Kun Martin Jakobsen, også kaldet MC Rainbow, kender bevæggrundene for sin usandfærdige fremtræden i medierne som udsprunget bøsse i et provokerende hiphop-miljø. Mediestunt og personlig branding er nogle af de ord, som er sat på rapperens optræden i flere TV-udsendelser den sidste uge. Men er der tale om moralsk korrekt adfærd fra Martin Jakobsens side, når han for åben fjernsyn lyver den danske befolkning op i ansigtet om sin seksualitet? Og hvor går grænsen for, hvordan man kan tillade sig at gøre opmærksom på en problematik eller for den sags skyld på sig selv?

I onsdags stillede Martin Jakobsen op, først i Go’ aften Danmark og sidenhen i showet Dagens Mand, med budskabet at han var bøsse. Efterfølgende er det kommet frem, at det var en falsk proklamation. Rapperen gik nemlig fredag morgen i studiet hos Go’ morgen Danmark og fortalte, at hans udsagn om at være bøsse var usandt. Hans begrundelse for at gå i medierne og falsk ”springe ud” foran Danmarks befolkning var at finde ud af, hvorfor det ikke er i orden at være bøsse i hiphop-miljøet. Herudover var formålet angiveligt at skabe opmærksomhed omkring chikane af homoseksuelle i hiphop-miljøet.

Et vanskeligt spring

Martin Jakobsen fortæller onsdag i Go’ aften Danmark om kommentarerne på, at han var stået frem som homoseksuel. Her var det tydeligt, at det at ”springe ud” ikke altid medfører positive reaktioner. Det kan derfor umiddelbart virke som en meget hæderlig opførelse at gå igennem personlige angreb på sig og sin seksualitet for sort på hvidt at belyse, hvor svært en homoseksuel kan have det i et givent miljø.

Da udsendelserne kører forholder en lang række mennesker rundt i de danske hjem sig utvivlsomt til den problematik og den situation, som Martin Jakobsen onsdag udtrykker, han som homoseksuel befinder sig i. Herunder tager også personer for hvem homoseksualiteten er en reel del af dagligdagen i direkte eller indirekte forstand stilling til ham. Mange synes han er modig eller inspirerende, fordi han springer ud for åben skærm, og folk gribes af hans fremtræden.

Igennem indslaget tales der til folks empati, en empati som Martin Jakobsen viser sig ikke at være berettiget til. Og da rapperen to dage senere fortæller, at han ikke er bøsse alligevel, flyttes fokus. Det som angiveligt skulle skabe opmærksomhed omkring ubehagelig opførelse over for homoseksuelle i hiphop-verdenen erstattes af et fokus på, at Martin Jakobsen har snydt folk. Der er derfor også risiko for, at budskabet omkring homoseksuelles vilkår bliver overskygget af en undren og skuffelse over rapperens løgn. Så hvad huskes, sagen og problematikken eller personen bag? Og hvad var egentligt meningen, eller i dette tilfælde måske bagtanken, med rapperens optræden i TV?

Er det moralsk i orden?

Der er  blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt motiverne for MartinJakobsens fremtræden er dem, som han giver udtryk for, eller om det egentlig mere handler om eksponering af ham selv og personlig branding. Uanset hvad må det siges, at Martin Jakobsen har formået at iscenesætte sig selv og gøre sit navn og ansigt kendt i mange dagligstuer, hvor han måske ellers var ukendt.

Hvorvidt det gavner homoseksuelle eller ej, at rapperens optræden som bøsse er usand, må her forblive ubesvaret. Men uanset hvad baggrunden for hans springen frem og tilbage var, kan man stille spørgsmålet, om det er moralsk korrekt at lyve om et så følsomt emne, som homoseksualitet for mange er. Ligegyldigt om Martin Jakobsens løgne skal klassificeres som sorte eller hvide, er der ingen tvivl om, at seere og læsere har været publikum til løgne. Hip hop-miljøet er provokerende af natur, og dette stunt ligger derfor ikke nødvendigvis langt fra miljøets måde at kommunikere på. Men overskrider rapperen her alligevel grænsen? Hvad synes du?

