien op her.

I disse tage løber the International Storyteller Festival mod ende, i morgen er sidste dag. Men i aften havde de selvfølgelig en særlig Halloween aften. På scene sidder en gruppe af festivalens fortæller. En lokal skotsk fortæller, rejser sig og begynder at fortælle om Halloween.

Det var åbenbart normalt at lave en cirkel, med hvert verdens hjørne repræsenteret af en guddom eller ånd. I denne aften var de repræsenteret med fire græskarhoveder rundt om på scenen. Så længe man blev inden for denne cirkel kunne djævlen ikke nå dig.

I den ånd ville fortællere fra alle verdenshjørner aften komme og fortælle en kort historie fra deres verden. Der var en indfødt amerikaner, en new zealandsk maori, en skotte, en australier og en caribianer.

En for en fortalte de deres historier. Med mellemstykker af smuk skotsk sang og musik. Og som åbenbart er traditionen ved disse møder: gåder til publikum: ”hvad er højere end det højeste, lavere end det laveste, bedre end gud og ondere end djævlen, døde spiser det, og hvis du spiser det, dør du?”

Maorien fortalte om den gang mennesket fik ilden. Det var på grund af en lille dreng ved navn Maori. En karakter der åbenbart ofte optræder i deres legender fik jeg senere af vide. Dette er den samme som havde en ret interessant fortælleteknik, jeg fortalte om den anden dag på Facebook.

Den indfødte amerikaner fortalte, hvordan hendes samfund var matriarkalsk, og i historierne var kvinderne derfor ofte vise og mændene, nå ja dumme. Hendes historie handlede om et ondt vampyrskelet og hvordan en mand blev dræbt af det, men hans kone undslap det, naturligvis.

Australieren fortalte en historie fra hendes familie. Hvordan et spøgelse af en lille dreng havde hjulpet hendes mor med at redde hendes onkel og tante da alle tre var små. Samtidig fik vi et indblik i koloniseringen af Australien.

Skotten sang an sang og fortalte en historie om en heks der forførte en mand og forvandlede ham til en hest om natten. Som taget ud af et skandinavisk folkeeventyr. Men med en interessant tvist til slut: efter de havde brændt heksen, hintene hun til et gran af tvivl hos hovedpersonen. Var det nu rigtigt at slå hende ihjel.

Men min ynglings historie kom fra kvinden fra Caribien. Hun fortalte historien om en rigmand, der afviste at hjælpe med at bære en mand til en begravelse, og sendte sit æsel i stedet. Så da rigmanden skulle begraves sendte alle i landsbyen deres æsler til begravelsen i stedet. Fantastisk fortalte med en energi og humør jeg sjældent har set. I Caribien har de i øvrigt nogle fantastiske begravelses ritualer, som hun også fortalte om. I stedet for sorg, danser og synger de i ni dage.

Da alle historierne var fortalt og vi havde klappet os færdige, sagde arrangøren, hende der havde sunget mellem hver historie, at fortællerne nu tog til hjem til en af dem, og hvis nogen ville med, måtte man gerne dog ikke for mange.
Hun sagde det ret henkastet, og det virkede ikke til at man skulle tage hende seriøs. Det var bare noget der pludselig faldt hende ind. Så jeg tænkte, det kunne være vildt fedt, men det er vist en privat aften. Jeg må hellere gå hjem. (Dem der kender mig godt, kan næsten gætte hvad der skete nu.) Jeg gik ud af døren og nåede omkring 10 meter og så tænkte jeg, hvad har jeg at tabe, og vendte om.

Jeg kom ind igen og henvendte mig til en fortæller. Fortalte hvor meget jeg havde nyt det, og spurgte henkastet, om det var rigtigt, at man kunne komme med dem. Hun svarede begejstret ja, og inden længe var jeg på vej hjem til en skotsk fortæller, i følgeskab med en gruppe internationalt anerkendte fortællere. Det helt særlige i aften var begyndt.

Snart sad vi hjemme i hans smukke new town lejlighed proppet til randen med genstande fra et langt og rigt liv. Jeg fik snakket og lyttet meget til Maorien og kvinden fra Caribien(jeg fik alle deres navne, men kan ikke huske den sådan lige, gudskelov for det program jeg har.) Vi snakkede om historier, om religion, om sammenfald og forskelle i forskellige fortællekulturer. Det var fantastisk.

