Nu synes jeg altså at det hele begynder at blive lidt presset. Jeg vidste det godt på forhånd. Viste godt at december måned på læreruddannelsens sidste år er broget. Der er så meget der skal skydes i gang. Billedkunsteksamensopgaven for eksempel. Som jeg glæder mig helt sindsygt til at fordybe mig i til foråret. Der skal også tænkes tanker om eksamensopgaven i Almen Didaktik. En opgave jeg glæder mig knap så meget til. Så skal der jo købes julegaver, arbejdes som vikar, holdes hus, laves hjemmelavede julegaver og alt dette ville nok være overkommelig, hvis ikke den åndede bacheloropgave hele tiden ridder mig som en mare. Jeg synes det er et spændende emne. ”Den kønsopdelte undervisning i håndarbejde”.  Men med alle de andre ting, der også skal gøres, så ender den som en pligt ting, jeg glæder mig til at få afsluttet. Vi har godt nok 3 uger i januar uden undervisning, hvor vi skal skrive den. Men skal opgaven være rigtig god, skal man helst i gang inden. Og jeg er da i gang med at læse, lave den empiriske undersøgelse osv. Men ikke nok. Så hver gang jeg sætter mig ned med et eller andet, der skal gøres, så ligger den der hele tiden og lurer som den evige dårlige samvittighed. Jeg skal meget passende til fest ved min veninde Maj i den weekend, hvor opgaven skal være færdig. Og det bliver den – for så skal der altså festes!!

Irsk sommer

Den irske sommer viser atter sit sande jeg, det regner i spande på 3. døgn. Det har fordele: Det er unødvendigt at overveje hvor politisk korrekt bleg man vil være, sådan en sommer, helt uden tilsætninggift, som f.eks. solcreme. Faktortal er et sprog man ikke behøver lære sig. Solen formørkes yderligere i dag, men vi kører bare videre på elektrisk lys igen, det er helt ufarligt. Jeg overvejer dog at investere i en ‘full body’ våddragt til havebrug, så jeg kan forblive helt og aldeles vaskekonebleg …

Note: Det er betryggende at vide at tredøgnsprognosen lover mere regn.

Manden og jeg kom til at tale om, hvor fedt det ville være med en ferie væk – bare han og jeg. En af de der ferier vi holdt før børnene kom. Hvor der var tid til at sidde og se verden glide forbi, mens man nød en kold øl ved en fortovscafe. Hvor der var tid til at tale om alt mellem himmel og jord. Tid til at være kærester – tid til hinanden.

Efter børnenes ankomst har ferierne fået et mere småborgerligt præg. Jeg skal love for at der er gået kernefamilie i den. Men sådan er det, når man har små børn. Vi lader ferierne være på deres præmisser. Og de er altid hyggelige. Men ferierne var afslapning og opladning på en anden måde.

Måske er alt dette bare en længsel efter mere sorgløse tider. Tankerne kredser ofte om svigermor. Det lægger en dæmper på alt. Længes efter tiden før nu.

Hvem har pillet ved manuskriptet til vores liv??? For det her, kan simpelthen ikke passe. Det er for ondt, for surealistisk …. for meget at rumme. Svigermor er syg. Den svigermor som er Mandens eneste familie. Hun er syg. Syg som en alvorligt syg, syg som i livstruende, syg som i kræftsyg. Jeg forsøger at gøre mit bedste. Forsøger at sige de rigtige ting til svigermor, når jeg har hende grædende i røret. Een i hendes omgangskreds må jo være den stærke. Forsøger at bevare roen. Samtidig forsøger jeg at hjælpe manden, rumme hans smerte. Men føler mig magtesløs. Ord er tomme…

For helvede da osse!

Jeg har altid dagdrømt. Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg brugt dem som et middel til at undslippe virkeligheden. Kompensere for mangler i den virkelige verden.

Men dagdrømme ændrer karakter med alderen. Førhen – da jeg var single – var de af romantisk karakter.

For tiden handler de mest om at en person ser mig som den jeg er og accepterer det. At en eller anden ser mig og forstår. At blive set som kvinde og individ og elsket. Ikke hele tiden føle, at man ikke er god nok. At man bliver set som en ufuldendt figur, der skal modeleres videre på, før den bliver som ønsket.

Jeg har en kerne, helt inden i, hvor jeg aldrig lukker nogen ind. Og jeg drømmer om, at møde en der vil acceptere mig helt, så jeg tør lukke vedkommende derind.

Jeg ville ønske at denne Nogen – var Manden. Men jeg tror aldrig han ville formå at se mig og ikke fordømme mine fejl!

Jeg er ikke et ordensmenneske. Jeg er et bunkemenneske og et posemenneske. Uden at tænke videre over det danner jeg små bunker af ting rundt omkring. Een bunke med post her, en bunke med børnetøj der. Og så er der det med poserne. Dem er jeg også gode til; een pose med biblioteksbøger hist, een pose med håndarbejdsprojekter der. Og vupti – så er ens hjem rodet. Det falder mig ikke naturligt at rydde op. Problemet er at dette udsagn også passer så glimrende på alle andre i husstanden. VI roder! Men det er ikke noget, der egentlig passer os. Vi trives ikke i rod. Jeg har en veninde – hun har den holdning: Accepter mit rod eller bliv væk. Men jeg synes vores rod er pinligt. Og hvorfor er det, at vi ikke kan holde orden. At jeg ikke kan. Jeg føler, at jeg halser bagefter og kan ikke nå det jeg skal. Lets face it – nogen super husmoder bliver jeg aldrig. Er træt af konstant uudtalt men tydelig kritik af, at jeg ikke kan leve op til Mandens forventninger. Det eneste vi kan skændes om er oprydning og rengøring. Hushjælp (og financiering af denne) fordres!