1. Seksualitet og begær + min egen homoseksualitet.

2. Mine tanker om og angst for døden.

3. Forholdet mellem min mor og far, som jeg tror efterhånden er drænet for følelser, lidenskab, forelskelse og kærlighed (jeg vil betragte dem, søge at forstå dem, og jeg vil finde ud af, hvad der får dem til at blive sammen. I skrivende stund aner jeg det ikke).

4. Lone Hørslevs udtalelser om ensomhed + ikke at kunne formulere sig mundtligt men kun på skrift + mine egne refleksioner omkring det.

5. Min inderlige fascination af (og identifikation med) Susan Sontag + min sorg over, hun ikke lever.

6. Mine tanker omkring spiseforstyrrelser.

7. Mine tanker omkring selvmord.

8. Mine tanker omkring forelskelse.

8. Denne splittelse – eller… disharmoni i dét menneske, jeg fremstår som i praksis (ude i “virkeligheden” og blandt andre mennesker), dét menneske jeg selv opfatter mig som, og dét menneske, jeg helt oprigtigt er.

Jeg har så meget at sige. Og så kan man spørge:  “Hvorfor GØR du det så ikke?”, og hvor er det et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg er i stand til det lige nu. Jeg ved ikke, hvorfra jeg skal begynde, eller hvordan det skal endes. Goddamn.

Ligger i den mørke, stille nat og lytter til denne uges Elektriste Barometer. Selvfølgelig – selvfølgelig! – det allerførste jeg gør, når jeg kommer hjem fra en uges London-trip. Jeg tager ikke i skole i morgen. Jeg orker det ikke. Det er i virkeligheden ret katastrofalt. Jeg siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen, men jeg gør det ikke. Dét er fattigt. Dét er ynkeligt. Det er dér, jeg for alvor mister min egen selvrespekt.

… I morgen vil jeg gerne fortælle jer om min tur. Jeg vil også gerne fortælle jer om mine tanker omkring min egen homoseksualitet, og også om mine iagttagelser af seksualitet mere generelt. En dag – en skønne dag, når jeg tør og er i stand til det – vil jeg også forsøge at sætte ord på min næsten lammende, næsten altoverskyggende angst for døden.

Indtil da… nogle billeder (desværre ikke fra London, da mit kamera er midlertidigt smadret… ja… jeg tror faktisk, det er done. 5.500 kroner og nærtstående, trofast ven… goodbye).

lidenskab, lidelse, kærlighed

En af de mest kendte historier fra Det gamle Testamente i biblen handler om Sodoma og Gomorra: To byer der tilintetgøres, fordi deres indbyggere er homoseksuelle. I min optik bør man dog læse historien til ende, før man begynder at bruge den til at retfærdiggøre sine moralske synspunkter. For gør man brug af historien må man gøre det i sin helhed: Gør man det, argumenterer man også for, at pædofili kan være fornuftigt.

Historien er således: Der er en mand der hedder Lot og som bor i Sodoma. Hér får han en aften besøg af to engle (som man jo nogle gange gør…) som han efter lang tids overtalelse, får til at gå med sig hjem under dække af, at de skal have vasket deres fødder. Som aftenen går bliver huset omringet af samtlige mænd og drenge fra Sodoma, som gerne vil hilse på disse to engle og dyrke sex med dem.

Lot vil ikke have at der skal dyrkes sex mellem mænd, så han tilbyder samtlige byens mænd at ”gøre hvad de har lyst til” Lots to små døtre – som, oplyser Lot, er jomfruer.’

De to engle har dog en anden plan: De vil ødelægge byen og tilskynder Lot til at samle sin familie, samt de to gutter hans døtre skal tvangsgiftes med, og fører dem ud af byen, før det ødelæggelserne kan begynde. De to gutter vil dog ikke med, så Lot rejser fra byen med sin kone og to døtre. Under rejsen kommer Lots kone til at kigge sig over skulderen og bliver med ét forvandlet til en saltstøtte. Så nu er det bare Lot og hans to døtre der er tilbage.

Det er her historien bliver temmelig nasty: For langt oppe i bjergene slår Lot og de to døtre sig ned. De har det fint, men som den ene datter siger:

Far er gammel og der er ingen mænd i landet, som vi kan få børn med på samme måde som alle andre.

Derfor beslutter de sig for at drikke farmand fuld og dyrke sex med ham, så slægten kan føres videre. Den første aften tager den ældste datter Lot og den næste aften den yngste. De blev gravide og slægten kunne føres videre.