Blandt andet sagde Maorien noget interessant: at i de fleste hedenske religioners historier er der ikke en klar grænse mellem godt og ondt. Alle har både det gode og det onde i sig. Det gælder på for de Maoriske historier, og i den grad også, indså jeg, for den nordiske mytologi (tænk bare på Loke og Odins både onde og gode handlinger.) Det var først med kristendommen og lignende religioner at der opstod en klar grænse mellem gode og onde. Sikkert ikke helt rigtigt, men alligevel en interessant observation.

Efter lidt tid tog værten, en gammel hvidhåret skotte i kilt ordet. De havde alle fortalt mange og gode historier i de sidste uger. Og i aften skulle være afslappende, så man skulle kun fortælle og sygne det, man nu havde lyst til. Og så var ”scenen” ellers åben for alle. Folk skiftede til at synge sange eller fortælle små historier fra deres hjemland. Åh der var mange og de var små smukke. Jeg allerede nu ikke huske detaljer, men kun essensen.

Følelsen af afslappet glæde. Mindet om at sidde i det fantastiske selskab og smile og grine over hele femøren og bare forsvinde i historier og sange fra hele verdens utrolige fortælle forråd. Mest var der dog sange, og dem kan jeg ikke genfortælle alligevel. Men wow, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en kæmpe ære at blive lukket ind i deres selskab og bare lytte.

Før jeg glemmer det, må jeg hellere i noter skrive ned, hvad jeg dog kan huske: historien om farven på et æble. Historien om krager og is. Historien om den drevne hane og gribbene. Og endelig historien om dødens bugt i Britanie som afsluttede aften.

Men til sidst måtte aften komme til en ende og jeg forlod selskabet som en af de sidste, en kæmpe oplevelse rigere. Dette viser ikke en brøkdel af hvad jeg oplevede, men det er den bedste måde for mig at videregive oplevelsen på og at hjælpe mig selv med at huske den til senere. Turen hjem var tilpas sær, med gaderne fyldte af ånder og spøgelser, zombier og superhelte, pirater og guder.

I morgen skal jeg ud og hører træer fortælle historier via indianske myter. Og så skal jeg til den store afslutning, hvor jeg forhåbentlig får mulighed for at hilse på nogle af dem fra i aftes og takke dem endnu en gang.

Godnat og husk, bliv inden for cirklen ellers kommer djævlen og tager dig…

I mange av de store byene har gårdeiere satt opp private skilt med meldinger om “Parkering forbudt” og “Inn- og utkjørsel” gjerne med tillegget “Borttauing uten forvarsel”. Mange slike skilt er satt opp til tross for at det ikke foregår noen inn- og utkjørsel. Til tross for at det aldri er noen biltrafikk ut og inn fra disse stedene, løper Trafikketaten i Oslo private bråkmakeres ærend og tauer bort bilen din. Klagesvaret får du snaue 48 timer etter at klagen er sendt inn, med den elegante formuleringen: “… det stilles ingen krav til at det skal være mulig å kjøre gjennom porten, med tanke på at ambulerende helsepersonell, brannvesen eller liknende skal ha mulighet for å ta seg inn dersom dette er nødvendig.” Jeg bor i nabogården, og utenfor vår inngang fem meter unna er det altså lov å parkere, uten at noen brannman skulle føle seg forhindret av den grunn. For hadde det vært tilfelle ville det kommet opp et offentlig skilt!

Denne gangen var det altså min kjære nabo som skulle ha ut skrotet sitt og ikke tok seg bryet, som alle andre i Fossveien må, å sette opp bukker for å sikre at man kan ta ut tingene uten å gå de 20 ekstra meterne bortover det romslige fortauet. Da er det godt at naboen kan ringe Trafikketaten og at Trafikketaten bruker ambulerende helsebegrunnelser, mens naboen bare er litt latere enn oss andre. Trafikketaten gir deg nemlig ingen gebyr, og langt mindre tauer deg bort. Ikke før din gode nabo ringer og klager sin såre nød og sender uskyldsblikket sitt på et privat parkering-forbudt-skilt over en inngang det aldri kjører biler gjennom.