Er det god moral?

Ifølge Wikipedia ble mellom 5 og 15 000 homoseksuelle plassert i nazistenes konsentrasjonsleire under 2. verdenskrig. Nylig ble det satt opp et minnesmerke for dem – forøvrig laget av noen norske kunstnere – i utkanten av Berlins Tiergarten. Som man kan se av dette bildet ser minnesmerket ut som en ganske liten og skjev betongkloss med et stort kikkhull.

Jeg har tidligere sagt at jeg neppe duger som bokanmelder, og isåfall duger jeg enda mindre som kunstkritiker. Men la meg likevel synse litt: Rett på den andre siden av gaten ligger det kjente minnesmerket for nazismens jødiske ofre, som består av hundrevis av betongklosser i ulike størrelser. Det som skiller homoklossen fra klossene på den andre siden av gaten er for det første at den er skjev, for det andre at den har et stort kikkhull, og for det tredje at den bare er én.

Det skulle ikke forundre meg om det med skjevheten er tiltenkt. Og at den bare er én er passende; de homoseksuelle ofrene for nazismen er en dråpe i et hav av ondskap. Wikipedia påstår i tillegg at bare 2% av tyske homoseksuelle ble aktivt forfulgt av naziregimet. Men så er det kikkhullet.

Det som mer enn noe annet karakteriserer Peter Eisenmanns Shoah-monument er dets taushet. Han avviser til og med eksplisitt all symbolikk i møte med det ufattelige. De nitten tusen kvadrameterne med betongklosser betyr ingenting. De har ingenting å si, de er bare stum og tung og uforstående masse. Monumentet synes å kommunisere at den endelige løsningen på jødespørsmålet har en målestokk som gjør den umulig å møte med ord. Istedet får vi bare denne numne stillheten. Homomonumentet, derimot, taler. Høyt. Hvis du kikker inni kikkhullet, så ser du en enkel og direkte svart/hvittvideo av to unge menn. Først hvisker han ene noe i øret til den andre, og så kliner de i ca. 1 minutt:

Og så kan man si, som jeg gjorde selv da jeg var der, at dette jo er en ganske banal og intetsigende filmsnutt å drive og spille om og om igjen. Men det var jo nettopp så banalt og intetsigende, det de ble arrestert for. Det var ikke barrikadestorming og kamp for kjønnsnøytrale ekteskap. Det var bare sex. I verste fall.

Det er noe passende med det at klossen taler, så høyt og banalt og direkte som den gjør. For de fleste av dem som den står der til minne om, sa jo aldri sa noe selv. Heller ikke etter krigen, for homoseksualitet forble forbudt og dypt skambelagt i etterkrigstidens Tyskland. Selvfølgelig kan ikke minnesmerket bare minnes ofrene, det må også tale for dem. Det må si, ja skrike, det disse ofrene selv aldri torde å si, og det må si det eksplisitt og uten unnskyldninger: Det var dette det var, hverken mer eller mindre. Så intetsigende, så banalt – og så ekkelt – også for mange i dag.

Fremdeles er det nok slik at det å se to menn kysse er noe som får mange til å føle ubehag. Det er fullt forståelig, men derfor er også kyssefilmen en nødvendig del av minnesmerket. Det er lett å være mot nazistisk forfølgelse av minoriteter. Men det de ble forfulgt for, det var dette.

Ja ja. Grunnen til at jeg i det hele tatt kom på å nevne dette kunstverket, var at jeg for noen dager siden leste litt i en bok av selveste Trygve Wyller. Det dreier seg imidlertid ikke om den universelt forgudede TF-dekan, men antagelig om en forfader av denne. Advokat Trygve Wyller (f. 1889) ble arrestert i Stavanger i 1941, og tilbragte hele 2. verdenskrig i tysk fangenskap: Grini, Sachsenhausen, Dachau, Mauthausen. Han ble befridd fra Mauthausens utekommando Zement av amerikanerne i mai 1945, og i 1948 gav han ut erindringsboken Fangeliv og fri tanke på Cappelens forlag. Det er en rystende historie Wyller har å fortelle, men det som brente seg fast i meg og fikk meg til å tenke på klossen, det var det han skriver om leirens homoseksuelle. Vi har kunnet lese om disse mekanismene tidligere, men aldri har jeg sett det så tydelig beskrevet. Også i helvete finnes det hierarkier:

Visstnok var det en uhyggelig homoseksualitet i de leirer som jeg kom i. Og det kunne anta de villeste former, som f. eks. at “elskerinne-guttunger” fikk lov til å tyrannisere og mishandle de andre fanger på det grusomste. Men det var jo i og for seg noe som Himmler ikke hadde noe imot. Og dessuten skyldes det jo først og fremst at det tyske politi skrapte sammen de homoseksuelle forbrytere som sto utenfor partiet, og slapp dem løs i konsentrasjonsleirene. [Min uth.]

Det tok lang tid å få satt opp den skjeve klossen med kikkhullet. Kanskje er det noe passende også i at Denkmal für die im Nationalsozialismus ermordeten Homosexuellen ligger på den andre siden av gaten.

Næh, det er han så vidt vides ikke. Men overskriften ville nok få et par fodboldfans og -spillere rundt omkring i verden til at få morgenkrydderen galt i halsen. For i professionel fodbold, så vel som i andre sportsgrene, er homoseksualitet stadig tabu. Derfor er Outgames nødvendigt.

I den senere tid har der i landets aviser, og ikke mindst hos Geelmuyden.Kiese, været debat om Outgames. Følgende spørgsmål er bl.a. blevet stillet: Hvorfor skal man blande homoseksualitet og sport? Hvorfor skal bøsser og lesbiske have deres eget OL?
Debatten i både aviser og GK overser den væsentlige pointe, at homofobi er et stort problem i sportens verden.

Homofobien hersker
For nylig udtalte den tidligere professionelle NFL spiller, Kenneth Hutcherson, at åben homoseksualitet ikke hører hjemme i professionel sport, fordi det skaber ubehag hos holdkammeraterne: ”Det er bedre for holdet, at homoseksuelle ikke outer dem selv”, skrev han i et debatindlæg i Washington Post. Ifølge den tidligere NFL spiller føler heteroseksuelle mænd sig kun trygge, når de kan tage brusebad med andre heteroseksuelle mænd.

Hutchersons udtalelser bærer præg af, at den tidligere sportsmand i dag er præst i en amerikansk frikirke, der ikke er særlig åben overfor homoseksualitet generelt. Men eksemplerne på det anstrengte forhold til homoseksualitet i sportens verden er talrige. Her er et par udvalgte skæbner:

-       I 1998 begik Justin Fashanu selvmord. Han var en af fodboldklubben Nottingham Forests unge stjerner, og sprang ud i 1990. Men forfølgelsen af ham, pga. hans homoseksualitet, blev for meget.

-       Basketballstjernen John Amaechi skjulte sin homoseksualitet, til han gik på pension.

-       Herhjemme måtte fodboldspilleren Mikkel Beck engang indkalde til pressemøde under titlen ”Jeg er ikke bøsse” for at få aflivet bøsserygterne.

Det er stadig tabu
Blandt professionelle belgiske fodboldspillere mener godt 68 procent, at homoseksuelle ikke har noget at gøre i den bedste belgiske liga. Det viser en undersøgelse, som et belgisk sportsmagasin har lavet blandt 300 professionelle belgiske fodboldspillere.

Omklædningsrummet er åbenbart mere tabubelagt, end man lige skulle tro. Og selvom vi, og sikkert også de fleste i vores omgangskreds, fuldstændig uproblematisk spiller fodbold, squash og tennis med homoseksuelle venner og holdkammerater, er der mange andre dele af landet, Europa og verden, hvor det ikke foregår helt så udramatisk.

Derfor er en sportslig vinkel på en kultur- og idrætsbegivenhed som Outgames velvalgt, og sætter positivt fokus på en minoritetsgruppe, som verden burde være for gammel til at diskriminere.