Og når det gjelder klagemuligheter så skriver den opplyste Harald Marius Seljestad i Trafikketaten at: “…retten kun kan ta stilling til lovligheten av gebyrileggelsen, og ikke rimeligheten.” Det er som han skjønner hvor urimelig det er, før han skriver: “Ved behandling av saken i tingretten, vil Trafikketaten be om dekning av våre saksomkostninger. Disse er for tiden kr 1000…” Takk og hallo til Trafikketaten for et fyldig svar på mine spørsmål om hvordan de prinsipielt forholder seg til foreldede og urettmessige parkering-forbudt-skilt og inn- og utkjørsel-advarsler som florerer i Oslo.

I juni 2008 parkerte jeg min Suzuki 600 på tvers i Marcellisgate på Grünerløkka i et området det står skiltet at biler må kantparkeres. Sykkelen er ikke spesielt mye lengre enn en bil er bred, men det forhindrer ikke en ivrig parkerinsbetjent å skrive ut et gebyr. Trafikketaten i Oslo ved deres saksbehandler B. Larsen blir spurt om etatens praksis når det gjelder parkering av MC på tvers der det er skiltet obligatorisk kantparkering for biler, men det er etter mange brev fram og tilbake umulig å få noe svar. Vi skal altså leve i uvissheten og ta sjansen på å irritere bilister med å okkupere en ekstra meter. For Trafikketaten i Oslo svarer at: “…MC kan bøtelegges på lik linje med bil.” Mer hadde de ikke å si til oss innbyggere om sine egne prinsipper. At sykkelen ikke var til hindring for noen, snarere tvert imot, interesserte ikke B. Larsen i Trafikketaten et fnugg. Jeg ble 500 kroner fattigere.

Don't cross her path!

Sammen med S/Lay w/Me fik jeg også Ron Edwards’ nye udgave af Trollbabe. Jeg har tidligere skrevet om Trollbabes mange fortræffeligheder, men den nye bog er nu en kærkommen lejlighed til endnu engang at omtale det stilskabende og stemningsfulde Story Game.

Først et par ord om det fysiske udtryk – om ikke andet, så fordi det var min første reaktion på den nye udgave. Jeg blev ganske enkelt overrasket og lidt skuffet, da jeg så bogen for første gang. Formatet er helt klassisk rollespilsformat. Og den første gennembladning gjorde kun skuffelsen større – lay-outet ligner en dårlig udgave af White Wolf-bøgerne, som de så ud for 10 år siden. Her er en kikset bort, illustrationer i kasser og kedelig sats. Det er kedeligt, dårligt udført og vildt synd.

Trollbabe er født af Ron Edwards’ kærlighed til undergrundstegneserier af Vaughn Bode og forskellige tidligere rollespil. Om noget fortjener Trollbabe den undergrundsæstetik, som også klæder S/Lay w/Me så godt. Gerne et mindre format, edgy lay-out med et løst præg. I stedet har vi satsfejl (indryk i første afsnit fx), kasser og kedelige (om end meget brugbare) diagrammer. Læg dertil, at kun ca ¼ af illustrationerne er gode (primært dem af James West), og man har simpelthen, hvad man i 90’erne kaldte en øjebæ. Æv, æv og tre gange æv.

Det var altså intet under, at jeg først kastede mig over S/Lay w/Me. Men da jeg så endelig kom i gang med at læse Trollbabe, så åbenbarede en indbydende, stærkt formidlet og let forståelig indføring i ikke bare Trollbabe men i og for sig også store dele af Story Now-genren sig. Ja. Trollbabe er en sand fornøjelse at læse. Der er en tydelig forfatterstemme. Edwards har altid haft en tydelig stemme, men denne gang synes han at have lånt lidt fra Vincent Baker – og så har han skrevet med det for øje at forklare, enkelt og forståeligt, hvordan og hvorfor spillet skal spilles.

Trollbabe er stadig et fascinerende bud på en helt anden, mere skæv og humoristisk men alligevel vedkommende fantasy – en fantasy med vægt på fantasi, medfortællen og kreativitet frem for tung , eksisterende setting. Spillet er ikke så meget exploration af en forfatters verden men udvikling af denne gennem spillet og med blikket stift rettet mod Trollbaben(e) i situationen. En Trollbabe er et handlende, meningspræget væsen, som rejser verden rundt og forfølger sine egne mål, mens hun støder på desperate mennesker, trolde og andet godt. Det er valget, der er vigtigt, og spilstilen lægger op til, at man er til stede i nuet og slet, slet ikke planlægger fremad – altså ingen ”Jeg synes det kunne være fedt hvis det-og-det skete” men bare valg og handling nu.

Mit eneste problem med Trollbabe – ud over det fysiske udtryk – er, at det er svært at sælge til folk. Men jeg VIL spille det. Der er så mange fine detaljer og en meget særegen spilstil, som jeg må prøve. Så – konklusionen er, at Ron Edwards har brug for en æstetisk stilkonsulent til sine spil, men at han stadig er blandt de absolut bedste spildesignere.

Monstret og Elskeren - eller er det Helten?

Endelig modtog jeg min kopi af S/Lay w/Me (sammen med den trykte udgave af Trollbabe – mere om det senere). For en nemheds skyld vil jeg i det følgende kalde spillet for Slay.

Slay er en lille pamflet-agtig udgivelse i sort/hvid – ikke fuldstændig ulig In a Wicked Age men dog endnu mindre og med et lidt mere broget udtryk. Der er en pæn sjat DIY eller punket undergrund over æstetiken med løse illustrationer, lille format etc. Desværre beskæmmes det udtryk af, at et par af illustrationerne simpelthen er for stive og ikke mindst af, at det digitale tryk ikke er helt i top – der er simpelthen et lidt sløret finish specielt på illustrationerne. Æv.

Indholdet er der til gengæld intet i vejen med. Teksten er rimeligt klar. Der er ingen indledende forklarende tekst, men følger man bogens anvisninger er man godt på vej.

Kort fortalt er Slay et to-personersspil, hvor den ene spiller påtager sig en rolle, der minder meget om en traditionel GM, mens den anden spiller er tæt på at være en typisk spiller, der styrer sin egen spilperson. Settingen er, hvad Ron Edwards selv betitler “Phantasmagoria” og er nært beslægtet med pulpet sword & sorcery.

Spilleren skaber en spilperson ud fra nogle farverige sætninger, som giver mindelser om oraklet i IAWA. Spilleren har hovedansvaret for helten og dennes gerninger.

GM har til gengæld to personer som sit hovedansvar: Monstret og Elskeren. Lige meget hvad, vil spillet centrere sig om disse tre personer, Helten, Monstret og Elskeren.

Spillet forløber nu i en række “Goes”, eller ture, hvor man skiftes til at være den aktive fortæller. Her har man nogen fortælleret over den andens ansvarsområder, og teksten gør et nummer ud af, at man selv skal finde det rette punkt ift. hvor meget eller hvor lidt, man kan bestemme om den anden spillers personer. Edwards advarer dog om at spille FOR tight – en stil, hvor man stort set ikke blander sig i den andens områder.

Turene er en løs struktur, som spillet bevæger sig indenfor. Der er regler og retningslinjer for, hvad man kan (og skal), men ingen mekanik til at drive spillet frem. Til gengæld begynder man på noget, der hedder The Match, når Helten begynder aktivt at forfølge sit Goal. Så begynder man at samle terninger, som til sidst afgør, hvor langt spillet bliver, og hvordan historien slutter.

Der er flere finurligheder og fine detaljer, men essensen er denne: at man skiftes til at fortælle om en helt, det monster der vil ham til livs og den elsker, der vil have hans kærlighed (og sex – spillet er rimeligt eksplicit på dét punkt).

Jeg er meget positivt stemt over for Slay, fordi det så fint er tilrettelagt topersonersstilen og fordi, Edwards endnu engang rammer genren på kornet. Onde tunger kunne finde på at anklage ham for at være rimeligt enstrenget, fordi sword & sorcery fylder meget i hans udgivelser, men jeg ser det som en absolut styrke, at han formår at lave så genretro og stemningsfulde spil.

Efter at læse bogen er jeg lidt usikker på, hvor meget jeg vil savne en strammere styring af strukturen – men de AP’er jeg har læst gør mig nu temmelig fortrøstningsfuld.

S/Lay w/Me af Ron Edwards. 28 sider, s/h, $10 + shipping.

Det var en gang en jente, som het Lise. Lise Nordvik. For noen år tilbake, var Lise en stor stjerne i Hollywood. Hun var en ekte Bond-pike. Men det var for noen år tilbake. Eller. For mange år tilbake. 