Ord: Ulla Ringgård Christiansen

Billede: Outgames

Vred, det er hvad jeg er i dag. Der skal ellers meget til, og det går altid over hurtigt. Men ind imellem bliver jeg så chokeret at det først sætter ind senere.
For et par dage siden hørte jeg i tv at omkring 70-75% af de danske mænd ikke kan acceptere homoseksuelle. De danske kvinder ligger en del under det tal, som jeg ikke kan huske præcist. Så hver fjerde danske mand er af den mening at homoseksualitet er forkert. Det vil sige at de rager rundt i en eller anden syg tåge hvori de (måske) mener at have argumenter for at det skulle være forkert. JEG FORSTÅR DET IKKE! Hvordan kan folk gå rundt i 2009 og mene seriøst at de ved bedre?
Idag blev der begået hate-crime på Østerbro Stadium. I denne uge er der World Outgames 2009 i København og på Østerbro Stadium afholdes der forskellige sportsarrangementer. Der blev smidt et kanonslag ind på banen, og en løber blev overfladisk skadet på hånden. Vedkommende der kastede kanonslaget blev taget af politiet, og så må vi da håbe at han kan sidde og skamme sig over sig selv og sin latterlige handling. Men det er nok lidt for optimistisk af mig at håbe den slags.
Hold kæft en idiot!

Jeg er TRÆT af at høre om bøsseka’le og tæskelebber, som tror at de er noget særligt, fordi de er svanse. Kopulér for fanden jeres afdøde oldemødre/-fædre på et dannebrogsflag juleaften, hvis I vil, men hold jeres seksualitet i privatlivet. Jeg gider ikke høre om det.

Og hollænderne ser ud til at kappes med englænderne, franskmændene og svenskerne om hurtigst muligt at få nedbrudt den vestlige kultur.

"Jeg KAN ikke skyde ham - han er vidunderlig!"

Soldiers can wear uniform for Gay Pride

Tuesday 28 July 2009

For the first time this year, the defence ministry is to allow soldiers to wear their uniforms if they want to take part in the annual Gay Pride parade, reports ANP news service on Tuesday.

The boat parade is scheduled to take place on Saturday through Amsterdam’s canals and is expected to attract tens of thousands of spectators.

Hvad gør dig allermest glad?

At gøre de ting jeg vil nu. Leve i nuet. Jeg har en idé om, at hvis noget føles rigtigt nu, så kan jeg ikke fortryde det senere. Men det er derimod surt at stå om 5 år og tænke “hvorfor gjorde jeg det ikke bare dengang?”.

Hvad er din største frygt?

Ikke at kunne opnå de ting jeg stiler efter. Jeg vil gerne kunne tage herfra med et smil på læben og tænke “ja, det var sgu et godt, gennemført liv..”.

Hvilket karaktertræk synes du mindst om ved dig selv?

Jeg hader de jantelovstanker jeg har omkring det arbejde jeg laver med mit musik. Folk bliver ved med at anderkende mig, bliver ved med at rose mig og fortælle mig, at det er kanon det jeg laver, men jeg er aldrig tilfreds, og jeg er altid bevidst om, at der er nogle som er bedre end mig. Jeg føler mig oftest ikke tilstrækkelig nok. Det er meget hæmmende for kreativiteten og de idéer jeg får.

Hvilket karaktertræk synes du mindst om ved andre?

Jeg bryder mig ikke om personer som i for høj grad ved hvad de hedder. De der højtråbende mennesker som man skal kæmpe for at trække ned på et niveau hvor alle kan være med. Det er ikke fedt.

Hvad er din største luksus?

At kunne gøre hvad jeg vil, eller at have udsigt til samme. Det er desværre ikke alle mennesker som er så priviligerede. Og igen er nogle mennesker for priviligerede.

Hvornår lyver du?

Jeg lyver sjældent. Derimod bruger jeg oftere “Hvad folk ikke ved, har de ikke ondt af”. Man kan jo godt komme til at ‘glemme’ lidt af hele sandheden, og oftest er det for det bedste.

Hvad bryder du dig mindst om ved dit udseende?

Hmm.. jeg læste engang en blog, hvor pigen havde skrevet “A scar on my left hand” -hvis hun havde så lidt at bekymre sig om ved sit udseende, må hun være ret godt tilfreds, hva’? I går mødte jeg en mand hvis hænder var misformede. Det jeg bryder mig mindst om ved mit udseende, er mine bollehåndtag, men helt ærligt; det kan der gøres noget ved!

Hvilke personer foragter du mest?

Personer som med vilje gør andre ondt, fx ved at nægte dem frihed for at gøre hvad de vil. En lov som siger at homo-bryllupper er forbudt, burde forbydes. Noget i den stil, ikke? Hvis man som homoseksuel vil gifte sig, så er det vel ikke mere forkert, end hvis et heteroseksuelt par vil gifte sig. Friheden til at vælge!