Nå kunne man ikke engang se at Lise noen gang har vært en Bond-pike. Hver morgen, når Lise stod opp, gikk hun på badet, dusjet, og tørket håret. Når håret var tørt, gikk Lise på soverommet, tok på seg den slitte snekkerbuksa si, den ekstremt store og ekstremt fargerike ponchoen sin. Så gikk hun tilbake på badet, flettet det grået og flisete håret sitt, beundret den røde nesen sin og de flotte og store fregnene, før hun tok på Ole Brum-hatten sin. Så gikk hun på jobb.

Lise jobbet i en barnehage. Det var en barnehage for fattige gutter. Det gikk ikke så mange barn i barnehagen. 5 stykker faktisk. Den ene het Ole Andreas, den andre het Pjolter, den tredje het Robert, den fjerde het Håkon, og den femte het Bjørn Harald. Guttene pleide å være ganske rampete, men av og til var de snille som lam. I dag var en sånn dag.

Guttene satt i søla med de fillete klærne sine, og kasta søle på hverandre. Så åpnet døra seg, og det første man så var en gåstol, et par skrukkete bein, og et par yngre bein i svarte lakk-pumps. De to damene gikk sakte men sikkert mot benken der Lise satt og sørget for at huden ble enda mer skrukkete og forfallen, i sola. Den gamle damen med gåstolen, het Birgitte. Hun var mammaen til Lise, og hun var veldig gammel. Den unge damen med de svarte lakk-pumpsene, var Nadiya, hennes sykepleierske. Nadiya likte å kle seg sexy på jobb, selvom hun jobbet for en gammel dame. Hun hadde alltid trange, korte og veldig utringa sykepleierkjoler på seg. Og hun hadde dem i alle farger. Svart, hvit, rød, rosa, turkis, lilla, gull, ja gudene vet hvilke farger hun ikke hadde. Men hun hadde alltid på seg de svarte lakk-pumpsene sine. 

Litt utpå dagen kom det besøk til barnehagen. Jorid, som var bestyrer i barnehagen, var en 30 år gammel, snerpete dame med skjørt og dressjakke. Alltid grått. Det var Jorid som hadde ordnet besøk. Lise og Jorid hadde sørget for at dette skulle være en litt spesiell dag i barnehagen. Derfor hadde hun invitert en klovn. Det var en ganske rar klovn. For det første var han ikke norsk. Han var fra Kroatia. Kroatia er et veldig religiøst land, der man blir straffet hardt for å synde. Denne klovnen hadde vært offer for at foreldrene hadde syndet. De hadde hatt sex før ekteskapet – hvilket forklarte hvorfor han bare hadde 9 fingre, og ikke 10 som alle andre normale mennesker. Denne klovnen hadde også et ganske festlig navn. Han het Milos. Han hadde også en sjef. Hun var en av de nymoderne sjefene. Alt hun brydde seg om var penger. Men Milos var ikke sånn. Milos ville at barna skulle ha det bra. 

Jorid og Lise hadde samlet alle som jobbet på barnehagen, i samlingsstuen, for det klovnete besøket. Til og med kokka, Sigrun, og vaskehjelpene, Anne-Marthe og Camilla, var invitert til denne spesielle dagen. Og kokka, hadde bakt sjokoladekake. Alle var glad i sjokoladekake. Spessiellt Lise. Det var derfor hun var så fet. Når alle hadde fått litt kake, samlet alle seg i en halvsirkel på gulvet, for å se på den morsomme og rare klovnen. Han starta med å lage ballongdyr til guttene. Pjolter likte ikke det. Han fikk ikke det han ville ha. Pjolter fikk en giraff, og Pjolter likte ikke giraffer. Han ville ha en racerbil. Han ble kjempesint, begynte å hylgrine og gikk og låste seg selv inne på do sammen med den svære bamsen de hadde i barnehagen, som het Jens. Jens var fillete, akkurat som klærne til guttene.

Etter at klovnen hadde holdt på i 15 minutter, begynte sjefen, Margot, å mase på han. “Nå må vi dra, vi har flere show i dag! Husk, vi skal tjene penger! Kom igjen!” Men klovnen ville ikke gi seg. Han så i øynene til Bjørn Harald, at dette var den beste dagen han hadde hatt på lenge. Så han ga Margot sparken. Hvem trenger vel en sjef som ikke bryr seg om det han faktisk gjør? 

Når Margot kommer ut døren, er det første som møter henne, et flyvende egg rett mot ansiktet hennes. Pøblene var tilbake i nabolaget. Barnehagen lå i et beryktet området. Det var kriminellt. Og nå var de tilbake. Alle tre. Irmelin, som hadde sittet inne for bilran, var tilbake. Mari, som hadde sittet inne for voldtekt på en 60 år gammel mann i rullestol, var tilbake. Og Pia, som hadde sittet inne for narkotika-dyrking i kjelleren og knivstikking av kjæresten fordi han hadde smilt til nabojenta når hun sa hei når han var ute og henta avisa en morgen, var tilbake. Alle tre. Helvette hadde brutt løs.

Margot begynte å skrike. “INGEN KASTER EGG PÅ MEG! VET DERE HVEM JEG ER?” Men Irmelin, Mari og Pia fortsatte å kaste egg på Margot til det var tomt. De andre som forsatt hadde vært inne, hadde hørt alt bråket utenfor, hadde kommet ut for å se hva som skjedde. Lise var den første ut døra. Hun fikk en 3 uker gammel bæsjebleie i ansiktet. Jorid var nestemann ut døra, og hun ble truffet av en muggen brødskive med peanøttsmør og nugatti på. Blanda. Det fortsatte å strømme ut av døra, og Irmelin, Mari og Pia fortsatte å kaste diverse ekle ting på dem. Når de var tomme for ting, gikk de løs på gjørma, og til slutt hadde alle gjørme-krig. De så ikke ut. Man så ikke Ole Brum på lua til Lise lenger. Man så ikke at klærne til Jorid opprinnelig var grå. Man så ikke de skrukkete leggene til Birgitte lenger. Man så ikke hvilken farge Nadiya hadde på den sexye sykepleierdrakta si lenger. Og man så ikke forskjellen på kokka eller vasedamene. 

Til slutt rant begeret over for barnehagebestyrer Jorid. Hun gikk inn, ringte politiet, og ble inne til hun hørte bilen komme. Ut av bilen, kom de to heiteste politibetjentene i hele byen, nemlig Bjørn Tore og Marius. De gikk innenfor porten, og Bjørn Tore sa med sin barske trønderdialekt “ka i allj værdden e det som skjer hær?” Så braste alle sammen i gråt, og alle prøvde å forklare hva som hadde skjedd, uten av hverken Bjørn Tore eller Marius skjønner noen ting. Så skriker Jorid. Høyt. Alle blir helt stille, og ser rart på henne. “KAN IKKE ALLE BARE VÆRE VENNER DA, FOR EN GANGS SKYLD? KAN IKKE ALLE BARE VÆRE VENNER?! JEG VIL AT ALLE SKAL VÆRE VENNER!” 

Og så begynte alle å gråte igjen.

Suk. Hverdagen har ramt mig som et ustoppeligt godstog. Nu var jeg ellers lige så glad for at sidde dér på toppen af terningebjerget sammen med søde mennesker og kigge på den (imaginære) fantastiske udsigt.

Hér kan du se fremmede planeter med uhyggelige, voldelige bjørne med digitale implantater. Hvis du lytter godt efter, kan du høre skud i det fjerne – og langt væk endda desperate kommandoråb.

Hvis du kigger lidt længere mod højre ser du grever, baroner, grevinder og andet adeligt godtfolk, der udfører de mest uforklarlige og fabelagtige gerninger. Se baronen, der krydser Atlanten i en træsko, fx. Eller hvad med greven, der gjorde paven gravid? Der lyder latter, bægerklang og den let genkendelige støj fra duellerende adelsfolk.

Herovre ser du ud over et pænt og nydeligt forstadsmiljø. Men lad dig ikke narre af det nysselige ydre, for overfladen gemmer på vederstyggelige hemmeligheder: parterede lig, ulovligheder, svigt og decideret hasarderet kørsel.

Kig dog ikke bagud! Her vil dit øje finde en skræmmende spejlverden, hvor mareridt lurer bag alle døre, avisdrenge henrettes af politiet, mens voldsmænd straffer børn og en simpel elevatorfører bliver til endnu et mareridt.