Hvilke kvaliteter foretrækker du i mænd?

Ærlighed, oprigtighed, humor, ansvarlighed, sårbarhed, styrke, og meget andet.

Hvilke kvaliteter foretrækker du i kvinder?

Selvironi, styrke, humor, evnen til at kunne slappe af og lade alting være, fortrolighed, og mange andre ting.

Hvilke ord og sætninger misbruger du?

Jeg misbruger ikke, jeg voldtager sange.

Hvilken superhelteevne ville du helst have?

Jeg ville ønske evnen til at kunne læse tanker – men den skulle kunne slåes til og fra!

Hvad er din største bedrift?

De gange jeg har gjort små ting for at gøre andre glade, fx da jeg hjalp en dame i kørestol med at putte hendes varer ned i hendes indkøbskurv fordi hun ikke selv kunne nå. Hun smilede bare, og det gjorde mig helt varm indeni.

Hvis du døde men genopstod, hvad ville du så genopstå som?

Mig – helt klart! Jeg bytter ikke.

Hvor kunne du tænke dig at bo?

I Berlin i et par år, men jeg er heller ikke fremmed for tanken om et sted i Italien. Og Danmark er selvfølgelig min hjerterod.

Hvad er din mest elskede ejendel?

Det er alle de der små unikke ting, som man aldrig kan genskabe – billeder fx. Eller arvede smykker. Eller min Storebamse. Der er mange ting som jeg holder utroligt meget af, på trods af at man siger, at materielle ting ikke gør dig lykkelig. Jeg tror på, at historien i dem gør mig lykkelig.

Hvad er mest værdifult i et venskab?

Tillid.

Hvem er dine favoritforfattere?

De forfattere som har skrevet noget som har gjort indtryk på mig. De kan være alle lige fra Karen Blixen til Jeppe, min barndomskæreste; jeg har stadigvæk et brev hvori der står: “Jeg ælsker daj, Maja. Kys fra Jeppe”.

Hvem er din yndlings fiktionfigur?

Åh den er svær, for er idéen med fiktionfigurer ikke, at de skal have hver deres specielle egenskab? Jeg mener; Pippi Langstrømpe er helt igennem sin egen, ligeså er Captain Jack Sparrow og Jokeren fra Batman. De bærer hver deres budskab, så jeg kan ikke vælge.

Hvilken historisk person identificerer du dig mest med?

Jeg ved det faktisk ikke. Mange mener, at jeg til tider ligner Marilyn Monroe, men jeg identificerer mig overhovedet ikke med hende. Jeg identificerer mig med personer som min mormor, eller min farbror som begge er døde. Jeg kan se meget af dem begge i mig selv, på trods af, at min mormor døde da jeg var 6 år, og min farbror døde, da min far var 23 år. Men de er jo kun historiske for mig. -en del af min hsitorie.

Hvad er dit motto?

Everything is going to be alright in the end, and if it’s not alright, it’s not the end.

I den angloamerikanske sfæren spruter det nå ut bøker som gjør alt de kan for å knuse våre gudsforestillinger og argumentere for at de store religionene er den største trussel mot menneskeheten.  Her er mer ammunisjon:

I Sacramento Valley i California har det vokst fram en forgrening av en ekstremistisk og voldelig anti-gay gruppe med utgangspunkt i Latvia: Watchmen on the Walls. Kjernen er russiske og ukrainske innvandrere. De hiver ekskrementer på homoseksuelle.

There is a war that is going on in the world. There is a war that is waging across the entire face of the globe. It’s been waging in the United States for decades, and it’s been waging in Europe for decades. It’s a war between Christians and homosexuals. 

De stortrives naturligvis i nærheten av San Fransisco. Der er det lett å finne meningen med livet. Deres selvforståelse: De er det guddommelige penicillinet Gud sprøyter inn i en alvorlig syk kropp.

Dette fenomenet finnes til alle tider og i alle kulturer. Også her tillands. Det er ganske grandiost å rettferdiggjøre sine handlinger med Guds vilje. Kan komme mye god djevelskap ut av slikt.

Homoseksualitet ligger ikke i at være tiltrukket af det samme køn, men at være forelsket i det samme køn.