Over os svæver Uglen – et stolt, omend ramponeret i både fysisk og moralsk forstand, rumskib med en broget besætning. Ingen er, hvad de giver sig ud for og en tur i teatret kan vise sig at være både farlig og farligt oplysende.

Tag et sidste blik ud over de fjerne stepper, hvor Det Hængende Tempel er blevet bestjålet og fire stolte helte, den ene med svulmende muskler, den anden med sang på læben og rytme i kroppen, den tredje snart hér, snart dér og den fjerde i en evigt omskiftende form, drager ud for at løse verdens problemer.

Men det er altsammen kun spejlinger og falske ekkoer nu. Det er ikke længere, og det er trist!

Tak for en fantastisk Fredenscon! Det så fedt ud!

- Hvor mye kan jeg få for denne, spør Lise.
Hun gir fra seg den rødmalte fiolin hun bærer på.
Mannen hever øyenbrynet og ser på henne over brillene.
– Er denne din.
Lise merket seg trykket mannen la på ordet ”din”.
–Du kan få 1000 kr for den, sier han og slenger den fra seg på disken.
Hun merker at sinnet økter. Hun vil hoppe over disken og kjøre hodet hans igjennom glassdisken.
Stikke han med gjenstandene som andre hadde kommet med, i sin desperasjon etter penger.
– Kan du ikke gi meg 2000 da, den er jo gammel og verdifull.
Mannen ler hånlig og peker mot glassmonteret bak henne.
Igjennom det støvete monterglasset kan hun se flere fioliner.
Malingen har flasset av på dem og skrapmerker står ut som sår i fiolinens kropp. Hun kjenner tårene presse på, men pengene må skaffes. Det har gått fire timer siden siste sprøyteskudd. Abstinensene trykket på. Tankene hennes er et sammensurium av marerittlignende bilder. Grusomme.
Hun legger merke til refleksjonen av seg selv i glasset. Et mager, gulaktig ansikt stirrer tilbake. Håret hengende slapt som tang mot svaberget. Ekkelt.

- Hvordan endte jeg slikt, tenker hun.
Det var fiolinist hun skulle bli. Stå på scener i verden og løfte hjerter med tonene fra hennes instrument.
- Hva skjedde med drømmen, skriker refleksjonen tilbake.
Minnene vender tilbake klarer og sterkere. Som en bil mot en elg.
- Kan ikke du gi meg 1500 kr da, spør hun mens tårene sklir ned fjeset som olje.
Øynene hans studerte kroppen hennes. Lar blikket gli fra bein til bryst. Sultent.
Lise vet hva som kommer, hva som er forventet av henne nå.
Veggene i rommet kryper nærmere henne. Hun får ikke puste.
- Kom igjen da, gi meg 1500 kr, kommer det desperat.
Mannen bak disken rister på hode mens han knepper opp buksene og går framfor disken.
Hun merker angsten og hatet boble i henne som oppkast. Det knekker henne.

- Gi meg de jævla pengene, skrik hun. Hun kaster seg mot ham og slår hodet hans ned i bakken. Igjen og igjen. Blodet renner igjennom fingrene hennes, men hun stopper ikke. Abstinensene kommer atter en gang. Hun løper bak kassen, tar pengene og fiolinen. Men hun ser grusomheten som ligger foran henne. Hodet hans er en uformelig masse av beinbiter og blod.
Sirener i bakgrunnen velter panikken fram.
Hun må vekk. Hun ser atter en gang sin egen refleksjon stirre tilbake i glassmonteret.
Buksene og armene er dekket av et tykt lag med blod.

Et skrik velter opp fra hennes indre. Hun løper ut. Igjennom byen og folk. Nysgjerrige mennesker går til siden i det hun kommer skrikende opp gatene.
- Hva har jeg gjort, hva har jeg blitt, spørsmålet går om og om igjen.
Fiolinlyden når henne. Hun stopper opp og snur seg. Hun ser på gutten ved gatehjørnet, spillende og glad.
De vakreste tonene, døvt ned av stoffene som pumper igjennom kroppen hennes.
- Jeg fant denne liggende noen meter unna her, sier den unge konstabelen. Blålysene fra politibilen refleksers i fiolinkroppen.
- Hva sier sjåføren, spør Johanns. Konstablene rister på hodet.
- Han er i sjokk enda. Jenten hadde plutselig bare stått i bilveien. Han hadde ikke sjanse til å svinge unna.